Forskjell mellom versjoner av «De ældste nordiske Runeindskrifter»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
m
 
(En mellomliggende revisjon av en annen bruker er ikke vist)
Linje 128: Linje 128:
  
  
:'''YFÆTA HYRIWULÆFÆ, HYÞUWULÆFA''',
+
:YFÆTA HYRIWULÆFÆ, HYÞUWULÆFA,
:'''HYERUWULÆFIA WÆRYIT RUNYA ÞYIYA''',
+
:HYERUWULÆFIA WÆRYIT RUNYA ÞYIYA,
  
  
Linje 135: Linje 135:
  
  
:'''ÞRÆWlNG ÆN HÆIT IN ÆA WÆS'''. :
+
:ÞRÆWlNG ÆN HÆIT IN ÆA WÆS.
''Thræwing a hæit (sea-king) in aye (his time, his life, while he lived) was'',
+
:''Thræwing a hæit (sea-king) in aye (his time, his life, while he lived) was'',
  
  
Linje 146: Linje 146:
  
  
:'''HAUFÞUÜKÜFH'''
+
:HAUFÞUÜKÜFH
  
  
Linje 152: Linje 152:
  
  
:'''HAUFÞUÜKÜ  F. H.'''
+
:HAUFÞUÜKÜ  F. H.
  
  
Linje 160: Linje 160:
  
  
:'''IIT HIUK UNBOÆ/HU'''
+
:IIT HIUK UNBOÆ/HU
  
 
det er: "Iit huggede (gjorde den) for Unbo" (!!)
 
det er: "Iit huggede (gjorde den) for Unbo" (!!)
Linje 458: Linje 458:
 
3) I Sønderjylland vidner de af jordens skød fremdragne oldtidsminder både ved deres form og ved sproget i deres indskrifter om, at hér fra de ældste tider, vi ved hjælp af sproglige mindesmærker kan nå tilbage til, har boet et folk, der på det nøjeste i kultur og sprog var knyttet til det øvrige Danmark, Sverrig og Norge, medens det adskilte sig fra de germanske folk ved de samme sproglige forskelligheder som det øvrige Norden. Den påstand, at Sønderjylland og den jyske halvø indtil 6te årh. har haft en nedertysk befolkning, modbevises af sproget, '''der fra det 3dje årh. indtil den dag idag viser sig som nordisk.'''
 
3) I Sønderjylland vidner de af jordens skød fremdragne oldtidsminder både ved deres form og ved sproget i deres indskrifter om, at hér fra de ældste tider, vi ved hjælp af sproglige mindesmærker kan nå tilbage til, har boet et folk, der på det nøjeste i kultur og sprog var knyttet til det øvrige Danmark, Sverrig og Norge, medens det adskilte sig fra de germanske folk ved de samme sproglige forskelligheder som det øvrige Norden. Den påstand, at Sønderjylland og den jyske halvø indtil 6te årh. har haft en nedertysk befolkning, modbevises af sproget, '''der fra det 3dje årh. indtil den dag idag viser sig som nordisk.'''
  
Foruden de mindesmærker, der gennemgående har de ældre runer, optager prof. Stephens i sit værk også sådanne senere mindesmærker, hvor en eller anden af de for det ældre alfabet ejendommelige runer sporadisk findes sammen med de yngre. Om disse mindesmærker fra "overgangstiden" kunde der være adskilligt at sige, navnlig om den mærkelige Røk-sten fra Øst-Gøtland. Men jeg skal for denne gang indskrænke mig til den almindelige bemærkning, at jeg langtfra kan være enig med prof. Stephens i at regne alt det, han har medtaget, til overgangstiden. I de nuværende danske provinser findes ingen runestene med de ældre runer, men kun "overgangsstene", da Vejle-stenen er aldeles ulæselig efter den kopi, der findes deraf. Af de 8 danske stene, som prof. Stephens regner til overgangen, anser jeg Sæding-stenen for ulæselig. Voldtofte- og Vordingborg -stenen, der af Stephens sættes til 600—700 (!), indeholder ingen af de ældre runer, da der paa Voldtofte-stenen står ᚱᚢᚢᛚᛛᛣᛋᛏᛋ - ''ruulfasts'' (måske =  ''ruulfR sati stain'')<ref>sml. begyndelsen af indskriften på Helnæs-stenen: ᚱHᚢᚢᛚᚠᛣᛋᛀᛏᛁᛋᛏᛅᛁᛀ  rhuulfR sati stain.</ref> og på Vordingborg-stenen: ᛅᚠᛏᛅᚦᛁᛋᛚᚠᛀᚦᚢᚱ - ''aft aþisl faþur'' (resten er mig ikke ganske klar) med de sædvanlige runer, hvorimod tegnet '''HP''' på denne sten utvivlsomt skriver sig fra en langt senere tid og meget bedre kan sige "Hans Pedersen" end som prof. Stephens vil: "h(airwulfr) w(rait)"; ligeså lidt antager jeg, at der på Hørning- og Thisted-stenen findes ældre runer. Tilbage står da kun som hørende til overgangstiden Helnæs-, Kallerup- (eller Höjetostrup-) og Snoldele-stenen, på hvilke vi finder det ældre ᚺ =  '''H''' og desuden ᚼ  = A. (sml. Björketorp-stenen o.s.v.) på Höjetostrup- og Snoldelev-stenen, samt  ᛗ = M på Helnæs-stenen. I disse sporadiske minder fra det ældre alfabet har vi et håndgribeligt bevis på , at det yngre særlig nordiske runealfabet efterhånden har udviklet sig af det ældre fjelles gotiske eller nordisk-germanske.
+
Foruden de mindesmærker, der gennemgående har de ældre runer, optager prof. Stephens i sit værk også sådanne senere mindesmærker, hvor en eller anden af de for det ældre alfabet ejendommelige runer sporadisk findes sammen med de yngre. Om disse mindesmærker fra "overgangstiden" kunde der være adskilligt at sige, navnlig om den mærkelige Røk-sten fra Øst-Gøtland. Men jeg skal for denne gang indskrænke mig til den almindelige bemærkning, at jeg langtfra kan være enig med prof. Stephens i at regne alt det, han har medtaget, til overgangstiden. I de nuværende danske provinser findes ingen runestene med de ældre runer, men kun "overgangsstene", da Vejle-stenen er aldeles ulæselig efter den kopi, der findes deraf. Af de 8 danske stene, som prof. Stephens regner til overgangen, anser jeg Sæding-stenen for ulæselig. Voldtofte- og Vordingborg -stenen, der af Stephens sættes til 600—700 (!), indeholder ingen af de ældre runer, da der paa Voldtofte-stenen står ᚱᚢᚢᛚᛛᛣᛋᛏᛋ - ''ruulfasts'' (måske =  ''ruulfR sati stain'')<ref>sml. begyndelsen af indskriften på Helnæs-stenen: ᚱHᚢᚢᛚᚠᛣᛋᛀᛏᛁᛋᛏᛅᛁᛀ  rhuulfR sati stain.</ref> og på Vordingborg-stenen: ᛅᚠᛏᛅᚦᛁᛋᛚᚠᛀᚦᚢᚱ - ''aft aþisl faþur'' (resten er mig ikke ganske klar) med de sædvanlige runer, hvorimod tegnet '''HP''' på denne sten utvivlsomt skriver sig fra en langt senere tid og meget bedre kan sige "Hans Pedersen" end som prof. Stephens vil: "h(airwulfr) w(rait)"; ligeså lidt antager jeg, at der på Hørning- og Thisted-stenen findes ældre runer. Tilbage står da kun som hørende til overgangstiden Helnæs-, Kallerup- (eller Höjetostrup-) og Snoldelev-stenen, på hvilke vi finder det ældre ᚺ =  '''H''' og desuden ᚼ  = A. (sml. Björketorp-stenen o.s.v.) på Höjetostrup- og Snoldelev-stenen, samt  ᛗ = M på Helnæs-stenen. I disse sporadiske minder fra det ældre alfabet har vi et håndgribeligt bevis på , at det yngre særlig nordiske runealfabet efterhånden har udviklet sig af det ældre fjelles gotiske eller nordisk-germanske.
  
 
Hermed slutter jeg disse bemærkninger om de ældre runeindskrifter og prof. Stephens' værk; jeg har ikke kunnet erklære mig enig med prof. Stephens i meget; men jeg sender ham endnu engang til afsked min tak, fordi han har gjort disse ærværdige minder fra vore fædres tid let tilgængelige for videnskabsmændene; hans værk vil altid blive et kildeskrift i denne videnskabsgren. Måtte disse linjer bidrage til at vække nogen interesse for hine fjærne tiders mindesmærker og deres sprog! Måtte de være en opfordring til nordiske sproggranskere om at yde den skærv de formår til opgavens endelige løsning, om at forbedre og rette det, hvori jeg mulig kan have fejlet. Navnlig håber jeg, at min ven, prof. Bugge i Kristiania, der ved sin læsning af guldhornsindskriften har bidraget til at omstøde alle de til den ældre læsning knyttede falske theorier, ikke altfor længe vil beholde for sig selv de øvrige interessante oplysninger, han vil kunne give om disse indskrifter og deres sprog.
 
Hermed slutter jeg disse bemærkninger om de ældre runeindskrifter og prof. Stephens' værk; jeg har ikke kunnet erklære mig enig med prof. Stephens i meget; men jeg sender ham endnu engang til afsked min tak, fordi han har gjort disse ærværdige minder fra vore fædres tid let tilgængelige for videnskabsmændene; hans værk vil altid blive et kildeskrift i denne videnskabsgren. Måtte disse linjer bidrage til at vække nogen interesse for hine fjærne tiders mindesmærker og deres sprog! Måtte de være en opfordring til nordiske sproggranskere om at yde den skærv de formår til opgavens endelige løsning, om at forbedre og rette det, hvori jeg mulig kan have fejlet. Navnlig håber jeg, at min ven, prof. Bugge i Kristiania, der ved sin læsning af guldhornsindskriften har bidraget til at omstøde alle de til den ældre læsning knyttede falske theorier, ikke altfor længe vil beholde for sig selv de øvrige interessante oplysninger, han vil kunne give om disse indskrifter og deres sprog.
Linje 476: Linje 476:
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 
[[Kategori:Tekster på dansk]]
 
[[Kategori: Ludvig Frands Adalbert Wimmer]]
 
[[Kategori: Ludvig Frands Adalbert Wimmer]]
 +
[[Kategori:Runer]]

Nåværende revisjon fra 21. aug. 2019 kl. 07:32

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Ludvig Frands Adalbert Wimmer (1839-1920).


De ældste nordiske Runeinnskrifter
med særligt Hensyn til prof. Stephen's Værk
The Old-Northern Runic Monuments of Scandinavia and England I.


Af Ludv. F.A. Wimmer



Aarbøger for Nordisk Oldkyndighed og Historie
Det kongelige nordiske Oldskrift-selskab
Kjøbenhavn
1867



Serit arbores, quæ alteri sæculo prosient.
Cæcilius Statius.


Den ældre runerekken havde 24 tegn og kaldes Futhark efter de første seks symbolerne. Senere blev runealfabetet forkortet til 16 tegn.
Det er et i flere henseender mærkeligt, længe med længsel af sprog- og oldtids-forskere imødeset værk, hvis første halvdel, som jeg i det følgende nærmere skal omtale, nu foreligger offenligheden. Allerede ved sin hele ydre form, sin højst elegante udstyrelse må det vække opmærksomhed som et af de pragtfuldeste skrifter, der er udkomne i vort fødeland; det vilde heller ikke have været forfatteren muligt at lade det udkomme i denne form, hvis der ikke både offenlig og privat (navnlig fra det danske videnskabernes selskab) var ydet ham bistand. Når jeg nu med få ord skulde udsige en dom, som jeg senere nærmere skal begrunde, om den foreliggende del af dette værk, da må jeg yde forfatteren tak og anerkendelse for den store flid og den utrættelige iver, hvormed han har samlet alle disse mindesmærker i fortræffelige afbildninger, såvidt det lod sig gøre efter originalerne selv; det er navnlig for den nordiske sproghistorie af yderste vigtighed at have alle disse indskrifter samlede i nøjagtige, naturtro gengivelser; men forfatteren vil ikke miskende de bemærkninger, jeg i det følgende skal gøre med hensyn til hans arbejde, når jeg straks må tilføje, at min ros over værket ikke kan strække sig videre; ti denne ros er endda ikke så ringe, når man véd, med hvilke vanskeligheder det ofte er forbundet at skaffe afbildninger, der er så omhyggelige, at de kan erstatte originalerne; og for at opnå dette har prof. Stephens ikke skyet nogen anstrængelse. At man dog endnu af og til i tvivlsomme tilfælde må ty til originalerne selv, hvilket jeg (som det følgende vil vise) har været nødsaget til med hensyn til et enkelt punkt, regner jeg ikke prof. Stephens til last, da det er en ufuldkommenhed, som må klæbe ved ethvert menneskeligt arbejde. Med rette kan man på forfatteren anvende de ord af den romerske digter, jeg har brugt som motto: han har samlet en rig skat, som eftertiden vil vide at drage nytte af. Selv har prof. Stephens derimod ikke kunnet benytte sin samling således, at nye og vigtige resultater derved er vundne for videnskaben; det er nemlig gået ham som såmangen 'runemester' i nutid og fortid, om hvem skalden kvad:


þat verðr mörgum manni,
at um myrkvan staf villist
(Egils saga c. 75).


Men ikke destomindre fortjener værket den største opmærksomhed, og jeg er overbevist om, at forfatteren med glæde vil lade andre høste frugten af sit arbejde; men der vil vistnok endnu gå lang tid, inden frugten er moden, og mange vil uden tvivl ligesom forfatteren ledes vild af de mørke stave, inden det lykkes at tolke dem alle rigtigt.

For at begrunde denne almindelige dom skal jeg nu gå over til en betragtning af prof. Stephens' bog i det enkelte; jeg vil her følge forfatteren side for side for at bevare den orden, hvori han behandler de enkelte spørsmål. Værket begynder med en indledning på 162 sider, hvoraf de første 11 indeholder "wayside hints", forskellige orienterende vink fra andre skribenter, deriblandt s. 1 følgende ytring af Dr. Levys "Geschichte der Jüdischen Münzen", som jeg vover at tage til indtægt ligeoverfor prof. Stephens med hensyn til de bemærkninger, jeg finder mig foranlediget til at gøre i det følgende: "Abzustehen, schien mir nicht räthlich, da man einen Autor der Eitelkeit zeihen müsste, wenn er in dem Glauben ein Scherflein zur bessern Aufhellung irgend einer archäologischen Untersuchung beitragen zu können, aus Furcht, die nächstfolgende Zeit konnte durch neue Funde seine Ansichten widerlegen oder sein ganzes Gebäude über den Haufen werfen, die Feder aus der Hand fallen lässt. Es kann uns vielmehr freuen, wenn neue Entdeckungen, oder fernere Untersuchungen unsere Ansichten wesentlich modificiren sollten". Efter en oversigt over "'runeliteraturen" (s. 12—14), hvor jeg dog savner adskillige af de allervigtigste afhandlinger (f. eks. af P. A. Munch), opstiller forfatteren sin mening om sproget på disse mindesmærker: "The language of these monuments is old, and it is northern" (s. 15). "In older days the Northern lands, as all others, were full of dialects, if we choose to call them so. The language was clannish. Every dale or hill or stem, every little stategroup or family-caste, had its own speech more or less, and this was in a continual flux and reflux, influenced by personal faults of tooth or tung or lip, by a drawl or a nazal twang or a listless laziness of enunciation, by marriage, by migration, by conquest, and what not." I disse ord har prof. Stephens udtalt sin hovedmening med hensyn til sproget på disse mindesmærker; med denne forestilling om "dialekter" bliver det muligt at få alle former til at passe, da det bliver dialektejendomeligheder, eftersom her dialekten jo endogså gøres til noget individuelt. At hvert menneske i sin tale kan have noget individuelt, navnlig når der er "personlige fejl i tænder, tunge, læber'" o.s.v., er naturligvis noget, som aldrig vil kunne berettige til derfor at opstille en dialekt, når vi betragter sagen fra sprogvidenskabens standpunkt, og når vi beskæftiger os - ikke med det af enkelte individer talte, men med det på mindesmærker efterladte sprog. Om den tilsyneladende brogede mangfoldighed i sprogarterne udtaler Dr. Lyngby sig således (Antiquarisk Tidsskrift 1858—60, s. 234): "Henvende vi vor opmærksomhed på sprogarternes afveksling og mangfoldighed, viser der sig, når man betragter dem uden benyttelse af videnskabelige indsigter, en uordnet, chaotisk masse. Flytte vi os en smule, have vi straks en anden sprogart; flytte vi os igen, have vi ny forandringer og således i det uendelige. Men vore dage besidde et middel, hvorved vi kunne føre mangfoldigheden tilbage til enhed, hvorved det, der er spaltet i uendelig mange forgreninger, ledes tilbage til én stamme; dette middel er sproghistorien; dens opgave bliver det at vise, hvorledes den tilsyneladende forvirrede mangfoldighed kun forholder sig som radier, der udgå fra samme centrum ; når vi have fundet grundlaget for sprogarterne og henstille os i det, da have vi fundet det centrum, hvorfra de kunne overskues, hvorfra deres bevægelse, som de i tidens løb have været underkastede, viser sig som regelmæssig, hvorfra deres indhold viser sig som fornuftigt." Men sproghistorie, dens resultater, dens anvendelse — alt dette er for prof. Stephens terra incognita; for os andre er der i alle sprog bestemte love, hvorefter de enkelte fænomener må forklares; der er regelmæssige, bestemte lydovergange, som kun den historiske sprogforskning kan stille i det rette lys. Når derfor prof. Stephens begynder det her omtalte afsnit af sin indledning med de ord: "Much of the argument in these pages depends on the occurrence of forms and words unknown to the Dictionaries and the Grammars. But this is the most shining proof, in my eyes, of the correctness of my readings", så giver jeg professoren ret i denne påstand i dens almindelighed, men tilføjer dog straks den indskrænkning: "hvis disse ord og former forresten har sproghistorisk rimelighed." Mistænkelig bliver jeg derfor ved en ytring som den s. 16: "Dialects may stagnate for centuries, or may rapidly change, according to circumstances. Of this we have many proofs, not a few in these pages. The excessively old Tune stone, for instance, has the infinitive in -A, but on other stones centuries later we have occasionally the infinitive in the older -AN." Umuligt var det vel ikke; men det er dog ikke den art former, der gör professorens læsning af disse indskrifter sandsynligere.

