Brylluppet i Stapi

Fra heimskringla.no
Revisjon per 12. mar. 2015 kl. 19:27 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif Faeroysk.gif


Færøske Folkesagn og Eventyr


Brylluppet i Stapi

Oversat fra færøsk af
Anker Eli Petersen
© 2005


Tummas við Garð i Gásadal på Vágoy var en holden mand. Men størstedelen af hans rigdom, havde han fået med sin kone.
   Han havde ikke mere end en tjenestepige. Han var usædvanlig hidsig, stærk som en trold og slog samtlige sine græsmarker selv.
   En dag i høhøsten, hvor han var i færd med at lave høstakke - de var utrolig store: seks almindelige høstakke gik til en af hans - blev tjenestepigen træt af at stå og kaste hø op til ham, for det var højt at kaste. Han råber til hende, at hun skal kaste rask, ellers skal han komme efter hende.
   Hun svarer, at hun ikke magter det.
   Da sprang han ned og ville gøre hende fortræd, men hun springer rask fra ham, og ender ude i et morads med engkabbelejer og synker i til bæltet.
   "Din stakkel! Nu slap du, det var moradset som reddede dig."
   Så blev han blid igen og så gjorde de høstakken færdig.


Den glemte jul

Det sker ofte for folk som bor isoleret, at de ikke altid har rigtig rede på årstiden, så det skete et år ved juletid, at Tummas ikke var på det rene med hvornår julen var. Han var bange for at holde jul på det forkerte tidspunkt, og sendte derfor sin karl - den eneste han havde - til bygden Bø for at finde ud af hvornår julen var.
   Huskarlen kom til Bø lige da folk kom tilbage fra kirken - da var det anden juledag.
   Mændene fra Bø ville more sig, og ville ikke lade huskarlen tage hjem igen. Lige som dansen går på sit højeste om aftenen, og man var i færd med at kvæde et kvad med omkvædet:
   "Giv os fred og god nåde" - huskarlen synger med og er i højt humør - nu står den gamle, Tummas, i døren med et årebånd i hånden. Han er kommet for at hente huskarlen.
   "Du skal få fred og fandens nåde," brøler Tummas til ham, og springer så på ham for at tæve ham med årebåndet. Så tog de begge afsted igen, hjem til Gásadal.


Huldekvinden i sengen

Tummas havde en intim affære med en huldekvinde, som plejede at komme til ham om natten. En nat, hvor hun ligger foran ham i sengen, mens konen lå bagved, rækker den kristne hånden over ham, og føler en kold hånd. Hun bliver forskrækket og spørger manden hvad dette er. Men han dækker for huldekvinden og svarer, at han havde haft hånden over sit hoved. så den var blevet stiv. Så bekymrede hun sig ikke mere om det.


Huldekonens barsel

Tummas havde en datter med denne huldekvinde. Da hun skulle til at føde, kom huldemanden til Tummas’ kone og bad hende om at være jordemoder for sin kone!
   "Hun får ikke et levende barn, hvis hun ikke får en kristen jordemoder," sagde han.
   "Nej," sagde den kristne kvinde: hun havde et lille spædbarn selv og kan ikke gå fra det.
   Men huldemanden svarer, at intet skal ske med barnet, hvis hun går fra det, og til sidst går hun med ham. Da de kommer til yderdøren, binder han en klud for hendes øjne og leder hende så hele vejen. Hun syntes ikke at de havde gået særlig langt, så fjerner han kluden, og nu står hun på gulvet inde hos huldekvinden. Så gik huldemanden ud igen.
   Da huldekonen har født barnet, sad de og snakkede sammen, og huldekonen spørger om de har held ved deres kvæg.
   Nej, svarer den kristne, de har ikke held ved deres kvæghold.
   Da siger huldekonen til hende, at det har hendes mand forvoldt som hævn. Da hun kommer hjem igen, skal hun bede sin mand om at flytte den ene bås, for når koen pisser, drypper det ned på huldefolkenes bord.
   Da konen kommer hjem til sig selv, ligger barnet og sover - huldemanden har været der og puslet om det.
   Et år ved høsttid, da høet blev båret hejm i Gásadal, kommer Tummas’ kone ud med flasken for at beskænke arbejdsfolket, og siger til sin mand:
   "Åh, min Tummas! Hvis din visk (håndfuld hø) var lige så stor som min, så havde det været en ordentlig visk" (hun stak til ham, fordi Tummas havde fået hele sin ejendom med hende).
   Da blev Tummas hidsig. Han slog hende over hånden med bøjlen til høbærerrebet, så hun blev lam.
   "Jeg ejer nok en bedre visk end som så," hvæsede han.
   Først da fik hun en mistanke om, at alting ikke var helt som det skulle være, og at Tummas skjulte noget for hende.


Datterens bryllup

Så går årene. Datteren som Tummas har med huldekvinden vokser til, og nu er det kommet der til at hun skal giftes med en huldedreng i Stapi. Stapi er en smuk klippeformation i Víkum (på Vágoy’s nordside, øst for Gásadal) som altid har været befolket af huldefolk.
   Datteren kommer nu til faderen og inviterer ham til sit bryllup. Han skal få lov til at se alting, men ingen skal kunne se ham.
   Den fastsatte dag drager han afsted og fortæller konen, at han skal ud i udmarken. Men hun undrer sig over, at han er bedre klædt en sædvanlig. Da han kom over Skarð, hvor man har overblik ned mod Víkar, så han et halvt hundrede skibe ligge ud for Kjallin under Stapi.
   Datteren kom imod ham og ledte ham ind - Der var fuldsat med mennesker. Han skulle ikke være med, sagde hun, bare se på. Han måtte ikke spise eller drikke andet end det, hun selv bragte ham. Intet af det som stod på bordet: fade og tallerkener, var ringere end af sølv.
   Da de var færdige med at spise, begyndte alle huldefolkene at danse: lige op og ned, som om de stødte lys, sådan så deres dans ud.
   Brylluppet varede i otte dage. Den niende dag drog de alle hjem - da rungede det i Stapi. Da Tummas kom op på fjeldene ved Umfaragjógv, så han alle de halvt hundrede skibe sætte sejl.
   Han fulgte ikke samme rute hjem igen, som på vej ud, men gik gennem Mannaskarð, der hvor de går til Sørvágur.
   Hjemme fortalte han konen, at han havde været nede under Skørð i Sandavágur.
   Nej, sagde hun: han havde nok været ude i andre ærinder.
   Så fortalte han hende alt, at han havde været i Stapi og drukket til sin datters bryllup, som han havde med huldekonen.
   Efter dette er ikke mere at sige fra dem, undtagen at Tummas besøgte sin huldedatter en gang til, og da lod hun sin mand se faderen.
   Sakaris, Tummas Paturssons sønnesøn, var ude i udmarken en søndag for at se til tørvet. Han fandt to tørvestykker som var væltet i Sógil. I det han rejste det ene stykke igen, opdagede han pludselig at en huldepige stod hos ham.
   "Bedre holdt jeg min sabbat i går, end du holder søndag i dag," sagde hun, "og dog er vi nært beslægtede." tilføjede hun.
   De stammede begge fra Tummas Patursson.
   "Det var sandelig en smuk pige," sagde Sakaris, da han kom hjem igen. "Hvis hun havde været kristen, havde hun ligefrem være attråværdig."