Danske helgeners levned: 2. Knud hertug
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
i oversættelse ved
Hans Olrik
2. Knud hertug
Erik Ejegods kraftige og ædle søn, hertug Knud, er bedst kendt under navnet Knud Lavard(1). Hans tilnavn, der er af angelsaksisk oprindelse (det nuværende ”lord”), betegnede ham som den, der i særlig forstand var ”herre”. Således var forholdet også. Han var ubetinget sin tids betydeligste mand; den svage kong Nils stillede han helt i skygge. Før hans fremtræden var Danmark på flere måder i vånde, men ved ham syntes lykken atter at skulle råde. Et vidnesbyrd om hans store betydning var det også, at hans død blev indledningen til de frygteligste fejder i kongeætten; derved ødelagdes folk og land, indtil der ved hans søn Valdemar gryede nyt opsving, ja den største vælde, Danmark nogensinde har opnået. Knud Lavard indtager således en meget fremragende plads i vor historie. Med kraftig hånd avede han de farlige Venderstammer og forenede tilsidst herredømmet over de vestslaviske egne med stillingen som de danskes hertug; ved at indpode den højere almeneuropæiske kultur søgte han samtidig at føre sit fædreland videre frem i udvikling. Man får det indtryk, at han har været en ridderlig skikkelse, modig og djærv, ærgerrig og højtstræbende, åben i sin færd, streng mod fredsbrydere, vennesæl mod høje og lave.
Alle hans gode egenskaber vilde dog aldrig i og for sig have skaffet ham helgenværdigheden. Da var det, at han blev myrdet af en nær frænde og medbejler til kongedømmet. Denne niddingsdåd banede vej for hans helgenry. Men som hans død blev indledningen til voldsomme partikampe i Danmark, således blev godkendelsen af hans hellighed også fra først af en partisag.
Hans søn Valdemar og hans brodersøn Sven vilde støtte deres egne krav ved ryet om jærtegnene ved hans grav i Ringsted; men modpartiet bestred gyldigheden af folkerygterne, og selv præstestanden med ærkebiskop Eskil i spidsen modsatte sig for største delen disse politiske bestræbelser for at danne en ny dansk helgen. Men da Valdemar efter den blodige kongekrig blev eneherre, og landet hævede sig fra dyb fornedrelse til kraft og storhed, var alt ændret så fuldstændigt, at kongen kunde få sin fader helgenkronet, til styrkelse for sit kongedømme og til støtte for sin æts ret til kronen. Præstestanden ydede sin hjælp dertil, og paven optog Knud Lavard blandt kirkens helgener. Ved en storartet fest 25. Juni 1170 blev de fejrede relikvier altersatte; og som Knud Lavard havde været afholdt i live, således blev han også nu en yndet folkehelgen. Det gav sig blandt andet udtryk deri, at talrige bygilder kårede ham til deres værnehelgen; at han havde været oldermand for Slesvig borgeres gilde eller lag, har bidraget sit dertil. For øvrigt var han naturligvis særlig kongehusets helgen, og kongerne fik gennem lange tider deres grave nedenfor den hellige stamfaders alter i Ringsted kirke. Ligeledes påkaldtes Knud som Sællands særlige beskytter.
Kort tid efter Knuds drab tilegnede en skotsk klerk, Robert af Elgin, kong Erik Emune et mindeskrift om hans myrdede broder. Dette gamle skrift kendes imidlertid nu kun af enkelte, spredte noter, som Anders Sørensen Vedel har optegnet om dets indhold, og disse giver os ikke noget samlet billede af Knud Lavard. Som kilder måtte man for øvrigt hovedsagelig bruge Sakses malende skildringer af Knuds kampe, af hans forhold til sine brødre og til de andre kongeætlinger og af hans bratte død; endvidere Helmolds fortælling om hans vendiske forhold og af Knytlingasagaens skildring af Knuds levned, der som helhed afviger stærkt fra de andre kilders og gennemgående er meget lidet historisk. Endelig havde man også været henvist til at samstille de historiske stykker af de forskellige messetjenester til Knuds ære; men man følte sig ikke ret tilfreds med dem, da de pegede tilbage til en ældre, fælles kilde, og den havde man ikke.
