Vis kilden til Det korte Sigurdskvad

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sigurðarkviða in skamma]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Den stutte Sigurdskvida]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Tredie Sang om Sigurd Fåvnesbane]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Det korta kvädet om Sigurd]] !! 
|-
!  !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Sigurðarkviða hin skamma]] !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=Det korte Sigurdskvæde (Sigurþarkviþa en skamma)]] !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det korte Kvad om Sigurd (Olaf Hansen)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Tredje kvädet om Sigurd Fafnersbane (NFS)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Fjerde Kvad om Sigurd Fofnesbane (F.W.Horn)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Tredje kvädet om Sigurd Fåfnesbane (PAG)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd Fafnersbane 3 (FM)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Qvädet II. om Brynhild Budles dotter (AAA)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Sigurd Fafnersbane, tredje Kvad (V.B.Hjort)]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Det korta kvädet om Sigurd (KL)]] !! 
|-
!  !!  !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Det korte Sigurdskvad]] !!  !! 
|-
|}


<center>[[Eddadigtene|Eddadigte]]


<big><big>'''Det korte Sigurdskvad'''</big></big>

''Sigurðarkviða hin skamma''


oversat (gendigtet) af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2023</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson:'' [[De gamle Eddadigte]] ''G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.''</center>
----



::'''1.'''
::Engang blev Gjuke
::gæstet af Sigurd ―
::den unge vølsung —
::efter drabene.
::Og to brødre
::bød ham troskab;
::de svor eder
::sammen, de tapre.


::'''2.'''
::Skatte i mængder
::og en mø blev han lovet:
::Den unge Gudrun,
::Gjukes datter.
::De drak længe
::og drøftede sagen,
::Gjukes sønner
::og Sigurd den Unge.


::'''3.'''
::På frierfærd
::fór de til Brynhild
::og red med Sigurd
::i samlet flok;
::vølsungen kendte
::vejen derhen —
::''han'' skulle egentlig
::eje den brud.


::'''4.'''
::Han drog sit sværd,
::smykket med tegn,
::og lagde våbenet
::på lejet mellem dem;
::den hunniske fyrste
::holdt sig tilbage,
::og kvinden fik hverken
::kys eller favntag.


::'''5.'''
::Uden laster
::levede hun da
::og ænsede intet
::ondt, der truede,
::eller fejl og mangler,
::der måtte være —
::men nornerne gav dem
::grusomme skæbner.


::'''6.'''
::Hun sad ude
::en aften, alene,
::og ubesindigt
::sagde hun dette:
::»Snart vil jeg holde
::Sigurd i min favn —
::og ellers må denne
::yngling dø!


::'''7.'''
::Jeg angrer nu
::de ord, jeg sagde,
::for Gudrun er hans,
::og Gunnars er jeg —
::de onde norner
::giver mig evig sorg.«


::'''8.'''
::Ofte går hun ud
::med indestængt had
::over is og jøkler,
::når aftenen kommer,
::mens Gudrun søger
::Sigurds leje,
::og de ligger sammen
::i lagners svøb.


::'''9.'''
::»Jeg ønskede mig håb
::og en ægtemand —
::med grumme tanker
::må jeg trøste mig nu.«


::'''10.'''
::Hun æggede til drab,
::drevet af hadet:
::»Mit rige — Gunnar! —
::skal du ganske miste,
::og tilmed mig
::taber du nu —
::jeg vil aldrig trives
::hos ødlingen her.


::'''11.'''
::Jeg drager hjem
::til dér, hvor jeg kom fra;
::blandt nære frænder
::finder jeg plads,
::og dér vil jeg sidde
::og døse sløvt,
::hvis du ikke snart
::får Sigurd dræbt.


::'''12.'''
::Lad sønnen følge
::faderens vej,
::for en ung ulv
::skal man ikke nære;
::en mand er mere
::mæglingsvillig,
::ifald hans søn
::først er død.«


::'''13.'''
::Gunnar blev sorgfuld
::og sad hele dagen
::tynget af tvivl
::og trist til mode;
::hans sind vaklede,
::han vidste ikke,
::hvordan han undgik
::at øde sin hæder.


