De danskes toge til Venden

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Annaler for nordisk oldkyndighed
København, 1837

De danskes toge til Venden
En historisk fremstilling af N. M. Petersen

Første Afsnit:
De vendiske Folk

1.

ALLEREDE i flere Aarhundreder havde nordiske Vikingesnækker hjemsøgt Østersøens, Nordsøens og Atlanterhavets Kyster. Det danske Navn gjenlød fra Liffy til Ifa; det var blevet en Skræk for Beboerne af Seines og Loires Brædder. Plyndring og Mord fulgte det; talrige Krigsfanger maatte betale den umættelige Begjerlighed svære Løsepenge, og Templerne for hvide Krist gik op i Luer. Men ved Kristendommens Indførelse i Norden vaktes Fromheden, og Vikingefærden ophørte. Fredens Kunster begyndte at trives; Skoven sank for Øxen; Sværdet ombyttedes med Ploven, og Stæder begyndte at fremblomstre. Da kom Gjengjældelsens strænge Ret. Hvad Ædelt der opfostredes i Fredens og Mildhedens Skjød, hvad der helligedes ved from Tro og varme Bønner, ved kristelig Kjærlighed imellem Mand og Kvinde, imellem Forældre og Børn, imellem Herskeren og hans Undergivne, der hyldede ham som den, Gud havde udkaaret til Magtens Haandthæver, det truedes nu med Undergang af vilde Hedninger, der i Had og Grumhed ikke stode tilbage for Nordboen, den Gang ogsaa han rasede som Bersærk og bar Had som en Hedning. Alle Danmarks Øer og Kyster vare udsatte for Plyndringer; de fredelige Indvaanere førtes bort som Fanger, deres Boliger sank i Aske, deres Døtre bortførtes til Skjændsel. Dog var ogsaa dette et Middel til at vække Folkets Kraft. Paa alle Landets betydeligste Punkter hævede sig Forskansninger og Kasteller, der snart bleve til ligesaa mange Stæder, igjennem alle Sunde gyngede Baade; fra de fjerneste Provinser iler man ombord, for at gjenne, bekjæmpe og fordrive Fjenden, eller for at opsøge ham i sit eget Land, for at sløjfe hans Værker og omstyrte hans Afguder. Kongerne selv gaae i Spidsen for Hæren, Biskopperne kaste Bispestaven og gribe til Sværdet, begge Dele føre de med Ære, Landets ædleste Mænd stride i de Simples Rækker. Trange Sunde maa gjennemfares, sumpige Moradser gjennemvades, store Skove gjennemvandres, kun for at naae Fjenden; at naae ham er nok, da er han næsten slagen. Men han forsvinder her og kommer hisset frem; han er falsk, som Landet han beboer. Tapperhed og List, Mod og Udholdenhed, Uforsagthed og from Tillid, alt er nødvendigt for at svække og kue den ikke nær saa tapre, som grumme, mere troløse, end listige, ikke begejstrede, men fanatiske Fjende. Mange Forsøg gjøres, og mislykkes, og gjøres atter; thi just dette er Kjendetegnet paa den kristne Helt, at mislykkede Forsøg ikke afskrække ham, fordi han veed hvorfor han fægter, og at han frejdig og tillidsfuld paa ny bekjæmper den paa ny frembrydende Fjende, der endelig maa bukke under, fordi han bærer Spiren til sin Undergang i sig selv.
Man maatte forundre sig, hvis Danmark, der havde bestaaet saa mangen Kamp, ikke ogsaa skulde gjennemkjæmpe denne. Dets Beliggenhed, som havde befordret dets Vikingers fri Fart over alle Nordens Have, til alle nordlige Landes Kyster, maatte ogsaa udsætte det for lignende Anfald af andre. Hvor Kraften var lige, hvor Hedning stred mod Hedning eller Kristen mod Kristen, der havde Danmark sejret; ingen kunde rose sig af at have vundet en Fodsbred Land indenfor dets naturlige. Grændser; tværtimod udstrakte det sit Herredømme over alle nærliggende, endog fjerne Kyster. Til Lands strakte det sig saa langt ned, som Havet, dets naturlige Værn, omgiver det paa begge Sider; paa hin Side Havet adlød England og tildeels Norge det samt de sydlige Strækninger af nuværende Sverrig, eller de nærmeste Lande, som Havet beskyllede mod Vest og Øst. Men paa hin Side Havet trodsedes det endnu af et hedensk Folkeslag, til Lands nær ved dets Grændser og over Søen ikke fjernere, end at faa Dage kunde bringe dets Snækker til de danske Kyster.
Det er de Danskes Krige med dette Folk og sammes Undertvingelse, hvoraf vi forsøge at meddele en historisk Fremstilling; men for at gjøre denne baade klar, levende og grundig, maae vi først meddele nogle Betragtninger over selve Folket og Landet.

2.

Ved Venden, som vi nu sædvanlig kalde det, eller Angelsaxernes Veonodland, Islændernes Vindland, forstaaer man den hele Kyststrækning ved Østersøen fra Danmarks Grændser ved Slien indtil Weichselfloden. Folket, som beboede den, inddeeltes i Øst-Vender og Vest-Vender (hos Islænderne Austr-Vindr og Vestr-Vindr); deres Lande kaldtes ogsaa Venden (i indskrænket Forstand) eller det vendiske Rige, og Pommern; hint mod Vesten, dette mod Østen; Grændsen imellem begge var Oderfloden. Vi komme her især til at betragte den hele Strækning fra Oder til Sli, og de nærmest liggende Egne østen for Oderen.
Gaae vi tilbage til de ældste Efterretninger om disse Landstrækninger, saa finde vi dem beboede af gothiske Folkeslag. Vore Forfædres Fædre eller deres nære Slægtninge have rimeligviis en Gang boet i disse Egne eller i det mindste gennemvandret en Deel af dem, førend de kom til Norden. Efter Indvandringen til Norden, hvis Tidspunkt det næppe er muligt med nogenlunde Sikkerhed at bestemme, men som Historieskriverne efter rimelig Gisning sætte enten ved eller noget efter Kristi Fødsel, deelte de tilbageblevne gothiske Folk sig i smaae Stammer, der efterhaanden tabte sig saa meget, at Geograferne i andet Aarhundrede efter Kristus kun kjende et Par saadanne smaae gothiske Folkestammer, Guthinerne i nuværende Böhmen og Gudderne i nuværende Preussen. Paa een Gang bliver derimod det gothiske Navn til et af Historiens berømteste. Efter hvad man i Almindelighed antager vandrede Gother fra Norden over Havet, forenede sig med sine Slægtninge, stiftede i Fællesskab med dem og andre Slægtninge store Riger ved det sorte Hav, hvorfra de, nu sammensmæltede til een uhyre Kolos, styrtede hen over det rommerske Rige, greb det i sine meer end hundrede Arme, og rystede det, saa det faldt i mangfoldige Stykker, der først efter lang Tid atter samlede sig i mindre Stater; mindre end hint, men kun smaae i Forhold til det Uhyre, af hvis Lævninger de bleve til.
De Landstrækninger ved Østersøen, som saaledes ved Gothernes Udvandringer blottedes for Indbyggere, bleve efterhaanden besatte af et østligere Folk, hvis Grundstamme uden Tvivl ogsaa her havde sit oprindelige Hjem, hvilket dog taber sig i Oldtidens Mørke. Allerede 500 Aar før Kristi Fødsel, finder man et saadant betydeligt Folkeslag omtalt som boende i Sarmatien, imellem Æstier paa den ene Side og Gother paa den anden; de handlede med Bernsteen, udbredte sig fra Weichselen af indtil Øsel, og den Deel af Østersøen, ved hvilken de boede, kaldtes det vendiske Hav, de selv Veneder (Оυενεδοι). Dette Folk, hvis Slægtskab med den store slaviske Folkestamme er afgjort, henhørte hverken til samme Grundstamme, som Gother og Germaner paa den ene Side, eller til samme, som Finner paa den anden; men enten maa man antage, at en saare tidlig og gjennemgribende Blanding havde fundet Sted imellem dem og Germanerne, fra hvilke de dog i Sæder og Skikke vare meget forskjellige, eller ogsaa begge maae være oprundne fra en fælles Grundstamme, den kaukasiske. Ligheden i Sprogenes første Ord og Sproglære beviser det. Begge Sprog søge deres Grund i Asien; de slaviske Sprog have mest Lighed med Armeniernes, de germaniske med Persernes; dog følger deraf næppe mere, end at begge have haft eet fælles Stamfolk. Af deres ældste østlige Naboer, Finnerne, kaldtes de Vena, Finnerne kalde endnu Russerne Venäleine og Rusland Venahenmaa eller Vendernes Land. Denne Benævnelse træffe vi atter hos vore egne nordiske Forfattere, som omtale Folket Vanir og deres Land Vanaland, hvilket grændsede til Asernes, og igjennem hvilket disse droge paa deres Vej til Norden. Herved bliver det os ogsaa paa een Gang forklarligt, hvorfra den Lighed imellem begge Folks Gudelære, saa megen Forskjellighed uagtet, kan være opstaaet, og hvorledes en vedvarende Blanding af begge Folkestammer kunde vedligeholde sig i Aarhundreders Løb.
Paa alle Sider omgivne af gothiske Folk, begyndte en stor Deel af Venderne allerede at udvandre i det første Aarhundrede efter Kristus; flere nordtyske Folk trængte da ind i deres Land, og fortsatte derpaa, ligesom de, Vandringen imod Syd. Andre fredelige Stammer, deels af deres Naboer, Finnerne, deels af selve Vender, bleve tilbage, og dannede ligesom Smaakantoner; ogsaa disse blandede sig efterhaanden ind i den almindelige Folkevandring, der var disse Aarhundreders bestandige Særkjende, og af Blandingen opstod nye Folkeslag. Et Exempel derpaa er Vidioarierne (Vidiverjerne) eller Vitlænderne i Vestpreussen, en Blanding af Vender og Gother.
I nogen Tid staae Venderne i Skygge, da Historien har fæstet sin Opmærksomhed paa langt mægtigere Riger: Til det store gothiske Rige under Ermanarich (Jørmunrekr) † 375 hørte ogsaa Folkene ved Østersøen: Vender, Æstier, Fenner eller Tschuder. Ogsaa Attilas store hunniske Rige udstrakte sig til Østersøen, og rimeligviis have da ogsaa Venderne været skatskyldige dertil. For os Nordboer maa dette være saa meget sandsynligere, som vore ældgamle Sagn have opfattet Folkenavnet Huner, og anvendt dette paa de vendiske Folk langsmed Østersøen, og vide at fortælle mangehaande Tildragelser, som forefaldt imellem Konger af Reidgotaland, det sydlige Jylland-, og Húnaland, Venden. De nysnævnte gothiske og hunniske Riger sank imidlertid med deres Stiftere, og hvad der endnu kunde være en Hindring for Vendernes friere Udbredelse, det store Vandalske Rige, der havde dannet sig af gothiske Folk, hvoriblandt Rugier ved Peene og paa Rügen, det drager sig ogsaa i Begyndelsen af det femte Aarhundrede imod Syden. Da begynde ogsaa Venderne at udbrede sig sydpaa, og træde nu snart frem i anseelige Riger i Böhmen, Slesien, Kroatien, Mähren. To Hovedstammer blive da efterhaanden mere kjendelige: Slaviner og Anter, og kun nogle Smaastammer ved Weichselen bevare endnu Navnet Vender.
Imidlertid rykkede en anden slavisk Stamme, Ljæcher eller Lecher, fra Ungarn imod Norden, og satte sig fast i Polen og Pommern. Denne deelte sig atter i mange mindre Stammer, som fik Navne efter deres Boliger: Poljæner eller Poler paa Sletten (pole), Lutitier i Sumpegne (lutice), Pomeraner ved Havet (po more) o. s. v. Pomeranerne vandrede ind i Gothernes, Burgundernes, Vandalernes og Rugiernes forrige Land, og blandede sig rimeligviis med Lævninger af Varnerne ved Floden Warnow og af Rugier paa Øen Rügen; de antoge i det mindste deres Navne: Varner og Rugier. Lutitierne indtoge ikke blot Lausitz, som endnu bærer deres Navn, men ogsaa Forpommern og en Deel af Meklenborg og de brandenborgske Mark'er. Den Deel af Lutitierne, som boede i Lausitz, kom under Sorbernes Herredømme, en anden mægtig slavisk Stamme imod Syden; de nordligere Lutitier derimod bevarede deres Uafhængighed under Navnet Welataber eller Wilzer. Mange nyere Smaastammer udviklede sig, deels som Kolonister fra de forrige, deels maaskee af tidligere vendiske Stammer, og under Navnene Obotriter, Wagrier, o. m. fl. nærmede de vendiske Folk sig stedse mere Danmarks Grændse. Efterat Slaverne saaledes vare trængte frem til Østersøen og Slien, udgjorde de en overordentlig stor Stamme, hvis Top udbredte sine Grene mod Øst og Vest ved Østersøen, og hvis Rødder tabte sig paa den ene Side ved det sorte Hav, paa den anden ved den venetianske (venediske, vendiske) Bugt.

3.

At skildre et Folk er i Grunden at skildre en Person. Hver Folkestamme har sit Særkjende, ligesom hver Familie, og hvert Folkeslag fremtræder atter som en enkelt Person i Forhold til Stammen. At opfatte det særegne ved saadanne, især i Oldtiden, er vanskeligt, fordi noget almindeligt er tilfælles for alle. Hedningen er sig selv liig overalt, og dog kan man ikke nægte, at hver hedensk Nation har et særeget Præg. Venden har derfor i Almindelighed Karakteer tilfælles med hele den slaviske Stamme, men denne Almindelighed maa atter have antaget noget særegent ved Folkets Afsondring fra det Hele.

Efter meget tidlige Efterretninger skildres Slaverne som Folk med stærktbyggede Lemmer, lysebrune Haar og brunlig Ansigtsfarve. De ligne, hedder det, den vilde Indianer i en overordentlig Haardførhed og Smidighed; de rulle sig sammen i en Krog, hvor man næppe skulde troe et menneskeligt Legeme kunde rummes, og kunne blive liggende saaledes i flere Timer, ventende paa det gunstige Øjeblik til at overliste deres Fjende. Forat undgaae sine Forfølgere kunne de tilbringe hele Dage under Vandet, i det de ligge ubevægelige paa Ryggen og drage Aande igjennem Rør, der ere stukne i hinanden og rage op over Vandets Overflade.
Haardførhed, Legemssmidighed og Udholdenhed ere almindelige Egenskaber hos Vilde. Dem ligne Slaverne ogsaa i et andet Hovedtræk: en høj Grad af Letsindighed og Ligegyldighed for den følgende Tid. Nydelsen af det nærværende Øjeblik er for saadanne Folk Livets Maal; Grublen over det tilkommende ligger udenfor deres Tankegangs Sphære. Heraf følger Uvirksomhed, naar ingen Nød driver til Arbejde; og denne skal hos Venderne have gaaet saa vidt, at de ofte efter deres Undertvingelse foretrak at forblive i Trællestanden, for ikke at have Bekymring for en Huusholdnings Sysler. Nydelsens Gjenstande ere de første og naturligste: Vellevnet i Spise og Drikke tilfredsstiller Legemets Fordringer; munter Omgang, Sang og Musik Sjælens; Dandsen forener begge. Heraf udvikler sig en i det hele godmodig Karakteer, der er tilfreds med Nydelsen, og kun ophidses, naar denne mangler, som gjerne meddeler, naar den selv har nok, og skjønner paa det Gode, som meddeles af andre. Denne Godmodighed findes hos alle slaviske Folk; den ytrer sig i Hengivenhed til Munterhed, i Folkesange, i sjelden Gjæstfrihed, i Taknemmelighed mod Forældre, og lignende Karakteertræk.
Allerede i det sjette Aarhundrede fortælles om de nordlige Vender, at de altid havde Liren i Haanden. Dette Instrument havde tre Strenge, var større end en Fiolin og rimeligviis en Slags Harpe; i det mindste er det uden Tvivl dette Instrument der menes, naar Nordboerne i den bekjendte Fortælling om Aslaug berette, at hendes Fosterfader Helmer skjulte hende i en Harpe (harpa). Foruden dette Instrument, Russernes Husli, Serviernes Gosle, kjendte Venderne ogsaa Hornet og Sækkepiben (Kosslo). Et meget bøjeligt Sprog lettede Sangen, og Folkesange opstode tidlig.
Af Mangel paa Kundskab om de egentlige Venders Folkesange berøre vi blot Serviernes: det karakteristiske i disse Sange er uden Tvivl ogsaa det samme hos alle slaviske Folk. Servierne have Sange om en Helt Marko, der kan sammenlignes med Grækernes Herkules, og endnu mere med vor Stærkodder; han er den første af Helte, besidder en uendelig Styrke, hans Villie er ubetinget, og han frembringer hvad han vil. Han rider en Hest i halvandet hundrede Aar, og han bliver selv, ligesom vor Stærkodder, tre hundrede Aar gammel. I andre Sange skildres Stæder, der befæstes ved Menneskeoffer, ligesom i vore Sagn, og Fugle bruges som Budskab, ligesom i gamle Sagn hos os. Men især ville vi bemærke Serviernes Militza, da Sangen om hende, den bly Mø, som Elskeren forgjæves søger at bringe til at skue i Vejret, aander en elskværdig Simpelhed og Ro, og har megen Lighed med vort bekjendte Sagn om Ottar og Sigrid, der ikke kastede sit Øje paa den Elskede, førend Lyset, med hvilket hun lyste ham til Brudelejet, brændte ned paa hendes Fingre. Den serviske Sang lyder efter Bowring¹⁾ omtrent saa:

Lange Bryn hos min Militza skygge
over hendes milde Rosenkinder,
Rosenkinder, og det hulde Aasyn.
Trende Aar har jeg betragtet Møen,
men jeg kunde ej de hulde Øjne
faae at see og ikke Lilje-Panden.
Til vor Landsby-Dands jeg førte Møen,
hen til Dandsen førte jeg Militza,
haabed da at see de hulde Øjne.

Møerne paa Grønsværfladen dandsed,
pludselig blev Solens Skin fordunklet,
ud af Skyerne foer stærke Lynglimt.
Alle Pigerne saae op til Himlen,
alle Pigerne — men ej Militza.
Stille hun paa Græsset saae, og skjælved
ej, som Pigerne, der skjalv, og hvisked:

”O Militza, du vor Legesøster!
Er du fjantet eller overviis?
siden du paa Græsset seer isteden
for at see paa Himlen over os,
og paa Skyerne, som staae i Flamme.
Men Militza svarede dem rolig:
”Hverken overviis, ej heller fjantet
er jeg, ikke Vila, Skyers Samler;
jeg er kun en Mø, og skuer for mig."

