Det grønlandske Kvad om Atle (Olaf Hansen)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
 |
 |
||
|
|
|
||||
|
|
|||||
|
|
|||||
|
|
Heimskringla Reprint
Oversat af
Olaf Hansen
1911
1.
Det er vidt og bredt bekendt,
at en Konges Mænd fordum
lagde onde Raad op -
de blev ingen til Gavn.
Hvad de udpønsed sammen,
blev dem selv til Kvide
og Gjukes Sønner ogsaa -
de blev ilde forraadt.
2.
Skæbnen vilde, disse
Drotter skulde falde;
Alle greb forkert,
skønt han ellers var klog.
Storsøjlen, han vælted,
blev ham selv til Fordærv -
Han lod straks gaa Bud til Svogrene
om straks at komme.
3.
Men hans Hustru, der var snild,
tog sin Snildhed til Hjælp;
hun hørte og tolked,
hvad de talte i Løn.
Raadvild stod den vise,
vilde vare sine Brødre -
Budene skulde sejle
og hun selv blive hjemme.
4.
Saa risted hun Runer,
men Forræderen Vinge
forandred, ond som altid,
Ordene paa Vejen.
Nu sejled da Atles
Sendemænd frem
over Eylimes Fjord,
til hvor Fyrsterne boed.
5.
Man sad glad over Øllet,
og Ild var der tændt;
ingen vented Svig
fra Svogerens Side.
Gaverne de tog,
som den gilde Drot sendte,
hængte dem paa Søjlen,
tænkte siden ej paa dem.
6.
Kostbera, Høgnes
Hustru, traadte ind;
husmoderferm
hun hilste dem begge.
Glad var ogsaa Glaumvør,
Gunnars Ægteviv;
høvisk og klog
for de komne hun sørged.
*
7.
Saa indbød de ogsaa Høgne,
om han heller vilde da;
de aned ikke Svigen,
som alle kunde set.
Gunnar vilde fare,
fik han Følge af Høgne;
Høgne vilde ogsaa,
hvis den anden tog med.
8.
Ædle Kvinder bar Mjød,
der var meget godt paa Bordet;
der gik Horn rundt derinde,
til ingen kunde mer.
Ægtefællerne redte
op, som de kunde bedst.
*
9.
Kostbera var klog
og kyndig i Runer.
Ordene hun læste
ved Ildens klare Lys.
Hendes Læber var lukt
med en Laas - det var alt
saa forvirret at se
og vanskeligt at tyde.
10.
Derpaa gik Høgne
og hans Hustru i Seng.
*
Dronningen drømte,
fordulgt blev det ikke.
Da Kongen vaagned, sagde
hans kloge Viv straks:
11.
”Du vil altsaa bort, Høgne!
Tænk dig om, før du gør det!
Ingen kan alle Runer –
lad dig raade og vent!
Runerne, din Søster
risted, har jeg tydet;
den skære Viv har ikke
indbudt jer nu.
12.
Een Ting mig undrer -
jeg kan ikke forstaa,
at den vise Vivs Ord
er saa uklart skaaret.
Jeg syntes, det var,
som hun vented, I begge
blev dræbt, hvis I drog
did med det samme.”
Høgne:
13.
”Alle Kvinder aner ondt -
jeg er ikke som I -
det er tidsnok at tænke
paa Fortræd, naar den skal hævnes.
Han vil give os glødrødt
Guld af sine Skatte.
Jeg frygter aldrig,
hvor farligt det end tegner.”
Kostbera:
14.
“Gæster I Atle,
gaar det galt for jer begge:
venlig bliver ikke
den Velkomst, I faar.
Høgne, jeg drømte,
og jeg dølger det ikke:
Det ender med Ufærd,
er jeg ikke blot angst.
15.
Jeg syntes, dit Lagen
stod i Lue omkring dig –
høje Flammer hærged
mit Hus - det brændte ned.”
Høgne:
”Der er Lin, som har ligget
for længe uden Pasning -
Synet bebuder,
det vil brænde inden kort.”
Kostbera:
16.
"Jeg saa, der kom en Bjørn.
den slog Sejlerne i Stykker,
rystede sin Lab,
saa vi ræddedes ved det.
Den tog mange i Munden,
vi formaaede intet.