Sproget er i en bestandig gæring; men de enkelte fænomener må betragtes i deres sammenhæng, og det går ikke an at rive en enkelt form ud af en "dialekt" og påstå, at den peger hen til en meget gammel tid, når man ikke tager den historiske udvikling i betragtning; det er en fejl hos den ellers udmærkede og fortjenstfulde nordiske sprogforsker prof. C. Säve i Upsala, hvem prof. Stephens i dette punkt ganske følger, at han vil sé meget gamle former i ganske nye dialektejendommeligheder (sml. Stephens s. 17 om slutnings-N på svensk; ejeform huk. på -UR; flertalsformen "synjer" i nærheden af Upsala, der sættes i forbindelse med gotisk sunjus); den art fantasteri over dialektformernes ælde sønderknuses af sproghistorien: en form kan få et meget gammelt udseende og dog være en ganske ny udvikling, således f. eks. ejeformen hvarjes i nuværende svensk, der ganske tilfældig er kommen til at falde sammen med gotisk hvarjis[1]. Der findes i forskellige sprog parallele udviklinger, og der findes endelig udviklinger, hvor kun tilfældigheden gör to former ens, uden at de derfor har det mindste med hinanden at gøre; men for at forstå dette må man naturligvis betragte sprogets hele udvikling i dets sammenhæng. Prof. Stephens ender disse almindelige betragtninger over dialekterne med følgende ord (s. 19): "In one word, the language before us is Old-Northern, but with dialectic peculiarities and tendencies according as the monument is found in England or Scandinavia. All is Northern, but not tied down to any distinct book-speech. Of German forms there is no trace." Ja! således står der, og det er ganske vist et meget vigtigt og mærkeligt resultat, forfatteren her er kommen til; kun skade, at han beholder sine beviser hos sig selv, at han aldeles ikke underretter os om, hvorledes efter hans grammatik de germanske sprog adskilles fra de nordiske. Beviset var her så meget mere nødvendigt, som i de citerede ord den for prof. Stephens ejendommelige mening fremtræder, ifølge hvilken engelsk er en nordisk, ikke en germansk "dialekt". Det udtales alt s. 18: "What the Italian is to the Latin and this to the Old-Italic, that is modern Danish or Norse or Swedish to the Old-Scandinavian, and this to the Old-Northern, — in which, as far as we can see, and of course subject to the influences of intermixture and civilization, were latent and inherent all the English and Scandinavian dialects, as these again were latent and inherent in that still older prehistoric speech from which sprung both the Northern, the Flemish ("Saxon") and the German tungs." Noget bevis er som sagt endnu ikke leveret for denne påstand; vi vil sé, hvad der i det følgende ydes til opgavens løsning.

Tegning av runestenen fra Tune i Østfold med begge siders ristninger. Gjengitt etter nordisk Kultur bd. 6, Runorna, 1933. Opphavsperson ukjent.
Fra s. 19—26 behandles "the letter N"; hvorfor dette bogstav og alt, hvad der er henført derunder, netop behandles på dette sted, kan jeg ikke indse. I det hele savner jeg en bestemt orden og en klar oversigt i hele "indledningen". Vi træffer her adskillelsen i "skandinaviske" og "oldnordiske" runer, idet der ved de første menes de almindelige runer, ved de andre de ældre runer, som man efter det mærkeligste af de mindesmærker, hvorpå de findes, også har kaldet "guldhorns-runerne"[2]. Benævnelsen "oldnordiske" om de ældste runer hænger sammen med forfatterens sprogbetragtning og står eller falder med den. Beviset for dens rigtighed skal leveres fra s. 27—54, der indeholder et afsnit "Dialects". Forfatteren indleder det med den bemærkning: "It will be observed that I have only been able to read the Old-Northern monuments here presented to the public, — if it be admitted that I have read them, at least partially, with tolerable correctness, — by the help of two principles, or rather of two things. First: by identifying afresh, from all available sources, the letters themselves, so as to get at their true signification, both locally and generally; secondly: by altogether denying that these ancient remains are to be translated into that comparatively modern and provincial dialect vulgarly called Icelandic - ". Straks at opstille disse to "principer" for læsningen er en fejl; det første er det eneste rigtige, og først når man ved hjælp af det har læst indskrifterne, bliver det måske muligt at bevise det sidste. Forfatteren, der er en så stor hader af alle "theorier", gør sig her skyldig i en stor inkonsekvens ved selv at gå ud fra en theori, som han først kan komme til som resultat af sin hele undersøgelse. Desværre har forfatteren ladet sig lede af én theori endnu, som han rigtignok ikke udtaler, men som tydelig træder frem i alle hans læsninger: han er gået ud fra, at sproget på disse mindesmærker var angelsaksisk (oldengelsk), eller et derfra kun lidet forskelligt sprog. Den måde, hvorpå prof. Stephens tænker sig slægtskabet mellem sprogene i vor sprogklasse, har naturlig ledet ham til denne "theori". De "gotiske" sprog deler sig nemlig efter hans mening således: "All the Scando-Gothic dialects, which naturally fall into three groups — the Northern, the Saxon or Flemish, and the German — are one in origin, shoots from a common unknown centre. They are so nearly allied, that the Northern and the Saxon might be called A, 1, and A, 2, but the German B, the two former having nearly the same systems of vowels, consonants and syntax, while the last has important differences" (s. 27). Forfatteren kommer her i strid med alle sprogforskere, og han finder sig derfor kaldet til igen at optage det spørsmål, som han allerede tidligere har behandlet i en artikel "English" or "Anglo-Saxon" i the Gentleman's Magazine, London, April and May 1852, tildels oversat i Antiqu. Tidsskrift 1854, s. 81— 143 af G. Brynjulfsson. Forfatteren udtaler sig således: "The great Rask has authoritatively pronounced that English is not a Northern dialect, and that it is a German dialect. And this he proves by three arguments: — that our old Infinitive ended in -AN, the Scandinavian in -A; that we have no Passive, while the Scandians have the Passive in -S; and that we have the Article before, (THE MAN), the Scandians the Article behind, (MAN-EN)[3] (s. 29). Forfatteren søger nu at vise, at de nævnte skælnemærker mellem nordisk og germansk alle er yngre og derfor ikke har nogen betydning, eller kan tjene til bevis på at engelsk er germansk. Beviserne herfor lyder således:

1) Infinitiv på -an findes på "skandinaviske" runestene, som forfatteren vil eftervise i værkets slutning; "the oldest Frisic, which is a pure Northern dialect", viser at dette -w her var forsvundet i 13de— 14de århundred; det ældste nord-engelsk, fra 7de århundred, har ikke -n. "In England, that is in our comnion South-English book-dialect, the same process haa gone on. First (Old South-English) the -AN is normal; then (Early English) it becomes -enj then (Middle-English) it is -e or -en; then (later English) this -E falls away altogether, as in Jutland. That is, by Rasks "Law", in Old-English times we were Germans — for we had the -an; in early English, we were Half-Germans, in Middle-English, we were Danes (infinitive in -e); but in later English we have become — Jutlanders. In the early ages, on the contrary, in all those Scandinavian folk-lands where we find Runic infinitives in -an, the population was only German. But in a large sweep of Germany itself this -N has altogether fallen away in a host of local dialects. All those provinces are therefore German no longer. They are either Scandinavian or English."

"Can anything be more absurd?" Nej! men det er også forfatteren, ikke Rask, der siger den slags ting!

2) Passiv. "The Old-Scandinavian has no Passive. It has a Reflective or Middle form, made by adding SIK (oneself) to the verb. But this reflective is a modem development. In the oldest writings (and these are modern) it is almost unknown. It gradually creeps in, side by side with the common Passive constructions with the verb BE or WORTH etc; then extends; then SIK becomes an enclitic, becomes shortened to SC, SE, SK, ST, Z, as a part of the verb; and at last it assumes its modern shape. The farther back we go, the rarer the instances of this mechanical Reflective in Scandinavia.

The English dialect had the pronominal form SIN , as well as the Scandinavian and the German; but it had not (that is, it had laid aside, lost) the reflective SIK. So, even if it would, it could not follow the Scandinavian in this developraent of the Reflective.

But the Germans always had, and still have, this SIK, as well as the Scandinavians. So far, the Scandinavians were more "German" than the English. Now why did not the Germans go the same way as the Scandians, and in like manner make a Reflective or Passive out of their SIK? They did not, because they did not. There is no other reason. So much for iron theories!

3) "But the Article."

"There was no Article in our old dialects. By degrees it came in as a form or side-form of ONE (a), or of a Demonstrative, like the Romance LE from the Latin ILLE... But the very oldest Runic monuments show the entire absence of the article. Others give it indeed , but before the noun, as in English. In far later stones we see it gradually and very sparingly creeping in, after the noun, as in modem Scandinavian. In fact, even on later Runic stones, just as in the Edda and Old-Gotlandic , the postarticle is almost unheard-of.

That is, in all the earliest ages the language was nowhere, nothing, neither Northern nor German. Afterwards, large Jutlandish districts and all England became German. Afterwards again, all the rest became Scandinavian. But England and West-Denmark remain German.

Good Heavens, what logic!"

Ja! den er ikke meget skarp, som vi straks skal se.

Selv om prof. Stephens havde ret i alt det, han her har anført — hvad han dog, som jeg senere skal vise, ikke har i et eneste punkt — vilde han alligevel ikke derved have bevist noget mod Rask; ti hans hele polemik mod denne er i virkeligheden en kamp med vejrmøller. Rask har nemlig aldrig opstillet de 3 nævnte punkter alene som skælnemærker mellem nordisk og germansk. Han gennemgår tværtimod (se navnlig fortalerne til den angelsaksiske og frisiske grammatik) hele grammatiken punkt for punkt og kommer derved til sin anskuelse[4]. Da forfatteren imidlertid har fremdraget netop disse tre punkter, vil vi betragte dem noget nøiere.

Når et sprog spalter sig, vil det fælles grundlag efterhånden udvikle sig på forskellig måde; vi får således bestemte skælnemærker mellem sprogene, og sproghistoriens opgave er det at eftervise spaltningerne ved at påvise ligheder og uligheder. Forfatteren bekæmper (s. 32) det at ville aflede alt i de nordiske sprog af islandsk og føre alt tilbage dertil. "All honor to the Norse-Icelandic. But that dialect is not the mother-tung of Sweden or Denmark or England". Nej! når England kommer med, forholder sagen sig rigtigt; så vilde "oldnordisk" være en meget urigtig benævnelse for old-islandsk. Når jeg alligevel anser denne benævnelse for den korrekteste for islandsk i den ældste form, hvori vi kender det, ligger det deri, at sproget i de ældste islandske håndskrifter så godt som i ingen henseende bliver forskelligt fra det sprog, der må ligge til grund for de nyere nordiske sprog (norsk, svensk og dansk). Men går vi videre og søger grundsproget til "oldnordisk" , da viser sproghistorien os, at de nordiske sprog kun er den ene stamme i den sprogklasse, som jeg med Rask kalder "gotisk"; den anden stamme er den germanske med sine to hovedgrene: over- og neder-germansk[5]Der bliver således ét sprog, som er fælles grundsprog for nordisk og germansk; ligesålidt som grundsproget for de nordiske sprog findes i sin oprindelige skikkelse, ligesålidt finder vi nu det for nordisk og germansk fælles grundsprog; men ligesom islandsk i sin ældste skikkelse næsten i alle tilfælde vil kunne betragtes som kilde til dansk, norsk og svensk, således kan også gotisk i Vulfilas bibeloversættelse i de allerfleste tilfælde betragtes som fælles kilde for nordisk og germansk. Jo ældre et sprog er, desto mere nærmer det sig naturligvis i sine former til det fælles grundsprog; når sprogene først har adskilt sig, bliver forskellighederne stedse større; men på den anden side kan også meget udvikles i de enkelte sprog ved parallele udviklinger efter adskillelsen, hvor vi sproghistorisk kan eftervise, at bevægelserne i de forskellige sprog er uafhængige af hinanden og dog falder sammen, således bortkastelsen af endelser i nuværende engelsk og jysk, bortkastelsen af -n i oldfrisisk og oldnordisk. I alle germanske sprog har vi sprogmindesmærker, der henhører til 9de århundred (oldhøjtysk, oldsaksisk, oldengelsk), medens de ældste oldnordiske håndskrifter tilhører 12te århundred, og først fra 13de århundred har vi tillige gammel dansk og gammel svensk; kun enkelte runeindskrifter i de senere runer tilhører det 9de og 10de århundred, og disse giver uagtet det ringe sprogstof, de indeholder, dog vigtige bidrag til i enkelte punkter at bestemme det fællesnordiske sprog på et ældre trin. Sproget i den gotiske bibeloversættelse tilhører 4de—6te århundred; det er denne alder, der gør gotisk så vigtigt og gør, at det i de fleste tilfælde kan betragtes som grundsproget for nordisk og germansk. I de mindesmærker, vi her beskæftiger os med, har vi et til vor sprogklasse hørende sprog, der i ælde går ud over gotisk, ialtfald på en del af mindesmærkerne; det er derfor ikke underligt, om vi her finder former, der viser ud over gotisk og i enkelte tilfælde må betragtes som grundformer også til dette. Det nærmere om sproget vil jeg omtale senere, forsåvidt det har været mig maligt at læse indskrifterne. Kun må jeg her med hensyn til prof. Stephens' polemik mod Rask bemærke, at vi i de nævnte indskrifter sproghistorisk må vente -an i navneformen, ingen middelart på -sk og intet eftersat kendeord, hvad enten sproget er nordisk eller germansk. Jo mere sproget i alder nærmer sig det fælles grundsprog, desto mindre er, som tidligere bemærket, forskellen mellem nordisk og germansk; ja, der kunde endog tænkes det tilfælde, at det ikke kunde afgøres, om vi skulde regne sproget til den ene eller den anden stamme; jo mere vi derimod fjærner os fra det fælles grundlag, desto større bliver forskellighederne, og det er derfor fuldkommen berettiget, når Rask ved siden af meget andet opstiller de 3 af prof. Stephens udpillede punkter som skælnemærker mellem nordisk og germansk. Men vi er rigtignok nødte til at anvende en anden logik end prof. Stephens' på forklaringen af disse former:

1) Når prof. Stephens påstår, at -AN findes i navneformen på yngre runestene, nægter jeg dette og anser det for en misforståelse, indtil jeg får beviser derfor[6]. Den oldengelske navneform på -AN viser i forening med alle andre grammatiske former, at sproget er germansk. Det er nu en velbekendt sag, at de yngre sprog altid svækker og bortkaster endelserne; derfor får vi i de forskellige engelske sprogperioder navneform på -AN, -EN, -E og endelig uden endelse. Det er det samme fænomen, vi sér i dansk, hvor vi samtidig i de forskellige sprogarter finder navneform på -A (skånske lov), på -E (sællandske love) og uden endelse (spor heraf i jyske lov og stærkt i Flensborg stadsret). Det er den simpleste sag af verden for den, der har givet sig af med sproghistoriske studier; men "sællandsk" bliver ikke derfor "mellem-engelsk" og "jysk", "ny-engelsk". Det er en fælles bevægelse i sprogene, der har medført fælles resultater, og den samme sprogbevægelse viser sig, når det ældste "nord-engelsk", når "oldfrisisk" og enkelte tyske sprogarter bortkaster -N i navneformen.

2) Med hensyn til den nordiske "reflexiv"-form tager prof. Stephens højlig fejl, når han mener, at middelarten, dannet ved -SK, er en ganske ny udvikling i de nordiske sprog; den går tilbage til de ældste skriftlige mindesmærker: på en sten fra Vestergøtland (Rafn, Runeindskrift i Piræeus 8. 175) og på Århus-stenen læses

ᛒᛅᚱᚦᚢᛋᚴ (ᚴᚢᛅᚢᚴᛅᛣ)

barþusk" (kunukan) og på Ars-stenen

(hᛏᛁᛀ) ᚴᚢᛅᛋᚴ

(stin) kuask ligesom Edda og de ældste oldnordiske håndskrifter frembyder eksempler i mængde. Middelarten paa -SK er ikke ny i de nordiske sprog, og forfatteren gør Grein uret, når han i en note anfører ham som autoritet for sin mening ; efterat have omtalt gotisk "passiv" og "medium" siger Grein (Ablaut, Reduplication und secundäre Wurzeln der starken Verba im Deutschen, Cassel & Gottingen 1862, s, 37): "Das sogenannte Medium im altn. aber, das auch als Passivum verwendet wird, ist offenbar eine jungere Bildung und durch äusserliche Anfügung des Pronomen reflexivum entstanden, weshalb ich hier nicht weiter darauf einzugehen branche"; meningen heraf er: "yngre end det gotiske medium-passiv"; men at den nordiske "mediums"-dannelse er yngre end den gotiske, hvilken sidste skriver sig fra den fælles-jafetiske periode, vides aldrig nogen at have nægtet; hvad jeg ved hjælp af de skriftlige mindesmærker nægter ligeoverfor prof. Stephens, er, at middelarten er en ny udvikling i de nordiske sprog; tværtimod er denne form så gammel, at den må betragtes som fællesnordisk for det senere svensk-danske -S og de andre nordiske sprogs -ST.

3) Anderledes forholder det sig med det "bestemte kendeord", -ENN efter ordet tilhører næppe den fællesnordiske periode; men det er dog en sprogbevægelse, der har omfattet alle nordiske sprog. I Edda findes kendeordet så at sige kun i et enkelt yngre digt[7]; i de gamle danske og svenske love er det endnu sjældent; men der er beviser nok for, at det har været brugt, selv i jyske lov og i de gamle sønderjyske stadsretter. Det blev senere almindeligt i alle nordiske sprog og sprogarter, undtagen i vester-[8] og sønder-jysk, der gik en anden vej, idet det af det påpegende stedord dannede et foransat kendeord[9] — men derfor er jysk ligeså lidt germansk som sællandsk og andre nordiske sprogarter.

Disse almindelige sproghistoriske bemærkninger har det været nødvendigt at gøre ligeoverfor prof. Stephens' mærkværdige påstande. Vi fortsætter nu betragtningen af hans værk.

Forfatteren vil fra s. 33 "faktisk" bevise, at vi på de senere runestene i de nordiske lande "find a large number of clear proofs of variety, difference, folk-speech, or by whatever name we may please to call it". Uden nogen orden i tid og sted anføres nu en mængde "dialektejendommeligheder"; men her viser sig allertydeligst forfatterens mangel på indsigt i de nordiske sprogs historie, blandet med en højst forunderlig mangel på skarp tanke. Alt er kastet mellem hinanden netop for at vise, at alle former er "mulige"; og det er ikke blot på forskellige steder og til forskellige tider, at det samme ord skrives forskelligt, men endogså "på den samme sten blandes ældre og yngre former" (s. 35), og det samme ord skrives på forskellig måde på samme sten (s. 36), det vil efter prof. Stephens' "lov" sige: runeristeren havde én dialekt, da han ristede dét ene ord på stenen, og en anden, da han ristede det andet ord!! Prof. Stephens har slet ikke lagt mærke til, at han i sin iver kommer til at bevise altfor meget og derfor slet intet beviser. Det er en gennem gående fejl hos ham, at han ikke forstår at skælne mellem den virkelige lyd og lydbetegnelsen.

