Det første Kvad om Gudrun (Olaf Hansen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Det første Kvad om Gudrun

1.
Fordum engang
vilde Gudrun dø,
da sorgfuld hun sad
over Sigurds Lig.
Hun hulked ej,
ej heller vred hun
Hænder og klaged,
som Kvinder gør.

2.
Vise Jarler
kom venligt til;
de talte godt
for den trøstesløse.
Men græde kunde
Gudrun ikke;
vaandefyldt
var hun ved at sprænges.

3.
Jarlefruer
af Fyrsteæt
i Gyldenskrud
hos Gudrun sad,
nævnte deres
dybe Sorger,
den haardeste,
de husked hver.

4.
Først sagde Gjaflaug,
Gjukes Søster:
"Ingen paa Jord
har lidt ondt som jeg.
Fem Søstre
har jeg set ligge Lig,
otte Brødre -
og end jeg lever."

5.
Men græde kunde
Gudrun ikke,
saa haardt var hun ramt
af sin Husbonds Død,
saa følesløs
ved hans Lig hun sad.

6.
Saa sagde Herborg,
Hunernes Dronning:
"Haardere Sorg
har jeg haft end du.
Mine syv Sønner
faldt i Sydens Land,
selvottende
med de unge min Mand.

7.
Min Far, min Mor
og fire Brødre
var ude i Storm -
alle gik under;
mod Skibssiden
Søerne slog.

8.
Selv jeg maatte klæde,
selv jeg maatte smykke
selv jeg maatte lægge
de Lig til Rette.
Det misted jeg alt
i een Sommer,
og ingen havde
et Ord til Trøst.

9.
Senere samme
Sommer blev jeg
fanget og ført
af Fjender bort -
maatte hver eneste
Morgen pynte
og hjælpe Hersens
Hustru i Sko.

10.
Hun skuled til mig
af Skinsyge
og hundsed mig
med Hug, der bed.
Aldrig jeg havde
en Herre saa god,
aldrig jeg var
hos en værre Frue."

11.
Men græde kunde
Gudrun ikke,
saa haardt var hun ramt
af sin Husbonds Død,
saa følesløs
ved hans Lig hun sad.

12.
Da sagde Guldrand,
Gjukes Datter:
"Du er vis som faa,
min Fostermor;
men trøste en ung
kan du ikke mere."
Hun sagde, den døde
var dækt for godt.

13.
Fra Sigurds Lig
Lagnet hun rev,
skød Puden hen
paa hans Hustrus Knæ:
"Se, Søster, din Mand!
Læg din Mund til hans Skæg,
som kyssed den karske
Konge du end."

14.
Kun een Gang
saa Gudrun did,
saa Fyrstens Haar
fuldt af Blod,
brustne Kongens
klare Øjne
og det dybe Hul
i Heltens Bryst.

15.
Og Gudrun sank
sammen ved Bolstret.
hendes Haar gik op,
hendes Ansigt brændte,
den første Taare
faldt over Knæ.

16.
Da græd Gudrun,
Gjukes Datter
og hulked højt
i Hallen ud.
Gæssene gækked
i Gaarden derved,
hendes egne,
ædle Fugle.

17.
Da sagde Guldrand,
Gjukes Datter:
"Ingen har elsket
hinanden som I
af alt, der aander
over Mulde.
Intetsteds var du,
ej ude, ej inde,
undtagen hos Sigurd,
Søster, tilfreds."

Gudrun:
18.
"Blandt Gjukes Sønner
saa min Sigurd ud,
som var han et Spydløg,
der voksed blandt Græs,
eller en Demant
dragen paa Snor
- en Ædelsten -
over Stormænds Bryst.

19.
Da fandt og Folk
i min Faders Gaard,
jeg overgik hver
en Valhals Dis.
Nu har Kummer
over Kongen gjort mig
lille som Pilens
Løv tit er.

20.
Jeg savner i Sædet,
og i Sengen, den Ven,
jeg gerne talte med -
det er Gjukes Sønners Skyld.
Det er dem, der har voldt
min Ve og gjort,
deres Søster græder
saa sorrigfuldt.

21.
Alt eders Land
øde I vil,
I, som har brudt
de Eder, I svor.
Gunnar, ej Gavn
af Guldet du faar.
Ringene vil
volde din Død.

22.
Tit gik det muntrere
til i vor Borg,
inden min Sigurd
sadlede Grane,
og paa Bejlerfærd
de til Brynhild for,
den usle Viv,
en Ulykkesstund."

23.
Da sagde Brynhild,
Budles Datter:
"Uden Mand og Børn
forbandet den Trold,
som, Gudrun, dig
til at græde fik
og i Morges heksed
dig Mæle til."

24.
Da sagde Guldrand,
Gjukes Datter:
"Ti med de Ord,
Afskum, du er!
Altid du har
sat ondt mellem Fyrster.
Hver du rører,
vil væmmes ved dig."

25.
Da sagde Brynhild,
Budles Datter:
"Atle har al Skyld,
Atle alene,
min egen Bror,
Budles Søn,

26.
- da i Hunernes
Hal vi saa
i guldsmykt Dragt
Drotten stande.
At did jeg gik,
kom mig dyrt at staa,
og Synet af ham -
jeg ser det endnu."

27.
Ved Stolpen hun stod,
stiv i hvert Led;
der brændte Brynhild,
Budles Datter,
Ild af Øje,
Edder hun fnøs,
da Saar hun saa
paa Sigurds Krop.

Nu gik Gudrun sin Vej, til Skov og Ødemark; tilsidst kom hun helt ned til Danmark og blev der i syv Halvaar, hos Tora Hakonsdatter. Brynhild vilde ikke overleve Sigurd. Hun lod otte af sine Trælle og fem af sine Trælkvinder dræbe, og saa stak hun sig selv ihjel med et Sværd, saaledes som der fortælles i det korte Kvad om Sigurd.

Anmærkninger:

Vers 4:1 Gjaflaug (og Herborg og Guldrand) kendes kun fra dette Digt.