Da var man så heldig at finde dette kildeskrift og vandt derved et fastere grundlag for Knud Lavards historie. I baron Karl v. Richthofens bibliotek i Leszczyn (Øvreschlesien) blev man opmærksom på et håndskrift, der bl. a. indeholdt en samlet messe til Knuds ære, rummende indholdsrige læsestykker. Denne blev udgivet af den fremragende tyske historiker Georg Waitz som ”Eine ungedruckte Lebensbeschreibung des Herzogs Knud Lawarda (Gøttingen 1858). Senere har Rudolf Usinger givet en ny udgave med fuldstændigere og klarere gengivelse af det hele liturgiske apparat, i ”Quellensammlung der Gesellschaft fur Schleswig-Holstein-Lauenburgische Geschichte” IV (1875), og endelig har Waitz givet læsestykkerne i fuldkomnest form i det nylig udkomne 29. bind af Pertz's ”Monumenta Germaniæ, Scriptores”. Håndskriftet, der er blevet erhvervet af universitetsbiblioteket i Kiel, er en veludstyret kodeks fra 13. årh; med pyntelige begyndelsesbogstaver og noder, afskrevet efter et håndskrift, der har været bestemt til kirkelig brug. Afskriveren synes derimod at have været dreven af historisk interesse; thi de læsestykker, som ikke indeholder historiske efterretninger, er kun antydede, og håndskriftets øvrige indhold — det væsenligste er Roskildekrøniken — har ikke noget med gudstjeneste at gøre.
Det hele stykke om Knud er en anordning for de to årlige mindegudstjenester til hans ære, og det falder i 3 hoveddele: messeordningen på hans lidelsesdag (”passio”) den 7. Januar, messeordningen på hans skrinlæggelsesdag (”translatio”) den 25. Juni og en indledende messeformular til brug på begge dagene. Til begge Knudsfesterne er der 12 læsestykker eller lektioner, fordelte på de tre nattegudstjenester (nocturner). Dette tyder på, at det hele gudstjenstlige skrift hidrører fra et kloster, hvor Benediktiner-regelen blev fulgt, da man ellers i kirkerne højst brugte 9 lektioner. Man tør da hævde, at skriftet hidrører fra selve udgangspunktet for Knudsfesterne, nemlig Ringsted kloster. For denne formodning taler det også, at de andre Knuds-messer allesammen stammer fra denne messeordning. Tilmed ved vi, at dette skrift i Middelalderen forefandtes i Ringsted; der digtedes nemlig ved Reformationstiden en skolekomedie, ”ludus de sancto Kanuto duce”, der har brugt dets læsestykker som kilde. Skriftet må være udarbejdet i 12. århundred, og vi har utvivlsomt for os de messeordninger, som man lige siden 1170 har fulgt i Ringsted. Den sidste af de to messer har sikkert allerede med sine læsestykker og sine hymner udfoldet sig for den store tilhørerskare ved selve den højtidelige skrinlæggelse 25. Juni 1170. Et tegn på skriftets ælde er det i alt fald, at det er benyttet af vore gamle krønikeskrivere. Sakse har vistnok haft det for sig, da han skrev sin Danmarkskrønike, mens han dog tillige har kunnet følge mundtlig overlevering. Den sællandske årbog gør et ret fyldigt uddrag af det, og Lundeårbøgerne synes også at have øst af det som kilde. Rimeligvis har endelig fortsætteren af Roskildekrøniken udskrevet et større parti af fortællingen om Knuds skrinlæggelse. Som en ret interessant ejendommelighed ved disse læsestykker til de to Knudsfester kan fremhæves de idelige bogstavrim; særlig i læsestykkerne til den anden fest kommer det stærkt frem.
Efter sin kirkelige bestemmelse fremstiller vort ”Knuds levned” den kække hertug overvejende som martyren; der dvæles ved hans bratte død, og ellers fremhæves særlig, hvad der vidner om hans retsindighed og fromhed. Billedet af Knud Lavard som den raske helt, som vi har det hos Sakse, kommer kun i ringere grad frem her. Imidlertid er skriftet af høj værdi, nøjagtigt i sin fremstilling, sundt i sin dom og frit for helgenlegendens fantastiske vævning. Man vil sjelden finde et så ædrueligt helgenskrift. Religiøse betragtninger bryder ikke — således som hos Ælnod — fortællingens gang, og i forhold til skriftets omfang er de historiske oplysninger mange og righoldige.
Oversættelsen nedenfor gengiver ikke hele skriftet. Kun læsestykkerne er oversatte. Men indledningerne med deres antifoner og vers og hele den for begge fester fælles messeformular er ikke oversatte, fordi de ikke rummer historiske efterretninger, og de responsorier (svar) og versikler (småvers), der følger efter læsestykkerne, er ligeledes forbigåede, da de i det væsenlige ikke giver særlige oplysninger. De sidste 4 læsestykker til hver af festerne har helt manglet historisk karakter og er i håndskriftet jo også kun antydede, så at der ikke kunde være tale om at oversætte dem. Adskillige afsnit af læsestykkerne har allerede tidligere været oversatte i mit skrift ”Knud Lavards liv og gærning” (1888). Nærværende oversættelse afviger dog på flere punkter. Den er udarbejdet efter den ældre udgave af ”Knuds levned og skrinlæggelse” ved Waitz og efter Usingers udgave; men da den nyeste udgave, i Pertz's Scriptores, fremkom, er oversættelsen bleven jævnført med denne og et par steder rettet efter de derværende nye læsemåder.
Noter:
1. Det er fra Helmolds Slavekrønike og Knytlingasagaen vi ved, at Knud har haft æresnavnet Lavard.