På grund af disse forhold vil det være et ørkesløst arbejde for en sprogmand at indlade sig med dette afsnit, der s. 47 slutter med den bemærkning: "If we now tabulate a few of the words, we shall see how wild (!) and rich the dialectic forms are, and that they sometimes show fragments of much older tung-fall." Derpå følger forskellige stumper grammatik, der begynder med "article and demonstrative ÞE. En masse former uden angivelse af kilder antøres; det hele kan derfor endnu ikke kontrolleres, men rimeligvis vil "ordbogen", der skal ledsage sidste hefte, give nærmere oplysning. Først da vil hele dette afsnit, der fra sprogvidenskabens nuværende standpunkt må betragtes som aldeles forfejlet, kunne tilfredsstillende opklares af den, der på ny vil gennemgå alle mindesmærkerne.

S. 55 ff. indeholder et afsnit "runic remains and runic writing", hvor der gives en oversigt over de forskellige med indskrifter forsynede mindesmærker i England efter indskrifternes art:

a) "First and earliest, in my opinion, are the monuments bearing the Ogham Marks" (s. 56). De findes navnlig i Irland (omtrent 300).

b) "The Ogham-Roman stones (both Ogham and Roman characters)" (s. 57).

c) "The Roman-British stones" (s. 58), især i Wales. (En meget lang episode indskydes her om "the Cat-Stone i Edinburghshire in memory of Witta Wecting or rather Wetta Wicting, grandtather of Hengist and Horsa" (!!) 8. 66.)

d) Efter disse tre arter af mindesmærker finder vi pludselig et nyt alfabet — runerne (s. 78). "They appear at the close of the Roman period, and are employed by the "barbarians" who overturned the Roman and Keltic systems, and who wrested a large part of the country from its Roman-Kymric or Kelto-Roman or Romanized British populations. They did not fall down from heaven, or spring up out of the earth; but, just as the Kelts brought with them their Ogham staves and the Romans their Latin alphabet, so the "barbarians" brought with them these their native characters. I have called these new-come letters Old-Northern" (meget urigtigt, da oldengelsk ikke er et nordisk sprog, som jeg foran har vist). Forskellen mellem de "skandinaviske" og "oldnordiske" runer angives (s. 81): det første alfabet indeholder 16 (15) bogstaver, det sidste mer end dobbelt så mange (nej! kun nogle og tyve!). Det bemærkes endvidere (men uden bevis), at runen ᛘ i det ældste alfabet betyder a, i det yngste m. Fremdeles bekæmpes den mening, at den større runerække skulde være afledet af den mindre: "One reason for so many persons making the Old-Northern runes later than the Scandinavian is this very circumstance, that this latter alphabet is simpler consists of fewer letters. But this whole view is an entire misapprehension. The oldest alphabets are the richest and most complete." Her håbede jeg endelig engang at have fundet et punkt — måske det eneste — hvori jeg kunde være enig med prof. Stephens, da jeg, som det vil fremgå af det følgende, antager den mindre (nordiske) række for at være afledet af den større (fælles-gotiske). Men at dette håb var forfængeligt, så jeg 8. 94, hvor prof. Stephens ytrer følgende: 'We thus see that the "Scandinavian Futhork" is not younger than the "Old-Northern", but a peculiar modification and compendium of the common Runic traditions. But we also see that the Scandinavian ᛘ (M) is not younger than the Old-Northern ᛗ (M), both forms being only varieties of the Phænician and Palmyrene M. " (!)

En "rune -lære" gives s. 94 ff. Foruden de få runealfabeter på faste genstande meddeles alle håndskrevne alfabeter, såvidt forfatteren har kunnet overkomme dem, og det bemærkes, at alle gamle håndskrifter med runealfabeter er fra England (s. 94). Efterat til sammenligning med runerne 1) det fønikiske (s. 95), 2) det gamle græske (s. 96) og 3) det gamle italienske alfabet (s. 96—97) er anført, meddeles "Runic alphabets" s. 99—114, både "Old-Northern and Scandinavian staverows" således at vi først får de alfabeter, der er ordnede som "futhorc" (s. 99—104), og dernæst dem, der er ordnede efter det latinske ABC (s. 104—114). Fra s. 115—133 følger så med en stor vidtløftighed "runic tables", som uden skade kunde have været helt udeladte.

I afsnittet "on the Runic letters" s. 131— 160 gives efter det latinske alfabets orden en udsigt over de tegn, der er anvendte på de forskellige mindesmærker til at udtrykke de enkelte bogstaver. Med hensyn til A siger forfatteren (s. 134): "My greatest discovery in this branch of science, and without which I should not have been able to read these Old-Northern monuments, is, that in the Old-Northern Alphabet the characteristic rune for A is ᛘ. But in the later or Scandinavian stave-row ᛘ is the sign for M[10]." Bevis for at denne rune er A leveres ligesålidt her som tidligere (s. 81), eller senere (s. 326), hvor Bugges og Rafns (P. A. Munch burde også have været nævnt) læsning som R afvises kort. "In the oldest (metallic) alphabets, which date say not later than the year 500[11] , this ᛘ is always in its usual place (between P and S[12]) as what the carved stones etc. clearly show was A." (s. 134). Hvor klart det er, skal vi straks få at sé. På engelske mindesmærker er denne rune meget sjælden: "I have as yet only found ᛘ on three pieces of English workmanship, the St. Andrews Ring, the Thames Knife and a Runic Coin (Wyk), and on them all it is apparently A, as in Scandinavia" (s. 134). Ligesålidt som forfatteren finder anledning til at bevise sin "største opdagelse", ligesålidt anser han det for nødvendigt at bevise de mindre: runen ᚨ læses som Æ, og beviset lyder kort og tydeligt således: "I have said that ᚨ is Æ. And so it is" (!) (s. 137). Også tegnet ᛡ læses ofte som Æ (s. 138), hvilket er betegnet ved Æ/H. Det er den hemmelige angelsaksiske theori, der åbenbarer sig gennem disse Æ'er.

Endelig slutter indledningen med en opregning af nogle "pieces called runic not treated here" (s. 160—162), og vi kommer således til det egenlige værk, der behandler de "oldnordiske" runeindskrifter under fire forskellige afdelinger: a) Sverrig, dedic. til prof. Carl Säve i Upsala (s. 163—244); b) Norge, dedic. til prof. S. Bugge i Kristiania (s. 245—280); c) Danmark, dedic. til prof. P. G. Thorsen i København (s. 281—356), og d) England, dedic. til the rev. D. H. Haigh of Erdington (fra s. 357).

Kun runeindskrifterne i de nordiske lande vil jeg her omtale; de engelske indskrifter, hvoraf kun én er meddelt i første hefte af værket, tager jeg ikke hensyn til; når hele værket er færdigt, vil jeg måske få lejlighed til nærmere at omtale også de engelske indskrifter[13].

I sammenligning med antallet af runeindskrifter med de yngre runer i Norden har vi kun et højst forsvindende antal indskrifter med ældre runer, og det er her ligesom ved de yngre runer Sverrig, der leverer det største bidrag[14]. I prof. Stephens' værk har vi fra Sverrig 20 mindesmærker; mærkelig nok har prof. Stephens uagtet den store nøjagtighed, der i det slags ting udmærker hans værk, i sin fortegnelse s. 244 glemt at anføre Krogstad- og Sølvesborgstenen og derved fået 13 stene istedetfor 15 og 18 mindesmærker istedetfor 20. Af disse 20 er imidlertid 3 nu tabte[15], og af resten henføres 3 til overgangsperioden, såat vi i det hele får 14 svenske mindesmærker med ældre runer, nemlig 9 stene, 1 smykke, 1 økse, 1 stav, 1 amulet (?) og 1 kam. Norge er repræsenteret ved 14 mindesmærker, hvoraf 4, deriblandt det eneste fra overgangstiden, er tabte; af de 10 er 8 stene, 1 indskrift på en klippe og 1 på en amulet (?). Fra Danmark findes 21 mindesmærker, men da 4 er tabte, og da alle stene (ialt 8) hører til overgangstiden, har vi i virkeligheden kun 9 bevarede indskrifter, nemlig 2 smykker (1 diadem fra Strårup og 1 tibula fra Himlingøje), 1 skjoldbugle, 2 skede-beslag, 1 kam, 1 høvl, 1 kniv-skaft (?), og nogle pile fra Nydam-mose, som alle henføres under ét nummer. Af de tabte har vi imidlertid så nøjagtige kopier af indskriften på det berømte guldhorn fra Gallehus, at vi så at sige endnu har originalen for os. Af vigtighed er det imidlertid, at største delen af disse indskrifter er funden i den nyeste tid, og hver dag kan derfor forøge antallet; et i sit slags aldeles enestående lille mindesmærke er jeg selv for kort tid siden kommen i besiddelse af[16], og både i Danmark og Norge er enkelte mindesmærker komne for dagen efter udgivelsen af prof. Stephens' værk. De mange "brakteater", der tilhører de nordiske lande, omtaler jeg slet ikke her, da de vil danne en særegen afdeling i slutningsheftet af prof. Stephens' værk.

Vi går da over til at undersøge, hvilken betydning disse mindesmærker har for Nordens historie og sprog. Indskrifternes tid kan vi omtrent bestemme ved hjælp af de store mosefund, der er gjorte i den senere tid[17]. Mindesmærkerne og deres sprog viser sig derefter at tilhøre omtrent samme tid som Vulfila, og det bestyrkes også ved selve sprogformen, som vi straks vil komme til at omtale. Med hensyn til det historiske udbytte er dette, som ved de fleste indskrifter med yngre runer, så godt som intet, ialtfald på de mindesmærker, som man med temmelig sikkerhed kan læse. Kun i sproghistorisk henseende bliver disse indskrifter således højst mærkelige. Ser vi da på læsningen af indskrifterne, vil vi finde, at prof. Stephens i sin bog har læst og oversat alle indskrifter, de største såvelsom de mindste. Men ved nærmere betragtning nødes man destoværre til at erklære hele denne del af professorens arbejde for fuldstændig forfejlet.- Det er de mest barbariske former og ord, forfatteren får ud; det er et sprog, som aldrig kan have eksisteret, som aldrig kan have været nordisk.

På Istaby-stenen læser Stephens:


YFÆTA HYRIWULÆFÆ, HYÞUWULÆFA,
HYERUWULÆFIA WÆRYIT RUNYA ÞYIYA,


og han tilføjer den sproglige bemærkning, at det samme ord i nævneformen ender på -IA, i genstandsformen på Æ- og -A; ja, det vilde ganske vist være et slående eksempel på, hvor "vild og rig" dialekten er på disse stene; men hele denne sprogform er, som enhver, der kender en smule til nordisk sproghistorie, straks vil sé, en fuldstændig umulighed: nævneform -IA, genstandsform -Æ og -A; - en sådan bøjning har aldrig eksisteret i de nordiske sprog, ligeså lidt som formerne runya þyiya[18] (hvorledes det sidste ord skal udtales, véd jeg ikke engang) i genstandsform flertal. Og ligeså lidt som denne indskrift efter prof. Stephens' læsning kan være nordisk, ligeså lidt kan den tilhøre noget andet bekendt sprog. Når man betragter de sproghistoriske love på den måde, vil man kunne læse indskrifter fra hele verden og endog uden vanskelighed gøre dem til nordiske. Man kunde gennemgå forfatterens læsninger ord for ord og finde denne dom bestyrket; men det vil være unødvendigt, når man hører de grammatiske bemærkninger, forfatteren føjer til sin læsning og oversættelse af Tanum-stenen , der lyder således:


ÞRÆWlNG ÆN HÆIT IN ÆA WÆS.
Thræwing a hæit (sea-king) in aye (his time, his life, while he lived) was,


hvilket prof. Stephens udlægger således: "disse runer ristedes til minde om Thrawing, sin tids Nelson" .

Uagtet forfatteren her selv siger: "As we have hæit for the common heitl, so instead of thræwing we should expect thræwingr or thræwingl (s. 202), har han dog ingen betænkelighed ved (s. 203) at tilføje: "som sædvanlig tager jeg runerne, som jeg finder dem, uden at forandre noget; alt er grammatisk rigtigt (!!), og de gamle former er nøjagtig (!!) hvad vi skulde vente i denne fjærne tid — omtrent 1500 år tilbage." (!!) Flere vidnesbyrd behøves da ikke for at bevise forfatterens fuldstændige mangel på indsigt i den nordiske sproghistorie.

Dog — én ting skal jeg villig indrømme forfatteren: han har et storartet kombinationstalent. Hvem uden han vilde have vovet at tolke de dunkle runer på staven fra Konghell? For prof. Stephens er det den letteste sag af verden; han læser:


HAUFÞUÜKÜFH


Rigtignok står runerne egenlig omvendt, og rigtignok er det højst tvivlsomt, om begyndelses- og slutnings-runen er h; men prof. Stephens læser og oversætter:


HAUFÞUÜKÜ F. H.


hvilket naturligvis må betyde HÁUFÞINGI (== isl. höfþingi) FUR HARI (!!), det er: "høvding for hæren". Altså er staven en "kommandostav"!

Kan forfatteren ikke på anden måde — og så må der være store vanskeligheder — komme ud af at tolke indskrifterne, finder han de vidunderligste navne deri; på en bén-kam fra Vesttorp-mose i Skåne står efter prof. Stephens:


IIT HIUK UNBOÆ/HU

det er: "Iit huggede (gjorde den) for Unbo" (!!)

På Seude-stenen fra Thelemark, der nu måske er tabt og umulig kan læses efter Worms kopi, finder Stephens: WÆTTÆT SÆMÆNG eller WÆTT ÆT SÆMÆNG (det er : "W. efter S."). Sé også forklaringen af de 10 runer på den ene side af Bjorketorp-stenen. Men paa den måde bliver det jo rigtignok muligt for forfatteren også at læse indskriften på pilen fra Nydam-mose med de tre runer:


Fig. 1. Indskriften på pilen fra Nydam-mose.


LUÆ, hvorom det hedder: "It may be the nominative or in the genitive." (!!) "But it is also quite as likely that we ought to divide it as LU Æ = Lu owns (this arrow)." (!!) Og der var endnu en mulighed: "If a contraction, which is not probable" (hvorfor?), "it is perhaps the beginning of a name." Jeg finder alle de af forfatteren nævnte muligheder lige utilfredsstillende: vi har rimeligvis her et eksempel på runernes magiske brug; det kunde jo være meget passende på en pil at indriste runer, som man tiltroede kraft ligeoverfor fjenderne; vi har jo også flere pile med en enkelt rune; enten vi nu i disse runer har begyndelsesbogstavet til et ord, der var i runeristerens tanke, eller vi kun har runer med en magisk betydning, såat ikke engang runeristeren selv har tænkt på bestemte ord[19] — bliver det naturligvis lige umuligt for os at læse dem.

Som ved forklaringen af runepilen har forfatteren også på andre steder forklaringer nok på rede hånd; vil man ikke antage den første, tilbyder han en anden, eller tredje — naturligvis alle lige "grammatisk rigtige ". På den nu tabte Bratsberg-sten fra Norge står efter 3 samstemmende kopier:


ᚹ ᚫᛚᛁ ᛘ


det læses og forklares: 'þÆLI A, "Thæli owns (this grave)", eller to -Thæli (dat. :.ÞÆLIA), eller THÆLIA (nom.). (!!) Atter en berigelse for grammatiken : det samme ord i nævneform -IA eller -I, i hensynsform -IA.

Ikke engang hele indskriften behøver forfatteren for at vide, hvad der står: han beviser, at træhøvlen fra Vi-mose har været en høvl til at danne lé-skafte med, da der på høvlen selv står: "le-skaft-høvl", kun skade, at ordet "høvl" slet ikke findes paa "høvlen", men kun i forfatterens fantasi! Og også "le-skaftet" har kun hjemme der! (sml. nedenfor).

Det anførte vil forhåbenlig være tilstrækkeligt til at begrunde min dom om prof. Stephens' læsning af disse indskrifter. Men det næste og vigtigste spørsmål bliver da: hvad står der i disse gamle indskrifter? At der ikke står det, prof. Stephens vil læse, er klart; men vi må desværre gøre endnu en indrømmelse, nemlig, at det hidtil ikke er lykkedes at tolke mere end ganske lidt i et sprog, der virkelig kan have eksisteret.

Kam af tak med runer HARJA. Fra Vimose, Næsbyhoved-Broby sogn.
Det er væsenlig runen ᛘ, hvis betydning bliver af vigtighed for læsningen af disse indskrifter, da betydningen af de øvrige runer for det meste er temmelig sikker. Prof. Stephens har erklæret det for sin vigtigste opdagelse, at runen ᛘ på disse mindesmærker betegner A, ikke som i de yngre runer M. Men for denne vigtige opdagelse er der ikke leveret skygge af bevis. Imidlertid antager jeg, at professoren mener, at ᛘ på flere steder findes i en sådan forbindelse, at den nødvendig må være en selvlyd, ikke en medlyd, og hr. Engelhardt har i sin anmældelse i "Illustreret Tidende" (2den December 1866) anset denne sag for afgjort[20], da der på "Vordingborg-stenen" står ᚠ ᛘᚦᚢᚱ, hvilket selvfølgelig kun kan betyde faþur, da fmþur ingen mening giver og vel neppe vil finde nogen Forsvarer; ja! på prof. Stephens' afbildning står ganske rigtigt ᛘ; men gør man sig den ulejlighed selv at efterse stenen, vil det være meget vanskeligt at finde det nævnte ᛘ; hverken jeg, eller andre, der er meget øvede i at læse runeindskrifter, har nogensinde (selv i den allerheldigste belysning) kunnet finde dette ᛘ; jeg antager derfor, at der såvel i ordet faþur som på flere andre steder på denne sten står (eller har ståt) ᚾ for at betegne A, og i det hele taget anser jeg slet ikke Vordingborg-stenen for at indeholde en eneste af de ældre runer, eller for at høre til overgangsstenene, eller for at tilhøre tiden 600—700, som prof. Stephens tildeler den. Men hvad der gælder ᛘ paa Vordingborg-stenen, det samme gælder om de andre tilfælde, i hvilke prof. Stephens læser denne rune som A, fordi den efter forbindelsen ikke kan være medlyd: på professorens afbildninger står tydeligt ᛘ, men på de virkelige mindesmærker er det ulæseligt. Til bevis herpå skal jeg endvidere anføre følgende: Orstad-stenen fra Norge har hos Stephens i begyndelsen af sidste linje ᛘᚱ, men begge disse bogstaver er på stenen selv så utydelige, at de ikke kan skælnes. — På siden af træhøvlen fra Vi-mose finder prof. Stephens navnet ᛏᛁᚦᛘᛊ, TIÞAS, men den fjerde runestav har ingen bistreger på høvlen selv; hvad prof. Stephens har antaget derfor er kun senere ridser i træet; skulde man læse den 4de rune som ᛘ, måtte man endnu mere læse den anden som A; de tre mellemste runer er i det hele meget utydelige på høvlen selv i dette ord. Også den øvrige del af side-indskriften er meget utydelig på flere steder, hvilket ikke er betegnet med tilstrækkelig nøjagtighed på prof. Stephens' tegning. På toppen af høvlen er derimod runerne meget tydelige i ordet tilvenstre, samt i det første ord af indskriften tilhøjre; men af alt det, der dernæst følger, er kun den første rune ( ᚹ) og den kort efter følgende ᛘ aldeles klare; alt det øvrige kan man intet sikkert få ud af[21].