Der var ogsaa meget Bulder
i vor Borg - og ikke smaat.”
Høgne:
17.
”Det varsler om Vejr,
om voldsomme Storme.
Har du drømt om en Hvidbjørn,
vil det drøne fra Øst.”
*
Kostbera:
18.
"Jeg saa en Ørn fløj hid,
gennem hele Huset fløj den;
der vil yppes stor Strid,
vi blev alle stænkt med Blod.
*
Jeg fik ud af dens Trusler,
det var Atle i Ham.”
Høgne:
19.
”Vi skal snart til at slagte.
og Slagtning giver Blod.
Det gælder ofte Øksne,
ser man Ørne i Drømme.
Atle er ærlig,
hvad saa end du har set.”
-- Derefter blev der Tavshed,
de talte ikke mer.
20.
Det gik Glaumvør og Gunnar
paa ganske samme Vis,
de velbaarne vaagned,
der blev varslet i Drømme.
*
Glaumvør:
”Det er ikke sikkert, Gunnar,
det gaar godt med jer Færd.
21.
En Galge saa jeg rejst,
du stod rede til at dø.
Orme fortæred dig -
jeg traf dig i Live
*
Ragnarok kom -
Hvad kan det betyde?
22.
Der gik et Spyd, saa jeg,
midt igennem din Krop.
Ved begge dets Ender
stod der Ulve og tuded.”
Gunnar:
”Vi vil høre nogle Hunde
give Hals her omkring.
Spydflugt betyder
tit, de vil glamme.”
Glaumvør:
23.
”Jeg saa, der løb en Aa
ind gennem hele Huset,
den bruste med Vælde
styrted vildt over Bænke,
brød Benene itu
paa din Broder og dig.
Vandet skaaned intet –
det maa varsle om noget.”
*
Glaumvør:
24.
”Jeg saa afdøde Kvinder,
de kom ind her i Nat,
var iførte Ligdragt
og ønsked dit Følge.
De bad dig komme snart,
deres Bænke stod rede.
Jeg er vis paa, ingen Diser
vil værne dig nu.”
Gunnar:
25.
”Det nytter os intet,
det er altfor sent.
*
Rejse jeg maa,
for Rejsen er bestemt.
Men muligt har vi levet
det længste, vi skal.”
26.
De saa, det blev Dag,
og saa sprang de alle
ivrige op
- de andre raaded fra.
Der var fem Mand, som drog
- og dobbelt saa mange
Huskarle med dem -
det var meget for faa.
27.
Der var Snævar og Solar,
Sønner af Høgne,
og en, der hed Orkning,
blev ogsaa taget med.
Til Fjorden blev de fulgt
af fagertsmykte Kvinder.
Hele Vejen bad de væne
dem vende - men de drog.
28.
Glaumvør tog til Orde,
Gunnars Ægteviv,
lod Vinge forstaa,
hvad hun vented sig af ham.
”Om I vil lønne os
efter Ønske, ved jeg ej;
men øver Gæsten Svig
begaar han en Brøde.”
29.
Vinge svor en Ed,
han var ikke lidt kry
*
”Løj han, saa ende
hans Liv i Jættevold!
Bedrog han, lad ham hænge
i den højeste Galge.”
30.
Bera tog til Orde,
blid hun var af Sind.
*
”Lykke paa jer Søfærd!
Kom sejrrige hjem!
Det gaa alt, som jeg ønsker!
Intet imod!”
31.
Huldrigt svared Høgne
hende og den anden:
”Vær trøste, I vise,
ihvad der saa sker!
Mange fik Ønsker med -
dog slog meget fejl for dem.
Gode Afskedsord
hjælper ingen Mand hjem.”
32.
De saa til hinanden,
saa kom Afskedens Stund.
Saadan skifter Skæbnen -
de skiltes for sidste Gang.
*
33.
De roed saa haardt,
at den halve Køl gik af,
bøjed sig tilbage,
saa bistert frem for sig.
Aareremme revned,
alle Tolle brast.-
De fortøjede ikke,
men gik op med det samme.
34.
Lidt efter - hør ogsaa
om Enden paa Rejsen
*
De stod foran Borgen,
som Budle havde ejet.
Højt drøned Porten,
Høgne buldred paa.
35.
Da udbrød Vinge
- hvad han ikke skulde gjort -:
”Hold jer fra Huset!
