Det 19. århundrede (FJ 1907)

Fra heimskringla.no
Revisjon per 28. mai 2020 kl. 05:30 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Finnur Jónsson
Reprint Add.jpg
Finnur Jónsson:
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
Den islandske litteraturs historie
tilligemed den oldnorske


af
Finnur Jónsson
1907


Kort udsigt over den islandske litteratur efter 1400

Det 19. århundrede


Den første tredjedel af dette århundrede er i alt væsenligt en direkte fortsættelse af det 18. Overalt herskede der den samme opfattelse af det nyttige og dettes enerådende betydning. Der er en mand, i hvem denne tanke er ligesom bleven til kød og blod, justitiarius i overretten Magnús Stephensen (1762-1833). Hele sit liv arbejdede denne mand rastløst for at belære sine landsmænd og således søge at hæve dem. Stor respekt havde han ikke for det gamle, nationale, når det kom på tværs. Han stiftede 1794 »Det kongelige landoplysningsselskab«, hvis navn taler tydelig om, hvad formålet var. Det udgav forskellige nyttige og folkeoplysende skrifter. Han udgav etslags journalistiske tidsskrifter (Minnisverð tíðindi 1796-1808; Klausturpósturinn 1818-27) og forskellige samlingsskrifter med oversættelser af fremmede fortællinger osv. og digte (Vinagleði 1797; Gaman og alvara 1798, 1818 og fl.), bøger, som i virkeligheden var underholdende og oplysende for sin tid. For at kunne göre så meget som muligt, havde han erhværvet det gamle bogtrykkeri; det blev senere landsejendom, hvad det blev ved at være til langt ned i århundredet til stor skade, da landets styrelse til sine tider udøvede en ret skrap censur overfor hvad der skulde trykkes, især bladene. Det hindrede også oprettelsen af nye selvstændige bogtrykkerier. Heldigvis gik dog landstrykkeriet i 1876 over i privat mands eje og siden er den sag kommen i den eneste rigtige gænge. Magnús Stephensen vilde også på digtningens område søge at virke for en bedre smag, men det lykkedes ham ikke; selv var han en mådelig digter og hans smag var lidet udviklet. Skriftsproget var blevet meget urent og fuldt af danismer både m. h. t. ord og vendinger. I så henseende havde Magnús Stephensen heller ingen smag eller sans for den sproglige form. Den var for ham underordnet. Han var en dygtig jurist, der forberedte en ny og kritisk udgave af den gamle Jonsbog, men hans værk blev aldrig trykt.


Rasmus Rask opholdt sig på Island i årene 1813-15. Efter at være vendt tilbage stiftede han sammen med nogle islandske venner det såkaldte Islandske literære selskab (Hið íslenzka bókmentafjelag) 1816 med to afdelinger, en i Reykjavik og en i København. Dette selskab består endnu og har udført en meget vigtig og fortjænstfuld gærning. Dets mål er på den ene side at støtte landets videnskab og på en tilforladelig måde at udgive kildeskrifter til oplysning af landets historie, samt forskellige afhandlinger om herhen hørende æmner (både historiske og literære), og på den anden side at udgive populære, almenfattelige nyttige skrifter (originale, eller oversatte), ja, endogså skolebøger. Bægge disse formål har selskabet søgt at fyldestgöre, uagtet hovedvægten kan siges at være bleven lagt på det første, og det har udrettet meget, især under Jón Sigurðssons lange og udmærkede styrelse af den Københavnske afdeling. Det har udgivet oldskrifter (sagaer), Diplomatarium islandicum, Espólins årbøger og flere afhandlinger om isl. forhold og personligheder; isl. digteres digte, oversættelser af fremmede digterværker foruden mange populær-videnskabelige skrifter. Endelig har det udgivet det fortrinlige kort over Island af Björn Gunnlaugsson (1788-1876), samt fra 1827 et årligt skrift om hvad der af vigtige begivenheder er forefaldet i udlandet (Skírnir). Dette sidste var begrundet i manglen af aviser. Sådanne opstod ikke för ved midten af det 19. årh. (Þjóðólfur 1848).


