De tre riddere der dræbte en mand i Mariakirken

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. jan. 2021 kl. 17:41 av Jesper (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


De tre riddere der dræbte en mand i Mariakirken

Frá drápi mannz


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Tre riddere

Således som det fra talrige beretninger om den herlige fru Sankt Maria er kendt for enhver, hvor barmhjertigt hun hjælper alle dem, der tjener hende, således kan man også til visse regne med, at en hård straf rammer dem, der gør hende imod, hvilket denne fortælling, som nu skal meddeles, vidner om.

Det fortælles, at der i en by var tre riddere, som var ude efter en af byens borgere og ville dræbe ham. Og da han blev klar over, at de var efter ham og ville overfalde ham, flygtede han ind i Mariakirken, hvor han forventede, at de ville tilstå ham nåde og skånsel og overholde den hellige kirkefred. Men da de så, at han var dér, sprang de ind i kirken og dræbte denne mand foran den salige Marias alter.

Kort tid efter udbrød der brand i det hus, som ridderne boede i, og de opdagede det ikke, før de kunne mærke så stærk en hede, at de ikke havde noget håb om at slippe ud. Så begyndte de at angre deres synder og bad Guds moder, fru Sankt Maria om nåde og tilgivelse. Og det bryst, som blev næret af barmhjertighedens kilde, det skal aldrig løbe tør for barmhjertighed. Og det erfarede disse tre riddere, da den salige dronning så deres angren og frelste dem fra den truende ild. De kom dog noget til skade, men da de var blevet raske, opsøgte de biskoppen for at bekende deres synder, og han pålagde dem, at de våben, som de havde brugt til at dræbe denne klerk med, skulle smedes om til lænker og fæstnes om dem med nagler, og de skulle bære lænkerne, indtil disse bristede af sig selv.

Efter dette drog disse mænd vidt omkring og besøgte hellige steder. Og den mand, der nedskrev Marialegenderne, fortalte, at han mødte en af disse riddere og så siden af hans krop, og da var kødet meget opsvulmet og vokset hen over lænkerne, og ridderen fortalte selv om denne hændelse og tilføjede, at han var blevet rådet til at opsøge den hellige Laurentius’ grav[1], for at han dér kunne blive helbredt for sine mén.

Her blev det vist, at den salige Maria lod en hård straf ramme dem, der gjorde hende imod, men samtidig ledte hun dem dog til gavnlig anger og bod. Men det var uventet — og nogle vil sikkert undre sig over det — at den salige Maria ikke lod den mand, som var flygtet ind i hendes kirke, slippe med livet i behold. Men en klog mand giver sådanne unyttige tanker dette svar: Guds domme er ubegribelige for menneskene, og man skal ikke formaste sig til at ransage dem. Men ingen må være i tvivl om, at den, der søger ly hos Guds moder, også skal blive hjulpet. Og det læses om hellige mænd, at de hellere frelser sjælen end legemet fra farer, fordi legemet ikke er mere værd i forhold til sjælen, end det timelige er i forhold til evigheden. Men det, som den herlige dronning, der modtager alt fra sin søn, byder os, det skal vi tro på, fordi hun har ønsket at modtage denne mands liv fra den, som ingen dør fra, og vi beder om, at Maria tilsvarende på vores vegne modtager det fra Gud, som hun ser gavner os mest.




Note:

  1. Laurentius (d. 258) var skatmester i Rom. Han delte kirkens midler ud til de fattige og blev derfor stegt ihjel på en jernrist efter ordre fra kejser Valerian.