Det korte Sigurdskvad

Fra heimskringla.no
Revisjon per 16. nov. 2023 kl. 19:12 av Jesper (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Original.gif Norsk.gif Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif Svensk.gif
Dansk.gif


Eddadigte


Det korte Sigurdskvad

Sigurðarkviða hin skamma


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2023



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.


1.
Engang blev Gjuke
gæstet af Sigurd ―
den unge vølsung —
efter drabene.
Og to brødre
bød ham troskab;
de svor eder
sammen, de tapre.


2.
Skatte i mængder
og en mø blev han lovet:
Den unge Gudrun,
Gjukes datter.
De drak længe
og drøftede sagen,
Gjukes sønner
og Sigurd den Unge.


3.
På frierfærd
fór de til Brynhild
og red med Sigurd
i samlet flok;
vølsungen kendte
vejen derhen —
han skulle egentlig
eje den brud.


4.
Han drog sit sværd,
smykket med tegn,
og lagde våbenet
på lejet mellem dem;
den hunniske fyrste
holdt sig tilbage,
og kvinden fik hverken
kys eller favntag.


5.
Uden laster
levede hun da
og ænsede intet
ondt, der truede,
eller fejl og mangler,
der måtte være —
men nornerne gav dem
grusomme skæbner.


6.
Hun sad ude
en aften, alene,
og ubesindigt
sagde hun dette:
»Snart vil jeg holde
Sigurd i min favn —
og ellers må denne
yngling dø!


7.
Jeg angrer nu
de ord, jeg sagde,
for Gudrun er hans
og Gunnars er jeg —
de onde norner
giver mig evig sorg.«


8.
Ofte går hun ud
med indestængt had
over is og jøkler,
når aftenen kommer,
mens Gudrun søger
Sigurds leje,
og de ligger sammen
i lagners svøb.


9.
»Jeg ønskede mig håb
og en ægtemand —
med grumme tanker
må jeg trøste mig nu.«


10.
Hun æggede til drab,
drevet af hadet:
»Mit rige — Gunnar! —
skal du ganske miste,
og tilmed mig
taber du nu —
jeg vil aldrig trives
hos ødlingen her.


11.
Jeg drager hjem
til dér, hvor jeg kom fra;
blandt nære frænder
finder jeg plads,
og dér vil jeg sidde
og døse sløvt,
hvis du ikke snart
får Sigurd dræbt.


12.
Lad sønnen følge
faderens vej,
for en ung ulv
skal man ikke nære;
en mand er mere
mæglingsvillig,
ifald hans søn
først er død.«


13.
Gunnar blev sorgfuld
og sad hele dagen
tynget af tvivl
og trist til mode;
hans sind vaklede,
han vidste ikke,
hvordan han undgik
at øde sin hæder.


14.
Og i lang tid
blev tankerne vendt;
særligt én ting
var ikke bekvemt:
At konen gik
fra kongen og riget —
han lod da Høgne
hente til samtale.


15. (Gunnar:)
»Jeg anser Brynhild
for ypperst af kvinder;
Budles datter
er bedst af dem alle,
og jeg lå hellere
livløs på grunden,
før jeg mistede
møens skatter.


16.
Vi sviger fyrsten
og får hans guldskat!
Det var godt at råde
for Rhinens malm,
bestyre godset
med stor glæde
og sidde fornøjet
og nyde lykken.«


17.
Men Høgne gav ham
hurtigt et svar:
»Det sømmer sig ikke
med sådan en gerning:
Med sværd at bryde
svorne eder —
de eder, vi svor,
og det ord, vi gav.


18.
Ingen konger
kendes så rige,
som når vi fire
er folkets herskere,
og ham den hunniske
hær-Balder lever —
en gævere svoger
gives vel næppe.


19.
Jeg véd nøje,
hvad der volder dette:
Brynhild stiller
for store krav!«


20. (Gunnar:)
»Overlad til Guttorm
at øve drabet;
vores bror er ung
og uden erfaring;
han tog ikke del
i de eder, vi svor —
de svorne eder
og det ord, vi gav.«


21.
Den kække yngling
æggede de nemt,
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —
og jog sværdet
i Sigurds hjerte.


22.
Men straks fulgte
den stridsvantes hævn;
han kastede efter
den uforsagte,
og hen mod Guttorm
kom Gram susende —
det funklende stål —
fra fyrstens hånd.


