Den hellige Sunnivas og Seljemændenes Legende

Fra heimskringla.no
Revisjon per 9. jun. 2020 kl. 09:49 av August (diskusjon | bidrag) (Den hellige Sunnivas og Seljemændenes Legende)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener


Den hellige Sunnivas og Seljemændenes Legende


Indledende Bemærkninger om de mindre Helgener. Den hellige Sunnivas og Seljemændenes Legende. Legenden om Ursula og de ellevetusinde Jomfruer. Sunniva-Legenden opstaaet af denne. Sagnet ogsaa localiseret paa Helgoland. Sunniva-Dyrkelsens Opkomst og Udbredelse. Billeder af Helgeninden.


Foruden den store Landshelgen Olaf har den norske Kirke ogsaa frembragt andre hjemlige Helgener, som jeg nu gaar over til at omtale. Disses Historie er dog for en stor Del ligesaa fattig og dunkel, som Olafs er rig og glimrende. Kun de færreste have nydt Tilbedelse i det hele Land, flere derimod alene i enkelte Strøg. Adskillige have ogsaa kun havt et tvivlsomt Helgenry i kortere Tidsrum, hvorefter deres Hellighed er gaaet ganske i Forglemmelse. Om nogle vides ikke mere end det blotte Navn, og det hænder stundom, at man ikke ved, hvo der menes af flere historiske Personer, som hed ligedan. Altfor ofte vil derfor den følgende Fremstilling komme til at bevæge sig i usikre Gjetninger.


Som Norges ældste Helgener har man fra gammel Tid af betragtet den hellige Sunniva og Seljemændene. Deres Legende lyder saaledes:

Alterskap fra Sandtorv kirke, ca. 1520.

»I den store Keiser Otto den førstes Dage (936-973) levede i Irland den hellige Sunniva, der var af kongelig Byrd. Ved Faderens Død tilfaldt Riget hende ved Arv. Hun var ved sin ædle Faders Omhu bleven opdraget i Tro paa Christus, søgte trolig at afholde sit Folk fra Synder og levede selv et helligt Liv, omhyggelig i at iagttage den catholske Tros Forskrifter, barmhjertig og godgjørende mod Fattige. Rygtet om hendes Hellighed, Skjønhed og Magt kom for en Tyrans Øren, der efter Djævelens Indskydelse først angreb, undertrykte og plyndrede Jomfruens Rige, men derefter snart ved indsmigrende Tale, snart ved Trudsler søgte at bevæge hende til Ægteskab. Men hun modstod, besjælet af Kjærlighed til Gud, baade hans fagre Ord og hans Trudsler og foretrak Landflygtighed for en Forbindelse med den forbryderske Mand. Ogsaa mange af hendes Ulykkesfæller besluttede at dele Skjæbne med hende, og mange Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn, bestege med hende tre Skibe og droge afsted, idet de for at fly dette verdslige Livs Bølger betroede sig til Havets. De forsmaaede Brugen af Aarer og andre Skibsredskaber, og Storm og Veir førte dem til de nordlige Farvande. Gud, hvem Vinden og Havet ere underdanige, bevarede dem frelste og uskadte for al Fare, indtil de omsider landede i den Del af Norge, som kaldes Firdernes Land. Da Indbyggerne af dette Landskab, der vare raae, uforstandige og hedenske Mennesker, saa Guds Hellige nærme sig deres Grændser, samlede de strax en Hær og gik ud som imod Røvere og med Sværd og Stænger, men maatte, da de ikke kunde faa dem fat, nøie sig med at drive dem langt bort fra Land med Pileskud og Stenkast. De Hellige bleve altsaa atter udsatte for Havets Farer, og da der opkom en Storm, bleve de, der i Aand og Sind aldrig kunde adskilles, i legemlig Forstand fjernede fra hverandre. Den hellige Sunniva kom, efterat Uveiret var stilnet af, tilligemed den større Del af Reiseselskabet til Øen Selja, hvor de af Frygt for Hedningerne toge Bolig i nogle Fjeldhuler, medens de øvrige paa samme Maade søgte Tilflugt paa en anden Ø ved Navn Kinn og der fristede Livet ved Fiskeri. Paa den Tid havde Haakon Ladejarl, den vildeste blandt Tyranner, ved Vold sat sig i Besiddelse af Norges Rige og rasede grusomt mod sine Undersaatter. Guds Hellige opholdt sig temmelig længe paa hine Øer i denne Mands Regjeringstid og tjente Christus i Afholdenhed, Fattigdom og Kydskhed og med et rent Liv. De Indfødte havde endnu ikke taget fast Bolig paa Øerne, men de, der boede paa det nærliggende Fastland, benyttede dem til Græsgang for sit Kvæg. Stundom hændte det da, at der blev Kvæg borte for Eiermændene, og disse, som mistænkte de Hellige for at have stjaalet det, tilføiede dem derfor stor Uret og bade ogsaa Jarlen om at komme med en Hær for at dræbe Guds Tjenere. Den onde Jarl, Syndens Søn og et Lem paa Djævelens Legeme, kom ogsaa til Øen for at ødelægge de Hellige. Disse saa det og gik da ind i sine Huler og bade under Taarer Herren at give deres Sjæle den evige Hvile og at byde Engle at nedstyrte Klipperne og begrave dem under disse. Dette skete, Klipperne faldt over Martyrerne, og deres Sjæle optoges i Himmelen. Tyrannen og Hedningernes Skare, der ikke fandt de Hellige, droge forbausede bort. Efter nogen Tids Forløb fandt imidlertid Jarlen en ynkelig Død for sin Træls Haand til retfærdig Straf for sine Synder, og Herredømmet over Norges Rige tilfaldt den christne Konge Olaf Tryggvessøn, ved hvis Nidkjærhed Norges Folk aflagde Afgudstjenesten og efter Biskop Sigurds Prædiken antog den christne Tro. Det hændte paa den Tid, at nogle Kjøbmænd, der seilede forbi Øen Selja, fik se ved Havets Kyst ligesom en Lyssøile hæve sig til Himmelen. Forbausede nærmede de sig og fandt, at et Menneskehoved bevægede sig i selve Lyset, ligesom de ogsaa fornam en forunderlig Vellugt. Kjøbmændene toge da dette ærværdige Klenodie, mere kostbart end alle deres Handelsvarer, nemlig det hellige Hoved, og med Ærefrygt derfor seilede de til Throndhjem, hvor de fandt den berømmelige Konge. Disse Kjøbmænd vare Hedninger, men ved Guds Ords milde Formaning og efter Kongens Opfordring lode de sig villigen undervise og døbe af Biskoppen. I dennes Nærværelse fortalte de Kongen nøie om Lyssøilen, som de havde seet, og om Hovedet, som de havde fundet. Dette blev paa Kongens Befaling hentet, og Biskoppen, der med Andagt tog det i sine Hænder, gjemte det med dyb Ærefrygt blandt Helgenes Reliqvier. Alt flere bragte imidlertid Vidnesbyrd om hine Christi Martyrer, thi ogsaa andre kom fra den samme Ø til Kongen og forsikrede, at de havde seet det samme Syn som Kjøbmændene. Paa den hellige Biskops Opfordring begav Kongen sig selv til Øen med mange andre Troende, og det befandtes, at et stort Bjerg i den vestlige Kant af denne tidligere var nedstyrtet. Ved at undersøge dette Sted fandt Kongen og Biskoppen mellem Klipperne Ben af sød Lugt. Der opførtes og indviedes en Kirke paa Øen, og Gud bevirkede her Tegn og kraftige Gjerninger ved sine Helliges Fortjeneste indtil denne Dag. Og da de Christne omhyggelig samlede de Helliges Ben, der vare at finde, fandtes Sunnivas Legeme helt og uskadt, hvilket omsider blev skrinlagt i det Naadens Aar 996. Efter lang Tids Forløb flyttede Biskop Paul af Bergen den hellige Sunnivas Levninger til denne Stad, i hvis Kathedralkirke de bleve skrinlagte til Guds Ære den 7de September 1170.«[1]


