Brynhilds Helfart (V.B.Hjort)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)

Vilh. B. Hjort: Den gamle Edda
Heimskringla Reprint

Den gamle Edda
- eller Oldemo'r

Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865

29. Brynhilds Helfart

Efter Brynhilds Død blev der oprejst tvende Baal, det ene for Sigurd, og det brændte først, men derefter blev Brynhild brændt; hun var i et Kjøretøj, som var omhængt med Tempelpurpur. Man siger, at Brynhild agede med dette Kjøretøj paa Helvejen, og kom igjennem et Hjemsted, hvor en vis Gyge boede.

Gygen kvad:

1.

Min af Kamp

Opførte Gaard

At fare igjennem,

Ej Lov Du faaer;

Ved Væven burde

Du holde Stand,

Ej løbe efter

En Andens Mand.

2.

Du løbske Væsen!

Hvi ager Du frem

Fra Vælskland hid

Til Gygens Hjem?

Hør her, Du Smukke!

For ofte Du lod.

Din Haand besudle

Af Mandeblod.

Brynhild.

3.

Du Steenstueviv

Mig ikke bebrejde,

At Deel jeg tog

I Vikingefejde!

Altid bedre

Jeg er end Du

Der, hvor ret

Man kjender vor Hu.

Gygen.

4.

Brynhild, Budles

Datter, Du var

Det værste Varsel,

Som Verden bar;

Øde Du lagde

Gjukes Huus,

Den Lykkebygning

Du styrted i Gruus.

Brynhild.

5.

Fra Vognen vil jeg

Viis Dig gjøre:

Du lidet Vidende

Nu skal høre,

Hvorlunde blev ranet

Min Kjærlighed

Af Gjukes Børn

Og brudt blev Ed.

6.

Kongen, vor Fader,

Til Egens Stamme,

Lod bære otte

Søstres Hamme;

Tolv Vintre gammel,

Du nu det veed,

Jeg Fyrsten den Unge

Gav min Ed.

7.

Hilde med Hjælmen,

Det Navn jeg fik

Af Alle, til hvem

Mit Rygte gik.

8.

Dernæst jeg lod

I Gothers Rige

Den gamle Hjelmgunnar

Til Hel nedstige,

Jeg Adas unge

Broder lod vinde,

For dette blev Odin

Mig gram i Sinde.

9.

Skjolde i Heltelund,

Røde og hvide,

Om mig satte han

Side om Side,

Og bød, at kun han

Skulde mig vække

Af Søvne, hvem Intet

Kunde forskrække.

10.

Vedfortærerens

Høje Lue

Han lod for Salen

I Syd sig bue;

Derover kun red,

Han saa det satte,

Den Helt, som bragte mig

Fafners Skatte.

11.

Did, hvor min Fostrer

For Gaarde stod,

Red han paa Grane,

Gavmild og god,

Danernes Viking

Viste sig der

Som bedste Mand

I Livvagtshær.

12.

Eet Leje vi begge

Hvilede paa,

Som Søster og Broder

Vi sammen laae,

I otte Nætter

Den Ene ej førte

Haanden hen

Og den Anden rørte.

13.

Det lod Gudrun

Mig høre til Harm,

At sovet jeg havde

I Sigurds Arm,

Da vidste jeg, hvad

Jeg nødig vilde:

I Mandevalget

Man sveg mig ilde.

14.

Mænd og Kvinder

Som fødes tillive,

Altfor længe

Strides og kive;

Men Sigurd og jeg

Hinanden finde,

Og skilles skulle

Vi ingensinde —

Nu forsvind

Du Jættekvind!