1825 blev Det kgl. nordiske Oldskriftselskab stiftet, hvorved 3 Islændere var medvirkende; dets hovedformål var fra først af at udgive gamle islandske sagaværker, og det forfulgte sit formål med en overordenlig energi og kraft. En skildring af dets virksomhed hører ikke hid, men det fortjæner at fremhæves til oplysning om Islændernes læselyst og interesse for deres oldtid og oldtidslitteratur, at blandt selskabets subskribenter fandtes opimod 800 på Island, og deriblandt ikke blot præster og lærde, men unge mennesker, tjænestekarle og tjænestekvinder.


Samtidig med men noget yngre end M. Stephensen var den höjtstræbende, ædle Baldvin Einarsson (1801-33), der omkom i København af brandsår, han var opflammet af iver for at føre landet fremad og hæve det især på det landøkonomiske område; han var sjælen i et årskrift Ármann á alþingi; der udkom i 4 årgange; det tager netop sigte på det nævnte område, men på en helt anden og mere moderne måde end Stephensen havde gjort. Også sprogets behandling var forf. meget omhyggelig for, skönt nogen banebryder var han ikke dér. Derimod har Baldvin den store fortjæneste at være den første, der tager hensyn til landets politiske forhold og forholdsvise politiske selvstændighed. Titlen på hans tidsskrift viser, at det gamle altings genoprettelse foresvævede ham, men Ármann indeholdt kun én politisk artikel.


To år efter Baldvins tidlige død begyndte et andet tidsskrift at udkomme under navnet Fjölnir (et Odinsnavn). I tredverne var der i København nogle meget begavede unge islandske studenter, der var lydhøre overfor de bevægelser, der netop da gik hele Evropa igennem. Det var mænd som den senere professor Konráð Gíslason (1808-91), den bekendte sprogmand og skjaldekvadsfortolker; Brynjólfur Pjetursson (1810-51), Islands ypperste digter Jónas Hallgrimsson (1807-45) og endelig, men ikke mindst teologen Tómás Sæmundsson (1807-41), der glødede af patriotisk iver og lyst til at reformere og ophjælpe landet; denne sidste tog især sigte på det praktiske, på folkets materielle kår, medens de andre mere lagde vægt på det intellektuelle, på oplysning og især på sansen for god digtning og skönt, harmonisk og rent islandsk sprog. Disse 4 stiftede tidsskriftet og skrev det meste deraf. Det udkom i 9 årgange, men ikke regelmæssigt og tilsidst sygnede det hen. Dets betydning for det islandske sprogs renselse er uvurderlig, dets vækkende betydning i æstetisk henseende ligesådan. Det angreb især de gamle rimer, hvis stereotype art og smagløshed blottedes uden skånsel; men det vandt sig ikke altid venner ved sin nedbrydende kritik; nogle fandt, at det så at sige forgreb sig på det allerhelligste.


Ved og efter 1840 blev den politiske bevægelse endnu mere levende og bevidst; da var Jón Sigurðsson (1811-79) begyndt på sin store og betydningsfulde politiske gærning; skildringen heraf hører ikke hid, men det må bemærkes, at han i 1841 begyndte at udgive det tidsskrift, Ný fjelagsrit, der udkom i 30 årgange (afløst af Andvari, der endnu udkommer), og som på mange områder fik en afgörende betydning. Dets indhold var nemlig ikke blot politisk; det bragte afhandlinger om mange andre sager, om skolevæsen, ökonomi, og andre almentoplysende æmner også på de rent praktiske områder; det bragte digte, rejseskildringer, litterær kritik, ja endogså höjesteretsdomme vedrörende Island osv. Dets sprog var altid rent og godt; i så henseende har det sikkert indirekte haft stor betydning, ligesom det også kæmpede for sprogets ret i regeringshandlinger og -akter. Det er med disse to tidsskrifter, at den egenlige nye tid begynder for Islands vedkommende. I så henseende kan der her blot mindes om, at det gamle alting genoprettedes som rådgivende forsamling 1843 og at den fordærvelige monopolhandel ophævedes 1854. Efter en længere forfatningskamp blev altinget 1874 lovgivende og landet fik derved sin egen lovgivning og forvaltning i alle sager, der vedkom det selv. Fra nu af gjorde landet kæmpemæssige fremskridt i sammenligning med, hvad forholdene kort för havde været. Litteraturen har på flere måder nydt godt deraf.