Det kan imidlertid ikke undgå vor opmærksomhed, når vi betragter de nordiske mindesmærker, at runen ᛘ meget hyppig forekommer, navnlig hvor det er tydeligt, at den er det sidste bogstav i ordet; derimod findes den efter prof. Stephens' udsagn kun tre gange på engelske mindesmærker; det ene af disse er Thems-kniven, der er afbildet sidst i første hefte af Stephens' værk og indeholder runealfabetet; her står ᛘ mellem tegnene for P og S. På de to andre mindesmærker med runealfabeter har den samme plads på "brakteaten" fra Vadstena og måske også på Charnay-smykket fra Burgund, uagtet det her er tvivlsomt, hvorvidt det tegn, der følger efter, er S (sml. s. 21 not.[22]). På det sidste mindesmærke har den formen ᛯ - Men hverken denne plads, eller runens navn ilix, eolhx i de gamle håndskrevne runealfabeter og i den angelsaksiske poetiske forklaring af runerne, eller dens gengivelse ved ᚼ i de samme alfabeter (sé Stephens s. 100 tf. no. 5 og no. 7 ᛯ o. s. v.) beviser, at runen havde betydning af A. Ligesålidt findes den i de efter det latinske alfabet ordnede rune alfabeter (Stephens 8. 104 ff.) på A's plads. Hvad var det da for et bogstav, der findes i de angelsaksiske runealfabeter, men ikke på mindesmærkerne, medens det meget hyppig træffes i de nordiske indskrifter? Sproghistorien viser os, at et af skælnemærkerne mellem oldnordisk og de oldgermanske sprog er det, at got. s er bortkastet i bøjningen i de germanske sprog, men i oldnordisk bevaret som R:


hak. nf. ent.:
gotisk dags = oldhøjt. tac, oldsaks. dag, oldeng. dæg = oldnord. dagr.
huk. ef. ent. samt nf. & gf. flt. :
gotisk gibos = oldhøjt. geba, oldsaks. geba, oldeng. gife/gifa = oldnord. gjafar.


Runestenen fra Helnæs blev fundet på halvøen Helnæs på Sydfyn i 1860, ca. 100 skridt fra en gravhøj med et stensat gravkammer. 205 cm høi.
Nu véd vi fremdeles, at man i de senere runeindskrifter netop bruger 2 former for R, nemlig ᚱ, når det svarer til oprindeligt (got.) R, og ᛣ, når det svarer til oprindeligt (got.) S (i efterlyd)[23]; runerne ᚱ og ᛣ må da have betegnet hver sin R-lyd, f.eks. ᛡᚾᛁᚱᚢ ᚨᚠᛣ - hairulfa (Haverslundstenen), ᚴᚢᚱ ᛰᛣ ᚴᚢᚾᚢᚴ ᛣ - kurmr kunukr og ᛏᚾ ᛀ ᛰ ᛀ ᚱᚴ ᛀᛣ - tanmarkar (mindre Jællinge-sten), ᚴᚢᚾᚢᚨᚠᛣ, ᚾᛋ ᛚᚾ ᚴᛣ , ᚱᚢᚨᚠᛣ og ᚴᚢ ᛚᚾᛣ - kunulfr, aslakr, ruIfa og kunukar (store Århus-sten), ᚱᚢᚾ ᛀᛣ - runar (Glavendrup-stenen), ᛋᚢᚾᚾ og ᚹᚢᚨᚾᛣ - runar og þular (Snoldelev-stenen), ᚠᚾᛋᛏᚢᛚᚠᛣ, ᛡᛀᚱᛁᚢᛚᚠ ᛣ ᛋᚾ ᛀᛁᛣ ᛋᚢᚾᛁᛣ ᛡᚢᛚ ᚴᛀᛣ '- fastulfr, heriulfr, snalir, sunir, hulmlaukar ved siden af ᚠ ᚹᚢᚱ ᛔᚱᚢᚹᚱ - faþur, bruþur (sten fra Valby gårde i Sverrig; Rafn, Runeindskrift i Piræeus s; 170—71) o. s. v. Med urette siger derfor Thorsen ("De danske Runemindesmærker" I, s. 96 not. 2): "Den Besynderlighed, at det ellers saa knappe Runealfabet har baade ᚱ og ᛣ, kan saaledes ikke forklares ved den Brug, som gjøres af disse Tegn paa vore Runestene. Og lige saa lidt kan det ved denne oplyses, hvilket af dem, der maa anses som det mere oprindelige." Brugen af de to tegn er ganske klar, og begge er lige oprindelige, da hvert betegnede sin lyd; men da de to R-lyd ikke længer skælnedes skarpt, blandedes også tegnene ᚱ og ᛣ,, f. eks.ᛡᛀ ᚱᛀ ᚨᛏ ᚱ ᚴᚢᚾᚴᛣ -haraltr kunukr (store Jællinge-sten), Fᛋᚠ ᚱᛁᚹᚱ - asfriþr (den ene slesvigske runesten fra Vedelspang), ᛏᚢᛏᛁᛣ - tutir (Søndervissing-stenen), ᛋᚢᛋᛏᛁᛣ - sustir (Tryggevælde-stenen) o. s. v., og længere ned i tiden ophører man ganske at bruge ᛣ i betydning af R (i runehåndskriftet af skånske lov er ᛣ tegn for Y, f. eks. ᛒᛣ = by). Vender vi os til mindesmærkerne med de ældste runer, finder vi også på dem ᛣ i samme betydning som det almindeligere ᛘ, således på Stentofte-stenen i Bleking, hvormed tegnet ᛯ på Charnay-smykket fra. Burgund, der har begge former samlede på én stav (ligesom f. eks. alfabetet hos Stephens s. 102, no. 7), må sammenstilles. På Varnara-stenen fra Vermeland (no. 13 af de svenske mindesmærker) findes ᛘ én gang, men ᛣ 3 gange. Både runens form og sproghistoriske grunde leder os således til den antagelse, at vi i tegnet ᛘ, ᛣ har en rune, der gengiver det gotiske S, ligesom runens plads i alfabeterne ved siden af det almindelige S og dens gengivelse ved X synes at pege sammestedshen[24], og denne menings rigtighed bevises tilfulde af selve indskrifterne.

Blandt alle de med disse runer forsynede mindesmærker er intet så mærkeligt som det drikkehorn af guld, der den 21de April 1734 blev fundet ved Gallehus omtrent 100 år efter at et lignende horn uden indskrift var fundet sammesteds (20de Juli 1639). Desværre blev begge disse horn, der vilde have været vort oldnordiske museums største prydelser, den 4de Maj 1802 stjålne fra "kunstkamret" og smeltede. Nu ejer museet kun de ved Fredrik VIl's gavmildhed skænkede sølvforgyldte kopier af hornene. Da de lærde ofte har øvet deres kræfter på at fortolke indskriften på dette horn, vil vi først omtale den og de bidrag til dens læsning, der har nogen betydning; indskriften lyder således:


ᛖᚲ Hᛚᛖᚹ ᚫᚷᚫ ᛋᛏᛁ ᛘ  : HᛟᛚᛏOᚫᛘ : Hᛟᚱᛀᚫ : ᛏᚫᚹᛁᛞᛟ


Den første, der med held søgte at læse denne indskrift, var den udmærkede danske lærde Bredsdorflf, hvis sproglige afhandlinger i det hele langtfra er blevne tilstrækkelig påagtede; i "Mémoires de la société royale des antiquaires du Nord" 1836-37, Copenhague 1838, s. 159—162 fortolkede han indskriften således:


EK, HLEVA, GASTIM HOLTINGOM HORNO TAVIDO.


Den samme læsning med en lille ændring fremsatte P. A. Munch (AnO. 1847, s. 327 ff.; sml. ibid. 1848 s. 275 ff., "Runestenen fra Tune" s. 5—6); efter ham lyder indskriften:


EK HLEVA GASTIM HOLTINGAM HORNA TAVIDO,


hvilket han oversætter (som Bredsdorff): "jeg Hleva (for) Gjesteme (de) hoftingske Horn (Flt.) indrettede". Begge tager altså ᛘ i betydningen M som i de senere runeindskrifter, og det giver jo også både en forsvarlig mening og et forsvarligt sprog. J. Grimm, der i "Bericht über die Verhandl. der königl. Preuss. Akad. der Wiss. zu Berlin" 1848 s. 39—57 meddelte en afhandling af Munch med disse læsninger, foreslog i nogle tillægsbemærkninger hertil (s. 57—58) at læse HLEVAGASTIM i ét ord, idet hlevagast, angels. hleogást, "en fremmed, der har fundet beskyttelse". Hermed stemmer Müllenhoff ("Vierzehnter Bericht der Schleswig-Holstein-Lauenbürgischen Gesellschaft für die Sammlung und Erhaltung vaterländischer Alterthumer" Kiel 1849 s. 19 ff.)[25], der (s. 22) oversætter indskriften således: ego intimis hospitibus (contubemalihus) silvicolis cornua fabricavi ; men EK fordrer nødvendig mandens navn efter (naeh dem voranstehenden ek sollte man freilich einen eigennamen erwarten, doch Hleva ist keiner Grimm 1. c)[26]. I Annaler for nord. Oldk. 1855 8. 364 ff. har C. C. Rafn fremsat en ny læsning, der i sproglig henseende står tilbage for de tidligere og er meget vilkårlig, men hvori han søger at bevise, at ᛘ betyder R, ikke M; han læser da:


ECHLEV OG OSTIR HULTINGOR HURNO TVO VIGÞU.


Ved en sindrig kombination af disse forskellige læsemåder har den udmærkede norske sprogforsker, prof. S. Bugge i Kristiania i "Tidskr. for Philol. og Pædag" VI, s. 317—18 fremsat følgende læsning, hvorved alle vanskeligheder hæves :


EK HLEVAGASTIR HOLTINGAR
HORNA TAVIDO.


hvilket han oversætter: "Jeg Légest fra Holt (eller: Søn af Holte) gjorde Hornene (Hornet?)".

Gallehus- eller Gullhornene, to drikkehorn af gull fra 400-tallet, blev fundet syd i Jylland i 1639 og 1734. Originalerne blev stjålet og smeltet om i 1802. Billedet viser kopier som bygger på gamle tegninger og er utstilt i Nationalmuseet i København.
Prof. Stephens omtaler denne læsning i en note af sit værk, hvor han stiller den sammen med Briems tolkning (!), og indvender derimod, at prof. Bugge begynder med 1ste person; at han får to halvlinjer med rimbogstaver; at han giver forarbejderen et dobbelt navn, og at han ikke finder betænkelighed ved 0 i 1ste person fortid. "Jeg kan ikke sé, at denne læsning er bedre end Bredsdorffs. Skulde en ny betydning så lunefuldt gives ᛘ, vilde jeg foretrække S. På så gammelt et mindesmærke skulde vi snarere vente, at nævneformen endte på S end på R — prof. Stephens glemmer, at hans egne nævneformer, der er "grammatisk rigtige" og nøjagtig som vi skulde vente dem i denne fjærne tid, har alle mulige, eller rettere slet ingen endelser!" — "Men", vedbliver professoren, "da jeg ganske forkaster den lydværdi, som så pludselig gives ᛘ, hvorpå intet andet eksempel findes på andre mindesmærker, vil jeg ikke opholde mig derved." Mod Bredsdorff bemærkes: 1) på alle disse gamle mindesmærker er ᛘ bestandig A, ikke M; 2) folk sagde i gamle dage sjælden eller aldrig (de kunde altså dog gøre det?) jeg, de talte i 3dje person foruden mere, der ikke gælder Bugges læsning. "Når vi nu her som ellers læser ᛘ som A — og her som ellers lader være at bevise, at det betyder A — fâr vi:


ECHLEW ÆGÆSTIA HOLTINGÆA HORNÆ TÆWIDO.


Denne læsning lider af de samme sproglige urimeligheder som forfatterens øvrige læsninger; den er langtfra så god som Bredsdorffs.

De indvendinger, der er gjorte mod Bugge, falder alle sammen til intet, når vi betragter de øvrige mindesmærker, der kan læses. Vi tager her først den berømte Tune-sten fra Norge, hvis ene side har følgende indskrift:


Fig. 2. Indskriften på Tune-stenen i Norge.


som Munch læser således ("Illustreret Nyhedsblad", Christiania 1857, 28. Juni, s. 130—32; særskilt aftrykt i "Runestenen fra Tune", Christiania 1857):


EK VIVAM AFTER VODURI
DE VITAI GAHALAIBAN ᛬ VORAHTO.


M i VIVAM gør vanskelighed. Dette har Munch også følt, og han tænker derfor, "at kun Viva er det egentlige Navn og ᛘ enten, ligesom paa Steentoftestenen , et halv stumt Bogstav, eller og en Forkortning af et eller andet ubekjendt Tilnavn"; men i "Aarsberetning for 1856 fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring", Christiania 1857, s. 72— 80 antager han ᛘ for "den Mellemlyd mellem r og s, som Goterne synes at have betegnet med z" og foreslår at læse VIVAZ (eller VIVAR). Dette falder sammen med den betydning, Bugge tillægger ᛘ på guldhornet, og vi får da:


EK VIVAR AFTER VODURIDE
VITAI GAHALAIBAN VORAHTO.


Her har vi et sprog, der på et enkelt ord (vitai) nær, er simpelt og giver en god mening; vi har ek som på guldhornet — folk i gamle dage kunde også sige jeg; "jeg" træffes desuden endnu på et af disse mindesmærker, hvor prof. Stephens selv læser det således, nemlig på slangebilledet af bén fra Lindholm-mose i Skåne, der begynder med ordene:


Fig. 3. Fra indskriften på slangebilledet af bén fra Lindholm-mose i Skåne.


(ikke som prof. Stephens vil EC ERILÆAS[27], idet ᛘ aldrig er A, men altid R på disse mindesmærker; vi har 3 ord begyndende med V ligesom på guldhornet 3, der begynder med H; vi har 0 i 1ste person fortid som på guldhornet; det er ganske vist mærkeligt, næsten stødende; men at det kunde støde prof. Stephens' sprogsans havde jeg dog ikke troet — han har glemt, at han selv mange gange har det samme 0 (endogså på guldhornet) i 3dje person, og 1ste og 3dje person skulde dog have samme endelse. Det var alle prof. Stephens' indvendinger mod Bugges læsning; en lille indskrift på to linjer gjorde det af med dem alle; nej! det er sandt, der er dog endnu én tilbage: Bugge har været så ubesindig at give forarbejderen et dobbelt navn; men prof. Stephens skulde have føjet til, at det kun var på guldhorn, at en mand ikke måtte bære to navne; ti på Reidstadstenen (no. 4 af de norske indskrifter) og på Vejle-stenen (no. 13 af de danske) giver prof. Stephens selv de mænd, over hvem stenene er satte, 2 navne, ikke at tale om træhøvlen fra Vi-mose! Prof. Stephens' indvendinger faldt, hans A, "hans store opdagelse", faldt; vi går videre og giver ᛘ samme betydning som på guldhornet også på de øvrige mindesmærker. Ved hjælp heraf vil det også lykkes os at læse indskriften på Istaby-stenen fra Bleking; den lyder således:


Fig. 4. Indskriften på Istaby-stenen fra Bleking.


Her har Munch allerede for flere år siden (AnO. 1848 s. 278; sml. "Runestenen fra Tune" s. 5) erkendt, at ᛘ var tegn for R eller S i Enden af et Ord, ligesom han har sét, at ᛋ betegnede det almindelige A, medens det sædvanlige tegn for A, ᚫ, brugtes til at udtrykke "en dunkel Mellemlyd (Scheva)". Munch læser hele indskriften ganske rigtig således:


aftR harivul´f´ hapvvul'fR
haeruvul'fiR v'rait runaR paiar eller:
aftr harivulf hapuvulfs
hairuvulfis vrait runas paias.


(I den første gengivelse er ᚫ betegnet ved '). Den opdagelse, at ᛋ på Istaby-stenen betegner A og ᚫ et "schva" skyldes fra først af måske den udmærkede engelske lærde J. M. Kemble (sé AnO. 1848 s. 282 note), der har gjort sig fortjent ved at læse de angelsaksiske runeindskrifter[28]. Munch antager, at ᛘ betegner R eller S; Bugge "vil ikke nu med Sikkerhed afgjøre, om ᛘ her (på guldhornet) er Tegn for R i Enden af Ord eller for den bløde S, hvoraf R i almindelig Oldnordisk er opstaaet; dog tale overveiende Grunde for det første". Jeg håber, at prof. Bugge ikke vil vente længe, inden han fremsætter sine grunde, da jeg ikke kan nægte, at "det bløde s" forekommer mig at være sandsynligere ialtfald på de ældste mindesmærker, medens det på andre gærne kan være gået over til R; at sige noget bestemt herom er naturligvis umuligt; men med hensyn til læsningen af indskrifterne og deres sprogform er det jo også ligegyldigt; i ordet ᛋᚡ ᚫ ᛏ ᛘ på Istaby-stenen kunde ᛘ vel vanskelig være S, og Munch indsætter det heller ikke i dette ord i sin anden læsning af indskriften, hvor han ellers gengiver ᛘ ved S[29]; men på Tune-stenen står også ᚫᚵᛏ ᛖᚱ med R, ikke ᛘ. Mærkeligt er det, at Munch, da han havde erkendt, at ᛘ både på Istaby- og Tune-stenen var tegn for R (Z), ikke gjorde det sidste skridt og også forsøgte at tildele denne rune samme betydning på guldhornet.

