Dands på höje

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Hans Kristensen Lund (f. 1817) var en af Evald Tang Kristensens mange meddelere.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1892


Bind I

Første afdeling
Bjærgfolk

46. Dands på höje


709. Der var en gang en mand, som red fra Grönsund med et kobbel heste. Da han så kom lidt derfra, så han en af de nærmeste höje stå i lys lue, og en hel mængde småpuslinger dandsede derinde. Dersom han nu ikke havde haft sine heste at passe på, så havde han gået hen til højen og kastet sin kniv i ilden; for når han havde lagt stål for sig først, så kunde intet troldtöj have skadet ham, og så kunde han fået opdaget, hvordan det hele hang sammen. Men nu havde han til alt uheld sine heste i det øjeblik, og så fik han ikke opdaget noget den gang.

Annette Jensen.


710. På eller under en höj i Kjærby hede, tæt ved vejen mellem denne by og Hald, har bønderne ofte ved nattetider set stuer med vinduer og döre, hvor en hel mængde bjærgfolk dandsede lystig i de stærkt oplyste sale, men så snart de kommer til, forsvinder det hele.

R. H. K.


711. Da jeg var tolv år, blev jeg af min fader, som var degn i Almind, sendt over på Viuf mark for at finde nogle får, som var løbne væk. Vejret var noget tåget — om det var forår eller efterår, mindes jeg ikke. En anden dreng, Lavrs, to år ældre, fulgte med mig, og klokken var 11 om formiddagen. Som vi nu gik op ad de nordre bakker, kom vi til at se noget sært sort noget henne i krattet på en kjæmpehøj, der lå lidt vest for os; vi tyktes, det var for stort til at være en krage, og mente, om det ikke skulde være en sort stork. Da vi kom hen til højen, viste det sig imidlertid at være en gammel pjalt som af et par bukser. Vi vilde da gå igjen, men som vi vender os, ser vi pludselig tre par bjærgfolk stillet op på marken en 2, 3 alen fra os. Hvert par, mand og kvinde, havde hinanden ved hænderne og de gav sig nu til at dandse rundt i en kreds vel omtrent en 5 minutter. Vi havde, som man siger, nær tabt både næse og mund og hverken talte eller rørte os, endskjöndt vi med et par skridt kunde have stået midt imellem dem. Da forsvandt de pludselig for vore öjne, og Lavrs syntes at høre et dump inde i højen, det kan jeg ikke sige noget om, for jeg hørte det ikke. Vi forlod nu noget betuttede stedet og fandt længere henne fårene. Da vi drev tilbage, holdt vi naturligvis, nöje kik med højen, men der var da ikke noget. Bjærgfolkene var omtrent en alen höje. Mændene havde rød opstående spids hue med lys flosset kant og grå klæder, der sad stramt om livet som undertöj. Kvinderne havde hovedtöj, som gik ud ibag som med en spids; hvordan deres kjoler var, mindes jeg ikke, men ærmerne var røde.

Manden, der har fortalt dette, er Jakob Brøndum, godt 60 år gammel. Han er en sön af den gamle Christen Brøndum, som forhen var degn i Almind, og vidt bekjendt som en klog mand og dygtig benbrudslæge. Jakob Brøndum er også noget «klog», og selv læger her på egnen anerkjender hans dygtighed i benbrudstilfælde. Han er en fuldstændig pålidelig mand, og har sagt mig, at han vilde dø på fortællingens sandhed. Da drengene kom hjem, fortalte de tildrageisen ved middagsbordet, og den gamle Brøndum sagde da blot: «I kunde have taget den pjalt med hjem, drenge!»

Anders Jessen, Almind ved Kolding.


712. Dæ vajen gang en mand, dæ haj et påld (knold) i sin mark, vo han alle kund hold sin kretyere å, men han kund slet et få å veed, va de va, dæ jawwed 'em løøs. Da kom dæ en lil piig op å æ påld, å hun haj et firklæffer (firklöver) å sæ, te hun et vist aw å sejj, å de gøør, te hun kund se, te en hel flok nisser dandset rundt om æ bjære. A så öjt (råbte) hun hæn te æ röjter: «Kan do it se, te de æ e nisser, dæ jawwer æ kræ løøs?» Ä mæ de samm sank all e nisser ned i e bjære, å di æ alle kommen te syyn sindt.