Digtningen har i det hele været meget frodig og et utal af digtere kunde nævnes. Endnu flere æmner er inddragne under dens område end nogensinde för og flere arter opståede. Dette hidrører tildels fra påvirkning udefra. Den lyriske digtning er det især, der har haft mange dyrkere. Dens æmner er de sædvanlige, elskoven og naturen først og fremmest; landets herlighed blev lovprist og hånd i hånd dermed gik en opfordring til dets börn om at være det for landet, for moderen, hvad de burde være, en æggelse til at tage sig sammen og bruge sine kræfter til omhyggelig at pleje alt, hvad landets var, dets sprog og folkets nationalitet. Og her kom et moment til; Islænderne har altid kendt deres historie, ialfald oldtidens, så temlig godt. Denne blev nu holdt frem som et spejl for samtiden; forfædrene lovpristes som oplyste, dygtige, frihedselskende — hvad der jo godt kunde göres —, men deri lå tillige og det blev tydelig udtalt — at deres efterkommere stod temlig langt tilbage for dem. Heraf opstod æggende, glødende fædrelandsdigte, hvor især landets natur, dets jökler, dets elve, dets søer og dale blev forherligede. Disse æggende digte var ofte iblandede med ironi og ikke uden bitterhed. I begyndelsen, medens de endnu var nye og friske, gjorde de stærkt og varigt indtryk; men det gik senere så, at de blev mere hyppige og skablonmæssige, og så mistede de kraften. Eggert Olafsson havde allerede været inde på denne vej. Nu i begyndelsen af det 19. årh. opstod to digtere, der skönt hinanden meget ulig dog altid udgör et par dioskurer i den isl. digtnings historie. Det var Bjarni Thorarensen (1786-1841) og Jónas Hallgrímsson (1807-45), för nævnet som en af Fjölnirs medstiftere. Bjarne er den ældste; han var juridisk kandidat og beklædte bl. a. det ene amtmandsembede; han var en kraftnatur, gennemtrængt af fædrelandskærlighed og iver efter at arbejde for landets velfærd og opkomst. Han er stærkt påvirket af den danske digtnings guldalder i beg. af århundredet og overhovedet af udenlandsk digtning, også den klassiske, som han var godt kendt med. Han digtede glødende, æteriske elskovsdigte af en ejendommelig originalitet, kraftige fædrelandsdigte, og mange spøgefulde småvers, ti han var af naturen en meget livsglad mand. Men han er måske berømtest for sine arvekvad, hvor han helliger sine afdøde venner, især når disse var ejendommelige, sære karakterer, en minderune. Sådanne arvedigte, der jo allerede i oldtiden er så hyppige, er så at sige en islandsk specialitet og er digtede i hundred-, ja tusindvis; man åbner næsten aldrig en isl. avis uden at finde et arvekvad deri. Men det er kun de færreste og kun de gudebenådede digtere, der frembringer noget så udmærket som Bjarne. Selv mindedes han i et fortræffeligt digt af Jonas. Bjarnes sprog er kraftigt og malmfuldt, men til de egenlige sprogrensere hører han ikke. Til dem hørte derimod Jónas Hallgrímsson. Han var en mand med den sarteste finfølelse for livets forskellige sider, især dets skyggesider, og han har i vidunderlig dejlige digte besunget dem, ikke uden bidende spot og hjærtegribende vemod. Han har digtet fædrelandssange, der er blevet folkets fælleseje, fælles helligdom kunde man sige, lige til den dag i dag, og han revser sin samtid strængt og ubönhørligt. Hans pompøse digt Island (i distikisk versemål), Gunnarshólmi (om Gunnar på Hlidarende), hans digt om Eggert Olafsson — alt er en indtrængende tale til hans landsmænd. Først hos ham kommer også sproget til sin fulde ret; ikke alene er det rent, fuldtud islandsk, men så blødt og indsmigrende, at han næppe er nået af nogen anden senere. Hans opgave var bl. a. netop dette at vise, hvad sproget var og burde være, og intet smærtede ham dybere end rime-digternes synder derimod; ingen revsede dem blodigere end han, idet han i Fjölnir skrev meget skarpe kritiker af udkomne rimer. Herved vilde han også forbedre folkets smag i rent digterisk henseende og han må siges at have fældet dødsdommen over de gamle rimer. Jonas var også naturforsker og rejste oftere på Island for at udarbejde en beskrivelse deraf, men han nåede aldrig så vidt. Kun nogle mindre afhandlinger haves af ham.