Odd Munks Saga om Olaf Tryggvessøn meddeler Legenden omtrent paa samme Maade. Her nævnes ikke Keiser Otto I.'s Regjering som Tidsbestemmelse, en Omstændighed, der, som vi nedenfor skulle se, ikke er aldeles uvæsentlig for Kritiken af Legenden. Derimod nævnes en Broder af Sunniva, Albanus, som den fornemste Mand i det irske Reiseselskab, der forøvrigt bestaar af »Venner og Tjenestemænd, Karlfolk og Koner«. Noget Angreb af Hedningerne før Bosættelsen paa Øerne omtales ikke, ligesaalidt som at noget Uveir i Søen splittede Skibene ad. Overhovedet omtales i denne Saga ikke noget Ophold af Hellige paa Kinn, men kun at Følget er »dyrket der paa samme Maade«. Endelig er det hos Odd ikke to Kjøbmænd, som bringe Olaf Tryggvessøn den første Underretning om Miraklerne paa Selja, men derimod to ansete Mænd eller Storbønder fra Fjordene, der navngives Thord Egileifssøn og Thord Jorunssøn, med hvilke udentvivl maa være ment de to samme Personer, der paa et tidligere Sted i den samme Saga kaldes Thord Ingileifssøn og Thord Eigileifssøn, og om hvem det der fortælles, at de ikke vilde svige Kong Olafs Fader Tryggve.[2]

Hos Snorre forbigaaes ganske den hele Fortælling om Sunniva og hendes Følge, og i den udførligere Saga om Olaf Tryggvessøn udtales allerede en Tvivl om, at det hænger rigtig sammen med hvad der fortælles om Albanus som Sunnivas Broder, og der udtales allerede den udentvivl rigtige Formodning, at der er en Forvexling tilstede med den engelske Protomartyr af samme Navn.[3]


Forinden jeg gaar videre, vil jeg hidsætte Hovedtrækkene af en anden middelalderlig Legende, for at Læseren kan sammenligne den med Sunnivas. Det er den berømte cølnske Legende om Ursula og de ellevetusinde Jomfruer:

