Den store Bejlerfærd (Kalevala II)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Kalevala
som Folkedigtning og National-Epos

Ferdinand Ohrt

IV. De enkelte Sanges Historie

Den store Bejlerfærd
(XVIII— XIX).

»Samposangene danner i Kalevala den Ramme der holder det hele sammen — ; Midtpunktet i Værket er den store Bejlerfærd«. De Vers som den gamle Vaassila med Møje fik ledt frem i sin Hukommelse, hjalp Lönnrot til den Ordning vi endnu finder i ny Kalevala. Medens Väinös første Pohjolafærd og Sampos Smedning hos Folket sædvanlig blev sunget umiddelbart før »Samporovet«, saa lod Vaassila de to Helte, efter at de første Gang (hver for sig) har gæstet Pohjola, paany drage derop for at bejle omkaps. Og en anden Variant knyttede i Grunden samme Forbindelse, ved at lade Pigens Moder hævde at den der har smeddet Sampo, skal have hendes Datter. Lönnrot var jo desuden kommen til den Opfattelse, at Pohjas Mø var Maalet ogsaa for Lemminkäinens ulykkelige Bejlen; og Stoffet faldt nu som af sig selv til Rette for ham: Alle tre Helte søger først hver for sig forgæves deres Lykke deroppe, saa tilfalder Pigen Ilmari paa »den store Bejlerfærd«, og i denne Forening ligger endelig et Frø gæmt til ny Hændelser.

I hele denne Sang holdt Lönnrot sig ret nøje til sine folkelige Varianter, kun indskød han nogle flere lyriske og magiske Vers end disse har. — Den Rolle Väinämöinen spiller i Kvadet, er jo ussel nok: Han sejler med Hast og Iver afsted, men da Møen vrager ham, træder han helt tilbage, og Ilmari alene gaar i Gang med de vanskelige Prøver. Man skulde dog vente at begge Bejlerne gik ind under de paalagte Prøver, men det er altid kun een der faar stillet Vilkaarene. Forklaringen er den, at »Bejlernes Væddestrid« er en relativt ung, sammensat Sang, der ikke forekommer i de sydligste Egne, medens selve »Prøverne« Syd paa er et almindeligt Motiv, som først oppe i finsk Karelen, ret klodset, er gjort til Led i nærværende Kvad. Vi tager nu de enkelte Træk for os i følgende Orden: Prøverne, Bejlerne, Pigerne, Enden paa Historien.

Mange Folks Æventyr veed jo at melde om den dristige Bejler der med Glans klarer de vanskelige Prøver som Pigens Forældre har udpønset, og derpaa vinder den skønne Brud. (Indenfor Kalevala træffer vi jo Bejlerprøver ogsaa ved Väinös første (og ved Lemminkäinens eneste) Frieri til Pohjolas Mø, overensstemmende med folkelig Sangform). Nede i Estland kender man Opgaver som: slaa Knude paa et Æg, høvle Brædder af Sne, skære Stikker af Sten ; her optræder de dog mest uden Sammenhæng med noget Frieri, f. Eks. som Opregning af »Guds og Mariæ Søns« Mirakler. Men fra Ingermanland af knyttes de sædvanlig til en Bejlersang; og ny Prøver dukker op; de der læses i Kalevala, bliver almindelige fra finsk Karelen af: Hugormagren, Bjørnen eller Hesten (Kal. XIV), Gedden. Gedden, der bor i Jordans (sjældnere Tuonis) Flod, er sluppen ind fra en yndet Tryllesang (Ildens Fødsel); Simana Sissonen i Ilomantsi lader Pigen forvandle sig til dens Overvinder Ørnen for at hjælpe sin elskede med Daad som med Raad; i russisk Karelen gør Bejleren sig enten selv til Ørn eller smedder den med Kunst; Lönnrot misforstod Ordene i en Opskrift (»hæved sig paa Fuglevinger«) og forenede begge Træk: Ilmari smedder Ørnen og stiger selv paa dens Ryg. Vs 317 — 18 hører vist oprindelig til en Legendevise, hvor Kristi (Johannes Døbers) Hoved bringes til Gilde som en »Stol«.