Af andre digtere kan nævnes lyrikeren Jón Þórðarson Thóroddsen (1819 — 68), sysselmand på Island. Også han skrev lyriske digte af lignende art som Jónas uden dog at nå ham i originalitet; allerede hos ham mærkes der efterligning. Men han var i besiddelse af satirisk begavelse og hans satiriske digte giver ham en smuk plads. Desuden — og dér ligger hans störste fortjæneste — var han den første isl. novellist, idet han forfattede Piltur og stulka (på dansk: »Ungersvend og Pige«, eller »Indride og Sigrid«); denne novelles egenlige indhold er spinkelt nok, en elskovshistorie mellem en bondesön og en bondedatter, der naturligvis tilsidst får hinanden; de deri skildrede hovedkarakterer er ikke synderlig ejendommelige, men de fleste er godt sete og enkelte mesterlig tegnede; sin störste betydning har novellen som et billede af islandsk kultur ved midten af det 19. årh. Forf. skriver med lune og i et behageligt sprog. — Jón Þorleifsson (1825-60), en præst, var også lyriker og novellist, men ikke nogen særlig udpræget poetisk begavelse. — Kristján Jónsson (1842-69) var en bondesön fra de nordøstlige fjældegne, der henledte opmærksomheden på sig ved i aviser at offenliggöre nogle digte, der i form og kraft overgik alt, hvad man kunde vænte af en mand uden nogen som helst uddannelse. Han havde dog på egen hånd lært sig så meget engelsk, at han forstod Byron; der er et vist slægtskab tilstede mellem de to. Kristján er melankolikeren i den isl. digtning; hans liv var kort og i flere henseender lidet lyst eller lykkeligt. Ved gode venners hjælp blev han hjulpet frem til studeringerne, men han fuldførte ikke skolegangen og døde kun 27 år gammel. Han er tilböjelig til at bruge meget stærke udtryk og kraftige sammensætninger. — Grímur Thomsen (1820-96) var en fint dannet mand med dybtgående poetisk-æstetiske interesser; han skrev på dansk afhandlinger om Byron, om kejser Trajan m. m. og var velbevandret i den klassiske, såvelsom i den moderne, engelske, tyske, franske lilteratur. Tiltrods for at han havde et mærkelig ringe herredömme over sproget, når han skulde anvende det i digterisk form, haves der fra hans hånd en ikke ubetydelig samling lyriske digte, hvoriblandt rigtignok ikke få oversættelser af latinske og især græske digte (korsange). Hans egne digte er noget for sig; det er psykologiske digte især, han glimrer ved; han vælger ejendommelige personer, helst i bestemte situationer, og de står der som støbte i malm i al deres karakterfulde originalitet. Han er stærkt påvirket af de gamle sagaer og deres personligheder. — Docent Gísli Brynjólfsson (1827—88), en meget lærd mand, var en lyrisk digter, men uden synderlig originalitet.


Bonden Hjálmar Jónsson (1796-1875; kaldt Bólu-Hjálmar efter en gård) fik aldrig nogen undervisning og han levede hele sin tid trykket af nød og fattigdom. Af naturen var han en kraftkarl med medfødt digterisk original ævne og i besiddelse af veltalenhed og en kraft i sproget, der søger sin lige. Han har stærke følelser og de træder hyppig frem i hans digte, hvad enten han giver sin venner den ros, de bör have, eller sine fjender det skudsmål, de fortjænte. Hans usle kår lægger ham ofte bitre ord på tungen. Han minder noget om gamle Egill. En anden bonde Páll Ólafsson (1827-1906) er Hjalmars modsætning, altid glad og lystig, og altid en varm lovpriser af Bacchi gaver. Han har digtet et utal af digte, tildels af erotisk art (særlig smukke er digtene til hans hustru), og enkelte (løse) vers; de er alle legende lette og formfuldendte.


Af den ældre generation af digtere, der allerede ved og efter midten af det 19. årh. var anerkendte som fortræffelige, er følgende tre at nævne, som endnu lever. De hører hver for sig til de ypperste isl. digtere og har haft en umådelig betydning for deres folk hele den sidste halvdel af århundredet.


