Brynhilds Helridt (JL)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Eddadigte

Brynhilds Helridt

Helreið Brynhildar

oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2019

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.

---

Efter Brynhilds død rejste man to bål. Det ene var til Sigurd, og det blev brændt først. Brynhild blev brændt på det andet bål, og hun sad i en vogn, der var overdækket af gudvæv. Det fortælles, at Brynhild kørte med vognen ad vejen til Hel, og hun kom til en gårdsplads, hvor der boede en jættekælling.

Jættekællingen sagde

1.

Stop! Jeg nægter dig

at styre igennem

min gård, som er rejst

på en grund af fjeld;

sæt dig hellere

og sy på en dug —

og hold dig i øvrigt

fra andres mænd!

2.

Rastløse hoved! —

hvorfor rømmer du nu

kampenes land

for at komme her?

Du har mættet ulve

— mindes du nok! —

med menneskers blod

blandet med ondskab.

Brynhild sagde:

3.

Du brud fra bjerget

bebrejder mig nok,

at jeg før har været

på vikingefærd,

men hvis mit ophav

blev målt mod dit,

skulle du regnes

for ringest af os.

Jættekællingen sagde:

4.

Du kom — Brynhild,

Budles datter! —

med den værste ulykke

til verden her:

Gjukes sønner

har du sendt i døden;

du har ganske ødet

deres gode hjem.

Brynhild sagde:

5.

Det er snart sagt

fra sædet her

— vidløse væsen! —

hvis du vil høre,

hvordan Gjukes børn

gjorde, at jeg stod

uden min elskede

og som edsbryder.

6.

I Hlymdale hed jeg

‘Hild med Hjelmen’;

mit kaldenavn

var kendt af alle.

— — — —

7.

Ved egen blev

vi otte søstres

hamme da skjult

af en herlig konge;

i min tolvte vinter

tog han mit løfte

— den unge hersker —

om ægteskab.

8.

I Godtjod sendte jeg

gamle Hjalmgunnar

siden på vandring

ad vejen til Hel;

en ung gav jeg sejr

— Audas broder —

men vakte vreden

voldsomt i Odin.

9.

Jeg blev skjult bag skjolde

i Skatelunden:

Rande på række —

røde og hvide.

Kun den kunne ende

min dvale, sagde han,

som ingensteds

og aldrig blev skræmt.

10.

På syd-siden

af salen lod han

fyrreskovens hund

flamme vældigt;

han bød den mand

bryde igennem,

som førte mig guldet

fra Fafners leje.

11.

På Granes ryg

kom guldets deler

hen, hvor min fosterfar

førte sit hus.

Han skilte sig ud

fra skaren dér:

En dane-viking

djærvere end andre!

12.

På et fælles leje

lå vi sammen —

som om han var

min egen broder;

begge holdt vi

hænderne for os selv,

og intet skete

i otte nætter.

13.

Men Gjukes datter —

Gudrun — røbede,

at det var Sigurds favn,

jeg sov i dér.

Uden at ønske det

indså jeg nu:

De sveg mig dengang,

jeg søgte en mage.

14.

Længe endnu

vil livet volde

kummer og kval

for kvinder og mænd,

men Sigurd og jeg

er sammen for evigt

og skal aldrig skilles —

så skrid, din trold!