Her er farligt for jer.
I skal brændes paa Stand
og straks hugges ned.
Eller slaa jer til Ro,
mens jeg rejser en Galge.”
*
36.
Høgne tog til Orde,
tænkte ikke paa at skaane.
Aldrig han frygted,
hvad der end kunde komme.
”Tror du, vi blev bange!
Du gør bedst i at tie.
Siger du mere,
skal din Mund blive lukt.”
37.
De slog Vinge til Jorden
og ihjel med det samme,
lod ej Økserne hvile,
før Vejret gik fra ham.
*
38.
Atle samled Folkene,
alle trak i Brynje.
Rustede de gik,
men i Gaarden de holdt sig.
Paa een Gang skreg de alle
til hinanden i Vrede.-
”Forlængst har vi tænkt
at tage jer af Dage.”
Høgne:
39.
”Det kan slet ikke ses,
den Beslutning er gammel.
I er ikke beredte,
og en har vi fældet,
slaaet ham ihjel -
en af jeres det var.”
*
40.
De fyldtes helt af Harme,
da de hørte disse Ord,
rørte paa Fingrene,
fattede i Snoren,
sendte skarpe Skud
og holdt Skjoldene op.
*
41.
Det rygtedes ind,
at der udenfor Hallen
kæmpedes en Kamp -
det kom fra en Træl.
Sorgbudet gjorde
Gudrun forbitret,
hun slængte, hvad der hang
om Halsen af Smykker.
42.
Hun slog Døren vidt op
og gik ud, lod sig ikke
skræmme - gik hen
og hilste de komne.
Nu var det sidste Gang,
hun og Niflungerne mødtes -
det sagde hun og sagde
sandt i det og mer.
Gudrun:
43.
”Jeg raaded jer fra Rejsen
for at redde jer fra Faren,
men Skæbnen modstaar ingen,
I skulde altsaa komme.”
Saa søgte hun at mægle
dem imellem med Snilde –
Det rørte dem ikke,
alle sagde nej.
44.
Den fyrstebaarne saa,
hendes Frænder trængtes haardt;
kampilter kasted
hun Kaaben paa Jorden,
greb et draget Sværd
og svang det for sin Slægt -
Huggene, der faldt
fra hendes Haand, var ikke blide.
45.
To Kæmper kom i Kampen
tilkort mod Gjukes Datter;
den ene, Atles Bror,
maatte altid bæres siden.
Den anden fik et Hug,
saa han ej stod op igen.
Hels Mand han blev –
hendes Hænder rysted ej.
46.
Kampen, de kæmped,
blev kendt viden om.
Det saas, at Gjukes Børn
var boldest af alle.
Saalænge de Niflunger
leved, har man sagt,
følte ingen sig sikker -
(tilsidst smed de Brynjen).
47.
De slog mægtigst til ved Morgen -
over Middag det blev,
før den vilde Strid endte –
Vangen flød af Blod.
Forinden faldt der atten,
men Atle vandt Sejr.
Beras tvende Børn
og Broder laa dræbte.
48.
Kongen tog til Orde,
som han kunde for Vrede:
”Jeg maa sørge, hvorhen jeg
saa ser - I har Skylden.
Tredive vi var -
af tapre Mænd har jeg
kun elleve igen -
Her har Uvejret raset.
49.
Jeg stod med fire Brødre.
da Budle faldt fra -
de halve har Hel,
og her ligger to.
*
50.
Jeg vandt en fornem Viv,
det vedgaar jeg gerne -
jeg fik ingen Gavn deraf,
men Ulykker kun
Kiv har her hersket,
siden hun kom i Gaarden.
I sendte min Søster til Hel -
det sidste var værst.”
Gudrun:
51.
”Husk dig heller om, Atle! –
Forinden det skete
myrded du min Mor
for de mange Smykkers Skyld,
lod min Søsters kloge Datter
dø af Sult i en Hule.
Latterlig liden
lyder mig din Sorg.”
Atle:
52.
”Hør efter, Svende!
I skal øge mig min højbaarne
Vivs store Sorg –
Jeg vil selv staa her imens.
Stands ikke, før Gudrun
græder af Smerte.
Jeg har Lyst til at se
hende sørge engang.
53.
Kast jer over Høgne!
