Det gamle Kvad om Gudrun (Olaf Hansen)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ►

Den ældre Edda

Oversat af
Olaf Hansen
1911

Det gamle Kvad om Gudrun

Kong Tjodrek var hos Atle og havde mistet de fleste af sine Folk der. Tjodrek og Gudrun klagede deres Sorger for hinanden. Da sagde hun følgende:

1.
Jeg var Møernes Mø,
min Moders Datter,
sad fro i mit Bur,
mine Brødre jeg elsked,
indtil Gjuke
gav mig smykket,
gav mig smykket
med Guld til Sigurd.

2.
Blandt Gjukes Sønner
var Sigurd at se
som et grønt Lag
mellem lavt Græs,
som en højbenet Hjort,
der gik jævne Ulve,
som glødrødt Guld
mellem graat Sølv,

3.
indtil mine Brødre
blev bitre, fordi
jeg havde en Mand,
der stod højt over alle.
De kunde ej sove,
ej sidde og dømme,
før de havde set,
Sigurd var død.

4.
Grane løb fra Tinge,
det gungred ude,
men dengang kom Sigurd
selv ikke med.
Alle Sadeldyrs
Sider skummed,
Morderne drev dem
dødtrætte frem.

5.
Grædende gik jeg
til Grane og spurgte
med vaade Kinder,
om han vidste noget.
Grane sænked Mulen
mod Græsset i Kvide.
Hesten forstod
dens Herre var dræbt.

6.
Længe jeg vakled,
ventede længe,
før jeg spurgte Folkets
Fyrste om Kongen.

*

7.
Gunnar hang med Hovedet,
af Høgne jeg fik
det Sorgens Bud
om Sigurds Død.
”Hinsides Havet
vi hugged ham ned,
Guttorms Bane
har vi givet Ulven.

8.
Sigurd kan du søge
i Sydens Land,
skrigende Ravne
vil røbe dig hvor,
skrigende Ørne,
de aadselfro,
og Ulve hyler
om din Husbonds Lig.”

9.
”Høgne! Hvordan
kan du bringe
mig sørgende Viv
det Sorgens Bud.
Dit Hjærte skal Ravne
rive itu
(blandt fremmede Folk
i fremmed Land).

10.
Høgne tog Ordet
endnu en Gang
med fjendtligt Sind
og fuld af Sorg:
”Flere Taarer
skal du fælde, Gudrun,
naar Ravnene sidder
og river i mig.”

11.
Jeg gik bort fra alle,
gik ud i Skoven
for at samle op,
hvad Ulvene levned.
Jeg hulked ej,
ej heller vred jeg
Hænder og klaged,
som Kvinder gør.

12.
Himlen syntes
det sorteste Mulm,
da jeg sad og sørged,
hvor Sigurd laa.
Intet jeg ønsked
saa inderligt
som ogsaa at flænges
af Ulvetand.

13.
Fra Fjældet jeg drog,
fem Dage jeg gik;
til Alfs høje
Hal jeg kom.

*

14.
Jeg sad hos Tora
i syv Halvaar,
hos Hakons Datter,
i Danmarks Land.
Sydlandske Sale
hun sømmed i Guld
for at dulme min Sorg -
og danske Svaner.

15.
Vi maled med Traad,
hvad Mændene leged,
og Kongens Kæmper
med kunstige Sting,
røde Skjolde,
rustede Svende
Hærflokke, Hirdflokke,
Høvdingens valgte.

16.
Sigmunds Skibe
sejled fra Strand -
Gulddrager alle -
udskaarne Stavne.
Vi væved en Væv
om den Vaabenleg,
Sigar og Siggeir
holdt syd paa Fyn.

17.
Da hørte Grimhild,
den gotiske Viv,
hvorhen jeg var søgt
i min haarde Sorg.
Hun slængte sin Væv,
sine Sønner hun kaldte.
og Længselsfuld
hun Fyrsterne spurgte:

18.
”Hvem vil bøde jer Søster
den Søn, I vog,
og erstatte hende
den Husbond, I fældte.”
Gunnar vilde gerne
give Guld til Bod
for min Husbond og Søn -
Høgne ogsaa.

19.
Saa spurgte hun, hvem
der vilde gaa ud,
sadle en Hest
og sætte for Vognen.

20.
Ind saa gik da,
gilde som Fyrster,
Langskæggens Kæmper -
de bar Kaaber af rødt,
korte Harnisk,
høje Hjælme,
Sværd ved Hofte -
deres Haar var brunt.

21.
Smykker vilde
hver mig give,
hver mig give,
og venlige Ord -
søgte mine mange
Sorger at stille
og yde mig Trøst -
jeg troed dem ej.

22.
Da kom Grimhild
og gav mig en Drik,
saa kold, saa besk -
Brøden jeg glemte.
Af Jordens Kraft
sin Kraft den fik,
af det køligkolde Hav,
en Høvdinggalts Blod.

23.
I Hornet var der
hver Slags Runer,
sælsomt ristede
røde Stave,
Havets Lyngfisk
og Haddingelands
det uskaarne Aks,
Indvolde af Dyr.

24.
Alskens Uting
i Øllet der var,
hvert Træs Blade,
brændte Agern,
Sod fra Arner,
Offerdyrs Tarme,
kogt Galtelever -
alt gammelt Had svandt.

25.
Den Drik jeg fik,
drak den i Hallen,
glemte al Kongens
Kval derover.
Tre Fyrster faldt mig
til Fode og bad,
inden hun selv
sagde et Ord.

