Vis kilden til Britternes Sagaer

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
!  Denne teksten finnes på følgende språk ►!! [[Fil:Original.gif|32px|link=Breta sögur]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Britternes Sagaer]] !!  !! 
|-
|}



<center><big>[[Riddersagaer]]</big>


<big>'''Britternes sagaer'''</big>

Paa Dansk ved [[Jón Sigurðsson biografi | Jón Sigurðsson]] 
<br><br>Det kongelige nordiske Oldskriftselskab
<br>København, 1848
</center>



'''Kapitel 1'''
<br>'''HER BEGYNDE BRITTERNES SAGAER.''' 

Nu er der at berette om Eneas den milde, at han drev længe omkring paa Havet, efter at han var dragen fra Troja, indtil han omsider kom til Sicilien, hvor han forefandt store Høvdinger og Venner af Trojanerne: Erikneus og Acestes. De modtoge Eneas med stor Glæde, og han opholdt sig der om Vinteren; men da Foraaret kom, gjorde han sig færdig til Bortreise og sejlede ud; de fik da paa ny en saa stærk Storm, at nogle af Skibene sank, men omsider dreve de til Land, efter at de nogle Dage havde været uden Madforraad. Eneas saae da en Hjort og skjød den, hvorpaa den blev anrettet; de saae der et stort og skjønt Land, og mange Borge, de forefandt ogsaa en god Havn; der i Nærheden saae de den største Hovedstad, paa hvis Mure var forestillet Trojamændenes Fald: der saae Eneas Troilus's Drab, saaledes forestillet at en Vaand blev snoet ham i Haaret; dette Syn bedrøvede ham meget. For denne Stad raadede den mægtigste Dronning, ved Navn Dido, og da hun fik at vide Elieas's Ankomst, gik hun selv imod ham og indbød ham til sig, hvilket han modtog. Hun lod more ham med alslags Leg og Lystighed, men han var stedse bedrøvet; og da Dronningen mærkede dette, sagde hun: du milde Eneas, Guderne skjenke dig et muntert Sind og en stor Ære, som du er baaren til, og al den Hæder, som staaer i vor Magt, skal være tilrede for eders Mænd. Eneas svarede: Frue, jeg kan ikke være glad, thi Sorgen fornyes derved, at for mine Øjne staaer paa eders Stadsmure afmalet mine Slægtningers Undergang. Dronningen bad ham berette for sig de store Begivenheder som der vare foregaaede, og det gjorde han. Dronningen foranstaltede da et stort Gilde, og lod der anstille alleslags Lege; Eneas syntes ikke stort derom, og da Dronningen mærkede det, bad hun ham pryde hendes Gjestebud med hans egne Lege. Han gjorde efter Dronningens Ønske og legede nu alleslags Strengeleg med en større Kunst end nogen Mand havde bort der for. Dronningen hædrede ham fremfor alle Mænd og fattede stor Kjærlighed til ham fremfor alle andre, og tilsidst ægtede han hende og var nu vel fornøjet og blev der nogle Aar. Engang drømte Eneas at Freya kom til ham og sagde: gaa til Italien og tag der imod den store Ære, som Guderne have tiltænkt dig der! han rustede da hemmelig sine Skibe, thi han vidste at han ikke vilde kunne komme bort, hvis Dronningen mærkede det, hvorpaa han tog hemmelig afsted; men da hun fik Efterretning om at han var borte, sendte hun et Sendebud til ham og tiltalte ham saaledes: Dido, Dronning i Kartago, sender Herr Eneas Gudernes Hilsen og sin Kjærlighed! denne Verdens ypperste Borg, som gjorde dig mægtig, er meget trængende til din Forsorg; vi indbyde dig til den samme Ære, som du nød iblandt os; du kan vel erindre den Tid, da du kom til os, og dine Mænd ikke kunde erholde af dig nogen Hjælp, men jeg modtog dig med al Herlighed, lod dig age ind i min Hal med den største Hæder og satte dig paa mit Højsæde, og mine Mænd stode op og tjente dig og dine Mænd. Guld og Sølv og alleslags Kostbarheder skjenkede jeg dine Mænd, men dig selv hele Riget, ja jeg skjenkede dig hvad der var mig nærmest, nemlig mig selv, men du svor ved dine Guder og ved vore Guder, at du skulde være min, hvorsomhelst du opholdt dig. Nu har du bedraget mig og Guderne ligeledes; nu henstiller jeg min hele Sag til dem, at de skulle hevne mig paa dig; giv Agt, at ikke denne din Handling (faaer det Udfald) at du giver døden baade mig og din Søn, den som jeg bærer i Løn efter dit Ophold her. Naar jeg faaer at vide at du ikke vil komme til vort Rige, skal du vide at min Død er besluttet og ligeledes Fosterets, som jeg bærer; viis den Godhed, hvis du ikke vil see mig, medens jeg lever, at du for Menneskelighedens Skyld lader mit Hvilested tildække, og mit Gravøl drikke, thi dette er mig nu meget magtpaaliggende. Lev vel! 

Men da hun hørte for vist, at han ikke vilde komme til hende, ombragte hun sig selv, og senere foregav Kong Hannibal, at han tog Hevn over Romerne herfor, da han overvandt Rom, og dræbte saa mange Høvdinger i en Stenhal, at han lod ælte Leer i Romernes Blod og gjorde Borgelim (Cement) deraf; han sendte ogsaa til Kartago firsindstyve Kurve fulde af de Romeres Fingerringe, som han havde overvundet i denne Krig.



'''Kapitel 2'''
<br>'''Om Eneas og Latina.''' 

En Konge ved Navn Latinus herskede over Italien, hans Datter hed Latina; hun opfandt først det latinske Alphabet og efter hendes Navn kaldes de alle Latinamænd (latinske Mænd), som kunne dette Sprog; det var ligeledes Romernes Hovedsprog, saalænge deres Rige bestod, og ikke alene deres, men endogsaa hele Verdens; Dronningen dyrkede Sif. Latinus havde sit Hovedsæde der som nu hedder Rimina. Engang aabenbarede Sif sig i Drømme for Dronningen og sagde: Tager eder iagt for Eneas, at han ikke overrumpler dette Rige, da han nu er fordreven fra sit Fosterland og af andre Folkeslag. Nu fortsætter Eneas sit Tog, indtil han kommer til Italialand, og lagde til der hvor Tiberen nu falder i Soen; da fik han en Aabenbaring om, at han skulde holde Fred med Kong Evander: han regjerer der hvor du skal opføre en Borg, der skal blive hele Italiens Hovedstad, thi du skal besidde det hele Italia-Rige, og for at du skal tro dette, giver jeg dig dette Tegn: naar du gaaer din Vej, vil du under et Træ, som hedder Ulex, finde en hvid So med tredive sneehvide Grise, og paa det Sted skal du opreise en Borg, og den skal du kalde Albansborg. Dette gaaer nu alt saaledes som nu blev sagt, og Eneas opreiser en Borg paa dette Sted, som det blev ham forelagt, efter det samme Mønster som Borgen Kartago var, hvilken Dronning Dido havde ladet opføre. Denne Borg var stærkere end nogen anden i Italien, og tillige besat med stærke Kæmper. Eneas var vidtberømt i Landene, og alle de Mænd som vare komne fra Troja stode i en høj Anseelse. 



'''Kapitel 3'''
<br>'''Om Turnus.''' 

En Konge, ved Navn Damius, raadede for Tuskania; hans søn hed Turnus, den største Kæmpe i Italien; han hørte, at Eneas havde skikket Sendebud til Kong Latinus for at bejle til hans Datter Latina, som Turnus før havde friet til; derover blev han meget vred; men Kongen sagde, at han vilde ikke gifte sin Datter med en udenlandsk Mand, som havde flygtet fra sit Fosterland, men vilde heller gifte hende med Turnus, den ypperste Kæmpe og der indfødt, kommen af de bedste Kongeslægter; han yttrede tillige, at han ønskede at denne skulde være Rigets Behersker, heller end en Udlænding: thi den som ægter hende (sagde han) bliver dette Lands Overhoved; tilsidst sluttede han sin Tale med, at han bad alle sine Mænd tjene Turnus og lovede ham sin Datter. Herefter samler Turnus en stor Hær, og disse Kæmper vare med ham: Mesapor og Numanus, Turnus's Svoger, Kong Rapurias, Sesrapnus og mange andre Høvdinger. Men i Borgen med Eneas vare disse Høvdinger: Bissa, Pandakus, Silvanus, Menesteus, Serestas og Tupidus, Askanius's Plejefader. Da nu Eneas hører dette, holder han et Møde med sine Mænd og beretter disse Begivenheder for dem; han siger, at han vil gaa til Kong Evander og hans søn Pallas og faa Undsætning fra dem, men han satte sin søn Askanius til Høvding over Borgen: og overgiver i intet Tilfælde Borgen, (befalede han), til jeg kommer tilbage. Derpaa tager han bort fra Borgen til Evander og hans Søn, der tog ærefuldt imod ham, og da han sagde dem sit Ærende, lovede de ham deres Hjelp. Pallas var den fjerde største og stærkeste Mand i Landet. 



'''Kapitel 4'''
<br>'''Kongesønnen Pallas's Fald.''' 

Kong Latinus og Turnus samlede Tropper, saasnart de hørte at Eneas var bortreist, og droge til hans Borg og belejrede den; de saae da snart, hvor vanskelig den var at angribe. Turnus talte da for Tropperne og sagde: Det er eder bekjendt, hvilken Pligt der driver os til at kaste ud fra os disse Mænd, der voldelig have sat sig fast i vort Rige; deres Sindelag er ligeledes eder alle bekjendt, at de ville ligesaa lidt her som andensteds ophøre, før end de have opnaaet hvad de ønske her paa Stedet; de have nu flakket igjennem næsten hele Verden, fordi ingen vilde taale deres Overgreb, hvilket ogsaa viste sig dengang Grækerne dreve dem bort. Eneas har ligeledes friet til den Kvinde, som var lovet mig forhen. Han bad sine Mænd først begynde med at brænde Eneas's Skibe, som stode under Borgen. Turnus og hans Tropper angrebe Borgen med alleslags Midler, men Besidderne værgede tappert for sig, og efterat Angrebet havde varet længe, aftalte disse deres Forholdsregler; der vare i Borgen to Mænd, som vare de raadsnildeste og største Kæmper i Eneas's Hær: den ene hed Nisus, den anden Eruleus (Euryalus); disse fik det Hverv, at ride ud af Borgen og berette Eneas om den paakomne Ufred. De ruste sig og drage hemmelig ud af Borgen, og da de kom til Hæren, vare mange Vagter drukne og sov; Nisus drager da sit Sværd og hugger om sig til begge Sider, og det samme gjør Eruleus; de dræbte der et stort Antal Riddere og sloge sig saaledes ud igjennem Hæren, efter at de havde ombragt en saa stor Mængde, at de vidste ikke selv Antallet deraf, og vare saa modige, at de kunde næppe gaae; denne Sejer, som de dengang vandt, er berømt i mange Bøger. Men da de kom ud af Hæren ved Morgengry, og det var lyst, og Morgensolen skinnede paa deres Hjelme, saae de en stor Hær ride imod dem, hvis Autorer hed Volcens og agtede at komme Turnus til Hjelp; han saae disse to Riddere og kjendte paa deres Vaaben at de vare Trojaner. Nisus undslap dem og reddede sig ind i Skoven, men Eruleus var ikke let til Beens, saa de kom imellem Skoven og ham og angrebe ham nu paa alle Sider, men han værgede sig drabelig, indtil de fik ham nedlagt, thi mange Hunde ere Harens død; da nu Nisus saae dette, løb han ud af Skoven og hug til begge Sider, saa at intet standsede ham; han rydder sig en Vej frem til deres Anfører Volcens og gjennemborer ham med sit Sværd, men hans Arme vare blodige heelt op til Axlerne. Trætheden angreb nu saaledes hans Legeme, baade af Saar og Anstrengelse, at han kunde ikke staa, og da han nu kommer til det Sted, hvor hans Staldbroder var falden, lægger han sig ovenpaa ham og sagde: min gode Ven Eruleus, paa eet Sted skulle vi begge modtage Døden, og derpaa blev han sønderhugget. Derefter toge de deres Hoveder og bare dem paa Stager frem for Turnus og berettede ham det forefaldne, hvorved han blev saare glad; han lod nu blæse hele Hæren til Angreb imod Borgen, saaledes at de brugte Hovederne som Faner, og nu gjorde de saa heftigt Angreb, at Turnus fik brudt Borgmuren, og saa rasende var han at han ventede ikke paa sine Folk; men løb ind i Borgen og dræbte øjeblikkelig to Høvdinger, men den tredie tog han fat og vred ham sønder En Høvding i Borgen hed Cuspidus, han kastede en Lygte imod Turnus, hvorved denne blev saa vred, at han hug om sig til begge Sider. Hertug Bissa var den første som gik imod ham, og gav ham et Slag i Skjoldet, hvorved han selv kom til at bøje sig forover, men da Turnus saae at Skjoldet gled ud fra ham, gav han ham et Stik igjennem Smaatarmene med sit Spyd, og strax efter gjennemborede han med Sværdet hans Staldbroder Pelagius. Dette saae Menesteus og sagde med stor Bedrøvelse: evig Skjendsel er det, at taale at een Mand gaaer saaledes frem; da løb to Kæmper, Serestus og Menenus imod Turnus, men han dræbte dem begge. Nu mærkede Borgens Forsvarere at kun en ringe Hær var kommen ind i Borgen, de lukke derfor alle Borgens Porte, og angribe ham fra alle Sider, men han værgede saaledes for sig at de fik ham intetsteds saaret, men ved Nattens Frembrud gik det ham som andre, at Kræfterne bleve matte af Træthed; han trak sig da tilbage til Flodbredden, og var da saa mødig at han kastede sig ud i Floden, men paa det Sted var der en Baad, hvori han faldt ned, derpaa gik han i Mørket ned ad Floden og dykkede ned under Muren og kom saaledes til sine Folk; han opmuntrer dem da til øjeblikkelig at angribe Borgen, idet han siger at den er saa godt som vunden. Da sagde en af Turnus's Riddere: I dumme og uvidende Mænd! giver eders Borg og eder selv i Turnus's Magt, thi I vide at I ere mere vante til Vellevnet og Lystighed, Leg og Drik og Kvinders Kjærtegn, end til Krig og Kampe, I have vel og hørt, at intet Folk er tapprere end Saxerne, og derfor have de samme Navn som Stenen, I ere derfor meget dumme, hvis I ville kæmpe imod os. Da svarer den unge Askanius Eneas's Søn, og sagde: det er ikke sandt, min gode Mand, at vore Landsmænd ikke skulde forstaae sig noget paa Krig, og her skal du see et ringe Tegn paa at endnu er nogen Rest af Trojamænd tilbage; han kastede da et Spyd efter ham og gjennemborede ham, saa at han faldt død ned, og nu begynder Slaget paany. I dette samme Øjeblik kom Eneas og Kong Tarton, Alresius og Mesencius med en betydelig Hær; der var ogsaa Pallas, Kong Evanders Søn. Dette Slag er det mest berømte efter Trojamændenes Kamp. Alle frygtede Pallas og hans rædsomme Styrke; han havde ikke for været i et Slag, men hverken Dækvaaben eller Heste kunde modstaae ham. Han gik raabende gjennem Hæren og spørger efter Turnus, og da Turnus seer, hvor stor Skade han anretter og hvor forfærdelig han er, rider han imod ham. Da Pallas seer dette, kaster han et Spyd til Turnus og traf ham under Armen, hvor det gik igjennem det tredobbelte Pandser, streifede Ribbenene udvendig og gik der igjennem. Da Turnus fik dette Saar, skjød han til Pallas et Spyd, hvis Skaft ikke var smallere end den tykkeste Bom, det gjennemborede Pallas og dræbte ham; Natten gjorde nu Ende paa Kampen. Eneas lod jorde Pallas's Lig med stor Hæder og lod det indbalsamere med Urter, saa at det ikke kunde raadne; men paa den Tid da Kong Sigurd Jorsalafar levede og Keiser Henrik, den anden af dette Navn, blev der i Rom gravet en Grundvold til nogle Bygninger, man fandt da dette hans Legeme uskadt i Steenkisten; han havde midt paa Legemet et Stiksaar, som var fire Fod og en Haandsbred i Længden; hans Højde overgik Roms Mure; ved Hovedet stod en tændt Lampe, hvis Lys hverken kunde slukkes ved Vand eller Vind, ligesaa lidt som det kunde smelte eller forødes, men efter at man havde med en Staalspids boret et Hul under Blusset, da gik Lyset ud ved at Luften førtes ind igjennem bemeldte Hul, saa at Lufttrækket kom imellem Blusset og Lampen. Paa Steenkisten ved Fødderne var skrevet følgende: her hviler Pallas, søn af Kong Evander, efter sin Sæd og Skik; han som blev dræbt af Ridder Turnus's Spyd; han vil blive funden i Kejser Henrik den andens Dage. 