Benedikt Gröndal (f. 1826) er en af landets mest alsidige mænd, naturhistoriker, æstetiker, kulturhistoriker m. m. og en af de livligste ånder, der har levet på Island. Han har udgivet flere lyriske digtsamlinger; kærlighed og vin er hovedæmner i hans digte, men fremfor alt hans herlige land og fædresprog; historiske personer har han besunget osv. Han har forfattet melodramatiske digte og episke sange (om Örvar-Odd) m. m. Hans sprog er berømt for dets ofte pompøse kraft og aldrig svigtende lethed og graciöse flugt; han kan også være meget kåd og ustyrlig. I prosa skrev han et ejendommeligt digt om Solferinoslaget, som han kaldte Heljarsljóðarorusta; det er det pudsigste prosadigt, Island ejer, en overmåde barok-komisk skildring i de gamle romantiske sagaers stil, som han mesterlig efterligner. Her viser hans uudtömmelige sproglige fremstillingsævne sig i sin fulde glans.


Steingrímur Thorsteinsson (f. 1831), rektor ved almenskolen i Reykjavik, klassisk filolog, er en fint dannet humanist, lyriker i ordets bedste forstand; naturen spiller en stor rolle i hans digte og næppe har nogen beskrevet den isl. natur finere eller inderligere end han. Ofte ynder han at væve den herlige natur ind i gamle mindeværdige tildragelser og smælte det hele sammen til et formfuldendt, gribende hele; således inspirerede den skönne saga om Gunnlaugs og Helgas elskov ham til det dejlige digt, Gilsbakkaljóð, med herlige naturbilleder. Steingrimur er landets ypperste romantiker. Han er tillige en satiriker, og mange er hans bidende epigrammer. National som han altid har været blev han stærkt greben af den politiske kamp i 60'erne, og fra den tid hidrører nogle udmærkede fædrelandsdigte og æggende sange. Han har fremdeles indlagt sig varig fortjæneste ved oversættelser af fremmede digterværker; således har han oversat Tusind og én nat, og en mængde digte af Goethe, Schiller, Tegner, Byron, og nogle af Shakespears stykker, og nu for nylig et udvalg af H. C. Andersens æventyr, i et smukt og træffende sprog.


Mattías Jókkumsson (f. 1835), præst og en tid redaktör, er en meget åndslivlig mand og med mange interesser. Han har overmåde let ved at digte og skrive, og endnu i sin höje alder strør han ud til alle sider digte og avisartikler, oversættelser og andre skrifter (f. eks. en bog om Danmark i prosa og på vers) uden at man mærker noget til alderdommens tyngende tryk. Mattias er først og fremmest den let bevægelige lyriker, der straks kan digte om hvad der så end forefalder; det spøgefulde ligger dog ikke ret for ham; derimod er han ret i sit element, når han skal besynge tragiske begivenheder, udmærkede mænds tragiske skæbne, sine og andres sorger; så er han uforlignelig ved sin rørende inderlighed og stemningsfuldhed; da forstår han altid at gribe det rette. Hans arvekvad er med rette berömte. Også udmærket er han ofte i sine advarende og opmuntrende digte, hvis friskhed man altid beundrer. Men han henfalder undertiden til at bruge for mange og temlig stærke ord; det kommer tildels deraf, at han har et ubegrænset herredömme over sprog og verseform; i så henseende minder han om Sigvatr. Mattias har oversat en mængde fremmede digte og åndelige sange. Særlig fortjæneste har han indlagt sig ved sin oversættelse af Tegnérs Fridtjofssaga, af forskellige af Shakespears dramer (Hamlet, Othello, Macbeth, Romeo og Julie), Byrons Manfred osv. osv. Han har endelig skrevet skuespil, hvoraf nogle er bleven opførte på Island, som Utilegumennirnir (de fredløse; også i omarbejdet form kaldt Skuggasveinn), Jón Arason, men hans dramatiske ævne står betydeligt under hans lyriske. En 5-binds udgave af hans digte er lige bleven afsluttet.


Jón Ólafsson (f. 1850), redaktör, bekendt som politiker og polemiker; han er også en betydelig lyrisk digter, hvis frihedssange især er bekendte; han har et udmærket herredömme over sprog og form.


