Vis kilden til Det norske Folks Historie bind 4 - Thrønderne forberede Opstand. Sven drager til det sydlige Norge

{|class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !!  !!  !! [[Fil:Norsk.gif|32px|link=:Det norske Folks Historie bind 4 - Thrønderne forberede Opstand. Sven drager til det sydlige Norge]] !!  !! !! 
|-
|}


<center>'''[[Det norske Folks Historie bind 4]]'''<br><br>

<big>'''Thrønderne forberede Opstand. Sven drager til det sydlige Norge'''</big>

<br>av[[Peter Andreas Munch biografi| Peter Andreas Munch]]
</center>


[[File:Trondheim - Lade Church.jpg|thumb|400px|Lade kirke (bygd 1190) ligger like ved Lade gård og er sannsynligvis bygd over ladejarlenes hov. (Foto: Pbm, 2012. Commons.)]]Erkjendelsen og Befæstelsen af Olafs Helligdom var derfor det haardeste Stød, som kunde ramme Knytlingevældet. Naar Einar Thambarskelve allerede i Svens første Regjeringsaar kunde vove at føre et saadant Sprog til ham og hans Moder, som vi ovenfor have seet, synes det virkelig, som om deres Magt endog da stod paa temmelig svage Fødder. Imidlertid holdt de sig dog nogle Aar i Landet, fornemmelig af den oven angivne Grund, at man frygtede Kong Knuts Magt, og at de Høvdinger, hvis Sønner og Frænder som Gisler vare i dennes Vold, ikke vovede at bryde aabenbart med ham. De indtræffende Uaar forøgede Misstemningen, thi som sædvanligt gav man Kongen Skylden derfor. Men hvad der især opirrede Gemytterne, var de Danskes Forrettigheder i Landet og deres Overmod<ref>Danske Mænd havde da megen Overgang i Norge, heder det i den historiske Saga. Om Uaaret, se ovenfor.</ref>.

Naar der nu rundt om i Landet klagedes herover, endte man sædvanligviis med at give Thrønderne Skylden, fordi det især var dem, som havde gjort Opstand mod Olaf og voldt hans Død, hvoraf igjen den nærværende Trældom og Skjendsel var en Følge. Det hed overalt, at Thrønderne derfor ogsaa nu vare forpligtede til at finde paa Raad til at kaste Aaget af Nakken, saa meget mere som de udgjorde den fornemste og mægtigste Deel af Norges Folk. Det var maaskee første Gang, at hele Norges Befolkning betragtede sig som en politisk Enhed. Dette skyldtes ligefrem Olafs Lovgivningsforanstaltninger og Martyrdød.

Da Thrønderne mærkede, at den øvrige Deel af Folket betragtede dem som Ophavsmænd til den nærværende Fornedrelsestilstand, erkjendte de ogsaa Sandheden af denne Beskyldning, saa meget mere som de selv havde Plagen fra første Haand, og deres Høvdinger mere end de øvrige følte sig skuffede. Endog den kloge Kalf Arnessøn maatte til sin Ærgrelse erkjende at han var overlistet, da han lige saa lidet som Einar, fik den lovede Jarleværdighed. Dette frembragte for det første en venskabelig Tilnærmelse mellem Kalf og hans Brødre, der efter deres Helbredelse vare dragne hver til sit, og efter at have taget sig Grid, som det heder, af Sven, sad i Stilhed paa deres Gaarde. Der gik Budsendinger mellem dem og Kalf, og de bleve atter gode Venner, som det sømmede sig Brødre. Men den virksomste af Knytlingernes Fiender, og den, som planmæssigt søgte at forberede en Opstand mod dem, var fremdeles Einar Thambarskelve. Han havde begyndt Verket ved at skaffe Olafs Hellighed Anerkjendelse. Han fortsatte det ved at bringe Møder og Raadslagninger istand mellem Thrøndelagens Høvdinger<ref>Olaf den helliges Saga, Cap. 226, 231, Snorre, Cap. 226, 261. </ref>.