::'''14.'''
::Og i lang tid
::blev tankerne vendt;
::særligt én ting
::var ikke bekvemt:
::At konen gik
::fra kongen og riget —
::han lod da Høgne
::hente til samtale.


::'''15.''' ''(Gunnar:)''
::»Jeg anser Brynhild
::for ypperst af kvinder;
::Budles datter
::er bedst af dem alle,
::og jeg lå hellere
::livløs på grunden,
::før jeg mistede
::møens skatter.


::'''16.'''
::Vi sviger fyrsten
::og får hans guldskat!
::Det var godt at råde
::for Rhinens malm,
::bestyre godset
::med stor glæde
::og sidde fornøjet
::og nyde lykken.«


::'''17.'''
::Men Høgne gav ham
::hurtigt et svar:
::»Det sømmer sig ikke
::med sådan en gerning:
::Med sværd at bryde
::svorne eder —
::de eder, vi svor,
::og det ord, vi gav.


::'''18.'''
::Ingen konger
::kendes så rige,
::som når vi fire
::er folkets herskere,
::og ham den hunniske
::hær-Balder lever —
::en gævere svoger
::gives vel næppe.


::'''19.'''
::Jeg véd nøje,
::hvad der volder dette:
::Brynhild stiller
::for store krav!«


::'''20.''' ''(Gunnar:)''
::»Overlad til Guttorm
::at øve drabet;
::vores bror er ung
::og uden erfaring;
::han tog ikke del
::i de eder, vi svor —
::de svorne eder
::og det ord, vi gav.«


::'''21.'''
::Den kække yngling
::æggede de nemt,
::— — — —
::— — — —
::— — — —
::— — — —
::og jog sværdet
::i Sigurds hjerte.


::'''22.'''
::Men straks fulgte
::den stridsvantes hævn;
::han kastede efter
::den uforsagte,
::og hen mod Guttorm
::kom Gram susende —
::det funklende stål —
::fra fyrstens hånd.


::'''23.'''
::Sigurds fjende
::segnede tvedelt,
::og én vej faldt
::arme og hoved,
::mens delen med ben
::dejsede tilbage.


::'''24.'''
::I sengen lå
::den sovende Gudrun
::ved Sigurds side —
::sorgløs og tryg;
::mod sin vilje
::vågnede hun brat,
::da hun flød i blodet
::fra Frejs yndling.


::'''25.'''
::Hun slog sine hænder
::så hårdt sammen,
::at fyrsten hævede
::sit hoved derved:
::»Græd nu ikke —
::Gudrun! — så bittert,
::men husk, min brud:
::Dine brødre lever!


::'''26.'''
::Han er endnu for ung,
::min arvtager,
::til at flygte bort
::fra fjendens gård,
::men de onde anslag,
::de udfører nu,
::skal ramme dem selv
::særligt grusomt.


::'''27.'''
::Du kan føde dem syv
::søstersønner,
::men en som ham
::vil de aldrig få —
::og jeg véd nøje,
::hvad der volder dette:
::Al denne skade
::skyldes Brynhild.


::'''28.'''
::Den mø elskede mig
::mere end andre,
::men jeg gjorde aldrig
::uret mod Gunnar;
::jeg holdt svogerskabets
::svorne eder
::og kan ikke kaldes
::hans kones elsker.«


::'''29.'''
::Kvinden klagede sig
::ved kongens død;
::hun slog sine hænder
::så hårdt sammen,
::at kalkene stod
::og klirrede derved,
::og gæssene i gården
::begyndte at skræppe.


::'''30.'''
::Da lo Brynhild —
::Budles datter —
::en eneste gang
::af al sin kraft,
::for Gjukes datters
::gråd og jammer
::hørtes højlydt
::henne fra sengen.


::'''31.''' ''(Gunnar:)''
::»Så her står du —
::hadske kvinde! —
::og griner ondt
::af andres skade.
::Jeg ser blodet
::blusse på din kind —
::ulykkesvolder! —
::jeg aner din død.


::'''32.'''
::Snarest, tror jeg,
::fortjente du — kvinde! —
::selv at bevidne
::os sværdhugge Atle,
::at du så din bror
::blodig og såret
::og selv forbandt
::hans blødende krop.«


::'''33.''' ''(Brynhild:)''
::»Ingen dadler dig
::for drabet — Gunnar!
::Tror du Alte frygter
::dit overmod?
::Han lever sikkert
::længere end dig,
::og vil altid stå
::stærkere end jer.