Vendernes Dands bestod, som Slavernes i Almindelighed, i overordentlig heftige Legemsbevægelser, i krigersk Gang, stærke Gestikulationer, Fordrejelser af Legemet og Løften og Svingen af Dandserinderne. Alle Skribenter ere enige i at tillægge dem en overordentlig Gjæstfrihed; efter Biskop Ottos Vidnesbyrd forsikres endog, at Manden, naar han gik ud, ikke lukkede sit Huus, men lod Spiser sætte paa Bordet, og tildækkede dem, forat de kunde være gode, hvis der kom Gjæster medens han var ude. Denne Gjæstfrihed befordrede Handel og fredelige Kunster, og den gjensidige Meddelelse og Velgjørenhed hindrede Betleri og Tyveri; Betlere og Tyve, forsikres der, fandtes ikke iblandt dem. Den gjensidige Tiltro fordrede ingen edelig Bekræftelse; at sværge og at sværge falsk ansaae de for lige syndigt.
I Afholdenhed og Kyskhed lignede de Nordboen; Fleerkoneriet var almindeligt, men Ægteskabsbrud straffedes med Døden. Konen kjøbtes eller røvedes, som hos Nordboen; men hun betragtedes i langt højere Grad, end hos ham, som Gods. Hun behandledes som Trælkvinde, og maatte som saadan forrette det sværeste Arbejde; havde Manden en Seng, saa maatte Konen ligge udenfor denne paa Gulvet. Ligesom Mand og Fader hos Morlakkerne ikke tale om Kone og Datter uden med Tillægget: med Forlov at sige (da prostite, moia xena, med Forlov at sige, min Kone), saaledes berettes det selvsamme om de gamle Vender. Som andet Gods maatte Konen følge sin Mand i den anden Verden; ved Mandens Død overlod man hende derfor Valget, enten hun vilde aflive sig selv ved hans Begravelse, eller lade sig dræbe paa Baalet.²⁾ Døde hun ej med Manden, da var hun til Skjændsel hele sit følgende Liv. Denne grusomme Skik, som vidner om Vendernes asiatiske Oprindelse, ophørte i Polen først i det tiende, i Rusland først i det ellevte Aarhundrede.
Mandens Liv havde Værd i sig selv, Kvindens intet; det er derfor troligt, at Moderen ikke tog i Betænkning at dræbe sine Døtre strax ved Fødselen, naar de bleve for mange, medens Sønnerne derimod sædvanlig bleve skaanede. Men utrolige ere de enkelte Fortællinger, som haves om, at Børnene dræbte deres gamle Forældre, naar de ikke længer kunde arbejde; Krantz siger endog, at de begrove dem levende; dette Træk maa enten henføres til den allerældste Tid, eller og en saadan Handling, som den Krantz anfører som forefalden i Aaret 1310, maa have været frembragt af den højeste Nød.
Som Krigere gave de ældste Vender ringe Beviser paa Tapperhed, ja man vil endog have fundet hele Folkeslag iblandt dem, som afskyede Krig. Naar Krigerskhed udviklede sig hos dem, saa skete det af Nødvendighed. Den bestod derfor ikke, som hos Nordboerne i Almindelighed, i Tapperhed, udsprungen af Æresfølelse, men Hensigten var kun Selvforsvar eller Lyst til Bytte, og de sædvanlige Vaaben vare Baghold og hemmeligt Overfald om Natten. Herved bleve Vendernes Krige, som de overalt skildres os, til Røverkrige. Da Venderne ved Østersøen havde lært Søfarten af Normannerne, som besøgte deres Kyster, bleve de til de umætteligste Korsarer; de tilsidesatte Agerdyrkning og levede af Byttet, som gjordes paa Havet. Disse Røvertoge fordærvede deres Karakteer; de bleve mistroiske, rovsyge, hævngjerrige, mordlystne. I denne Henseende lignede de de nordiske egentlige Vikinger, som ikke ejede andet, end deres Skibe, og hvad de med dem og Vaabenmagt kunde erhværve, men som den ædelbaarne Nordbo derfor ansaae det for en Ære og Fortjeneste at bekjæmpe og ødelægge. Hos Venderne blev ogsaa, som hos Nordboerne, Byttet nedgravet; ja Rovsygen var saa stor, at selv Visheden om at de ej kunde beholde Byttet, ikke afholdt dem fra at bemægtige sig det; Saxe fortæller et Exempel herpaa: ved Roskilde trak Venderne midt paa Flugten Skindet af de røvede Faar; de kunde dog i det mindste besidde det saa længe indtil Fjenden naaede dem og fratog dem det. Overvundne fandt de sig i den skrækkeligste Undertrykkelse, og lede de grusomste Pinsler med Standhaftighed, som den vilde Indianer; som Sejerherrer behandlede de de Værgeløse med det frygteligste Raseri. De skalperede de faldne Fjender; de bandt Fangerne til en Pæl, trak dem Indvoldene ud af Livet, og snoede dem om denne. Først naar Mordlysten havde sat sig, vendte den oprindelige Godmodighed tilbage, og de da overblevne Fjender bleve behandlede med Mildhed.
Disse Træk udviklede sig hos Folket, de vare dem ikke naturlige. Oprindelig vare de godgjørende, gjæstfri, ydmyge og lydige, Fjender af Plyndring; de elskede Agerdyrkning og Kvægavl, dreve Handel ved Søen og Bjergværkerne i Bjergegnene, bearbejdede Metallerne, vævede Lærred, bryggede Mjød, plantede Frugttræer, og sang. Hine Træk vilde derfor næppe have udviklet sig, naar de havde faaet Lov til at leve og nyde Livet i Fred. Men fra Karl den Store af indtil deres Undertvingelse hjemsøgtes de af uforsonlige Fjender, Franker og Sakser, som faldt ind i deres Lande, røvede deres Rigdomme, gjorde dem selv til Trælle, eller udryddede dem ganske i hele Landskaber, og paatvang dem en fremmed Religion. Deres Kamp blev saaledes til en Kamp for Arne, Liv og Guder; Hævnen og Listen vaagnede; jo svagere de vare, desto grusommere maatte de blive; jo mere de elskede et roligt Liv, desto mere maatte de geraade i Raseri, naar det forstyrredes, og havde de først engang faaet Smag paa kosteligt Bytte, saa var der ingen Grændse mere for Gjerrigheden.³⁾

4.

Vendernes Gudelære bestaaer, saavidt man kjender den, kun i Brudstykker. Folket har ikke efterladt nogen sammenhængende Fremstilling eller noget profeterende Digt som Nordboernes Völuspá, hvoraf man kunde uddrage deres Forestillinger om Verdens Skabelse og Undergang og om det Guddommeliges Forhold til det Menneskelige. Det hvorpaa vi kunne grunde nogle Slutninger, er kun samtidige Historieskriveres Beretninger og enkelte hist og her fundne Gudebilleder; men nogen klar Sammenhæng imellem deres Gudebilleder, samt de ved dem udtrykte Ideer og andre Folks har endnu ingen fremstillet; Stoffet dertil synes ogsaa næsten ganske at mangle. Naar vi da vove at meddele nogle Bemærkninger om Vendernes Gudelære i Almindelighed og dens Forhold til Nordboernes, saa maa vi især for de sidste bede om Overbærenhed, da de staae næsten ene og afsondrede, og kunne ikke støtte sig paa nogen højere Autoritet, end den Sandsynlighed, af hvilken de selv monne bære Præg.
Man vil i Almindelighed om Vendernes Gudelære kunne bemærke, at den bærer samme raa Præg, som alle gamle Folks, hos hvilke Kunsterne enten ikke ere til eller i det mindste ikke have naaet en saadan Højde, at de og Gudelæren gjensidigen kunne tjene til at forhøje hinanden. Nogen Lighed med Nordboernes vil man ogsaa gjenkjende, hvilken kan forklares enten af en tidlig Blanding af begge Folk, eller deraf at begges Gudelære har haft en fælles Kilde; men i det Hele taget bærer Vendernes Religion et endnu mere sandseligt Præg, end Nordboernes, hvilket ogsaa ligefrem følger af Folkets Karakteer.
Venderne antoge, ligesom alle Hedninger, ogsaa Nordboerne, eet højeste Væsen, den Unævnelige. Ideen ligger for dybt i Menneskets Sjæl til at den nogensteds ganske kunde udslettes; men den fremtræder mere eller mindre klar. Hvor mange forskjellige Skikkelser de end giver deres Guder, siger Helmold⁴⁾ og hvormeget de end tilegne dem Marker og Skove, Glæder og Sorger, saa nægte de ikke dermed een Gud i Himlen, som hersker over de andre, og som uindskrænket bestyrer de himmelske Ting. Men de andre Guder, som drage Omsorg for de forskjellige verdslige Ting, ere oprundne fra ham, og enhver af dem ansees for saa meget ypperligere, som han kommer nærmere til hiin Gudernes Gud. Dette højeste Væsen har vel ingensinde været synlig fremstillet, ligesom vi hos Nordboen heller ikke en Gang finder det navngivet, uden forsaavidt Odin ogsaa benævnes Alfader. Det er dette Væsen, som hos saa mange Folk fremtræder som den dunkle Skjæbne, der svæver over alt, ophøjet over alle Forandringer, og styrende dem alle; hos andre derimod, som den Almægtige, der overlever Guder og Verden og dømmer alt.⁵⁾ Besynderligt maa det vel synes, at Mythologerne søge denne Unævneliges Billede blandt de bekjendte vendiske Gudebilleder, og ansee ham forestillet ved Triglaw eller Trigla (den med tre Hoveder), thi under denne synlige Form, der rimeligviis svarer til Hinduernes Trimurti, indtræder allerede Personifikationen af de tre guddommelige Virksomheder, der som Form ogsaa gaae over i Forstandens eller det Begribeliges Gebeet, medens derimod den Unævnelige (han, som man ej tør nævne⁶⁾ intet andet udtrykker end hvad vi kalde den Ubegribelige. Gaae vi fra denne over alle Naturens Omskiftelser Ophøjede over til de menneskelige Forestillinger om det Guddommelige, forsaavidt det aabenbarer sig i Naturen (Mennesket selv indbefattet i denne), saa fremtræder her det Onde og det Gode, det Fortærende og det Oplivende, det Fordærvelige og det Velgjørende. Begge disse Principer vise sig ogsaa tydelig i Vendernes Gudelære, endskjøndt det vel er overdrevent, med ganske skarpe Grændser at skjelne imellem Vendernes onde og gode Guder (Helmold⁷⁾ modsætter ogsaa egentlig kun den gode og den onde Gud) mere end imellem Nordboernes. Det Gode og Onde er forenet i Naturen og i Mennesket, derfor ogsaa i Menneskets Forestillinger, men snart er det ene, snart det andet mere fremtrædende. Ilden er baade velgjørende og ødelæggende; den brænder, som en stille Lue paa den fredelige Arne, Haandværker og Kunster spire ved dens milde Varme, og Stæder fremblomstre, men den er ogsaa et vildt fortærende Dyr, en rivende Fenrisulv, der aabner sit umættelige Gab og sluger i eet Øjeblik Aarhundreders Frembringelser. Den blide, oplivende Morgensol aabner Menneskets Øje til Klarhed og Henrykkelse, men den brændende Middagssol slapper hans Kræfter, og kaster ham i Armene paa den døsige Slummer; det er den samme Sol, Vaarsolen, der lader spire, Sommersolen, der lader gjære, Høstsolen, der lader modne, den samme, som bruner Axet og svier det af. Naar Mennesket opfattede disse eller lignende Aarsager med deres Virkninger, og forbandt dem i et Billede med sine Attributter, saa ligger i disse ofte en Doppelthed, som i selve de Ting, hvis blotte Symboler de ere.
Helmold siger, at Venderne dyrkede den onde Gud under Navnet Zcerneboch, d. e. den sorte Gud; at Helmold ogsaa tillægger ham Navnet Diabol, Djævel, maa uden Tvivl tilskrives kristelige Forestillinger.⁸⁾ Han kaldes ogsaa Czart, og dyrkedes med blodige Ofre blandt andre Steder i Rhetra. Hans Billede skal have været efter nogle en Mand med Haanden fuld af Ild, efter andre en Løve (Ulv?). Tillægsordet czarny er det samme som gl. t. swarz; bog betyder Gud.⁹⁾ Aabenbar er altsaa Navnet Czernybog det samme som Nordboernes Surtr (Svartr, den sorte), der ligeledes for dem var den højeste fjendtlige Gud, eller den fortærende himmelske Ild. Dette forklarer maaskee mere end alt andet, hvad Vendernes Czernebog oprindelig har været.
Som Modsætning af forrige ansees Belbog eller Bjelbog, den lyse eller hvide Gud, af bily, bjaly, hvid. Han dyrkedes i den ældste Tid hverken ved Billede, Tempel eller Offer.¹⁰⁾ Denne Guddom svarer, synes mig, ligesaa tydelig til Nordboernes Baldr, den lyse eller hvide, d. e. det rene, velsignende Himmellys, den lyse Dag om man vil, der strider med Mørket (Höðr) og overvindes af dette, men fødes paa ny.¹¹⁾ Den hvide Urt, Baldersbraa, der var helliget denne Gud, viser ikke blot Guddommens, men selve Navnets Betydning.
Bjelbog menes at have været den samme, som Svantevit eller Zvantevith, der dyrkedes af hele den slaviske Stamme, men især af Rügerne, og holdtes for den øverste og bedste af alle de skabte Guder. At han skulde være den kristne Helgen Sanctus Vitus, og skylde denne sit Navn og sin Dyrkelse, som Helmold og Saxe anføre, er aabenbar en Misforstaaelse.¹²⁾ Navnet forklares: det hellige Lys, den hellige Fører, den hellige Hævner¹³⁾ efter den forskjellige Betydning man tillægger Ordet rit; men man er enig i, at Navnets Begyndelse kommer af swety, swuty, swanta, hellig. Saxe¹⁴⁾ beskriver hans Tempel og Billedstøtte i Byen Arkona paa Rügen. Midt i Byen stod hans Tempel af Træ, omgivet af to Indhegninger. Billedet havde fire Halse og ligesaa mange Hoveder, som vendte til fire Sider (udtryktes maaskee derved Solen, som skuer overalt?). I den højre Haand havde det et Horn, som Præsten paa et af Aarets Hovedfester fyldte med Viin, for deraf at forudsige det tilkommende Aars Frugtbarhed. Billedet var omgjordet med et Sværd. Ved Høstfesten gik Præsten Dagen før den egentlige Festdag ind i Templet, hvor ingen anden maatte komme, for at feje og rense alt; endog Præsten torde ikke drage sin Aande i Templet selv, men maatte hver Gang dette var nødvendigt begive sig til Døren. Paa Festdagen samledes Folket udenfor Templet; Præsten betragtede Vinen i Hornet, og naar han ikke fandt den formindsket, bebudede han et frugtbart Aar. Derpaa hældte han Vinen ud som Offer for Guden, og fyldte Hornet paa ny; drak det ud under Bønner om Sejer og Velsignelse, og fyldte det atter og satte det i Haanden paa Billedet. Ligeledes ofredes en Honningkage, saa stor og bred, som et Menneskes Højde; Præsten stillede den imellem sig og Folket, og spurgte om de kunde see den? Svarede de Ja, saa ønskede han, at de ikke maatte see den om et Aar; dermed ønskede han hverken sin eller Folkets Død, men en tilkommende rig Høst. Resten af Dagen tilbragdes med Gjæstebud. Til Templet betaltes en Kopskat (eller Næseskat, lig den Odin indførte i Upsal), samt tredie Delen af det Bytte, der erhværvedes ved at paakalde Guden. Desuden holdtes trehundrede Ryttere til Gudens Tjeneste. Hans egen hvide hellige Hest maatte kun Præsten føre eller ride; at Guden selv red den, troede man, da Præsten ofte fremviste den om Morgenen fuld af Skum, som om den havde løbet en lang Vej. Naar et Krigstog skulde foretages til Lands eller Vands, opstilledes udenfor Templet sex Spyd, to og to sammen, hvert Par stillet overkors med Jernet i Jorden; den fuldt opsadlede Hest førtes derpaa frem af Præsten, som ledte den hen til Spydene og lod den springe over dem; løftede Hesten den højre Fod først, da var det et godt Varsel for Krigens Udfald; men satte den kun en eneste Gang den venstre først over, da blev der intet af Toget.
Ordet wit, som man har forklaret saa forskjellig, anseer Dobrowsky¹⁵⁾ for Stamordet til witéz, Sejerherre; det er da beslægtet med woda, Anfører; og man har vel ikke uden Grund sammenlignet det med Saxernes Wodan og Nordboernes Odinn. At det har haft en saadan almindelig Betydning synes ligefrem at følge af Gudenavnene Rugiævith og Porevith hos Saxe,¹⁶⁾ som dyrkedes i Byen Carenz paa Rügen. Den førstes Billede var af Egetræ, saa højt, at Biskop Absalon, om han end stod paa Tæerne, næppe med sin Haandøxe kunde naae til dets Hage; det havde syv Ansigter, som alle samledes i een Isse; ligesaa mange Sværd, hvert i sin Skede, ved Siden, det ottende draget i den højre Haand. Porevits Billede havde fem Ansigter og var ubevæbnet. Som forskjellig fra disse nævner Saxe dernæst ogsaa Porenut,¹⁷⁾ som forestilledes med fire Ansigter, og et femte paa Brystet; paa Panden af det sidste lagde han sin højre og paa Hagen sin venstre Haand.
Paa en lignende Maade maa vel Navnet Radegast eller Redegast forklares, hvilket man ellers har anseet for uforklarligt. Adam fra Bremen har allerede angivet det: Idolum Redigast, siger han, forte nomen habet a metropoli Rethra, quasi spiritus Rethrorum (af gost, Aand). Men da er Navnet, som man seer, saxisk og senere, og Guden maa have haft et ældre vendisk Navn, hvilket man ogsaa angiver, nemlig Roswodiz, men forklarer paa forskjellig Maade.¹⁸⁾ Han afbildedes med en Fugl paa Hovedet og en Hellebard i Haanden; og var, mener man, Styrkens og Ærens Gud. Han dyrkedes, efter Helmold,¹⁹⁾ hos Obotriterne, og havde et Hovedtempel i Rhetra, med et Billede af Guld.
Siva nævner Helmold²⁰⁾ som Polabernes Gudinde; hun dyrkedes Imidlertid af alle Vender og af flere slaviske Folk; det er Polakkernes Zywie, der udtales som Sive. Et Hovedtempel skal hun have haft i Ratzeborg. Hun var Livets (Frugtbarhedens, Kjærlighedens) Gudinde, og afbildedes som en Mø, der ikke havde anden Bedækning, end sit lange Haar, der naaede hende til Knæerne; i den højre Haand havde hun et Æble, i den venstre en Viindrue. Kan der vel da være Tvivl om, at det er af denne Gudinde Nordboerne have dannet deels deres Sif med det skjønne Haar, deels deres Idun med de foryngende Æbler. Ingemann har gjort samme Bemærkning. Hun er en Forening af Styrke og Ungdom; Nordboerne afsondrede disse Forestillinger, og gav gamle Thor Styrken, men alle de øvrige Guder den evige Ungdom.
Retfærdighedens Gud Prove dyrkedes i Oldenborg i Wagrien i en Lund, og havde, efter Helmold, intet Billede. Han fortæller, hvorledes han selv tilligemed Biskop Gerold kom til en Lund²¹⁾ af hellige Ege, hvor Prove blev dyrket; den var omgivet med et Hegn, hvorpaa der vare to Porte. Her plejede Folket med Præsten (Mike) og Kongen at samle sig forat holde Ting; men kun Præsten, eller de, som vilde ofre, maatte betræde Lunden, samt de, som vare i Dødsfare, hvilke her fandt et Fristed.²²⁾ Andre anføre forskjellige Billeder med forskjellige Attributter, blandt hvilke det mest karakteristiske er Provejernet (det gloende Plovjern, vomer ignitus). Navnet er efter nogle beslægtet med vort Prøve, efter andre derimod med polsk prawa, Ret, beslægtet med vort brav.²³⁾ Man tvivler om, om denne Guddom virkelig er af slavisk Oprindelse.
Endelig nævner Helmold Podaga som en Guddom, der dyrkedes i Plön; hos andre vendiske Stammer kaldtes han ogsaa Pogwist. Han menes at have raadet for Vejrlig og frugtbart Aar. Efter Dobrowsky er Pochwist Guden for slet, og Pogoda for godt Vejrlig.
Den forhennævnte Triglaw forestilledes som en Kvinde med tre Hoveder (af tri, tre, og glawa, Hoved), med en Halvmaane i Haanden. Hun dyrkedes i Stettin og i Julin i Pommern. En sort Hest var helliget hende, og brugtes, ligesom Svantevits, til Orakel. Dobrowsky anseer det imidlertid for vist, at Triglaw har været Epitheton for en trehovedet mandlig Gud. Dersom Attributtet sigter til Maanens Forandringer, saa har Guddommen ogsaa rimeligviis været mandlig.
Disse ere de vigtigste vendiske Guddomme, som man finder anførte hos de ældre Forfattere. Hele den vendiske Gudelære er endnu saa lidet behandlet med Kritik, at vi her, hvor vi blot ønske at meddele det vigtigste og paalideligste, maae forbigaae de øvrige. Adskillige Gudenavne ere sikkert ogsaa antagne for saadanne uden at være det; Swetibor f. Ex., som man forklarer ved den hellige Skov, kan dog ikke, som Dobrowsky rigtig bemærker, være Navnet paa Guden selv, der dyrkedes i Skoven. Andre Guddomme, som man har antaget for vendiske, tilhøre ikke dette Folk; Crodo f. Ex. var saxisk. Flere Ligheder med de nordiske Guder, end de her antydede, have rimeligviis fundet Sted; Zir f. Ex. eller Zirnitra er maaskee Nordboernes Týr, og Drømmeguden Marowit synes aabenbar at være Nordboernes Mara (Spøgelset Maren). Det fejler vel heller næppe, at det slaviske Navn paa Gud, bog, i nogle Dialekter, som Böhmisk, bu, og som i de ældste Tider synes især at have betegnet Solen eller Maanen,²⁴⁾ er det samme Ord, som Saxes Bous (Bo),²⁵⁾ som Odin avlede med Rind, og som hævnede Balders Død.

