Brændte ellekoner 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. sep. 2017 kl. 23:28 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Brændte ellekoner 2)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

15. Brændte ellekoner


146. Der var én i Iglsø, de kaldte Otto, og han brændte kul i ellene oven for Karmark. Så kom der en ellekone og varmede sig. Han smed en skovlfuld varme kul på hende, og så råbte de om hjælp. Han løb nu ind i en rugager og blev der til om morgenen.

Lavrs Jensen, Vinkel.


147. En mand brændte kulmile ved en mosekant, hvor der stod en del ellebuske. Han fik da at se, at der sad en ellepige henne på en elletrumpe. Hun var at se til forfra en rigtig kjøn pige, men bag til lignede hun en elletrumpe. Manden tog nu en brand fra kulmilen og stak hende bagfra med den, og hun sprang da op og hujede og løb ad ellemosen til. Men det varede ikke længe, før hun kom tilbage i følge med en del andre ellefolk, og manden måtte nu løbe sin vej for at undgå dem. Da han så omsider vovede sig hen til stedet igjen, var hans kulmile spredt over hele pladsen, og kullene var ødelagte.

P. Jensen, Kværndrup.


148. Der var ellekjællinger nede ved Knude bro ved udløbet fra Knude sø. Når de havde spændt bæsterne fra, drev hjordedrengene dem sammen i en flok og gik og græssede dem. Når det så var koldt, slæbte de pinde sammen og stak ild i. Så kom der nogle ellekjællinger og varmede sig ved ilden. Da tager en modig knægt en brand og jager op under éns skjørter, og så begyndte det at mylre i buskene, og havde vi ikke haft bæsterne at smide os på, så havde det gået os rent galt. Nu er det alt sammen ryddet og helt væk.

Jakob Jørgensen, Firgårde.


149. Også fra Laven, som skjeller med Sejs, går der sagn om ellefolk. Ved Milestederne var der sådan opført en lille jordhytte, hvor den, som skulde passe milerne, kunde gå i ly for vejret. Der brændte gjærne en ild foran hytten, for at de kunde have den at varme sig på og tillige for at give lys, og en gammel mand så da tit ellefolkene komme og varme sig og dandse om ilden. Han vilde prøve på at gjøre dem forskrækkede og tog en brand ud af ilden og kastede efter én af dem. Men hvordan det så gik, vidste han ikke. Da han kom til sig selv igjen, var hans mile splittet ad, og han selv lå et stykke fra jordhytten og var næsten stivfrossen.

Søren Hansen, Linå.


150. Sådan har de også fortalt om en mand fra Rold, dede han var i lag med de her ellekjællinger. Han lå i skoven og brændte kul, det var nu så meget skikken i forrige tider. Når de kjøbte træer i skoven, så brændte de al tid toppen i kul og havde en hel del kulmiler at passe. Nu var denne her mand altså ude i skoven en nat at passe hans mile, og så kommer der en ellekone og står og sanker hendes skjørter op og står og varmer sig ved milen. Så tykker han, hun skal varmes noget bedre, og han tager da en pind af milen og jager til hende. «Hvad hedder du?» siger hun. «A sjæl,» siger han. Nå, så råber hun: «Fussibuu og Trussitrold, Bukkjærskjællinger og Aldålsdreng, pussullin er åbrænd.» Ligesom hun sagde det, så stod de wenner (ved hende) alle dem, hun havde kaldt på. «Hvem har gjort det?» råbte de. «A sjæl, a sjæl!» Så troede de jo, hun havde selv gjort det, og det varede længe, inden de kunde få den rigtige sammenhæng at vide, så manden kom næsten hjem imens, han havde jo fundet det klogest at komme af vejen. Ligesom han var kommen ind og havde fået døren lukket, så var de derved og slog på dørene, men da var han jo frelst. Om morgenen efter, da han kom ud i skoven, var alle hans kulmiler splittede æd. Så havde de da gjort ham det. Det var nu i Rold skov, han brændte kul, og Bukkjær og Aldal er netop et par steder inde i skoven. Aldal er lige over for Stubberup, og der har været en vej op ad dalen, men et år skred den næsten sammen. Trussitrold boede vel i Trys sø, som findes ved siden af landevejen fra Tveden til Rold, og Fussibuu havde vel sit hjem i Fossi mose, som ligger tæt ved Fåre sø.

I den bakke, de kaldte Stubberup hus, boede ellefolk. Der slæbte folk ilding sammen i skoven og brændte mile.