Som salmedigtere har lektor Helgi Hálfdanarson (1826-94) og især provsten Valdimar Briem (f. 1848) erhværvet sig et anset navn.


Rimedigtningen blomstrede endnu i den første halvdel af århundredet. Dets dygtigste repræsentant var Sigurður Breiðfjörð (1798-1846), en mand af det brede folk, en bødker af profession, en livsglad og godt begavet mand, også en på sin vis fortræffelig lyriker og improvisator; af ham haves en mængde rimer; men han blev stærkt kritiseret af Jónas Hallgrímsson, og denne kritik virkede således, at de rimer, han senere forfattede, blev langt bedre end de ældre; men i virkeligheden kan han siges at være den sidste rimedigter. Han var altid fattig og levede under meget trykkende kår, men hans livsmod og livsglæde svigtede aldrig.


Dramatisk digtning er der ikke meget af endnu. Foruden dem, der allerede er nævnte, er der egenlig kun et navn af betydning at anføre, nemlig Indriði Einarsson (f. 1851); fra hans hånd haves endel skuespil: Nytårsnat, Sværd og krumstav (et historisk skuespil; overs. på dansk). Skibet synker osv. — Der findes et lille teater i Reykjavik og en flink lille skuespillertrup. Men der vil gå lange tider endnu, inden en dramatisk digtning ret kan udfolde sig. Sikkert mangler der ikke ævner i den retning, heller ikke hos folket interesse for den slags digtning.


Novellistik har navnlig i den sidste tid haft adskillige og tildels ret gode dyrkere. Netop da den (bortset fra de förnævnte ældste forsøg i den retning) tilhører den sidste tid, findes her en stærk fremmed, især dansk og tysk, påvirkning. — I 70'- og 80'erne opholdt sig i København endel unge studenter med digterbegavelse hver på sin måde. De kom mere eller mindre under påvirkning af G. Brandes og den digtning, som da udfoldedes i Norden (Danmark, Norge). Der var H. Hafstein (f. 1861), nuværende minister for Island, en lyrisk begavelse af höj rang; digtede udmærkede sange til glædens, elskovens, vinens pris, der i meget minder om Drachmann. Der var Þorsteinn Erlingsson (f. 1858), en radikal lyrisk digter, fuld af verdensforagt, bitter satire og respektløshed overfor dogmer, men så inderlig menneskelig i sin samfølelse for den svage og lidende, hvis digte vidner om en omhyggelighed i udarbejdelsen og aldrig svigtende formævne og legende herredömme over sproget. Der var Einar Benediktsson, en kraftig, men ofte dunkel lyriker. Der var Gestur Pálsson (1852-91), der udmærkede sig ved sine noveller, der, foruden at give et ret godt billede af islandske karakterer og forhold, viser forfatterens sans for det psykologiske, men han er bitter og ironisk. Desværre mærkes temlig stærkt fremmede forbilleder (Spielhagen, Turgenjew o. fl.). Og der var endelig Einar Hjörleifsson (f. 1859), ubetinget den dygtigste, der i udmærket sprog har skildret så mange islandske karakterer og forhold; han er ret dygtig psykolog, men ofte meget pessimistisk og bitter ironiker. De to sidstnævnte er også bægge optrådte som lyrikere. Endnu en novellist bör nævnes, præsten Jonas Jónasson (f. 1856), der har skrevet nogle mindre noveller, hvor isl. samfundsforhold er hovedæmnet.


Endelig fortjæner to ikke-studerede forfattere at nævnes. Bonden Guðmundur Friðjónsson er både lyriker og novellist, men især det første. Han fører ofte et meget voldsomt sprog og er meget ensidig, men en ægte digternatur er han og hans digte svulmer ofte af ubændig kraft, hans sprog ligesådan. Hans beskrivelser af den islandske natur er fremragende. Den anden er bonden Jón Stefánsson (psevdonym: Þorgils gjallandi), ubetinget en af de bedste novellister, landet har frembragt. Han har åbenbart læst endel fremmed litteratur, men nogen synderlig påvirkning spores der dog ikke. Karaktererne er rent islandske og hans naturbeskrivelser er uovertræffelige. Han ser godt og han forstår at gengive det sete. Hans sprog er udmærket.