»I en Tid, da allerede Jordens Ender vare omvendte til Gud, levede i Britannien en gudfrygtig Konge ved Navn Deonotus, der trolig opfyldte alle den catholske Kirkes Regler, og hvis Dronning lignede ham i alle Dyder. De ønskede sig inderlig en Søn, men fik kun en Datter, der blev kaldet Ursula, fordi hun engang ligesom David skulde fælde Bjørnen (ursus), det er Djævelen. Hun tænkte paa sin Gud Dag og Nat, og det var allerede tidlig aabenbart for alle, at hun vilde blive en hellig Kvinde. Men Rygtet om Ursulas Skjønhed trængte viden omkring og kom for en hedensk Fyrstes Øren, og denne vilde, at hun skulde blive hans Søns Brud. Han sendte derfor Bud til Ursulas Fader med Gaver og Løfter, men ogsaa med Trudsler, hvis ikke hans Bøn blev opfyldt. Kong Deonotus vilde vel nødig løsrive sin Datter fra hendes himmelske Brudgoms Arme, men paa den anden Side følte han sig ikke mægtig nok til at modstaa Hedningerne. Ursula selv, der elskede sit Folk som en Judith eller Esther, bad brændende til Gud om Befrielse for sit Land, og medens hun engang udmattet var falden i Søvn, viste Gud sig for hende i et Syn og aabenbarede hende hendes fremtidige Skjebne, Antallet af hendes hellige Søstre og den Martyrdød, hun engang skulde lide. Om Morgenen derefter gik hun til sin Fader med et fornøiet Ansigt, trøstede ham og fortalte ham, at Herren havde sagt hende, at han og den unge Mand, der begjærede hende tilægte, skulde udvælge ti Jomfruer, udmærkede ved Adel og Skjønhed, og dertil tusinde Jomfruer for hende og hver af de ti, endvidere udruste 11 Skibe og forunde hende og disse hendes Søstre 3 Aars Frist, hvorefter Guds Vilje skulde ske. Dette tilstodes hende; ogsaa ved den hedenske Konges Hof blev der nu stor Jubel, og Sønnen forlangte ivrig at døbes. Jomfruerne udvalgtes, Skibene rustedes, og de ellevetusinde Piger gik ombord og begyndte sine Øvelser under Folkets store Jubel. Saaledes hengik de tre Aar, og Bryllupsdagen nærmede sig. Ursula blev nu bange og bad sine Søstre, at de skulde banke endnu stærkere paa den guddommelige Barmhjertigheds Dør, og formanede dem til ikke at tabe Kydskhedens Rustning. Alle brast i Graad og bade til Gud for deres Dronnings Kydskhed, og Herren hørte deres Bøn. Han lod en Vind blæse op, der vedblev en Dag og en Nat, og de elleve Skibe kom lykkelig til Havnen Tile. Ved Strandbredden istemte de jublende sin Brudesang, der steg op til Herren Zebaoths Øren, og derpaa gik de den anden Morgen atter ombord og seilede op ad Rhinen til Germaniens Moderstad Cøln, hvor nu deres Ben hvile i Fred. Der viste sig for Ursula i en Drøm en Mand, der aabenbarede hende, at hun skulde drage videre til Rom, gjøre sine Bønner der og saa i Fred vende tilbage til Cøln; ingen af hendes Følge skulde omkomme forinden Tilbagekomsten, men derpaa skulde de med Martyriets Glorie gaa ind i det himmelske Brudekammer. Derpaa forsvandt Manden, men Ursula meddelte Jomfruerne hans Ord, og de jublede ved Tanken om, at det skulde falde i deres Lod at bespottes for Christi Navns Skyld. De ofrede Takoffer og droge videre op ad Rhinen til Basel og vandrede derfra tilfods til Rom. Her besøgte de Helgenernes Templer under brændende Bønner, droge saa ad den samme Vei tilbage til Basel, bestege sine Skibe og kom atter til Cøln. Denne Stad beleiredes nu af Hunerne, men Jomfruerne, som allerede før havde havt Beviser paa Indbyggernes Mildhed, gik harmløse i Land. Pludselig styrtede Barbarerne over dem som Ulve over Faar og dræbte en stor Mængde af dem med umenneskelig Grusomhed. Da Morderne kom til Ursula selv, bleve de slagne ved Synet af hendes Skjønhed, og deres Konge selv begyndte at smigre hende og spurgte hende, om hun vilde vorde Europas Beseirers Gemalinde. Men den hellige Pige afviste en saadan Beiler, som om han havde været Mørkets Fyrste. Da befalede Hedningen, at hun skulde dræbes, og hun, den himmelske Ædelsten, sank ned blandt sine Søstres Skare, gjennemboret af en Pil, idet hun for anden Gang blev døbt ved Blodets Daab, og hendes Sjel svang sig med hendes hellige Søstres op til den himmelske Borg. Men Cøln, den lyksalige Stad, endnu lyksaligere ved denne uforlignelige Skat, skulde erfare, hvad de Helliges Død var værd for Herren. Thi der fremstod ligesaa mange Rækker af bevæbnede Mænd, som der havde været Jomfruer, og Fienden blev slagen og maatte skynde sig bort i ilsom Flugt. Da gik Cølnerne ud af Stadens Porte og fandt Ligene af Jomfruerne, der allerede fra før af vare dem bekjendte. De ærede dem ikke som Mennesker, men som Gud i menneskelige Legemer, samlede deres Lemmer sammen og begrove dem til sin Stads evige Ære. Siden har Ingen vovet at begrave noget Lig inden Kredsen af de jomfruelige Gravsteder. En Tid efter kom fra Østen en Mand ved Navn Clematius, bevæget dertil ved guddommelig Aabenbaring, til Cøln og opførte der en Kirke til de 11000 Jomfruers Ære. Deres Lidelse fandt Sted i det Aar 238.«[4]


Legenden om de ellevetusinde Jomfruer hører som bekjendt til Middelalderens mest celebre og har endog i senere Aarhundreder været holdt høit og i Ære af ultramontane Catholiker. At der i Aaret 238 ikke kjendtes Huner i Europa og andre iøinefaldende historiske Urimeligheder have disse paa bedste Maade søgt at raade Bod paa gjennem Fortolkninger og Conjecturer, og endnu i 1837 feiredes med stor Devotion en Mindefest i Cøln for de ellevetusindes da sexten Aarhundreder gamle Martyrium.[5] Ogsaa hos os har Legenden været noksom kjendt, og kunstneriske Fremstillinger deraf have endog fundet Vei til nordiske Kirker. Navnlig bevares i vort Universitets Samling et Alterskab fra Slagens Kirke ved Tønsberg, der fremstiller Ursula og hendes Selskab i tolv stærkt ophøiede Fremstillinger, et Kunstværk, som man har tillagt særdeles høit Værd, men som antages at være en udenlandsk Mesters Arbeide.[6]

Her er imidlertid ikke Stedet til at dvæle ved Ursula-Sagnet i sig selv, og det skal derfor kun paapeges, at dette og Sunniva-Sagnet aabenbart ere hinanden ganske paafaldende lige. Baade Ursula og Sunniva ere fromme christelige Kongedøtre, der ville leve i jomfruelig Stand; begge trues af mægtige hedenske Beilere, begge flygte med talrigt Følge over Havet, lide tilsidst Martyrdøden med alle sine langt borte fra Hjemmet og erkjendes siden som hellige. At Ursulas Hjem er England, Sunnivas Irland, er i og for sig en ubetydelig Forskjel, allerhelst naar man betænker den i Middelalderen almindelige geographiske Begrebsforvirring, for hvilken Forvexlingen af to Nabolande Intet vil sige; men hertil kommer endog, at en Variant af Ursula-Legenden gjør hendes Fader[7] til Konge i »det skotske Britannien«,[8] og at latinske Forfattere i den tidligere Middelalder ved Scotia stundom forstaa Irland.[9] Heller ikke kan lægges megen Vegt paa, at Ursulas Følge er lutter Jomfruer, medens Sunniva ogsaa ledsages af Mænd, og til Overflod har ogsaa her Ursula-Sagnet Varianter, ifølge hvilke der i hendes Følge foruden Jomfruer ogsaa var Personer af alle Aldre og af begge Kjøn. At dette kun skulde være et senere Tillæg fra det tolvte Aarhundrede, opdigtet af Geistligheden i Cøln for at forklare, at der paa Jomfruernes foregivne Begravelsesplads ved samme Stad (ager Ursulanus) ved Gravninger fandtes Ben af Mænd og Børn, har været paastaaet,[10] men kan neppe ansees for bevist, hvorom mere nedenfor.