5.

Vendernes ældste hellige Steder bestode, som næsten alle gamle Folks, i hellige Træer, Lunde og Kilder. De omgaves med en Indhegning, og Stedet kaldtes chram (hvilket dog nogle holde for et nyere Ord); det udtrykker det samme, som Nordboernes ve. En af de første Gjenstande for Dyrkelse var det enkelte Træ, en hellig Eg, eller Symbolet for samme, en oprejst Træstamme. Det var Billedet paa Naturens skabende Kraft, og derefter paa den hele Verdens Organisme. Dette maa man i det mindste formode var Betydningen af de enkelte Træer, som man finder dyrkede af Venderne. I Stettin var det en stor løvrig Eg, under hvilken der var en yndig Kilde; Almuen troede den besjælet af en mægtig Guddom, og ærede den højt.²⁶⁾ I Oldenborg vare de hellige Ege omgivne af Templet.²⁷⁾ I Julin var det en Træstamme.²⁸⁾ Føjer man hertil, at man i Stettin udforskede Skjæbnen ved at bringe sit Offer til et gammelt Nøddetræ og en Kilde udenfor Byen, hvor en under Træet boende Vogter modtog og gjengjældte det med Orakelsprog,²⁹⁾ og at man hos Esterne finder en lignende Dyrkelse af en stor (vel deels formedelst Offerblodet, deels formedelst Offerilden) bestandig grøn Eg, hvis Stamme nedentil dannede tre Hovedrødder, og oventil udbredte sig i tætte Grene, samt at der ved Foden af dette Træ underholdtes af Præsten en Snog eller Slange, saa kan man vel ikke tvivle paa, at man her gjenfinder Saxernes Irmensul, Nordboernes Yggdrasill og de sidstes Mimer og Urdes Kilde, samt Slangen Nidhug og flere lignende Attributter.
Hos Venderne, som hos flere Folk ved Østersøen, vare uden Tvivl Gudebilleder eller lignende Symboler ophængte eller paa anden Maade anbragte i det hellige Træ. Snart forvandledes dog ogsaa Gudernes Boliger til særegne Templer eller Kirker; et saadant kaldtes kostel. De vare, som vi allerede have seet, af Træ; Lævninger af dem gives derfor ikke mere. Naar Byen, hvor Templet anlagdes, hvilket oftest var Tilfældet, laa ved Vand, saa omgaves Templet af dette, og kun en eneste Træbro førte dertil; denne maatte kun de, der vilde ofre eller hente Orakelsvar, betræde.³⁰⁾ Tænker man sig indenfor denne Bro Samlingen af Gudebilleder, og Guden ved Broen, som bevogtede Overgangen, saa har man en tydelig Forestilling om hvad Nordboerne mene med deres Heimdal, Bevogter af den hellige Bro, der førte fra Jorden (Midgaard) til Himlen (Asgaard). Indretningen af saadanne Gudeboliger paa Jorden, foranlediget ved naturlige Omstændigheder, overførtes, som ellers, tillige paa de himmelske Boliger, og Synet af Regnbuen i Skyen førte ligesaa naturlig til Forestillingen om en lignende Forbindelse imellem Himmel og Jord.
Ofrene til Guderne bestode i Oxer eller Faar; Præsten erholdt det bedste deraf; Resten fortæredes i fælles Gjæstebud af Folket. Der omtales ogsaa Menneskeofre - af Kristne, hvis Blod Venderne troede var en Gammen for deres Guder;³¹⁾ i Meklenborg dræbtes en kristen Biskop, og hans Hoved blev ofret til Radegast.³²⁾ Med Ofringen forbandtes Orakelsvar; hvorledes disse gaves ved Gudens hellige Hest, er allerede anført. En anden Maade at erfare Gudernes Villie var Lodkastning: hertil betjente man sig af to Stykker Træ, som paa den ene Side var farvet hvidt, paa den anden sort; de kastedes i Skjødet; den hvide Side gav Lykke, den sorte Ulykke.³³⁾ Hertil svarer Nordboernes Skik at kaste Tærning eller Kviste i Skjød.
To eller tre Hovedfester omtales: Ditmar af Merseburg nævner festum Juleum eller Julefesten, som Obotriter og flere Folk højtideligholdt i Februar; andre omtale en Foraarsfest, der holdtes ved Aarets Begyndelse i Marts, til Erindring om de Afdøde, af hvilken Fest der endnu findes mange Lævninger hos de slaviske Folk.³⁴⁾ Hvorledes Høstfesten, efter Saxe, helligholdtes i Arkona, er forhen anført.
Da Krigen ogsaa betragtedes som en hellig Gjerning, saa havde Folket et til Guderne viet Banner. Saxe fortæller, at Rugierne ærede deres Stanitia, der udmærkede sig ved sin Størrelse og Farve, næsten ligesaa højt, som Guderne selv.³⁵⁾ Ordet er det slaviske staniz eller stanice, Hærfane eller Hærtegn.³⁶⁾ Endnu mærkeligere for os Danske er den vendiske Zirnitra, et Metalbillede forestillende en Drage med Kvindehoveder og bevæbnede Menneskearme, hvilket sattes paa Fanestangen; dette Billede staaer nemlig endnu som den vendiske Lindorm i det danske Vaaben.³⁷⁾
Men ikke blot krigersk Færd, ogsaa Livets helligste Forbindelser vare religiøse. Ikke blot Forbindelsen imellem Mand og Kvinde maatte helliges ved Gudernes Velsignelse, ogsaa Venskabet imellem Mand og Mand, imellem Kvinde og Kvinde. En Lævning deraf finder man endnu hos Morlakkerne, som have en egen religiøs Velsignelsesformel for Venskab; de saaledes i Liv og Død Forbundne kaldes Probatini, Medbrødre.³⁸⁾ Nordboernes Fostbroderlag, ligeledes indviet ved en højtidelig Ceremoni, hvorved de Forbundnes Blod forenedes i den fælles Moderjord, er en lignende Skik, som viser, hvorledes det religiøse Element udbredte sig igjennem alle Livets Grene, og gav dem alle Friskhed og Varme.

6.

Rügen og omegn

Ogsaa den politiske Forfatning udviklede sig af den religiøse. Præst, Dommer og Regent vare fra allerførst af forenede i een Person; da Dommer og Regent bleve en særegen Person, vedblev han ikke desmindre at være afhængig af hiin; det første Kongevalg bestemtes hos Rügerne af Overpræsten. Præsten talede med Guden, og forkyndte hans Villie; Krig og Fred afhang af Guden, derfor ogsaa af hans Organ; kun Udførelsen var Kongens. I Templet var ogsaa det offentlige Skatkammer, hvis Indkomster ikke blot ydedes af Landets egne Børn; fremmede Kjøbmænd ofrede en Deel af deres Varer dertil, for at faae Tilladelse til at handle; fremmede, kristne Fyrster sendte det Gaver. Ikke blot af Præsten, ogsaa af Folkets Ældste indskrænkedes Kongen; kun efter Overlæg med dem, kun efter deres fleerstemmige Kjendelse kunde han afsige Retsdomme. Kongens Stilling var overhovedet farlig; Folket gav ham Magten, Folket kunde ogsaa berøve ham Livet; Uaar, Ulykke tilskreves hans Vanskjæbne, og Gudernes Mishag maatte hæves ved hans Død, Lignende finde vi i Norden; de Svenske ofrede Domalde, og bestænkede Gudernes Altere med hans Blod, for at afværge den herskende Hungersnød. Ved sit Valg modtog Kongen Hyldingen staaende paa en Steen, ligesom i Norden; han maatte fremtræde i ringe Dragt, og i en Bondes Haand aflægge Loftet om at ville beskytte Fædrenes Tro, Enkerne og de Faderløse, og at haandthæve Lov og Ret; hvo tænker ikke ogsaa herved paa den nordiske Skik, i Følge hvilken een af de mest anseete Bønder gav Kongen Kongenavn, en Ceremoni, som omtales ved næsten ethvert Kongevalg i Norge. Konger omtales saavel hos Rüger, som Wagrier og flere vendiske Folk, men ikke den hans Værdighed tillagte Tittel. Blandt de mange slaviske Benævnelser paa denne mærke vi kun Ordet Woiwoda (af boj, Krig), Anføreren i Krigen, deels fordi denne Tittel forekommer temmelig ofte, deels fordi man i Slutningen deraf har meent at gjenfinde Odins Navn.

Nøden tvang til at vælge en Hersker, en Forsvarer i Krig; den nødte ogsaa til at anlægge Byer, der først og egentlig kun vare Fæstninger. Byerne bestode, som vi siden ved enkelte Stæder ville see, ikke af stærkt befolkede Pladser, men af en Samling af Træhuse, omgivne med en Jordvold; Templet med den mægtige Gud, som laa indenfor denne, beskyttedes af den, men gav tillige efter Folkets Tro hele Pladsen sit vigtigste Værn. I Fredstider stode saadanne Fæstninger aabne, vare vel endog næsten ubeboede; i Krigstider spærredes Indgangen, og Gudens Bolig blev et almindeligt Tilflugtsted især for Krigerne, der saae Fjenden hærge Landet rundt om, men fra de sikre Mure ventede paa et gunstigt Øjeblik til Overfald og Hævn. For Værgeløse, for Kvinder og Børn anlagdes Tilflugtsteder i Skovene og i Sumpene, som næsten ikke vare til at opdage af den med Landet ubekjendte Fjende. Enkelte Stæder hævede sig imidlertid ved udbredt Handel til anseelige Byer. Vendernes Handel var vel, som ethvert mindre driftigt Folks, passiv, men deres Lands Beliggenhed langsmed Østersøen frembragde ikke desmindre en levende Vareomsætning. Det er især i denne Henseende at Togene til Venden og Erobringerne sammesteds maatte have en varig Indflydelse paa Norden; ved Venden dannedes Forbindelsen imellem Norden og Sydeuropa. Tidlig droge Nordboerne for Sildefangstens Skyld over til Vindlands Kyster; de Varer, som de havde aftvunget Havet saa godt som ligefor dets nærmeste Besidderes Øjne, bragde de derpaa til Torvs i disses Kjøbstæder; eller de røvede som Vikinger den ene Dag de Varer, som de den anden Dag solgte til Landsmænd af dem, fra hvem de vare tagne; for begge Slags tilbyttede de sig andre Kostbarheder, næsten hidtil ubekjendte, fra det fjerne Syden. Herved aabnedes efterhaanden en bestandig Færsel fra Throndhjem af til Slesvig, og derfra til Julin, Wolgast og flere vendiske Stæder. Fra Julin især handledes igjen paa Garderige, og Nordboerne fandt saaledes Vejen langsmed de vendiske Kyster hertil, og traadte derved, i middelbar Forbindelse med Grækenland og Orienten. Venderne yndede Vellevnet og Pynt; de virksomme Franker imod Vesten benyttede deres Passivitet, hentede deres Varer, og bragde dem andre fra Syden. Derved traadte Nordboen fra en anden Side i Forbindelse med Landene ved Donau, med Venedig, Konstantinopel og Alexandrien. Julin blev Middelpunktet for hele Handelen, og ansees for den daværende største Handelstad i det nordlige Europa; den beboedes af Vender, Saxer og Græker; paa dens Torve samledes de sjeldneste Varer fra Vesten og Østen,³⁹⁾ hvilket næsten alt blev et Bytte for Nordboen, der stormede og nedrev dens Mure, plyndrede dens Skatte, og førte dens Borgere med sig i Trældom.
Saavel Folkets Karakteer, som Landets Beskaffenhed og den Maade, paa hvilken Stater her opstode, føre os endnu til den Bemærkning, at Venderne, skjønt de havde Religion og Sæder tilfælles, ikke udgjorde noget stort anseeligt Rige, som kunde være i Stand til at gjøre en angribende Fjende nogen anseelig Modstand paa deres egne Kyster, eller til at fuldende nogen betydelig Erobring udenfor deres eget Land. Deres Historie danner derfor heller ikke noget sammenhængende Heelt. De bestode af enkelte Stammer, hver med sin Høvdingslægt, uden fælles Interesse, som uden fælles Maal. Efter disse almindelige Bemærkninger om Folket, hvilke man tildeels kan læse udførligere hos andre Forfattere, og ved hvis Opfatning vi især havde Vendernes Forhold til Nordboerne for Øje, maae vi derfor endnu, for at kunne give en klar Fremstilling af Togene til Venden, betragte de forskjellige Stammer og de enkelte Steder, som disse Toge fornemmelig berørte. Ogsaa ved denne Betragtning vil Hensigten især gaae ud paa at oplyse dem, som omtales i de nordiske Kilder.

Andet Afsnit:
Vendiske Steder

1.

VENDERNES Land (Vindland) indbefatter i den mest udstrakte Betydning den hele Landstrækning fra Holsten (Holtsetaland og Saxland) indtil Kurland og Garderige; d. e. den østlige Deel af nuværende Holsten, Meklenborg, Pommern og det egentlige Preussen; i mere indskrænket Betydning derimod kun de Meklenborg-Pommerske Lande, hvorfra dog Venderne ogsaa udbredte sig imod Nord, saa at Grændsen omtrent bliver paa den ene Side Eideren, paa den anden Weichselen.⁴⁰⁾ Grændsen mod Syden var til forskjellige Tider forskjellig, eftersom Saxerne trængte frem i Vendernes Besiddelser. Disses Land havde nemlig en dobbelt Kamp at udholde; mod Vesten og Syden trængte de tilgrændsende Folk stedse dybere ind i Landet, og frareve Venderne den ene Stad efter den anden; mod Norden skyllede Havet over Kysterne, satte dem under Vand, gjorde dem i lang Tid ufrugtbare, og opslugte endelig af og til hele Strækninger. Som Grændser mod Saxerne angives imidlertid Svale, der kommer fra Egnen af Bornhöved, løber til Neumünster og falder i Stör, og derefter Elben.⁴¹⁾ Den hele af Vender beboede Landstrækning kaldes af Saxe, som af flere Skribenter fra omtrent samme Tid, Sclavia; dog nævner han ogsaa⁴²⁾ særskilt Pomerania, der havde sin egen Hertug.
Folket Vender (Vindr) inddeeltes i Vester-Vender (Vestrvindr) og Østervender (Austrvindr),⁴³⁾ hvilke sidste ogsaa nævnes af Snorre, der fortæller, at Harald Haardraade blev sat til Landværnsmand imod Østervender og Læser.⁴⁴⁾ Det af Folkenavnet dannede Tillægsord vendisk hedder paa Oldnordisk vindverskr. Hos Saxe forekommer den samme Inddeling i Sclavi orientales og Sclavi occidentales.⁴⁵⁾ Grændsen imellem dem dannede Oderfloden, hvoraf Udtrykket Sclavia citra et ultra Odoram.⁴⁶⁾

2.

Ved Betragtningen af de vigtigste Landstrækninger i Vendernes, især de vestliges Lande, som dem de Danskes Toge fornemmelig vedkomme, begynde vi fra Danmarks Grændser, og rykke efterhaanden frem fra Vesten mod Østen.
Strax naar vi gaae over Eideren, komme vi da ind i WAGRIEN eller Wagrernes Land. Her udbredte Venderne sig dels paa Fastlandet, dels paa Øen Femern, i det seneste paa den Tid, da Saxernes mægtige Rige svækkedes ved Frankernes Anfald under Karl den Store. Den naturlige Beliggenhed maatte foraarsage idelige Krige imellem begge Folk, og Saxernes Overgang til Kristendommen endnu mere forøge Hadet. I sin største Udstrækning omfattede Wagrien den hele Strækning imellem Østersøen paa den ene Side, og Floderne Trave, Svale og Schwentin paa den anden, med Stæderne Lybek, Segeberg, Oldesloh, Plön, Lytkenborg og Oldenborg. En stor Deel af Landet var under deres Herredømme enten begroet med Skov eller laa øde; ældre Stæder, Kasteller, Møller og andre Anlæg, som vidnede om, at Landet forhen havde været dyrket og stærkt befolket, ødelagdes efterhaanden af de indtrængende, hærgende Vender.⁴⁷⁾
Saavel Lytkenborg (Lutilinburg, hos Saxe⁴⁸⁾ Liutcha) som Plön (Plunum) anføres af Helmold;⁴⁹⁾ saa og Alberg (mons Alberg),⁵⁰⁾ senere bekjendt under Navnet Segeberg; men Vagrernes ældste og vigtigste Stad var Oldenborg. Som den yderste By mod Nord tjente den til Værn saavel mod Danske, som Saxer, og var Kongernes Sæde. Saxe⁵¹⁾ kalder denne By urbs antiqua, hvilket er en ligefrem Oversættelse af det vendiske Navn Storgard, og af samme Betydning, som det saxiske Aldinburg⁵²⁾ eller Oldenburg, den gamle Borg. Den kaldes, siger Helmold,⁵³⁾ af de Danske (danice) Brandehuse, hvilket da maa være det samme, som med nogen Forandring anføres af danske Forfattere; hos Saxe⁵⁴⁾ hedde nemlig Indbyggerne Brammesii; og i Knytlinga⁵⁵⁾ kaldes Stedet Bramnes eller Brúnes. Forskjellen imellem disse Navne viser, at nogle maae være urigtig læste.⁵⁶⁾ Enten maa man antage, at der istedenfor de nordiske Navne Brammes, Bramnes maa læses, efter Helmold, Brandhús, saa at Betydningen bliver Brandenborg, den store Stad eller Fæstning; eller ogsaa der i Navnet Brúnnes ligger Hentydning til et fremstaaende Næs, der bar samme Navn, som findes i Forstaden ved Kiel, Bruns-wyk (Braunschweig). Afgjørelsen heraf maa overlades til dem, som besidde en mere speciel Kundskab om denne Egn. Om Beliggenheden af Byen selv er der imidlertid ingen Tvivl; det er nuværende Oldenborg i Wagrien.
Ogsaa Øen Femern blev efterhaanden besat af Vender. Dens Navn er af slavisk Oprindelse; man udleder det nemlig af slavisk ve, i, og morje, Hav; det betyder da Landet i Havet, ligesom Pommern (af po og morje) Landet ved Havet;⁵⁷⁾ ligeledes ere mange andre Stedsnavne paa denne Ø vendiske.⁵⁸⁾ Et Forbjerg her omtales ogsaa af islandske Skribenter: Der fortælles nemlig, at Erik Jarl sejlede fra Gulland (Gotland) sønderpaa til Venden (Vindland), hvor han laa fyrir Staurinum eller, som det hedder i det til Bekræftelse anførte Vers, at Stauri, og derfra sejlede han atter til Danmark.⁵⁹⁾ Der kan ved dette Sted kun menes tvende Forbjerge i Vindland: enten det nordøstlige Forbjerg paa Rügen, die Stubb en Cammer (eller Stubber-Cammin), i hvilket Navn Ordet Stubber af Nordboerne let kunde gjøres til Staur; eller ogsaa, og dette er vel formedelst Nærheden af Danmark det rimeligste, den sydøstlige Spidse af Femern, der endnu hedder Staver, og lige nordenfor sig har et Stobernthorp, der har sit Navn af Forbjerget; i Kong Valdemars Jordebog⁶⁰⁾ kaldes denne Landsby Stobærthorp eller Stubperthorp.