Prosalitteraturen. Hvad historien angår, er det för blevet nævnt at Espólín skrev sine årbøger; der er flere, der har fortsat det gamle annalistisk-personalhistoriske forfatterskab. Blandt dem indtager bonden Gísli Konráðsson (1787-1877) og Daði Níelsson, kaldt »den frode« (1809-56), en meget fremragende plads. Utallige er Gisles velskrevne biografier af samtidige og ældre isl. mænd og kvinder samt historiske beretninger; desværre er kun lidet heraf trykt og kritik må der anvendes, men det er en utrolig fylde af positive kundskaber, som alt dette byder. Genealoger har der været i mængde både mænd og kvinder, og der findes store samlinger i biblioteker og private mænds eje. Af Bogi Benediktsson (1771-1849) er et meget omfangsrigt genealogisk værk vedrörende de isl. sysselmænd under udgivelse (Sýslumannaævir). Præsten Þorkell Bjarnason forfattede en kort Islands historie og et skrift om reformationen på Island (1878). En velskreven populær verdenshistorie blev forfattet af Páll Melsteð (f. 1812), der også skrev en samlet fremstilling af Nordens historie. Disse bøger har haft stor betydning som behagelig folkelæsning. Jón Jónsson har bl. a. skrevet en populær fremstilling af Islændernes frihedstid: Gullöld Íslendinga, B. M. Olsen (f. 1850), der også har skrevet endel litteraturhistoriske afhandlinger (f. eks. om Sturlunga), forfattede en afhandling om kristendommens indførelse i Island (1900).


Jón Sigurðsson var sikkert den ypperste kender af Islands historie og der foreligger fra hans hånd flere udmærkede afhandlinger vedrørende den; men han nåde desværre ikke at give en samlet fremstilling deraf. Biskop P. Pjetursson fortsatte kirkehistorien fra 1740 til 1840 (på latin).


På det antikvariske og filologiske område er der flere, der har udmærket sig. Finnur Magnússon (1781-1847), professor ved universitetet, hører kun delvis hertil; han er især kendt som mytolog og runolog (Eddalæren I-IV, 1824-26; Lexicon mythologicum 1828 osv.). Som leksikograf og versfortolker udmærkede Sveinbjörn Egilsson (1791-1852) sig ved sit fortræffelige Lexicon poeticum (1860) og forskellige enkeltafhandlinger; han er egenlig den første, der virkelig har haft den fulde forståelse af den gamle skjaldedigtnings væsen. Efter ham kom Konráð Gislason, professor, der skrev mange forskellige afhandlinger om sproglige spörgsmål, deriblandt (på isl.) Um frumparta íslenzkrar tungu (1846) samt en aldrig fuldført isl. grammatik (på dansk); han fuldførte en dansk-islandsk ordbog (1851); endelig fortolkede han en mængde skjaldedigte med en aldrig svigtende skarpsindighed, smag og lærdom. Guðbrandur Vigfússon (1827-89) var en umådelig lærd mand på det historisk-antikvariske område; han udgav mange sagaer og skrev om Tidsregningen i de isl. slægtsagaer (1856) m. m.; men især er han kendt som den energiske udarbejder af det islandsk-engelske leksikon: Icelandic-english Dictionary (1874), som Englænderen R. Cleasby havde påbegyndt. Eirikur Jónsson (1822-99) forfattede en isl.-dansk ordbog (1863). Endelig kan anføres, at overlærer G. Zoëga (f. 1857) har udgivet en engelsk-isl. og isl.-engelsk ordbog. Rektor Jón Þorkelsson (1822-1904) var en overordenlig flittig mand, der skrev om forskellige grammatiske spörgsmål og forfattede forskellige supplementer til isl. ordbøger.


På det folkloristiske område gjorde Magnús Grímsson (1825-60) og især Jón Arnason (1819-88) et fortrinligt arbejde; den sidste samlede og udgav den store samling af: Islenzkar þjóðsögur og œvintyri (Isl. folkesagn og æventyr); senere udgav han Isl. gåder, og hans værk fortsattes af Ólafur Daviðsson (1862-1903), der udgav en meget righoldig samling af isl. lege, vikivake-digte, remser og folkekvad (Ísl. gátur, þulur og skemtanir I-IV). Arkivar Jón Þorkelsson (f. 1859) har udfoldet en stor virksomhed som litteraturhistoriker og personalhistoriker (Digtningen på Island i det 15. og 16. årh., 1888 og flere monografier); han udgiver Diplomatarium Islandicum fra 2. bind af.