Disse Raadslagninger vare i fuld Gang, og Gjæringen var allerede stor, da der om Vaaren 1033, den tredie, Sven tilbragte i Landet, kom Efterretninger fra England om, at der paa den Kant, sandsynligviis enten i Bretland eller Irland, var fremstaaet en Mand, ved Navn Tryggve, der udgav sig for en Søn af Olaf Tryggvessøn og Gyda <ref>Se ovenfor S. 278.</ref>, og som udrustede en Krigerflok, hvormed han agtede at drage til Norge for at gøre Fordring paa sit Fædrenerige. Hvor vidt hans Foregivende medførte Sandhed, er vanskeligt at sige. Ganske usandsynligt er det ikke, skjønt det i saa Fald er vanskeligt at forstaa, hvorfor Olaf Tryggvessøn ej skulde have taget ham med sig til Norge, eller efter sin Thronbestigelse have ladet ham hente, for at kunne opdrage ham hos sig. Hans Uvenner paastode derimod, at han slet ikke var Olafs Søn, men kun Søn af en Prest, ligesom onde Tunger fortalte om Sven selv.

Da denne hørte, at et Angreb af Tryggve var i Vente, udbød han strax Leding nordfra Landet, og sendte Bud til Lendermændene at de skulde gøre ham Følge. De fleste Lendermænd, siges der, bleve ogsaa med ham fra Throndhjem, men Einar blev siddende roligt hjemme, og vægrede sig ved at drage med. Kalf Arnessøn bemandede en Tyvesesse med sine Huuskarle, og sejlede ud ad Throndhjemsfjorden, førend Sven endnu var færdig, uden at oppebie ham; han begav sig lige til Giske, til sin Broder Thorberg; her indfandt ogsaa de andre Brødre sig, og de raadsloge nu alle med hinanden indbyrdes. Derpaa vendte Kalf tilbage igjen.

Da han kom til Frekøsund, eller efter en anden Beretning til Sveggesund <ref>Frekøsund nævnes hos Snorre, Sveggesund i Olaf den helliges Saga.</ref> ved Averøen, mødte han Kong Sven med sin Flaade, paa Vejen sydefter. Kongens Mænd raabte over til ham at han skulde lægge til, for at følge Kongen og hjelpe at forsvare hans Land. Kalf svarede: "jeg har gjort nok, om ikke for meget af at stride mod vore egne Landsmænd for at skaffe Knytlingerne Magten"; og fortsatte derpaa sin Vej nordefter indtil han kom hjem til Egg. Heller ikke deeltog nogen af de øvrige Arnessønner i Toget.

Sven sejlede sydefter, langs Kysten. Da man endnu ikke hørte noget fra Tryggve, gjettede flere paa, at han havde taget Vejen lige til Viken, hvor hans foregivne Forfædre havde haft hjemme, og hvor han altsaa maatte kunne vente sig størst Tilløb og Understøttelse. I den Hensigt at opsøge ham der, sejlede Sven saaledes Rogaland forbi og lige til Agder. Men imidlertid kom Tryggve vestenfra til Kysten af Hordaland, og da han hørte at Sven var søndenfor, sejlede han efter ham. Sven fik ogsaa paa sin Side Nys om Tryggves Ankomst, og vendte strax om, for at drage ham i Møde.

De mødtes en Søndag i Soknesund mellem Soknø og Bruø strax nordenfor Tungenes, og ikke langt søndenfor det Sted, hvor Erling Skjalgssøn var falden. Der tales om at Erling Skjalgssøns Sønner ikke gjorde fælles Sag med Tryggve, uagtet han her var kommen i deres umiddelbare Nærhed: et temmelig umiskjendeligt Tegn paa, at de ikke have erkjendt ham for deres Syskendebarn. Men hvad enten Tryggve var en Bedrager eller ej, var han en tapper, dygtig og vaabenfærdig Kriger, hvilket han noksom lagde for Dagen i det heftige Slag, der nu stod mellem ham og Sven.