23.
Sigurds fjende
segnede tvedelt,
og én vej faldt
arme og hoved,
mens delen med ben
dejsede tilbage.


24.
I sengen lå
den sovende Gudrun
ved Sigurds side —
sorgløs og tryg;
mod sin vilje
vågnede hun brat,
da hun flød i blodet
fra Frejs yndling.


25.
Hun slog sine hænder
så hårdt sammen,
at fyrsten hævede
sit hoved derved:
»Græd nu ikke —
Gudrun! — så bittert,
men husk, min brud:
Dine brødre lever!


26.
Han er endnu for ung,
min arvtager,
til at flygte bort
fra fjendens gård,
men de onde anslag,
de udfører nu,
skal ramme dem selv
særligt grusomt.


27.
Du kan føde dem syv
søstersønner,
men en som ham
vil de aldrig få —
og jeg véd nøje,
hvad der volder dette:
Al denne skade
skyldes Brynhild.


28.
Den mø elskede mig
mere end andre,
men jeg gjorde aldrig
uret mod Gunnar;
jeg holdt svogerskabets
svorne eder
og kan ikke kaldes
hans kones elsker.«


29.
Kvinden klagede sig
ved kongens død;
hun slog sine hænder
så hårdt sammen,
at kalkene stod
og klirrede derved,
og gæssene i gården
begyndte at skræppe.


30.
Da lo Brynhild —
Budles datter —
en eneste gang
af al sin kraft,
for Gjukes datters
gråd og jammer
hørtes højlydt
henne fra sengen.


31. (Gunnar:)
»Så her står du —
hadske kvinde! —
og griner ondt
af andres skade.
Jeg ser blodet
blusse på din kind —
ulykkesvolder! —
jeg aner din død.


32.
Snarest, tror jeg,
fortjente du — kvinde! —
selv at bevidne
os sværdhugge Atle,
at du så din bror
blodig og såret
og selv forbandt
hans blødende krop.«


33. (Brynhild:)
»Ingen dadler dig
for drabet — Gunnar!
Tror du Alte frygter
dit overmod?
Han lever sikkert
længere end dig,
og vil altid stå
stærkere end jer.


34.
Du véd det jo godt —
Gunnar! — når jeg siger,
at I selv fremmede
fjendskabet dengang;
jeg var ikke kuet
eller under tvang
og manglede intet
i Atles hus.


35.
Jeg ønskede ikke
at ægte en mand,
da I gjukunger
gæstede min bror —
tre folkekonger
farende på heste.
Gid I aldrig
var ankommet dér!


36.
Men Atle forlangte,
at jeg lod mig gifte —
medmindre det skete,
skulle jeg aldrig
besidde gods,
guld og jorder
eller få min del
af den fædrene arv.


37.
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —
jeg som barneung
blev overgivet,
jeg som barneung
fik udleveret.


38.
Jeg tumlede da
med tvivl i sindet:
Skulle jeg stå som brud
eller stride i kamp,
klædt i brynje,
for min brors sag?
Raskt ville dette
rygtes i landet
og føre til mén
for mange folk.


39.
Vi lod os dog
forlige til sidst,
og jeg tog hellere
de herlige ringe:
Sigmunds arvings
smukke skatte —
jeg ønskede ingen
anden mands guld.


40.
Jeg blev da fæstet
til folkekongen,
som sad med guldet
på Granes ryg;
hans øjne lignede
langtfra dine,
hans ydre var helt
uligt jeres.


41.
Jeg elskede kun én
og ikke flere,
for halsring-Skøguls
hu var standfast,
og dette vil Atle
indse til sidst,
når han hører om
min Helfærd dér.


42.
Aldrig får denne
indskrænkede kvinde
et liv i ægteskab
med en andens mand;
min sorg og smerte
er således hævnet.«


43.
Men hirdens gram,
Gunnar, rejste sig
og lagde armene
om sin hustru,
og én efter én
kom alle derhen
med oprigtig hu
for at hindre skade.


44.
Men Brynhild stødte
dem straks fra sig
i længsel efter
den lange gang.


45. (Gunnar:)
»Lad alle mand
møde i salen;
forsøg at hindre
min hustrus dødsfærd,
inden der sker
skade i øvrigt!
Skæbnen må råde
for resten nu.«


46. (Høgne:)
»Den lange gang
kan hun gå for mig;
gid hun aldrig
atter bliver født!
Kun med besvær
kom hun til verden —
og til evigt uheld
for andre folk.«


47.
Gunnar tav da
ganske forknyt,
mens smykkets birk,
bortgav skatte;
hun stod blandt alle
sine ejendele,
døde trælle
og tjenestepiger.