'''Kapitel 5'''
<br>'''Den fortræffelige Turnus's Fald.''' 

Da nu Kamptimen nærmer sig, kommer den fortræffelige Mesencius og hans søn Lausus med Hjælpetropper til Turnus. De kæmpede da drabelig og Turnus nedsablede en stor Mængde. Eneas nedlagde tre Høvdinger; da mødte ham den ridderlige Lausus, og efter at de havde kæmpet en Stund, sagde Eneas: skaan din Ungdom, Lausus, og kæmp ikke med mig! men han blev mere og mere hidsig og tilsidst faldt han for Eneas, hvilket forvoldte baade Eneas og hele Hæren en stor Sorg. Derpaa blev der sluttet Stilstand mellem dem for en Tid; men da Kamptimen kom, stillede de Hæren op paa begge Sider og Lurerne gjenlød over den hele Armee. Turnus gik saa haardt paa, at hvor han kom frem, flygtede alt for ham, og han nedlagde mange Kæmper; det samme gjorde og Eneas, han mødte den store Mesencius og kæmpede længe med ham, indtil Mesencius faldt. Nu blev der den haardeste Dyst og Folk faldt i hundredeviis, i utallig Mængde, men Tabet blev større paa Turnus's Side, og da han mærker dette, ønsker han at møde Eneas selv, men i det samme begynde hans Mænd at flygte, hvorved han blev nødt til at trække sig tilbage og opholdt sig derpaa en tidlang udenfor Riget, men Eneas underkastede sig dette Rige. Medens Turnus var borte, udviklede sig der mange og store Begivenheder af Forholdene mellem Eneas og Kong Latinus, men Eneas havde stedse Overhaand. Kongen sendte da Bud til den vise Nestor, at han skulde komme til Hjælp imod Eneas og tilbød ham derfor store Fordele, men da dette Budskab kom til Nestor, svarede han: jeg saae en slig Krigerfærd af Eneas i Troja, at jeg kommer ikke til Kamp imod ham; faa kjende ogsaa bedre end jeg, hvad Trojamændene due til, og derhen kommer jeg ikke. Nu begav det sig, at Turnus kom tilbage til Landet med en stor Hær, og begge Svogrene, Latinus og Turnus, drage imod Eneas med en umaadelig Styrke; han samlede ogsaa Hær imod dem, og der blev det heftigste Slag, hvori Sejren hældede til Eneas's Side. Turnus saae da, at Eneas vilde blive den Sejrende, hvis det skulde blive saaledes ved, han vidste ligeledes, at hvis han vilde strække Vaaben, var Eneas saa mild, at han kunde vente at beholde Livet; det samme var ogsaa Eneas's Tanke, men da han saae Turnus og det herlige Belte, som han havde taget af Pallas, blev han saa voldsomt bevæget, at Vreden blussede op. Nu løb de imod hinanden, og kæmpede saa drabelig, at ingen paa denne Side af det græske Hav havde seet noget lignende; der kunde man see mange og store Hug, men Enden blev den, at Turnus faldt. Efter dette Slag fik Eneas Latina til ægte, Datter af Kong Latinus, som før var gift med Turnus, underkastede sig derpaa hele deres Rige, og herskede derover til sin Død, men Lynild slog ham tildøde.



'''Kapitel 6'''
<br>'''Om Eneas's Sønner og om Brutus.''' 

Efter Eneas overtog hans søn Askanius Regjeringen; han lod forstørre Albansborg ved Tiberen; det er nu Staden Rom. Eneas herskede tre Aar over Italien, men hans søn Askanius syv og tredive Aar; han havde en Søn ved Navn Silvius; denne blev gift i en ung Alder med en vis Lavina. Da Silvius vidste at hans Kone var frugtsommelig, skikkede han Bud efter Viismænd og spurgte om hun gik med en søn eller en Datter, men de svarede, at hun monne føde en søn, som vilde blive en stor Voldsmand og gjøre meget ondt: dræbe baade Fader og Moder, men dog leve længe og vinde Berømmelse. Dette gik alt i Opfyldelse, thi Moderen døde, da hun fødte ham; han blev kaldt Brutus, og blev opfostret hos sin Fader, indtil han var femten Aar; han lærte alleslags Færdigheder. Og engang, da han gik paa Jagt med sin Fader, saae han en Hjort og skjød efter den, men da man søgte efter, stod Pilen igjennem hans Fader Silvius. Da man erfarede dette, blev han jaget bort af Italien; han drog da først til sine Frænder, som stammede fra Troja og vare dengang i Trældom i Grækenland; han blev deres Formand og udløste dem alle, og blev snart en vældig Høvding, der lagde store Planer. Han var den gavmildeste Mand, og nu strømmede til ham en saa stor Mængde Folk, at han havde henved syv Tusinde Mand foruden Børn og Kvinder. I Grækenland var en Mand, ved Navn Assirius, en Græker paa fædrene Side men paa modrene Side af trojansk Slægt; denne Mand understøttede Brutus med Penge og Folk, hvorpaa de ryddede Marker og opførte der Kasteller og stærke Fæstninger, og da tie ansaae sig for sikkre, sendte de et Brev til Grækernes Konge saa lydende:

Brutus, landflygtig Høvding af Trojamændenes Slægt, sender Pandrasus, Grækernes Konge, sin Hilsen. Besynderlig er eders Færd, at I tilstaaer de Mænd, som ere af Trojamændenes Slægt, en saa ringe Ret, at de nødes til at bygge i Ørkener og leve der af Græsrødder og Dyrekjød, men I sidde i alleslags Vellyst og have alt hvad eders Hu staaer til; lad nu tilsidst blive en Ende paa deres Elendighed! gjør nu en af Delene, enten forliger eder med dem, eller tilstaaer dem Bøder for den store Uret, I have tilføjet dem, eller for det tredie, giver dem Frihed til at drage bort, og lad saa deres Skjæbne blive som den kan. Men da Kongen havde læst Brevet, blev han meget vred og samler en Hær og drager imod dem. Brutus faaer Nys herom og drager ud af Kastellet med sex Tusinde Mand, til den Skov som Kongen skulde drage igjennem, overfaldt ham uforvarendes om Natten og dræbte mange af hans Folk; Kongen flygtede med Resten af Hæren over den Flod som hed Kallon, deri druknede mange, nogle bleve nedsablede, og andre flygtede hid og did. I denne Hær var Kongens Broder, ved Navn Antigonus, han satte sig til Modværge med sine Folk, og der blev en haard Kamp, som ikke varede længe førend største Delen af Tropperne var dræbt og han selv taget tilfange og sluttet i Lænker, og en Mand ved Navn Anakletus tilligemed ham. Brutus havde ladet et Tusinde Mand tilbage til Værn for Kastellet. Nu samledes en stor Hær om Kongen, og da man formodede at Brutus var kommen ind i Kastellet, beleirede han dette og anvendte allehaande krigerske Kunstgreb, men Besætningen værgede tappert for sig og styrtede udover Beleirerne kogende Beg og gloende Stene. Men da Brutus hørte disse Tidender, lod han Anakletus fare frem for sig; han trak sit Sværd og sagde: ifølge de Efterretninger jeg har faaet om Kongen og vore Mænd, skal du enten kjøbe Livet eller døe paa Stedet. Anakletus svarede: hvorfor skulde jeg ikke kjøbe Livet for mig og mine Staldbrødre, hvis dertil gives Leilighed. Brutus sagde: du skal skaffe mig og min Hær ind i Kong Pandrasus's Lejr, men jeg skal lægge Planen dertil. Anakletus svarede: det gjør jeg ikke for mit Liv, at lægge Baneraad op mod Kongen. Nu kom Brutus frem med Planen, hvorpaa Anakletus gik og traf de kongelige Vagtposter, og da disse kjendte ham, spurgte de hvor Kongens Broder Antigonus var; Anakletus svarede, at han havde frelst dem begge ud af Fængsel, men kunde ikke faae Lænkerne af ham: iøvrigt (sagde han) var han der i Skoven kort fra dem; de ledsagede ham da ind i Skoven, hvor Brutus var, og bleve da nogle af dem dræbte men de øvrige fængslede.