3.

Gaae vi fra Wagrien over Trave, saa komme vi ind i OBOTRITERNES Land. Folket omtales allerede i Kong Alfreds Oversættelse af Orosius, kaldes der Apdrede, og sættes nordenfor Oldsaxerne. Det udgjorde en anseelig Stamme, der tidlig blev bekjendt ved sine Krige med Karl den Store, og tillige beherskede Vagrier og endnu andre mindre Stammer. De egentlige Obotriter boede fra Mundingen af Trave langsmed Grændserne af det Lauenborgske til Steckenitz's Indløb i Elben; mod Østen strakte de sig til Floden Warnow. Deres Hovedstad hed Mikilenburg, nuværende Landsby Mechlenburg, søndenfor Vismar, og efter dens gamle Navn Rereg kaldtes de ogsaa Reregi.⁶¹⁾
Mod Sydvest boede i det nuværende Lauenborgske indtil Floden Bille POLABERNE (po Laba, ved Elben). Deres Hovedstad var Racisburg,⁶²⁾ Ratzeborg. Længer mod Sydøst boede Smeldinger.
Foruden disse Steder ere endnu følgende Byer og Fæstninger mærkelige i Obotriternes Land:
Illoga, Iloue, Ilow⁶³⁾ (eller, som man mener, ogsaa kaldet Ilinburg), nu et adeligt Gods ikke langt fra Nienburg i Amtet Bukow.
Zuerin, Sverinum,⁶⁴⁾ nuvær. Schwerin i Schweriner-Søen.
Nordenfor samme Wissemer, hos Islænderne Vizmarhöfn,⁶⁵⁾ nuv. Wismar. Herved kan tillige bemærkes Provincia Pola,⁶⁶⁾ hvis Navn endnu er tilbage i Øen og Amtet Poel.
Rostock, hos Islænderne Rauðstokk⁶⁷⁾ , nuv. Rostock, og rimeligviis dens Altstadt.
Beliggenheden af disse Steder leder igjen til at bestemme det mere uvisse Dobin. Det nævnes tilligemed Ilowe, Mikilenburg og Zuerin,⁶⁸⁾ og kaldes hos Islænderne Dubin eller Dubbin.⁶⁹⁾ For at komme hertil landede de Danske ved Vizmarhöfn; det er da rimeligt at søge det i Nærheden af denne Egn. Det maa fremdeles have ligget i Nærheden af en Ø Lips, thi i Kejser Otto den Fjerdes Confirmatio privilegii dati ab Henrico duce Saxoniæ episcopatui Sverinensi anføres: prope Zwerin duas villas Rampe et Lizchowe, quos alta villa dicitur, insulam Zwerin adjacentem usque ad rivulum et aliam insulam prope Dobin, quæ Lipiz dicitur.⁷⁰⁾ Her nævnes Dobin som et bekjendt Sted, for at bestemme Beliggenheden af Øen Lipiz; men da vi kjende denne, kunne vi omvendt benytte Øen til at bestemme Byen. Der findes en Ø Lieps nordvest for Vismar; man kunde altsaa søge Dobin et Steds imellem denne By og Schwerin, men da Navnet ikke her gjenfindes, saa maa man formode, at der ved Øen Lipiz sigtes til Byen Lübz eller Lübitz, og at Dobinum er den norden derfor liggende Landsby Dubin, ikke langt fra Klosteret Dobbertin i Amtet Goldberg; Suhm har ogsaa gjættet paa et andet, endnu sydligere Sted af samme Navn, nemlig Dobin ved Krakower-Søen, men at dette kan være det Sted, som de danske Toge gjældte, benægter Rudloff, som det synes med Grund, aldeles.⁷¹⁾
Søndenfor Rostock, imellem Bützow og Schwan, i Nærheden af Landsbyen Wick, der hvor Floden Nebel falder i Warnow, laa den vendiske Fyrste Niklots Borg Werle eller Wude (Urle).⁷²⁾ Det er historisk bekjendt, at Niklot faldt, da han gjorde et Udfald fra denne sin Borg imod de Danske, og Sammenhængen af den historiske Fortælling derom viser, at denne Borg maa være det i Knytlinga omtalte Urk,⁷³⁾ hvilket Navn da maa være fremkommet ved en Læsefejl istedenfor Urle. Om Stedsnavnene i Knytlinga kan overhovedet bemærkes, at deres rette Form ofte kun ved Gisning kan udfindes; man har ikke ved Udgaven kunnet benytte nogen Pergaments-Codex, og Afskriverfejl kunde saaledes let indsnige sig især i Navne paa Steder, som Afskriveren ikke kjendte til.⁷⁴⁾ Paa nogle Steder har dette, som det følgende ydermere vil oplyse, aabenbar været Tilfældet. Efter Helmold faldt Niklot, da han drog ud fra Wurle, og han fortæller Omstændigheder om hans afhuggede Hoved, der bragdes til Lejren, lig det Knytlinga fortæller som forefaldet ved Mjuklats Borg Urk. Man kan næppe betragte disse Steder nogenlunde i deres Sammenhæng, uden at overtydes om, at ligesom Knytlingas Mjúklátr maa læses Njúklátr og da er det samme som Nyklot, saaledes er ogsaa den i Knytlinga nævnte Borg Urk det samme, som denne Nyklots Borg Urle; intet er heller simplere, end at le kunde læses som k i et gammelt Haandskrift af en, der ikke vidste hvad der skulde staae. Langebek⁷⁵⁾ har gjættet paa, at Knytlingas Urk maaskee er Byen og Provinsen Ucra, Uckermark i Pommern, men efter den historiske Sammenhæng kan dette ikke være Tilfældet.

4.

Vi ere maaskee ved Anførelsen af nogle af de foregaaende Steder kommet ind i endnu en vendisk Stammes Gebeet, thi østenfor Obotriterne træffe vi omkring ved Floden Warnow de efter den kaldte WARNER, hos Helmold Varnavi, eller Variner, Heruler, Werler.
Floden Warnow hedder hos de nordiske Skribenter Gudacra amnis eller Gúðakrsá;⁷⁶⁾ det er Flodens vendiske Navn. Schwarz mener, den kaldtes saa efter en Afgud Goderack, saa at det egentlige Navn skulde være Goderackaa;⁷⁷⁾ Afguden lade vi staae ved sit Værd, men at det sidst anførte Navn er det rette, viser den nysanførte Schwerinske Dotation, hvor der blandt flere villas in Ylowe nævnes en ved Navn Goderac, som rimeligviis kan have givet Floden Navn. Nordboerne gjorde dette Navn til Guðakr (Gudager); et Sted i Norge hedder iblandt andre saaledes, og det hele Navn fik derved for dem Betydning. Saxe beskriver denne Flods Indløb som saa dyndfuldt (vadosus aditus), at kun eet Skib kunde sejle ind ad Gangen; han omtaler ogsaa en Sø (lacus), som efter Sammenhængen er der Breitling ved Warnemünde.

5.

Østenfor Varnerne komme vi til den store vendiske Stamme, som er bekjendt under Navnet WILZER eller LUTITIER, LEUTICIER;⁷⁸⁾ de kaldte sig selv WELATABER, og deeltes atter i fire mindre Stammer, nemlig TOLLENSER, RHEDARIER, KISSINER og CIRCIPANER. Alle disse Stammer boede imellem Floden Warnow eller Godackrsaa, som vi nys have betragtet, og Oderen, som vi snart skulle betragte.
Førend vi gaae over til de enkelte Stammer og Steder, maae vi kaste et Blik paa det almindelige Folkenavn. Vilzerne ere de Vylte, som Alfred omtaler i sin Oversættelse af Orosius, og rimeligviis findes Navnet ogsaa i den Kæmpe Vasce, som Teutonerne kalde Wilze, hvilken Saxe lader sin Stærkodder overvinde.⁷⁹⁾ Ogsaa dette Folks andet Navn Leutitii forekommer boa Saxe, kun at der hos ham ved en Læsefejl staaer Lentitii. Kranz har samme Fejl. I Schousbøls danske Oversættelse af Saxe er dette Folkenavn endog blevet til Stedsnavnet Lenzen, som ligger langt borte ved Elben. Der fandtes intet slavisk Folk med Navnet Lentitii i Pommern, og at det Folk, Saxe meente, maa søges her, viser hans Sammenstilling af Rugiana littora ae Lentitii anfractus.⁸⁰⁾ Schwarz har ogsaa allerede bemærket, at den rette Læsemaade er Leutitii, og mener, at derved nærmest maa forstaaes den Stamme, som boede omkring ved nuværende Loitz (Lösitz) ved Peenefloden, og at Udtrykket anfractus passende kunde anvendes paa Egnen omkring Ryckfloden, Wyckerbodden og Cisefloden.⁸¹⁾
Der findes nemlig flere større og mindre Floder i dette Land, af hvilke vi, til Oplysning af det Følgende, maae bemærke:
Floden PEENE, hos Saxe Penus fluvius.⁸²⁾ Den udspringer inde i det Mechlenborgske, bøjer sig derpaa mod Norden, og tager sin Retning mod Østen forbi Demmin, Loitz, Anklam, og falder ud i en bred Strøm, Peene Strøm, som drejer sig mod Nord og sætter das kleine Haff i Forbindelse med Østersøen; omtrent ved Wolgast fører den Navnet Peenemünde.
Fra Syden kommer Bifloden TOLLENSE, som falder i Peene noget søndenfor Demmin. Fra Norden kommer Bifloden TREBEL, som mod Vesten løber paa Grændsen af Pommern, og forbinder sig med Peene noget nordenfor Tollense.
Fra Trebel gaaer atter mod Østen DER RÜCKFLUSS eller DER RYCKGRABEN, som løber forbi Greifswalde. Alle nordiske Beretninger om de Danskes Toge til denne Egn forudsætte, at disse Vande for den Tids Skibe maae have været sejlbare, og dette bekræftes af fremmede Kilder; Ryckfloden ved Greifswalde var nemlig den Gang bredere, end nu, og man vidste ikke nogen Forskjel paa der Ryckfluss og der Ryckgraben, men begge udgjorde kun een Flod; ligeledes er det et almindeligt Sagn, at man fra denne Flod kunde sejle ind i Floden Trebel.⁸³⁾ Det ældste Navn paa denne Ryckfluss var Hilda eller Ilda, der ogsaa findes i Abbediet Eldenow, under hvilket Landsbyen Wieck hørte; maaskee menes der da ved Nordboernes Svöldrá denne Flod, som da fortsatte sit Løb forbi Øen Svöldr, som vi længer hen skulle omtale.
Mod Norden var Egnen omkring nuværende Stralsund bedækket med store Skove og aldeles ubeboelig. Herfra kom DIE BARTHE eller BARTHEKE, som havde sit Udløb mod Nord. Mod Vesten dannes Grændsen af DIE REKENITZ, som løber ud ved Dammgarten. Men i denne med store Skove og Moradser opfyldte Egn omtales i ældre Tider endnu mange andre Smaafloder og Vande, f. Ex. rivulus Trebine; flumen Plawenitze og rivulus Rosenforth, der begge faldt i Barthe; palus Stoyde; rivulus Alkun o. fl. Paa Zingst gik en Arm af Havet, kaldet aqua Kraminke, midt igjennem Øen, og forbandt das Binnenwasser med Østersøen.⁸⁴⁾

6.

