Det korte Sigurdskvad
Hopp til navigering
Hopp til søk
Eddadigte
Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: De gamle Eddadigte G. E. C. Gads Forlag, København, 1932.
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► | ||||||
Det korte Sigurdskvad
Sigurðarkviða hin skamma
oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2023
- 1.
- Engang blev Gjuke
- gæstet af Sigurd ―
- den unge vølsung —
- efter drabene.
- Og to brødre
- bød ham troskab;
- de svor eder
- sammen, de tapre.
- 2.
- Skatte i mængder
- og en mø blev han lovet:
- Den unge Gudrun,
- Gjukes datter.
- De drak længe
- og drøftede sagen,
- Gjukes sønner
- og Sigurd den Unge.
- 3.
- På frierfærd
- fór de til Brynhild
- og red med Sigurd
- i samlet flok;
- vølsungen kendte
- vejen derhen —
- han skulle egentlig
- eje den brud.
- 4.
- Han drog sit sværd,
- smykket med tegn,
- og lagde våbenet
- på lejet mellem dem;
- den hunniske fyrste
- holdt sig tilbage,
- og kvinden fik hverken
- kys eller favntag.
- 5.
- Uden laster
- levede hun da
- og ænsede intet
- ondt, der truede,
- eller fejl og mangler,
- der måtte være —
- men nornerne gav dem
- grusomme skæbner.
- 6.
- Hun sad ude
- en aften, alene,
- og ubesindigt
- sagde hun dette:
- »Snart vil jeg holde
- Sigurd i min favn —
- og ellers må denne
- yngling dø!
- 7.
- Jeg angrer nu
- de ord, jeg sagde,
- for Gudrun er hans
- og Gunnars er jeg —
- de onde norner
- giver mig evig sorg.«
- 8.
- Ofte går hun ud
- med indestængt had
- over is og jøkler,
- når aftenen kommer,
- mens Gudrun søger
- Sigurds leje,
- og de ligger sammen
- i lagners svøb.
- 9.
- »Jeg ønskede mig håb
- og en ægtemand —
- med grumme tanker
- må jeg trøste mig nu.«
- 10.
- Hun æggede til drab,
- drevet af hadet:
- »Mit rige — Gunnar! —
- skal du ganske miste,
- og tilmed mig
- taber du nu —
- jeg vil aldrig trives
- hos ødlingen her.
- 11.
- Jeg drager hjem
- til dér, hvor jeg kom fra;
- blandt nære frænder
- finder jeg plads,
- og dér vil jeg sidde
- og døse sløvt,
- hvis du ikke snart
- får Sigurd dræbt.
- 12.
- Lad sønnen følge
- faderens vej,
- for en ung ulv
- skal man ikke nære;
- en mand er mere
- mæglingsvillig,
- ifald hans søn
- først er død.«
- 13.
- Gunnar blev sorgfuld
- og sad hele dagen
- tynget af tvivl
- og trist til mode;
- hans sind vaklede,
- han vidste ikke,
- hvordan han undgik
- at øde sin hæder.
- 14.
- Og i lang tid
- blev tankerne vendt;
- særligt én ting
- var ikke bekvemt:
- At konen gik
- fra kongen og riget —
- han lod da Høgne
- hente til samtale.
- 15. (Gunnar:)
- »Jeg anser Brynhild
- for ypperst af kvinder;
- Budles datter
- er bedst af dem alle,
- og jeg lå hellere
- livløs på grunden,
- før jeg mistede
- møens skatter.
- 16.
- Vi sviger fyrsten
- og får hans guldskat!
- Det var godt at råde
- for Rhinens malm,
- bestyre godset
- med stor glæde
- og sidde fornøjet
- og nyde lykken.«
- 17.
- Men Høgne gav ham
- hurtigt et svar:
- »Det sømmer sig ikke
- med sådan en gerning:
- Med sværd at bryde
- svorne eder —
- de eder, vi svor,
- og det ord, vi gav.
- 18.
- Ingen konger
- kendes så rige,
- som når vi fire
- er folkets herskere,
- og ham den hunniske
- hær-Balder lever —
- en gævere svoger
- gives vel næppe.
- 19.
- Jeg véd nøje,
- hvad der volder dette:
- Brynhild stiller
- for store krav!«
- 20. (Gunnar:)
- »Overlad til Guttorm
- at øve drabet;
- vores bror er ung
- og uden erfaring;
- han tog ikke del
- i de eder, vi svor —
- de svorne eder
- og det ord, vi gav.«
- 21.
- Den kække yngling
- æggede de nemt,
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- og jog sværdet
- i Sigurds hjerte.
- 22.
- Men straks fulgte
- den stridsvantes hævn;
- han kastede efter
- den uforsagte,
- og hen mod Guttorm
- kom Gram susende —
- det funklende stål —
- fra fyrstens hånd.
- 23.
- Sigurds fjende
- segnede tvedelt,
- og én vej faldt
- arme og hoved,
- mens delen med ben
- dejsede tilbage.