Skær ham op med en Kniv!
Udtag hans Hjærte!
Tøv ikke dermed!
Før den trodsige Gunnar
til Galgen - klyng ham op!
Faa Ende paa det - kast ham
for Ormene straks.”
Høgne:
54.
”Gør, hvad du vil!
Jeg venter det glad.
Du skal finde mig frejdig,
jeg har før døjet ondt.
Men det gik ikke ganske
saa glat, var jeg rask.
Nu mægter jeg intet
for alle mine Saar.”
55.
Da sagde Beite,
Bryden hos Atle:
”Lad os heller tage Hjalle,
saa Høgne gaar fri.
Lad Døgenigten dø -
det har han fortjent.
Han lever ikke længe
og er lad som faa.
56.
Kokken blev angst
og løb ud fra sit Rum,
krøb klynkende op
under alle Tværbjælker,
sagde, Striden ikke
kom ham Stakkel noget ved,
og at dø fra Gaardens Svin
var del sværeste, han vidste.
57.
Men Kokken blev fanget,
og Kniven kom frem.
Usselryggen hyled,
før Odden rørte ham -
sagde, han gerne
vilde gøde Markerne
og gøre den groveste
Gerning, hvis han slap.
58.
Da fik Høgne et Indfald
- havde andre faaet det –
han sagde, de skulde
vise Skaansel mod Trællen.
”For mig er det Smaating
at gaa med til den Leg,
men hans Skraal kan jeg ikke
holde ud at høre paa.”
59.
Saa greb de den gæve -
Gjukungen mægted
de modige Mænd
ikke mere at skaane.
Høgne lo højt,
det hørte hver en Kriger.
Han viste meget Mod,
holdt mandigt Pinen ud.
60.
Gunnar tog med Tæerne
Tag i sin Harpe.
Hver Kvinde, som fornam
dens Klang, maatte græde.
Raske Mænd, der hørte
den ret, sukked dybt -
den trøsted den bolde Dronning,
Tagbjælkerne faldt.
61.
Heltene laa døde,
inden Dagen ret brød frem -
de viste sig som kække
Kæmper til det sidste.
*
62.
Stolt saa Atle sig om,
steg over dem begge,
meldte Hustruen Drabet,
føjed haarde Ord til:
”Det er Morgen, Gudrun!
Du har mistet dine Venner
og har din Del af Skylden
for det, der er sket.”
Gudrun:
63.
”Du kom saa glad, Atle.
og forkyndte mig Drabet:
men dette skal du angre,
inden alt er forbi.
En Arv der er igen.
Hør efter, hvad jeg siger!
Det ender ilde med dig,
hvis jeg ikke ogsaa dør.”
Atle:
64.
”Det nægter jeg ikke.
dog et andet Raad jeg ved,
et meget, meget bedre -
men mange vrager Lykken.
Jeg vil give dig Trælle
til Trøst og dyre Smykker.
saa meget snehvidt Sølv,
som du selv vil vælge ud.”
Gudrun:
65.
"Tro aldrig, jeg gaar ind
paa dine Ønsker om Fred.
Jeg har brudt mangt Forlig,
hvor Brøden var mindre.
Før fandt man mig trodsig -
du skal føle, jeg blev mer.
Men jeg taalte det haardeste,
hvis Høgne var i Live.
66.
Vi blev begge født op
i et og samme Hus,
leged mangen Leg,
og i Lunden vi voksed.
Grimhild gav os begge
Guld og Halssmykker.
Hver Bod, du vil byde
for min Broder, er for lille.
67.
Mandens Vold Knuser
Kvindernes Lykke;
kan Grenene ikke løves,
saa lider Træets Krone.
Stammen falder om,
naar man overhugger Roden.
Du kan ene, Atle, raade
over alt her nu.”
68.
Atle lod sig alt
bilde ind - saadan var han,
aned ingen Svig,
skønt den ej var svær at se.
Tvetunget var Gudrun,
sine Tanker hun skjulte,
lod, som hun fandt Lindring,
leged med dobbelt Skjold.
69.
Hun indbød til Arvegilde
for de elskede Brødre.
Med det samme vilde Atle
fejre sine dødes Minde.
*
70.
De var enige herom -
Øllet blev brygget
og Festen fejret
med en frygtelig Larm.