'''Kapitel 7'''

Derpaa drog Brutus med sin Hær til Kongens Lejr, hvor man ikke mærkede noget førend man hørte Lureklangen fra Brutus's Armee; de vare berusede af Vin og bleve forskrækkede, idet de vaagnede af Rusen, saa at kun faa fik deres Vaaben; største Delen af Kongens Hær blev saaledes nedhugget, men han selv fangen og førtes frem for Brutus. Brutus sagde da til Kongen: her ere to Betingelser givne, enten at du bliver dræbt her paa Stedet, eller at du giver mig din Datter Imnogen til ægte, og tilstaaer alle dem, som nedstamme fra Trojamændenes Slægt, Tilladelse til at drage ud af Riget tilligemed mig; fremdeles skal du overlade os Skibe og alt andet, hvad vi behøve. Kongen svarede: nu seer jeg, at Guderne ere blevne meget opbragte imod mig, at for det første min Broder skal være fængslet og derpaa jeg selv; da jeg tillige har tabt største Delen af min Hær, kan jeg næppe være istand til at fatte saadanne Beslutninger som før, da jeg sad med Hæder i mit Rige; og selv om ikke mit Liv stod paa Spil, da tegner du, Brutus, til at blive en saa udmærket Mand, og saa raadsnild og sejerrig, at jeg kjender næppe nogen Mand i Verden, som kunde siges at nedlade sig ved at træde i Svogerskab med dig; jeg vil derfor beslutte mig til at modtage denne Betingelse med Glæde, ligesom jeg ogsaa troer at Brutus's og hans Slægts Navn vil længe holde sig i Verden; muligen blive ogsaa de Tildragelser, som have fundet Sted imellem os, optegnede i Sagaer; jeg finder det altsaa mest ærefuldt, at styrke dig i alt hvad vi formaae, og at fuldbyrde denne Plan; jeg venter, at mange ypperlige Mænd ville føre sin Slægt til dig, og bliver jeg da kun eet Led fjernere i denne Stamtavle. Jeg ønsker nu at du vil vælge, om du vil have en tredie Deel af mit Rige som Medgift med min Datter Imnogen, eller du vil at jeg skal berede eders Bortreise efter eders Ønske; jeg vil ogsaa blive hos eder som Gidsel, indtil alt er fuldført hvad jeg har lovet eder. Paa denne Betingelse sluttede de Fred, og Imnogen blev gift med Brutus; derefter beredte denne sig til Bortreise; Kongen gav ham trehundrede og fire og tyve Skibe samt alt andet hvad han havde lovet ham, og med gunstig Vind sejlede Brutus bort. Imnogen tog sig Bortreisen saa nær, at hun tabte næsten Bevidstheden, men Brutus trøstede hende. De holdt Søen i sex Døgn, indtil de kom til en Ø ved Navn Liogocia, der forhen havde været tæt befolket, men var nu næsten øde formedelst Vikinger. Brutus lod Øen undersøge, men de fandt intet andet end i Skovene en Mængde Dyr, hvoraf de fangede flere. De fandt et gammelt og stort Gudetempel, med Billeder af Gefjon, Saturnus og Jupiter; dette berettede de til Brutus og bade ham gaa i Land. Han gik da op selv tolvte, og med ham en Viismand, ved Navn Geron, næst ham den ypperste Mand i Toget; tie bandt Offerbaand om deres Pander, og da de kom til Templet, tændte de tre Baal: eet foran Odin (Saturnus), det andet foran Thor (Jupiter), det tredie foran Gefjon; derpaa gik Brutus fremfor Gefjons Alter, han holdt i Haanden et Kar med Vin, blandet med Blodet af en hvid Hind, og sagde: du, som veed hvad der foregaaer i Himmelen og kjender hele Verdens Indretning, som du heller ikke er fremmed for Underverdenens Tilstande! sig mig min Skjæbne og hvor jeg skal bygge efter eders Beslutning, og hvor jeg skal lade dig tilbede i Evighed, du guddommelige Mø! — Saaledes talte han nigange, gik firegange omkring Alteret og hældede af Karret ned i Ilden; derpaa blev Hindens Skind bredt ud foran Alteret, og Brutus lagde sig der paa og sov ind; han drømte at Gefjon stod hos ham og sagde: i den vestlige Verden, nær Galliens Rige ligger en Ø ude i Havet, den er ubeboet, men forhen boede der Jætter; der bør du at bygge og dit Folk i Evighed, og din Slægt vil komme til at have Magt over hele Verden. Da han vaagnede, fortalte han Drømmen til sine Mænd, men de bleve glade og vendte tilbage til Skibene og sejlede, da Vinden blev gunstig, til Afrika; derfra sejlede de til Hova Philiastea og derfra igjen til Graven Salmacum, derfra droge de til Mauritania, derfra til Erkules's Støtter, derfra til det Hav som kaldes Tirennum; der forefandt de fire Tusinde Trojamænd, af dem som vare flygtede med Antenor; deres Høvding var Korineus, en godmodig Mand i daglig Omgang men den djærveste i Kamp og saa stærk, at han havde kastet en Jætte som et Barn. Da Brutus og han mødtes, sluttede de Venskab, og derpaa droge de videre, indtil de kom til Akvitanien; der herskede en Konge, ved Navn Gofarius. Korineus var draget fra Skibene med tre Hundrede Mand paa Jagt; de traf paa Kongens Mænd, der sagde at Kongen tillod ingen at jage Dyr der. Korineus var da ankommen, og sagde: vi agte at gjøre hvad vi have foresat os, hvad han end siger. Anføreren for Kongens Mænd spændte Buen og vilde skyde Korineus; men denne greb ham, knækkede Buen, sled Hænderne af ham og rev ham i Stykker. Da hans Staldbrødre saae dette, flygtede de og fortalte Kongen hvad der var skeet; han blev meget vred og samlede en stor Hær. Dette fik Brutus at vide, gik op med sine Folk og rykkede imod Kongen, og der blev en haard Kamp og meget Mandefald. Korineus gjennembrød den kongelige Armees Rækker og hug om sig til begge Sider, og i det samme vendte de kongelige paa Flugt, men han løb efter dem, svang Sværdet og raabte til dem: vender om, Uslinge! og gjør eder ikke alle til Skjendsel ved at flygte saaledes et Tusinde for mig alene. Nu vendte imod ham en Kæmpe ved Navn Svardus, med sex Hundrede Riddere, og da han saae Korineus, hug han ind paa ham, men Korineus parerede med Skjoldet og hug ham midt over; i det samme kom Brutus til med eet Hundrede Riddere, de nedsablede da enhver som ikke tog Flugten og kunde nu prise en herlig Sejer og stort Bytte.



'''Kapitel 8'''
<br>'''Om Brutus og Korineus.''' 

Paa denne Tid herskede tolv Konger over Gallien; Kong Gofarius søger Hjelp hos dem og de lovede at indsætte ham igjen i hans Rige og drive de Fremmede bort. Brutus og Korineus underkastede sig næsten hele Akvitanien, brændte Borge, dræbte Folk og røvede Gods. De kom til det Sted, hvor nu staaer Turonsborg (Tours), hvilken Brutus først lod opføre, der forskandsede de sig, thi de ventede snart en Hær imod sig. De tolv Konger forenede deres Hær med Kong Gofarius, og droge frem baade Nat og Dag, indtil de mødte Brutus; begge stillede da deres Hær i Slagorden og der blev den haardeste Kamp, saa at i første Angreb faldt to Tusinde Mand af Gofarius's Tropper; da kom der Skræk over dem, og han og hans Mænd tage Flugten. I det samme kom Kongerne med deres Armeer, hvormed alle hine forenede sig til at holde Stand, og var der da en saa stor Forskjel i Styrke, at fire Galler vare imod een; Trojamændene vare saaledes overvældede og trak sig tilbage, men naaede dog deres Lejr, som derpaa blev belejret af Modstanderne, i den Tanke, der at pine Trojamændene tildøde. Denne Nat drog Korineus hemmelig ud i Skoven med tre Tusinde Mand; men om Morgenen red Brutus ud af Lejren med Hæren i Slagorden; Gallerne gik mod dem og der blev en haard Kamp og meget Mandefald paa begge Sider. Den største Kæmpe i Brutus's Hær, næst efter Korineus, hed Turnus, han var Søstersøn af Brutus; han gik tapprest frem af alle og nedsablede med egen Haand sex Hundrede Mand, til han faldt af Saar og Træthed. Men da Slaget stod paa det højeste, faldt Korineus Kongerne i Flanken med sin Trop, hvorved Tabet snart vendte sig paa de Indfødtes Side; der blev da først almindeligt Raab, at en umaadelig Hær var kommen dem i Ryggen, derpaa kom en almindelig Skræk over dem, saa at alle flygtede, men Trojamændene forfulgte dem, nedsablede dem i tusindviis og droge tilbage til Lejren med Sejer. Men uagtet Brutus havde vundet en stor Sejr og et rigt Bytte, satte han kun en ringe Priis derpaa, formedelst Tabet af sin Frænde Turnus; han jordede ham der, og Borgen fik Navn efter ham, og kaldes siden stedse Turonsborg. Brutus sagde: vi have her lidt stort Tab paa vore Folk, som vi kun seent ville kunne oprette, da de Indfødtes Hær voxer stærkt med hver Dag, det er derfor mit Raad at vi drage bort med det Bytte vi nu have, og søge vor Skjebne og det Land som Guderne have anviist os. Heri samtykkede alle og droge derpaa til Skibene med umaadelige Rigdomme; de sejlede til den Ø, hvortil de vare henviste og landede paa det Sted som hedder Nesio; Øen kaldtes dengang Albion; den var næsten ubeboet, kun fandtes der enkelte Jætter; det forekom dem at de aldrig havde seet et skjønnere eller mere indbydende Land: hver Flod var fuld med Fisk og alslags Herlighed. Brutus lod Landet rydde og Huse opføre, men Jætterne flygtede bort til Fjelde og Klippehuler. Da blev Brutus's Navn forandret og kaldt Brito, og efter hans Navn blev Landet siden kaldt Brittania. Korineus drog længere nord i Landet og byggede der som nu kaldes Korn-Bretland; der vare de fleste Jætter. En af de største og stærkeste Jætter hed Goemagog; han var femten Alen høj; det havde man seet, at han rev store Træer op med Roden, som en lille Kvist; men da Brutus højtideligholdt en Fest til sine Guders Ære, kom denne Jætte der, og andre tyve med ham, og dræbte mange af Brutus's Folk; han samlede da en Hær imod dem, og de tyve bleve fældede, men Goemagog blev fængslet og sat i Forvaring indtil Korineus's Ankomst, fordi Brutus ønskede at see ham brydes med Jætten. Da nu Korineus kom, blev han glad ved at han nu skulde prøve sine Kræfter; nu toge de fat og svang drabelig hinanden; Jætten tog saa fast, at han knuste tre Ribbeen paa Korineus; da blev Korineus vred, og samlede sin hele Styrke, han hæver da Jætten op paa Brystet, løber med ham ud paa en Klippe ved Søen og kaster ham ned af samme, saa at hvert hans Been blev knust. Det Sted kaldes endnu i Dag Jættefaldet. Brito lod en Borg opføre efter Trojas Mønster; den blev bygget ved en Flod, hvor flade Sletter vare i Nærheden og i kort Afstand fra Søen; denne Borg lod han kalde Ny-Troja, men den har skiftet Navne flere Gange efter senere forefaldne Begivenheder: den kaldtes længe Trinovantum, derefter Kaerlud, men nu hedder den London. Paa denne Tid var Heli Ypperstepræst i Jorsalsland, og blev han fanget af Philistæerne. Da herskede Hektors Sønner i Troja, men Silvius, Eneas's Sønnesøn og Moderbroder til Brutus, i Italien. Brito havde tre Sønner med sin Kone lmnogen: den ældste hed Lokrinus, den anden Albanaktus, den tredje Kambran; men da de vare voxne, faldt Brutus i en Sygdom; han deelte da Riget mellem sine Sønner, og den Deling overholdt de siden. Brutus døde af denne Sygdom, efter at han havde været i Bretland fire og tyve Aar. Hans Sønner lod ham hæderligen begrave i den Borg, som han selv havde ladet opføre; hans Mænd og hele Folket sørgede meget ved hans Bortgang.



'''Kapitel 9'''
<br>'''Om Britternes Konger.''' 

Lokrinus overtog efter sin Fader den Part af Riget, som var ham tildeelt, og som efter hans Navn blev kaldet Loegria. Kambran fik den Deel, som ligger ved en Flod, der i den Tid hed Sabrin eller Gualia, men efter ham Kambria; men Albanaktus tog det Rige, som dengang hed efter hans Navn Albania; nu hedder det Skotland. En Konge, ved Navn Humber, raadede over Hunaland, han var haard og ond; han drog med en Hær imod Albanaktus og udfordrede ham til Slag, i dette Slag faldt Albanaktus, men alle de som undkom søgte til Lokrinus, og berettede ham det forefaldne; han drog til sin Broder Kambran og begge samlede en Hær; de mødtes ved den Flod som nu hedder Humber, og der blev en haard Kamp og meget Mandefald. Britterne rykkede tappert frem, saa at Hunnerne vege tilbage, men den eneste Vej til Flugt var ud i Floden, der baade var dyb og strid. Kong Humber sprang ud i Floden og hans Hær, og druknede der; derfor er det omliggende Land kaldet Nordhumberland. Brødrene toge der et rigt Bytte; Lokrinus tog der tre Møer, blandt hvilke en var den skjønneste af alle, hun hed Estrildis; hendes Hudfarve var saa hvid som Snee eller Elfenbeen; til hende fattede Lokrinus saa heftig Kjærlighed, at han vilde øjeblikkelig have taget hende til ægte, hvis han havde vovet det, men han havde forhen fæstet sig Guendelæna, Datter af den før omtalte Kong Korineus af Korn-Bretland, men nu foretrak han at ægte den anden. Men da Korineus fik Underretning herom, blev han meget vred, drog strax afsted til Lokrinus, gik ind i hans Hal med draget Sværd og sagde: stor Skjendsel agter du, Lokrinus, at føre over mig, hvis du faaer din Villie frem, og kun slet mindes du, hvor ofte jeg har baaret blodige Hænder for din Fader, og bragt ham mangen herlig Sejr, og nedlagt mangen Jætte for hans Fødder, men du agter at slaa op med min Datter, og storligen gammel og affældig maatte jeg være, hvis du skulde kunne faae sligt frem. Han vilde da fare ind paa ham, men man lagde sig derimellem, og fik et Forlig bragt istand paa de Betingelser, at Lokrinus skulde ægte Guendelæna, som før var bestemt; han ægtede hende ogsaa, men ikke glemte han desuagtet sin Kjærlighed til Estrildis, og lod han hende forvare i London i syv Aar, (saa hemmelig at kun faa Mænd havde nogen Kundskab derom; han besøgte hende ofte hemmelig, men da hans Hustru Guendelæna fik Mistanke herom og spurgte hvor han var til de Tider, naar ingen mærkede det mindste til ham, svarede han, at han dyrkede sine Guder i Løn, og kun de, sagde han, som handle saaledes, nyde tilfulde godt af dem; dette Svar lod hun til at være tilfreds med. Det berettes, at Estrildis fødte en Pige, saa skjøn, at alle som fik hende at see beundrede hendes Deilighed; hun blev kaldt Habren og opfostret lønlig, saa at ingen anede nu mere end før den sande Sammenhæng. Kort efter føder Guendelæna en søn med Lokrinus, som blev kaldet Maddan; han blev sendt til sin Moderfader Korineus, og opvoxede der. Korineus levede ikke længe derefter; han blev meget savnet og hans Folk mente aldrig at faa hans Lige. Men da Lokrinus hørte at Korineus var død, forlod han sin Hustru Guendelæna og højtideligholdt sit Bryllup med Estrildis med al Ære, og satte hende til Dronning over sit hele Rige. Da drog Guendelæna til Kornbretland og overtog sin Fædrenearv; hun var meget utilfreds med det Skete, og pønsede idelig paa hvorledes hun kunde hævne den Skjendsel som var hende overgaaet. Hun lod nu en Hær angribe Lokrinus's Rige, brænde Landet, røve Gods og dræbe Folket, og da Lokrinus fik dette at vide, samlede han Tropper og agtede at frede Riget og forlige sig med Guendelæna. Da hun fik Nys herom, samlede hun en Hær om sig, og erklærede for sine Mænd at hun vilde ikke modtage nogen Fredstilbud, men enten falde selv eller vinde begge Rigerne til sin Søn. De mødtes der som nu hedder Struann og blev der den heftigste Kamp, men efter at den havde varet en liden Stund, blev Lokrinus gjennemskudt med en Piil til døde; han havde da været Konge i ti Aar. Men da Kongen var falden, overgav Hæren sig, og hun underlagde sig og sin Søn hele Riget, og besørgede Regjeringen selv medens Maddan var ung. Hun var grusom og voldsom i sin Færd. Hun lod fængsle Estrildis og hendes Datter Habren, og drukne dem i en Flod, som dengang hed Sabrina, men nu kaldes Habren efter Møens Navn. 