26.
”Gudrun, Guld jeg
give dig vil,
mangfoldigt Gods,
din Far har ejet,
luende Ringe,
Hlødvers Sale,
alt Forhængsskrud
efter Fyrsten, der faldt -

27.
hunske Væversker,
det væver i Lad
og bræmmer flunkende
fagert med Guld.
Du skal raade, Barn,
for al Budles Rigdom,
gyldensmykt
og gift med Atle.”

28.
Jeg vil ingen Husbond
have igen
og ej tage Brynhilds
Bror til Mand.
Budles Søn
er den sidste, hos hvem
jeg vil avle Børn
og bo og frydes.”

29.
”Hævn kan du ej
over Hunerne faa,
ti al Skyld
maa skydes paa os.
Det bliver for dig,
som de begge leved,
Sigurd og Sigmund,
faar du Sønner igen.”

30.
”Grimhild, jeg kan aldrig
glæde mig mer,
og intet Haab
kan jeg Helten give,
siden Ulv og Ravn
med rovgrisk Lyst
sugede Blod
af Sigurds Hjærte.”

31.
”Han er den fornemste
Fyrste, jeg ved,
ingen anden
overgaar ham.
Han skal være din,
til du dør af Alder;
du faar ingen Mand,
faar du ikke ham.”

32.
”Bed mig ej længer
saa Længselsfuldt
at gifte mig ind
i den Ulykkesæt.
Gunnars Fordærv
dens Drot skal blive,
og Høgnes Hjærte
vil han rive ud.

33.
*
Jeg raster ej, før
jeg har røvet hans Liv,
den udholdende
Ægglegens Fremmer.”

34.
Grædende greb
Grimhild Ordet,
der varsled hendes Børn
saa bitter en Lod
og Sønnerne
en saadan Men.

*

35.
”Lande skal du faa,
Følgeskarer
*
Vinbjærg, hvis du vil,
og Valbjærg med -
Hold det, til du dør.
Datter! Bliv glad.”

36.
”Saa kaarer jeg da
blandt Kongerne ham,
men nødig jeg gør,
hvad I gerne vil.
Aldrig fanger
jeg Fryd, hvor han er.
Mine Børn frelses ej
ved Brødrenes Død.”

37.
Til Hest da sprang
hver Helt paa Stand,
de vælske Kvinder
til Vogns man løfted.
Syv Dage vi red
gennem raakoldt Land,
i andre syv
Søer vi skar.

38.
Saa lukked hin Vagt
ved Led Højborgens
Gitterport op -
ind i Gaarden vi red.
Atle kaldte,
det saa ud, som jeg var
fuld af frygtelig Vrede
over Frændernes Død.

Atle:
39.
”Jeg vækkedes nys
af Nornemanen
om onde Dage -
Gid de aldrig komme!
Jeg syntes, Gudrun,
Gjukes Datter,
du stødte et Sværd
fuldt af Svig i mit Bryst.”

40.
”Drømmer man om Vaaben,
varsler det Ild -
Kvindefjendskab
Fryd og Hovmod.
Jeg skal brænde dig
for Buldenværk,
lindre og læge,
skønt jeg ledes ved dig.”

41.
”Jeg syntes, to Træer
i mit Tun faldt om,
to unge, jeg vilde
skulde vokse sig store.
Oprevne med Rod,
røde af Blod
blev de baaret paa Bænk.
budt mig at tygge.

42.
Jeg syntes, to Høge.
jeg holdt paa, fløj
fra min Arm, uden Brad,
til Ulykkens Hus.
Jeg syntes, deres Hjærter
blev sødet i Honning;
jeg tygged dem bedrøvet,
de drypped af Blod.

43.
Jeg syntes, to smaa Hunde,
jeg holdt paa, løb;
de blev bitterlig bange,
begge hyled.
Jeg syntes, jeg saa
dem slagtet som Kvæg;
man tvang mig at spise
de spædes Lig.”

44.
Det betyder et Offer,
man vil tale om,
Hviddyr skal man hugge
Hovedet af.
Til om faa Nætter
er Faldet bestemt
inden Morgengry
- dem skal Mænd her smage.

45.
*
Siden laa jeg ikke,
sov af Trods
ej mer i min Seng –
det mindes jeg grant.”

---

Anmærkninger:

Prosaen. Tjodrek er den berømte tyske Sagnhelt Didrik af Bern. Naar Samleren lader Gudrun henvende sin Tale til ham, er det naturligvis en Vilkaarlighed.
Vers 4:5. Sadeldyr d.e. Heste.
Vers 7:4,5. Stedet er set fra Digterens Standpunkt, ikke fra Gudruns.
Vers 13:3. Alf er Sigurds Stefader, Alf Hjalprekssøn.
Vers 16:1. Sigmund, Sigurds Fader.
Vers 16:7,15. Siggeir, Sigmunds Svoger, gift med Signy (Se Kvadet om Helge Hundingsbane og Hødbrodd,Vers 37). - Sigar er Siggeirs Fader.
Vers 20:3. Langskæggen, Atle.
Vers 20:6. Maaske snarere : ”hængende” Hjælme (d.e. Hjælme med Visir).
Vers 24:6. Haddingeland d.e. Dødsriget.
Vers 25:3. Kongens d.e. Sigurds.
Vers 25:5. Tre Fyrster: Gunnar, Høgne og (en ellers ikke nævnt Broder?).
Vers 26:6. Hlødver. Hvem?
Vers 29:7. Sigmund, Sigurds og Gudruns Søn.
Vers 33:4. Ægglegens Fremmer d. e. Krigeren, Atle.
Vers 38. Sidste Halvdel af Verset kommer underlig brat. I Mellemtiden maa Gjukungernes Drab være foregaaet. Enten er der udfaldet Strofer, eller Digteren har forbigaaet det som bekendt.
Vers 39 ff. Varsler om Atles Børns Død. Se de to Digte om ham.