Ursula-Sagnet i dets almindeligste Skikkelse lader, som vi have seet, Jomfruen og hendes Følge færdes ved Rhinen og i Sydeuropa, medens derimod Sunniva omtumles paa det vilde Hav. Ogsaa her har imidlertid Legenden om Ursula mærkelige Varianter, der stemme med den norske. Allerede den engelske Forfatter Galfredus Monumetensis († 1154) lader Jomfruernes Skibe drives hen til »barbariske Øer«.[11] I Nordtydskland nævnes endog en bestemt Ø som det Sted, hvorhen de bleve drevne, nemlig Helgoland. En gammel Fortegnelse over Nordfrieslands Herreder og Kirker, der angives at være forfattet 1240, men nu kun kjendes i et Haandskrift fra det sextende Aarhundrede, kalder Øen »Insula S. Ursulae, vulgo Helgerlandt«.[12] Den berømte lærde Magnat Henrik Ranzau, Statholder i den kongelige Del af Hertugdømmerne († 1599), afleder i sin Beskrivelse af det cimbriske Chersonnes Navnet Helgoland enten af en Biskop Hilgo eller af de ellevetusinde Jomfruer.[13] Fra samme Aarhundrede haves ogsaa af den holstenske Ridder Bertram Pogevisch en Beretning om Sagn paa Øen om Ursula.[14] I sin for os interessanteste Skikkelse forekommer imidlertid Sagnet hos Ditmarskens plattydske Historieskriver Johan Adolphi (almindelig kaldet Neocorus), der maa antages at være født i Begyndelsen af det sextende Aarhundredes anden Halvdel. Neocorus kommer hændelsesvis til at omtale Øen, fordi den berygtede Fribytter Viben Peter havde sit Tilhold der, og fortæller i en Parenthese følgende: »Hillige Land er en Klippe midt i Søen. Man siger, at de 11,000 Jomfruer have landet der, og at det da var et stort og godt Land, men at Indbyggerne vare saa ugudelige, at de skjændede dem, hvorfor Landet er sunket, fordærvet og helt forstenet, og jeg har selv et Stykke Voxlys derfra, som er helt blevet til Sten.«[15] Dette Træk, at Øen forstenedes, minder unegtelig ogsaa derved om det norske Sagn, at Klipper og Stene spille en Rolle i begge.


Sunniva-Sagnets Jevnførelse med Ursula-Legenden er ogsaa overmaade gammel. Allerede hos Adam af Bremen, men rigtignok kun i et af Scholierne, vil man først finde gjentagen en ældre Beretning om, at de hellige Syvsovere skulde hvile i en Hule hos Skridfinnerne i det yderste Norden, og derefter følgende Ord: »Andre sige, at nogle af de ellevetusinde Jomfruer ere komne didhen, hvis Skibe og Følge ere begravne af et Bjerg, og at der sker Mirakler. Olaf byggede der en Kirke.«[16] At her ikke let kan tænkes paa nogen anden end Sunniva, er indlysende. At Adam selv er Forfatter af dette Scholie, kan vistnok ikke ligefrem paastaaes, men er i ethvert Fald ikke usandsynligt. En stor Del af Scholierne hidrører aabenbart fra Adam selv,[17] dette og det følgende (142) ere mellem disse. Selve vort Scholies Indhold, der omtaler Olaf (hvorved naturligvis menes Olaf den hellige), hans Søn Magnus og »ugudelige« Broder Harald, men ingen senere Konger, gjør det ogsaa rimeligt, at det er Adam selv, der taler. Kan man saaledes, hvad der neppe er tvivlsomt, antage Scholiet for tilhørende det ellevte Aarhundrede, da lider den omtalte Paastand om, at Cølns Geistlighed i det tolvte Aarhundrede skulde have tilføiet Beretningen om, at Jomfruerne havde andre Ledsagere, et stærkt Stød. Men den, som forfegter denne Paastand, Professor Oskar Schade, har ogsaa overseet hint Scholie hos Adam, og det uagtet han paa et andet Sted citerer den gamle bremiske Forfatter.

Ogsaa i senere Tider har Ligheden mellem vore to foreliggende Legender paatrængt sig de Lærde. Saaledes f. Ex. har den svenske Historieskriver Johannes Messenius, af hvis Ord man ikke ret kan se, om han kjender Scholiet hos Adam, skjønt dette er høist sandsynligt, ligefrem gjort Sunniva til en af de ellevetusinde, ja endog til »den fornemste af Jomfruerne næst efter Ursula«, og derfor udenvidere henført Sunniva til det fjerde Aarhundrede, ligesom han slaar hendes Ledsagere sammen med de hellige Syvsovere.[18] Frederik Münter, der hverken synes at kjende Scholiet eller Messenius, har af sig selv seet, at Sunniva-Sagnet »sandsynligvis kun er en af de mange Aflæggere af Sagnet om de ellevetusinde Jomfruer«.[19] Munch har ikke været opmærksom paa noget af alt dette, men derimod ment, at den i Sunniva-Sagnet fortalte Begivenhed, »alle legendariske Udsmykninger fraregnede, ret vel kan antages virkelig at have fundet Sted,«[20] medens endelig Konrad Maurer i Scholiet hos Adam, forunderligt nok, kun ser »et ulykkeligt Indfald«, skjønt han indrømmer Ligheden mellem Jomfruernes og Sunnivas Historie.[21]


For de Allerfleste er dog vistnok nu Sunniva-Legendens Nedstammelse fra Ursula-Sagnet en klar Sag, og Sandheden heraf vil neppe herefter blive draget i Tvivl. Men en større Vanskelighed træder strax til ved Kritiken af det norske Sagn. Om det erkjendes, at Legenden om selve Sunniva kun er en Overførelse til Norden af Ursula-Sagnet, kunde der jo, vil man sige, tænkes, at der i vort Land, paa Selje og Kinn, virkelig har opholdt sig irske Mænd, blandt dem endog fromme Geistlige eller »Paper«, og »Seljemændene« altsaa have været virkelig existerende Personer, noget der kunde synes at vinde i Sandsynlighed, naar man betænker, at saadanne Udvandringer oftere foregik fra Irland, og dertil erindrer, at der blandt Hvaløerne gives en Papø.[22] Denne Mening er ogsaa bleven fremsat af den danske Historiker A. D. Jørgensen. Denne Forfatter, som erkjender, at Sunniva-Legenden »øiensynlig er paavirket« af Sagnet om de ellevetusinde Jomfruer, mener, at Seljemændene have været Folk, der kom vestenfra, talte irsk og vare christne og derfor stode i et fiendtligt Forhold eller dog holdt sig fjernt fra Landets Indbyggere, indtil de efterhaanden døde ud og forsvandt. Med stor Fyrighed og ikke uden en vis Veltalenhed, men rigtignok uden historisk Bevis, lader Jørgensen nu Olaf Tryggvessøn lytte til Rygter om disse »hemmelighedsfulde« irske Mænd, der »langt tilbage i Tiden« havde levet paa Øerne, og over hvis »ubegravede Ben Befolkningen mente at se Jertegn«. For Olaf »maatte det være gribende ved Tanken om disse Mænd, som vare komne hertil ad samme Vei som han, med den samme Tro og det samme Evigheds Haab, men uden hans høie Kald, der som stille Vidner havde henlevet her i den oprørte Sø« o. s. v. Olaf Tryggvessøn skulde altsaa virkelig kjendt Seljemændene som christne Irer, personlig have besøgt Øen og grundet Seljemændenes Dyrkelse, hvorefter saa »senere Sagnet om Kongedatteren Sunniva, maaske en Sammenblanding af et ældre Eventyr der paa Stedet med Legenden om Ursula, og hendes Navn efterhaanden have traadt i Stedet for Seljemændenes«.[23] Ogsaa Gustav Storm har med stor Bestemthed antaget, at irske Munke have nedsat sig paa Øerne Kinn og Selje,[24] uden at han dog forøvrigt i nogen Maade har tiltraadt Jørgensens Betragtning.