'''Kapitel 10'''
<br>'''Om Maddan.''' 

Da nu Guendelæna havde regjeret femten Aar, overlod hun sin søn Maddan hans Fædrenerige, men hun herskede over Kornbretland til sin dødsdag. Paa denne Tid var Propheten Samuel i Jødeland, og indtil dette Tidspunkt levede Silvius, Eneas's søn og Broder til Askanius; da blomstrede ligeledes Digteren Homerus. Maddan var sagtmodig og vennesæl, og af ham gaaer ingen Saga; han giftede sig og havde i sit Ægteskab to Sønner: den ene hed Mempricius, den anden Malim; de vare fuldvoxne dengang deres Fader Maddan døde; men saasnart han var falden fra, vilde de hver for sig have det hele Rige, men ingen af dem vilde unde den anden lige Deling. Man holdt i nogen Tid saa opmærksomt Øie med dem, at de kunde ikke komme til at slaaes eller at besvige hinanden. Mempricius sendte da Bud til sin Broder Malim, at de skulde mødes og slutte Forlig og Frændskab med hinanden, thi han fandt det unaturligt, at de skulde staa lavere end deres Undersaatter. Dette fandt Malims Bifald, hvorpaa Brødrene mødtes og gik to alene afsides til en Samtale, med andre Mænds Samtykke; men der i Nærheden stode hemmelig nogle af Mempricius's Folk, og ifølge hans Anslag sprang de frem og dræbte Malim, men efter hans død tager Mempricius hele Riget under sig, drager med en Hær over det hele Rige, og tog de allerfleste af de ypperste og fornemste indenlandske Mænd af Dage, fordi han gav dem Skyld for at have længe modstaaet den Udaad, som han dengang havde ladet fuldbyrde; ligeledes vidste han, at de vilde være mindre uforberedte mod hans Ondskab end andre. Han udryddede ligeledes næsten sin hele Slægt, thi han vidste selv bedst, at den Tidspunkt vilde snart indtræffe, da enhver anden af hans Frænder vilde ansees for bedre skikket end han til at bestyre Riget og bære Kongenavn der i Landet. Derimod forærede han Godser og Værdigheder bort til de Mænd, som forhen vare lidet ansete, men som gjorde sig en Ære af alt hvad der stemmede med hans Villie. Han var bedre gift end han var værd, thi hans Hustru var i alle Henseender udmærket; de havde en Søn ved Navn Ebraucus, der udmærkede sig ved Væxt og Styrke i Forhold til sin Alder, ligesom han ogsaa havde et heelt forskjelligt Gemyt fra Faderen, og fulgte mere sin Moders hulde Raad end Faderens Skjendigheder; han var og yndet af Folket. Men imedens Ebraucus endnu var ung, forlod Mempricius sin Hustru, og blev derefter til et reent Vidunder: han begyndte da at lægge sig efter Mandfolk og bedrev Utugt med dem, og hertil overgave sig med ham saadanne, som dengang vare hans Mænd, fordi de mente sig derved at belønne ham store Hædersbevisninger og rige Gaver. Men efter at han havde baaret Kongenavn i tyve Aar, gik han en Dag paa Jagt med sit Hof; han blev skilt fra sit Følge og var alene; han kom da i en Dal, der flokkedes om ham en stor Hob Ulve, som angreb ham øjeblikkelig og sønderrev ham, hvilket ogsaa var passende, at den som havde ført et ondt Levnet fik en ond og skjendselfuld død, thi hans Regjering begyndte med Forbrydelser, vedblev med Fordærvelse og endte med Skjendsel. Paa denne Tid var Saul Konge over Jødefolket.



'''Kapitel 11'''

Sønnen Ebraucus overtog Riget efter sin Fader, han ansatte først indenlandske Mænd i de højere Stillinger, og ophøjede alle sine Slægtninge til Hædersposter, men da han havde ordnet Regjeringen efter sin Villie, mindedes han hvorledes hans ældre Frænder havde hærget Gallien og mistet deres nærmeste Frænder og kjæreste Venner sammesteds, men vare selv kun med nød og næppe undslupne, hvilket han ansaae det for sin Pligt at hævne. Han drog derpaa med en Hær til Gallien, og holdt der mange Slag, vandt store Sejre og fik rigt Bytte, hvorpaa han drog hjem med en herlig Sejer og overflødige Rigdomme. Da han nu en kort Tid havde været hjemme, lod han bygge en stor Borg og kaldte den efter sit Navn Ebraucum; den kaldes nu Jork, og der er nu det andet Erkebispesæde. Mange andre stærke Borge lod han oprejse; han lod og bygge i Skotland den Fæstning, som han kaldte Mø-Kastellet. Paa den Tid var David Konge i Jorsalsland, men Silvius Latinus i Italien; Gad, Nathan og Asaph vare Propheter. Ebraucus havde tyve Hustruer og med dem tyve Sønner og tyve Døttre; hans Sønners Navne angives som følger: Brutus Grønskjold, Margadud, Silvius, Regin, Murvid, Bladud, Gnyl, Dandan, Eldad, Asarat (Assarakus), Buach; flere nævnes ikke. Hans Døttre vare: Glorigin, Imnogen, Dudas, Gvenliam, Ragav, Stadad, Gladiad, Agaes, Stadiael, Galaes, der var den skjønneste Mø i hele Bretland. Ebraucus sendte alle sine Døttre syd over Fjeldet (Alperne) til Italien, til Silvius Alba, som regjerede der, og bad ham gifte dem alle bort der i Landet. Silvius giftede dem med fornemme Mænd af Trojamændenes Slægt, saadanne som baade vare i Besiddelse af Rige og Gods. Sine Sønner sendte Ebraucus til Saxland for at erobre dette Land, og gjorde Assarakus til Hærfører over alle Brødrene; de droge da til Saxland, og fik Hjelp fra Silvius Alba til dette Tog, det lykkedes dem ogsaa at underkaste sig hele Landet, og de herskede derpaa over samme, Brutus var hjemme hos sin Fader; men da Ebraucus havde regjeret ni og tyve Aar, døde han og hans Begravelse blev hæderligen besørget af Brutus Grønskjold; denne overtog ogsaa Regjeringen efter ham, men om ham gaaer der ingen Saga.



'''Kapitel 12.''' 

Brutus havde en Søn, ved Navn Leil, som arvede Riget efter ham; han lod bygge en Borg i det nordlige Britannia, som dengang kaldtes efter hans Navn Kaerleil; paa denne Tid regjerede den vise Salomon over Jorsalsland, og blev besøgt af Dronning Sabba, da blev og opbygget templum domini; Leil regjerede i fem og tyve Aar. — Efter ham kom til Regjeringen hans Søn, ved Navn Lud Hudibras, han lod opføre store Borge, Kanterborg og Gvintonia, og et Kastel som han kaldte Baladyr; dengang Kastellets Vægge bleve opførte, hørte man Ørnen tale, uden at dog noget af Betydenhed fulgte efter; han lod ogsaa bygge en Borg, som han kaldte Bado; han regjerede i ni og tredive Aar. Dengang var Propheten Elias i Jødeland, og bad Gud om at der ikke maatte regne, og Gud opfyldte hans Bøn, saa at det regnede ikke i halvfjerde Aar. Hans søn hed Bladud, som overtog Riget efter ham; han var meget troldkyndig, og den Kundskab blev meget udbredt fra ham der i Landet; men efter at han havde været Konge i tyve Aar, lod han sig gjøre en Fjederham og vilde flyve, i den Hensigt at see over sit Rige, idet han mente at derved vilde vanskelig nogen Ting blive ham ubekjendt; men da han skulde flyve i Hammen, gik denne i Stykker og han faldt ned over London og traf i Faldet paa det største Tempel i Landet og blev knust i Stykker. Hans Søn, ved Navn Leir, blev Konge efter ham; han var en mægtig Konge og en stor Kriger i sine yngre Dage; han underkastede sig Kornbretland og Skotland; en viis Mand ansaaes han ikke for at være. Han havde tre Døttre, hvoraf den ældste hed Goronilla, den anden Ragau, den yngste Gordeilla, den skjønneste og forstandigste af dem alle og mest elsket af Faderen. Saaledes varede det længe; men da Faderen blev ældre, vilde han prøve hvor stor Kjærlighed han skyldte enhver af dem; han lod da kalde til sig sin ældste Datter Goronilla og sagde: jeg er nu saa gammel at jeg snart vil ende mit Liv, og mit Rige vil komme i eders Hænder, mine Døttre, men jeg vil nu vide hvor højt du elsker mig. Hun svarer: det kan jeg sværge, at jeg elsker dig højere end mit Liv. Kongen sagde: det er en stor Paaskjønnelse værd fra min Side, at du elsker højere min Alderdom end din Ungdom, og skal jeg belønne dig saaledes, at du og din Mand skulle have en tredje Deel af mit hele Rige. Derpaa lod han Ragau kalde til sig, og spurgte hvor højt hun elskede ham; hun svarede: jeg kan ikke udtale min Kjærlighed til dig anderledes, end at jeg elsker dig mere end alt andet i Verden. Kongen sagde: hvad kan ligne en slig Kjærlighed, og den skal belønnes med store Goder, jeg vil skjenke dig den anden tredje Deel af mit Rige og den Mand som du selv vælger dig. Derpaa lod han kalde Gordeilla til sig, og spurgte hende om det samme, men hun svarede: hvorledes kan en Datter elske sin Fader mere end som det sømmer sig, og saaledes vil jeg elske dig som det sømmer sig at en god Datter elsker en god Fader, og saa meget godt, som jeg formaaer, vil jeg yde dig. Han siger da med Vrede: du spotter min Alderdom, og jeg fortjener ikke at kaldes Enevoldskonge over England, hvis jeg ikke viser Forskjel i Kjærlighed til eder Søstre: du skal ikke herefter være min Datter, jeg skjenker dig slet intet og ingen Hæder skal her vises dig, men dine Søstre skulle nyde her baade Hæder og Magt. Hun svarede: hvad du vil at skal skee vil blive mig til det bedste. Han giftede sine ældre Døttre med to Jarler, og gav dem det halve Rige som Medgift, saalænge han levede, men efter hans Død skulde de komme i Besiddelse af det hele; den ene Jarl boede i Bretland, den anden i Skotland. Aganippus hed en Konge i Frankrig, en klog og vennesæl Mand; han hørte, at Kong Leir havde bortgiftet sine ældre Døttre, men den yngste, som af alle ansaaes for den bedste, var endnu ugift; han sendte da Gesandter til England, for at anholde paa hans Vegne om Gordeillas Haand, og disse forebragte Kong Leir sine Ærender. Kongen svarede: skjøndt Aganippus er en stor og mægtig Hersker, er han dog ikke synderlig klog eller godt underrettet, siden han ikke veed at jeg har giftet mine Døttre godt, men denne, som nu er tilbage, er dum og fuld af Hovmod, og jeg veed endog ikke om hun er min Datter eller ej; jeg agter heller ikke at tilstaae hende nogen Medgift; jeg kan saaledes ikke ansee dette Giftermaal for at være saa hæderligt for eders Konge, som det anstaaer hans Højhed, men saa meget gladere bliver jeg, som jeg bliver snarere af med hende. Gesandterne rejste tilhage og berettede Udfaldet af deres Sendelse, samt tillige, at de ikke havde seet nogen Jomfru skjønnere eller talt med nogen forrstandigere, og dog havde hun sandelig ikke vundet det ved, at hun blev holdt i Anseelse. Kongen svarede: jeg er ikke fattigere end Leir, om han end ikke giver sin Datter nogen Medgift; og skal dette ikke afholde mig fra at slutte et godt Parti. Han sendte da strax Gesandter til Kong Leir med Guld og Kostbarheder, og bad dem bringe Kongens Datter med tilbage, hvis hun vilde reise med dem. Men da de kom til England, kom de frem med deres Hverv; Kong Leir blev forbauset over at Skjebnen skulde stille hende saa højt, men kunde dog ikke have noget imod det, som han før havde givet sit Samtykke til, hvorfor det blev besluttet at hun fulgte hjem til Frankerig med Gesandterne; Kongen holdt Bryllup med hende med stor Hæder, og hun blev anseet for den klogeste og herligste Dronning, deres Samliv var godt og begge vare vel tilfredse med deres Stilling. 



