Forskjell mellom versjoner av «Det grønlandske Digt om Atle (V.B.Hjort)»

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
 
Linje 476: Linje 476:
 
::Os Trusler byde,  
 
::Os Trusler byde,  
 
::Knyer Du et Ord,  
 
::Knyer Du et Ord,  
::Skal det fælt  
+
::Skal det fælt Dig fortryde!"
::Dig fortryde!"
 
  
  
Linje 749: Linje 748:
 
::De grebe den Ædle,  
 
::De grebe den Ædle,  
 
::Ej kunde med Rette  
 
::Ej kunde med Rette  
::Stormodigc Kjæmper  
+
::Stormodige Kjæmper  
 
::Den Gjerning opsætte;  
 
::Den Gjerning opsætte;  
 
::Da lo han — en Lyd  
 
::Da lo han — en Lyd  
Linje 891: Linje 890:
 
::"Spørg ikke derom,  
 
::"Spørg ikke derom,  
 
::Jeg vil dræbe Jer, Drenge!  
 
::Jeg vil dræbe Jer, Drenge!  
::Mod Ælde at sikkre  
+
::Mod Ælde at sikkre Jer
::Jer Lysted jeg længe."
+
::Lysted jeg længe."
  
  

Nåværende revisjon fra 1. des. 2019 kl. 08:42

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Vilhelm Billeskov Hjort (1813-1867)
Den gamle Edda
- eller Oldemo'r


Overført på nudansk af
Vilhelm B. Hjort
1865


36. Det grønlandske Digt om Atle


1.
I Verden spurgdes
En Rædselsdaad,
Da Mændene fordum
Lagde Raad,
I Løn udspunden
Med Eder bunden,
Dem selv ej mindre
En farlig Leg
End Gjukes Sønner,
Hvem grant de sveg.


2.
Kongernes Skjæbne
Mod Gravens Rand
De skyndede frem,
Sin gode Forstand
Slet Atle brugte,
En Støtte god
Sig selv til Skade
Han fælde lod:
Han Iilbud sendte
Svogrene hurtigen
Did at hente.


3.
Den flinke Frue
Anstrengte sin Tanke,
Hun hørte, hvad Tale
I Løn monne vanke,
Det kneb for den Kloge
Sin Hjælp at fremme,
Thi Buddene sejled,
Hun selv blev hjemme.


4.
Runer hun risted,
Dem vrængede Vinge,
Den Uheldsfører,
Som skulde dem bringe;
Til Heltes Bolig
Ad bugtet Fjord
Atles Sendebud
Siden foer.


5.
Ej aned Man Svig,
Da did de naaede,
Men tændte Ilden
Lod Glæden raade,
Den Herliges Gaver
Paa Søjlen hængte,
Ej Noget ved Sligt
Paafærde de tænkte.


6.
Mødte da Høgnes
Hustru derinde,
Kostbera, en højst
Forsigtig Kvinde,
Hun hilste dem begge;
Ej heller Man savned
Ved Glæden Glømvar,
Hvem Gunnar favned;
Sin Pligt i Agt
Den Høviske tog,
For Gjæsternes Tarv
Hun Omsorg drog.


7.
De indbød Høgne,
Hvis gjerne han kom —
Listen var klar,
Naar Man tænkte sig om —
Da lovede Gunnar,
Hvis Høgne fulgte,
Men Høgne ikke
Sin Ulyst dulgte.


8.
Ædle Kvinder
Frembare Mjød,
Af alskens Mundgodt
Der rigeligt flød,
Hornene rundt
I Mængde gik,
Indtil fuldtnok
Man drukken fik.


9.
Nu Ægtefæller
Sig Lejet imag
Redede efter
Bedste Behag.
Til Runer at skjælne
Kostbera var snild,
Hun staved dem ud
Ved den lysende Ild,
Tungen lige
At holde det galdt,
Forvildrede, svære
At raade de faldt.


10.
Siden med Høgne
Tilsengs hun gik,
Et Drømmesyn
Den Milde fik,
For Fyrsten hun derpaa
Skjul ej lagde,
Saasnart hun vaagned,
Ham frit det sagde.


Kostbera.
11.
Høgne! Du agter
Fra Hjemmet at gaae,
Nøjere Sligt
Du tænke paa!
Runerne kjende
Faa tilfulde,
En anden Gang
Du rejse skulde.


