Den uheldige Frier
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den uheldige Frier
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1864
Der var engang en gammel Kone, som havde en Søn, der var saare graadig af sig. Da han vel var kommen til Skjelsaar og Alder, talte Moderen undertiden med ham om, at han nu maatte tænke paa at gifte sig. Sønnen viste sig ikke uvillig hertil og spurgte, hvor hun saa meente, at han helst skulde forsøge sin Lykke i Frieriet. Hun viste ham da et Sted hen, som hun nu ansaae for det heldigste, men sagde til ham, at saa maatte han see til at holde sig og ikke spise Meget; hun havde nemlig isinde at lade ham blive Natten over i Brudens Hjem. Men for dog at være belavet paa Alting, gav hun ham en halv Ost, som han kunde tye til i Smug, naar Ingen saae det, for det Tilfælde, at han skulde mærke Sult.
Svenden drog nu afsted til den Gaard, som hans Moder havde viist ham hen til, kom frem med sit Frieri og fik Løfte om Pigens Haand. Saa blev han der om Natten, og fik Leie i et Kammer for sig selv. Om Natten stod han op og løb til sin Ost, for han havde spiist saa Lidt om Kvelden, at det sved ham for Hjertet af Hunger. Da det var gjort, gik han tilsengs igjen, men puttede Resten af Osten ned under sin Hovedpude. Da han vaagner om Morgenen, seer han, at Sneen fyger paa Vinduet, og han tænker da ved sig selv, at nu er det nok bedst at være belavet paa fremtidig Hunger, thi her kommer han nok til at kukkelure hele denne Dag. Som tænkt, saa gjort, og han sidder da der og gnaver paa sin Ost af alle Livsens Kræfter.
Som han er bedst ifærd med at fortære sin Ost, kommer hans Fæstemø hid og byder ham Godmorgen. Hun havde været tidlig oppe om Morgenen og havt Noget at tage vare paa udenfor Huset, og hun sagde nu til ham: »Haardt bider han nu, den Hvide.« Hun meente naturligviis Sneen, men Fyren troede, at hun havde seet Osten, før han fik puttet den ned under Dynen, og at hun gjorde Nar af ham derfor; han svarede derfor: »Ti Du bare stille, min Moer gav mig den«, og han viste hende med det Samme den Bid Ost, han havde tilbage, forat hun ikke skulde troe, at han skjulte den som en Tyvekost.
Men Pigen blev saa vred paa ham for hele hans Adfærd, at hun sagde, at nu kunde han skyde en hvid Pind efter hende, thi aldrig blev hun hans Kone.