'''Kapitel 13'''
<br>'''Om Kong Leir i England.''' 

Nu er der at berette, at Kong Leir i England begynder stærkt at ældes; hans Svigersønner havde da et Møde imellem sig, og gik derpaa til Kongen og sagde: den Tid synes nu at være forbi, hvori du med Ære kan føre Rigets Bestyrelse, thi Regjeringen over dit Rige er nu i Forfald, og ingen vil ændse hvad du siger, paa Grund af (din) Alderdom; vi fordre nu Opfyldelsen af den med os indgaaede Overeenskomst, at vi skulde modtage Riget efter din død; nu er du død med Hensyn til din kongelige Hæder, ligesom vi ogsaa have underlagt os hele dit Rige. Kongen maatte nu altsaa nødig overgive sit Rige og sin Kongeværdighed, hvorpaa han drog hjem til Skotland, med Jarlen Maglav, som var gift med hans Datter Goronilla, og hun tog imod ham tilsyneladende med Glæde. Han havde med sig fyrretyve Riddere, men efterat han havde været der to Vintre, sagde Dronningen til Jarlen: hvad skal min Fader med saa mange Folk, udlevet som han er? det forekommer mig rigtigt, at du sender een efter een bort i dine Ærinder, og lad ingen vende tilbage til ham. Jarlen lod gjøre efter hendes Raad. Men da Halvdelen af Leirs Riddere var borte, blev han vred, og drog bort derfra med tyve Riddere og til Kornbretland, til sin anden Svigersøn Henimus; der blev han i Begyndelsen ærefuldt modtaget, men hans Ophold havde kun varet kort, da der opstod Uenighed imellem Kongens og Jarlens Riddere, saa at Kongens Mænd droge efterhaanden bort, til der ikke bleve flere end fem tilbage. Da blev Kongen vred og vendte tilbage til Skotland, idet han tænkte, at hans Datter ikke monne lade hans Hæder blive mindre end den var ved hans Bortreise derfra. Men det blev næppe saaledes som han tænkte, thi hun vilde ikke modtage ham med et større Folge end en eneste Svend, og dette fandt han sig i endda. Hun begyndte da at bebreide ham Alderdoms-Vrøvl og Usselhed og kaldte ham Familie-Skjendsel. Kongen blev da meget bedrøvet og overtænkte sin Stilling, og talte med sig selv saaledes: højst skammelig tiltaler min Datter sin Fader, uagtet alt det gode hun har ham at takke for, men altfor stor Sandhed er der i hendes Ord, at jeg er nu bleven højst affældig, istedenfor at jeg for har underkastet mig andre Kongers Riger og været en Skræk for mange Folkeslag; nu mindes jeg dengang jeg spurgte mine Døttre, hvor højt enhver af dem elskede mig, og maa det nu staa klart for mig, at disse mine to Døttre have tænkt ganske andet end hvad de have udtalt, og skjendigen have de narret mit Rige fra mig; jeg maa nu sande det gamle Ordsprog, at bagefter hitter den Dumme paa Raad: det er at mindes hvad Gordeilla sagde, skjøndt jeg dengang ikke syntes derom, men muligen har jeg opfattet det urigtig, ligesom hvad jeg hidtil har erfaret; hun sagde, at hun elskede mig som det bedst sømmede sig, og hun monne ville yde mig desmere godt, jo mere hun formaaede; nu faaer man at henvende sig dertil, skjøndt det er ufortjent, men en større Lykke nyder hun nu end hendes Søstre, og muligen ville flere høste Nytte deraf. Kongen drog da syd over Havet til Frankerig og havde usle Klæder og kun een Følgesvend, saa at næsten enhver Mand lo ad ham og spottede ham, hvor han kom. Han sendte da Følgesvenden til sin Datter, at underrette hende om hans Reises Beskaffenhed og at han ikke vovede at lade sig see blandt Høvdinger; men da hun fik dette at vide, blev hun meget bedrøvet og bad skjule dette for Kongen; hun sendte da imod ham tredsindstyve Riddere, tillige med alt hvad han behøvede, og da dette var besørget, sagde hun Kongen at man ventede hendes Fader derhen om faa Dage. Kongen red da selv ud imod ham med sit hele Hof og modtog ham med al Ære, satte ham i Højsædet og hædrede ham i alle Henseender i den mest udmærkede Grad. Kong Leir sagde ham da om al den Vanære, som hans Svigersønner havde tilløjet ham, og at han desaarsag var flygtet ud af Riget. Kong Aganippus stævnede da til en talrig Forsamling og sagde: I have været mig meget lydige og føjelige, siden jeg overtog Regjeringen her i Landet, men nu er min Svigerfader,
Kong Leir, ankommen hertil, som Flygtning fra sit Rige, og vi ere alle pligtige til for Dronningens Skyld at hædre ham; jeg vil derfor bede om, at I tager ham til Konge over eder, og tjener ham som mig, men jeg vil forskaffe mig et andet Rige, hvor Skjebnen tilsteder det, fordi jeg vil ikke føre eder i den Fare at kæmpe for at vinde et Rige til andre. Da svarede Indbyggerne: ingen anden Konge ville vi have end dig, men vi ville kæmpe med dig hvor du vil. Da samlede Kongen en Hær over sit hele Rige og drog dermed til England, og erobrede det hele Land til Kong Leir, og fældede begge Jarlerne, hvorpaa han vendte tilbage til sit Rige. Kong Leir herskede da over hele Bretland, med saa stor Hæder som før i hans højeste Velmagts Dage; han levede derefter tre Vintre, og døde i sin fulde Hæder, efter at han havde været Konge i tredsindstyve Aar; hans Begravelse blev hæderligen besørget og hans Gravøl var saa prægtigt at det varede to Maaneder. Kong Aganippus levede ligeledes en kort Tid, efter at han havde vundet Bretland, og blev meget savnet af alle; hans søn fulgte ham i Regjeringen, men Gordeilla drog derefter til Bretland og underkastede sig hele Landet og herskede derover i fem Aar, meget afholdt af Folket; men ved den Tid gjorde hendes to Søstersønner Opstand imod hende; den ene hed Marganus, den anden Enedagus, de havde arvet Jarldømmer efter deres Fædre, men ansaae hende for deres farligste Fjende. Nu samle de en Hær fra begge Sider, og da de mødtes, kom det til Slag, hvis Udfald blev at Gordeilla blev tagen tilfange og sat i mørkt Fængsel; hun mindedes da sin Modgang og hvor meget hendes hæderfulde Stilling var nedtrykt, og af Sorg herover gjennemborede hun sig selv med et Sax (kort Sværd) og endte saaledes sit Liv.



'''Kapitel 14.''' 

Brødrene delte da Riget imellem sig, saaledes at Marganus fik den nordlige Deel, fra Humberen, men Enedagus den sydlige Deel. De regjerede begge tilsammen to Aar, da samlede Marganus Tropper og faldt med en Hær ind i sin Broders Rige; men da Enedagus fik Efterretning herom, drog han imod ham med sin Armee, og der blev en haard Kamp, som endte saaledes at Marganus tog Flugten og blev opsnappet blandt de flygtende og dræbt ved det Sted som nu hedder Margan men forhen hed Kambaria. Nu tager Enedagus hele Riget under sig, og herskede derover i tre og tredive Aar, og blev ved sin Bortgang meget savnet af sine Mænd. Paa denne Tid vare Ysajas og Ozee Propheter i Jødeland, og den 21de Dag i April Maaned blev Rom grundlagt af to Brødre, Remus og Romulus. Enedags søn fik Riget efter ham, han hed Rimvallo, i hans Tid regnede Blod i tre Dage, og derpaa fulgte en stor Folkedød. Efter ham kom til Regeringen hans søn Gargustius, derpaa dennes søn Sisillius, derefter Rigu, efter ham Kirmakus, søn af Sisillius, efter ham Gosbodaga, efter ham hans Sønner Ferex og Porex. De kom snart i Uenighed om Magten, og Ferex flygtede ud af Landet til Frankrig, samlede der en Armee og vendte derpaa tilbage til Bretland; det kom da til et stort Slag imellem Brødrene og der faldt Ferex og den største Deel af hans Hær. Deres Moder hed Vedo, hun blev meget bedrøvet, da hun hørte Ferex's Fald, thi hun elskede ham fremfor alle andre, hun reiste øjeblikkelig til sin søn Porex, og traf ham sovende; hun gik ind i det Kammer, hvor Kongen sov, og viste alle andre ud, derpaa befalede hun sine Terner at gjennembore Kongen med Haandsaxe, som hun leverede dem, og dette udførte de og dræbte ham der paa Stedet. Efter denne Udaad var megen Ufred der i Landet i fem Kongers Tid, og Regjeringen kom i stor Uorden, indtil en Mand kom op, ved Navn Dunvallus, en søn af Kong Lothenis af Kornbretland, en dristig og ærgjerrig Mand. Da regjerede fem Konger over Bretland: een hed Piner, denne dræbte han først; dernæst reiste sig imod ham Kong Rodacius af Kambaria og Kong Stacius af Albania, og da de mødtes, blev der en haard Kamp og meget Mandefald paa begge Sider, men Enden blev, at begge Kongerne faldt tilligemed største Delen af deres Hær, hvorpaa Dunvallus underkastede sig deres bele Rige. Han var den første blandt dette Lands Konger, som lod sig gjøre en Krone af Guld; han udgav de Love som kaldes de Malmutinske, som vedligeholdt sig der længe efter: at hvor meget ondt end en Mand havde begaaet, skulde han dog have Fred, hvis han kom til ham den Dag han bar Kronen. Han lod ligeledes paa mange Steder rydde Landet til Byer og Agre; han afskaffede ogsaa alt Røveri og Hærværk. Han regjerede i fyrretyve Aar og døde i London, og blev begravet i det Hovedtempel, som han havde opført i Anledning af Lovenes Ordning der i Landet.



'''Kapitel 15'''
<br>'''Om Brennius og Belinus.''' 

Dunvallus's Sønner toge Riget i Besiddelse efter ham; den ene af dem hed Belinus, den anden Brennius. De holdt snart op at være enige og hver for sig vilde hedde Overkonge, men dog forligtes de paa den Betingelse, at Belinus skulde hedde Overkonge, fordi han var ældre, og have Rigets sydligere Deel, men Brennius den nordligere; saaledes kom deres Fordrag til at staae i fem Aar. Det var en Lov hos Trojamændene, at den som var ældst skulde hedde den ypperste; man raadede da Brennius til at drage til Norge og frie til Kong Helsings Datter, og hente sig derfra tilstrækkelig Styrke mod Broderen. Han drog da til Hördeland, friede til Kongens Datter og fik hende og blev der om Vinteren; men da Belinus fik dette at vide, og at han ikke blev spurgt til Raads i denne Sag, drager han med en Hær til Nordhumberland og underkaster sig det heelt og holdent; dette faaer Brennius at vide og samler en umaadelig Hær. Men da Dankongen Gudrek hører om hans Tog, samler han en Hær, fordi han misundte ham hans Giftermaal; der blev en haard Kamp. Danerne angrebe heftigst det Skib, som Dronningen var paa, og det fik de erobret saa at de naaede hende, hvorpaa de øjeblikkelig drejede af og sejlede bort; de bleve ved en Storm drevne til Nordhumbertand med otte Skibe. Brennius sejlede efter dem og kom til Skotland, han fik da Efterretning om det Hærværk, som hans Broder havde paaført hans Rige, samt tillige at hans Kone og Dankongen var i Broderens Magt, han sendte da Mænd til sin Broder, og bad ham tilbagegive Riget og hans Hustru, ellers vilde han hærge Riget og ikke skaane nogetsomhelst. Belinus blev vred over disse Ord og samlede en Hær, og drog imod Brennius med en umaadelig Styrke. De mødtes ved en Skov, som hedder Kalaterius, der blev en haard Kamp og de sloges den hele Dag, men om Aftenen flygtede Nordmændene til Skibene, og Belinus nedhuggede af dem femten Hundrede Mand. Brennius reddede sig ud paa Skibene og flygtede til Saxland, men Belinus underkastede sig hele Riget paa ny; han indgik et saadant Fordrag med Dankongen Gudrek, at denne aflagde Hyldingsed til Kong Belinus at han skulde holde Danmarks Rige som et Lehn af ham, Brennius's Hustru skulde tilhøre Dankongen, men derimod skulde han betale Belinus en aarlig Skat, hvorpaa han stillede Gisler. Belinus lod anlægge Veje og Broer over hele Bretland, og udgav den Lov, at paa disse Veje skulde alle have Fred indbyrdes, hvad man end havde forbrudt, og dette bestaaer endnu i Dag; nu vovede ingen Mand at gjøre ham Modstand.