12.
Jeg søgte din Søsters
Runer at tyde,
Ej vil den Skjønne
Jer nu indbyde;
Eet undred mig meest,
Ej kan jeg forstaae,
Hvad af den Kloge
Der kunde gaae,
At vildt hun risted,
Thi skjult det lød,
Som truede Eder
Begge Død,
Naar strax I kom:
Hun fejl har stavet,
Hvis ej en Anden
Det saa har lavet.


Høgne.
13.
Mistænksom er Kvinden!
Ej dertil er Føje,
Paa Sligt jeg som skyldfri
Ej fæster mit Øje;
Det glødrøde Guld
Os Kongen vil fly,
Aldrig jeg ræddes
For Rædsels Ry.


Kostbera.
14.
Det gaaer Eder skjævt,
Hvis did I stunde,
Velkomst venter Jer
Ingenlunde;
Jeg drømte det, Høgne!
Og ikke det dølger,
At Modgang I møde,
Om Værre ej følger.


15.
I Lue jeg saae
Dine Lagen brænde,
Ildsøjler igjennem
Min Bolig rende.


Høgne.
16.
Det Linned, her ligger,
I agte ej paa,
Snart vil det vel brænde,
Som Lagnet Du saae.


Kostbera.
17.
En Bjørn saae jeg komme,
Den Stolper knækked,
Labberne rysted
Og fælt os skrækked,
Dens Flab os magtløse
Gramsed iflæng,
Der var en Staahej
Og den var streng.


Høgne.
18.
Her snart et rasende
Uvejr staaer,
En Østenhagl
Din Hvidbjørn spaaer.


Kostbera.
19.
En Ørn jeg syntes
I Huset fløj
Fra Ende til anden,
Den bliver os drøj;
Med Blod den os stænkte,
Saalunde tog paa,
At Atles Vardyr
I den jeg saae.


Høgne.
20.
Vi slagte paa Kraft,
Det Røde da flyder,
En Ørn i Drømme
Tidt Øxne betyder;
Ærlig trods Drømme
Er Atles Id. —
Nu tav de; hver Tale
Jo har sin Tid.


21.
Nu vaagned de andre
Velbaarne Tvende,
Og dem det Samme
Monne hænde,
Thi Glømvar dømte,
At Faren, som hun
Isøvne drømte,
Forholdt hendes Mage
At vende fra Rejsen
Igjen tilbage.


Glømvar.
22.
Først rejst for Dig
En Galge stod,
Som om Du hænges
Skulde, det lod,
Saa syntes det mig
Jeg kom tilstede,
Hvor Orme skulde
Dig levende æde,
Nær mig tyktes
Magternes Bane;
Raad nu selv,
Hvad Sligt lader ane!


23.
Man drog af din Skjorte
En blodig Klinge
[Haardt er det sin Mand
Slig Drøm at bringe],
Igjennem dit Liv
Et Spyd der stak,
Ved Enderne tudede
Ulvepak.


Gunnar.
24.
Hunde her løbe,
De gjøe vel snart,
Tidt varsler Hundeglam
Spydenes Fart.


Glømvar.
25.
En Elv jeg saae
Gjennem Huset strømme,
I brusende Fart
Over Bænkene svømme,
Paa begge Jer Brødre
Fødderne bryde,
Intet den skaante,
Sligt maa dog betyde.


26.
Spøgelsekvinder
Jeg syntes kom hid
Inat, ej vare de
Klædte med Flid,
De vilde Dig kaare,
De hastede saare
At byde dig ind
Til deres Stade;
Jeg troer dine Diser,
Dig nu forlade.


Gunnar.
27.
Bagsnak er dette,
Ej ændres Sagen,
Ej slippe vi Rejsen,
Beslutning er tagen;
Af mange Ting
Det synes dog givet,
At kort vi skulle
Kun nyde Livet.


___________


28.
Til Farten de Helte,
Da Dagskjæret blinked,
I Hast sig rejste,
De Andre dem sinked;
Fem fore de sammen,
Kun ti der vare —
Ilde betænkt —
I Huskarles Skare;
Høgnes Sønner
Med Faderen droge,
Snævar og Solar;
End med sig de toge
En Mand, som hed Orkning.
En Skjoldmand rar,
Der Broder til Høgnes
Hustru var.


29.
Til Flodens Bred
Fruer i Stads
Dem fulgte ned;
At standse dem stadigt
De Skjønne troede,
Men ikke hine
Sig sige lode.


