Didrik af Bern - Attilas Död

Fra heimskringla.no
Revisjon per 11. jun. 2018 kl. 07:38 av August (diskusjon | bidrag) (Attilas Död)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Otte og tyvende Fortælling


Attilas Död


386.[1] Efter Niflungernes Drab styrede Hunernes Konge Attila fremdeles sit Rige, og der opfödtes Högnes Sön Aldrian, hvilken Sön Högne havde med Hövdingen Ridder Irungs Datter. Og nu var denne Dreng tolv Vintre gammel, og Kong Attila elskede ham meget. Kongen havde selv en Sön, der ogsaa var tolv Vintre gammel, og een Kone opfostrede begge disse Drenge. Det hændte sig nu en Aften, at Kong Attila sad i sit Höisæde, og Aldrian stod foran ham med et Lys, og tæt ved var et Arnested, hvor Ilden gnistrede saa stærkt, at en Glöd sprang hen paa Aldrians Fod og brændte igjennem Skoen og Strömpen, saa Foden brændte, men Aldrian mærkede ikke dertil, för en Ridder tog Glöden af ham. Da Kong Attila saae dette, sagde han: „Aldrian! hvad tænker du saa alvorlig paa, at du ei passer at tage Ilden af dig?“ „Herre!“ svarede Aldrian, „jeg tænkte paa, hvad der vel er af liden Betydning, at der nu staae foran dig Hvedesimler og alskens lækkre Retter tilligemed den bedste Viin, men at den Tid vil komme, da du gjerne vilde tage til Takke med at æde Bygbröd og drikke Vand til, om du havde det.“ Da sagde Kongen: „Hvi tænker du saalunde; ofte har jeg i Leding været udsat for at törste og hungre, men nu er jeg saa gammel og afkræftet, at det ikke er at formode, at jeg nu skulde komme saavidt i Leding, at jeg behövede at drikke Vand eller æde Byg.“ Engang var Kong Attila reden ud i Skoven med sine Mænd at jage Dyr, da skiltes alle Mændene fra ham undtagen Aldrian. Aldrian sagde da til Kongen: „Hvor meget Gods troer du vel Sigurd Svend har eiet i Niflunge-Skatten?“ „Det Gods,“ svarede Kongen, „som man kalder Niflunge-Skatten, er det meste Gods, der nogensinde, saavidt vi veed, er kommet sammen paa eet Sted.“ „Hvo passer nu dette Gods?“ vedblev Aldrian, „og hvad vil du give den Mand, som vil vise dig Niflunge-Skatten?“ „Hvo der kunde gjöre det,“ svarede Kongen, „ham skulde jeg gjöre til saa stor en Mand, at Faa skulde blive mægtigere.“ „Vil du gjöre ham saae stor som du siger,“ sagde Aldrian, „da kan det hændes, at jeg kan være denne Mand.“ Da svarede Kongen: „At eie Niflunge-Skatten var vistnok en stor Lykke.“ „Vi to ville da ene ride derhen,“ gjentog Aldrian; hvortil Kongen svarede, at han vilde fölge ham. „Dog for dennesinde,“ sagde Aldrian, „skulle vi ride hjem.“ Nogle [Dage] derefter vilde Aldrian og Kong Attila ride ud i Skoven, og Ingen skulde fölge dem. Ihvorvel Folk syntes underlig derom, rede de dog afsted og ud i Skoven lang Vei, til de kom til et Bjerg. Da tog Aldrian en Nögle, som passede til en Dör i Bjerget, hvilken han lukkede op; og han aabnede endnu en anden Dör og ligesaa en tredie. Derpaa gik Aldrian ind i Bjerget, og Kong Attila efter ham. Aldrian sagde da til Kongen, at der var Niflungernes Skat, og han viste ham nu Guld og Sölv og gode Vaaben, som Sigurd Svend og Kong Gunnar og Högne af Troja havde eiet, og der vare alle deres rörlige Eiendomme henbragte. Kong Attila betragtede dette Gods, men Aldrian gik videre ind omkring i Bjerget, og bad Kong Attila fölge ham, da det vigtigste af Guldet var der. Da viste han ham det Gods, [Sigurd Svend havde eiet], det var det vigtigste; og Kong Attila blev derover meget glad. Men Aldrian gik endnu rundt om i Bjerget og derpaa hen til Dören og ud af den og laasede den. Da raabte Kong Attila: „Min gode Svend Aldrian! kom hid til mig!“ Men Aldrian svarede: „Nu har du Guld og Sölv og gode Kostbarheder, men jeg har længe maatte leve uden at have noget Gods at raade over.“ Og han laasede alle Dörene og kastede Stene og Grönsvær derover. Da tænkte Kongen over, hvad denne Svend havde gjort. Han kunde nu vide, at han vilde hevne sin Faders og alle Niflungernes Död. Tre Dage derefter kom Aldrian til Bjerget. Da havde Kong Attila hugget den ene Dör op, og raabte: „Gode Ven Aldrian! luk nu Hulen op, jeg vil give dig saa meget Guld og Sölv, som du vil eie, og sætte dig til Hövding over mit Rige, og böde til dig for din Fader og dine Frænder, og jeg skal aldrig tilregne dig dette, hvad du her har gjort.“ Da svarede Aldrian: „Konning Attila! du tragtede meget efter Niflunge-Skatten, medens dine Svogre Konning Gunnar og hans Brödre levede. Nu er du bleven saa lykkelig, at du maa have det Guld og Sölv, som disse Konger have eiet. Og see! nu er den Tid kommen, da du vilde være glad ved at æde Bröd og dertil drikke Vand.“ Da svarede Kong Attila: „I Sandhed! saa vilde jeg være, hvis det var nu her for Haanden.“ Men Aldrian gjentog: „Æd du nu det Guld og det Sölv; [hvorefter du saalænge har törstet], thi Andet faaer du ikke;“ hvorpaa Aldrian lagde endnu flere Stene for Dören. Aldrian red derpaa sin Vei til Niflungeland til sine Frænder[2], og fortalte dem hele Tildragelsen om Kong Attilas Endeligt, og bad om Understöttelse til at faae Riget. De overgave ham strax Hovedborgen, og siden red han omkring i Riget og underlagde sig hele landet; og han raadede siden hele sin Levetid over dette Rige. Men Kong Attila sultede ihjel, og Niflunge-Skatten fandtes aldrig siden. Efter Kong Attilas Död underlagde Didrik af Bern sig hele Huneland. Kong Didrik styrede nu sit Rige, indtil han blev gammel.




Noter:

  1. Kap. 381 i P.
  2. B og P mælde, at han red til den mægtige Brynhild, som understöttede ham til at vinde Niflungeland.