Brynhilds Helridt (JL)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 27. des. 2019 kl. 15:12 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Brynhilds Helridt

Helreið Brynhildar


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2019



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


Efter Brynhilds død rejste man to bål. Det ene var til Sigurd, og det blev brændt først. Brynhild blev brændt på det andet bål, og hun sad i en vogn, der var overdækket af gudvæv. Det fortælles, at Brynhild kørte med vognen ad vejen til Hel, og hun kom til en gårdsplads, hvor der boede en jættekælling.


Jættekællingen sagde:

1.
Stop! Jeg nægter dig
at styre igennem
min gård, som er rejst
på en grund af fjeld;
sæt dig hellere
og sy på en dug —
og hold dig i øvrigt
fra andres mænd!


2.
Rastløse hoved! —
hvorfor rømmer du nu
kampenes land
for at komme her?
Du har mættet ulve
— mindes du nok! —
med menneskers blod
blandet med ondskab.


Brynhild sagde:

3.
Du brud fra bjerget
bebrejder mig nok,
at jeg før har været
på vikingefærd,
men hvis mit ophav
blev målt mod dit,
skulle du regnes
for ringest af os.


Jættekællingen sagde:

4.
Du kom — Brynhild,
Budles datter! —
med den værste ulykke
til verden her:
Gjukes sønner
har du sendt i døden;
du har ganske ødet
deres gode hjem.


Brynhild sagde:

5.
Det er snart sagt
fra sædet her
— vidløse væsen! —
hvis du vil høre,
hvordan Gjukes børn
gjorde, at jeg stod
uden min elskede
og som edsbryder.


6.
I Hlymdale hed jeg
‘Hild med Hjelmen’;
mit kaldenavn
var kendt af alle.
— — — —


7.
Ved egen blev
vi otte søstres
hamme da skjult
af en herlig konge;
i min tolvte vinter
tog han mit løfte
— den unge hersker —
om ægteskab.


8.
I Godtjod sendte jeg
gamle Hjalmgunnar
siden på vandring
ad vejen til Hel;
en ung gav jeg sejr
— Audas broder —
men vakte vreden
voldsomt i Odin.


9.
Jeg blev skjult bag skjolde
i Skatelunden:
Rande på række —
røde og hvide.
Kun den kunne ende
min dvale, sagde han,
som ingensteds
og aldrig blev skræmt.


10.
På syd-siden
af salen lod han
fyrreskovens hund
flamme vældigt;
han bød den mand
bryde igennem,
som førte mig guldet
fra Fafners leje.


11.
På Granes ryg
kom guldets deler
hen, hvor min fosterfar
førte sit hus.
Han skilte sig ud
fra skaren dér:
En dane-viking
djærvere end andre!


12.
Vi lagde os da
på lejet sammen;
men begge holdt vi
hænderne for os selv,
som om han var
min egen broder,
og intet skete
i otte nætter.


13.
Men Gjukes datter —
Gudrun — røbede,
at det var Sigurds favn,
jeg sov i dér.
Uden at ønske det
indså jeg nu:
De sveg mig dengang,
jeg søgte en mage.


14.
Længe endnu
vil livet volde
kummer og kval
for kvinder og mænd,
men Sigurd og jeg
er sammen for evigt
og skal aldrig skilles —
så skrid, din trold!