30.
Men Gunnars Hustru
Glømvar nu
Sagde til Vinge,
Værdig i Hu:
"Mon os efter Ønske
I ville gjengjælde?
Et Gjæstebesøg
Kan være en Fælde."


31.
Vinge da svor
Det farlige Ord,
At Jætter ham toge,
Om Løgn han dem bød,
Galgen hans Krop,
Om Freden han brød.


32.
Til Orde nu
Bera tog,
Blid i Hu:
"Sejler med Held,
Og henter Lykke,
Skee, som jeg ønsker,
Intet det rygge!"


33.
Da svarede Høgne,
Sin Slægt var han god:
"Hvad der end hændes,
I holde jert Mod!
Sligt vanligen siges
Med Forskjæl stor,
Letsindigt Mangen
Fra Hjemmet foer."


34.
Til Afskeden kom,
De vexlede Blik;
Da skiftede Skjæbnen,
Og skilte de gik.


35.
Mægtigt de roede,
Halvt Kjølen afrendte,
I baskende Tag
Sig for Aarerne spændte,
Og haled saa fast,
At Tollene knak
Og Baandene brast;
Ej Standsning de gjorde
Med Baaden, førend
De gik fraborde.


36.
En Stund derefter —
Nu vi staae
Ved Rejsens Ende —
Sig hæve de saae
Borgen, hvor Budle
Før havde Bo;
Højt knagede Porten
For Høgnes Kno.


37.
Vinge da mælte
Utidige Ord:
"Hold Jer fra Huset,
Hvor Falskhed boer,
Let fik jeg Jer fanget,
Mod Døden det stunder,
Sød var min Tale,
Men Svig var derunder;
Her kunne I bede,
Imedens jeg Galgen
Skal Eder berede."


38.
Det kvad Høgne,
Han gav sig ej,
Intet ham skræmmed
Der kom ham i Vej:
"Vogt Dig, Du nødig
Os Trusler byde,
Knyer Du et Ord,
Skal det fælt Dig fortryde!"


39.
De tumlede Vinge,
De slog ham ihjel,
Med Øxer uddreve
Hans gispende Sjæl.


40.
I Brynjer fore
Nu Atles Mænd
Og ginge til Gjærdet
Rustede hen,
Med Ord de ypped
En heftig Kiv:
"Her lagde vi Raad,
At tage jert Liv."


41.
"Daarligen have I
Raad oplagt,
Naar ej I tage Jer
Bedre i Agt;
Alt Een af Eders
Vi sendte til Hel,
Her ligger en Karl,
Som er pryglet ihjel."


42.
Ved Sligt at høre
Af Harme de brændte,
Fingrene strakte,
Strængene spændte,
Bag Skjolde skarpe
Skud udsendte.


42.
Om Værket derude
Man inde fik Bud,
Højt raabte for Hallen
En Træl det ud.


44.
Gudrun raste,
Da Sorgen hun hørte,
Store Kjæder
Om Halsen hun førte,
Bort dem alle
Hun rev i Hast,
Slængte Sølvet,
Saa Ringene brast.


45.
Ud foer hun ad Døren,
Med Lempe just ej,
Og stiled til Niflunger
Frejdig sin Vej;
Med Velkomsthilsen,
Den sidste for dem
Meent i Sandhed,
End sagde hun frem:


46.
"Med Tegn jeg fraraadte
Fra Hjemmet at tage,
Men Skjæbnen ej magtes,
Hid maatte I drage."
Forstandig hun søgte
At stifte Forlig,
Men Ingen det agted,
Man vægrede sig.


47.
Da saae den Højbaarne,
At Legen blev hed,
Paa Stordaad hun pønsed,
Sin Kaabe smed,
Til Brødrenes Værge
Greb blottet Sværd,
Tungt faldt hendes Haand
I Kampen der.


48.
To Karle dræbtes
Af Gjukes Datter,
Til Atles Broder
Hun hug saa atter,
Man bar ham siden,
Thi saa hun slog,
At Foden fra neden
Hun fra ham tog;
Saa traf hun en Anden,
Han laae, hvor han stod,
Ej skjalv hendes Haand,
Da hun falde ham lod.


49.
Den Strid, her stod,
Blev vide omtalt,
Men Gjukungers Daad
Fordunklede Alt;
De Niflunger sagdes
Til sidste Stund
At svinge Sværdet
Af Hjærtens Grund,
For Kamp at øve,
Brynjer splitte,
Hjælme kløve.