Felsted ved Åbenrå. Jörgen Iversen.


713. Pigerne fra Ry samledes ved Slagelsehöjene, når de skulde ud at malke deres køer, som gik i fællesskab ude ved Løve mose. En gang var nogle piger samlede og dandsede rundt omkring den ene höj. Som det allerbedst gik, kom en gammel trold ud af højen, dandsede med og sang: «Bygget står i blade, studen har horn, og jeg er den ældste mand, i Bankebére boer.» Den forreste pige, som trolden havde fat i hånden på, sagde da: «Krist bevare os fra den ældste mand, i Bankebére boer.» Han slap dem af hånden, og pigerne rendte ad hjemmet til, det bedste de kunde. Nogle fik deres kander, de, som stod ved den side, hvor trolden slap, andre ikke.

M. M.


714. Tæt ved Ramløse er der en höj, som kaldes Børshöj. Ved samme by så en kone juleaften tre harer komme løbende ud på et lille kjær tæt ved højen, hvor de begyndte at dandse omkring på isen. Da de havde dandset en tid, begyndte de at samle brænde og gav dem derpå til at dandse igjen. Lidt efter kom en lille mand ud med en pisk og gav sig til at prygle på harerne, som da blev til troldfolk, tog deres brænde på nakken og forsvandt dernæst alle fire i højen, som åbnede sig for dem.

V. L.


715. Lige op for Darris-rende i Peder Randløvs skov ligger Darrishöj, og den höj har navn af, at der dandsede tolv Darrisser om den hver eneste nat. Der var det, Flab-Rask vilde have været begravet.

M. H. og J. B., Lille-Tåning.


716. Der er en plet her nede i en dal, de kalder Engedalen, og der groede hverken lyng end græs. Der var mening om, at bjærgfolkene der havde deres dandseplads. A har set den plads, for min fader viste mig den, og den stod nagen i min tid.

Min oldefader og en anden mand kom kjørende der forbi om natten med træ, og det var en god og lige vej. Den forreste råbte til den bageste, at han skulde komme hen og hjælpe ham og holde ved hans vogn, for den vilde vælte, hvorimod den anden svarede, at han havde nok at gjøre med at holde hans egen. Så er der en bakke ved siden af lige oven for den plet, og ved samme tid, da vognen rejste sig for dem ved den ene side, så de knap kunde række op og tage ved og holde ned på den, da kom der en kjøvle trillende ud af bakken og ned imod dem, og den gloende ild stod ud af begge ender, lige te det lormede. Min oldefader bedömte den kjøvle til at være på en 14, 16 kløv og en tre alen i længden; men hvad det var, kjendte de ikke til, de havde mening på, te det var det væsen, der fartes. Beboerne kaldte den plads eller runding, de kom forbi, for Spindehuset, det var som en gårdsplads, men der var ikke noget hus. Nogle erklærede for, at de havde hørt snur af rokke der på den plads. A har rendt der med mine bare födder mange gange, men nu er det beplantet med gran og begroet med löv og birke.

Sören Hansen.


717. Min moder sagde, at bjærgfolkene dandsede ved Dakbjærg. De kunde sådan se, når solen skinnede, hvordan bjærgfolkene kunde dandse, det var så smukt, for det var ligesom kramdukker at se på.

De var ude at mede (meje) om hösten, og så var der en pige, der havde set det, og hun sagde til de andre, da de skulde hjem til onden: Hun vilde hellere blive ved de Dakbjærg fruer og dandse med dem, imens de gik hjem. Da de kom tilbage, fandt de hendes lig, hun havde dandset sig ihjel.

Jakob Jørgensen, Firgårde.