'''Kapitel 16.''' 

Nu er at berette om Brennius, at han hærger i Frankerig uden dog der at vinde nogen Styrke; han drog da til en Jarl som hed Seginus, der herskede i Burgunia, denne modtog ham med al Hæder og indbød ham til Ophold der saa længe han vilde. Han dvælede der nogen Tid, og Jarlens Agtelse for ham tiltog i samme Grad som han var der længe hos ham; tilsidst gav Jarlen ham sin Datter til ægte paa de Vilkaar, at han skulde arve hele Riget efter ham, hvis han ikke efterlod sig nogen Søn, men hvis Jarlen fik en Søn, da vilde han understøtte ham til at gjenvinde hans Rige i Bretland; alle Høvdinger i Landet forpligtede sig i denne Henseende paa det stærkeste. Jarlen levede derefter eet Aar, hvorpaa Brennius tog det hele Rige i Besiddelse. Jarlen havde været en paaholden Mand, men Brennius var saa rundhaandet, at han uddelte Gaver med begge Hænder, til hvem som vilde modtage dem; han blev da vennesæl, saa at enhver i Landet vilde i alle Henseender rette sig efter hans Ønske. Nu mindedes han, hvilke Venskabstegn han havde at gjengjelde sin Broder; han samler da en Hær og drager til Bretland, og da Belinus faaer dette at vide, samler han ogsaa Tropper og rykker imod ham. Deres Moder var da endnu i Live, hendes Navn var Tonoma, hun gik imellem dem og søgte at faae dem forligte, men da hun ikke fik det udrettet, gik hun frem midt ind i Hæren og til Brennius, tog ham med begge Hænder om Halsen, blottede begge sine Bryster og viste ham dem og sagde grædende: mindes det, min Søn, at disse Bryster diede du i din Barndom og for dette Bryst bar jeg dig, dengang Skaberen lod dig dannes til Menneske, men nu saarer du dette Bryst med en ny Sorg; erindre dig, min søn, hvad jeg taalte for dig, formindsk din Vrede mod din Broder for min Bøns Skyld, og skjøndt du maatte flygte af Landet for ham, er du nu skadesløs derfor, da du nu hverken staaer tilbage for ham i Henseende til Magt eller dit Riges Omfang. Det er smukkere at opfatte Forholdet saaledes, som om du havde erhvervet dette ved ham, at du er bleven en stor Konge af en lille Svend; men hvis du hverken vil tage Hensyn til broderlig Kjærlighed eller moderlig Glæde, da vil Lykken vende dig Ryggen og følge den som selv viser at han elsker den. Men da Brennius havde hørt dette, sagtnedes hans Vrede, han vilde trøste hende, lagde Vaabnene fra sig og gik med blidt Ansigt til sin Broder, og da Belinus saae dette, lagde ogsaa han Vaabnene fra sig, og de kyssede hinanden og sluttede et fuldkomment Broderforhold imellem sig, som de burde; derpaa droge de begge tilsammen til Valland, og derfra til Frankerig og hærgede der, og alle de Riger, som ere nordenfor Fjældene (Alperne), erobrede de og satte deres Mænd derover. Derefter droge de syd over Fjældene, heelt til Rom. Dengang vare der to Consuler over Italien, den ene hed Gabius, den anden Porsenna, og da Romerne fik at vide, hvor stor Brødrenes Styrke var, overgave de sig til dem og betalte dem Skatter og stillede Gidsler som Troskabspant, at de skulde stedse opfylde denne Pligt. Derefter droge de nord over Fjeldet til Saxland, Saxerne samlede en Hær imod og det kom til Slag imellem dem, men Brødrene vandt stedse Sejer. Da Romerne fik dette at vide, brøde de det med Brødrene indgaaede Fordrag og gave sig til at understøtte Saxerne; men saasnart Brødrene hørte det, besluttede de, at Brenuius skulde drage med sin Hær til Rom, men Belinus blive tilbage i Saxland. Da nu Romerne erfarede dette, forsøgte de at stille et Baghold i Vejen for Brennius, naar han skulde drage tilbage. Belinus fik Nys herom, og drog om Natten med sin Hær til den Dal, hvorigjennem Romernes Vej faldt; og ved Dagens Frembrud saae Romerne for sig en betydelig Hær med skinnende Vaaben, derover bleve de forskrækkede og tænkte at Brennius var ankommen, men vare endnu ikke belavede paa Slaget. Belinus angreb dem heftigt, og mange Romere faldt, men alle flygtede, som beholdt Livet; da faldt Natten over og saaledes skiltes de ad. Belinus forenede sig da med Brennius, hvorpaa begge droge til Rom og beleirede den; de lode opreise en Galge udenfor Portene, og lode Gidslerne føre derhen. Indbyggerne opgave alligevel ikke Forsvaret, og lode Brødrene da hænge tyve af de rigeste Mænds Sønner, som vare deres Gidsler. Dette Syn virkede saaledes paa Romerne, at de vare belavede paa at overgive sig, men i det samme ankom de Tropper, som havde flygtet for Belinus, og droge de da ud af Borgen til Kamp imod Brødrene, der endtes saaledes, at Romerne toge Flugten og begge Parter lede et stort Tab. Der faldt begge Romernes Høvdinger, Porsenna og Gabius. Brødrene fik da endnu Borgen i deres Magt, og stillede den under deres Mænds Bestyrelse. De leverede mange Slag i Italien, førend de fik det erobret, men derpaa blev Brennius Høvding derover, og bliver her ikke videre berettet om ham; men Belinus vendte hjem til Bretland med sin Hær, og overtog Regjeringen: han lod der bygge mange Borge og Kasteller, samt et højt Taarn over den Port i London, som vender ud til Floden Tems, med en forgyldt Knap ovenpaa, forarbeidet med stor Kunst; men da han døde, blev hans Legeme brændt og Asken lagt i et Guldkar, der blev stillet ovenpaa den Knap, som var paa Taarnet, thi den raged højest op over hele Borgen. 



'''Kapitel 17'''
<br>'''Om Kong Gyrgver.''' 

Belinus's søn hed Gyrgver, der overtog Regjeringen efter sin Fader, og var den sagtmodigste og viseste Mand. I Begyndelsen mødte han en stor Opsætsighed i Landet, der endog blev til en aabenbar Kamp imod ham; men saa sagtmodig som han var i daglig Omgang, saa forbausende var hans Strænghed og Tapperhed i Kamp, naar han blev dreven dertil; han blev ogsaa stedse den sejrende, og saaledes sagtnedes de indenlandske Stridigheder. Dankongen forholdt ham de Skatter, som han havde erlagt til hans Fader; han bød derfor Leding ud og drog til Danmark, og der blev en haard Kamp, hvori Dankongen faldt og han underkastede sig det hele Rige. Paa Hjemreisen kom han til Orkenøerne, der forefandt han en Mand ved Navn Partholomis med tredive Skibe, denne var flygtet fra Spanien og havde drevet ni Maaneder omkring paa Havet; han bad Kongen om nogen Understøttelse, men denne anviste dem til Bebyggelse det Land som nu hedder Irland; de droge da derhen og byggede der og deres Afkom efter dem, men kort efter døde Kong Gyrgver og blev dybt savnet. Efter ham kom til Regjeringen hans søn Gvitilinus; han var yndet af hele Folket; hans Kone hed Marcia, af spansk Herkomst; Kongen levede kun kort og døde paa Sotteseng. Efter ham kom hans søn Kananus, syv Aar gammel, til Regjeringen; Dronningen bestyrede Riget, medens han var i Barndom, og gav de Love for Landet, som kaldes de Marcianske, som siden bleve lang Tid ved Magt. Efter Kananus kom til Regjeringen hans søn Sisillius, efter denne igjen hans Broder, hvis Navn ikke anføres, og derefter Mordidus, en Slegfredsøn af Kananus. Efter at han havde regjeret en kort Tid, kom der en Hærkonge fra Nordhumberland og hærgede Landet, og da Mordidus fik Underretning derom, blev han meget vred. Han drog imod ham med sin Hær og det kom til et haardt Slag, der kun varede kort, indtil Mordidus blev den sejrende, men han var da bleven saa opbragt, at han ikke vilde tilstaae nogen eneste Mand Fred, men lod føre alle de fangne frem for sig, og hug selv Hovedet af dem alle, til han var bleven saa træt, at han næppe kunde gaa, da befalede han, med Hensyn til dem som stode tilbage, at man skulde flaa Huden af dem levende og derpaa brænde dem paa Baal. Men da dette blev bekjendt, vovede ingen derefter at paaføre hans Rige Krig. I hans Regjeringstid skete den forunderlige Begivenhed, at et stort Dyr kom op af Søen, saa rasende at det rev og sled alt hvad der stillede sig imod det, og lagde Landet øde overalt hvor det kom frem. Kongen gik imod det, og skjød mange Skud paa det, men uden Virkning; da han saae dette, gik han nærmere og vilde hugge det, men da han kom hen til Dyret, slugte det ham som en lille Fisk, og dermed var hans Liv tilende. Han efterlod sig fem Sønner, den ældste hed Gorlomanus, der blev tagen til Konge; han var en ivrig Offrer til Guderne. I hans Tid var der i Bretlaud saa udmærket gode Aar, at ingen kunde erindre noget lignende; han var fremdeles den vennesæleste Mand, og i hans Tid indtraf ikke det ringeste som forstyrrede hans Lykke, saa at han døde i sin fulde Hæder og blev højlagt i London. 



'''Kapitel 18.''' 

Efter ham modtog hans Broder Argallo Regjeringen, han var slet og ondskabsfuld, thi han ødelagde alle Landets Rigmænd, og hævede til Magt dem som ingen Fortjenester havde, og saa forhadt blev han tilsidst, at han nødtes til at flygte ud af Landet, men hans Broder, ved Navn Ellidurus, blev valgt til Konge; denne blev snart afholdt. Da drog Argallo til sine Venner for at bede om Hjelp, men ingen vilde understøtte ham. Derpaa vendte han tilbage til Bretland og gav sig, selv tiende, som Stimand ud i en Skov som hedder Kaliterius, og engang, da Ellidurus var paa Jagt i denne samme Skov, fandt han der sin Broder Argallo og omfavnede ham og førte ham hjem med sig, uden at nogen vidste derom, med Undtagelse af hans Skosvend, hvorpaa Argallo blev forvaret i Kongens eget Kammer. Kongen faldt i en Sygdom, han lod da skikke Bud til alle Høvdinger i Landet, og da de kom til ham, lod han kalde for sig een ad Gangen. Kongen lod strax gribe enhver, som han kom og sagde: ufortjent handler jeg med eder, men jeg vil underrette eder om at min Broder, som maatte flygte for mig ud af Landet, er kommen her, og da jeg veed at vi komme snart til at skilles ad, vil jeg skjenke Argallo dette Rige tilbage; hvis I nu ikke ville tilstaae mig dette, skal jeg lade eder alle halshugge. Skjøndt ingen af Delene huede dem godt, tilstode de dog alt hvad Kongen ønskede, og blev dette stadfæstet med Eder; derpaa droge de til Jork og Kongen tog Kronen af sit Hoved og satte den paa sin Broder Argallo, men Ellidurus tog Sæde som en Overdommer. Argallo antog da en ganske anden Skik, end han havde haft før, med Hensyn til Regjeringen; han blev da en vennesæl Mand og regjerede ti Aar og døde i den Borg som hedder Leira. Da toge Britterne Ellidurus til Konge anden Gang; han fulgte den samme Regjeringsmaade som før. Hans to Brødre gjorde Oprør imod ham, den ene hed Vigenius, den anden Peridurus; de overfaldt Kongen uforberedt, grebe ham, thi han anede ingen Svig fra den Kant, og satte ham i et Taarn i London, men de deelte Riget imellem sig og herskede syv Aar; derpaa døde de begge. Britterne toge da Ellidurus ud af Taarnet i London, og blev han da valgt til Konge tredje Gang; han forestod siden Riget hele sin Livstid med Hæder, meget elsket af Folket, og døde i høj Alderdom med et godt Eftermæle, uden at efterlade Børn. Derefter blev Riget meget uordentlig regjeret, da der vare flere forskjellige Konger, og gaaer der af dem ingen Saga. Først var Marganus. derpaa Ermianus. derefter Tedivallus, derpaa Nore, Katellus, Forrex, Kervi, derpaa Fulgencius, derefter Elturus, Klendacus, derpaa Canotus, derpaa Gurgicius, derpaa Marianus, derefter Caftenus, derefter Rillus, derpaa Beredabel, efter ham Dolvar, efter ham Helius, der var af en fornem Slægt, han regjerede i fyrretyve Aar og efterlod tre Sønner, hvoraf en hed Lud, den anden hed Casibellanus, den tredje Nenius. Lud modtog Regjeringen efter sin Fader, thi han var den ældste; han lod opføre nye Mure omkring London, og befæstede den baade med Kasteller og Taarne; han var nyttig for Riget og den tappreste i Kamp; en kort Tid forestod han Riget og blev begravet i London; han efterlod to unge Sønner, en ved Navn Androgeus, og en anden som hed Tenvancius. Kasibellanus fik Riget efter ham, og da hans Brodersønner vare opvoxede, satte han Androgeus over London og Tenvancius over Kornbretland. 