50.
Fra Morgen til Middag
Førtes Striden,
Op ad Dagen
Fra Ottetiden;
Ej Kampen endtes,
Før Markerne fløde
Med Blod og atten
Mænd laae døde;
Overhaand over
Disse Svende,
Fik Beras Broder
Og Sønner tvende.


51.
Mælte da Atle
Vred var han:
"I have os redet
I ynkelig Stand,
Tredive stridbare
Mænd vi vare,
Elleve leve,
En hullet Skare;
Fem Sønner Budle
Sig efterlod,
To døde og her ligge
tvende i Blod."


52.
"Mægtige Svogre
I Sandhed vi tinge,
Du farlige Kvinde!
Men Nytten var ringe;
Siden Du gaves
I vore Hænder,
Var Freden sjælden, —
Jeg mister Frænder
Og sviges for Gods;
Dog værst mig rørte,
At I til Døden
Min Søster førte.


Gudrun.
53.
Mindes dog, Atle,
Hvad først Du øved!
Min Moder Du Livet
For Skatten berøved,
Min Søsterdatter,
Den vakkre Sjæl,
Du lod i en Hule
Sulte ihjel;
Det løjerligt er,
Naar om Sorg Du snakker,
For ilde, det gik Dig,
Jeg Guderne takker.


Atle.
54.
Kommer nu, Jarler,
Jeg ønsker, I skulde
Øge den Skjønnes
Harm tilfulde;
Strænger Jer an,
Saa Gudrun græder,
Gjerne jeg seer,
At hun ikke sig glæder!


55.
Tager nu Høgne
Og flænger ham op,
Skjærer ham Hjærtet
Ud af hans Krop!
Gunnar den Glubske
Til Galgestokke
Forsvarligt l binde,
Did Orme I lokke!


Høgne svarede:
56.
Gjør, som Du lyster!
Jeg glad mig føjer,
Værre jeg prøved,
Sligt let jeg døjer;
Mens vi var raske,
Vi gik Jer paa Livet,
Nu i din Vold
Er den Saarede givet.


57.
Bryden Bejte
Da mælede saa:
"Hjalle vi gribe,
Lad Høgne gaae!
Halv Gjerning vi gjøre,
Han Døden bør smage,
En Usling han bliver
Dog alle Dage."


58.
Ræd blev Kokken,
Fra Post han løb,
Klynkede svært
Og i Krogene krøb,
Han klaged sin Ynk,
Det var jo en Skam,
At Andres Strid
Gik ud over ham;
Saa nødig fra Svinene
Døe han gad,
Og al hans anden
Herlige Mad.


59.
Budles Braser
Til Kniven de førte,
Han tuded, den Pjalt,
Før Odden ham rørte,
Endnu han kunde
Jo Marken gjøde,
Det værste Slid,
Hvis ikke han døde;
Meget glad
Skulde Hjalle blive,
Blot Man vilde
Ham lade ilive.


60.
Nu sindede Høgne,
Sligt Faa kun vilde,
Til Trællens Frelse
Sig selv at stille:
"Den Leg kan jeg lettelig
Selv udføre,
Hvi skulde vi længer
Hans Skraalen høre?"


61.
De grebe den Ædle,
Ej kunde med Rette
Stormodige Kjæmper
Den Gjerning opsætte;
Da lo han — en Lyd
For Alfer det var,
Saa kjækt han stod sig
Og Pinen bar.


62.
Med Tæerne Gunnar
Sin Harpe lod klinge,
Dens Lyd kunde Kvinder
Til Taarer bringe,
Og Kjæmper blev bløde,
Naar stærkt den klang:
Han Dronningen raaded;
Sangstavene sprang.


63.
Ved Daggry de Herlige
Livet forlod,
Urokket til Enden
Forblev deres Mod.


64.
Stor tyktes sig Atle,
Han over dem skred,
Gav haanlig om Harmen
Den Vakkre Besked:
"Det dages, Gudrun!
Du misted de Kjære,
Du selv for en Deel
Maa Skylden bære."


Gudrun.
65.
Hoverende lægger
Du Mordet for Dagen,
Men Angeren kommer,
Ej endt er Sagen;
Den Arv har Du faaet,
Ej kan jeg det dølge;
Saalænge jeg lever
Dig Ondt skal følge.


Atle.
66.
Sligt kan jeg forhindre,
Mit Raad Du lyde,
Da vorder det bedre,
Tidt Godt vi forskyde;
Med Trælle og herlige
Gaver jeg trøster,
Med sneehvidt Sølv,
Alt hvad Du lyster.


