Den røde Tyr
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den røde Tyr
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
Da Sira Thomas Skuleson var Præst paa Grenjadarstad, holdt han to Tjenestekarle, af hvilke den ene hed Bjarne, men den anden Martin. Disse to Karle havde et fælleds Sovekammer, der laa for sig selv foran paa Gaarden. Bjarne havde før været gift, men var skilt fra Konen, og saasom han nu havde fattet Elskov til en Pige der i Nabolaget, vilde han fremfor Alt blive sin tidligere Kone ganske kvit. Han greb derfor til det Middel, at han fik en klog Mand paa Nordlandet til at lære ham, hvorledes han skulde opvække en Gjenganger, som han agtede at sende sin Kone paa Halsen, for at gjøre det af med hende.
Bjarne gav sig nu til at opvække Gjengangeren og slikkede Liigfraaden af hans Ansigt, saaledes som Loven byder; men knap var han færdig dermed, før Gjengangeren gav sig i Kast med ham; og Enden paa deres Kamp blev den, at Gjengangeren fik Bugt med Bjarne, saa at denne med Nød og neppe slap levende derfra. Det var saa langt fra, at denne Gjenganger blev Bjarne til nogen Nytte, som han havde ventet, at han tvertimod efter denne Tid overfaldt Bjarne baade vaagen og sovende, saa han var nærved at gaae fra Sands og Samling derover. Hverken Bjarne eller Martin fik nu synderlig Ro til at sove om Nætterne; thi Gjengangeren blev uafladelig ved med sin Banken paa Kammeret og holdt dem vaagne, indtil Bjarne gik ned, og da blev han derude i kortere eller længere Tid af Natten. Men man vidste ikke Andet om hvad der foregik imellem dem derude, end hvad Bjarne selv fortalte, naar han kom ind til Martin igjen.
Da dette var blevet ved en Tidlang, og Bjarne herover af og til var lige ved at gaae fra Forstanden, henvendte han sig i sin ulykkelige Tilstand til en klog Mand, og bad denne om et godt Raad for, paa hvad Maade han skulde blive fri for Gjengangerens Forfølgelser. Den kloge Mand gav ham en Seddel med nogle Bogstaver paa, og bød ham at gaae en Nat ud i Kirken paa Grenjadarstad, iføre sig alle Messeklæderne og, saaledes smykket, at blive staaende indenfor Skrankerne ved Altret hele Natten igjennem, uden at røre sig fra Stedet, hvad der end bares ham for, og hvo der end syntes at tiltale ham; thi de vilde blot lokke ham udenfor Skrankerne, og da var det ude med ham. Tilsidst, sagde han, vilde der komme en uhyre stor rød Tyr, der vilde bevæge Tungen mellem ham og Altret, men da gjaldt det hans Liv, hvis han ikke var saa behændig, at faae Seddelen lagt paa Tyrens Tunge; lykkedes det ham derimod, havde han ikke mere Grund til at frygte for Gjengangerens Hjemsøgelser.
Efter at have faaet disse Raad, gik Bjarne en Nat ud i Kirken og forholdt sig ganske, som det var blevet ham foreskrevet. Da kom den ene Flok Mennesker efter den anden op til ham og omringede Skrankerne, men han kjendte kun Faae iblandt dem. De tiltalte ham paa forskjellige Maader og bade ham baade med det Onde og det Gode om at forlade Altret og komme udenfor til dem. Een af dem, som Bjarne syntes, at han skulde kjende, var Sira Hallgrim Scheving, Dr. Schevings Bedstefader, og han trak i Bjarne, for at faae ham uflenfor Skrankerne. Den ene Flok forsvandt efter den anden, da det ikke vilde lykkes dem paa nogen Maade at faae Bjarne bort fra Altret.
Endelig kom da den røde Tyr til Bjarne; den rækkede Tungen ind over Skrankerne og vilde svinge den imellem Bjarne og Altret, som om den havde isinde at vippe ham ud derfra. Men da lykkedes det Bjarne at lægge Seddelen paa dens Tunge. I samme Nu forsvandt Tyren, og fra det Øieblik af blev Bjarne ikke Noget vaer derinde i Kirken, ligesom han aldrig siden mærkede Noget til Gjengangerens Hjemsøgelser.