I Ingermanland og det sydligste Karelen optræder altid kun een Bejler. Peter eller Ivan hedder han, aldrig Ilmarinen. Men fra Suistamo Sogn af møder vi regelmæssig den sidstnævnte — og samtidig Medbejlere, to eller tre samlede i een Baad; endnu nordligere optræder kun een Medbejler, sædvanlig den gamle Väinö. Ingen Medbejler tager dog Del i Prøverne. Paa denne Underlighed søger Lönnrot, støttet til nogle nordlige Opskrifter, at raade Bod ved at lade Moderen give sin Datter frit Valg, men ytre sin Utilfredshed, da denne foretrækker Ilmarinen (ved at give ham Ølstoben): De andre er saaledes udelukkede, men for Ilmari skal der dog lægges Hindringer i Vejen. Pigens Ord om at man ikke plejer at sælge en Mø for Penge, findes kun hos Arhippa. — Da Ilmarinens Navn ikke er oprindeligt i Sangen, kan vi ikke her vente at vinde Klarhed over hvem »den evindelige Hamrer« egentlig er.

To unge Piger møder os i den russisk-karelske Sangform og i Kalevala: Umaris Søster Annikki og Ilmaris Brud. Den første af dem er tegnet med særlig Ynde og Klarhed; hvem skulde ane at det ikke er skabt af selvstændig Inspiration, dette Billede af den unge Jomfru som sysler sent paa Kvæld og før Sol staar op (»Nattens Datter, Morgendæmringens Mø«), som ved Arbejdet drømmer om hvem den kommende Baad kan bringe, slænger de kvikke Svar til Väinö og tilsidst sætter Fart i den træge Smed? Og dog er det (saa vel som hele den øvrige Sang) hos de karelske Skjalde sat sammen af Reminiscenser fra de forskelligste Kvad, for en stor Del fra lyriske Bryllupssange; Annikkis Tale til Baaden, før hun ser hvem den bringer (V. 65 — 78), stammer fra den vestfinske Ballade om Lalmanti og Inkeri ɔ: Lovmand og Inger, en indvandret skandinavisk Vise. — I finsk Karelen har Samtalen mellem Annikki og Väinö langt større Vægt end oppe mod Nord; hernede veed man nemlig kun af een Mø i hele Kvadet: Annikki er fra først af ikke Ilmarinens Søster, men hans kommende Brud. Da hun har udfrittet Manden (Mændene) i Baaden og veed at Færden gælder hendes Haand, iler hun rapt, endda i Fugleham, til Smeden, sit Hjærtes Udvalgte: Vil han eje hende, da maa han straks trække i Bejlerklæder; Smedens egen Moder heder ham saa en Badstu, og Ilmari naar i sin Slæde til Pigens Mødrenegaard samtidig med Baaden. Endnu i Kalev. (XIX 35) har Bruden jo faaet Søsterens Prædikater.

— Pigens Hjem nævnes forskelligt gennem hele »Bejlerprøvernes« Omraade: Tuoni, Kontu, Apso, Hiisi; fra Ilomantsi: Pohjola.

Kvadets Slutning kommer i finsk Karelen, altsaa i den ældre Form, forunderlig uventet: Da Bruden endelig er tilfalden den lykkelige Bejler, bliver hun ked af ham, og han tryller hende tilsidst til en Maage; ringe er den Trøst han derefter vinder ved at smedde sig en Hustru af Guld og Sølv. Russokarelerne har strøget den sørgelige Udgang med Brudens Forvandling, men alligevel holdt paa Metalbruden, som de saa hyppigt lader den forsmaaede Väinö, skønt han ikke er Smed, hamre sig sammen. Men Lönnrot skyder baade Troløshed og Metalbrud hen til senere Tider: »Saa holdt de Bryllup«, forklarede gamle Vaassila, da han havde sunget om den store Bejlerfærd; og det Vink fulgte hans Tilhører. Næppe har Pohjolafruen faaet brummet af over Gedden, som ikke blev lagt hel paa Bordet, saa føres vi brat ind i en ny Verden: Bryllupssangene med deres rige Stemningsspil tager ved, Barnet paa Stuegulvet synger Opsangen med sin skælmske Vise, og selve Pohjolas Frue — nu idel Smil og Ømhed — stemmer op i samme Tone.