Sandsynligere turde det dog være, at ikke alene Sagnet om Sunniva, men ogsaa om Seljefolket helt og holdent er en geistlig Legende, hvori en historisk Kjerne altsaa hverken er at søge eller at finde. Denne Opfatning tilhører Professor Sophus Bugge, der har tilladt mig her at fremsætte den efter hans egne Optegnelser og med hans egne Ord.


Navnet Sunniva er eiendommeligt for det norske Sagn. Nogle af de ældste Vidnesbyrd om Cølner-Legenden nævne enten aldeles ingen Navne paa de hellige Jomfruer, eller ogsaa have de Navnene Martha og Saula, men ikke Ursula, eller endelig Ursula uden særlig at fremhæve hende. Derfor bliver det rimeligt, at den norske Legende stammer fra en gammel Form af den fremmede, snarest tydske Legende om de hellige seilende Jomfruer, hvori Ursula endnu ikke er bleven deres Førerske.

Navnet Sunniva er ikke norsk, og Legenden maa da snarest høre hjemme der, hvor Navnet hører hjemme. Det tør ogsaa med Tryghed siges, at det ikke er irsk. Sunniva kan ikke have været en historisk Irlænderinde, og Legenden ikke være kommen fra Irland til Norge.

Den ældre Form af Navnet er vistnok Sunnefa,[25] og dette er uden Tvivl et frankisk Navn. I Formen Sunnoveifa eller Sonnoveifa forekommer det i St. Remigius's Testamente af Aar 533.[26] Sunnoveifa maa i senere Tid være blevet udtalt Sunnvêfa, thi man finder samme første Led i Sunvildus (854) og for -veifa forekommer -vêfa, f. Ex. i Genovefa. Sunnvêfa er i Norsk blevet til Sunnefa, ligesom Leikvangr er blevet til Leikangr. At Navnet Sunnoveifa, Sunnvêfa, ikke har været brugt hos andre tydske Stammer end hos Fraukerne, tør sluttes deraf, at alle de i Förstemanns Navnebog nævnte Navne paa -veifa, -vefa ere frankiske, ligesom ogsaa er Tilfældet med Navne paa Sunn-, om end ikke udelukkende.

Af Navnet Sunneva sluttes, at Legenden om hende er bleven overført fra Nordtydskland, og at dens oprindelige Hjem er hos frankisktalende Folk. Navnet Sunneva fører os altsaa til den tydske Stamme, hos hvem Sagnet om Ursula med hendes ægte frankiske Navn er blevet til. Men hvorledes er denne nordtydske Legende bleven fæstet til en norsk Udø?

Til A. D. Jørgensens (ovenfor anførte) Formodning kan Prof. Bugge ikke slutte sig. Det synes lidet troligt, at Olaf Tryggvessøn ved de Seljemænd, hvis Ben han lod skrinlægge, skulde have forstaaet ganske andre Helgener end de, der nogle Menneskealdre senere mentes ved dette Navn. Thi naar Helgenerne først anerkjendtes af Kongen, maatte geistlige Mænd til denne Forherligelse knytte en saa at sige officiel legendarisk Fremstilling af de Afdødes Fortjenester, og i den følgende Tid maatte denne Fremstilling bevares og stadig holdes frem af Geistligheden. Den oprindelige Legende kunde da vistnok udpyntes, men den kunde ikke let forandres saa fuldstændig, at de oprindelige Helgener bleve ombyttede med nye.

Prof. Bugge finder det ikke engang sandsynligt at søge Grunden til, at Sunniva-Legenden, der er en Form af den nordtydske Ursula-Legende, er bleven fæstet til Selja og Kinn, deri, at der paa disse Øer havde holdt sig Sagn om, at irske Paper havde boet der. Ved denne Opfatning skulde man dog vente, at der i Sunniva-Sagnet skulde paapeges enkelte Træk, som hørte hjemme i det formentlige Sagn om de irske Munke paa Øerne. Men dette er ikke Tilfældet. Tvertimod kunne alle de Led, som Jørgensen henfører til den historiske Kjerne, paavises i fremmede Former af Ursula-Sagnet. Saaledes, at Helgeninden er Datter af en irsk Konge, at hun og hendes Følge ere christne, at hedenske Indbyggere i Landet øve Fiendtligheder mod de Fremmede, som ere komne i Land paa Udøer, og endelig Fortællingen om deres Død.