Gudrun.
67.
Dit Haab er forgjæves,
Jeg vrager Alt,
Forlig jeg brød,
Som mindre galdt;
Streng var jeg før,
Men nu er det steget,
Mens Høgne leved,
Jeg fandt mig i meget.


68.
I Huset vi fostrede
Bleve tilsammen,
I fælleds Lege
Vi søgte vor Gammen,
Opvoxed i Lunden,
Os Grimhild pryded
Med smukke Kjæder,
Og Guld os yded:
Du aldrig Brødrenes
Bane mig bøder,
Ingen Gjerning
Mig Gunst afnøder.


69.
Dog Mandens Magtsprog
Er Kvindens Nød,
Svækket Arm
Lægger Haanden i Skjød,
Naar Roden er borte,
Kan Træet ej staae:
Nu Alt skal efter
Din Vilje gaae.


70.
En Daare var Kongen,
Han troede derpaa,
Skjøndt Listen med Agt
Man lettelig saae,
Skjult kunde Gudrun
Sin Tanke holde,
Stille sig mild,
Bære tvende Skjolde.


71.
Til Brødrenes Arveøl
Gjorde hun Gilde,
Atle det Samme
For sine vilde.


72.
Aftalt var det,
Man lavede Gilde,
Men altfor meget
Gik der tilspilde;
Højsindet hun haardt
Mod Budlunger stred,
Tog Hævn over Manden
Med Grusomhed.


73.
Hun lokked de Smaa,
Over Bjælken dem bøjed,
Sligt kun lidet
De Viltre fornøjed,
Dog græd de ikke
Men Moderen fulde
I Favn, og spurgte
Om hvad de skulde.


74.
"Spørg ikke derom,
Jeg vil dræbe Jer, Drenge!
Mod Ælde at sikkre Jer
Lysted jeg længe."


75.
"Dræb kun dine Børn,
Det kan Ingen forbyde,
Men hvis Du vor Barndom
Saa brat vil afbryde,
Faaer Vreden nok Hast" —
Det gik efter Sinde,
Af begge skar Halsen
Den stridige Kvinde.


76.
Men Atle spurgte,
Hvorhen monne gaae
Hans Drenge til Legs,
Han ikke dem saae.


Gudrun.
77.
Saa hør da! Nu er der
Ej andet Raad,
Og Grimhilds Datter
Ej dølger sin Daad,
Men naar Du erfarer
Den hele Sag,
Atle! den volder
Dig liden Behag;
Stor Vee Du vakte,
Da Brødrene mine
Af Live Du bragte.


78.
Sjælden sov jeg,
Siden de faldt;
Jeg trued Dig haardt,
Og jeg husked Dig Alt.
Grant mindes jeg Morgnen,
Du bragte mig Bud,
Nu kom der en Aften,
Hvor Du fritter ud.


79.
Nu haver Du dine
Sønner mistet,
Den Skjæbne skulde Du
Nødigst fristet;
Hjernens Skaller,
Det end Du vide,
Stande som Bægere
Ved din Side;
En Drik, vel drøj,
Jeg lave Dig lod,
I den jeg blandede
Deres Blod.


80.
Dig Hjærterne stegte
Paa Spid jeg bragte,
Som Kalvehjærter
Du paa dem smagte,
Beholdt dem for Dig
Og satte dem ned,
Ivrigt tyggende
Kjæverne sled.


81.
Nu veed Du det, sjælden
Man Værre sig henter;
Min Deel jeg gjorde
Og Roes ej venter.


Atle.
82.
Gudrun! en grusom
Daad du begik,
Med Blod af dit Barn
At blande min Drik;
Dig sømmede mindst
Det Drab forvist,
Mig volder Du Ondt
Med liden Frist.


Gudrun.
83.
End gjerne Dig selv
Jeg dræbe vilde,
Slig Konge behandles
Ej noksom ilde;
Med uhørt Grumhed
Paa denne Jord
Forhen rasende
Frem Du foer;
Nu kommer end til
Hvad nys der skete,
Din sidste Udaad
Dit Gravøl beredte.


Atle.
84.
Stenes Du skulde
Og brændes paa Baal,
Da naaede din Færd
Sit rette Maal.
Gudrun.
Da vilde imorgen
Du selv være den,
Som blev rammet af Sorgen;
Mig fører vist
En skjønnere Død
Til Lyset hist.