Førend vi betragte de egentlige Lutitiers Provinser, maae vi endnu indskyde en kort Beskrivelse over Øen RÜGEN, som udgjorde een af de vigtigste Gjenstande for de Danskes Toge.
Denne Ø kaldes i de islandske Skrifter Ræng eller Ræing eller Re,⁸⁵⁾ hvorved dog nærmest forstaaes det egentlige Fastland af Øen, som Saxe⁸⁶⁾ kalder continens, forskjelligt fra den nordlige Deel, hvorpaa Byen Arkona laa. Rügewit synes saaledes ogsaa, efter Schwarz,⁸⁷⁾ at betegne Afguden paa det egentlige Rügen eller det større Fastland. Hos Saxe kaldes Øen i Almindelighed Rugia; i Diplomer hedder den Ruya. Indbyggerne kaldes af Islænderne Rængar eller Rængjar,⁸⁸⁾ Helmolds Rugiani eller Rani. Navnet Ræng udstraktes ogsaa til hele det senere saakaldte rügiske Rige, som ikke blot omfattede denne Ø, men ogsaa en stor Deel af det pommerske Fastland; dette er f. Ex. Tilfældet, naar Knytlinga⁸⁹⁾ beretter, at der paa Kong Valdemars Tid byggedes elleve Kirker paa Ræng, og at Bispedømmet der var i den Stad, som hedder Usna (Usedom, hvor det første pommerske Bispedømme blev anlagt), samt at Bispedømmet havde 130 Kirker.
Provinser og Steder paa Rügen vare:
Saxe nævner Insula Arconensis, quæ Withova⁹⁰⁾ dicitur, hvilken ved et lille Sund (fretum), næppe saa stort som en Flod, var adskilt fra Rugia⁹¹⁾ ; han kalder den ogsaa Provincia Arcun, og modsætter denne Ø (insula) det faste Land (continens);⁹²⁾ imidlertid var dette Landskab ikke egentlig nogen Ø, men en Halvø; der var nemlig en Landstrimmel (tractus), som forbandt dette Arkonensernes Land (Archonensium fines) med Fastlandet eller den øvrige Deel af Rügen.⁹³⁾ Efter denne Beskrivelse er det altsaa nuværende Provins WITTOW, den nordligste Deel af Rügen, i Diplomer kaldet Wythuy, Wytouwy; adskilt fra den sydlige Deel af Rügen ved das Binnenwasser, som gaaer ind fra die wittowsche Fähr, og ved en smal Landstrimmel forbunden med Halvøen Jasmund. Efter Saxes Beskrivelse har das Binnenwasser da ikke været nær saa stort, som det nu er.⁹⁴⁾
Her laa imod Nordøst paa den høje Kridtklint Byen Arkona, Archona paa Rugia,⁹⁵⁾ Arkún i Vindlandi.⁹⁶⁾ Den laa, efter Saxes Beskrivelse, paa Toppen af en høj Klint, der paa den østlige, sydlige og nordre Side var befæstet ikke ved Kunst, men af Naturen; denne Befæstning saae ud, som stejle Volde, der vare saa høje, at man ikke kunde naae derop med en Piil, udkastet ved Blider. Paa de tre Sider gik Havet rundt omkring den, men imod Vesten var den omgivet af en Vold af halvtredsindstyve Alens Højde, hvis nederste Deel bestod af Jord, men oventil var den bygget deels af Tømmer, deels af Jord. Paa den nordre Side var en Brønd, til hvilken der førte en forskandset og befæstet Vej. Midt i Byen var en vid og aaben Plads, paa hvilken Trætemplet stod med Svantevits Billede.⁹⁷⁾ Dette giver en betydelig Oplysning om Beskaffenheden af de vendiske Stæder; Arkona udgjorde ikke en stor anseelig By, som heller ikke paa det Sted, hvor den laa, kunde rummes, men en Fæstning med Templet og Tempelskatten, og i det højeste en derved liggende Flække; dette bekræfter ogsaa Saxe paa et andet Sted, hvor han omtaler den som en Fæstning, til hvilken Indbyggerne i Krigens Tid toge deres Tilflugt, hvis Porte vare lukkede, men hvis Volde ikke vare besatte med Vagt, da man ansaae den mægtige Guds Nærværelse for Beskyttelse nok.⁹⁸⁾ Senere beskrives Stedet, hvor Arkona laae, som en Landspids af Figur som en afstumpet Kegle, og saa høj og stejl opstigende, at man fra Stranden af ikke kan naae den med et Pileskud. Mod Landsiden gaaer en overordentlig høj Vold, paa hvis Top man seer en Række af Høje, som ligne Gravhøje. Der hvor denne Vold mod Norden støder til Stranden findes endnu en Højde, kaldet Jaromars Borg, som er næsten ubestigelig fra selve Volden af. Indgangen til Fæstningen gaaer over nysanførte Vold, og Vejen, som fører op i en skraa Højde, er endnu kjendelig. Hele Indbegrebet af Fæstningsværkerne udgjør kun et Par Morgen Land, som dyrkes af Beboerne af den nærmest liggende Landsby Putgarten. Navnet Arkona udleder man af Arck eller Erck, en Bjergtop.⁹⁹⁾ Højden af Forbjerget Arkona angives til 173 Rhinlandske Fod.¹⁰⁰⁾
Paa Wittow ligger en anseelig Landsby Wyck eller Wieck.¹⁰¹⁾ Steder med dette almindelige Navn findes der vel adskillige af paa det pommerske Fastland, men i Beliggenhed stemmer dette bedst med det i Knytlinga nævnte Vik, da de Danske droge fra Stræla til Valúng, derpaa til Vik, og derfra til Héðinsey;¹⁰²⁾ jf. de øvrige her nævnte Steder i det Følgende.
Ved en Landstrimmel forbindes Wittow med Halvøen JASMOND, der ved en lignende Landstrimmel forbindes med det egentlige Rügen, men forresten er omgivet med Vand. Denne Provins nævnes først hos Saxe, der kalder den Provincia Jasmonda.¹⁰³⁾ I Knytlinga derimod forekommer dette Navn ikke; men der nævnes i denne Saga to Gange et Asund,¹⁰⁴⁾ som igjen ikke findes hos Saxe. Man maatte derved let falde paa, at disse Navne ere eet og det samme, at Afskriveren af Knytlinga ikke har lagt Mærke til Stregen over u, som skulde udtrykke m, eller at denne har været utydelig, og at han da har afskrevet Asund for Asmund. Dette bliver næsten til Vished, naar man i Knytlinga og Saxe betragter Sammenhængen af de Toge, ved hvilke disse Navne forekomme, thi vel afvige Beretningerne, men de støde dog sammen deri, at der holdtes en Samling ved Stræla, da Toget forefaldt til Jasmonda og Asund. Tilstrækkelig Oplysning herom vil dog først erholdes, naar man i andre Kilder kan paavise deels den Høvding Dalemar, der efter Knytlinga herskede i Asund, deels den Afgud Pizamar, der dyrkedes sammesteds. Efter Suhm¹⁰⁵⁾ skulde der ved Asund forstaaes den Strækning af Rügen imellem Strela og Hiddensee, langsmed Streelersund, eller ogsaa den ved Sundet liggende Olde Vehr (die alte Fähre); da Angivelsen i de historiske Beretninger er saa ubestemt, saa kan det sidste Sted især komme i Betragtning, men Navnet gjenfindes da ikke mere.
I Provinsen Jasmond nævner Saxe ogsaa Gor promontorium. Navnet (gor, gora, göra) betyder et Bjerg i Almindelighed, og flere Steder paa Rügen, blandt andre den senere saakaldte By Bergen, bare dette Navn. Suhm¹⁰⁶⁾ antog Saxes Gor for at være det østlige Næs paa Mönkgut, kaldet Pert, ved hvilket Landsbyen Gören ligger; man maa da antage, at Absalons Tog, som skete fra Arkona af, gik heelt ned til Mönkgut, der ikke hørte til Provinsen Jasmond. Schwarz¹⁰⁷⁾ antager Saxes Gor for at være selve det bekjendte nordøstlige Forbjerg paa Jasmond, die Stubbencammer.
Skjøndt det ligger udenfor vort nærværende Æmne, vil det dog for danske Læsere være interessant at mindes om, at det er i denne Provins, lige vestenfor die Stubbencammer, man endnu viser Lævningerne af Herthaburg, nordenfor en Sø kaldet Hertha See; begge staae i Forbindelse med hinanden, da Volden, som endnu er til, bøjer sig i en Bue, hvis Ender gaae ned til Søen, til hvilken en Sti fører ned fra Voldens Midte, hvor man mener, at det af Tacitus omtalte Herthas Tempel har staaet.¹⁰⁸⁾
Fra begge Halvøerne gaae vi over til det egentlige Rügen, og komme da paa den vestlige Side til Provinsen WOLUNG. Schwarz kalder Provinsen Schaprode, og mener, at Landsbyen Schaprodes Navn udstraktes til den hele Provins, men tilføjer dog, at Diplomer vise, at den hele Egn saavel som Landsbyen fordum hed Wolung. Det Diplom fra Aar 1193, i hvilket de først omtales, og paa hvilket han beraaber sig, er Stiftelsesbrevet for Nonneklosteret i Bergen; heri forekommer: “mansio in Wollungh, quæ dicitur Szabroda cum duabus quercinis silvis, agris, pratis et colonis.”¹⁰⁹⁾ Det er aabenbart, at quæ her ikke gaaer paa Wollungh, men paa mansio, saa at Wolung er Provinsens Navn og Szabrode den omtalte mansio. Dette stemmer da aldeles med de nordiske Kilder, i Følge hvilke Schabrode ikke er en Provins, men en Havn. Provinsen kaldes nemlig i Knytlinga¹¹⁰⁾ Valúng eller Falong, og siges at være et Landskab eller Herred (hérað), til hvilket man kom over fra det Fylke, som ligger ovenfor Stræla; hos Saxe¹¹¹⁾ Valungia. Knytlinga nævner tillige, men kun paa et eneste Sted,¹¹²⁾ Analong, medens derimod Falong eller Valung forekomme oftere; dette Analong, som fra Knytlinga er gaaet over til de geografiske Kompendier som et særeget Landskab paa Rügen, er, som Suhm allerede har bemærket,¹¹³⁾ det samme som Valung; Læsefejlen er let at forklare; der har i Haandskriftet staaet aualong, hvilket kunde læses enten som á Valong eller Analong.
Knytlinga fortæller, at de Danske hærgede paa Valung, og vilde derpaa vende hjem, men da kom om Natten Rügerne fra Riget Re under deres Anfører Domabur efter dem ved Masnes. Begge Partier underhandlede med hinanden; Domabur vendte hjem, og Kong Valdemar lagde med sin Flaade til den Havn paa Re, som hedder Skaparödd. Re er da det egentlige Rügen, og Skaparödd nysanførte By Schabrode, om hvilken det ogsaa hedder i et Diplom af Witzlaf den fjerde: castrum et terra Scaprode dicta in terra nostra Ruya sita.¹¹⁴⁾ Masnes maa have ligget paa Vestsiden af Rügen, og sydligere, end Schabrode, altsaa netop paa det Strøg, hvor nuværende Ø Umanz ligger; men et Sted af dette Navn findes ikke. Rimeligviis er da ogsaa Knytlingas masnes en Læsefejl, hvad enten nu deri stikker selve Øen umanz eller det paa den liggende Waase eller Vokenitz eller et lignende Navn.
Paa det egentlige Rügen nævnes fremdeles: Provinsen og Byen CHARENZ, nu Garz, i Knytlinga Karennz, hos Saxe Karentin (Karentia?)“.¹¹⁵⁾ Byen bestod, ligesom forhen er bemærket om Arkona, af en Borg og en derved liggende Flække, som i Fredstid, efter Saxes Beskrivelse, var næsten øde (locus pacis tempore desertus), men i Krig tjente som et Tilflugtssted for Hæren. Den blev saaledes en Gang ved et af de Danskes Anfald opfyldt med en Besætning af 6000 Mand, som toge Plads i de vel tildeels i en Hast opførte Hytter, der havde tre Stokværk, og stode saa tæt paa hinanden, at naar Byen var bleven anfalden med Krigsmaskiner, vilde ingen Steen være falden til Jorden. Byen var omgiven med Moradser, igjennem hvilke der førte kun een besværlig Vej; enhver, som betraadte denne, stod, naar han veg for meget til Siden, Fare for at synke i dybe Moser; var man kommen over denne Vej, saa førte en smal Fodsti imellem Volden og Moserne til Borgens Port.¹¹⁶⁾ Denne Beskrivelse, saavel som hiin ovenanførte over Arkona, giver en temmelig tydelig Forestilling om Vendernes Stæder og den Maade, hvorpaa man, ved at anlægge dem paa høje Bjerge eller imellem dybe Moser, søgte at gjøre dem utilgjængelige for Fjenden.
Knytlinga fortæller, at de Danske sejlede til Héðinsey (Hiddensee), og bleve der et Par Nætter. Derpaa bad Kongen Absalon at drage forud, men han selv og Jyderne lagde til ved Stræla (ved Stralsund); da det begyndte at mørkne, roede Biskoppen med sine Folk frem forbi Kongen til Parez, og red op til Byen Gards, men der kom Venderne imod ham, og der holdtes et Slag ved en Sø (vatn); Absalon sejrede, red ud til sine Skibe, Kongen kom til ham, og de vendte tilbage til Stræla.¹¹⁷⁾ Hos Saxe finder man derimod, at Kongen gjorde et Tog til Arkona, sejlede derpaa til en Havn (portus), som Indvaanerne kaldte Por, og for ikke at stride med alle Rüger paa een Gang, lod han Absalon om Natten sejle til Zindra (eller Ziudra), som Absalon ødelagde tilligemed Egnen deromkring; to af hans Ryttere forfulgte Fjenderne, som toge Flugten over en Sø (stagnum).¹¹⁸⁾ Ligesom det er uvist, om begge disse Beretninger gjælde et og samme Sted, saa maa det ogsaa blive tvivlsomt, om Parez og Por er det samme. De maae imidlertid have ligget enten ved Stralsund eller paa den sydlige Side af Rügen. Et Poretz (Preetz) nævnes i Advocatia Sundis;¹¹⁹⁾ flere Steder paa Rügen have, efter Schwarz,¹²⁰⁾ ført Navnet Por, hvilket han slutter af Gudenavnene Porenutz og Porevitz. Efter Suhm¹²¹⁾ er Por maaskee den store Proner-Vig imellem Rügen og Pommern, og Parez nuvær. Poseritz, der dog ligger noget oppe i Landet paa Rügen. Læser man for Zindra Ziudra,¹²²⁾ saa er dette Sted Zudar i det sydlige Rügen, og Gardz det samme som Karenz; samt den omtalte Sø den sønden derfor liggende Garzer See. Og det vilde da stemme med Milzahns Mening, at der ved Por forstodes die Glewitzer Fähr, hvor Overfarten var fra Karenz til Pommern.¹²³⁾
Gaae vi herfra igjen mod Vesten, saa finde vi endnu paa Rügens sydlige Side Saxes littus Dreccense;¹²⁴⁾ det er Kysten af en Halvø, paa hvilken ligger endnu Byen Drigge og det saakaldte Drigger Ort.¹²⁵⁾ Godset Drigge, hvoraf Stedet har Navn, forekommer i en gammel Fortegnelse over Godserne i Provinsen Altenfahr.¹²⁶⁾
Endelig fortæller Knytlinga, at de Danske laae ved Stræla, sejlede Morgenen efter til Tíkarey (Tríkurey), og vilde hærge Voztrosa.¹²⁷⁾ Navnet Tikarey er, endog hvad Læsemaaden angaaer, aldeles uvist, men da Voztrosa er en Landstrækning lige overfor Mönkgut eller den sydøstlige Deel af Rügen, saa kommer det der sydligst liggende Gross og Klein Zicker med Bugten Zicker See det nærmest i Navn og Beliggenhed.
Blandt de ved Rügen liggende mindre Øer mærkes:
Strax vestenfor Rügen ligger Øen Hiddensee. Schwarz er noget vaklende i sin Mening, om der ved Saxes Hithim insulam menes denne Ø; thi paa et Sted siger han, at Saxes Hithim er nuværende Hiddensee, paa et andet, at den ældste Efterretning, man har om Øen Zingst (Cynxt), findes hos Saxe, der altid kalder den Hythim, som man ellers skulde troe var Hiddensee, naar ikke Omstændighederne hos Saxe vare derimod.¹²⁸⁾ Ved at betragte Beretningerne om de flere Toge, ved hvilke Saxes Hithini insula (thi Hithim er kun en Læsefejl for Hithini) og Knytlingas Hédinsey nævnes, vil man dog let overtyde sig om, at derved ikke kan menes andet end nuværende Ø Hiddensee. Den var i Almindelighed det Sted, hvor den danske Flaade først søgte hen, hvor den havde et Slags Tilflugts- og Spejdersted i Sundet imellem Øen og det egentlige Rügen, hvilket ganske stemmer med denne Øs Beliggenhed og den paa sammes østlige Side værende Havn.
Byen Stralsund hed fordum Strelessund, og kaldtes saa efter Øen STRELA eller, som Knytlinga kalder den, Stræla. Der holdtes ogsaa apud Strelam en Sammenkomst imellem Kong Niels og Slavernes Hertug Vratislav.¹²⁹⁾ Denne Ø nævnes desuden ofte i de vendiske Toge, og er nuværende Ø Danholm.¹³⁰⁾

Gristow - Svolder

Paa Stræla siger Knytlinga var en “blótlundr er heitir Böku (Beku)”.¹³¹⁾ Navnet kan svare enten til die Beke eller til Bukkow. Et Sted af sidste Navn ligger ved Stralsund, og forekommer i et Diplom fra 1304, der nævner “campus dictus Buccowe situs prope civitatem Stralessund”. Kan man derimod antage, at Meningen af Knytlingas sjelden nøjagtige Efterretninger er, at Stedet ikke laa paa Strela selv, men at de Danske lagde til her, og derpaa droge til hin Offerlund, saa menes der uden Tvivl et andet mærkeligt Sted, omtrent tre Miil fra Stralsund, som Schwarz beskriver saaledes: imellem Landsbyen Gristow og Fiskerlejet Kalckwitz, nærved das Binnenwasser, der nu sædvanlig kaldes die Beke, ligger et Sted, kaldet Buccow; det er en ophøjet, oventil ganske flad Plads, som har det omtalte Binnenwasser mod Østen og Syden, men er for Resten omgiven med lave Grunde, der ved Flod staae under Vand, og da forvandles Højden selv til en Ø; nu findes der kun Lævning af en Hunegrav, men der synes forhen at have ligget en Borg til at forsvare Indløbet imellem denne Højde og den et Kanonskud derfra liggende Ø Rims eller Rymitz.¹³²⁾ Besynderligt er det derimod, at Suhm¹³³⁾ antager Böke eller Beke for nuvær. Bunge (Bug), en smal Landstrimmel, som hænger sammen med Wittow, da denne ligger paa den nordligste Deel af Øen Rügen, og Böke maa have ligget paa den sydlige Side i Nærheden af Strela.

Med de Øer, som have ligget ved den sydøstlige Side af Rügen, imellem denne Ø og Fastlandet, ere foregaaede store Naturomvæltninger. Man har Efterretninger om en stor Oversvømmelse i Aaret 1309 (eller 1304), hvorved det saakaldte Neue Tief er blevet dannet. Redeswitz, Lancke og flere Steder paa det højere liggende Mönkgut paa Rügen nævnes som de endnu ligge i Diplomer for denne Tid; men Øen Ruden skal derimod have ligget Rügen saa nær, at der var kun som en lille Bæk imellem dem; paa Øen Ruden nævnes Aar 1264 to Landsbyer, Ruden og Carwen; den saakaldte Greifwaldische Oie blev 1191 skjænket til Greifswalde under Navnet Swant-Wusterhusen (eller Wasser-Wustrose), uden Tvivl i Modsætning til det faste Land Wostrose, som ligger derved; der kan da heller ikke være nogen Tvivl om, at nuværende Oie da var langt større end nu, det vilde ellers have været en højst ubetydelig Gave; man formoder endog, at den har strakt sig heelt hen til Øen Ruden. I Nærheden af Ruden og Oie nævnes endnu en Ø Svetza, en adelig Families Ejendom, som skrev sig derefter; denne Ø er heller ikke mere til; der nævnes en Flod Damne, som omgav en Ø, hvilken man heller ikke finder mere. Endelig strakte Øen Usedom sig forhen i det mindste en halv Miil højere op mod Nord end nu.¹³⁴⁾ Naar man betragter disse Efterretninger og denne Egns nuværende Udseende paa et større Kort med alle dens Grunde, saa vil man finde det sandsynligt, at der imellem Rügen og det lige overfor liggende Fastland ved Wusterhausen har forhen ligget een større og vel flere mindre Øer, kun ved smalle Vande adskilte fra hverandre, og dette vil da betydelig bidrage til at oplyse de nordiske Efterretninger.
I disse omtales nemlig austr fyrir Vindland en Ø Svöldr, en Flod Svöldr-á, eller efter en Variant et Svanland eller Svauland, som denne Flod var ved, samt en portus Svaldensis eller Valdensis.¹³⁵⁾ Denne Ø Svöldr kan da næppe være andet, end nysanførte Ø Svant-Wusterhausen eller en anden undergaaet større Ø henimod Greifswalde til; Floden maa have været et nu til et Dyb forvandlet Udløb ved denne Ø; og portus Svaldensis eller Valdensis en Havn ved Wyker-Bodden, rimeligviis dat olde Deep, som det kaldes i Diplomer, ved Landsbyen Wyk, som blev anlagt af de Danske og i Diplomer forekommer under Navnet Vicus Danicas.¹³⁶⁾

7.

Fra Rügen vende vi atter tilbage til det faste Land eller Lutitiernes fire Hovedstammer, som allerede ere nævnte; de adskilles ved Peenefloden, saaledes at Kissiner og Circipaner boede paa denne Side Peene, Tollenser og Rhedarier paa hiin Side.¹³⁷⁾
KISSINERNES Navn gjenfindes enten i Slottet Kussin (der hvor siden Neukloster anlagdes) eller i Byen Kissin, hos Helmold Cuscin,¹³⁸⁾ ved Warnow.
CIRCIPANERNE boede, som Navnet viser, omkring ved Peene (circa Panim); de strakte sig omtrent fra Floden Rekenitz mod Vesten til Peenefloden imod Østen; men udbredte sig ogsaa over Floden Trebel ind imellem Kissiner og Tollenser, samt over Udspringet af Floden Peene hen til Floden Nebel.¹³⁹⁾ Det er den nordlige Deel af deres Landstrækning, der strakte sig langsmed det Itiigiske Sund, som Saxe mener med Circipenensis provincia og Circipetiensium palus.¹⁴⁰⁾
TOLLENSERNE boede i Uckermark og Stargard indtil Kilderne af Tollense, efter hvilken de føre Navn. RHETERERNE eller Rhedarierne, som udgjorde den mægtigste Stamme, boede fra Peene indtil Oder, ogsaa i Uckermark, og i det mindste i en Deel af Mittelmark, saa at Grændsen imod Vesten gik over die Priegnitz indtil Lenzen ved Elben. Hovedstaden, som har givet Folket Navn, hed Rhetra. Den er ikke mere til, men man antager, at den bar ligget ved den sydlige Ende af Tollensersøen, hvor nu Landsbyen Prillwitz ligger, deels fordi der ere fundne vigtige vendiske Oldsager med Navnet Rhetra, deels fordi der sammesteds endnu findes en Høj, kaldet Rhetraberg. Den beskrives af Helmold og Adam fra Bremen¹⁴¹⁾ som en By med ni Porte, paa alle Sider omgivet af en dyb Sø, over hvilken der forte en Træbro; i de nordiske Kilder nævnes den ikke, da den meget tidlig blev ødelagt. Imod Syden ved Havelfloden, efter hvilken en anden Stamme Hefelderne fik Navn, og imod Østen paa den anden Side af Oder stode Rhedarierne igjen i Forbindelse med endnu flere slaviske Folk igjennem Polen, Rusland og Ungarn, hvorved tillige Vendernes udbredte Handel lader sig forklare.

8.