Prof. Bugge vil derfor vove en anden Forklaring. Naar Sunniva-Legenden er nordtydsk, ligger det nærmest at tænke sig den overført til Norge ved nordtydske Geistlige. Det fremgaar af den legendariske Fortælling selv, at Sagnet først og fremst er blevet knyttet til Selja. Derpaa er Kinn føiet til. Naar Legenden tænkte sig en Flaade paa flere Skibe, som splittedes, saaledes som det fremstilles hos Galfredus Monumetensis, var det naturligt, at man, saa snart Legenden var bleven henført til Selja, ogsaa nævnte flere Steder i Omegnen, hvor nogle af den hellige Skare havde landet. I Sellø Sogn har saaledes en Gaard hedt Helgramannavik.[27]

Bugge formoder, at Sunniva-Legenden er bleven fæstet til Selja paa Grund af Øens Navn. Dette støttes ved den Maade, hvorpaa den samme Ø's Navn er anvendt i en anden legendarisk Fortælling. Da Olaf Haraldssøn vendte hjem til sit Fædreland for at blive dets Konge, kom han efter Ottar Svartes Vers fra Havet ind til det midterste af Norge. I den prosaiske Fortælling hedder det, at han først landede paa en Ø udenfor Stad, som heder Sæla. Kongen sagde, at det maatte være et godt Tegn, at de vare komne til Sæla, »den lyksalige Ø«.[28] At der ved Sæla her menes Selja, er ikke tvivlsomt, da det fortælles, at Kongen fra Sæla seilede syd til Ulvesund. Skriveren af Flatøbogen II. S. 31 har ogsaa forstaaet dette og derfor rettet Sæla til Selja. Vi have ingen Grund til at tvivle om, at Olaf først landede paa Selja, hvis sikre Havn fra gammel Tid af har været meget søgt, men vi tør tro, at det først var efter, at Olaf var bleven erklæret for hellig, at hans Ytring om det gode Varsel, som laa i Øens Navn, blev digtet blandt Mænd, som vidste, at han ved sin Ankomst til Norge havde landet der.

Øen heder ellers overalt Selja, ikke Sæla, og dens Navn har intet med sæll at gjøre. Navnet er vel dannet af sel, Sæterhytte. Denne Forklaring passer godt til det, at Bønderne paa Fastlandet efter Fortællingen om Sunniva lod sit Fæ græsse der.

Sunniva-Legenden kan da antages at være fæstet til Selja, fordi dette Ønavn blev opfattet som »den salige Ø«, saaledes som det bevislig er blevet opfattet i Fortællingen om Olaf den hellige. Paa samme Maade virkede Navnet Helgoland, »det hellige Land«, med til at fremkalde Fortællingen om, at det var der, Ursula med sin Skare havde landet.

Det forekommer derfor meget paafaldende, at Nordmænd skulde danne Tydningen af Selja som »den salige Ø«, da Selja og Sæla umiddelbart for deres Opfatning maatte stille sig som dannede af to forskjellige Ordstammer. Det forekommer derimod sandsynligt at tillægge Udlændinger denne Tydning, helst Nordtydskere, maaske snarest Friser. I Gammelfrisisk heder »salig«: selich, sillich. Paa lignende Maade har en feilagtig etymologisk Opfatning af et norsk Stedsnavn gjort sig gjeldende hos Adam af Bremen.[29] Han kalder Hálogaland: Halagland og siger, at Hedningerne kalde dette Land helligt paa Grund af Vidunderet med Solen, der om Sommeren skinner hele Natten igjennem.[30]


Altsaa, mener Prof. Bugge, er Sunniva-Legenden et nordtydsk, oprindelig frankisk Sagn, som af nordtydske Geistlige er blevet overført til Norge. Han tænker sig, at de have kjendt Øen Selja, og at de have fæstet Sagnet dertil, fordi de opfattede Øens Navn som »den salige«. Forat Legenden skulde kunne knyttes til Øen, var det nødvendigt, at ogsaa de Helliges Ben skulde kunne paavises der. Dem kan man, som Prof. Rygh formoder, have troet at finde i de Ben, som fandtes i Huler paa Øen, der da, ligesom flere andre Huler paa Øer ved Norges Vestkyst, i ældgammel Tid have været beboede.

At ogsaa den første Affattelse af Legenden om Sunniva skyldes en tydsk Geistlig, tør sluttes af det Udtryk, at Sunniva levede i »Otto den førstes Dage«. Dette Udtryk vilde ellers være meget besynderligt, hvor der i Norge fortælles om en irsk Helgenindes Ankomst til Norge, hendes Død og Forherligelse i dette Land.

At Sunniva-Dyrkelsen allerede skulde være opkommen i Olaf Tryggvessøns Tid, er neppe rimeligt. Medens de nordiske Fremstillinger af Legenden paa Latin saavelsom de islandske Sagaer lade Olaf Tryggvessøn bygge en Kirke paa Selja, nævner Scholiet hos Adam af Bremen kun en af Olaf den hellige bygget Kirke. Da Stedet for de »hellige Jomfruers« Dyrkelse er urigtig betegnet af Scholiets Forfatter, kunde man tænke sig, at han ogsaa feilagtig havde nævnt Olaf den hellige istedenfor Olaf Tryggvessøn. Men paa den anden Side kan det fremhæves, at Meddelelsen i Scholiet er meget ældre end de nordiske Fremstillinger af Legenden, og at der til Bremen vel kan være kommet paalidelig Beretning om Sunnivas Helligdom, eftersom Sachseren Bernhard var Biskop paa Selja. Det synes da muligt, at det først har været under Olaf den hellige, at man har fortalt Legenden om Sunniva og hendes Følge, som i Haakon Jarls Dage skulde have fundet sin Død paa Selja, og hvis Ben skulde være fundne under Olaf Tryggvessøn. At man henførte deres Død til Haakon Jarls Tid, var naturligt, da Legenden krævede en hedensk Fyrste, der med Vold optraadte mod de Hellige. At man lod Benene blive fundne og erkjendte for hellige under Olaf Tryggvessøn, synes at staa i god Overensstemmelse med det, at Sammenhængen mellem de to Olafers Virksomhed for Christendommen overhovedet stærkt fremhæves og visselig allerede er bleven fremhævet af Olaf den hellige selv. Formodningen om, at Sunniva-Legenden først er ført frem i Norge ved nordtydske Geistlige, strider heller ikke imod, at dette skulde være skeet under Olaf den hellige, thi vi vide af Adam af Bremen,[31] at denne Konge sendte Grimkell til Erkebiskop Unwan med Anmodning om, at denne vilde sende Geistlige fra Tydskland til Norge. Vi synes at spore, hvorledes Fortællingen om Helgenernes Anerkjendelse under Olaf Tryggvessøn lidt efter lidt har voxet i Udførlighed og Bestemthed. I de latinske Fremstillinger af Legenden heder det ubestemt, at det var nogle Kjøbmænd (mercatores), som paa Selje fandt det hellige Hoved, hvilket de bragte til Olaf Tryggvessøn. Derimod i Odds Olaf Tryggvessøns Saga og vistnok derefter i den i Flatøbogen optagne Saga om samme Konge nævnes Storbønderne Thord Egileifssøn og Thord Jorunnssøn. Den navnløse Fremstilling er formodentlig den oprindeligere. Den forekommer i den latinske Fremstilling, som Arne Magnussen fandt paa et Pergamentblad, hvilket han betegner som »satis vetustum«.[32] Det kan da vistnok ikke have været yngre end Begyndelsen af 13de Aarhundrede. Munch har vistnok Ret i, at de i Forbindelse med Sunniva-Dyrkelsen nævnte Þórdr Egileifarson og Þórdr Jorunnarson ere de samme Mænd som Þórdr Ingileifarson og Þórdr Eigileifarson, der i Odds Saga Cap. 3 nævnes som Mænd, der ikke vilde svige Kong Olafs Fader Tryggve, og han har vistnok ogsaa Ret i, at Jorunnar er rigtigere end Ingileifar. Men naar Munch og med ham G. Storm[33] mener, at de vilkaarlig ere overførte fra Sunniva-Legenden, hvor de høre hjemme, til Fortællingen om Tryggve, for at deres Navne allerede der kunde forherliges, er Prof. Bugge tilbøielig til at formode, at de høre hjemme i Fortællingen om Tryggve, hvorfra de ere overførte til Sunniva-Legenden, hvor man trængte til Navne paa brave Mænd, der havde indlagt sig Fortjeneste ved at medvirke til, at Sandheden om Helgenerne kom for Lyset.

