De næsvise Hunde

Fra heimskringla.no
Revisjon per 31. mar. 2015 kl. 17:49 av Carsten (diskusjon | bidrag) (De næsvise Hunde)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Carl Chr. Th. Andersen
(1828-1883)
Islandske Folkesagn og Eventyr

De næsvise Hunde
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864


Der var engang en Mand, som over al Maade pleiede at prale med, hvor dygtig en Bonde han var. Denne Pralhans havde havt en Kone, med hvem han havde boet et Aar paa en Gaard; men han havde skilt sig saa daarligt ved sit Landvæsen, at han maatte gaae fra Gaarden det næste Foraar, og han var nylig bleven skilt fra sin Kone, da han en Dag besøgte en Bonde der i Nabolaget. Da han red hjem paa Ladet, stod Bonden derude, omgiven af tre Hunde, der alle tre vare af ulige Alder og Størrelse. Hundene toge paa at gjøe, da Manden kom paa Ladet. Bonden tyssede og skjeldte paa dem, men tog med stor Blidhed mod sin Gjæst, der holdt sig strunk og stolt, som hans Vane var.

Da Gjæsten er kommen ned af Hesten, spørger Bonden ham, om han har lagt Mærke til, hvad de Skarns Hunde sagde om ham? Den Anden svarede Nei, thi han havde netop siddet og tænkt paa, hvor stor en Besætning han kunde havt paa en slig Jord, som Bondens. Da fortæller Bonden ham, at den store Hund med den grove Røst har sagt:

»Gaardmand,
Gaardmand.« 

Saa havde den mellemste Hund sagt med en noget finere Røst:

»Et Aar,
Et Aar.« 

Men den mindste Hund havde da pebet med sin skingrende og gjennemtrængende Gjøen:

»Med Skam,
Med Skam.« 

Da havde han selv, fortalte Bonden, ikke kunnet holde sig længere, men maattet skjelde paa sine Hunde for slig usømmelig Næsviished og Indblanding i Ting, som slet ikke kom dem ved.

Pralhansen oppebiede ikke Bondens Indbydelse til at træde indenfor, men red bort med, hvad han havde faaet. Og man har ikke hørt, at der faldt nogen synderlig venlig Afskedshilsen.