Det første Gudrunskvad
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Det første Gudrunskvad
Guðrúnarkviða in fyrsta
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2020
Gudrun sad ved den døde Sigurd. Hun græd ikke som andre kvinder, men hun var nær ved at briste af sorg. Både kvinder og mænd kom for at trøste hende, men det var ikke nemt. Man siger, at Gudrun havde spist af Fafners hjerte og derfor forstod, hvad fuglene sagde. Desuden er dette blevet kvædet om Gudrun:
- 1.
- Gudrun længtes
- mod livets ende;
- hun sad sorgfuld
- ved Sigurds lig,
- men klagede ikke,
- som kvinder plejer,
- med hænders vriden
- og hulkende gråd.
- 2.
- Jarler trådte
- hjælpende til
- med trøst for at lette
- det tunge sind,
- men Gudrun holdt
- gråden tilbage
- med bristet hjerte
- og bøjet af kummer.
- 3.
- Jarlekoner
- af ædel byrd
- sad guldsmykkede
- ved Gudruns side,
- og skiftevis
- skildrede hver
- den bitreste sorg,
- de selv havde tålt.
- 4.
- Da sagde Gjafløg —
- Gjukes søster:
- »Jeg har mistet mere
- end mange andre:
- Fem ægtemænd,
- otte brødre
- samt to døtre
- og tre søstre —
- kun jeg alene
- er endnu i live.«
- 5.
- Men Gudrun holdt
- gråden tilbage;
- hun sad ved liget
- lammet af sorg,
- mærket af smerten
- ved mandens død.
- 6.
- Da sagde Herborg —
- Hunelands dronning:
- »Vist var jeg udsat
- for værre kvide:
- Mine syv sønner
- faldt sydpå i kamp,
- og min mand blev dræbt
- dér som den ottende.
- 7.
- Min far og mor
- og fire brødre
- styrtede i havet,
- da stormen tog dem;
- de knustes mod skibet
- i kraftig søgang.
- 8.
- Jeg måtte selv smykke dem,
- måtte selv svøbe dem,
- måtte selv lægge
- ligene i graven.
- Det samme halvår
- hændte dette,
- men ingen bistod
- med hjælp og trøst.
- 9.
- Senere hen
- det samme år
- blev jeg hærtaget
- og holdt som træl;
- jeg hjalp hersens
- hustru om morgenen,
- bragte klæder
- og bandt hendes sko.
- 10.
- Hun skældte ud,
- var skinsyg og ond,
- gav hårde hug
- hele tiden;
- en finere herre
- fandt jeg aldrig,
- en værre frue
- fandt jeg næppe.«
- 11.
- Men Gudrun holdt
- gråden tilbage;
- hun sad ved liget
- lammet af sorg,
- mærket af smerten
- ved mandens død.
- 12.
- Da sagde Guldrand —
- Gjukes datter:
- »Du er givet klog —
- gode fostre! —
- men ingen trøst
- for den unge kvinde.
- Men fjern nu lagnet
- fra fyrstens lig!«
- 13.
- Hun drog lagnet
- af den døde fyrste,
- lod hustruen se
- hans hoved på puden:
- »Kik på din kære
- og kys hans mund,
- som om du favnede
- en uskadt Sigurd!«
- 14.
- Da så Gudrun
- på Sigurds lig;
- blodet klæbede
- til bragningens hår,
- hans skarpe blik
- var brustent og dødt,
- sværdenes spor
- sås på hans bryst.
- 15.
- Da faldt Gudrun
- frem over lejet
- med højrøde kinder
- og håret løsnet,
- mens øjets regn
- ramte hendes skød.
- 16.
- Da græd Gudrun —
- Gjukes datter,
- så tårerne fugtede
- tøjet, hun bar,
- og gæssene på tunet
- gækkede derved —
- de herlige fugle
- husfruen ejede.
- 17.
- Da sagde Guldrand —
- Gjukes datter:
- »Ingen andre
- har oven mulde
- elsket hinanden,
- som I to gjorde;
- ude som inde
- var du aldrig glad —
- min søde søster! —
- når Sigurd var væk.«
- 18. (Gudrun:)
- »Mod Gjukes sønner
- er Sigurd at ligne
- med løget, der rejser sig
- rankt over græsset,
- en tindrende perle
- trukket på snor,
- den ædleste sten
- blandt alle fyrster.
- 19.
- I Sigurds hird
- blev jeg selv regnet
- for højt hævet
- over Herjans diser;
- jeg føler mig nu
- ved fyrstens død
- så ganske ringe
- som restløv på pilen.
- 20.
- Jeg savner min ven
- på sædet og lejet;
- de gjorde mig ondt —
- Gjukes sønner.
- Gjukes sønners
- grusomme værk
- har bragt søsteren
- til bitter gråd.
- 21.
- Snart lægger I
- landet øde,
- så som I sveg
- svorne eder.
- Og guldet — Gunnar! —
- gavner dig næppe;
- de ringe, véd jeg,
- skal volde din død.
- 22.
- Der var ofte glæde
- i hjemmet her,
- før min Sigurd
- sadlede Grane
- og red til Brynhild —
- det rædsomme væsen! —
- på frierfærd,
- føj, for en ulykke!«
- 23.
- Da sagde Brynhild —
- Budles datter:
- »Må hun evigt gå
- ugift og barnløs,
- den tøs, som drev dig
- til tårer — Gudrun! —
- og her til morgen
- gav dig mælet igen.«
- 24.
- Da sagde Guldrand —
- Gjukes datter:
- »Alle hader dig,
- så hold din kæft!
- Du har altid voldt
- ædle mænds død,
- er drevet alene
- af en dårlig skæbne.«
- 25.
- Da sagde Brynhild —
- Budles datter:
- »Men alt det onde
- har Atle voldt —
- min egen bror,
- Budles arving.
- 26.
- Blandt hunner sad jeg
- i hallen og så
- Fafners leje
- funkle på kongen,
- men dette syn
- blev dyrt betalt;
- en evig frygt
- har fulgt mig siden.«
- 27.
- Da stod Brynhild —
- Budles datter
- og genvandt styrken
- støttet til søjlen;
- med gnistrende øjne
- og edderfnysende,
- så hun sårene
- på Sigurds lig.
Gudrun forlod stedet og gik gennem skov og ødemark helt til Danmark, hvor hun opholdt sig hos Tora Håkonsdatter i syv halvår. Brynhild ønskede ikke at leve efter Sigurds død. Hun lod sine otte trælle og fem trælkvinder dræbe, og derpå gennemborede hun sig med et sværd og døde, således som det berettes i Det korte kvad om Sigurd.