Vadstena-brakteaten fra 500-tallet med den eldre runerekken.
Jeg håber i det foregående at have anført så mange og så vægtige grunde for den værdi, jeg har tildelt ᛘ, at der ikke længere kan være tvivl om dens betydning; ved enhver anden betydning man tildeler den, vil man indvikle sig i uløselige modsigelser. Prof. Stephens erklærer s. 81 og 134, at han ikke kan forklare, hvorledes ᛘ fra at betegne A på de ældre mindesmærker kunde gå over til at betegne M på de yngre; nej! det vilde være vanskeligt at påvise; men forklaringen behøves da heller ikke, og den forblommede tale om religionsforandringer, der kunde have fremkaldt det, trænger da lige så meget til bevis, som at ᛘ virkelig har været A; men beviser er nu engang noget, som professoren ikke befatter sig med. Tildeler vi derimod ᛘ betydningen R (S), som vi har sét, at denne rune måtte have, bliver forholdet mellem det ældre og yngre runealfabet på dette punkt klart og forståeligt: ᛘ har fra de ældste tider svaret til gotisk S i udlyd, og den er, da S gik over til en R-lyd (forskellig fra det til oprindelig R svarende R, der betegnedes ved ᚱ) vedblevet at bruges til at betegne denne fra S udgåede R-lyd også på de ældre runemindesmærker med yngre runer, men i formen ᛦ, der jo også fandtes på de ældste mindesmærker ved siden af ᛘ; da det ældre alfabets ᛗ (M), der som ruin endnu findes på Helnæs-stenen i ordet ᚴ ᚢDᚢᛞᚢᛏ kuþumut, gik over til ᛘ (ᛰ)[30], idet her som ellers to stave i det ældre alfabet blev til én i det yngre, måtte man som tegn for slutnings-R nødvendigvis vælge formen ᛦ for at forebygge misforståelse. I det ældre alfabet var det derimod ligegyldigt, om tverstregerne sattes foroven ( ᛘ) eller forneden (ᛦ); i begge tilfælde blev det den samme rune. At tillægge ᛘ på guldhornet en betydning (M), som den ikke har på noget andet af disse gamle mindesmærker, er ligefrem urimeligt; det er jo kun en ren tilfældighed, at den i form er bleven lig det yngre alfabets ᛘ. ᛗ var i det ældre alfabet altid tegn for M; endnu et tegn for dette bogstav var der naturligvis ingen brug for. Kun de tidligere af Munch fremsatte theorier om sproget på guldhornet har kunnet hindre ham i også her konsekvent at læse R. Men det skal siges, at det var en norsk sprogforsker, der først gjorde det skridt, som Munch ikke vilde gøre selv.

Jeg har i det foregående påvist det urigtige i prof. Stephens' fortolkninger, som for en stor del grunder sig på, at han har tillagt et af de almindeligst forekommende tegn en falsk betydning; idet jeg har påvist den virkelige betydning af dette tegn, har jeg tillige angivet den eneste rigtige vej til læsningen af de ældste runeindskrifter i Norden. For imidlertid med det samme at tilintetgøre alle de fortolkninger, som går ud fra, at runen ᛘ har en anden betydning end den af mig faststillede, bliver det nødvendigt, inden jeg forlader denne rune, at tilbagevise endnu et fortolkningsforsøg af disse indskrifter. Foruden prof. Stephens har også en anden lærd offenliggjort sine forsøg på at læse den betydeligste del af disse indskrifter, nemlig prof. F.Dietrich i Marburg. Den nævnte lærde har i flere år beskæftiget sig med disse runer og bekendtgjort sine resultater for verden, dels i et par særlig udgivne småskrifter ("Disputatio de inscriptionibus duabus runicis ad Gothorum gentem relatis", vedføjet Marburgs lektionskatalog for vintersemestret 1861—62 og "Die Blekinger Inschriften, der Stein von Tune, und andre deutsche Runen in Skandinavien", Marburg 1863), dels i et par afhandlinger i ansete tyske tidskrifter ("Inschriften mit deutschen Runen auf den Hannoverschen Goldbracteaten und auf Denkmälern Holsteins und Schleswigs" i Pfeiffers Germania X, s. 257 ff., Wien 1865, og "Die runeninschriften der goldbracteaten entziffert und nach ihrer geschichtlichen bedeutung gewurdigt" i Haupts zeitschrift für deutsches alterthum XIII, s. 1 ff., Berlin 1866, hvortil slutter sig "Die burgundische runeninschrift von Charnay" ibid. s. 105 ff.), ligesom han ved de tyske filologers og skolemænds forsamling i Heidelberg i Septbr. 1865 har holdt et foredrag: "Über die neuesten Entdeckungen auf dem Gebiete der deutschen Inschriftenkunde" (trykt i "Verhandlungen der 24. Versammlung deutscher Philologen und Schulmänner in Heidelberg von 27. bis 30. September 1865; sral. Germania X, s. 502). Da den tyske professor således har søgt at skaffe sine fortolkninger og de dertil knyttede historiske resultater den størst mulige udbredelse, og da hans landsmænd, rimeligvis af patriotisk iver, synes at ville slå sig til ro ved hans læsninger (sml. G. Waitz i Gött. gel. Anz. no. 47, 21. Novbr. 1866, s. 1848—49), er det på tiden at nedlægge den bestemteste protest mod denne aldeles uvidenskabelige og fuldstændig falske indskriftfortolkning. Det princip, hvorfra prof. Dietrich er gået ud under læsningen, har han selv betegnet med følgende ord: "Bei der Erklärung ist von der Thatsache ausgegangen, dass die Runenschreiber compendios und auch oft fehlerhaft schreiben, was so allgemein ist, dass sich das Verfahren empfehlen muss, eher die Schrift fur mangelhaft, die grammatischen Endungen für ungenau oder regelwidrig, und selbst den Stamm der Worter, namentlich in Absicht auf Vocale für gänzlich entstellt anzunehmen, als dass nicht eine einfache Nachricht in schlichten Worten von bestimmt genannten Personen ausgedrückt wäre" (Die Blek. Inschr. s. 4). Med en sådan "verfahren" og en god vilje bliver det let at læse og fortolke indskrifter og finde i dem netop det man ønsker, da indskriften jo er eget fabrikat; men hele denne fremgangsmåde er så uvidenskabelig, at man ikke behøvede at tage hensyn til den og de derved vundne resultater, når disse sidste ikke, fordi de kan benyttes også i den politiske fanatismes tjeneste, bevirkede at forfatterens arbejder i det hele blev betragtede med langt gunstigere øjne end de ellers rimeligvis vilde blive. Forfatteren synes selv tidligere at have haft betænkelighed ved at offenliggøre sine arbejder: "Bisher waren die Blekinger Runensteine unentziffert. Der Versuch, den zu ihrer Beleuchtung der Verfasser giebt, hatte vielleicht langer gehegt werden sollen", siger professoren (Die Blek. Inschr. s. 4). Heri kan jeg være aldeles enig med ham, og jeg vil kun spørge, med hvilket navn man skal betegne den indskriftfortolkning, som f. eks. viser sig i prof. Dietrichs læsning og fortolkning af Björketorp-stenen, hvor det sidste bogstav i linje 1 og linje 4 aldeles udelades, hvor det tydelige tegn ᚴ i linje 5 gøres til ᛘ, hvor det ligeså tydelige ᚦ i linjen på bagsiden forandres til ᚲ , hvor i linje 3 et I, i linje 5 et A og R sættes til, og hvor, uagtet alle disse vilkårligheder dog de fleste ordformer af professoren selv må erklæres for gale[31]. Det er den utroligste vilkårlighed, der åbenbarer sig i alle prof. Dietrichs læsninger og fortolkninger. Ikke engang guldhornsindskriften har kunnet undgå hans rettelser; han læser "ek Hlevagast tim Holtingam" quibus in verbis tim ob coalitionem cum t in Hlevagast scribendi comendio pro þim (!) positum censeo, id autem, ut fit apud vulgum, minns accurate pronunciatura pro þém ags. þæm, primitus þaim (De inscr. duab. run. s. 8); slutningen læses hornátavido, uagtet der i indskriften står HORNA i TAVIDO, med skilletegn imellem!! Prof. Dietrich har nemlig ikke kunnet forklare formen horna, som jeg senere skal give ham oplysning om. Skade, at forfatteren ikke på sine egne fortolkninger har kunnet anvende den kritik, som han har anvendt på Rafns læsning af guldhornet (Germania X, s. 293 ff.), og hvori jeg for største delen kan være enig med ham; prof. Dietrichs læsninger beror i det mindste "auf ebenso bodenloser Willkür" som Rafns.

Maskestenen er en runesten med et fremtrædende maske-motiv. Maske-motivet formodes at have skulle beskytte mod onde ånder. Stenen går også under navnet Århusstenen. Wikimedia, foto: Gardar Rurak, 2017.
Runen ᛘ læses af Dietrich som M; men ligesålidt som prof. Stephens kan forklare forholdet mellem ᛘ i de ældre runer (hos ham A) og Y i de yngre, ligesålidt kan prof. Dietrich forklare forholdet mellem de to M'er (ᛘ og ᛗ) i det ældre alfabet. Idet han omtaler de forandringer, det ældre runealfabet (på brakteaterne) undergik i det angelsaksiske runealfabet, siger han (Die runeninschr. der goldbr. s. 98): "was das auffallendste ist, für M wird ᛗ eingeftührt, was vorher ein D war" (nej ! aldrig[32] ligesålidt som ᚹ og ᚦ var samme tegn, var ᛗ og ᛞ det), "während das alte zeichen für M die auch im nordischen übliche rune ᛘ war, die im angels. alphabet zwar fort überliefert wird, aber nachdem sie veraltet war, für laute verwendet wurde die man entweder zur anpassung an laute des angels. oder des lat. alphabets brauchte." Den samme vilkårlighed i læsning og fortolkning findes på alle steder hos prof. Dietrich, således også i. de slesvigske indskrifter, der behandles i Germania X, s. 293 ff. , og som jeg her skal omtale enkeltvis: 1) læsningen af guldhornet har jeg behandlet; 2) Strårup-diademet vil jeg senere komme til; 3) på skjoldbuglen fra Thorsbjerg-mose læser Dietrich navnet aisgid, men det sidste bogstav er tydelig h, ikke d (for dette steds skyld har prof. Dietrich opfundet en 3dje form for D foruden sine 2 tidligere omtalte); 4) på dupskoen fra Thorsbjerg-mose har åbenbart hver side en selvstændig mening og hele ord; men prof. Dietrich, som læser "ni vanguda rimo v(i)lþu þuvam", får dette umulige sprog frem ved at læse "o" på den ene side sammen med "rim" på den anden, ved at indskyde "i" i vilþu og ved at tildele ᛗ betydningen ud! 5) på den ene pil fra Nydam-mose står ᚮ ᚢ ᛆ ; uagtet formen af runerne viser, at indskriften går fra højre til venstre, antager prof. Dietrich, at det er forskrevet (!) for ᚮᛚ ᚢ, der igen står for hālu!! ja i binderunen ᛄ på en af de andre pile sammestedsfra finder han samme ord: āl for hāl!! (sml. mine bemærkninger om prof. Stephens' læsning af denne indskrift ovenfor s. 26, 27). Alt dette er ikke fortolkning, men galskab. Men denne galskab er nærmere beset ganske praktisk. Professoren udleder nemlig store historiske resultater af sine fortolkninger. Om sproget på guldhornet hedder det: "Explicationem cum Jacobo Grimm et Muellenhoffio censeo peténdam ex dialecto Anglorum, quorum pars cum Saxonibus in Britaniam emigravit" (Disp. de insc. duab. run. s. 4)[33]. I afhandlingen om brakteaterne er udbyttet af undersøgelsen følgende: "Fest ermittelt ist schon aus den vorgelegten untersuchungen erstlich, die goldbracteaten mit den sächsischen (!) runen gehören nicht zu den skandinavischen, sondern in weiterem sinne zu den deutschen alterthümern[34], und fürs andere, in Jütland und Schleswig herschte bis zum 6ten jahrh. wie in Holstein eine deutsch redende[35], an goldbesitz reiche bevolkerung, und dieselbe erstreckte sich bis liber die nordlicher gelegnen inseln und küsten, als trägerin einer nicht geringen bildung" (s. 97), og fra dette folk (og dets efterkommere) hidrører "die nord. steine mit den sächsischen runeninschriften' (s. 92 not.)[36]. Det samme udtrykkes på følgende måde i Germania X, s. 303: "Fassen wir nun die Ergebnisse zunächst über die Denkmäler aus Holstein und Schleswig zusammen, so ist unverkennbar, die Runen stellen dieselbe unskandinavische Art dar, wie die im alten Sachsenlande gefundenen Goldbracteaten. Die sächsischen Bewohner der Lander nordlich der Elbe bis nach Anglien hin, bei denen einst ein grosser Reichthum an Gold vorhanden war, bedienten sich der unnordischen Runenart zu Inschriften auf Waffen, Trinkhörnern, Ringen und andern Schmucksachen schon wenigstens seit dem 3. Jahrhundert und über das 6. hin au s. Dass aber die Bewohner der genannten Gegenden in der eben gedachten Zeit dem sächsischen Volksstamme angehörten, das beweist die Obereinstimmung der Sprache auf den dort gefundenen Bracteaten, auf dem Golddiadem und auf dem Schilde mit der Sprachgestalt der Inschrift des goldenen Horns, welche ohne alle Widerrede unskandinavisch ist, und vielmehr eine ältere Stufe des Dialects darstellt, den wir bei den Angelsachsen in England wiederfinden, den wir daher mit voller wissenschaftalicher Wahrscheinlichkeit dem alten Anglien zuzuscbreiben haben."[37] Det var altså resultatet: Jylland og Slesvig oprindelig tyske lande! quod erat demonstrandum! hvorledes det er bevist af prof. Dietrich har jeg godtgjort: ikke en eneste af hans læsninger og fortolkninger indeholder et eneste rigtigt ord til bevis for denne sætning. De nordiske lærde kan derfor tage sig følgende ytring af prof. Dietrich Germ. X, s. 305) meget let: "Endlich kann auch das Urtheil über die gelegentlich im Obigen mitbesprochenen Denkmaler, die mit sächsischen Runen beschrieben und auf Inseln oder Küsten Skandinaviens gefunden sind, das Urtheil, so unbequem es auch nordischen Gelehrten sein wird, nicht mehr schwankend sein. Der ags. Sprache nach gehört der Bracteat Nr. 218 des Atlas, der nach Fünen gekommen ist, in die Landschaft Anglien als seine ursprüngliche Heiraath, von ebendaher mag der Bracteat Nr. 102 etwa durch einen schwedischen Wikinger io die Gegend von Carlskrona mit fortgenommen worden sein, denn seine Sprache ist sächsisch, und dass auch die Spange von Himlingöe efhe Beute aus sächsischen Landen sei, geht aus der sächsischen Endung des darauf stehenden Namens deutlich hervor." Prof. Dietrich lægger for at bevise at sproget er saksisk og ikke nordisk særlig vægt på "den gänzlichen mangel des so characteristisch nordischen aus S entstandenen R" (Die runeninschr. der goldbr. s. 94; sml. s. 78). Hvis runen ᛘ havde betydningen M (som hos Dietrich), eller A (som hos Stephens), vilde prof. Dietrich få ret i, at sproget ikke var nordisk; men det vilde rigtignok heller ikke være noget andet sprog, der nogensinde kan have eksisteret; men at runen ᛘ i betydning R tvertimod er gennemgående på de i de nordiske lande fundne mindesmærker, har jeg vist i det foregående, og der er således udsigt for mig til at komme til en anden dom om sproget , i disse indskrifter end prof. Dietrich, "so unbequem es auch deutschen gelehrten sein wird". Jeg går derfor nu over til at betragte sprogformen i det enkelte på de mindesmærker, jeg har kunnet læse.

Tre sammenhængende indskrifter, og mærkelig nok 1 dansk, 1 norsk og 1 svensk, er det i det foregående lykkedes os at læse. Vi vil nu sé lidt nærmere på det sprog, vi herved har fået frem. Da jeg i hele denne afhandling har forudsat grundig kundskab i den nordiske sproghistorie hos læserne, og derfor på mange steder kun har anvendt få ord, hvor en længere udvikling ellers vilde være nødvendig, vil jeg også nu, for at undgå vidtløftighed, istedetfor at gennemgå hver enkelt indskrift ord for ord straks omsætte dem på gotisk og oldnordisk og derefter behandle sprogformen i indskrifterne således, at de forskellige fænomener henføres under bestemte klasser. I min omskrivning betegner jeg ᚱ og ᛘ ved r og R, ᛜ ved ng, ᚫ ved a, men på Istaby-stenen ved á, idet ᛋ dér er tegn for det almindelige a. Vi får da:

1) Guldhornet:

ek hlevagastiR holtingaR
horna tavido.

2) Tune-stenen:

ek vivaR after roduride
vitai(?) gahalaiban vorahto (runaR).[38]

3) Istaby-stenen:

afátR harivuláfá haþuvuláfR

I Vulfilas sprogform vilde disse indskrifter lyde:

1) ik Hliugasts Hultiggs horn tavida.
2) ik Vivas afar Voduridi vitan(?) gahlaiban
vaurhta (runos).
3) afar Harivulf Haþvulfs Hairwulfeis(?) vrait
runos pos.

På oldnordisk islandsk vilde vi derimod have:

1 ) ek Hlégeslr Hyltingr horn [gorþa].[39]
2) ek Vivar eptir Voðuriði, vita (?) [félaga] orta (rúnar).
3) eptir Herjulf Höþulfr Hjörylfingr reit rúnar þær.

Munch, der på guldhornet læste gastim holtingam og oversatte hele indskriften således i Vulfilas sprogform : ik Hlaiva (udt. Hleva) gastim hultiggam haurna tavida, siger om sproget (AnO. 1848 s. 282 f.): "Sammenligne vi Sprogformen paa de her dechiffrerede Dele af de blekingske Runeindskrifter (ɔ: navnlig Istaby-stenen) med gotisk og Oldnordisk, da vil man finde, at den svæver mellem begge; den har det gotiske Lydsystem, især Vocalismus, de oldnordiske grammatiske Former. Dens Forkjærlighed for svævende Mellemlyd vækker en Forestilling om et vist usikkert Vaklepunkt, hvorpaa Sproget har befundet sig. Sammenholde vi den endelig med den rene og simple gotiske Indskrift paa Guldhornene, saa see vi tydeligt, at denne sidste repræsenterer en langt tidligere Periode. Vi have altsaa, saa sparsomme end disse Mindesmærker ere, dog reengotiske Sproglevninger og andre, der kunne kaldes halvgotiske, hvilke danne Overgangen til den nordiske. Begge Slags maae saaledes ligge forud for den nordiske Skriftperiode, og de danne med Hensyn til Skrifttegn og fremherskende Former en Skriftperiode, som man vistnok mest adæqvat kalder den gotiske." Munch bruger sproget i disse indskrifter til at styrke sine ethnografiske theorier om Nordens bebyggelse. Uppström ("De lapide Runico Tunensi" i Acta Reg. Soc. Scientiarum Ups. Ser. III, vol. II, fase. II) slutter sig i sin dom om sproget væsenlig til Munch og siger specielt om Tune-stenen: "habet lapis hic unum alterumve, quod linguæ Ulphilanæ ætate inferius sit, habet etiam, quod cura hac lingua plane conspiret, sed håbet etiam, quod nescio an remotiorem ætatem prodat." Når vi læser guldhornsindskriften som Bugge, falder det réngotiske såvelsom det nedertyske (J. Grimm og andre) i denne indskrift bort; sproget hér kommer til at stå på samme trin som på de andre mindesmærker; men er dette sprog nu nordisk eller germansk?