85.
Fjendske de sammen
I Hjemmet sade
Med heftig Ordstrid,
Lidet glade.


86.
Men Hadet voxed
I Niflungens Bryst,
Tanken ham gav
Til Stordaad Lyst;
Han aabenbared
For Gudrun nu,
At han mod Atle
Var gram i Hu.


87.
Hende randt Høgnes
Medfart isinde,
Hun priste ham Lykken,
Ved Hævn at vinde;
Snart derefter
Man Atle vog,
Med Høgnes Søn
Ham Gudrun slog.


88.
Da talte den Djærve,
Af Søvnen opjaget,
Saaret han følte,
Bindet blev vraget:
"Siig frem, hvo er det,
Som Budlungen fælder?
Man handlede med mig,
Saa Livet det gjælder."


Gudrun.
89.
Ej Grimhilds Datter
Vil skjule sin Færd,
Viid kun, det er mig,
Som volder her,
At Livet Du mister,
At Saaret Dig svækker:
Men Høgnes Søn
En Haand mig rækker.


Atle.
90.
Du foer til et Drab,
Som ej har Lige,
Ondt er det en Ven,
Som troer Dig, at svige;
Fra Hjemmet, Gudrun!
Jeg bejlende drog,
Dengang jeg Dig
Til min Hustru tog.


91.
Som Enke Du sad,
Stormodig Du hed,
Og Løgn var ej dette,
Thi nu vi det veed;
Hid drog Du fra Hjemmet,
Os fulgte en Hær,
Og stadselig var
Vor hele Færd.


92.
Der alskens Pragt
Af fornemme Mænd
For Dagen blev lagt;
Oxer i Mængde
Vi rigelig nød,
Mange skjød til,
Saa af Føde der flød.


93.
Jeg skjænked den Stolte
I Fæstensgave
Smykker i Mængde,
Syv Terner brave
Og tredive Trælle,
Alt efter Skik,
Dog mere end vanligt
Sølv Du fik.


94.
Alt det Du regned
For Intet at være,
Jeg skulde Dig Budles
Lande forære,
Det havde Du stedse
Snedigt isinde,
Ej i din Lod
Du vilde Dig finde;
Din Svigermoder
Tidt grædende sad,
Og Tyendet saae jeg
Aldrig glad.


Gudrun.
95.
Nu lyver Du, Atle!
Skjøndt Gjensvar er spildt:
Tidt var jeg streng,
Men Du husede vildt,
Fra Ungdommen mellem
Jer Brødre Man hørte
Om Strid, den Ene
Den Anden beførte,
Til Hel det halve
Huus jo foer,
Alt vaklede, hvori
Hygge boer.


96.
Tre Sødskende var vi,
Ej lette at tvinge,
Ifølge med Sigurd
Paa Tog vi ginge;
Hver havde sit Skib,
Og vi krydsede om
Paa Lykke og Fromme,
Til Østland vi kom.


97.
En Konge vi fælded,
Fik Landet ihænde,
Os Herserne tjente,
Et Frygtens Kjende;
Fra Skoven vi hented,
Hvo Fred skulde have,
Hvo Intet besad,
Vi Velstand gave.


98.
Men Huneren døde
Og Lykken sig nejed,
Stor Sorg som Enke
Den Unge ejed;
Atles Hjem
Var den Livliges Gru,
Tungt sin Helt
Hun savnede nu.


99.
Om Dig Man aldrig
Paa Kampthing hørte,
At Sag mod Andre
Du gjennemførte,
Stedse Du veg,
Holdt aldrig Stand,
Dog godt det skjultes
[Du fejge Mand.]


Atle.
100.
Nu lyver Du, Gudrun!
Til liden Baade
For Dig eller mig
I al vor Vaade;
Gudrun! Naar bort
Man nu mig steder,
God Du være
Og vise mig Hæder.


Gudrun.
101.
Et Skib, en Steenkiste,
Vil jeg kjøbe,
Med voxede Bleer
Dit Lig omsvøbe;
Alt Fornødent
Skal agtes tilfulde,
Ret som vi vare
Hinanden hulde."


102.
Atle blev Lig
Til Sorg for de Nære;
Den Ædle fuldbyrded
Sit Løvte med Ære.
Forsætlig sit Liv
Vilde Gudrun øde,
Men sparet det blev,
Først siden hun døde.


103.
Lyksalig siden,
Hvo Afkom faaer,
Der lige med Gjukes
I Heltemod staaer!
Udødelig disses
Roes skal stande
Hos Folkefærd
I alle Lande.