I Vildskab hun ruged
over Ve mod Budles Æt.
Hun vilde tage Hævn
paa sin Husbond for Drabet.
71.
Hun lokked for de smaa,
lagde dem paa Blokken.
Trodsigt saa de op
uden Tanke om Graad
”Ofr du kun os!
Det kan ingen forhindre.
Men Vreden bliver vakt,
hvis du vover denne Daad.”
72.
De djærve Brødres Barndom
fik brat en voldsom Ende -
hun for haardhændet frem,
skar Halsen over paa dem.
Atle spurgte ud,
hvor hans unge Sønner leged,
siden han intetsteds
saa dem i Hallen.
Gudrun:
73.
"Her kommer jeg, Atle!
Alt skal du vide.
Grimhilds Datter agter
intet at dølge.
Men, Atle, naar jeg ender,
vil du ikke være glad.
Du voldte mig stor Ve,
da du vog mine Brødre.
74.
Sjælden har jeg sovet.
siden de faldt.
Jeg loved dig haard Hævn -
nu holdt jeg mit Løfte.
Du mældte det en Morgen
- jeg mindes det grant.
Nu er det Aften,
og nu taler jeg.
75.
Du har mistet dine Sønner
dem, du sidst vilde miste.
*
Deres Hovedskaller holdt du
i Haanden, da du drak.
Deres Blod var i Øllet -
derfor blev det saa stærkt.
76.
Jeg tog deres Hjærter
og tændte derunder.
Du spiste dem og troed,
du spiste en Kalvs.
De fik en Lod, som ingen
skal ønske sig værre.
Jeg har selv skabt min Skæbne
og skryder dog ej.”
Atle:
77.
”Grum var din Gerning.
Gudrun, at du kunde
blande dine Børns
Blod i min Drik!
Du slog din egen Slægt,
hvad du sidst skulde gjort.
Mig volder du den ene
Ve paa den anden.”
Gudrun:
78.
"Et Ønske har jeg end:
at jeg og maa dræbe dig.
Det ondeste er ikke
for ondt til slig en Drot.
Du har selv øvet Udaad
som ingen paa Jord,
saa dum og saa dristig -
og du har begyndt.”
Atle:
79.
”Du skal stenes og brændes
paa Baal, naar du er stenet,
saa faar du den Lod,
du længe har fortjent."
Gudrun:
”Sig dig selv, det gik saadan
med dig selv, næste Gry.-
Jeg gaar fejrere ind
til det andet Lys fra dette.”
80.
De sad ene inde sammen
med argt og fjendtligt Sind,
gav hinanden haarde Ord
- nu var ingen af dem fro.
Hniflungs Vrede voksed,
paa vældig Daad han tænkte,
lod Høgnes Søster vide,
han hadede Atle.
81.
0g hun kom i Hu,
hvad Høgne havde lidt –
sagde, han vandt Hæder
ved at hævne den dræbte.
Saa blev Atle hugget ned,
det var ikke længe efter.
Høgnes Søn gjorde det,
men Gudrun stod bag.
82.
Kongen tog til Orde,
han for op af sin Søvn,
saa Saarene og bad
Forbinderskerne gaa:
”Sig, hvem dræbte Budles
Søn - skjul det ikke!
Man for altfor ilde med mig,
jeg har intet Haab om Liv.”
Gudrun:
83.
”Min Skyld er det,
det er ude med dig nu.
Men ogsaa Høgnes Søn
har gjort sit til, du forbløder."
Atle:
”Saa øved du et Drab,
du ikke skulde øvet.
En Ven, der tror paa en,
er det ilde at svige.
84.
Du sad Enke og blev prist,
men man ymted, du var magtsyg.
Jeg har selv maattet sande,
der var Sandhed deri.
Du fulgte mig herhid,
og vort følge var stort.
Hele denne Færd
var herlig at skue.
85.
Vi blev hædret og hyldet
af højbaarne Mænd.
Talrigt var vort Kvæg,
vi tog af dets Flokke.
Højbaarne! Jeg gav
mange herlige Smykker,
tredive Trælle,
syv Trælkvinder gode.
86.
Du lod, som det alt
slet intet var værd.
Du ønsked alt Riget,
jeg arved efter Budle.
Du arbejded mod mig,
jeg fik ingenting gjort.