Det er bekendt, at gotisk og oldnordisk i stammer på -A har bortkastet stammeudlyden i nævnef. og genstandsf. ent. hak. og intk. :


Fig. 5. Former i gotisk og oldnordisk.


men ad den historiske sprogforsknings vej véd vi, at grundsproget må have haft følgende former:


Fig. 6. Stammer i gotisk og oldnordisk.


med bevarelse af stammeudlyden.

Ved at sé på de enkelte ord i indskrifterne finder vi nævneform hankøn med bevaret stammeudlyd i guldhornets HᛟᛚᛏᛁOᚫᛘ holting-a-R og i Tunestenens ᚹᛁ ᚹ ᚫᛘ viv-a-R, ligesom i


Fig. 7. Indskriften på slangebilledet fra Lindholm-mose.


eril-a-R (= oldnord. jarl) på slangebilledet fra Lindholm-mose og på Varnum-stenen (sé s. 38 og not.); sml. den hyppig forekommende endelse ᚫᛘ a-R, f. eks. på Stenstad-, Reidstad- og Orstad-stenen (no. 3, 4 og 5 af de norske mindesmærker) og på den ene side af dupskoen fra Thorsbjerg-mose. Uden stammeudlyd finder vi derimod HᛋDᚢᚹᚢᛚ ᚫᚵᛘ - haþuvuláfR på Istaby -stenen; det samme er tilfældet på Stentofte-stenen i ordene Hᛡᚹᚢᚹᛟᛚᛡᚵ ᛦ - haþuvolafR (linje3) og Hᛡᚱᛁᚹᛟᛚᛡᚵᛦ harivolafR (linje 4).

I I-stammerne er udlyden på gotisk og oldnordisk bortkastet på samme måde som i A-stammerne; på guldhornet finder vi derimod HᛚᛖᚹᚫX ᚫ ᛢᛏᛁᛘ - hlevagast-I-R; på gotisk er gasts en i-stamme, hvilket ikke kan sés af ent., hvor bøjningen er gået over i A-klassen, men fremgår af flertalsformen gastim (Matth. 27,7); i guldhornets gastiR kande vi da have en i-stamme med bevaret stammeudlyd; dog tænker jeg mig snarere sagen noget anderledes; i oldnord. gestr tyder omlyden på en stamme gastja-, da de nordiske i-stammer ingen omlyd har modtaget, fordi i var adfaldet, førend omlyden indtrådte; i nævnef. gastiR mener jeg derfor, at vi har den oprindelige nævnef. af en JA-stamme, der hos Vultila vilde have lydt *gasteis (sml. got. hairdeis, niþjis = oldnord. hirdir, nidr); gastiR er en ægte nordisk form og forklarer os ganske omlyden i det senere gestr, som står uforklaret, når man kun tager hensyn til got. gasts. Formen gastiR finder jeg ligeledes på Berga-stenen fra Sødermanland, hvor jeg læser ᛘᛁᛏᛢᛑXᛁᛐᛑᛢ saligastiR ( ᛘ for ᚴ); sml. også endelsen Iᛘ -i-R på Bratsbergstenen (no. 8 af de norske stene) og på den anden side af dupskoen fra Thorsbjerg-mose. I nf. HᛢᛖᚱᚢᚹᚢᛚᚫᛘIᛘ haeruvuláfiR på Istaby-stenen har vi på samme måde en JA-stamme; ordet må betyde "Haeruvulfs søn"; men afledsendelsen -ja brugt til at danne "patronymica'" kan, såvidt jeg véd, ellers ikke påvises indenfor vor sprogklasse; dog er dette måske tilfældigt, da vi heller ikke finder den almindelige oldnordiske afledsendelse -INGA-, -UNCA- på got. undtagen i to ord (skilliggs og gadiliggs), hvoraf endda kun det sidste findes hos Vultila (Koloss. 4, 10), medens det første træffes i to gotiske skøder). I Tune-stenens ᚹᛟᛞᚢᚱᛁᛞᛖ voduride har vi vel geustandsf. af en .lA-stamme: got. nf. vodurideis, gf. *voduridi = oldnord. nf. *voþuriþir, gf. *voþuriþi*[40].

I genstandsform hankøn har vi stammeudlyd på Istabystenen i ordet Hᛢᚱᛁᚹᚢᛚᚫᛘᚫ harivuláf-á (hvormed kan sammenlignes det sandsynlige (H)ᛡᚦᚢᛚᛡᚡᛡ (h) aþuvoaf-a[41] på den nu tabte sten fra Goramor-engene i Bleking); på Tune-stenens anden side i det sidste ord ᛑᚰ ᛁ ᛑᛏᛢ stain-a[42].

Endelig findes stammeudlyd i genstandsform intetkøn ental i guldhornets Hᛟ ᛟ ᛀ ᚫ horn-a; efter formen kunde det ligeså godt være flertal (sml. dog s. 55—56 hunkøn og fortid på -o), men meningen kræver nødvendig ental[43].

Det er således lykkedes mig i disse gamle indskrifter at påvise hankøns- og intetkøns-ord, i hvilke "stammeudlyden" endnu er bevaret. I hunkønsordene måtte man i endnu højere grad vente det samme, da de har bevaret stammeudlyden på gotisk og også på oldnordisk har den i enkelte sammensætninger:


gotisk giba = oldnordisk giöf,


hvor omlyden viser, at et v er bortkastet; dette v findes af og til i sammensætninger (f. eks. föru-nautr, men för). I de ældste runeindskrifter tinder jeg hunkønnord med bevaret stammeudlyd i nævneform ental på:


1) Strårup-diademet:
ᛐᚢᚦᚱᛟ ɔ: luþro
2) fibulaen fra Himlingöje:
H ᚪᚱ ᛁ ᛊ ᛟ ɔ: hariso


Det er jo naturligt, at vi netop på disse to smykker finder kvindenavne, og det er aldeles utilladeligt at læse luþr o, haris o, da oldnordisk á i den periode, hvortil disse mindesmærker hører, umulig kunde hedde o[44]. Med hensyn til o som stammeudlyd istedetfor det A, vi kunde vente at finde, må jeg gøre opmærksom på fortidsformerne ᛏᚪᚹᛙᛞᛟ tavide (guldhornet) og


Fig. 8. Fra indskriften på Tune-stenen.


vorahto (Tune-stenen). På smykket fra Etelhem (svenske mindesmærker no. 6) har vi maaské en form på A; dog er jeg meget i tvivl om hér skal læses vrta ɔ: vorta. I hunkønsordenes flertal finder vi ᚱᚢᚾᛋᛘ runar på Istaby-stenen og på Bjørketorp-stenen 1.4: ᚱᚢᚾ ᛡᛘ runar, men på Varnuni-stenen ᚱᚢᚾᛟᛘ runer.

I de her omhandlede tilfælde, hvor vi har stammeudlyden bevaret, betegner indskriftsproget et stadium, der kan være grundsprog både til gotisk og oldnordisk og således til alle germanske og nordiske sprog. At stammeudlyden netop på den tid, hvortil (ialtfald de yngre af) disse mindesmærker hører, har været ved at falde bort, synes de derpå (s. 53) nævnte eksempler at vise, medmindre det grunder sig på en mindre skarp opfattelse af lyden og deraf følgende ubestemt lydbetegnelse. På Istaby-stenen er lydbetegnelsen imidlertid meget nøjagtig, navnlig i anvendelsen af de to tegn for A, og netop brugen af det "dunkle" A i slutningen af gf. harivuláfá tyder på en overgang, da stammeudlyden var ved at falde bort; efter denne sten at dømme måtte den være falden bort i nf. (haþuvuláfR) tidligere end i genstandsformen.

Noget ganske andet end denne stammeudlyd, men noget, som heller ikke kan bestemme sprogets karakter, er den hjælpelyd, der navnlig på Istaby-stenen ikke blot er stærkt fremtrædende, men også er betegnet med et andet tegn end det almindelige A i ordene afátR (oldn. eptir), 3 gange i ordet vuláfa (got. wulfs, oldnord. ulfr) og i várait (got. vrait, oldeng. wrát); det samme træffes i Tune-stenens gahalaiban (got. gahlaiban) og vorahto (got. varutha, oldeng. vorhte, oldn. orta); men på denne sten har vi kun ét (det almindelige) tegn for A. Det her omtalte fænomen træffes sporadisk også udenfor vor sprogklasse; herhen hører i Zend indskydelsen af et kort E efter R: dadar-e-qa = sanskrit dadarqa, gr. δεδοχα; oskisk ar-a-getud = lat. argento o.s. v.; men navnlig fremtræder det stærkt i oldhøjtysk. Kirchhoff har ("vocaleinfügung im Oskischeu" i "Zeitschr. für vergl. spr." I, 8. 36 ff.) sagt at ordne tilfældene under bestemte klasser; vi finder således: hal-a-fra (angels. hálftre) sml. vul-á-fR, ar-a-uuingun (got. arvjo) sml. v-á-rait; svel-a (oldn. svelgja), el-a-ho (alces Cæsar; oldn. elgr) sml. gah-a-laiban; uver-a-h (got. vaurkjan, gr. fεγον), star-a-h (oldn. sterkr), stor-a-h (oldn. storkr) sml. vor-a-hto; ligeledes pur-u- c , got. baurgs, ar -a-m, got. arms. Af de tilsvarende yngre former sér man, at sådanne selvlyd periodevis dukker frem i sproghistorien og atter forsvinder (G. Curtius, Grundzüge der Griech. Etymol. II, 299 = 2. udg. s. 657). Alle ord og former på de her læste mindesmærker er således klare med undtagelse af vitai på Tunestenen, som jeg ikke kan forklare, og rettelsen vitan tiltaler mig heller ikke synderlig, da jeg her ventede et tillægsord, ikke et navneord.

Istaby-stenen fra Blekinge. Indskriften er urnordisk. Wikimedia. Foto: Achird, 2009.
Vi har sét, at sproget i disse indskrifter stod på et meget gammelt standpunkt, så gammelt, at det i flere tilfælde viste ud over gotisk (bevarelse af stammeudlyden i navneordene); at det imidlertid netop på den tid i mange punkter vilde falde sammen med gotisk, kunde vi i forvejen slutte os til. Sprogets nordiske karakter fremgår imidlertid ikke blot af r i endelsen, men også af former som ek, gastiR, runaR, þaiaR. Jeg er derfor enig med Bredsdorff, når han (mémoires de la soc. des ant. du Nord 1836 — 37, s. 161) siger om indskriften på guldhornet: "Die Sprache halte ich für nordisch , doch in einer sehr alten Form, worin sie sich der ursprünglichen germanischen, und also auch dem ältesten bekannten Zweige des germanischen Sprachstamms, der gotischen Sprache, nähert"; og fremdeles: ek ist das nordische ek, ich, und besonders deswegen halte ich die Sprache für nordisch."[45] Dette gælder ikke blot guldhornet, men også de andre indskrifter.

Germansk og nordisk har allerede dengang adskilt sig ved karakteristiske ejendommeligheder for de enkelte sprog; men forskellen i det hele kan næppe have været stor; ialtfald er den vanskelig for os nu at opdage. Når det engang lykkes at fortolke alle indskrifter med de ældre runer, vil hele dette spørsmål forhåbenlig kunne bringes et betydeligt skridt fremad. Navnlig vilde de to store blekingske stene, Björketorp- og Stentofte-stenen, være af vigtighed; men de har hidtil trodset alle forsøg på at give en fornuftig mening i et forsvarligt sprog. På begge disse stene bruges iøvrigt (ligesom paa stenen fra Gommor-engene) tegnet ᛡ for A-lyden; på Björketorp-stenen betegnes slutnings-R ved ᛡ , men på Stentofte-stenen ved ᛣ som i de senere nordiske indskrifter. Kun få ord kan jeg med sikkerhed læse og forstå foruden de tidligere omtalte navne på Stentofte-stenen; men det er klart, at begge stene for en stor del indeholder de samme ord, og vi har herved idetmindste et vigtigt middel til at bestemme ordenes adskillelse på flere tvivlsomme steder. Enkelte småbidrag skal jeg meddele hertil:

Björketorp-stenen 1.3 H ᛡ ᛖ ᚱ ᛡ ᚹq ᛡᛚ ᛡᚢ ᛢ ᛘ sml. Stentoftestenen H ᛖ ᚱᛡ ᚹqᛡᛚᛡᛢᛡᛣ ; B. 1. 4: ᛡ ᚱᛡX ᛖᚢ = S. 1. 6: ᛡ ᚱᛡ X ᛖᚢ B. 1.6: Hᛡᛁ ᛞᛘᚱ ᚺ ᛀ(ᛟᚱ ᛟᛀᚢ) sml. S. 1.5: Hᛁᛞᛖᛘ ᚱᚢᛀ(Xᛀᚱ , og måske er det sidste bogstav i 3dje linje på B. X, som skal læses sammen med 4de linje XIᛀᛡᚱᚢᛀᛡ ᛘ og genfindes på siden af S. som Xᛁᛀᛟᚱ ᛟ ᛀᛟᛘ, idet på denne sten ᛟ i det hele er stærkt fremtrædende (Hᛡᚦᚢᚹᛟᛚᛡᚠ ᛣ og Hᛡᚱᛁᚹᛟᛚᛡᚠ ᛣ -volafR svarede da til det 3 gange på Istabystenen forekommende ᚹᚢᛚᚫᚠᛣ -vulafR som ᚱ ᛟᛀᛟ ᛣ - ronoR til Istaby-stenens ᚱᚢᛀᛋ ᛘ - runar). Også i begge stenes begyndelsesord kunde vi måske finde noget tilsvarende, idet B. har:


ᛢᛡᛘᚦᛡ ᛏᛒᛡᚱᚢᛏᛘ
saR þat barutR


hvor barutR vel er 2den person total eller flertal af udsagnsordet, idet -tR svarer til got. -ts eller er udgået fra fællesjafetisk -*tasi (= lat. -tis) og således ældre end. got., medens på S. :


ᛡᛁᚢHᛡ ᛒᛟᚱᚢᛗᛣ
ᛀᛁᚢH ᚫXᛖᛮᛏᚢᛗᛣ
aiuha borumR
niuha[46] gestumR


borumR og gestumR kunde være 1. person flertal, idet -mr udgik fra fællesjafetisk -*masi (= oldhæjt. -més); dog skal jeg for øjeblikket ikke afgøre, om vi i de sidstnævnte to ord ikke også kunde have hensynsformer i flertal af navneord, i hvilke endelsen -mR da vilde svare til den samme endelse i de i den oldnordiske literatur endnu forekommende hensynsformer tveimr (f. eks. Fms. XI, 431, 10. Njála 89, 14, Gislason 44 prøver 53l, 16) og þrimr (f. eks. Håvamål 126, norsk homiliebog (AM. 619 4to 49, Njåla 94, 11; 265, 26.). Endnu skal jeg kun tilføje, at jeg anser ᛗᛡᚢᛖ - daude (B. 1. 2) for hensynsform og Xᛡᚠ gaf — mere står der vel ikke — og ᛗᛡ ma (S. 1. 3 & 41 for fortid 3. person ental. Videre skal jeg ikke opholde mig ved disse stenes fortolkning for denne gaug. Mere praktisk anser jeg det for at være, inden jeg forlader disse indskrifter, endnu at meddele slutningen af indskriften på den anden side af Tune-stenen, som jeg mener at kunne læse og forklare med fuldkommen sikkerhed. Den lyder således:

dohtriR daedun (aftaR)[47] voduride staina , hvilket på gotisk vilde være : ...dauhtrjus tavidedun [da det enkelte dedun ikke findes; oldeng. dædon, oldhøjt. taáturn] afar Voduridi stain og på oldnordisk: ... dætr [gørþu] eptir Voduridi stein. Interessant er her ikke blot fortidens flertal 3dje person på -n, men navnlig den nordiske form dohtriR (grundform til dætr)[48], modsat gotisk dauhtrjus.

Hermed tager jeg for denne gang afsked med de ældste skriftlige mindesmærker i Norden i det håb, at det efterhånden vil lykkes at tolke alle disse indskrifter efter et fast princip. Mit arbejde har væsenlig været negativt og kritisk; de fordringer, jeg stiller til den indskriftfortolkning, som jeg alene kan anse for rigtig og berettiget, er, at den tager indskrifterne som de findes uden at anvende vold på de enkelte tegn, og at den derigennem kommer til et sprog, der sproghistorisk kan bevises at tilhøre den tid, til hvilken indskrifterne selv hører, eller med andre ord: jeg forlanger et virkeligt sprog, som folket kan have talt, ikke noget fantasisprog, som en lærd kan lave i sit studereværelse. Med disse fordringer til sin læsning vil man ikke være udsat for at levere runefortolkninger som proff. Stephens og Dietrich i vore dage, som Finn Magnusen og andre tidligere. Hvad Kemble indvendte mod den sidstes læsning af Ruthwell- obelisken, kan med lige så megen ret indvendes mod de to førstes læsninger af de ældste nordiske indskrifter. I de fortolkninger jeg selv i det foregående har givet af enkelte indskrifter håber jeg, at man vil finde de her opstillede fordringer fyldestgjorte. Det vigtigste udbytte af min undersøgelse ligeoverfor de af Stepbens og Dietrich fremsatte påstande kan sammenfattes under følgende 3 punkter:

1) Oldengelsk er ikke noget nordisk, men et rent germansk (nedertysk) sprog. Sproghistoriske grunde tilintetgør derfor ganske den mening, som heller ikke finder nogetsomhelst støttepunkt i historien, at de sønderjyske Angler, hvis deres sprog var nordisk (sé no. 3), kan have befolket England,

2) Runen ᛘ ( ᛣ) i det ældste runealfabet er ejendommelig for de nordiske indskrifter; dens betydning giver os et vigtigt skælnemærke mellem nordisk og germansk i hine fjærne tider, hvortil disse indskrifter hører.

3) I Sønderjylland vidner de af jordens skød fremdragne oldtidsminder både ved deres form og ved sproget i deres indskrifter om, at hér fra de ældste tider, vi ved hjælp af sproglige mindesmærker kan nå tilbage til, har boet et folk, der på det nøjeste i kultur og sprog var knyttet til det øvrige Danmark, Sverrig og Norge, medens det adskilte sig fra de germanske folk ved de samme sproglige forskelligheder som det øvrige Norden. Den påstand, at Sønderjylland og den jyske halvø indtil 6te årh. har haft en nedertysk befolkning, modbevises af sproget, der fra det 3dje årh. indtil den dag idag viser sig som nordisk.