I Circipanernes Land omtales i de nordiske Kilder følgende Landskaber:
I det saakaldte Rügiske Circipanien eller Fyrstendømmet Rügen paa denne Side Vandet laa Provinsen BARTH med en Borg ved Udløbet af Floden Barthe; Provinsen havde mod Østen Landskabet Pütne (Stralsund og dets Omegn), mod Syden Grimmen, mod Vesten Floden Rekenitz.¹⁴²⁾ Det er denne Provins Saxe kalder Barta (Barca er en Læsefejl) og om hvilken han siger, at den ved et smalt Sund er skilt fra Rügen (Barca a Rugia brevi freto discreta); men nærmest sigter han kun til den Landstrækning, som omgav Byen Barth eller castrum Barth; den Flod, han omtaler, er Barthe eller Bartheke.¹⁴³⁾
Fremdeles Provinsen TRIBUSEES; ligeledes en Borg eller castrum med tilhørende Landstrækning ved Floden Trebel. Men herfra udstrakte Provinsens Navn sig langt videre, saa at det omfattede den største Deel af Fyrstendømmet Rügen paa denne Side Vandet; i samme nævnes i en Bulle af 1140 kun de tre Hovedborge Triboses, Gützkow og Wolgast, som altsaa hver maa have haft et anseeligt Distrikt; man seer ligeledes af Diplomer, at Landskabet Tribusees strakte sig heelt hen imod Stralsund (terra Tribusees prout protenditur in Stralsund); hos Saxe tages det tydelig i denne videre Udstrækning. Det er altsaa det hele Landskab søndenfor Barth imellem Floderne Rekenitz, Trebel, Rück og Sundet ved Rügen.¹⁴⁴⁾ Denne Provins kaldes i Knytlinga Tribusiz og hos Saxe Tribusana provincia.¹⁴⁵⁾
I Forbindelse med nysanførte forekommer endnu en anden Landstrækning med en By: I Knytlinga fortælles nemlig, at Kong Valdemar drog til Stræla, og red op der til Tribuzis ok Atripiðen, hærgede Landet rundt om, indtog Borgen, og drog derefter hjem. Paa det tilsvarende Sted hos Saxe fortælles, at Kongen overfaldt Circipenensis provincia; man kom igjennem et stort Uføre, et Morads med Bække og Grøfter (vasta et cænulenta palus), derpaa igjennem en meget stor Skov; derpaa saae de Byen (vicus), som var omgiven med et saa stort Vand (palus), at man kunde sejle deri med Skibe. Byen var mere befæstet af Naturen ved det Vand, som omgav den, end ved Kunst; den havde kun en Vold paa een Side med en Bro; Høvdingen sammesteds Otmar lod Broen afbryde, men Kongen indtog desuagtet Byen.¹⁴⁶⁾ Ved at sammenligne begge Beretninger skjønnes, at det Atripiðen, som Knytlinga nævner, var det Sted, hvor Borgen (eller Saxes vicus) laa. Ved et af Kong Knuds Toge fortælles fremdeles: efter Knytlinga, at Kongen fik Hjælp af Rügerne, og drog med dem til Tribuðiz (Tribuziz), og saa upp á Tribipen (Tripipen, Bipen), og hærgede der; han red til deres Kjøbsted (kaupstaðr), og brændte den; efter Saxe endnu omstændeligere, at Kong Knud samlede en Hær af 2000 Rüger, og marserede igjennem Tribusana provincia, som laa under hans Herredømme; derpaa gik han igjennem Circipenensernes Morads (Circipenensium palus), som hans Fader før (paa nysomtalte Tog) var dragen igjennem, og kom til Byen (urbs) Lubeckinka. Da han var dragen forbi denne, og vilde til Diminum, traf han paa en By (vicus), hvor Barbarerne drak uden at tænke paa nogen Fjende (Knytlingas nysanførte kaupstaðr). De Danske vendte tilbage, og Hæren adspredte sig for at hærge og brænde, da Kongen nu, for den lange Vejs Skyld, havde forandret sit Forsæt at drage til Dimin. Kongen selv marserede med 30 Mand, da han fik at vide, at der var en Gaard (villa) forsynet med Korn, men forsvaret af en stor Sværm af Fjender; han sendte derfor Absalon hen at hjælpe de andre. Absalon bemægtigede sig Gaarden med dens Forraad, og vendte tilbage til Kongen. Da denne havde overnattet i Nærheden af Lubyna (propter Lubynam), og ødelagt de overblevne Landsbyer, befalede han Rügerne at slaae Bro over det Dyb (lacuna), som han for havde haft Vanskelighed med at passere, gik over, besteg Skibene, og kom til den ved Peenefloden nærmeste Havn.¹⁴⁷⁾ Ved at betragte disse Beretninger med nogen Opmærksomhed vil man finde, at Navnet Atripiden i Knytlinga er læst urigtig for á Tripiden; det sees tydelig ved Sammenligning af Kap. 124 og 129; paa første Sted har der staaet: reið þar upp til tribtiziz ok a tripiden (hvilket Afskriveren i sin Ukyndighed har læst i eet Ord), ligesom paa sidste: fár þaðan til tribúðiz ok sva upp a tripiden, paa hvilket Sted det foran gaaende upp har hindret Afskriveren fra at læse fejl. Til de Varianter, som findes i Slutningen af Navnet, maa Grunden have været, at det har været skrevet med þ: Tripiþen, hvilket da er blevet læst som p: Tripipen, istedenfor ð:Tripiðen. Dette Navn er det i Diplomer oftere forekommende Tribedne eller Tribeden; man finder nemlig nævnt castrum Barth cum terra attinenti, videlicet Tribedne vocata; saa og a Butesowe (Bützow i det Mechlenborgske) in utraque parte aquæ, quæ Nebula (Nebelfloden) dicitur, usque ad terram, quæ Tribedne (i Langebeks Afskrift Tribeden) vocatur. Dette Tribeden kan have ligget paa to Steder, enten nordenfor Tribusees henimod Barth til, efter førstanførte Diplom, eller søndenfor Tribusees imellem dette og Demmin. Schwarz antager, at der menes ikke Tribusees paa denne Side Trebel indenfor Peene og Rekenitz, men Landstrækningen hin Side Trebel henimod Güstrow og Nebel, eller vel endog den Provins, som ellers kaldes Wasitha (nuv. Wastow ved Nehringen), hvor der endnu er Spor af en gammel Borg.¹⁴⁸⁾ Denne Egn eller Egnen strax østen for Tribusees, hvor der ogsaa i et Diplom tra 1285 omtales et castrum antiquum, der ligesom Tribusees selv var omgivet af Floden Trebel og dens Moradser eller Søer,¹⁴⁹⁾ er uden Tvivl den rette. Thi ved at betragte det anførte Tog seer man, at de Danske gik ud fra Stralsund, hvor Flaaden som sædvanlig laa ved Strela; de trængte tværs ind igjennem Landet, og kom til en Borg, som ikke nævnes, og hvis Beliggenhed derfor heller ikke bestemt kan angives, men efter Togets Retning maa det have været nuværende Richtenberg eller Franzburg, der ligge ved Søer, eller vel endog Tribusees selv; Kongen drog nu videre frem, og agtede sig til Demmin; han kom da, som Saxe siger, til Lubeckinka, der ikke kan være andet, end nuværende Lübchin strax indenfor den Mechlenborgske Grændse. Kongen opgav imidlertid Forsættet, at drage mod Demmin, hvortil der endnu var en lang Vej, vendte tilbage over Lubyna, og kom endelig til den Havn, som er nærmest Peene. Denne Havn er sandsynligviis det foromtalte Wyk ved Greifswalde.¹⁵⁰⁾ Det er da ogsaa indlysende, at Tribeden vel laa længer inde end Tribusees, hvilket ogsaa vel passer med Knytlingas Udtryk: til Tribuzis ok svá upp á Tripiðen; men det kan ikke, som Kombst antager,¹⁵¹⁾ være nuværende Treptow ved Tollense, thi hele Toget skete nordenfor Peene; den danske Konge kom ikke engang ned til Demmin, langt mindre til Treptow, der ligger endnu langt sydligere. Hvad Lubyna er, lader sig vanskelig bestemme; det kan hverken være ved Stralsund, som Schwarz mener;¹⁵²⁾ heller ikke Liebenau (Lübbenow) noget nordenfor nedre Peene;¹⁵³⁾ derimod ligger Landsbyen Leuenhagen, der ogsaa nævnes tidlig, lige i Togets Retning.

9.

I Pommersk Circipanien eller Fyrstendømmet Wolgast laa Kastellaniet og Provinsen WOLGAST. Den hele Provins kan ikke have været stor, om man end antager de to mindre Provinser Westrosn og Lassan for at have været Dele deraf; den vilde da strække sig fra Cises Udløb i Wyker-Bodden (Angel-Beke), langsmed Grændserne af Provinsen Gützkow indtil Peene ved dens Udløb forbi Wolgast.¹⁵⁴⁾ De nordiske Kilder nævne kun Byen Valagust eller castellum Vologastum,¹⁵⁵⁾ nuværende Wolgast; samt Øen Kuaviz eller Kvauz, der næppe kan være andet end nuværende Ø Koos ved Mundingen af Peene.¹⁵⁶⁾
Provinsen WESTROSN kaldes 1170 terra Westrose; det er Landstrækningen vestenfor Peenes Udløb; Navnet findes endnu, som man mener, i Landsbyen Wusterhausen.¹⁵⁷⁾ Det er denne Landstrækning, som i nordiske Kilder kaldes Voztrosa.¹⁵⁸⁾
Provinsen GÜTZKOW med en By af samme Navn hørte indtil Aar 1100 til Rügernes Land; den strakte sig fra Peene til Ryck. I Diplomer hedder den Gotzchowe, Chotzekowe¹⁵⁹⁾ ; og heraf gjorde de nordiske Kilder Kotskógr (hvorved Ordet fik Udseende som om det var sammensat af kot, en Hytte, og skógr, en Skov) eller Kotskógaborg; hos Saxe urbs Goscova, Cozcoa.¹⁶⁰⁾

10.

Paa hiin Side Peene laa i Tollensernes Land Kastellaniet DEMMIN med Borgen Demmin ved Peenefloden. Det udgjorde en anseelig Landstrækning, nemlig hele For-Circipanien og Tollensernes Land indtil Grændsen af Grosswin omtrent i Egnen af Stolp ved Peenefloden.¹⁶¹⁾ De nordiske Kilder nævne Dimin eller Demina urbs.¹⁶²⁾
I Rhedariernes Land laa Kastellaniet og Provinsen GROSSWIN med en By af samme Navn. Provinsen har Navn af Borgen, og denne (Grote-Swine) igjen af Oderens Udløb Swine. Provinsens Navn Grozwin eller Groswin forekommer allerede 946. Byen selv er ikke mere til, men den laa i Nærheden af Anclam imellem denne og Stolp, hvor Navnet endnu findes i en Vold ved Anclam og i en Vej over Markerne sammesteds, som hedder den Grosswinske Vej.¹⁶³⁾ Stolp eller Ztulp (ecclesia Ztulpensis) forekommer ligeledes i Diplomer og er nuværende Stolp eller Kloster-Stolp ved Peene.¹⁶⁴⁾ I de nordiske Kilder hedde disse Stæder Grosvin, Grotzwina, samt Stolp, Stolpa.¹⁶⁵⁾ Naar der i Knytlinga nævnes frá Grozum (Gásum), saa er dette en Læsefejl for Grozuin (Grozvin), hvilket sees af Sammenhængen ved Sammenligning af sammes Kap. 120 med Kap. 125. Naar derfor Suhm bemærker,¹⁶⁶⁾ at Grozum venteligen er nuværende Grantezow, saa maa dette bortfalde som en tom Gisning; bemærker man, at Grozum maatte være Dativ, og have i Nominativ Grozar eller noget lignende, saa skjønnes ogsaa let, at der imellem Navnene Grozar og Grantezow kun er liden Lighed.
Førend vi gaae videre, maae vi her oplyse et Sted, som nævnes ved de Danskes femte Tog til Venden:¹⁶⁷⁾ Saxerne kom ved dette fra den ene Side, de Danske fra den anden; Hertug Henrik drog nemlig fra Demmin over Gützkow, Kong Valdemar derimod fra Wolgast; de mødtes i Stolp. Saxe, der her som ellers i Almindelighed er nøjagtigst, nævner en flumen og en amnis; flumen er Peene, hvis Navn Saxe ogsaa udtrykkelig anfører; amnis er Ribenitz eller den lille Flod, som fra Nord af falder i Peene; over denne amnis var der en Bro, som Valdemar maatte afbryde for at komme frem; Knytlinga nævner Broen, den siger nemlig, at Kong Valdemar efter at have indtaget Valagust drog ud til en á og til den Bro over denne á, som hedder Dunzarbrú (at man har været uvis om Læsningen af Navnet, viser Varianten Dimarbrú). Dette vil kunne oplyses af følgende: Man finder i et Diplom fra 1194: Super Ribenitz villam et molendinum, terram etiam eidem rivo contiguam a veteri scilicet ponte usque ad transitum Dansne; i et andet fra 1216: terra eidem rivo (Ribenitz) cotitigua a veteri scilicet ponte usque ad transitum Dansn; i andre Diplomer kaldes samme Overfartssted antiquus traductus.¹⁶⁸⁾ Schwarz bemærker, at der nu ikke mere gives noget Sted, som hedder Dansne, men rimeligviis var det et Færgested over Floden Peene, der hvor Bækken Ribenitz falder i den, saa Ribenitz her gjorde Grændsen imellem Provinserne Groszwin og Ziten. Der kan vist ikke efter hele Fortællingens Sammenhæng være nogen Tvivl om, at dette Dansn er Knytlingas Dunzarbrú (der altsaa maatte læses Danzarbrú). Kong Valdemar sejlede nemlig fra Wolgast op ad Peene (da man næppe kan antage, at han fulgte Ribenitz), afbrød Broen ved Ribenitz, og mødte derpaa Hertug Henrik i Stolp; eller efter Knytlinga kom Hertug Henrik til Groszwin (Grozum), gik strax ombord hos Kongen, og de fulgtes nu ad til Stolp. Beliggenheden af Groszwin, saaledes som den her foran er angivet, er ogsaa heraf tydelig. Kombst¹⁶⁹⁾ antager ogsaa Dunzarbru for at ligge ved Peene, men han afsætter den nordenfor Wolgast over det brede Udløb af Peene; havde den ligget der, maatte den vel længe før været afbrudt, da den hindrede den der hyppige Sejlads; efter hvad vi have seet, kom ogsaa Kong Valdemar til Broen ikke i det han sejlede ud af Peene, men i det han sejlede opad fra Wolgast, og da først efter at han var kommen til en anden Aa.

11.

Fremdeles maae vi, førend vi forlade denne Egn, oplyse det Sted, hvor det berømte Slag holdtes imellem Biskop Absalon og Hertug Bugislaw. Bugislaw samlede efter Kejserens Opmuntring en anseelig Magt paa 500 Skibe; Jarmer paa Rügen sendte Bud til Absalon og bad om Undsætning. Dagen for Pintsedag sejlede Absalon til Hiddensee (ad insulam Hithini), og fik her Bud fra Rügerne, at man ikke vidste, paa hvilken Kant Bugislaw vilde anfalde, thi han var kommen til Øen Cozta (ad insulam Coztam Rugia prætentam, ut hostilia jam pene rura pulsaret). Næste Dag fik Absalon at vide, at Bugislaw vilde gjøre Landgang lige overfor Øen Strela (ex adverso Strelæ insulæ copias expositurum), og lod sig om Aftenen, skjøndt det allerede mørknede, sætte over til Landet (littus), samlede Høvdingerne, og opmuntrede Folkene, men biede derpaa til Dagningen, da Sundet (fretum) ikke overalt var lige dybt; hans Anker blev her hængende, saa de andre sejlede forud; men han roede saa hurtig efter, at han naaede de forreste Skibe. Da kom der et Skib fra Rügerne, som bad de Danske om at sejle langsommere, da Bugislaw endnu laa ved Øen Cozta, og man vidste ikke hvor han vilde anfalde. Absalon standsede da sin Fart, og drejede over til Kysten af Dregge (divertitur ad littus Dreccense). Der fik han Bud, at Fjenderne søgte hjem, men det var en falsk Efterretning, da der var en stærk Taage, som hindrede dem fra at see den fjendtlige Flaade. Samme Bud bad de Danske, at søge hen til portus Darsinus, hvor Jarmer skulde komme til dem med Rügerne. De Danske sejlede derhen, men fandt hverken Jarmer eller nogen af hans. Absalon gik i Land, for at holde Gudstjeneste, da han fik Bud, at den pommerske Flaade nærmede sig. Bugislaw troede kun at have med Rügernes Flaade at gjøre; han befalede derfor 150 Smaaskibe at omringe den, og lagde den øvrige Deel af sin Flaade for Anker ligesom i Slagorden, men Førselskibene lod han lægge sig imellem den og det faste Land, for at det skulde lade, som om hans Flaade var end større. Taagen faldt; Absalon saae Smaaskibene gaae sig forbi, og anfaldt derpaa den fjendtlige Flaade, der nu var indsluttet paa et Sted, hvor den hverken kunde stride med Sikkerhed eller frelse sig med Flugt. Nu holdtes Slaget. Venderne flygtede til de naaede Floden Peene, hvorhen de forfulgtes af de Danske.¹⁷⁰⁾
Altsaa sejlede de Danske fra Hiddensee til Strela og langs ind igjennem Sundet imellem Rügen og det faste Land. Rügerne, der skulde forbinde sig med dem, vare de fra det egentlige Rügen eller denne Øs sydlige og sydøstlige Deel. Bugislaw kom østenfra fra Pommern, og laa ved Cozta, for at vente paa Lejlighed til at anfalde denne Deel af Rügen. Cozta er da, som andre allerede have bemærket, nuværende Ø Koos, hvis gamle Navn var Cost.¹⁷¹⁾ Absalon sejlede videre fra littus Dreccense, hvis Beliggenhed vi allerede kjende, hen til portus Darsinus, hvor Rügerne skulde forene sig med ham, og begge derpaa møde Fjenden. Denne portus Darsinus kan da ikke være, som Kombst gjætter paa, “der Ausfluss des Binnensees zwischen Zingst und Dars”,¹⁷²⁾ thi da maatte man antage, at Absalon sejlede ikke blot helt tilbage den samme Vej han allerede var kommen, men endog endnu længer mod Vesten, og som den usleste Høvding overlod hele Havet til Fjendens Raadighed, og gav hele Rügen, som han var kommen for at undsætte, aldeles til Priis; heller ikke kunde Bugislaw siges paa dette Sted at være indsluttet, da han havde hele Østersøen for sig, og kunde vende sig til hvilken Kant af Rügen han vilde. Saxes portus Darsinus kan da ikke være andet, end det i Diplomer forekommende Darsim eller Darsimhovet ved nu. værende Ludwigsburg, om hvilket Sted iblandt andet berettes, at Hertug Wratislaw den tredie 1264 i sin sidste Sygdom begav sig derhen til et Lyst- eller Jagtslot, hvorfra han kunde betragte Sejladsen til og fra Greifswalde.¹⁷³⁾ Her var Absalon, gaaet i Land, da Pommeranernes Flaade kom; her saae han en Deel af den sejle forbi sig. Paa dette Sted holdtes Slaget; Absalon laa ved Darsim, Bugislaw med sin Hovedflaade ligefor henimod Greifswalde; mod Norden var Rügen og den store Ø Svölder; man seer da, at Bugislaw var saaledes indsluttet, at kunde han ikke ødelægge Fjenden, saa kunde han ikke uden største Tab undkomme; hans Flaade flygtede igjennem Sundet imellem Svölder og Fastlandet, og forfulgtes af de Danske til Peene.¹⁷⁴⁾

12.

Til Rhedariernes Land hørte endnu Kastellaniet og Provinsen Uznam eller nuværende USEDOM, med Byen Uznam; eller, som det ogsaa ofte paa de mest forvirrede Maader skrives, Osna, Uznoim, Huzon, Huznoim, Noirnia. Det bestod af tre Dele: Ostrozna eller Oster-Ozne (modsat Vestr-Osna, som vi allerede kjende paa den anden Sideaf Peene) den nordvestlige Deel; Wantzlow den sydlige Deel, hvori Byen Uznam laa; og Woetze (Wostze) den nordøstlige Deel.¹⁷⁵⁾ I de nordiske Kilder nævnes Provinsen Ostrozna og Byen Osna, Usna, Osnum oppidum, samt Indbyggerne Oznenses (Orna og Ornenses, som forekomme nogle Steder, ere atter Læsefejl).¹⁷⁶⁾ Desuden nævner Knytlinga¹⁷⁷⁾ Fuznon med tre Borge Fuznon, Vinborg (Vindborg) og Fuir, uden Tvivl fordrejede Navne. Fuznon skulde man troe, og det have ogsaa alle antaget, var det samme som Usna (Huznom); Vinborg kunde være det problematiske Vineta, som man mener skal have ligget nordligst paa den nu undergaaede Deel af Øen Usedom; Fuir veed ingen hvad er. Det er Skade, at Saxe ikke har nogen tilsvarende Navne; paa Knytlingas kan man intet bygge. Med lidt Forandring kan dog Navnene paa de tre Provinser paa Usedom ligge i de tre anførte: Uznam er da Fuznon, Wantz-low Vind-borg, Woetze Fuir (Varianten har Fuiz).