Saavidt Professor Bugge. De ældste sikre Spor til, at Sunniva har været dyrket i Norge, træffes forøvrigt først i den anden Halvdel af det ellevte Aarhundrede. Som bekjendt blev Magnus den godes Datter Ragnhild gift med Jarlen Haakon Ivarssøn og havde med ham Datteren Sunniva, aabenbart opkaldt efter vor Helgeninde, og sandsynligvis født mod Slutningen af Harald Haarderaades Regjering.[34] Nogen Tid efter blev Sachseren Bernhard, der, som Munch[35] formoder, var kommen til Norge ved Aar 1042 eller noget senere, af Olaf Kyrre omtrent 1070 udnævnt til første Biskop i Selja, hvilket ganske vist forudsætter, at St. Sunnivas Dyrkelse var i fuld Gang der.[36] Allerede Bernhard flyttede dog Bispestolen til Bergen. Sunnivas foregivne Levninger forbleve imidlertid endnu længe paa Selja og bleve, som vi af Legendens historiske Slutningsord have seet, først 1170 bragte til Bergens Kathedralkirke.[37] Paa Selja stiftedes imidlertid et Benedictiner-Kloster. Naar dette skede, er uvist, men det har ganske vist været et af Landets ældste. Det var ikke helliget Sunniva, men den engelske Helgen, der siden i Sagnet gjordes til hendes Broder, hvorimod der i Klosterkirken fandtes »mange Skrin, baade store og smaa, hvori Sunnivas Ledsageres hellige Ben bevaredes«. Derhos havde Sunniva paa Øen en Kirke eller Kapel et Stykke fra Klostret oppe i Fjeldet ved Hellerne.[38] Der paavistes ogsaa en St. Sunnivas Kilde.

Sunnivas og hendes Følges Helgendag var 8de Juli (festum Sanctorum in Selia, Seljumannamessa). Disse Hellige anerkjendtes vel over det hele Land, men dyrkedes dog vistnok særlig som Localhelgener for Bergens Stift. Af Kirker til hendes Ære omtales ikke mange, nemlig foruden Capellet paa Selja kun en Kirke i Bergen[39] og en anden i Thjødling,[40] hvortil kom Altre i forskjellige andre Kirker, først og fremst naturligvis i Bergens Kathedralkirke med Præbende,[41] en Præbende i Throndhjems Domkirke[42] o. s. v. At imidlertid adskillige Kirker paa Vestlandet, hvis Dedication nu ikke kjendes, have været hende indviede, er utvivlsomt. En Stue i Kongsgaarden i Bergen omtales 1181 under Navn af Sunnivastuen.[43]


Udenfor Norge forekomme ogsaa enkelte Spor til Sunnivas Dyrkelse. Saaledes fandtes Reliqvier af hende eller hendes Følge i Frue Kirke i Kjøbenhavn, hos Minoriterne i Roskilde og i Lunds Domkirke.[44] I Sverige og Finland maa hun have været dyrket, eftersom hendes Officium har fundet Plads i det Aaboske Missale.[45] Som det undertiden er hændt, at et Skrift oversættes til et fremmed Sprog, og at saa Oversættelsen som formentlig Original atter oversættes til det oprindelige Sprog, saaledes kom tilsidst den oprindelig tydske Sunniva gjennem Hanseaterne tilbage til Tydskland som norsk Helgeninde. Hun fik nemlig en Vicarie i Mariakirken sammen med St. Olaf.[46]

Sunniva-Dyrkelsens Hovedsted, Domkirken eller den store Christkirke i Bergen, nedreves som bekjendt i Slutningen af Frederik I.s Regjering og paa dennes Befaling af Eske Bilde. Samtidig er udentvivl Helgenindens Skrin confiskeret. Navnet Sunniva (Synnøve) har indtil vore Dage holdt sig i Bergens Stift.

I den middelalderlige Literatur har Sunniva ikke efterladt andre Mindesmærker end de allerede omtalte. Af særegne Jertegn, som have været hende tillagte, findes kun meget faa bevarede i nogle maadelige Munkerim, der ingensomhelst Interesse frembyde.[47] En i Breviariet bevaret Hymne til hende, hvor hun først kaldes Patrona Norvegiae og dernæst Bergensium patrona, hører heller ikke til de mærkeligere Frembringelser af denne Art. Senere har Sunniva fundet en Plads i Acta Sanctorum.

