Den gravide abbedisse

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Den gravide abbedisse

Af abbadis einni


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2021



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Nonner i klosteret
Initial fra håndskriftet The Burnet Psalter
fra første halvdel af 1400-tallet

Der findes mange eksempler på, at den salige Maria har ydet stor hjælp til dem, som forinden har begået alvorlige synder. Det har mange gange drejet sig om levende mennesker, men endnu oftere om afdøde, og hun har på den måde udrettet utrolige mirakler, og alene hun er sandsynligvis i stand til at udvirke den slags, og det vil fremgå af den fortælling, som følger her.

Det fortælles til visse, at der var et nonnekloster, som blev ledet af en klog abbedisse af fornem slægt, som længe havde varetaget sin bestilling godt og i høj grad tilskyndet alle de nonner, der var på stedet sammen med hende, til gode sæder. Der var nogle ætstore og hovmodige søstre i klosteret, som mente, at hun styrede dem for hårdt, og de var meget modvillige, når hun ville holde dem til en ren og ulastelig livsførelse, og de undergravede hendes stilling og ville fratage hende al magt og værdighed. Det gjorde hende ofte meget fortvivlet, at de var så genstridige over for hende, og hun fandt det på mange måder sværere at varetage sine forpligtelser, end hvis der ikke havde været denne modvillighed. Djævelen fik derfor en anledning til at friste hende, og det afstedkom den største skade. Der var en ung mand, som tjente hende med den største høviskhed og dygtighed. Der opstod stor kærlighed mellem ham og abbedissen, og de havde usømmeligt samkvem, og han gjorde hende gravid. Men selv om hun var svanger, så optrådte hun dog over for nonnerne, som hun plejede. Og som det længe havde været tilfældet, blev de stadigt mere lede ved alt, hvad hun sagde.

Det nærmede sig den tid, hvor hun skulle føde det barn, som hun bar på. Så begyndte nonnerne at få mistanke til hende, og de mente at kunne udlede af hendes gang og tiltagende omfang, at hun var gravid. Dette gjorde dem meget opstemte — selv om de burde sørge over at dette overgik hende — for nu mente de at have noget på hende, der gjorde, at hun kunne blive afsat som leder af nonneklosteret, og de sendte straks et brev til biskoppen, for nonneklosteret hørte under hans bispedømme, og bad ham om at komme og anførte, at hvis han kom, kunne man snart finde ud af, hvilken tilstand abbedissen var i, og hvordan de, der var under hendes opsyn, skulle forholde sig. Dette blev gjort uden abbedissens vidende. Det blev med det samme bestemt, at biskoppen skulle komme til nonneklosteret, og det var da kommet dertil, at abbedissen skulle føde barnet. Og da hun fandt ud af, at biskoppen ville komme, og da hun desuden var klar over, hvor langt hun var henne, blev hun meget ængstelig og vidste dårligt, hvor hun skulle gøre af sig selv, eller hvad hun skulle stille op.

Hun havde et lille kapel, hvor hun plejede at holde andagt for Maria, og det var ofte her, hun befandt sig, når hun bad sine bønner alene. Og her gik hun hen og spærrede sig inde, så ingen kunne komme ind til hende, og hun lagde sig for at bede, men græd så længe, at hun ikke kun få et ord frem. Det faldt hende omsider ind, at hun burde bede Guds moder Maria om barmhjertighed og hjælp i denne frygtelige knibe. Hun begyndte da at bede til Guds moder Maria på denne måde: »Du — min mildeste dronning! — som er den højeste og helligste af alle! Salige Maria, min Herres moder! — du er nærmest Gud i al værdighed og godhed. Du har næst efter din søn Gud på alle måder vist dig at være kristne folks bedste trøst og værn; helgener tilbedes på grund af dig, syndige får nåde af dig, syge bliver helbredt af dig, og du trøster dem, der er elendige. Se du nu med mildhed og nåde på min ulykke og hjælp mig til din søn, min Herres barmhjertighed — ham, som er min og hele menneskehedens frelser — så han skåner mig og ikke lader alle se den skam og skændsel, som jeg har påført mig ved min manglende afholdenhed, men snarere skænker mig sin barmhjertighed på din forbøn og hjælper mig ud af denne vanære, som jeg nu har gjort mig fortjent til på grund af min gerning. Jeg lægger nu min sag i dine hænder — salige Maria! — og jeg skal tjene dig kærligt og inderligt, så længe jeg lever, og jeg skal takke dig, så godt jeg kan, for den hjælp, du yder mig, hvis du på nogen måde kan bedre min stilling.«