718. Der var en höj i Kare, ovenfor hvor a er født, den hed Silgishöj. Min bedstemoder og bedstefader fortalte, at der dandste nogne små nogne med røde luer på.

Jens Gårdsted, Ørsted fattiggård.


719. Det var, ilav Mads Röst gik i skole, henne i Lyne, og de havde frihed om middagen, da så de et stod henne på en höj en jomfru, der dandsede i et bitte stumpet skjört, og det tirrede runden om. Så var der en 3, 4 drenge, der bad læreren om at få lov til at gå op på höjen for at se, hvad det var, og det fik de også lov til. Da de kommer nu nær til den nordre side af höjen, så svinger den og løber ned på æ søndre side, og så forsvandt den der. De tykte, at der blev sådan en grov slem lugt ved höjen, og de var runden om at se alle steder, men væk var den. Der var et dige i nærheden, og så var de henne at se, om den ikke havde put sig der; men nej, der var intet at opdage. De kom tilbage til skolen, og læreren spurgte, om de så noget. Så fortalte de det hele; men så blev de syge og kom til at kaste op. Det var vel en bjærgmandsunge, der havde været ude at mønstre sig af, og derfra kom vel den grimme lugt. Han havde også set noget som et glashjul, der kom trillende hen ad heden efter højen til.

Johanne Marie Thomasdatter, Tirstrup.


720. Dwarrehöj på vejen herfra til Kragelund ligger nede lige under bakkerne og er opført af ene klegsand. Den gamle sognefoged, Anders Svendsen, fortalte, at han havde set tre jomfruer dandse oven på højen.

Sören Jørgensen, Engesvang.


721. I nærheden af Odense findes en höj, der bærer navn efter Palnatoke og kaldes Palles höj. På den dandser der hver aften i måneskin tre hvidklædte piger. En aften kjørte en modig og forvoven mand ved navn Anders Nielsen forbi højen. Da han så de dandsende piger, råbte han: «Go' avten, lille piger! moo’ je' dandse med?» Ingen svarede, og han kjørte videre. Men da han var kommen hjem og havde fået hestene i stald, måtte han uden videre dandse ud til højen og hele den lange vej tilbage igjen. Det var straffen for hans overmod.

Lærer H. Hansen, Hjallese.


722. Der er to bakker vest for Hvolbæk, den ene hedder Silgishöj, og den anden Löjenhöj, Der er bjærgfolk i. De kunde se dem dandse på bakkerne, og de hørte dem slå kister i låse, så det gav et helt skrald der nede.

Niels Frandsen, Vore.


723. Kræn Skipper har fortalt, at han en aften, da han kom forbi Koldbakken ved Åstrup, tydelig så en hel del små mænd med røde luer på dandse omkring en sten på toppen af bakken. Han gik tæt hen til dem, men så forsvandt de med et.

Åstrup ved Randers. Marie Sandal.


724. Et par mænd gik en aften fra Møgeltønder til Tønder og så da en lille kulsort figur komme frem af jorden ikke langt fra dem. Straks derpå kom to lignende skikkelser, den ene fra öst, den anden fra vest, og disse tre begyndte nu en underlig dands et stykke fra jorden på den jævne mark. Da den havde varet ved en stund flöj de to atter mod hver sit hjörne, og den tredje sank i jorden.

A. L.


725. En gammel kone, Karen Madsdatter, har fortalt, at mens hun var et barn, skulde hun en aften gå fra et lille hus i Öster-Hærup, hvor hun boede, og ned til Sinding et ærende, og da kom hun forbi Sinding höje. Ved en af dem så hun, at der var en hel del smådrenge med røde luer på, som dandsede der uden for og rendte runden om højen. Så vilde hun gjærne hen og spøge med dem, men besluttede at forrette hendes ærende i Sinding først og så spøge med dem, når hun kom tilbage. Men da var der ingen ting at se.

Den höj har også tit været set løfte sig gå gloende pæle, og derfra fortælles også historien om ovnsragen. Manden fik den dejligste finkage til lön for sit arbejde.

Sognefoged Jens Nielsen, Lem.