Foruden de mindesmærker, der gennemgående har de ældre runer, optager prof. Stephens i sit værk også sådanne senere mindesmærker, hvor en eller anden af de for det ældre alfabet ejendommelige runer sporadisk findes sammen med de yngre. Om disse mindesmærker fra "overgangstiden" kunde der være adskilligt at sige, navnlig om den mærkelige Røk-sten fra Øst-Gøtland. Men jeg skal for denne gang indskrænke mig til den almindelige bemærkning, at jeg langtfra kan være enig med prof. Stephens i at regne alt det, han har medtaget, til overgangstiden. I de nuværende danske provinser findes ingen runestene med de ældre runer, men kun "overgangsstene", da Vejle-stenen er aldeles ulæselig efter den kopi, der findes deraf. Af de 8 danske stene, som prof. Stephens regner til overgangen, anser jeg Sæding-stenen for ulæselig. Voldtofte- og Vordingborg -stenen, der af Stephens sættes til 600—700 (!), indeholder ingen af de ældre runer, da der paa Voldtofte-stenen står ᚱᚢᚢᛚᛛᛣᛋᛏᛋ - ruulfasts (måske = ruulfR sati stain)[49] og på Vordingborg-stenen: ᛅᚠᛏᛅᚦᛁᛋᛚᚠᛀᚦᚢᚱ - aft aþisl faþur (resten er mig ikke ganske klar) med de sædvanlige runer, hvorimod tegnet HP på denne sten utvivlsomt skriver sig fra en langt senere tid og meget bedre kan sige "Hans Pedersen" end som prof. Stephens vil: "h(airwulfr) w(rait)"; ligeså lidt antager jeg, at der på Hørning- og Thisted-stenen findes ældre runer. Tilbage står da kun som hørende til overgangstiden Helnæs-, Kallerup- (eller Höjetostrup-) og Snoldelev-stenen, på hvilke vi finder det ældre ᚺ = H og desuden ᚼ = A. (sml. Björketorp-stenen o.s.v.) på Höjetostrup- og Snoldelev-stenen, samt ᛗ = M på Helnæs-stenen. I disse sporadiske minder fra det ældre alfabet har vi et håndgribeligt bevis på , at det yngre særlig nordiske runealfabet efterhånden har udviklet sig af det ældre fjelles gotiske eller nordisk-germanske.

Hermed slutter jeg disse bemærkninger om de ældre runeindskrifter og prof. Stephens' værk; jeg har ikke kunnet erklære mig enig med prof. Stephens i meget; men jeg sender ham endnu engang til afsked min tak, fordi han har gjort disse ærværdige minder fra vore fædres tid let tilgængelige for videnskabsmændene; hans værk vil altid blive et kildeskrift i denne videnskabsgren. Måtte disse linjer bidrage til at vække nogen interesse for hine fjærne tiders mindesmærker og deres sprog! Måtte de være en opfordring til nordiske sproggranskere om at yde den skærv de formår til opgavens endelige løsning, om at forbedre og rette det, hvori jeg mulig kan have fejlet. Navnlig håber jeg, at min ven, prof. Bugge i Kristiania, der ved sin læsning af guldhornsindskriften har bidraget til at omstøde alle de til den ældre læsning knyttede falske theorier, ikke altfor længe vil beholde for sig selv de øvrige interessante oplysninger, han vil kunne give om disse indskrifter og deres sprog.


__________


Efterskrift. Efterat denne afhandling var trykt, har prof. Dietrich bekendtgjort flere nye runefortolkninger; da de om muligt er endnu værre og mere vilkårlige end de tidligere, tager jeg intet hensyn til dem. Derimod har jeg med glæde læst en afhandling af C. Hofmann "Über einige Runeninschriften", trykt i det sidst udkomne hefte af Sitzungsber. der königl. Bayer. Akademie der Wissensch. Forfatteren, der har søgt at fortolke de blekingske runestene, er enig med mig i aldeles at forkaste både Stephens' og Dietrichs resultater og har, hvad der er det vigtigste, set, at ᛘ, ᛣ på disse stene er tegn for slutnings-R; dog gør han sig skyldig i samme inkonsekvens som Munch ved på guldhornet at tillægge den betydning m (s. 130). Skønt jeg i det hele må erklære Hofmanns fortolkning af Björketorp- og Stentofte-stenen for urigtig (H betyder kun h, ikke både G og h; kendeordet var endnu ikke udviklet, og på de steder, hvor forfatteren vil finde det, får han sproglige umuligheder), og skønt jeg ikke derved er bragt videre i forståelsen af disse indskrifter, må jeg dog yde den lærde sprogforsker al anerkendelse for dette forsøg, der både hæver sig langt over alle tidligere og også har kunnet lede ham til at fælde en rigtig dom om sprogformen i disse indskrifter (s. 132): "Diese wenigen Worte genügen doch zur Beantwortung der Hauptfrage, welchem Sprachstamme und welchem relativen Alter gehõren diese Denkmäler an? Jedenfalls dem nordgermanischen; denn sie zeigen im Flexions r, im postponirten Artikel (findes ikke !], im Dat. pi. auf mr (tvivlsomt; sml. foran s. 59] die charakteristischsten Merkmale dieses Stammes. Aber sie sind zugleich unberechnbar alter als irgend ein bekanntes Denkmal nordgermanischer Zunge, das beweisen die Züge, die sie mit dem Gothischen und den südgermanischen Sprachen gemein haben, und deren Erscheinen nicht etwa aus Sprachmischung, was ein höchst verkehrtes Beginnen wäre, sondern nur daraus gedeutet werden kann, dass das Nordgermanische eben diese früher gemeingermanischen Formen in der uns bekannten Zeit schon verloren hat." Denne ytring om sproget på de blekingske stene stemmer aldeles med det resultat, hvortil jeg ovenfor (s. 57 f.) er kommen med hensyn til sprogformen i alle nordiske indskrifter med de ældre runer; og ikke blot i bedommelsen af sprogformen i det hele, men også i mange enkeltheder falder Hofmanns og mine udtalelser sammen.


Fodnoter

  1. Rydqvist, Svenska Språkets Lagar, II, s. 616. Denne ligeså besindige som lærde sprogforsker har på flere steder i sit værk ytret tvivl om ælden af former, der af andre betragtes som meget gamle. Om -N på gammel svensk (og dansk) vil jeg få lejlighed til at udtale mig et andet sted.
  2. Kært barn har mange navne. De samme runer træffes også hos forskellige lærde som "gotiske", "tyske", "angelsaksiske", "saksiske".
  3. Ny og interessant er den opdagelse, forfatteren tilføjer i en note at Rask, fordi han erklærede engelsk for germansk, har fremkaldt "Slesvig-Holsteinismen"! "I need not add, that Rask' s theory has had strange and disastrous consequences. Taken up by Jacob Grimm and his German followers, it has materially shaped and assisted the absurdities and iniquities of modem "Slesvig-Holsteinism". Admitted by Keyser, it was made the starting-point for a new theory, entirely false and ridiculous, as to the way in which Scandinavia was peopled by the Northem tribes. Further developed by P. A. Munch, it has seriously disfigured the pages and acts of many modem writers. — So much evil may flow from one rash assumption!" Alt det er Rasks skyld!! Det havde hverken han eller hans disciple i Danmark nogensinde drømt om, at det tilsidst skulde blive opdaget, at han var den egentlige ophavsmand til "Slesvig-Holsteinismen".
  4. Den største nulevende sprogforsker, August Scbleicher, kommer, naturligvis også gennem betragtning af grammatiken i sin helhed, til samme resultat som Rask ; men han nævner ikke ét af de ovenfor berørte punkter. "Die nähere Verwandtschaft der deutschen Sprachen im engeren Sinne, dem Gotischen und Nordischen gegenüber, zeigt sich nicht nur im Wortvorrathe, sondern auch in der Grammatik. Es genüge hier auf etwas für diese deutschen Sprachen sehr charakteristisches hinzuweisen, nämlich auf die Bildung der zweiten Person Singularis Perfecti. Gotisch und Nordisch bilden sie übereinstimmend durch Abfügung von t, die deutschen Sprachen aber lassen eine nach Art des Optativs gebildete Form eintreten, z. B. gotisch 1. vas, 2. vas-t, 3. vas (war, warst, war), nordisch 1. var, 2. var-t, 3. var, mit Wandlung des s zur; aber althochdeutsch und altsachsisch 1. was, 2. war -i, 3. was, angelsächsisch 1. vfts, 2. vær-e, 3. väs, altfriesisch 1. was, 2. were, 3. was, dasselbe, nur mit leichten Lautverånderungen." Det var et 4de punkt, hvorom prof. Stephens skulde bevise , at det er "a modem development"; flere andre vil han kunne finde hos Rask. Scbleicher vedbliver: "Das im Wortschatz, in Lautgesetzen und in grammatischen Bildungen viélfach eigenthümlich entwickelte Altnordische kennen wir freilich erst aus Handschriften des 13. Jahrhunderts; aber auch in dieser verhältniszmäszig jungen Form ist es mit Sicherheit als ein dem Deutschen und Gotischen coordinirter, unmöglich weder aus dem einen noch aus dem andem hervorgegpangener Sprachzweig zu erkennen". (Die Deutsche Sprache, von August Scbleicher, Stuttgpart 1860, s. 94.)
  5. Tænker vi os det hele billedlig under form af et træ, vil vi få følgende forgreninger af grundsproget:
    Fotnote fig. 1.


    Slægtskabet kunde også fremstilles således:


    Fotnote fig. 2.
  6. -A i navneformen kan efter bortkastelse af -N i længre tid være bleven udtalt med en næselyd; dette kunde findes også i yngre runeindskrifter; hvad prof. Stephens skal påvise er navneformer på et virkeligt -AV.
  7. Medens det eftersatte kendeord, når man undtager Hàrbarðsljóð, kan siges ikke at findes i Edda, da det par steder, hvor det forekommer, uden tvivl senere har fået det til, dengang digtene nedskreves, medens -ENN altså ikke tilhører fællesperioden, findes derimod hyppig enn (INN, HINN) i Edda foran tillægsord (eksemplerne er samlede hos Nygård, Eddasprogets Syntax, Bergen 1865, s. 38 ff.); altså har enn dog allerede en anden brug end i de germanske sprog, og denne forskel blev i tidens løb (som det så ofte går) større. Eksempler i Edda selv viser, hvorledes den senere brug som eftersat kendeord ved navneord kan have udviklet sig af den ældre brug som foransat ved tillægsord, f. eks. Völundarkvida v. 42 (S. Grundtvigs udgave):
    bið þú Böðvildi
    meyna bráhvitu
    En modsætning mellem nordisk og germansk vilde jo forøvrigt også være tilstede, hvis der kunde påvises en periode, hvori det nordiske sprog intet kendeord havde, medens de germanske sprog havde SA, SO, ÞATA, der jo er fuldt udviklet på gotisk, medens det på oldengelsk (SE, SEÐ, Þæt) forekommer sjældnere i de ældre digte (sml. C. F. Koch, Historische Grammatik der Englischen Sprache II . Cassel & Göttingen 1865, s. 123: "Der Gebrauch des Artikels ist in den ältesten Urkunden selten, und zwar seltener beim Dichter als beim Prosaiker, seltener bei Beowulf als bei Cãdmon. Er nimmt zu mit dem Streben nach logisch genauerem Äusdruck". I engelsk har artiklen dog vist været tilstede i 9de århundred, medens den i nordisk måske først tilhører slutningen af 10de århundred. Prof. Stephens må derfor ikke betragte min udtalelse om det eftersatte kendeord som en indrømmelse til ham; ti 1) spiren til den senere modsætning mellem nordisk og germansk findes allerede i Edda, og 2) det er ikke nok at bevise, at artiklen mangler i nordisk; der skal også bevises, at den anden artikel mangler i de germanske sprog. Prof. Stephens har som sædvanlig taget sig sagen meget let.
  8. K. J. Lyngby. Senderj. Sprogl. s. 14 ff. J, Kok, Det danske Folkesprog i Sønderjylland, I, s. 162 ff.
  9. Denne evne til at sammenblande og forvirre alt viser sig også, når prof. Stephens s. 52 og 53 fører et lærd bevis for, at der er forskel på oskisk og på latin. Den ulejlighed kunde forfatteren have sparet sig, da ingen vides at have påstået det modsatte. Hvad prof. Stephens vil bevise, er nok ellers, at der var "endless varieties in Classical Italy"; men oskisk er sig selv lig i nord og syd, i ost og vest: kun tiden gør forskel. Professoren har altså været så uheldig af en fejltagelse at komme til at røre ved en sag, der beviser noget imod ham, istedetfor for ham.
  10. Det samme gentages, men ligeledes med udeladelse af beviset s. 200, hvor Tanura-stenen behandles med en beklagelig vidtløftighed, fordi det oprindelig var et selvstændigt arbejde, som derfor har fået en fra de øvrige stenes behandling aldeles forskellig form, idet der gives et kort udtog af alt det, der i forvejen er bekendt fra forfatterens fortale.
  11. Alfabetet på Thems-kniven må dog være flere århundreder yngre !
  12. På brakteaten fra Vadstena og på Thems-kniven findes ᛘ mellem P og S. I alfabetet på Charnay-smykket, hvor den har formen ᛯ , kan jeg derimod ikke afgøre, om den findes på samme plads ; ti i den meget smukke afbildning af dette smykke hos H. Baudot, Mémoire sur les sépultures des barbares de répoque Mérovingienne , découvertes en Bourgogne, et particuliérement å Cbarnay, Dijon & Paris 1860, pi. XIV, stemmer de efter ᛯ følgende runetegn ikke med deres gengivelse i dobbelt størrelse sammesteds s. 49. Den form for S, som efter prof. Stephens (s. 100 no. 2; sml. s. 153) skal findes på dette smykke efter ᛯ , er mig meget mistænkelig.
  13. De arkhæologiske spørsmål, hvoraf ikke få er bragte på bane rundtomkring i værket, overlader jeg arkhæologerne af fag at bedømme.
  14. Man må herved dog lægge mærke til, at medens de yngre runestene er hyppigst i øvre-Sverrig, findes de betydeligste af de ældre i Bleking, der i ældre tid var dansk.
  15. Prof. Stephens har som no. 18 og 19 to nu tabte stene fra Vánga; efter ordene i det af prof. citerede håndskrift kan jeg ikke sé andet, end at her kun er tale om én sten, hvorpå de urigtigt aftegnede figurer har stået.
  16. Det er en lille temmelig hård sten funden på en mark i nærheden af København og foræret mig af ejermanden, der i lang tid havde gået med den som en "kuriositet" uden at ane, at tegnene på den var runer; på den af naturen dannede flade side findes en indskrift, hvis runer for største delen er meget tydelige. Efter al rimeligbed har det været en amulet; spor af indfatning findes ikke. Afbildning af stenen i naturlig størrelse følger her:
    Fotnote fig. 3.


    Jeg må dog bemærke, at jeg er meget skeptisk med hensyn til alderen af dette slags mindesmærker.

  17. J. J. A. Worsåe, Om Slesvigs eller Sønderjyllands Oldtidsminder, Kbh. 1865, s. 54—55.
  18. Det er tvivlsomt, hvorvidt det fælles-jafetiske grundsprog har tålt "hiater" (sml. A. Schleicher, compendiuni der vergl. grammatik (1861) § 3, s. 11, 12); den tvivl kunde efter formen þyiya at dømme ikke opkastes med hensyn til det fællesnordiske grundsprog — det vilde have været et mærkværdig hiatrigt sprog. Dog er jeg ikke sikker på, hvorledes prof. Stephens vil have ordet þyiya udtalt; for ham selv synes det efter hans udtalelser om bogstaverne C og Y (s. 155 og 158) at være meget uklart ; jeg er nærved at tro, at han i det her nævnte ord tillægger Y to betydninger, først som selvlyd (dansk i) og dernæst som halvselvlyd (engelsk y).
  19. sml. Sigrdrífumál v. 5 tf. og med hensyn til de her nævnte pile navnlig v. 6:
    Sigrúnar skaltu kunna,
    ef þú vilt sigr hafa.
    ok rísta á hjalti hjörs,
    sumar a vetrimum,
    sumar á valböstum,
    ok nefna tysvar Tý.
    Med hensyn til runerne
    Fotnote fig. 4.


    på pilen fra Nydam-mose skal jeg endvidere gøre opmærksom på, at vi på "brakteateme" oftere finder runerne


    Fotnote fig. 5.


    og


    Fotnote fig. 6.


    samme i-egn som på pilen, men en anden orden.