- 24.
- I sengen lå
- den sovende Gudrun
- ved Sigurds side —
- sorgløs og tryg;
- mod sin vilje
- vågnede hun brat,
- da hun flød i blodet
- fra Frejs yndling.
- 25.
- Hun slog sine hænder
- så hårdt sammen,
- at fyrsten hævede
- sit hoved derved:
- »Græd nu ikke —
- Gudrun! — så bittert,
- men husk, min brud:
- Dine brødre lever!
- 26.
- Han er endnu for ung,
- min arvtager,
- til at flygte bort
- fra fjendens gård,
- men de onde anslag,
- de udfører nu,
- skal ramme dem selv
- særligt grusomt.
- 27.
- Du kan føde dem syv
- søstersønner,
- men en som ham
- vil de aldrig få —
- og jeg véd nøje,
- hvad der volder dette:
- Al denne skade
- skyldes Brynhild.
- 28.
- Den mø elskede mig
- mere end andre,
- men jeg gjorde aldrig
- uret mod Gunnar;
- jeg holdt svogerskabets
- svorne eder
- og kan ikke kaldes
- hans kones elsker.«
- 29.
- Kvinden klagede sig
- ved kongens død;
- hun slog sine hænder
- så hårdt sammen,
- at kalkene stod
- og klirrede derved,
- og gæssene i gården
- begyndte at skræppe.
- 30.
- Da lo Brynhild —
- Budles datter —
- en eneste gang
- af al sin kraft,
- for Gjukes datters
- gråd og jammer
- hørtes højlydt
- henne fra sengen.
- 31. (Gunnar:)
- »Så her står du —
- hadske kvinde! —
- og griner ondt
- af andres skade.
- Jeg ser blodet
- blusse på din kind —
- ulykkesvolder! —
- jeg aner din død.
- 32.
- Snarest, tror jeg,
- fortjente du — kvinde! —
- selv at bevidne
- os sværdhugge Atle,
- at du så din bror
- blodig og såret
- og selv forbandt
- hans blødende krop.«
- 33. (Brynhild:)
- »Ingen dadler dig
- for drabet — Gunnar!
- Tror du Alte frygter
- dit overmod?
- Han lever sikkert
- længere end dig,
- og vil altid stå
- stærkere end jer.
- 34.
- Du véd det jo godt —
- Gunnar! — når jeg siger,
- at I selv fremmede
- fjendskabet dengang;
- jeg var ikke kuet
- eller under tvang
- og manglede intet
- i Atles hus.
- 35.
- Jeg ønskede ikke
- at ægte en mand,
- da I gjukunger
- gæstede min bror —
- tre folkekonger
- farende på heste.
- Gid I aldrig
- var ankommet dér!
- 36.
- Men Atle forlangte,
- at jeg lod mig gifte —
- medmindre det skete,
- skulle jeg aldrig
- besidde gods,
- guld og jorder
- eller få min del
- af den fædrene arv.
- 37.
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- jeg som barneung
- blev overgivet,
- jeg som barneung
- fik udleveret.
- 38.
- Jeg tumlede da
- med tvivl i sindet:
- Skulle jeg stå som brud
- eller stride i kamp,
- klædt i brynje,
- for min brors sag?
- Raskt ville dette
- rygtes i landet
- og føre til mén
- for mange folk.
- 39.
- Vi lod os dog
- forlige til sidst,
- og jeg tog hellere
- de herlige ringe:
- Sigmunds arvings
- smukke skatte —
- jeg ønskede ingen
- anden mands guld.
- 40.
- Jeg blev da fæstet
- til folkekongen,
- som sad med guldet
- på Granes ryg;
- hans øjne lignede
- langtfra dine,
- hans ydre var helt
- uligt jeres.
- 41.
- Jeg elskede kun én
- og ikke flere,
- for halsring-Skøguls
- hu var standfast,
- og dette vil Atle
- indse til sidst,
- når han hører om
- min Helfærd dér.
- 42.
- Aldrig får denne
- indskrænkede kvinde
- et liv i ægteskab
- med en andens mand;
- min sorg og smerte
- er således hævnet.«
- 43.
- Men hirdens gram,
- Gunnar, rejste sig
- og lagde armene
- om sin hustru,
- og én efter én
- kom alle derhen
- med oprigtig hu
- for at hindre skade.
- 44.
- Men Brynhild stødte
- dem straks fra sig
- i længsel efter
- den lange gang.
- 45. (Gunnar:)
- »Lad alle mand
- møde i salen;
- forsøg at hindre
- min hustrus dødsfærd,
- inden der sker
- skade i øvrigt!
- Skæbnen må råde
- for resten nu.«
- 46. (Høgne:)
- »Den lange gang
- kan hun gå for mig;
- gid hun aldrig
- atter bliver født!
- Kun med besvær
- kom hun til verden —
- og til evigt uheld
- for andre folk.«
- 47.
- Gunnar tav da
- ganske forknyt,
- mens smykkets birk,
- bortgav skatte;
- hun stod blandt alle
- sine ejendele,
- døde trælle
- og tjenestepiger.