'''Kapitel 19'''
<br>'''Om Julius Cesar.''' 

Paa denne Tid drog Julius Gajus Cesar nord over Fjeldet (Alperne), og underkastede sig hele Gallien. Det blev sagt ham at en Ø laa kort derfra, som var bebygget af et Folk, der stammede fra Eneas, ligesom selve Romerne, samt tillige at dette Folk monne være meget vanslægtet og ikke forstaae at kæmpe, hvorfor Landet vilde være let at tage. Julius sendte et Brev til Kasibellanus, af det Indhold, at de skulde betale Romerne Skat og underkaste sig deres Magt, det var nemlig den Tid, da de overvandt hele Verden. Kasibellanus skikkede et andet Brev som Svar, og sagde: Besynderlig er eders Gjerrighed, Romere, at I kræve Skatter af os, da vi have ryddet Marker og Ørkener til vort Underhold; bedre var det for eder, at stifte Fred og Venskab med os, og understøtte vort Rige med eders store Magt; men ere vi end med Vanskelighed komne i Besiddelse af vort Rige, kjende vi nu aldeles ikke til Ufrihed, og om end Guderne selv vilde gjøre os til Trælle, skulle vi af alle vore Kræfter gjøre Modstand; lader denne Plan fare, thi vi skulle med Gudernes Villie reise os imod. Men da Cesar havde læst dette Brev, blev han meget vred og samlede Skibe og drog med Hæren over til Bretland og lagde op i Floden Tems. Kasibellanus rustede sig ivrig, baade til Søes og til Lands; der var hos ham Dankongen Triduosus, Irekongen Ovendagus og Skottekongen Bricteus, ligeledes var der en Høvding ved Navn Beligus, han foreslog at gjøre pludselige Angreb paa Julius's Hær flokkeviis, uden regelmæssig Hær-Opstilling, saaledes gjorde de ogsaa og angreb Julius uforberedt, hvorved Tabet blev større paa hans Side. Men da de havde kæmpet længe, mødte Julius og Nenius, Broder til Kasibellanus, hinanden; Julius hug i Nenius's Hjelm, saaledes at hans Sværd fæstede sig. Nenius slog med Skjoldet neden under Sværdet, hvorved det slap Julius af Haanden. Nenius greb Sværdet men kastede sit eget, og hug om sig til begge Sider og nedhuggede en stor Mængde; da kom imod ham en Høvding ved Navn Labienus og hug Nenius ham Banehug, og i det samme grebe Romerne Flugten og undkom til Skibene og droge til Saxland. Nenius var saaret i Hovedet af Julius's Sværd, og til dette Saar slog sig en saa heftig Smerte, at han døde efter faa Nætter, thi Sværdet var hærdet i Gift; Kasibellanus sørgede meget over sin Broders død. Julius var meget utilfreds med sit Forehavendes Udfald, samlede anden Gang en Hær af Gallien og Saxland, og agtede sig til Bretland. Dette hører Kasibellanus, og foretog store Rustninger i Bretland, idet han lod sætte Fæstningerne i bedre Stand, forarbeide Vaaben og ruste alt til Forsvar. Han ansatte en Høvding til at forsvare hver Havn i Bretland; han lod ogsaa ramme Pæle i Floden Tems, beslagne med Bly og Jern, og lod Stedet befæste og indrette til Forsvar. Men efter to Aars Forløb kom Julius til Bretland med en umaadelig Hær, og da han lagde op i Floden Tems, stødte Skibene paa Pælene, der vare under Vandet, og bleve pludselig gjennemborede, saa at en stor Deel af Romerhæren omkom der; dog kom ogsaa en stor Deel i Land med Julius, og indlod sig i Slag med Britterne og tilføjede dem et betydeligt Tab, men eftersom der vare tre Britter imod een Romer, kunde disse ikke modstaa Overmagten, og vendte derfor Gajus Julius paa Flugt til sine Skibe og drog til Valland og opholdt sig der en tidlang.



'''Kapitel 20.''' 

Kasibellanus anstillede en stor Offerfest efter denne Sejer, og indbød til London alle de Høvdinger som vare i hans Rige; der bleve slagtede fyrretyve tusinde Oxer og tredive tusinde Skovdyr. To Ynglinge legede i Kongehallen, den ene hed Hirelgis, en Søstersøn af Kasibellanus, den anden Eneli, Søstersøn af Androgeus; denne sidste blev overvunden i Legen, og blev vred og greb et Sværd og hug Hovedet af Kongens Frænde, hvorpaa han søgte Beskyttelse hos sin Frænde Androgeus. Men da Kasibellanus erfarede dette, blev han vred, og bad Androgeus udlevere Ynglingen; Androgeus tilbød Kongen Forlig, men Kongen afslog det. Androgeus undveg da som Flygtning, thi han troede sig ikke istand til at holde Stand mod Kongen; denne lod da alle hans Ejendomme brænde og tog nogle af dem under sig. Da skikkede Androgeus et Brev til Cesar, og berettede ham denne Tildragelse: og hvis I vil gjøre min Villie (sagde han), skal jeg ordne Sagen saaledes, at I komme i Besiddelse af hele Bretland ved mine Raad; tag nu mere Hensyn til min Hengivenhed, der vil lede til en udmærket Sejer, end til min foregaaende Modstand, thi det er Verdens Gang og Gudernes Villie, og de, som ere hinandens Modstandere, blive ofte Venner, og denne Forandring har tidt skjenket hurtig Sejer. Agt nu mere paa Fornuftens end paa Hadets Stemme.

Men da Julius havde læst dette Brev, ansaae han det for farligt at stole paa Britterne mere end før, men lige saa misligt forekom det ham at forkaste dette Tilbud; han tog da Gidsler af Androgeus, idet denne sendte ham sin Datter, ved Navn Segirna, og med hende fyrretyve Riddere. Derpaa samlede Julius tredje Gang en Hær; men da Kasibellanus fik Nys herom, drog han ham imøde. Julius havde opslaaet sin Leir ved den Borg som hedder Durubernia, saaledes som Androgeus havde raadet ham; der var i kort Afstand en Skov, og i denne Skov var Androgeus og fem tusinde Mand med ham. Kasibellanus angriber Julius's Leir med sin Armee, og der opstaaer en haard Kamp og mange falde paa begge Sider; men da Slaget var heftigst, kom Androgeus med sin Trop og gjorde et stærkt Angreb i Ryggen paa Britterne, hvorved hele Tabet blev paa deres Side. Da nu Kasibellanus saae det, flygtede han bort og besatte et Bjerg med sine Folk; der var ingen Mangel paa Stene og Stillingen let at forsvare. Julius og Androgeus begyndte at belejre Fjeldet, og agtede at afskjære dem al Tilførsel. Men da Kasibellanus saae, at han var overvunden, sendte han en Mand til Androgeus, med det Ønske at han skulde stifte Forlig imellem ham og Cesar, idet han tilbød ham den Hæders-Stilling, som han kunde ønske. Da dette Budskab kom til Androgeus, gik han frem for Cesar og sagde: en slet Høvding er den, der i Feide er som et Lam, men i Fredstid grum som en Løve og lumsk som en Ulv. Kasibellanus er nu overvunden, viis ham nu derfor Naade og lad ham beholde sit Rige som skattepligtig. I maa erindre hvilke Tjenester jeg har ydet eder, thi aldrig vilde I have overvundet dette Rige, hvis jeg ikke havde givet Raad dertil, og ikke ville I kunne holde det, hvis jeg staaer imod; skjenker mig derfor den første Bøn som jeg beder eder om. Julius saae, at Androgeus var vred, og stiftede Fred med Kasibellanus paa de Betingelser, at denne betalte derefter aarlig Skat til Romerne, og blev Kasibellanus derefter Romernes største Ven.



'''Kapitel 21.''' 

Gajus blev Vinteren over i Bretland; han havde da i ti Aar kæmpet nordenfjelds, men Sommeren efter drog han til Rom og med ham Androgeus, derefter opstod Krig imellem ham og hans Svoger Pompejus magnus, og blev Julius Gajus Cesar derefter Enevoldsherre over hele Verden, som der berettes i Romer-Sagaerne. Men Kasibellanus levede derefter en kort Tid og døde i Jork; hans Broder Tenuancius fik Riget efter ham, og derefter hans søn Bellinus; denne levede ved Keiser Augusts Hof, og stod i saa stor Yndest hos Keiseren, at han eftergav ham den hele Skat, saalænge han levede; i hans Tid lod vor Herre Jesus Kristus sig føde til denne Verden. Han regjerede ti Aar og efterlod sig to Sønner, den ene ved Navn Guider, den anden Arfiragus. Efter Bellinus kom Guider til Regjeringen; han indeholdt Skatterne for Romerne; dengang var Claudius Keiser, og drog med en Hær til Bretland, og lagde til Land ved Humberfloden og begyndte at beleire Borgen. Men da Guider hørte dette, samlede han en Hær og de mødes, og strax gjennembrøde Britterne de romerske Rækker, saa at Keiserens Armee kom paa Flugt. Lelius hed en mægtig Mand hos Keiseren, han tog brittisk Rustning paa, ligesom han ogsaa kunde Sproget, og lod som han rykkede frem til Kongen til hans Undsætning, men da han kom der hvor Kongen var, gjennemborede han ham med et Sværd og vendte derpaa tilbage til sine Mænd; men da han ikke naaede til Skibene, flygtede han ind i en Skov. Arviragus, Kongens Broder, saae dette, han trak af Broderen dennes Rustning og iførte sig selv hans Vaaben, og drager ud i Skoven imod Romernes Hær, fordi man troede at Keiseren var flygtet derhen; i dette Angreb dræbte han Lelius, og drog derpaa til en Borg som hedder Filistria. Derhen gik da Keiseren med sin hele Hær, og beleirede Borgen med alle sine Stridskræfter og med alle Kunster; men da Arviragus saae, i hvilken Nød han var stedt, aabnede han Borgen og tilbød Fjenden et Slag. Da Keiseren saae dette, sendte han Gesandter til ham for at byde ham Fred, paa samme Betingelser som Julius og Kasibellanus havde bestemt i sin Tid, og derhos vilde Keiseren give ham sin Datter til ægte med meget Gods. Da nu begges Venner gik imellem dem, blev denne Fred sluttet og et fuldkomment Venskab tillige, og paa dette samme Tog underkastede Keiseren sig Ørkenøerne ved Hjelp af Arviragus's Raad, hvorefter han drog hjem til Rom og sendte Gesandter til Bretland med sin Datter, der hed Gepissa; hende ægtede Kongen, og paa det Sted, hvor deres Bryllup blev holdt, lod han opføre en Borg til Erindring. — Paa denne Tid satte den hellige Apostel Peter sin Bispestol i Antiochia, og i hans (Arviragus) Tid drog han til Rom og satte der sit Pavesæde, og da sendte han Evangelisten Markus til Egypten, for at forkynde den kristne Tro. Men da Arviragus havde faaet Keiserens Datter, sluttede alle de derværende Konger sig til ham; han blev da kjed af Romernes Trældomsaag og holdt deres Skatter tilbage. Keiseren sendte da Vespasianus, for at fordre denne Skat, enten med det Gode eller Onde, men da han kom til Bretland, kom han til at beleire den Borg som hedder Exonia; kort efter kom der Kong Arviragus med sin Hær, og der blev en haard Kamp, hvor en Mængde blev saaret og dræbt; denne Kamp varede indtil Natten faldt paa, men om Morgenen derpaa fik Dronningen dem forligte, hvorpaa Vespasianus vendte tilbage til Rom, vel tilfreds med sit Tog. Arviragus blev da fredsæl og yndet i sit Rige, og døde i høj Alder, og blev jordet i den Borg som hedder Claudiocester, hvor hans Bryllup havde staaet. Hans søn hed Marius, der fik Regjeringen efter ham; en Konge af Peita, ved Navn Rodrik, angreb hans Rige med en talrig Hær, og der blev en heftig og lang Kamp, indtil Rodrik faldt. Marius lod opreise der en høj Steensøjle som Sejerstegn; den staaer i det Herred, som hedder Vestmaria. Han overlod sine Mænd et Næs af Landet, som han lod dem rydde og bebygge; det hedder nu Katanes. Dette Folk blev i høj Grad foragtet af Britterne, saa at de vilde ikke gifte deres Døttre derhen, men desuagtet samlede der sig snart en stor Mængde Mænd af fornem Slægt, om hvilke der gaaer en betydelig Saga, skjøndt den ikke skrives her. Han bevarede Venskab med Romerne, saalænge han levede, og efterlod sig et hæderligt Minde. Efter ham kom til Regjeringen hans Søn, ved Navn Coilus, han var opdraget i Rom og holdt det nøjeste Venskab med Romerne, saalænge han levede. 



'''Kapitel 22'''
<br>'''Om Lucius.'''