Ligesom Olaf Tryggvessøn i Svoldrslaget, saaledes skød ogsaa han to Gaflaker ad Gangen, en med hver Haand, i det han stundom sagde: "saaledes lærte min Fader mig at holde Messe". Ved disse Ord sigtede han til det Rygte, at han skulde være en Prestesøn; maaskee han ogsaa derved vilde give Sven en Snert. Slaget endtes dog med at Tryggve faldt med mange af sine Mænd, og at de øvrige deels flygtede, deels underkastede sig <ref>Olaf den helliges Saga, Cap. 233. Snorre (noget vidtløftigere) Cap. 262. Fagrskinna, Cap. 118. Der anføres Vers, saavel af en om Tryggve digtet "Tryggvaflokk", som af de Kvad om Sven, der omtale dette Slag.</ref>.

Efter dette Slag vendte Sven tilbage til Throndhjem. Men hans Ophold der blev ej af lang Varighed. Einar og Kalf havde, som man tydeligt kan see, benyttet sig paa det bedste af hans Fraværelse til at bearbejde Gemytterne og forøge Gjæringen. Hvor meget de allerede havde udrettet, viste sig paa et talrigt Thing, som holdtes i Nidaros, og hvor Bønderne foredroge deres Klagemaal for Sven og Alfiva, som begge vare tilstede. Da der ingen bestemt Afgjørehe var at faa, idet Kongen og hans Moder hverken sagde Ja eller Nej til Bøndernes fremsatte Ønsker, sagde Einar saa højt at mange hørte det: "Jeg var just ikke nogen Ven af Kong Olaf, men Thrønderne viste sig dog som daarlige Kjøbmænd, da de solgte sin Konge og i hans Sted fik en Mær med sit Føl; denne Konge kan jo ikke engang tale, og hans Moder vil alene det som ondt er, og har Magt nok dertil". Alle, som hørte disse Ord, bifaldt dem lydeligt, lo og fortalte dem til sine Sidemænd.

Da sagde Alfiva: "sætter eder ned, I Bønder, og hører paa hvad Kongen siger, uden at knurre saaledes!" Da blev det stille, men Einar stod op og sagde højt: "Farer I kun hjem, Bønder! et daarligt Ærende have I baade før og nu haft ved at søge Alfiva. Lige saa gjerne kunne I sidde hjemme og oppebie Uretten, som søge den alle tilsammen paa eet Sted, og der kun lytte til en Kvinde" Ord, naar I ikke vilde lytte til Kong Olafs, hvilken nu i Sandhed er en hellig Mand. Det var et stort Nidingsverk, der blev begaaet mod ham, men Straffen er og bleven stor, saa megen Skjendsel som vort Folk har maattet taale, siden dette Herredømme er kommet over det. Gud give at det ej maatte vare længe; det har desværre allerede været alt for langvarigt". Med disse Ord gik Einar fra Thinget, og den øvrige Skare fulgte hans Exempel, uagtet Alfiva endnu havde meget paa sit Hjerte som hun vilde sige. Siden, da Vintren kom, forsøgte hun at faa et nyt Thing sammenkaldt<ref>Den legendariske Saga, Cap. 102. Fagrskinna, Cap. 119, 120.</ref>. Men ingen indfandt sig.

Svens Venner begyndte nu for Alvor at mærke Uraad, og frygte for at Thrønderne, ligesom de havde sveget Olaf, nu ogsaa vilde svige Sven. Fra Kong Knut selv var der nu neppe nogen Hjelp at vente, thi han havde, som man maa formode, nok at bestille med at forsvare sig, eller gjøre de nødvendige Anstalter til Forsvar mod Hertug Robert af Normandiet. Thi denne understøttede Kong Ædhelreds fordrevne Sønner, og for at skaffe dem Riget tilbage gjorde han virkelig et Tog til England, der vel mislykkedes, men satte dog Knud, der tillige plagedes af en haard Sygdom, i stor Ængstelse, siden han strax efter sendte Gesandter til Robert, og tilbød Ædhelreds Sønner Halvdelen af England<ref>Om Hertug Robert af Normandiet, med Tilnavnet Djævelen, hans foregivne Giftermaal med Knuts Søster, Æstrid eller Margarete, er der ovenfor talt (S. 22). Han var en Søn af den ovenfor (S. 27, 49) omtalte Hertug Richard II (1026), Broder til Dronning Emma, og Søn af Richard I. Robert var bleven Hertug da hans ældre Broder Richard III efter to Aars Regjering døde af Gift (1028), hvilket man, neppe uden Føje, tilskrev den herskesyge Robert selv.