Jens Kristensen og Kirsten Kristensdatter, Ersted.


151. En milebrænder fra Ry lå en nat ved sin kulmile i den midterste slugt i Ry Nørskov. Ilden knitrede uden for hans milehytte, hvori manden lå og strækkede sine lemmer, medens han samtidig holdt vagt ved milen, sådan at ikke kullene skulde brænde til aske. Da klokken var tolv om natten, kom der en ellepige, satte sig for ilden og vendte ansigtet imod manden, viste sine ben frem og pegede på dem, i det hun spurgte manden: «Kinde (kjender) du benpippen?» Han svarede: «Kinde du brandstikken?» og med disse ord tog han en brand fra milen og stak til ellepigens ben. Men nu råbte hun, så det hørtes over hele skoven: «Røø, røø elldræng, ellepiig åpbrænd !» Så knagede det i skoven, som om den skulde have væltet, og fra alle dens kanter strømmede ellefolket til i hundredevis. Manden løb, så stærkt han kunde, den halve mil efter hjemmet. Men ellefolket løb bag efter ham med brande af milen. Næsten var han ved at give tabt, men slap så under tag ved et hus, han kom forbi. Under taget turde ellefolket ikke komme, og så var han reddet. Om anden dagen gik manden og nogle flere ud i skoven for at se til milen. Den var splittet en halv fjerdingvej i omkreds og ikke til at sanke sammen igjen. Manden duede aldrig siden, men svandt langsomt hen og døde omsider. Folk mente, han var forgjort af ellefolket.

Jeg hørte ovenstående sagn af min moder, da jeg var en lille dreng. Stedet, hvor det passerede, er lige tæt ved mit fødested.

C. Sørensen (Thomaskjær) .


152. For et hundrede år siden brændte de meget trækul i Venge, og de holdt da vagt om natten, at ikke ilden skulde gå ud. Da en mand sådan lå vagt en nat, kom en ellekone løbende hen til milen, hvor hun satte sig på hug foran ilden for at varme sig. Som hun sad der, slog hun ud med armene og råbte: «Sko skrip, sko skrip!» Hvad det var, vidste manden ikke, og da han var ræd for konen og gjærne vilde af med hende, tog han en brand ud af ilden og brændte hendes ene knæ. Men da blev hun vred, sprang op og råbte flere gange: « Elledrenge, røde drenge!» I samme øjeblik kom der sådan en mængde ellefolk, at manden måtte skynde sig derfra, ellers havde han nok fået en ulykke.

Fortalt af Ras Nielsen, Galten. K. P. Dalin.


153. En hyrdedreng fra Mollerup havde en gang gjort ild på ude i Favrskjær. Så kom der en pige og stillede sig lige tværs over ilden og spurgte drengen : «Kjender du kudflærpen?» Han var nu ellers ingen kryster, og så tog han en brændende pind fra bålet og spurgte pigen: «Kjender du brandstikken ?» Da blev pigen ræd og råbte: «Ellesvend, du røde svend ! ellepige bliver op brænd!»

S. P. Jensen, Vole.


154. Der var lige sådan en dreng, som var kommen med ellefolkene i Havreballe skov. Heroppe i Løvpåren (Løvpurrerne) ved Kyvlingshöj har der også været ellefolk. De brændte miler, men kunde ikke have dem i fred for de kanaljer. Det var nu de Tebstrupper, der brændte der, og min fader var med. Så kom ellekonerne og vilde varme dem. En karl fra Tebstrup tog en brand, og så råbte de på «elldreng og røødreng, fippen er opbrændt!» Han rendte nu derfra, og deres miler blev splittet ad. Den karl kunde aldrig komme der mere. Det er galt endnu ved de løvpurrer.

M. H., J. B.


155. Der var en mand, der sad i Linå skov og brændte mile om natten, det var jo skik og brug den gang. Så kom en ellekjælling og sad og varmede sig. Så sagde han til hende, om hun kjendte brandstikken. «Kjender du kudflirpen?» sagde hun og sad og skrævede. Så jog han en brand op under skjørterne på hende. Da råbte hun og sagde: «Røø-dreng og elldreng, mussikus er opbrænd!» Så kom der så mange rendende, at manden turde ikke være ved hans mile længere, og rendte fra den. Men om morgenen, da han kom ned til den, var den split ad, der var aldrig en stump a den tilbage.

Søren Hansen, Hårup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.