Efter lang tids gråd og sorgfyldt bøn faldt abbedissen i søvn. Og mens hun sov, åbenbarede den salige Maria sig for hende sammen med to engle. Hun havde et venligt udseende og talte trøstende til abbedissen og sagde: »Jeg har hørt dine bønner, og jeg har set dine tårer. Nu har min søn tilstået mig, at du bliver tilgivet din synd, og i og med at han har tilgivet dig synden, da vil han også hjælpe dig ud af denne forsmædelige skam, som dine uvenner har påført dig.« Derpå bød Maria de engle, der fulgte hende, at tage imod det barn, som abbedissen bar på. Hun nedkom da med et drengebarn. Da bød Maria englene at tage denne dreng med hen til en eneboer[1], der var i nærheden, og hun sagde, at han skulle opfostre drengen, indtil denne blev 7 år gammel, og derpå skulle han overgive drengen til den stedlige biskop, og denne skulle derefter opfostre drengen og bibringe ham boglig lærdom. Englene gjorde, som de fik besked på, og alt gik, som Maria havde forudbestemt det. Desuden sagde Maria til abbedissen: »Nu er du fri for den skam, der har plaget dig, og for al den nedværdigelse, som fulgte deraf, men du har endnu til gode at blive alvorligt irettesat af biskoppen, men du skal dog tage det helt roligt og ikke lade det påvirke dig, for der kommer ikke til at ske dig noget.« Da hun havde sagt dette, forsvandt Maria fra hendes syn, og da abbedissen vågnede af søvnen, fandt hun snart, at hun var slank og ikke længere gravid. Hun blev da meget glad og knælede i bøn og takkede tårevædet Gud og den salige Maria for den barmhjertighed, de havde vist hende. Hun pålagde da sig selv at gøre, som Maria havde sagt til hende, og hun lovede på ny Gud, at hun fra da af ville være fast i troen og ærbar og følge de hellige sæder i alt, hvad hun foretog sig.

I det samme ankom biskoppen til nonneklosteret, og han gik ind i kapitelhuset[2] og ledte efter abbedissen og bad om, at hun blev tilkaldt. Hun blev fundet i sit kapel og derfra ført til samtale med biskoppen. Hun gik da ind i kapitelhuset og satte sig på sin plads. Så begyndte biskoppen at tale til hende med hårde ord og bebrejde hende de omstændigheder, som han troede, hun befandt sig i. Til sidst bad han hende om at gå ud. Hun huskede på det, som Maria havde sagt til hende, og hun gav ikke biskoppen ét ord til svar, og hun lod sig ikke påvirke af det, biskoppen sagde. Så sendte han to klerke efter hende og bad dem om at føle på hende og undersøge nøje, hvordan det forholdt sig med hendes helse, men de kunne ikke se andet, end at hun ikke var gravid. Dette fortalte de biskoppen og sagde, at hun måtte være uskyldig i de anklager, der var blevet rettet imod hende. Det faldt biskoppen ind, at hun måske havde givet dem penge for at lyve om hendes helbred. Så gik han selv hen og følte på hende og fik da endelig bevis for, at hun ikke var med barn. Da lod biskoppen sig falde ned for hendes fødder, og han bad hende tilgive ham, at han sådan havde anklaget hende for noget, som der ikke var nogen sag i. Abbedissen undrede sig meget over biskoppens ydmyghed, og hun kastede sig for hans fødder og sagde, at det var upassende, at en mand af hans værdighed bøjede sig for hende. Efter dette blev biskoppen så vred på de nonner, som havde rettet beskyldninger mod abbedissen, at han forviste dem fra nonneklosteret. Hun mente da, at det ikke ville være passende, at søstrene blev straffet så hårdt, når de nu ikke havde løjet om hende, selv om de havde klandret hende af modvilje. Hun ville hellere til ære for den salige Maria, som havde frelst hende, lade biskoppen få kendskab til hele sagen, sådan som den havde udviklet sig, og alle lå på jorden for hendes fødder, mens hun fortalte det.

Biskoppen priste Gud og hans moder, den salige Maria for den barmhjertighed, hun havde vist abbedissen. Siden sendte biskoppen sine to klerke hen til eneboeren for at finde ud af, hvordan det stod til. Han fortalte, at på den tid, da drengen blev født, kom der to unge og smukke mænd hen til ham, og de havde drengen med og sagde, at dronning Maria sendte ham drengen til opfostring, og de sagde, at han skulle opfostre ham, indtil han blev 7 år gammel, og så skulle biskoppen tage imod drengen. Dette lod biskoppen ske, ganske som det tidligere blev fortalt. Eneboeren opfostrede drengen, som det var blevet bestemt, men siden tog biskoppen imod ham og bibragte ham boglig lærdom og opdrog ham med god virksomhed og sædelighed. Efter biskoppens død blev denne mand taget til biskop, og han bestyrede sit bispedømme som en sædelig mand, og han elskede den salige Maria højt, så længe han levede. Det gik fra da af abbedissen godt i nonneklosteret, og hun levede godt og ærefuldt hele sit liv, indtil Gud gjorde krav på hendes sjæl.




Note:

  1. En munk, der har valgt at leve i afsondrethed.
  2. Klosterets mødesal.