- 48.
- Med guldbrynjen på
- og i grumt lune
- lod hun sværdets spids
- spidde sin krop;
- hun sank da ned
- på sengens puder,
- og såret af sværdet
- sagde hun dette:
- 49.
- »Følg mig og modtag
- mindegaver!
- Jeg giver jer alle
- guld efter ønske
- og skænker enhver
- de skønneste smykker,
- borter og linned
- og lyse klæder.«
- 50.
- Ved disse ord
- blev alle tavse,
- men de svarede siden
- som med samme mund:
- »Der er rigeligt døde —
- lad resten leve!
- Et sømmeligt virke
- venter os terner.«
- 51.
- Den unge kvinde,
- klædt i linskrud,
- talte fortsat
- med fattet sind:
- »Ingen uvillig,
- der afslår min bøn,
- skal for min skyld
- skilles fra livet.
- 52.
- Men som døde får I
- færre skatte
- lagt ved jeres lig
- på lejet i bålet,
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- — — — —
- 53.
- Sæt dig nu her,
- og hør mig — Gunnar!
- Din lyse bruds
- liv rinder ud,
- men næppe kæntrer
- din knar på sundet,
- selv om det snart
- slutter for mig.
- 54.
- Og meget snart
- mildnes Gudrun;
- den kyndige kvinde
- har kongen givet
- et kvalfuldt minde
- om den mand, der døde.
- 55.
- — — — —
- — — — —
- Der fødes en mø,
- af moderens skød.
- Hun er mere skøn
- end den skære dag;
- Svanhild er smuk
- som solens stråler.
- 56.
- Du skaffer Gudrun
- den gæveste mand —
- men det er ikke en,
- hun ønsker at få —
- for min egen bror,
- Budles arving,
- Atle, tager hende
- til ægtehustru.
- 57.
- Jeg mindes nok
- den megen ulykke
- — — — —
- — — — —
- Det svig, I bedrev,
- sårede mig dybt;
- I stjal mit livs
- lykke fra mig.
- 58.
- Du vil ønske at få
- Oddrun til hustru,
- men det vil Atle
- aldrig tillade;
- jeres favntag må ske
- skjult for andre,
- og hun vil elske dig,
- som jeg burde.
- 59.
- Men Atle giver dig
- en ond medfart;
- i en trang ormegård
- ender dit liv.
- 60.
- Men videre længe
- varer det ikke,
- førend Atle
- også skal dø;
- han ligger i sengen,
- da en sorgfuld Gudrun
- stikker den skarpe
- stålod i ham.
- 61.
- Gudrun burde villigt
- vælge døden
- i følge med
- sin første mand,
- men ingen gav hende
- det gavnlige råd,
- og din søster savner
- et sind som mit.
- 62.
- Jeg taler for ivrigt,
- for aldrig skal Gudrun
- miste livet
- for min skyld;
- på høje bølger
- bæres hun over
- til Jonakrs
- odelsrige.
- 63.
- Hun avler børn,
- arvvogtere;
- de arvvogtere
- er Jonakrs sønner.
- Møen Svanhild,
- Sigurds datter,
- lader hun siden
- sende udenlands.
- 64.
- Men Bikkes råd
- rammer hende hårdt,
- for Jørmunrek
- er til ingen gavn.
- Hele Sigurds
- slægt er da uddød,
- og Gudrun har mere
- grund til jammer.
- 65.
- En enkelt bøn —
- jeg beder dig, Gunnar! —
- mit sidste ønske,
- inden jeg dør:
- Byg et ligbål
- så bredt på volden,
- at alle kan ligge
- på jævnstore pladser.
- 66.
- Lad bålet tjælde
- med tæpper og skjolde,
- — — — —
- — — — —
- dyre klæder
- og dræbte heste —
- og brænd mig ved siden
- af Sigurds leje.
- 67.
- Brænd mine tjenere
- bærende smykker
- ved den anden side
- af Sigurds leje,
- to ved hovedet
- og to høge;
- da er alt ordnet,
- som jeg ønsker det gjort.
- 68.
- Tag desuden
- det æghvasse sværd
- og læg det mellem os
- ligesom før,
- dengang vi lå
- på lejet sammen
- og gav hinanden
- ægteskabsløfte.
- 69.
- Hallens — —
- — — ikke
- smække bag hælen
- på sværdets rødner,
- såfremt han herfra
- er i følge med mig;
- det kan ingen kalde
- en ussel færd,
- 70.
- fordi han følges
- af fem trælkvinder
- og otte tjenere
- af udmærket slægt —
- min fædrene arv,
- jeg blev fostret blandt dem;
- som barn fik jeg dem
- af Budle selv.
- 71.
- Jeg har talt meget,
- mere ville komme,
- hvis skæbnen blot
- havde skænket mig tid;
- mit sår smerter,
- nu svigter stemmen —
- jeg har sagt sandheden;
- nu slutter mit liv.«