  20. Det samme synes den svenske anmælder. Dr. Hildebrand), at antage, skønt han udtrykker sig forsigtigere : "äfven om hans tolkningar icke skulle kunna i allt antagas, står det dock fast, att en hvar, som vil försöka sig i samma rigtning, måste, för att kunna våga försöket, nödvandigt bygga på den grund, Stephens lagt." (Ny iilustrerad Tidning, Stockholm den 16. Februari 1867.)
  21. Ved "man" menes ikke prof. Stephens; ti han får en mand ved navn Wili med et "le-skaft", og så giver han ham selv en "høvl" dertil.
  22. Aftrykt efter et nu tabt håndskrift hos Hickes, Linguaruni Vett. Septentrionalium Thesaurus 1, s. 135. Derefter gengivet hos W. Grimm, Über deutsche Runen, Göttingen 1821, s. 217 ff.. samt i Kembles afhandling "on Anglo-Saxon Runes" i Archæologia, vol. 28, London 1840, s. 339—345. Ligeledes findes den i Greins Bibliothek der angelsächs. Poesie H, s. 351—354 og hos Max Rieger, Alt- und Angelsächsisches Lesebuch nebst altfriesischen Stilcken mit einem Wörterbüche, Giessen 1861, s. 136—139.
  23. A findes næsten gennemgående som sidste bogstav i ordet og bliver således et rigtigt middel til at finde ordenes adskillelse på stene, hvor skilletegn mangler; dog er det ikke nødvendigt, at den skal være det sidste bogstav i ordet: det vilde den f. eks. ikke blive i tillægsordenes højere grad, hvis man havde eksempler derpå med ᛣ(ᛔᚾᛏᚱᛁ - batri findes på Tryggevælde-stenen; men den hører til de stene, hvor ᚱ og ᛣ er sammenblandede). I ordet ᚾᚢ ᛣᚾᚴᚢ ᚹᛁ - nurn-kuþi på Helnæs- og Flemlöse-stenen har vi A inde i ordet.
  24. Efter det her udviklede bliver det måske muligt at angive betydningen af det mærkelige oldengelske navn på denne rune og dets oprindelse. I den ovenfor (s. 30) omtalte runesang hos Hickes står: X. ᛘ seccard hæfþ oftust on fenne hvor man enten med W. Grimms konjektur må læse: eolhx secg eard hæfþ oftusl on fenne eller med Kemble: eolhx secg eardad oftust on fenne. I runesangen betegnes det første ord i hvert vers ved den rune, som ordet selv var navn for, her ved ᛘ, hvortil (måske med en senere hånd) dens navn eolhx er føjet. Det er et underligt ord; kan det virkelig have heddet eolhx, og hvad betyder dette ord? J. Zacher har i sin afhandling 'Das gothische Alphabet Vulfilas und das Runenalphabet', Leipzig 1855. s. 72 ff. helliget denne rune en særlig undersøgelse, hvis enkeltheder og resultater jeg ingenlunde kan billige; men i de ord, hvormed han indleder denne undersøgelse, fremsættes det spørsmål, der skal besvares, klart og bestemt: "Den namen der rune eolh geben die handschriftlichen angelsächsischen alphabete eolhx iles ilix elux, und als geltung dazu x, oder il, oder l et x. Schon diese verwirrung, dies völlig haltlose schwanken verräth, dass den schreibern bereits beides, name wie geltung, durchaus unverständlich war. In der strophe des runenliedes ist der text der ersten zeile zwar verderbt, doch durch Wilhelm Grimms glückliche besserung unzweifelhafb richtig hergestéllt: eolx aecg eard háfd oftost on fenne, Elen-segge erde (boden) hat (d. h. wurzelt) - am häufigsten im sumpfe Aber war es erlaubt, einen runennamen so zu bilden , dass in ihm der wesentliche, die geltung der rune darstellende laut (x) erst inlautend, und erst durch die hinzunahme eines casus-s (eolh[e]s), oder gar des anlautes vom zweiten compositionsworte (eolhh-secq) zum vorschein kam? War das schon zur zeit des goldbracteaten erlaubt, der doch an der stelle des eolhx der handschriften ein runenzeichen, wenn auch ohne namen, darbietet? gewis nicht! Und folglich ist sowol die angabe der handschrifbenalphabete wie die des runenliedes als ein irrtum, ein misverständnis der späteren zeit, zu verwerfen. Aber eben nur als ein misverständnis; denn reine erfindung kann es nicht sein." Vanskelighederne løses på følgende måde: eolhx kan ikke være ejeform, da den på oldengelsk måtte hedde eolhea; derimod er eolh-secg en sammensætning, hvori hs var = x når man skriver eolhx-secg, er x altså overflødigt, da det kun er en gentagelse af det foregående h og det efterfølgende s. Medens alle andre runenavne begynder med det bogstav, som runen udtrykker, har vi her et navn, hvor runens betydning findes i midten. I de senere nordiske runer finder vi ligeledes det bogstav, runen er tegn for, i begyndelsen af det ord, hvormed runen betegnes, undtagen ved runen ᛣ, der har navnet yr og betyder R. Da det netop er karakteristisk for denne rune, at den findes i ordenes efterlyd, kunde det bogstav, hvorved den skulde udtrykkes, naturligvis også kun fremtræde i enden af ordet (sml. det gotiske navn iggvs, oldengelsk iug for runen ng). Resultatet af mine undersøgelser ovenfor blev, at ᛘ (ᛦ) i det ældre alfabet havde samme betydning som ᛣ i det yngre ; vi måtte altså, ligesom i det yngre alfabets yr, også i det ældre alfabet for runen ᛘ have et runenavn, hvor det bogstav, runen betegner, findes i enden af ordet; men sér vi nu på navnet eolhx, der kun er en skrivemåde for eolh, da har vi her et oldengelsk ord, som på oldnordisk hedder elgr, i hvilket sidste vi altså finder betydningen af ᛘ, R , i ordets slutning. Da man på oldengelsk praktisk ingen brug havde for Y, er den vist fra nordisk overført i de oldengelske runealfabeter (med mindre den, hvad Chamaysmykket kunde tyde på , skulde være fælles-gotisk og kun være beholdt i de nordiske indskrifter, da man alene i dem havde brug for et særeget tegn for slutnings-a); elgR kunde da på oldengelsk ved at sammenstilles med secg være gjort til eolh-secg, eolhx-secg for at få et x, som på det nærmeste kunde gengive det 'bløde' nordiske S eller R.
  25. sml. R. T. Lillencron und K. Müllenhoff, Zur Runenlehre, zwei Abhandlungen , Halle 1852, s. 4 ff. ; J. Zacher, Das gothische Alphabet Vulfilas und das Runenalphabet, Leipzig 1855, s. 19; Max Rieger, Alt- und Angelsacbsisches Lesebuch s. XXIV.
  26. Også Dietrich har i sin yderst vilkårlige læsning af guldhornsindskriften (sé nedenfor s. 44) erkendt, at navnet måtte følge efter EK: "es ist der Vorzug, den gewöhnlich die Deutungen der nordischen Gelehrten vor denen der deutschen haben, nämlich der richtige epigraphische Tact und der gesunde Geschmack für alterthümliche Erscheinungen, welcher in der Erkenntniss liegt, dass hier der Anfertiger oder Schenker mit Namen genannt sein muss. Etwas so Unerhörtes, wie der Satz enthält Ich habe den Holtingen die Hörner gemacht oder geschenkt, ohne alle Nennung eines Namens dazu, wie er bei deutschen Erklären Beifall gefunden hat, das haben sich nordische Ausleger, die mit ihren Inschriften vertraut sind, nicht zu Schulden kommen lassen." (Germania X, s. 298; sml. Disputatio de inscr. duabus runicis s. 5.)
  27. EK ERILAR findes måske også på Vamum-stenen , skrevet ᛖ ᚴᛖᚱ ᛁᛚ ᚫ ᛣ.
  28. J. M. Kemble, On Anglo-Saxon Runes i Archæologia, vol. 28. London 1840. s. 327—72. hvortil i vol. 30. London 1844. 8. 31—46 er føjet "Additional Observations".
  29. I "Aarsberetning for 1856 fra Foreningen til norske Fortidsmindesmerkers Bevaring" s. 79 siger han dog af¨tr (eller af¨tz) idet her ᛘ gengives ved Z.
  30. Formen ᛰ findes især på jyske runestene; sml. P. G. Thorsen, De danske Runemindesmærker I, s. 152 not.
  31. De tre første linjer hos prof. Dietrich (ɔ: de 3 sidste på stenen, idet professoren har opdaget, at indskriften begynder med den sidste linje!) lyder efter den nævnte fortolkning således (s. 8):
    haidm(a)r (r)junóronu
    fal á hám hádmo óg -
    ina rúna marage
    og af de hertil knyttede sproglige bemærkninger vælger jeg følgende: "runoronu . . . . der zweite Theil muss in den Vocalen entstellt sein (s. 9) á hám hádmo. Da in Schweden frühzeitig ai zu á abgeschleift wird (!), wie in dem häufigen stån neben stain auf schwedischen Runeninschriften, und die Dativendung in gangbaren Substantiven abgeworfen werden könnte, so lässt sich darin das isl. á heimi heiðum erkennen. (s. 10—11)!! ágina runu marage, das Object zu fal, ist nicht femininisch, wie rùn herrschend ist, sondern masculinisch gestaltet Die Endung in marage st. marga kommt später wieder vor in daude.'!! Og en sådan sprogform i disse tre små linjer er det først lykkedes at få frem ved i linje 1 at indskyde A i haidm(a)r og R i (r)unoronu, i linje 2 at læse ᚴ som ᛘ og i linje 3 at udelade ᚢ efter det sidste E. Det har en professor i Marburg vovet år 1863 efter Kristi byrd at sende ud i verden på tryk!!
  32. I runealfabetet på brakteaten fra Vadstena indrømmer prof. Dietrich selv, at ᛗ betyder M, hvorfor han aldeles vilkårlig sætter denne brakteat til 7de århundred (Die runeninschr. der goldbr. s. 99); på brakteaten fra Tjörkö ved Karlskrona (no. 102 i "Atlas for nordisk Oldk.") gør han ikke desto mindre uden videre ᛗ til D (ibid. s. 52), uagtet den netop her tydelig er forskellig derfra, idet der, når runerne vendes om, står HᛖᛚᛞᚨᛘcᚢᚾᛁᛞᚢᚦCᛁᚢ : hvor vi to gange har ᛗ = D og 1 gang ᛗ = M. I samme tidskrift i samme hefte antager den samme prof. Dietrich alligevel, at M på Charnay-smykket har været udtrykt ved ᛗ (s. 109) , og denne indskrift hører "spätestens ins 5te jahrh." (s. 107) ! ! Det er da ikke muligt at indvikle sig i værre modsigelser. Og hele sagen er så simpel som mulig, idet ᛗ overalt og til alle tider har været M, medens ᛘ aldrig har været det i de ældre runer. ᛗ i betydning H i de ældste tider finder jeg ikke blot (som prof. Dietrich) i Bourgogne på Charnay-smykket og i Norden på brakteaten fra Vadstena, men i alle andre nordiske samt oldengpelske indskrifter og også i indskriften på Bukarestringen, hvor der efter tegningen hos prof. Dietrich står: ᚷᚢᛏᚨᚾᛀ ᛟᛖ : HᚫᛁᛚᚫX hvilket jeg ikke med Dietrich læser: gut-anom hailag, "divino cultui sacer" (Disp. de insc. duab. run. s. 16—20), men : gut-annom hailag som jeg betragter som et rent gotisk sprog (annom hf. flert., der findes hos Vulfila Luc. 3, 14. 1 Cor. 9, 7); jeg oversætter det: "Viet til goter-skatten" og sammenligner dermed brugen af ordet helga på oldnord. i forbindelser som: "ok er helgat landit Einari syni minum" ɔ: gjort til hans ukrænkelige ejendom' (sé Fritzner s. v. helga og heilagr). Efterat jeg selv havde udfundet denne læsning, er jeg bleven yderligere bestyrket i dens rigtighed ved at sé at det samme allerede er foreslået af H. F. Massmann i Germania II, s. 209—13. Denne såvelsom den burgundiske indskrift er naturligvis af stor vigtighed med hensyn til spørsmålet om de ældste runers udbredelse — en ting, som jeg ikke her skal indlade mig på, men håber at komme tilbage til, når slutningen af prof. Stephens' værk er udkommen; også over de forskellige alfabeters forhold til hinanden vil der da kunne udbredes større klarhed. — Med hensyn til prof. Dietrich skal jeg endnu bemærke, at medens han læser ᛘ som M på Bjørketorp- og Tune-stenen, læses den som R på Istabystenen, og betydningen R tildeles ligeledes ᛦ på Stentoftsstenen, — naturligvis efter Munch, der ikke nævnes , og hvis rigtige læsning af Istaby-stenen forbedres således, at det hele bliver meningsløst.
  33. sml. Die runeninschr. der goldbr. s. 92 : "da die inschrift des goldnen horns, welche genau dieselbe runenart hat, einen alten nordsachsischen dialect darstellt." Selv i prof. Dietrichs læsning er der dog noget, som efter hans egen tilståelse ikke er så, ganske rent saksisk (sml. nedenfor s. 58 not.)
  34. I samme afhandling s. 89 siges om "brakteaterne" med runeindskrift som bevis på at de ikke er forarbejdede i Norden, at omtrent en tredje del af dem er funden i lande, "wo die herschaft nordischer sprache nie stattfand oder doch bis zum 6ten jahrh. nicht erwiesen ist." I en note hertil opregner forfatteren disse lande i det enkelte: "nämlich nordischen fundorts sind ihrer 37, aus ländern wo bis ins 6te jahrh. deutschredende völkerschaften wohnten sind 15, und zwar aus Jütland (således står der virkelig, og det betyder virkelig Jylland!) 5, aus Schleswig 5, aus Hannover 3, und dann je einer aus Holstein und Meklenburg. Im skandinavischen norden ist das verhältnis diess, dass 8 aus Fünen, 9 aus Seeland, 13 aus Schweden, und zwar acht aus Schonen und Bleking (nur einer aus jüngerer zeit [sml. mine bemærkninger s. 44 not.], der von Vadsteua am Wetternsee aus Ostgötaland, und vier unsichern fundorts) und 2 aus norwegischen gegenden abstammen, während 5, wie gesagt, unbekannten fundorts im dänischen museum sind." Til brakteaterne skal jeg komme tilbage, når 2den del af Stephens' værk udkommer.
  35. "Das ergebnis dieser betrachtung ist also, die weder gothische noch nordische [eller noget andet end "Dietrichsche" sprache der bracteaten steht am nächsten den sächsischen dialecten, und gleicht, wo sie mehr angels. ist, oft auffallend dem northumbrischen, d. h. einer aus Anglien stammenden mundart, sie entfernt sich zwar von beiden durch theilweise erhaltene diphthongen, da sie aber viel alterthümliche flexionen hat, so kann jene schwankung ihrer frühen entstehungszeit zugerechnet werden, die weit hinter den jetzt bekannten quellen beider dialecte zurückliegt, und selbst in diesen nicht ohne spuren ist." (s. 80.)
  36. Om Tune-stenen hedder det (Die Blek. Inschr. s. 27): "Da nun aber gleichwohl die Runen wie die Eigennamen Vivania und Vodurid anglisch oder sächsisch sind, so wird man sich vorzustellen haben, es war eine nördlichsächsische Familie, die etwa vom Vik her in Südnorwegcn eingezogen, hier ansässig wurde, und hier wenn auch nur in unvollkommner Weise die altnorwegische Sprache ihren Endungen nach annahm, während sie manche gewohnte Wortstämme und Wortgestalten aus der alten Heimath beibehielt." Efter hvad jeg i denne afhandling har bevist med hensyn til runer og sprogform vil prof. Dietrichs forsætning nu komme til at lyde: "Da nun aber weder die runen noch die eigennamen Vi var und Voduride sächsisch sind, so . . . ." (ja! eftersætningen overlader jeg til professoren selv at fuldende!) De blekingske stene giver anledning til at slå følgende historiske kendsgæming fast (ibid. s. 32): "Danach liegt wieder der Schluss nahe, dass auch in Bleking, trotz der damals schon ziemlich gut altnordischen Sprache eine einst ähnlich gemischte Bevölkerung zu denken ware. Haidmar in Biorketorp und Haþuvolafr in Solvitsborg nennen zwar den Ort, wo sie die Steine errichten, wenn richtig erklärt ist [sml. ovenfor s. 43 not.], ihre liebe Heimath, so dass sie selbst nicht eben (!) Eingewanderte gewesen sein können. Aber ihre Voreltern in früheren Geschlechten können es immerhin gewesen sein (!!), die Namen konnten ihrer Stammgestalt nach unverändert forterben, wenn sie auch die Endungen gemäss der nordiscben Umgebung annahmen."
  37. Det samme udtaler A. Kirchhoff i sin afhandling "Zur würdigung der Französischen runen" i Haupts zeitschr. X, s. 198: "Sowohl das terrain welchem die denkmaler dieses alphabetes [des schönischen bracteaten, des tondernschen hornes und der Blekinger und Uplander runensteine] angehören als auch sein enges verhältnis zum gothischen einer- und zum angelsächsischen andrerseits in strengem gegensatz zum skandinavischen beweisen dass in diesen zeichen uns das alphabet der germanischen (nichtskandinavischen) stamme vorliegt welche vor der sächsischen wanderung in der mitte des fünften jahrhunderts in der jötischen halbinsel sesshaft waren."
  38. Efter vorahto har vist stået ordet runaR eller runoR (sml. 8. 56); kun af det første r er der endnu spor (sé s. 37).
  39. En klamme om de oldnordiske ord tilkendegiver, at det ældre ord ikke længere findes i sproget, og at et yngre med samme betydning er sat istedetfor.
  40. Hvis after kunde forbindes med hensynsf., vilde jeg dog snarere antage voduride for en a-stamme i hf.
  41. Af H findes i den bevarede kopi kun j .
  42. Den hertil svarende nf. stain-a-R findes måske på Krogstad-stenen fra Upland
  43. Bugge fejer til sin læsning af guldhornet, at han med hensyn til horna ikke nu vil afgøre, om det er ental eller flertal. Da jeg i sommer meddelte ham, at jeg på grund af meningen anså det for ental, erklærede han mig, at han nu var kommen til samme resultat, da en nylig i Norge funden runesten indeholdt et intetkønsord i ental med stammeudlyd. — Prof. Stephens læser hornæ, hvilket han erklærer for gf. ent. ; men da han gør det til haknk., og da alle hans nævneformer er gale, kan han ikke have haft nogen anelse om sammenhængen med "stammeudlyden" i disse indskrifters sprogform.
  44. Prof. Stephens hjælper sig ofte, navnlig ved de danske indskrifter, ud af sin forlegenhed med dette 0; men det fremtræder rigtignok under meget forskellige former, idet det efter hans grammatik udtrykkes ved : 1) A ( ᛘ) Thorsbjerg-dupsko ; Vejle-, Bratsberg- , Stenstad- og Orstad-stenen (på de 3 første steder oversættes det : he owns, på det 4de: he owneth og på det 5te: owes-he.) 2) 0 (ᛟ) Himlingøje. Strårup. Vånga-stenen / Vimose-høvl 3) AH (ᛘH) j (begge former!!) 4) Æ (P) Vimose-kam (en 3dje form på sagerne fra denne mose!) Nydam-pilen? ThorAbjerg-skjoldbugle (indskriften her bør rigtignok læses fra højre til venstre! men jeg skal glæde prof. Stephens med, at han alligevel kan få sit "ejer" ud, udtrykt ved Hᛘ AH); slangebilledet fra Lindholmmose (her er e udtrykt ved 8 ᛑ !!) 5) Æ/H H (ᛡᚪ ) Upsala-øksen. Det er en mærkværdig "vild og rig" dialekt det gamle "oldnordiske" sprog !
  45. Selv prof. Dietrich er bleven betænkelig ved ek på guldhornet: "Forma vocis EK neque est gothica neque anglosaxonica, nec fuit illa veterum Saxonum, ea autem in illam Anglorurn regionem, ubi inventa est inscriptio, irrepere potuit ex vicinia Danoruni , apud Scandinavios enini illa jam ante sæculura octavum erat usitata." (Disp. de inscr. duabus run. s. 7).
  46. Runen ᚫ findes kun på dette sted i indskriften; er den brugt netop her med forsæt istedetforᛡ?
  47. Kun levninger af 5 runestave er her synlige og endel af R ; det er her prof. Stephens læser navneform "seta" og deraf drager mærkelige sproghistoriske slutninger (sml. foran s. 4—5).
  48. sml. K. J. Lyngby, "De oldnordiske navneords bøjning" i Tidskr. for Philol. og Pædag. VI, s. 46.
  49. sml. begyndelsen af indskriften på Helnæs-stenen: ᚱHᚢᚢᛚᚠᛣᛋᛀᛏᛁᛋᛏᛅᛁᛀ rhuulfR sati stain.