Hvis Robert, hvad ogsaa den næsten samtidige Glaber Rodulfus (Bouquet X. 51) bevidner, virkelig var gift med Æstrid, maa dette ikke, som Mag. Adam siger, have været førend hun egtede Ulf, men efter dennes Død 1027. Den ustadige og heftige Robert kan lige fuldt have forskudt hende, da han kom paa en spændt Fod med Knud, og besluttede at tage sig af sine Syskendebørn, Ædhelreds Sønner, der, som vi have seet, opholdt sig i Rouen.

Krigen mellem ham og Knud omtales bedst og omstændeligst af Villjam af Jumièges (VII. 10—12), saaledes: "Da Ædhelred, forjagen af Sven Danekonge, atter fra Normandiet, hvorhen han havde flygtet, vendte tilbage til sit Fædreland, efterlod han sine Sønner for at opdrages hos deres Morbroder Richard. De levede saaledes ved Hertugernes Hof, og Robert viste dem saa megen Ære, at han endog antog dem som Brødre. Af Medlidenhed med deres langvarige Landflygtighed, sendte han Gesandter til Kong Knud med den Hilsen, at han dog nu endelig kunde lade det have Ende med deres Landflygtighed, og at han skulde gjengive dem hvad der tilkom dem: i saa Fald skulde han lønne ham med sit Venskab.

Men Knud vægrede sig ved at opfylde Anmodningen, og herover blev Hertugen overmaade vred, sammenkaldte sine Vasaller, og gav strax Befaling til at udruste en Flaade, der og i Hast tilvejebragtes fra alle de normanniske Havne, og vel bemandet samledes ved Fécamp. Derfra satte de Sejl til, men Storm drev Flaaden til Gers eller Sark, hvor den kom i stor Fare, og hvor Modvind opholdt dem saa længe, at Robert, rasende ærgerlig, opgav Haabet om denne Gang at komme over, men vendte tilbage til Mont St. Michel, hvorfra han imidlertid bekrigede Bretagne.

Nu kom der Gesandter fra Knud, forkyndende, at han var villig til at overlade Halvdelen af England til Ædhelreds Sønner, naar Robert kun vilde skjenke ham Fred, da han led af en svær Sygdom; og Hertugen opsatte derfor indtil videre et nyt paatænkt Tog til England, men gjorde derimod en Rejse til det hellige Land, som han længe havde haft i Sinde, og hvor han døde (den 22 Juli 1035). Villjam omtaler hiint Tog til England efter at han (Cap. 9) har nævnt Aaret 1034; vel iagttager han ikke Chronologien aldeles nøje, men nogenledes følger han den dog, og omkring 1033 eller 1034 synes altsaa Roberts Tog at have fundet Sted. Knuts Tilbud om at dele England var neppe oprigtigt meent, men det viser dog, i hvilken Knibe han befandt sig. Ogsaa Villjam af Malmesbury Cap. 10 (Savile S. 73) omtaler Toget. I Chron. Sax., og hos de ældre engelske Chronister omtales det ej.</ref>.

Under disse Omstændigheder var Sven ganske overladt til sig selv, og efter sine Venners Raad fandt han det derfor bedst at forlade det urolige Throndhjem, og tilbringe Vintren (1033—1034) i den sydlige Deel af Landet<ref>Olaf den helliges Saga, Cap. 235, Snorre, Cap. 264, Fagrskinna, Cap. 119. Det er denne, som nøjagtigt bestemmer hiint Thing til Tiden efter Slaget med Tryggve og til Vintrens Begyndelse.</ref>. Fra denne Tid kan man regne hans Herredømme i Norge at være ophørt.

==Fotnoter==
<references/>

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Tekster på norsk]]
[[Kategori:Peter Andreas Munch]]