Den isl. lovgivning, især den gamle fra fristatens tid, er bleven grundig gransket og behandlet af höjesteretsassessor V. Finsen (1823-92); fra hans hånd foreligger, foruden en udtömmende, fortrinlig udgave af Grågåsen efter de forskellige håndskrifter og med ordregister, afhandlinger som »Om de isl. love i fristatstiden« (1873; i Aarbb. f. nord. oldkh.), Fristatens Institutioner (1888; i Vidensk. selsk. skr.; en banebrydende afhandling), samt en desværre ikke udgiven isl. retshistorie. Amtmand Páll Briem (1857-1905) har skrevet nogle gode retslige afhandlinger og udgivet et tidsskrift Lögfræðingur.


Andre videnskaber. Uagtet Islændernes hele stilling og liv har henvist dem til i en særlig grad at dyrke historie og dermed sammenhængende forskningsæmner, har den nyere tid vist, at såsnart der overhovedet kunde være tale om at studere andre grene af videnskaben, har der ikke manglet anlæg og interesser i så henseende; især gælder dette naturhistorien; naturligvis er egenlig kun begyndelsen gjort, men det kan sikkert siges at være en god begyndelse. Lægen Sveinn Pálsson (1762-1840) var en udmærket forsker, men desværre er kun lidet af ham trykt. Jónas Hallgrimsson er för nævnt. Oddur Hjaltalín (1782-1840) udgav en isl. botanik, Benedikt Gröndal har især beskæftiget sig med de lavere dyr og fuglene, hvoraf han har gjort prægtige tegninger. Stefán Stefánsson, adjunkt (født 1863) har udgivet »Islands flóra« (1901), Helgi Jónsson, botaniker, beskæftiger sig med de lavere planter (alger og desl.), Bjarni Sæmundsson, adjunkt, med de isl. fiskearter, deres biologiske forhold m. m. M. h. t. Islands geologi og geografi har især prof. Þorvaldur Thóroddsen (f. 1855) været ivrig beskæftiget; han har undersøgt landet på kryds og på tværs og skrevet et utal af afhandlinger både på islandsk og andre sprog; han er især geolog. Han har også skrevet en Islands geografi (overs. af Helland), samt et stort historisk-geografisk værk om Island: Landfræðissaga Islands I-IV (endel overs, på tysk). Helgi Pjetursson (f. 1872) har allerede udfoldet en ikke ringe geologisk virksomhed og skrevet flere afhandlinger, hvori han tildels har gjort flere temlig radikale opfattelser gældende.


Hertil skal föjes, at den udmærkede matematiker Björn Gunnlaugsson (1788-1876), overlærer, der også skrev forskellige matematiske skrifter (Tölvísi 1865, ikke fuldført), berejste Island på kryds og på tværs for at måle og kortlægge det; fra ham stammer for störste delen det fortrinlige kort over Island, Uppdráttur Islands.


På det lægevidenskabelige område er der ikke skrevet meget af originale skrifter; endel er blevet oversat eller bearbejdet. Landfysikus Jónas Jónassen (f. 1840) skrev bl. a. en bog om den isl. sygdom Ekinokokken (1882). För ham havde landfysikus Jón Hjaltalin (1807-82) skrevet en del afhandlinger af medicinsk og hygiejnisk art.


Angående landboforhold og fiskeri er der blevet skrevet et utal af afhandlinger og udgivet flere tidsskrifter. Det skal ikke her opregnes. En afhandling af en mere omfattende art fortjæner at nævnes, det er bonden Einar Ásmundssons (1828-93) udmærkede, prisbelönnede skrift: Um framfarir Islands (om Islands opkomst; 1871).


Hvad endelig teologien angår, er der bortset fra den allersidste tid så godt som intet af videnskabelig interesse at nævne; prædikener og andre opbyggelsesskrifter er der bleven forfattede i mængde; i så henseende fortjæner biskop P. Pjetursson især at nævnes. Videnskabelig forfatter er den bekendte rationalistiske teolog Magnús Eiríksson (1806-81), men han skrev så godt som alt på dansk.