48.
Med guldbrynjen på
og i grumt lune
lod hun sværdets spids
spidde sin krop;
hun sank da ned
på sengens puder,
og såret af sværdet
sagde hun dette:


49.
»Følg mig og modtag
mindegaver!
Jeg giver jer alle
guld efter ønske
og skænker enhver
de skønneste smykker,
borter og linned
og lyse klæder.«


50.
Ved disse ord
blev alle tavse,
men de svarede siden
som med samme mund:
»Der er rigeligt døde —
lad resten leve!
Et sømmeligt virke
venter os terner.«


51.
Den unge kvinde,
klædt i linskrud,
talte fortsat
med fattet sind:
»Ingen uvillig,
der afslår min bøn,
skal for min skyld
skilles fra livet.


52.
Men som døde får I
færre skatte
lagt ved jeres lig
på lejet i bålet,
— — — —
— — — —
— — — —
— — — —


53.
Sæt dig nu her,
og hør mig — Gunnar!
Din lyse bruds
liv rinder ud,
men næppe kæntrer
din knar på sundet,
selv om det snart
slutter for mig.


54.
Og meget snart
mildnes Gudrun;
den kyndige kvinde
har kongen givet
et kvalfuldt minde
om den mand, der døde.


55.
— — — —
— — — —
Der fødes en mø,
af moderens skød.
Hun er mere skøn
end den skære dag;
Svanhild er smuk
som solens stråler.


56.
Du skaffer Gudrun
den gæveste mand —
men det er ikke en,
hun ønsker at få —
for min egen bror,
Budles arving,
Atle, tager hende
til ægtehustru.


57.
Jeg mindes nok
den megen ulykke
— — — —
— — — —
Det svig, I bedrev,
sårede mig dybt;
I stjal mit livs
lykke fra mig.


58.
Du vil ønske at få
Oddrun til hustru,
men det vil Atle
aldrig tillade;
jeres favntag må ske
skjult for andre,
og hun vil elske dig,
som jeg burde.


59.
Men Atle giver dig
en ond medfart;
i en trang ormegård
ender dit liv.


60.
Men videre længe
varer det ikke,
førend Atle
også skal dø;
han ligger i sengen,
da en sorgfuld Gudrun
stikker den skarpe
stålod i ham.


61.
Gudrun burde villigt
vælge døden
i følge med
sin første mand,
men ingen gav hende
det gavnlige råd,
og din søster savner
et sind som mit.


62.
Jeg taler for ivrigt,
for aldrig skal Gudrun
miste livet
for min skyld;
på høje bølger
bæres hun over
til Jonakrs
odelsrige.


63.
Hun avler børn,
arvvogtere;
de arvvogtere
er Jonakrs sønner.
Møen Svanhild,
Sigurds datter,
lader hun siden
sende udenlands.


64.
Men Bikkes råd
rammer hende hårdt,
for Jørmunrek
er til ingen gavn.
Hele Sigurds
slægt er da uddød,
og Gudrun har mere
grund til jammer.


65.
En enkelt bøn —
jeg beder dig, Gunnar! —
mit sidste ønske,
inden jeg dør:
Byg et ligbål
så bredt på volden,
at alle kan ligge
på jævnstore pladser.


66.
Lad bålet tjælde
med tæpper og skjolde,
— — — —
— — — —
dyre klæder
og dræbte heste —
og brænd mig ved siden
af Sigurds leje.


67.
Brænd mine tjenere
bærende smykker
ved den anden side
af Sigurds leje,
to ved hovedet
og to høge;
da er alt ordnet,
som jeg ønsker det gjort.


68.
Tag desuden
det æghvasse sværd
og læg det mellem os
ligesom før,
dengang vi lå
på lejet sammen
og gav hinanden
ægteskabsløfte.


69.
Hallens — —
— — ikke
smække bag hælen
på sværdets rødner,
såfremt han herfra
er i følge med mig;
det kan ingen kalde
en ussel færd,


70.
fordi han følges
af fem trælkvinder
og otte tjenere
af udmærket slægt —
min fædrene arv,
jeg blev fostret blandt dem;
som barn fik jeg dem
af Budle selv.


71.
Jeg har talt meget,
mere ville komme,
hvis skæbnen blot
havde skænket mig tid;
mit sår smerter,
nu svigter stemmen —
jeg har sagt sandheden;
nu slutter mit liv.«