Hans søn hed Lucius, som fik Riget efter ham; men da han havde regjeret en kort Tid, fik han Underretning om at nogle Mænd i Rom havde andre Skikke end Mængden, og at disse Mænd skjenkede Folk Liv og Sundhed, og sagde at man kunde erhverve sig evig Salighed ved gode Gjerninger. Han skikkede da et Brev til Pave Eleutherius og bad ham sende lærde Mænd over, for at udbrede den kristne Lære i hans Land. Paven blev meget glad ved dette Budskab og sendte derhen udmærkede Lærere, Faganus og Divianus, der forkyndte Guds Navn over hele Bretland under Kongens Beskyttelse, døbte Folk og forandrede Afgudstempler til Kirker; der vare forhen otte og tyve Templer og desuden tre Hovedtempler, hvis Forstandere vare Overhoveder for alle Landets Indbyggere. Al denne Vildfarelse forandrede Kong Lucius til Kristendom, og ansatte lige saa mange Biskopper i Landet, som der forhen vare mange Tempelforstandere, foruden tre Erkebiskopper, een i London, den anden i Kanterburg. den tredje i Jork; til disse Bispestole skjenkede han fortrinlige Godser. Faganus og hans Medlærere reiste jevnlig imellem Rom og Bretland og omvendte mange med deres Lære til den rette Tro. Kongen døde i den By, som hedder Claudiocester og er begravet der i den Hovedkirke, som han selv lod bygge. Da var hengaaet et Hundrede fem og halvtredsindstyve Vintre fra vor Herres Jesu Kristi Fødsel. Kong Lucius efterlod sig ingen Søn. Da Romerne fik Efterretning om hans død, sendte de til Bretland den Høvding som hed Severus, for at vinde Landet under deres Magt, ligesom før; men imod ham reiste sig en Jarl, ved Navn Fulgentius. Da nu Romerne havde en stor Krigsstyrke, drog Fulgentius syd over Havet og samlede sig der en Hær, hvorpaa han siden vendte tilbage til Bretland, og da man ikke var forberedt paa Modstand, begyndte han at beleire Staden Jork; men da Severus hørte dette, drog han imod ham og der blev en haard Kamp, hvori Severus faldt, men Fulgentius blev dødelig saaret. Severus efterlod sig to Sønner: den ene hed Geta, hvis Moder var en Romerinde, den anden Bassianus, som havde en brittisk Moder; da nu begge Folk vilde understøtte hver sin Slægtning til at erholde Magten, blev der tilsidst en haard Kamp, hvori Geta faldt og Bassianus overtog Kongedømmet og hele Riget.



'''Kapitel 23.''' 

I denne Tid opvoxede der i Bretland en ung Mand af hæderlig Slægt og udmærkede Egenskaber, ved Navn Karasius; da det forekom ham, at han ikke der opnaaede nogen Hædersposter, drog han til Romerne, tilbød sig dem til Landeværnsmand og til at kræve Skatter af Britterne; dette Hverv overdroge de ham ved deres Breve, hvorpaa han førte sin Hær over til Bretland og hærgede der, og da Bassianas faaer Efterretning herom, gaaer han ham imøde og det kommer til en haard Kamp, hvori Bassianus faldt. Da Romerne fik Efterretning herom, bleve de opbragte paa Karasius og sendte en Mand ved Navn Alektus; og da denne kom til Bretland gik Karasius imod ham og det kom til det heftigste Slag, hvori Karasius faldt. Alektus tog da hele Riget under sig og behandlede Indbyggerne med stor Haardhed, hvorover de bleve meget misfornøjede, toge sig en anden Konge, ved Navn Klepidotus, og understøttede ham imod Alektus. Gallius hed dengang Romernes Anfører, han naaede London, men da Klepidotus hørte det, samlede han en umaadelig Hær, hvorpaa de angrebe Borgen og begyndte at nedbryde den. Gallius overgav sig da og tænkte at undkomme, men da de kom ud af Borgen, bleve de overfaldne af de Folk som hedde Venodoti, der nedhuggede alle Romerne paa een Dag. Klepidotus underkastede sig derpaa hele Bretland og herskede derover i ti Aar. I hans Dage begyndte Keiser Diokletianus en Fejde imod de Kristne over hele Verden; i Bretland begyndte da Kristendommen meget at forfalde, thi der kom fra Rom endnu en Høvding, ved Navn Maximianus, som var sendt for at nedbryde Kirkerne og brænde Templerne; han lod de Kristne deels dræbe, deels forjage af Landet, og i Borgen Alkialnua piinte han de hellige Mænd Albanus, Julius og Aaron; Albanus tog en Mand ved Navn Amprolabus under sin Beskyttelse, og da Bødlerne vilde tage denne, byttede Albanus Klæder med ham og gik derpaa med Glæde til Pinebænken for Guds Skyld. Paa denne Tid gjorde en Hertug af Lincoln, ved Navn Koel, Opstand og kæmpede med Klepidotus og fældede ham, men Koel tog Kongedømmet over Bretland; da Romerne fik Efterretning herom, sendte de søndenfra en Raadsherre (Senator) ved Navn Constantinus, en klog og vennesæl Mand, der havde vundet hele Spanien under Romerne. Koel sendte ham Tilbud om Forlig og tilbød ham at yde Skat paa samme Maade som forhen, og saaledes kom et Fordrag istand. Kort efter døde Koel, og Kronen tilfaldt Constantinus; han ægtede Elina, Datter af Koel, den skjønneste og forstandigste blandt alle Kvinder og Koels eneste Barn. De havde en søn ved Navn Constantinus, som tidlig blev en udmærket Helt. Constantinus regjerede ti Aar, og døde i Jork og er der begravet. 



'''Kapitel 24'''
<br>'''Om Maxentius.''' 

Efter Constantinus kom hans søn Constantinus til Regjeringen, han var en klog Mand og en kraftig Regent, retfærdig og maadeholden; mod sine Fjender var han grusom og straffede Rov og Tyverier med Strænghed. En romersk Mand ved Navn Maxentius angreb hans Rige med Fjendtligheder, og tilføjede Britterne meget ondt, baade i Tyverier og Røverier, men Constantinus jagede ham bort med Skjendsel. Romerne, hans Frænder, talte ofte for ham, at han skulde drage med sin Hær til Rom og afkaste det Trældoms-Aag, som Romerne havde paalagt Britterne; efter deres Opmuntring bød Kongen en Hær ud af hele Britannien og drog syd over Fjeldene (Alperne) og underkastede sig hele Italien og Rom, og kort efter blev han Keiser over Verden. Da vare hos ham Dronning Elenas, hans Moders Farbrødre, ved Navn Tosolius, Trahan og Marius, hvilke han gjorde alle til Raadsherrer i Rom. Derefter hærgede Hertug Octavius Bretland og erobrede det og opkastede sig til Konge derover; men da Keiser Constantinus hørte det, sendte han sin Frænde Trahen til Bretland, for at erobre det tilbage; da Trahen nu kom til Bretland, begyndte han at beleire den Borg som hedder Postestria, men saasnart Octavius fik Efterretning derom, rykkede han imod Trahen, og det kom til et heftigt Slag, hvori Octavius fik Sejer, men Trahen flygtede til Skibene og seilede til Skotland og hærgede og brændte der. Da Octavius hørte det, drog han med sin Hær til Skotland; de traf sammen paa et Sted som hedder Vestmar og sloges der anden Gang; der sejrede Trahen, men Octavius flygtede, hvorpaa Trahen forfulgte ham, hvor han søgte at undvige, indtil han flygtede ud af Riget. Trahen underkastede sig da hele Bretland og opkastede sig til Konge derover, men Octavius flygtede til Norge, til Kong Gimbertus som regjerede der. Trahen blev ilde lidt af Folket, og en Dag, da han drog over nogle Sletter i Nærheden af London, sprang der frem et hundrede bevæbnede Mænd og dræbte Kongen. Derefter sendte Indbyggerne Bud til Octavius, hvorpaa denne drog til Bretland og modtog anden Gang Kongedømmet, han drev alle Romere ud af Bretland og befriede Landet for deres Skattepaalæg. Octavius havde en Datter men ingen Søn, hun blev gift med en Mand, ved Navn Maximianus, søn af Leoncius, en Faderbroder til Dronning Elena; denne Mand fik Riget efter ham. Kanonius, Søstersøn af Octavius, hævede sig som Modkonge imod ham og holdt de mange Slag, indtil de omsider stiftede Forlig med hinanden og bleve gode Venner. Derefter drog Maximianus syd over Havet og vandt hele Valland, dræbte Keiser Gracianus og forjog hans Broder Valentinus af Rom, men eet Aar efter blev Maximianus dræbt i den Borg som hedder Aquila; han havde ført med sig Flerheden af Folket ud af Bretland, saa at Landet blev for en stor Deel lagt øde. Da droge to Jarler fra Peita til Bretland, hvoraf den ene hed Gnajus, den anden Melga; begge disse bleve dræbte af en vis Gracianus, som længe havde været hos Maximianus og blev da valgt til Konge over Bretland, men hver Mand ønskede ham alt ondt og derpaa sloge de ham selv ihjel. Paa denne Tid herskede Kanonius over Armonica (Armorica), men Dionotus over Bretland; denne havde en skjøn Datter, ved Navn Ursula; til hende friede Kanonius og fik hendes Jaord; derpaa drog hun syd over Havet til Saxland med elleve Tusinde Jomfruer, og da de kom til Køln, mødte de Attila, Konge over Huneland, med en stor Armee, man vilde da nøde dem til at indgaae Ægteskab med Attilas Krigere, men da de vare Kristne, vilde de ikke samtykke i Hedningers Villie. Kong Attila lod dem da alle halshugge og kaldes de de kølnske Jomfruer. Efter dette Tidspunkt var Bretland i lang Tid underkastet Hærgen af Vikinger og Røvere, uden at Britterne fik nogen Understøttelse fra Romernes Side. Paa denne Tid drog Guitilinus Erkebiskop af London til Aldroenus, Konge i Armorica, og anholdt om hans Hjelp i Landets trængende Stilling; Kongen sendte med ham til Bretland sin Broder ved Navn Constantinus, og saasnart de kom derhen, strømmede hele Folket til og valgte Constantinus til Konge; denne forjagede alle Ildgjerningsmænd af Bretland, og sad derefter i god Fred og Ro, saalænge han levede; han var gift med en Romerinde og havde med hende tre Sønner, hvoraf den første hed Constans, den anden Aurelius, den tredje Pendragon. Constans gik i et Kloster og blev Munk. Men da Constantinus havde været Konge i ti Aar, kom en Dag en skotsk Mand til ham, og erklærede at have et paatrængende Ærende til Kongen, men da de to vare komne ind i et Kammer, gjennemborede denne Mand Kongen med en Kniv og løb derpaa ud og reddede sig med Flugten, men Kongens Mænd toge hans Lig og begrove det med en stor Sorg (1).




'''Noter'''

1) Omfanget af nærværende Bind tillader ikke Optagelsen af hele Sagaen i Sammenhæng, hvorfor Resten, tillige med en literær-historisk Skizze om Trojumannasaga og Bretasögur, maa henskydes til næste Bind. For imidlertid at give Læseren et kort Begreb om det tilbagestaaende af „Breta sögur" skulle vi bemærke, at der strax i det følgende skeer Overgang til en ny Række Begivenheder, i det Jarlen Vortigernus optræder først som en Tilhænger og Yndling af Constans, derpaa som Ophavsmand til dennes Mord og tilsidst som en Usurpator af den kongelige Magt, hvorved Constans's Brødre Aurelius og Pendragon blive nødte til at flygte af Landet. Til Sagaen om Vortigernus høre to Episoder, den ene om Hengist og Hors og deres Ankomst til Bretland, den anden om Spaamanden Merlin, hvortil knytte sig og indskydes i Sagaen to Digte, der hvert for sig kaldes Merlínus spá og omhandler den berømte Spaamands Forudsigelser; Begge Digtene ere, efter Oldskrifternes Vidnesbyrd, forfattede af Gunnlaugr Leifssøn, Munk i Benedictiner-Klosteret paa Þíngeyrum (d. 1218), en i sin Tid lærd og anseet Mand og Forfatter til flere Sagaer, skrevne deels paa Islandsk (Olafs saga Tryggvasonar, Ambrosius saga) deels paa Latin (vita Jonæ episcopi Holensis). Disse Digte ere en fri Oversættelse af Geoffroys 7de Bog, men saaledes, at Oversætteren deels udelader meget, deels indskyder Vers, deels forandrer Ordenen i sin Original. Sproget minder paa flere Steder om de ældste Digte, og der findes Udtryksmaader, som ellers kun forekomme i Eddadigtene. Mærkelig er den Angivelse, som findes i B, at Digtet Merlínus spá er i manges Hukommelse (”ok kunna margir menn þat kvæði”) hvorfor det synes, som Forfatteren eller Afskriveren af dette Haandskrift netop ikke har skjøttet om at afskrive Digtet. Vort Haandskrift (H) er saaledes det eneste, som har opbevaret dette mærkelige Digt. Efter Digtets Slutning fortsættes igjen Sagaen om Vortigernus og hans Drab ved Constantins Sønner Aurelius og Pendragon. Den Sidstnævntes Historie optager derpaa en større Afdeling, men især behandles Sagaen om hans Søn, den berømte Kong Artus, med en større Udførlighed, svarende til Geoffroys niende, tiende og tildeels ellevte Bog. I det følgende optager Sagaen om Caduallo (Kaðall) den vigtigste Plads, som i Geoffroys tolvte Bog, og med Caduals søn Cadwallader sluttes den egentlige Saga, idet dertil knyttes en kort Kongerække indtil Aðalsteinn, et Tillæg, hvortil intet tilsvarende findes i Geoffroy, men maa være tilføjet af Bearbeideren.






[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Riddersagaer]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Hauksbók]]
[[Kategori:Jón Sigurðsson]]