Kunstneriske Fremstillinger af Sunniva ere ikke ganske sjeldne. I vort Universitets Oldsagsamling findes saaledes et Billede af Helgeninden, udskaaret i Træ (fra Karlsø Kirke i Tromsø Amt), samt fem malede Billeder, der ere anbragte tilligemed andre Helgener paa Fløie af Alterskabe og hidrøre henholdsvis fra Byglands Kirke i Sætersdalen, fra Veidholmens forlængst nedlagte Kirke i Ædø Præstegjeld, Nordmøre, fra Kvædfjords Kirke i Senjen og Skjervø Kirke i Tromsø Amt, Derhos findes hendes Billede paa et Alterskab fra Gravens Kirke (nu i Bergens Museum) og et lignende paa et Alterskab i Harrans Kirke i Namdalen, begge ligeledes malede.[48] Som det vil sees, høre de alle hjemme i den vestlige Del af Landet, hvor der vistnok findes endnu flere saadanne. Den almindelige Fremstillingsmaade er en staaende Figur, snart med, snart uden Krone, holdende, i Almindelighed med begge Hænder, et Klippestykke foran sig; undertiden er der tilføiet en Palmegren. I Museet for nordiske Oldsager i Kjøbenhavn findes paa et Guldreliqviekors's Bagside paa den ene Korsarm et Medaillonbillede, hvis Omskrift angiver, at det er Sunniva, der menes. Hun er her uden Attributer. Dette Stykke, der fandtes paa Ourø i Holbekfjorden, men turde være af norsk Oprindelse, er mærkeligt ved sin Ælde, da det neppe kan være yngre end Slutningen af ellevte Aarhundrede.[49]




Fotnoter

  1. Scr. Rer. Dan. IV, p. 16-20 (efter Brev. Nidros.).
  2. Olaf Tryggvessøns Saga af Odd Munk, udg. af P. A. Munch, Chra. 1853, Cap. 18-20, cfr. Cap. 3, samt Udgiverens Anmærkninger S. 73 og 93.
  3. Flatøbogen I. S. 246 (Albani þáttr ok Sunnifu (Fra Olafi ok Sunnifu).
  4. Surius, Vitae Sanctorum, Tom. V. p. 918 sqq. (O. Schade, die Sage von der heil. Ursula und den elftausend Jungfrauen, 2. Aufl. Hannover 1854, S. 29 fgg.).
  5. Schade, l, c. S. 62.
  6. L. Dietrichson. Den norske Træskjærerkunst, S. 61-63.
  7. Dennes Navn Deonotus er aabenbart intet Navn, men kun en Form for vort »N. N.«, thi i Legender betegnes almindelig ubekjendte Fromme som »de, hvem Gud kjender«, eller hvis »Navne staa i Livsens Bog«. Senere har Kongen faaet Navnet Maurus.
  8. Schade, l. c. S. 47.
  9. Zeuss, Die Deutschen und die Nachbarstämme, S. 568.
  10. Schade, l. c.
  11. Galfredi Monumetensis Historia Britonum, V. p. 14 (ed. Giles, London 1844, p. 92-93).
  12. Staatsbürgerliches Magazin, hg. v. Falck, IV. S. 189-200, VI. S. 339.
  13. Westphalen, Monum. inedita, I. p. 69-79.
  14. Westphalen, l. c. IV. p. 220.
  15. Johann Adolfi's, genannt Neocorus, Chronik des Landes Dithmarschen. Hg. v. F. C. Dahlmann. II. Kiel 1827. S. 85.
  16. »Dicunt alii ex undecim milibus virginibus illuc pervenisse aliquas, quarum cetus et naves, monte obrutae sunt, ibique fieri miracula. Ubi et ecclesiam construxit Olaph.« Adam. Schol. 141.
  17. Lappenberg i Archiv f. ältere deutsche Geschichtskunde, VI. S. 870 fgg.
  18. Messenii Scondia Illustrata, Tom. I, p. 38 (ad ann. 390).
  19. Kirchengeschichte von Dänemark und Norwegen, I. S. 432.
  20. D. n. F. Hist. I. 2, S. 297.
  21. Die Bekehrung d. norw. Stammes, I. S. 9.
  22. Papey (»Den røde Bog«, S. 513), nu »Papperø«.
  23. A. D. Jørgensen. Den nordiske Kirkes Grundlæggelse og første Udvikling. S. 336 fgg.
  24. Gustav Storm, Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie, I. S. 22.
  25. Findes i Fornm. Søgur, VIII. S. 361, X. S. 282, Morkinskinna S. 93 (Siste avsnitt i kapittelet Fra Haralldi konvngi oc Haconi.
  26. Pardessus, Diplomata No. 118, 119.
  27. Björgynjar Kálfskinn, S. 8.
  28. Olafs Saga i Heimskringla Cap. 27, Olafs Saga, Chra. 1849, Cap. 20. Allerede i Ágrip Cap. 20: »com at viþ Sælo«, men uden Detailler.
  29. IV. 37.
  30. Cfr. S. Bugge i Norsk historisk Tidsskrift, I. S. 135-140.
  31. IV. 33.
  32. Scr. Rer. Dan. IV. p. 2.
  33. Snorres Historieskrivning, S. 132.
  34. Denne Sunnivas Sønnesøn var den danske Konge Erik Lam.
  35. N. F. Hist. II. S. 186 fgg.
  36. At den ældre Gulathingslov (Norges gl. Love I. S. 10) lader Olaf den hellige paabyde Høitideligholdelsen af Seljemændenes Fest, beviser Intet, da samtidig ogsaa hans egen Fest anføres som paabuden af ham selv.
  37. Isl. Ann. p. 70. I det bekjendte Skrift »de profectione Danorum in terram sanctam« heder det: »Ibi (Bergis) sancta Sunnif toto corpore in ecclesia cathedrali exaltata quiescit.« (Scr. Rer. Dan. V. p. 353).
  38. Chr. Lange. De norske Klostres Historie, 2. Udg., S. 344 fgg. Om Levningerne af Klostret se de af Lange citerede Kilder samt fornemmelig O. Krefting, Selje Klosterlevninger, Chra. 1868, 4to, hvor tillige Odd Munks Beretning i hans Saga om Olaf Tryggvessøn om »fem Kirker« paa Øen nærmere undersøges.
  39. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 416.
  40. Dipl. Norv. V. S. 595.
  41. Ramus, Norges Beskrivelse, S. 154.
  42. Schøning, Domk. Beskr. S. 238.
  43. Sverres Saga, Cap. 64.
  44. Scr. Rer. Dan. VIII. p. 266, 305, 405.
  45. Scr. Rer. Dan. IV. p. 21.
  46. Ovenfor S. 68.
  47. Scr. Rer. Dan. IV. p. 20-21.
  48. Efter Meddelelse af Prof. Rygh.
  49. Bedst afbildet i Antiqv. Tidsskrift 1849-1851, Pl. 1-2, cfr. I. Undset, Norske Oldsager i fremmede Museer, S. 2.