13.

Endelig komme vi til det sidste af de vendiske Lande, vi her have at betragte, det gamle Pommern, d. e. Landstrækningen imellem Oder og Weichsel. Mod Syden gik Grændsen af Pommern i det mindste ned til Schlesien; ogsaa strakte det sig langt ind i det senere Polen, men Grændserne mod dette lade sig, formedelst de bestandige Krige og derved fremkomne Forandringer, ikke med Bestemthed angive for den Tid vi her betragte.¹⁷⁸⁾ Pommern deles, som bekjendt, i For- og Bagpommern; det er egentlig kun de forpommerske Lande, som vi have at betragte.
Først komme vi da til to Provinser og Stæder, som ofte nævnes samlede, og som vi derfor ville betragte under eet tilligemed Floden ved hvilken de ligge: Kastellaniet og Provinsen JULIN eller Wolin, med en By af samme Navn; Kastellaniet CAMIN ligeledes med en Borg af samme Navn; og Oderflodens Udløb.
Saxe nævner saavel Julinensis provincia som Caminensium provincia samt Byerne Julinum og Caminum, hvortil i Knytlinga og andre islandske Sagaer altid svare Navnene Jomsborg og Steinborg; og de beskrives at ligge begge ved samme Flod, nemlig ved det Udløb af Oderen, som gaaer forbi Camin, saaledes at Julinum eller Jomsborg laa paa den ene Side af dette Udløb, og Caminum eller Steinborg paa den anden. Beretningerne ere saa tydelige og saa vel overeensstemmende med hinanden, at det virkelig er besynderligt, at man har kunnet skrive saa meget frem og tilbage om denne Materie, at det gjerne kunde udgjøre et eget lille Bibliothek. At gjennemgaae eller endog blot at kjende alle disse Meninger, foretage vi os ikke; det maa være nok at betragte Kilderne selv og de vigtigste senere Formodninger.
Man finder da, at der paa Harald Blaatands Tid i et Landskab (Fylke) i Venden, som kaldes at Jómi, blev anlagt en Borg eller stærk Søfæstning; denne Borg kaldes af Islænderne Jómsborg, af Svend Aagesen Hynnisburg (aabenbar urigtig læst for Hyumsborg) og af Saxe Julinum.¹⁷⁹⁾ Ordet Jóm er rimeligviis det samme som mösog. hiuhma, hiuma, Hunkj. juimjo, d. e. πληθοζ, οχλοζ, af samme Betydning, som mösog. þiuda, isl. þjoð;¹⁸⁰⁾ altsaa ligesom dette en meget gammel Landsbenævnelse, da det betyder Landet i og for sig; det er isl. heimr, eng. home. Hos andre Skribenter udenfor Norden hedder dette nordiske Navn Jom snart Jumin (ad Juminem), snart Jumne, snart Julin, der let skjønncs at være selvsamme Ord; og i Diplomer hedder det endelig Wolin (nu Wollin), der ikke er større Afvigelse fra det gamle, end at j er ombyttet med v,¹⁸¹⁾ Med Navnet ere vi saaledes paa det Rene, at nemlig Jomsborg og Julinum er et og samme Sted.
Vi ville nu, for at bestemme Beliggenheden, betragte Saxes Fortælling derom: Den danske Konge, fortæller han, forenede sin Flaade med Rügernes, og sejlede ind i Pomerania igjennem ostia amnis Zwinæ, plyndrede derpaa Egnen omkring Julinum (i Knytlinga Jomsborg), men angreb ikke Byen selv; derpaa gik han med sin Flaade til den Flod, som Julin og Camin ligge ved (ad fluvium Julino Caminoque junctum), som først er een, men siden deler sig i to Mundinger (ostia). Sejladsen paa denne Flod var vanskelig formedelst de af Fiskerne anbragte Indretninger; der gik desuden en lang Bro (pons) fra Julins Mure (Julini moenibus contiguus) midt over den, saa han maatte blive om Natten paa denne Side af den (citra). Om Morgenen gik han paa Land (continentem aggressus), og lod Broen paa den sydlige Side af Byen afbryde, imedens Sjællænderne reve Fiskegjærderne op; Julinerne søgte imidlertid ad en hemmelig Vej paa deres Baade ned til Broen, men Absalon bemægtigede sig nogle Fartøjer, og kom Kongen til Hjælp; Venderne bleve forjagede, og en stor Deel af Broen afbrudt, saa den øvrige Deel af Flaaden kunde komme igjennem. Ved Forbisejlingen kom det til Fægtning med Julinerne, som maatte vige, og lade de Danske passere. Derfra kom disse til insula Crisztoa, som Kongen forbød dem at sætte Ild paa, da de behøvede det Forraad der var til Foder for Hestene. Derimod satte de over Aaen (eller den ene Flodarm) til Camin (proxime ad urbem Caminum permeato amne proceditur), i Knytlinga Steinborg, hærgede Landet nordenfor dette Sted (septentrionalis ejus provincia), holdt en Fægtning med Borgerne paa Broen sammesteds, men forlode derpaa atter denne By og vendte tilbage til Crisztoa. Nu opstod der megen Tvivlraadighed om, hvorledes de skulde slippe vel fra dette Tog, og komme tilbage til Havet (pontus, Østersøen). Thi da Pomeranernes Sø (Pomeranorum lacus) har tre Mundinger (ostia), saa syntes det for langt at gaae om igjennem de to, nemlig exitus Penensis og Swinensis, og man vilde derfor gaae den korteste Vej igjennem Caminensis exitus. Absalon blev sendt hen for at undersøge denne, men Havet styrtede ind der med en rivende Fart. Der hvor denne Flod (fluvius) løber ud af Søen (lacus), er den nemlig smal og flyder ganske stille; derpaa udvider den sig, og bliver større, end en Flod (amnis), og danner eller gaaer igjennem en Sø (paludem), men hvor den løber ud i Havet bliver den igjen snæver. Skjøndt de nu skulde have oppebiet Absalons Tilbagekomst, vare de dog saa utaalmodige, at de skyndte sig til en Vig der (idem amnis diverticulum), men kom paa lave Grunde. De bleve anfaldne af Venderne; Kongen hærgede paa ny provincia Julinensis og anfaldt selve Julinum, hvorved han istandsatte Broen sammesteds, og førte sine Ryttere over paa den sydlige Bræd (in australem ripam); endelig førte Absalon Flaaden lykkelig ud, hvorved to vendiske Skibe bleve erobrede af de Danske ved Criztoa.¹⁸²⁾
Den af Saxe her omtalte Flod med tre Udløb er da tydelig nok Oderen (Oddora flumen).¹⁸³⁾ Den danner først Pomeranorum lacus, d. e. das Grosse und Kleine Haaf, som Saxe ogsaa kalder blot lacus. Derpaa løber den ud igjennem tre Mundinger: exitus Penensisv, Peenemunde, exitus Zwinensis, Swinemünde, og exitus Caminensis, Udløbet fra Camminer-Bodden. Ved Toget kom de Danske ind af Swine, sejlede derpaa søndenom Julin, og opad en Flod (fluvius), d. e. Diwenow Strøm; den er først smal og een, men udvider sig derpaa i to Dele, hvor Criztoa, d. e. Øen Gristow, ligger: danner derpaa en Sø (palus), d. e. Camminer-Bodden, og bliver endelig atter snæver ved Udløbet i Østersøen. Paa den ene Side laa, som endnu, Caminum, paa den anden Julinum; dette laa sydlig, men dog ved Diwenow Strøm, da der over samme gik en Bro, som de Danske maatte tildeels bryde af for at komme igjennem; det laa altsaa just paa samme Sted, hvor endnu Wollin ligger. Det er ogsaa her Julinum lægges af andre Skribenter, som Adam fra Bremen, Andreas fra Bamberg, o. fl.¹⁸⁴⁾ Herom ere vel ogsaa alle nyere Forskere enige; og det vilde da være unyttigt, at opholde sig ved at gjendrive, at Jom eller Julin laa ved Landsbyen Jamen i Bagpommern, eller ved Lebbin paa den anden Side af Øen Wollin, eller paa den nordlige Spidse af Øen Usedom, eller hvor det ellers har behaget de Lærde at henlægge dette Sted.¹⁸⁵⁾

Wollin

Med Saxes Beskrivelse over Julins Beliggenhed kan ogsaa sammenlignes det Udtryk, som forekommer i Magnúsar góða S. (Kap. 28), hvor i det sammesteds anførte Vers Læsemaaden of ám at Jómi, paa Jom ved Floderne, rimeligviis er at foretrække. Men mærkelig er især Beskrivelsen over Søborgen (sæborg), der siden fik Navn af Jomsborg, i Jomsvikingesaga, hvoraf man seer, at der ved Borgen var en saa rummelig Havn, at der kunde ligge 300 Langskibe, og at der kunde lukkes for samme, samt Fortællingen om Vagn Aagesens Fægtning med Sigvalde sammesteds;¹⁸⁶⁾ thi man vil heraf see, at Jomsborg eller Julin laa ved nuværende Wollin, men er ikke, hvilket da ogsaa følger af sig selv, da Borgen forlængst er ødelagt, selve Byen Wollin; den bestod, som Jomsvikingesaga viser, af en Borg med en stor Havn, og et derved liggende Kastel til ydermere at forsvare Havnen; derimod ikke, som nogle have antaget, af tre Borge, i det de have gjort Jumne eller Jomsborg til een, Hynnisburg til en anden og Sæborg til en tredie, da disse dog aabenbar kun ere tre Navne paa een og samme Ting. At bestemme, paa hvilket Sted ved Wollin denne Borg eller By, samt Kastel og Havn have ligget, kunne vi naturligviis ikke, da dertil forudsættes en personlig Beskuelse af Lokaliteterne; vi henvise derfor Læseren til Kombsts udførlige Beskrivelser over disse; der lader sig deraf saa meget tilsyne, at det gamle Julin har strakt sig langt videre, end nu, imod Øst-Nord-Øst, at der ved der Silberberg og Mühlenberg henimod Byen findes store Engstrækninger, som forhen, og tildeels endnu i Mands Minde, kunde og have været besejlede, at man altsaa her ved Diwenow Strøm finder Steder, der efterhaanden ere opfyldte, men som for saa mange Aarhundreder siden meget rimelig have kunnet afgive en god og rummelig Havn for den Tids ikke dybtgaaende Skibe.

Saxe nævner ogsaa andre Steder Svina og ostia Zvinensia,¹⁸⁷⁾ som i Knytlinga kaldes Plazmynni eller vFlatzmynni,¹⁸⁸⁾ der ikke er andet end en Oversættelse af Swinemünde. Begge disse Kilder omtale ogsaa to af Venderne ved Swinemünde anlagte Kasteller; de troede sig nemlig uovervindelige, naar Peenemünde var forsvaret af Wolgast og Swine ved disse tvende Kasteller.¹⁸⁹⁾ Der har imidlertid været og findes tildeels endnu Spor til flere saadanne; og det er en ret artig Bemærkning, som Kombst¹⁹⁰⁾ har gjort om den fuldstændige Forsvarslinie, som løb rundt om begge Øerne Usedom og Wollin, i det der ved Peenemünde fandtes to Kasteller, længere oppe paa vestre Side af Floden laa Wolgast, længer sydpaa paa Øen Usedom Usna; atter mod Østen paa samme Ø Gardist, ved Swinemünde to Kasteller, paa Sydsiden af Øen Wollin Lebbin, ved nuværende Wollin Julin eller Jomsborg; mod Nord og Øst derfor Kastellerne ved Dannenberg, ved Camminer-Bodden Cammin selv, og endelig ved Mundingen af Fritzower See eller Udløbet fra Camminer-Bodden Øst- og West-Diwenov.
Østenfor Divvenow laa Landskabet CAMMIN eller Saxes Caminensium provincia; det strakte sig mod Østen til Rega, som gjorde Grændsen imellem det og Kastellaniet Colberg, og stødte mod Syden til Provinserne Stetin og Stargard.¹⁹¹⁾ Islændernes Steinborg er ligefrem en Oversættelse af Camin, der betyder en Klippe eller Steen.
Søndenfor das Grosse Haaf komme vi til Kastellaniet STETIN med Byen og Borgen Stetin. En Deel af denne Provins laa paa den vestlige Side af Oderen, men henhørte dog til Pommern, ikke til Lutitiernes Land; paa denne Side af Oder grændsede Kastellaniet Stetin mod Syden og Vesten til Provinserne Prenzlau og Ucra, paa hiin Side af Oder derimod nordpaa ved Ihna til Cammin, østpaa til Stargard og sydpaa til Pyritz.¹⁹²⁾ Byen Stetin omtales af flere Skribenter som den ældste, og mægtigste af de pommerske Stæder; Saxe kalder den ogsaa veterrimum Pomeraniæ oppidum.¹⁹³⁾ Hos denne Skribent hedder den ligefrem Stetinum, hos Islænderne derimod Burstaborg eller Bustaborg;¹⁹⁴⁾ dette Navn (af isl. burst, bust, ɔ: pinna, fastigium domus) er en Oversættelse af Stetin, ligesom Steinborg af Cammin; og saavel heraf, som af den Sammenhæng, hvori dette Bustaborg overalt nævnes, er det tydelig, at det hverken kan være Boitzenborg eller noget andet Sted, som man har gjættet paa, eller er fordrejet, som Kombst gjætter, for Burislafsborg, men betyder ene og alene Stetin. Dette passer ogsaa meget vel med den Beskrivelse, som gives i Vita Ottonis episc. Bamb.¹⁹⁵⁾ , hvor det hedder: Stetinensium civitas, quæ a radicibus montis in altum porrecta, trifariam divisis munitionibus, natura et arte firmatis, totius provinciæ metropolis habebatur; eller med andre Ord, den var med tredobbelte Volde bygget opad paa Klippen, og havde derved Udseende som et spidsttilgaaende Tag.
Efter at Kong Valdemar havde indtaget Stetin, vendte han, efter Saxes Fortælling, tilbage, indtog paa Tilbagevejen Lyubinum, og sejlede saa til Rügen.¹⁹⁶⁾ Denne By kan søges paa to Steder, begge paa Kong Valdemars Vej, enten nuv. Lübzin, forhen Lubinum, Lubbezin ved den nordlige Ende af der Dammsche See noget nordenfor Stetin; eller nuv. Lebbin paa Øen Wollin. Det første foretrækker Schwarz, som tillige anfører af en ældre Skribent ”castella Gradiz (Gardis) et Lubinum ad pagum Stetinensem pertinebant”, som Beviis, at Lubinum var dette Steds ældre Navn; Gardis er det sønden for Stetin liggende Garz.¹⁹⁷⁾ Imidlertid omfatter Saxes Ord en saa lang Vej, nemlig lige til Rügen, at Meningen vel kan være, at Kongen indtog Lebbin paa Wollin, naar han nemlig derpaa, som sædvanlig, sejlede ud af Swinemünde; og denne Mening foretrækker Kombst, da Kantzow (1, 194) ved Valdemars Hjemtog omtaler, at Kongen indtog Lebyn og Gardist og drog til Usedom; dette Gardist (antiquum castellum Gardist) kan nemlig, skjøndt Navnet er det samme, ikke være det søndenfor Stetin liggende Gartz, men nuværende Gartz paa Øen Usedom, og Lyubinum maa da være det nærmest liggende Lebbin paa Øen Wollin.¹⁹⁸⁾ Dette forekommer mig meget rimeligt; og da derhos Knytlinga lader Kong Valdemar ved et andet Tog drage ind ad Plazmynni til Gorgasiam, og derfra igjen til Burstaborg (Stetin),¹⁹⁹⁾ saa skulde jeg næsten troe, at dette aabenbar fordrejede Gorgasia var nysnævnte Gardist eller Garz; thi det maa, som Kombst bemærker, have ligget her omkring ved das Grosse Haaf, men der fines intet lignende Navn; paa den af ham anførte Landsby Gorgast dybt inde i Landet Sternberg er naturligviis ikke at tænke.²⁰⁰⁾
Endelig beretter Saxe, at Wartislaw havde bygget et Kloster paa sit Gods, hvortil der hentedes Munke fra Danmark;²⁰¹⁾ dette er Klosteret Colbatz, hvoraf endnu Amtet Colbatz har Navn, sydøst for Stetin.²⁰²⁾

15.

Gaaer man fra Cammin mod Østen, saa kommer man over Kastellaniet Colberg til Provinsen Belgard, der til forskjellige Tider snart hørte til Forpommern, snart til Bagpommern; og endelig i Bagpommern over Kastellanierne Dirlow og Stolp til Dantzig, hvor vi ende vor Betragtning. Byen Dantzig bør nemlig endnu bemærkes, da denne blev anlagt af den danske Konge Valdemar den første Aar 1164. Oprindelsen fra de Danske udtrykkes ogsaa, ligesom i den forhen anførte vicus danicus og flere lignende, i Navnet, der betyder de Danskes Vig; i Diplomer kaldes den Gedansz, Danzik, Dansk, ligesom i gamle danske Breve sædvanlig Dansken.²⁰³⁾

16.

Anmærkning. Ved de historiske Beretninger om de Danskes Toge til Venden forekomme endnu adskillige Steder, som ligge i Danmark. Skjøndt disse ikke vedkomme nærværende geografiske Afsnit, men maae forudsættes som bekjendte for Danske, vil det dog ikke være upassende at anmærke nogle deraf, som deels ere mindre bekjendte, deels ogsaa af andre Forfattere ere henførte til de vendiske Lande.
Den af Saxe (lib. 14, S. 280) nævnte Ø Masneta, hvor den danske Flaade samledes, er den i Valdemar den andens Jordebog (Langeb. Script. T. 7. S. 527) omtalte Masnæth, d. e. nuværende Ø Mosned imellem Sjælland og Falster, under Vordingborg Sogn. Det er besynderligt, at Gram (Notæ in Meursium, lib. 5, S. 324.) har kunnet antage denne Ø for det samme, som det i Knytlinga forekommende “promontorium Masnes”.
Insula Cozta nævnes to Gange hos Saxe (lib. 14, S. 340. lib. 10, S. 376). Paa sidste Sted er det Øen Koos ved Kysten af Vestrosn, som vi allerede have seet; men paa første Sted, hvor det nævnes med Falster og Bogø (Boka, Saxo, S 341), kan det efter hele Sammenhængen ikke være andet end nuværende Koster ved Møen.²⁰⁴⁾
Knytlingas Grænasund, hvor den danske Flaade ofte samledes, hos Saxe viridis portus (Knytl. Kap. 126. 127. Saxo, lib. 14, S. 371) er Grønsund ved Falster. Saxe kalder ogsaa dette Sund sinus viridis (Saxo, lib. 9, S. 174; lib. 14, S. 340).
Havnen Járnloka (Jernlukke) nævnes i Knytlinga (Kap. 123). En Variant tilføjer: fyrir innan vid Mön, hvilken Læsemaade er optaget i Folioudgaven. Paa samme Tid forekommer hos Saxe (lib. 14, S. 284) portus Monensium, hvilket i det mindste viser, at der paa Valdemar den førstes Tid paa Møen var en bekjendt Havn; jf. castrum de Möon i Petri Olai Ann. hos Langebek, S. 185 ved Aar 1252, rimeligviis den forhenværende Kjøbstad Borre, hvortil der var Sejlads; nu er Havet der tilstoppet, men man har i Mosen ved Borre fundet Egepæle med Jernringe, og lign., som vidner om den forhenværende Havn.
Paa Møen laa ogsaa sinus Kialbyensis (Saxo, lib. 14, S. 340) ved nuværende Kjelbymagle.
Geitisey, hvor de Danske efter Toget til Bramnes traf Kong Valdemar (Knytl. Kap. 124) er ved nuværende Geddesby og Gedserodde paa den sydlige Side af Falster, hvor der var en curia domini regis eller arx regia (Valdemars Jordebog hos Langebek, S. 525. 540. Eskilds Fundation for Nestved Kloster fra Aar 1135 i Thorkelins Diplom. 1 D.)
Hyljumynni, hvor Absalon boldt et Slag med Venderne, da han drog hjem fra Vindland og sejlede nordpaa til Øresund (Knytl. Kap. 124) er enten nuværende Hölewik ved Skanør i Skaane (Langeb. Script. T. 1, S. 60); Stedet, som Vigen laa ved, kaldes ogsaa Hol, forhen Hólar eller Hálshólar (Hkr. T. 2, S. 281); eller det er Bugten ved Øen Hyllen paa den sydlige Side af Laaland (Estrups Absalon, S. 07).