::'''34.'''
::Du véd det jo godt —
::Gunnar! — når jeg siger,
::at I selv fremmede
::fjendskabet dengang;
::jeg var ikke kuet
::eller under tvang
::og manglede intet
::i Atles hus.


::'''35.'''
::Jeg ønskede ikke
::at ægte en mand,
::da I gjukunger
::gæstede min bror —
::tre folkekonger
::farende på heste.
::Gid I aldrig
::var ankommet dér!


::'''36.'''
::Men Atle forlangte,
::at jeg lod mig gifte —
::medmindre det skete,
::skulle jeg aldrig
::besidde gods,
::guld og jorder
::eller få min del
::af den fædrene arv.


::'''37.'''
::— — — —
::— — — —
::— — — —
::— — — —
::jeg som barneung
::blev overgivet,
::jeg som barneung
::fik udleveret.


::'''38.'''
::Jeg tumlede da
::med tvivl i sindet:
::Skulle jeg stå som brud
::eller stride i kamp,
::klædt i brynje,
::for min brors sag?
::Raskt ville dette
::rygtes i landet
::og føre til mén
::for mange folk.


::'''39.'''
::Vi lod os dog
::forlige til sidst,
::og jeg tog hellere
::de herlige ringe:
::Sigmunds arvings
::smukke skatte —
::jeg ønskede ingen
::anden mands guld.


::'''40.'''
::Jeg blev da fæstet
::til folkekongen,
::som sad med guldet
::på Granes ryg;
::hans øjne lignede
::langtfra dine,
::hans ydre var helt
::uligt jeres.


::'''41.'''
::Jeg elskede kun én
::og ikke flere,
::for halsring-Skøguls
::hu var standfast,
::og dette vil Atle
::indse til sidst,
::når han hører om
::min Helfærd dér.


::'''42.'''
::Aldrig får denne
::indskrænkede kvinde
::et liv i ægteskab
::med en andens mand;
::min sorg og smerte
::er således hævnet.«


::'''43.'''
::Men hirdens gram,
::Gunnar, rejste sig
::og lagde armene
::om sin hustru,
::og én efter én
::kom alle derhen
::med oprigtig hu
::for at hindre skade.


::'''44.'''
::Men Brynhild stødte
::dem straks fra sig
::i længsel efter
::den lange gang.


::'''45.''' ''(Gunnar:)''
::»Lad alle mand
::møde i salen;
::forsøg at hindre
::min hustrus dødsfærd,
::inden der sker
::skade i øvrigt!
::Skæbnen må råde
::for resten nu.«


::'''46.''' ''(Høgne:)''
::»Den lange gang
::kan hun gå for mig;
::gid hun aldrig
::atter bliver født!
::Kun med besvær
::kom hun til verden —
::og til evigt uheld
::for andre folk.«


::'''47.'''
::Gunnar tav da
::ganske forknyt,
::mens smykkets birk,
::bortgav skatte;
::hun stod blandt alle
::sine ejendele,
::døde trælle
::og tjenestepiger.


::'''48.'''
::Med guldbrynjen på
::og i grumt lune
::lod hun sværdets spids
::spidde sin krop;
::hun sank da ned
::på sengens puder,
::og såret af sværdet
::sagde hun dette:


::'''49.'''
::»Følg mig og modtag
::mindegaver!
::Jeg giver jer alle
::guld efter ønske
::og skænker enhver
::de skønneste smykker,
::borter og linned
::og lyse klæder.«


::'''50.'''
::Ved disse ord
::blev alle tavse,
::men de svarede siden
::som med samme mund:
::»Der er rigeligt døde —
::lad resten leve!
::Et sømmeligt virke
::venter os terner.«


::'''51.'''
::Den unge kvinde,
::klædt i linskrud,
::talte fortsat
::med fattet sind:
::»Ingen uvillig,
::der afslår min bøn,
::skal for min skyld
::skilles fra livet.