Min Mor maatte tit
fælde Taarer over dig.”
Gudrun:
87.
”Nu lyver du, Atle,
men lyv, som du vil.
Var jeg sjælden myg,
var du meget, meget værre.
I Brødre laa i Kiv
fra Barndommen af.
Det halve af dit Hus
gik til Hel under Kampen.
88.
Vi var trende Søskend
med trodsigt Sind.
Af Landet vi for
og fulgte Sigurd.
Fremad vi stævned,
hver styred sit Skib.
Vor Skæbne drev os ud,
til Østen blev vi ført.
89.
Vi dræbte straks Kongen,
da vi kom, og tog hans Land.
Os gik Herser til Haande,
højligt de frygted.
Skovgangsmænd gjorde vi
skyldfri igen
og gjorde mangen fattig
Mand saare rig.
90.
Hunekongen døde,
med ham faldt min Lykke.
Det var ondt at hedde Enke,
saa ung som jeg var.
Jeg led ved at leve
mit Liv i din Gaard.
En Helt jeg havde haft -
haardt var det Savn.
91.
Du kom aldrig fra Tinge
og fortalte, du havde
rejst Sag imod en
og en anden Sag var endt.
Altid gav du efter,
og intet du holdt.
Atle:
92.
"Nu lyver du, Gudrun,
men du lindrer dog hverken
din Skæbne eller min -
skaanet bliver ingen.
Men vis mig nu, Gudrun,
den Godhed, at det bliver
os begge til Ære,
naar de bærer mig ud.”
Gudrun:
93.
”Jeg vil købe et Skib
og en Kiste, der er malet
*
stryge Voks paa det Lagen,
der skal vikles om din Krop,
gøre alting for dig,
som vi elsked hinanden.”
94.
Saa udaanded Atle
og øged Slægtens Sorg.
Den højbaarne Viv
holdt, hvad hun loved.
Da tænkte den vise Gudrun
at tage sig selv af Dage.
Det skete dog ikke dengang -
hun døde først siden.
95.
Lykkelig ved jeg
enhver, der kan faa
saa gæveligt et Afkom,
som Gjuke fik sig.
Tit og mangen Gang
skal Talen falde
paa dem i hvert et Land,
hvor der lyttes til sligt.
Anmærkninger:
I sit Anlæg er dette Digt meget forskelligt fra det foregaaende. ”Niflungeskatten forekommer slet ikke i det grønlandske Kvad (medens den er en Drivfjer i Kvadet om Atle). - - Digtet har sin Oprindelse i en Beundring for Gudruns Karakter og i et Ønske om fuldstændigere end i de ældre Digte at udvikle Heltindens tragiske Tanker og Lidenskab. - - Det er af Raseri og Trods mod Gudrun (og ikke for at vinde Niflungeskatten), og i den Hensigt at tæmme hendes Sind, at Atle lader Hjærtet skrære ud af Høgne og kaster Gunnar for Slangerne. Hele denne Forandring i Sagnet er en Følge af Overlæg, ikke af Glemsomhed. - - Ved sin Fremstilling af Høgnes Død kommer Digteren ud over en Vanskelighed. Det ligger ikke i hans Plan at lade Krysterens Hjærte blive fremvist for Gunnar; den Del af Sagnet har han helt udeladt. Det kræves ikke af Gunnar, at han skal udlevere Skatten, og han har ingen Grund til at bevare sin Hemmelighed ved at forlange sin Broders Død, og der vilde ikke være nogen Mening i at beholde dette Drag til Bedste for Attila . . . ” (Ussing, Side 154).
Vers 2:5,6. Drabet af de mægtige Svogre voldte hans egen Død.
Vers 6. Herefter er der udfaldet et (eller flere) Vers, hvori Gunnar er blevet indbudt.
Vers 23. Herefter er et Vers med Gunnars Udtydning tabt.
Vers 30:1. Bera d.e. Kostbera.
Vers 47. Beras Broder, Orkning.
Vers 55. Bryden d.e. Husherrens første Tjener.
Vers 80:5. Hniflung, Høgnes Søn.
Vers 88. Denne Sagnform kun i dette Digt.
Vers 89:5. Skovgangsmænd d.e. fredløse.
Vers 93:1. Skibet skal sættes i hans Høj.