---

Fodnoter:

1) Servian popular poetry, translated by Bowring.
2) Insuper et Vinedi, quod est fidelissimum genus hominum, hunc habet morem, ut mulier, viro mortuo, se in rogo cremati pariter arsura præcipitet. Epist. Bonifacii Archiepisc. Moguntini ad Ethelbaldum regem Merciorum (Bibl. max. Patrum, T. 13, S. 76).
3) Allgemeine Welthistorie, 51 Th. S. 221 fgg. Anton Erste Linien eines Versuches über der alten Slaven Ursprung etc. 1 Th. S. 30 fgg. jf. 2 Th S. 48 fgg. Schreiter Beitragc zur Gesch. der alten Wenden. Dobrowsky Slavin. Suhm om Slavernes Herkomst og ældste Sæde i hans Saml. Skr. 10de D. o. fl.
4) Lib. 1, cap. 83
5) þá kemr hinn riki, at regin-dómi, öflugr ofan, sa er öllu ræðr. Völuspa str. 65
6) þá kemr annarr, enn mátkari, þó þori ek eigi, þann at nefna. Hyndluljóð, str.41
7) Lib. 1 cap. 52.
8) Helmold, lib. 1 cap. 52.
9) Anton, 1 Th. S. 40. 2 Th. S. 51. Kayssarows slawische Mythologie. Ingemanns Grundtræk til en nordslavisk Gudelære.
10) Nysanførte Skrifter. At han senere fremstilledes med et blodigt Ansigt, som var bedækket med Fluer, betvivles vel med Rette. Dobrowsky Slavin, S. 403-404.
11) De vendiske Guddomme maatte af Aserne betragtes som fjendtlige: Surtr var Asernes Fjende. Jeg nævner derfor i Forbigaaende den ellers dunkle og ubekjendte Belí, som Frey strider med og overvinder (Völuspá, Str. 54. Snorra-Edda, S. 41), da det mulig kan oplyses, at denne Belí er den samme som Bjelbog opfattet under en fjendtlig Form.
12) Helmold, lib. 1. cap. 52. 6. Saxo, lib. 14. S. 321
13) Anton, 1 Th. S. 44. Dobrowsky, S. 411. Ingemann, S. 8.
14) Saxo, lib. 14, S. 319.
15) S. 412.
16) Lib. 14, S. 327.
17) Der altsaa, som Dobrowsky mener, ikke kan ansees for en Læsefejl for Porevit. Derimod fortjener det en nøjere Undersøgelse, om Navnet Porenut, som det nu skrives hos Saxe, kan være Russers, Preussers og Letters Tordengud Percunust eller Perun.
18) Ingemann, S. 11-12.
19) Lib. 1, cap. 52. 2.
20) Lib. 1, cap. 52.
21) Man troer, at denne Lund har ligget ved Havet bag Landsbyen Putlofs paa et Sted, som nu kaldes Wienbergen. See i Dankwerths Landesbeschr. Schl. u. Holst. Kortet over Wagrien.
22) Helmold, lib. 1, c. 52. 69. 83.
23) Navnet Prono derimod er efter al Sandsynlighed en Læsefejl; Landsbyen Prowenaw i Wagrien, hvor Gudens Billede stod, angiver bestemt nok den rette Form af Ordet.
24) Arndt über die Verwandschaft der europ. Spr. S. 310.
25) Saxo, lib. 3, S. 48.
26) Vita S. Ottonia, anført i Allgem. Welthist. 51 Th. S. 248.
27) Helmold, lib. 1, cap. 83.
28) Allgem. Welthist. 52 Th. S. 46.
29) Sst. S. 52
30) Helmold, lib. 1, cap. 2.
31) Sst. lib. 1, cap. 52.
32) Sst. cap. 23.
33) Saxo, lib. 14, S. 321.
34) Anton, 1 Th. S. 69-78. 2 Th. S. 65-68. 116.
35) Saxo, lib. 14, S. 322.
36) Anton, 1 Th. S. 88-89.
37) Allgem. Welthist. 51 Th. S. 265. Ingemann, S. 27-28.
38) Dobrowsky Slavin, S. 108.
39) Adam. Brem. lib. 2, cap. 12-13.
40) Schwarz Geogr. Norderteutschl. S. 15-16. Omnis Slavorum regio, incipiens ab Egdora, qui est limes regni Danorum, extenditur inter mare Balticum et Albiam per longissimos tractus usque ad Zuerin. Helmold, 1ib. 2, cap. 14.
41) Rivulus Suale, qui disterminat Saxones a Slavis. Helmold, lib. 1, cap. 25. Albia in occasum ruens primo impetu Boemos alluit cum Sorabis, medio cursu Slavos dirimit a Saxonibus. Helmold, lib. 1. cap. 4.
42) Lib. 14, S. 300.
43) Knytl. Kap. 123. 128.
44) Hkr. 3 D. S. 55. De her af Snorre nævnte Læser maae efter Sammenhængen være et Folk i Nærheden af Østervenderne. Man antager dem for at være de Lazii, Lecchi. Lezchi, Lesgi, der holdes for at være Stamfolket til Polakkerne, og engang boede ved det sorte Hav; det er ikke usandsynligt, at de have trukket sig højere op mod Østersøen, hvor man finder Provinsen Lassau ved Peenefloden i Fyrstendømmet Wolgast, og Provinsen Lösitz (Loitz) i Forpommern, begge med ældgamle Stæder af samme Navn. (See Hkr. anf. St. Schlözers Nord. Gesch. S. 515. Schwarz Geogr. Norderteutschl, S. 255 fgg. 241 fgg.)
45) Saxo, lib. 14, S. 308. lib. 15, S. 377.
46) Helmold, lib. 1, cap. 18
47) Helmold, lib. 1, cap. 12. Zventina, limes Saxoniæ. Adam. Brem, lib. 2. cap. 9.
48) Saxo. lib. 13, S. 231.
49) Lib. 1, cap. 12 og cap. 25.
50) Lib. I, cap. 49.
51) Saxo, lib. 14, S. 342.
52) Wagri, eorum civitat Aldinbarg maritima. Adam. Brem. lib. 2, cap. 10.
53) Helmold, lib. 2, cap. 13.
54) Saxo, anf. St.
55) Knytl. Kap. 124.
56) Jf. Danckwerths Landesbeschr. v. Slesw. u. Holst. S. 211.
57) Strodtmann Probe einer etymol. hist. Untersuchung über die Bedeutung der Ortsnamen im Hrz. Schlesw. Flensburg 1833. S. 30. Anm.
58) F. Ex. villæ Sclavorum i Kong Valdemars Jordebog (Langeb. Script. VII. S. 542.)
59) Olafss. Tryggvas. i Fornmannas. II. Kap. 243.
60) S. 541. 542.
61) Obotriti, qui altero nomine Reregi vocantur, et civitas eorum Magnopolis. Adam. Brem. lib. 2, cap. 10.
62) Polabingi, quorum civitas Rameburg. Adam. Brem. 1. c. — 4)
63) Helmold, lib. 1, cap 87. Saxo, lib. 14, S. 317.
64) Anf. Steder.
65) Knytl. Kap. 108.
66) Saxo, lib. 14, S. 292.
67) Knytl. Kap. 108.
68) Helmold, lib. 1, cap. 87. Saxo, lib. 14, S. 254.
69) Knytl. Kap. 108.
70) Westphalen Monum. T. 4, S. 899.
71) Suhms Danm. Hist. 7 D. S. 62. 6 D. S. 18. Rudloffs Mechlenb. Gesch. 1 Th. S. 110. 152.
72) Wurle,situm juxta flumen Warnou prope terram Kicine. Helmold, lib. 1, cap. 87.
73) Knytl. Kap. 119.
74) See ogsaa Fortalen til Danasögur, S. 8 fgg.
75) Scriptor. rer. Dan. T. 4. S. 218. Anm. a.
76) Saxo, lib. 14, S. 295. Knytl. Kap. 119.
77) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 52.
78) Leuticii, qui alio nomine Wilzi dicuntur. Adam. Brem. lib. 2, cap. 12. Welatabi, qui et Wilzi dicuntur. Id. de situ Daniæ.
79) Saxo, lib. 6, S. 105.
80) Saxo, lib. 14, S. 329.
81) Schwarz Diplom. Gesch. S. 679-680. Anm. jf. Suhms Danm. Hist. 3 D. S. 85. Anm.
82) Saxo, lib. 14, S. 308.
83) Schwarz Diplom. Gesch. S. 216 fgg. o. fl. St.
84) F. Oom Das alte Barth, i Balthische Studien, 1 H. S. 176.
85) Knytl. Kap. 120. 123. Hkr. Hákonars. Hák. Kap. 293. Om Magnus den Gode fortælles, at han gjorde et Tog til Landskabet Jóm, og kom paa Tilbagevejen til Danmark fyrir Re á Vestlandi, hvilket i Verset hedder á Re fyrir víðu Vindlandi (Magnúsar góða S. Kap. 28), d. e. Rügen. Det er klart, at det er samme Sted, hvor det bekjendte Slag holdtes imellem Magnus den Gode og Svend Ulfsen, men som i Sagaerne er blevet saa forvansket, da der snart læses fyrir Vestrlandi á Re, snart fyrir vestan Aren eller á Re fyrir viðu Vestlandi (Hkr. T. 3. S. 36. Magnúsar góða S. Kap. 37), og som alle Fortolkere, Torfæus, Suhm og Udgiverne af Hkr., have søgt ved Sylt eller Föhr paa den vestlige Side af Sønderjylland!
86) Saxo, lib. 14, S. 248.
87) Diplom. Gesch. S. 599.
88) Knytl. Kap. 120.
89) Sst. Kap. 123.
90) Withora i Stephanii Udgave er en Læsefejl.
91) Saxo, lib. 14, S. 322.
92) Saxo, lib. 14, S. 289.
93) Saxo, lib. 14. S. 248.
94) Schwarz Geogr. Norderteuschl. S. 90-94. Dipl. Gesch. S. 656-657.
95) Saxo, lib. 14, S. 248.
96) Knytl. Kap. 101.
97) Saxo, 1ib. 14, S. 319.
98) Sst S. 284.
99) Schwarz Diplom. Gesch. S. 618 fgg.
100) F. v. Hagenows Special-Charte der Insel Rügen.
101) Schwarz Diplom. Gesch. S. 694.
102) Knytl. Kap. 121.
103) Saxo, lib. 14, S. 312.
104) Knytl. Kap. 121. 122.
105) Danmarks Hist. 7 D. S. 203. 297.
106) Danm. Hist. 7 D. S. 205. jf. Estrups Absalon, S. 63.
107) Geogr. Norder-Teutschl. S. 102.
108) Schwarz, anf. St. S. 98-1 til. og v. Hagenows Kort.
109) Schwarz Gcogr. Norder-Teutschl. S. 149-141. Diplomet i Sammes Diplom. Gesch. S. 530, hvor det ovenfor anførte Sted findes S. 532.
110) Knytl. Kap. 120.
111) I Slutningen af Kap. 120.
112) Lib. 14, S. 895.
113) Danm. Hist. 1 U. S. 200-201.
114) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 113. Anm.
115) Knytl. Kap. 122. Saxo, lib. 14, S. 326.
116) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 130 og Sammes Diplom. Gesch. S. 572 fgg.
117) Knytl. Kap. 111.
118) Saxo, lib. 14, S. 310.
119) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 225. 226.
120) Sammes Diplom. Gesch. S. 600.
121) Danm. Hist. 7 D. S. 201, jf. S. 292.
122) Andre læse Zuindra, og antage med Krantz (Dania, lib. 6, cap. 22) at det laa ved Zvina, Svinemünde (Gram in Meursium, lib. 5, S. 312.)
123) Estrups Absalon, S. 60.
124) Saxo, lib. 16, S. 377.
125) v. Hagenows Kort.
126) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 152.
127) Knytl. Kap. 129.
128) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 135 og 214.
129) Saxo, lib. 13, S. 235.
130) Schwarz Diplom. Gesch. S. 1.5.
131) Knytl. Kap. 121.
132) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 237.
133) Danm. Hist. 7 D. S. 200.
134) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 119-123, og Diplom. Gesch. S. 252.
135) Olafss. Tryggvas. Kap. 245-248. Hkr. T. 1. S. 331 fgg. Knytl. Kap. 5. 120. 122. Saxo, lib. 14, S. 340.
136) Schwarz Diplom. Gtsch. S. 146-147.
137) Chizini et Circipani, quos a Tholasantibus et Retharis fluvius Panis separat. Adam. Brem. lib. 2, cap. 10. cf. lib. 3, cap. 24.
138) Helmold, lib. 2, cap. 3.
139) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 33, 53. 55.
140) Saxo, lib. 14, S. 3«. lib. 16, S. 382.
141) Helmold, lib. 1, cap. 2. Adam. Bi-em. lib. 2, cap. 11.
142) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 200-203.
143) Saxo, lib. 14, S. 286 - 287.
144) Schwarz Geogr. Norder-Teutsch. S. 170-173. 180.
145) Knytl. Kap. 122. 123. 129. Saxo, lib. 14, S. 313. lib. 16. S. 382.
146) Knytl. Kap. 121. Saxo, lib. 14, S. 342-344.
147) Knytl. Kap. 125. Saxo, S 382.
148) Schwarz Geogr. S. 174-179, Jf. S. 190. og Diplom. Gesch. S. 352.
149) Sammes Diplom. Gesch. S. 340-341.
150) Schwarz Diplom. Gesch. S. 354.
151) Baltische Studien 1 H. S. 72. Anm. 77.
152) Schwarz Diplom Gesch. S. 11-12.
153) Suhms Danm. Hist. 8 D. S. 66.
154) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 252.
155) Knytl. Kap. 120. Saxo. lib. 14, S. 300.
156) Suhm (Danm. Hist. 7 D. S. 110) læser Kuariz, og mener det er nuværende Kulitz (Kubitz ved Kobitzer Bodden) paa Vestsiden af Rügen , søndenfor Øen Umanz.
157) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S 253.
158) Knytl. Kap. 129.
159) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 262-266.
160) Knytl. Kap. 125. Saxo, lib. 14, S. 309. 359.
161) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 275-279.
162) Knytl. Kap. 120. Saxo, lib. 14, S. 309
163) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 290 fgg.
164) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 295.
165) Knytl. Kap. 120. 125. Saxo, lib. 14, S. 309. lib. 16, S. 382.
166) Danm. Hist. 7 D. S. 168
167) Knytl. Kap. 120, jf. Saxo lib. 14, S. 30a fgg.
168) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 281-262.
169) Baltische Studien, 1 H. S. 53. Anm. 48.
170) Saxo, lib. 16, S. 376-378.
171) Schwarz Diplom. Gesch. S. 4. Kombst i Baltische Studien, I H. S. 50 Anm. 41.
172) Kombst, anf. St. S. 82 Anm. 91.
173) Schwarz Diplom. Gesch. S. 253-256.
174) See ogsaa Suhm, 8 D. S. 54-56
175) Schwarz Geogr. Norder Teutschl. S. 314-322.
176) Knytl. Kap. 126. Saxo, lib. 13, S. 235. lib. 14, S. 309. 314. 317. lib. 15, S. 362. lib. 16, S. 381.
177) Knytl. Kap. 125.
178) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 48-51.
179) Knytl. Kap. 1. Jómsvikingas. Kap. 23. Hkr. T. 2, S. 383; T. 3, S 30 o. s. v. Svenonis Agg. Hist. Dan. hos Langebek, S. 51. Saxo, lib. 10, S. 182.
180) Grimms D. Gramm. 3 Th. S. 472.
181) Det er selvsamme Forandring, som i Julii castrum, nu Wolgast (Baltische Studien, 1 H. S. 334).
182) Saxo, lib. 14, S. 333.
183) Saxo, S. 337
184) Oddora vergens in Boream per medios Vinulorum transit populos, donec perveniat ad Juminem, ubi Pomeranos dividit a Wilzis. — Nobilissima civitas in ostio Oddoræ, qua Scythicas alluit paludes. (Adam. Brem. lib. 2, cap. 12. 66.); eller tydeligere: ubi Odera fluvius præterfluens lacum vastæ magnitudinis et latitudinis (das Grosse Haaf) facit illicque mare infiuit. (Vita Ottonis, lib. 2, cap. 7, anført af Schwarz i Geogr. Norder-Teutschl. S. 340).
185) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 340-349. 378-379. Allgem. Welthist. 52 Th. S. 46-48. Torfæi Trifol. histor. S. 58-66. Stephanius in Sax. S. 197-198. Suhms Danm. Hist. 1 D. S. 498-500. Vedel-Simonsens Nationalhist. 2 D. 1 II. S. 60-69. P. E. Müllers Sagabibl. S. 66-72. Kombst i Baltische Studien, 1 H. S. 62-68. 380-387. “Jóm, ditio quæ est circa urbem et arcem Julinam in Vinlandiæ insula ejuadem nominis. Jómsborg, hod. Wollin, lat. Julinum, urbs quondam clarissima in insula Vollina.” Geograf. Haandskrift.
186) Jomsvikingas. Kap. 23. 38.
187) Saxo, lib. 14, S.347.359.
188) Knytl.Kap. 125.
189) Knytl. anf. St. og Saxo, S. 171.
190) Baltische Studien, 1 II. S. 387.
191) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 351.
192) Sst S. 328-337
193) Saxo, lib. 14, S. 337.
194) Knytl. Kap. 12a. Olafss. Tryggvas. Kap. 269.
195) Anført af Kombst i Baltische Studien, 1 H. S. 73 Anm. 79.
196) Saxo, lib. 14, S. 338.
197) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 336-337.
198) Kombst i Baltische Studien, I H. S. 76. Anm. 83. Samt 5 Jahresbericht sst. S. 320.
199) Knytl. Kap. 125.
200) Kombst anf St. S. 73 Anni. 78.
201) Monachalis vitæ viris e Dania adjtcitia in latifundio vuo rellam exstruxit. Saxo, lib. 14, S.338
202) Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 337. Bemerkungen über Wratislaw den Zweiten, i Baltische Studien 1 H. S. 120.
203) See iøvrigt Schwarz Geogr. Norder-Teutschl. S. 393-394. Suhms Danm. Hist. 7 D. S. 168-169.
204) See ogsaa Suhms Danm. Hist. 7 D. S. 406-408.