::'''52.'''
::Men som døde får I
::færre skatte
::lagt ved jeres lig
::på lejet i bålet,
::— — — —
::— — — —
::— — — —
::— — — —


::'''53.'''
::Sæt dig nu her,
::og hør mig — Gunnar!
::Din lyse bruds
::liv rinder ud,
::men næppe kæntrer
::din knar på sundet,
::selv om det snart
::slutter for mig.


::'''54.'''
::Og meget snart
::mildnes Gudrun;
::den kyndige kvinde
::har kongen givet
::et kvalfuldt minde
::om den mand, der døde.


::'''55.'''
::— — — —
::— — — —
::Der fødes en mø,
::af moderens skød.
::Hun er mere skøn
::end den skære dag;
::Svanhild er smuk
::som solens stråler.


::'''56.'''
::Du skaffer Gudrun
::den gæveste mand —
::men det er ikke en,
::hun ønsker at få —
::for min egen bror,
::Budles arving,
::Atle, tager hende
::til ægtehustru.


::'''57.'''
::Jeg mindes nok
::den megen ulykke
::— — — —
::— — — —
::Det svig, I bedrev,
::sårede mig dybt;
::I stjal mit livs
::lykke fra mig.


::'''58.'''
::Du vil ønske at få
::Oddrun til hustru,
::men det vil Atle
::aldrig tillade;
::jeres favntag må ske
::skjult for andre,
::og hun vil elske dig,
::som ''jeg'' burde.


::'''59.'''
::Men Atle giver dig
::en ond medfart;
::i en trang ormegård
::ender dit liv.


::'''60.'''
::Men videre længe
::varer det ikke,
::førend Atle
::også skal dø;
::han ligger i sengen,
::da en sorgfuld Gudrun
::stikker den skarpe
::stålod i ham.


::'''61.'''
::Gudrun burde villigt
::vælge døden
::i følge med
::sin første mand,
::men ingen gav hende
::det gavnlige råd,
::og din søster savner
::et sind som mit.


::'''62.'''
::Jeg taler for ivrigt,
::for aldrig skal Gudrun
::miste livet
::for ''min'' skyld;
::på høje bølger
::bæres hun over
::til Jonakrs
::odelsrige.


::'''63.'''
::Hun avler børn,
::arvvogtere;
::de arvvogtere
::er Jonakrs sønner.
::Møen Svanhild,
::Sigurds datter,
::lader hun siden
::sende udenlands.


::'''64.'''
::Men Bikkes råd
::rammer hende hårdt,
::for Jørmunrek
::er til ingen gavn.
::Hele Sigurds
::slægt er da uddød,
::og Gudrun har mere
::grund til jammer.


::'''65.'''
::En enkelt bøn —
::jeg beder dig, Gunnar! —
::mit sidste ønske,
::inden jeg dør:
::Byg et ligbål
::så bredt på volden,
::at alle kan ligge
::på jævnstore pladser.


::'''66.'''
::Lad bålet tjælde
::med tæpper og skjolde,
::— — — —
::— — — —
::dyre klæder
::og dræbte heste —
::og brænd mig ved siden
::af Sigurds leje.


::'''67.'''
::Brænd mine tjenere
::bærende smykker
::ved den anden side
::af Sigurds leje,
::to ved hovedet
::og to høge;
::da er alt ordnet,
::som jeg ønsker det gjort.


::'''68.'''
::Tag desuden
::det æghvasse sværd
::og læg det mellem os
::ligesom før,
::dengang vi lå
::på lejet sammen
::og gav hinanden
::ægteskabsløfte.


::'''69.'''
::Hallens — —
::— — ikke
::smække bag hælen
::på sværdets rødner,
::såfremt han herfra
::er i følge med mig;
::det kan ingen kalde
::en ussel færd,


::'''70.'''
::fordi han følges
::af fem trælkvinder
::og otte tjenere
::af udmærket slægt —
::min fædrene arv,
::jeg blev fostret blandt dem;
::som barn fik jeg dem
::af Budle selv.


::'''71.'''
::Jeg har talt meget,
::mere ville komme,
::hvis skæbnen blot
::havde skænket mig tid;
::mit sår smerter,
::nu svigter stemmen —
::jeg har sagt sandheden;
::nu slutter mit liv.«


[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]
[[Kategori:Den eldre Edda]]