Didrik af Bern - Om Kong Didriks og hans Kæmpers Rustning

Fra heimskringla.no
Revisjon per 1. jun. 2019 kl. 08:50 av August (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Tolvte Fortælling

Om Kong Didriks og hans Kæmpers Rustning


150. En Konge, ved Navn Aldrian, herskede over Niflungeland, og var en mægtig Konge. Hans Kone var en Kongedatter. Det traf sig en Dag, som Kongen just ikke var hjemme, at hun var viindrukken og havde lagt sig til at sove ude i sin Have. Da kom der en Mand til og lagde sig hos hende. Da hun vaagnede, forekom det hende som det var Kong Aldrian, men för hun saae sig til, var denne Mand pludselig forsvunden for hendes Öine. Efter nogen Tids Forlöb fölte hun sig frugtsommelig, og för hun nedkom, traf det sig engang, da hun var ene, at den samme Mand kom til hende, og nu fortalte han hende, hvad der var skeet i deres förste Sammenkomst, og at hun var frugtsommelig og havde Barnet ved ham, men han gav sig ud for en Alf; „og om Barnet lever og voxer op,“ lagde han til, „da skal du underrette ham om sin Fædreneslægt, men ellers holde denne skjult for enhver Anden; og er det en Dreng, som mig aner, da vil denne Dreng voxe op til en drabelig Mand, og vil han ofte vorde stædt i Fare, men hver Gang det er kommet saa vidt med ham, at han ikke kan frelse sig selv, da skal han kalde paa sin Fader.“ Og dermed svandt Alfen bort. Nogen Tid efter födte Dronningen et Drengebarn, og han blev kaldt Högne og blev regnet for Kong Aldrians Sön. Da han var fire Vintre gammel, gik han og legede med de andre Drenge, og han var haard og stærk og ond at komme i Kast med, og nu blev det ham forekastet, at han saae ud som en Trold og ei som et Menneske, og at hans Aasyn lignede hans Sind. Ved dette blev han meget vred, og gik til Vandet, for at see sit Billede; da saae han, at hans Ansigt var blegt som Bast og gustent som Askens Farve, og at det var stort og grueligt. Han gik nu til sin Moder, og spurgte hende, hvorfra hans Legeme havde faaet en saadan Dannelse. Da fortalte hun ham Sandheden om hans Fader; men der var en Kvinde, som hörte derpaa og som siden blev Kong Aldrians Frille[1], og hun betroede ham da denne Hemmelighed, hvorved det omsider kom op, hvorlunde det hang sammen. Kong Aldrian havde med sin Kone tre Sönner: den ældste hed Gunnar, den anden Gernost[2], den tredie Gisler, der endnu var Barn, da disse Begivenheder indtraf, men Gudrun[3] hed deres Söster. Da Aldrian döde, tog hans Sön Gunnar Rige og Kongedom efter ham.


151. Det traf sig nu engang, at Kong Didrik i Bern lod gjöre et Gjestebud, og han vilde nu samle alle sine Venner og de störste Mænd, som vare i hans Rige. Til dette Gjestebud indböd han ikke mange Mænd, men han udkaarede dertil de ypperligste, og gav dem alle, baade indenlandske og udenlandske, Plads ved eet Bord[4]. Han havde nu og faaet visse Tidender om denne Kong Gunnar, at han var en Mand af sjelden Styrke, og en stor Kæmpe, og besad fortrinlig Tapperhed; det samme havde han og hört om hans Brödre Högne og Gernost og Gisler; thi sendte han Mænd til dem og indböd dem til sig. Disse Afsendinge kom nu til Kong Gunnar og frembar deres Ærende. Kongen takkede for hans Venskabsbeviisning og lovede vist at komme og med ham Högne; Gernost[5] derimod maatte blive hjemme, eftersom han var syg. Kong Gunnar reiste nu efter Indbydelsen til Gjestebudet med alle sine Mænd og dette var tilberedt med alle de Midler, som gjordes fornödent.


152. Da bleve alle de anseligste Mænd og Didriks bedste Venner bænkede paa samme Bænk. Kong Didrik, Kong Gunnar og hans Broder Högne, Hildebrand og Hornboge Jarl og hans Sön Ömlung, Vidga hin Stærke, Ditlev Danske, Fasold Stolte, Sintram fra Venedig, Vildifer[6] hin Heftige, Herbrand hin Vise og hin Vidtfarne, og Heimer hin Grumme; og det sagde nu Alle, at man neppe vilde see i een Hal anseligere og i alle Færdigheder mere udmærkede Mænd, end der nu vare samlede.


153. Kong Didrik af Bern havde et Skjold af denne Beskaffenhed: det var rödt som Blod og mærket med en gylden Löve, hvis Hoved vendte op ad i Skjoldet, [og Födderne berörte den nederste Kant]. Men efterat Didrik var bleven Konge i Bern, forögede han Mærket saalunde, at der blev sat en Guldkrone over Lövens Hoved; og samme Mærke havde han og paa sit Banner og Sadle. Dette Mærke havde han, fordi, ligesom Löven er det störste af alle Dyr i Værdighed og Mod, og alle Dyr i Verden frygte for den, saa var og Didrik modig og Alles Overmand, saa at alle Mænd frygtede for ham; og efter Fortids Skik maatte ingen Mand, der nogensinde flygtede i Strid, före en Löve i sit Skjold.


154. Hildebrand hin Gamle havde et Skjold, af samme Farve som Kong Didriks, og derpaa var med hvid Farve malet en Borg, hvis Taarne alle vare forgyldte, og denne Borg skulde forestille Bern. Men Hildebrand förte et saadant Mærke paa alle sine Vaaben, og havde sit Banner og sin Vaabenkjole af samme Farve som Didriks til Tegn paa, at han aldrig, hvorhen han end færdedes, vilde fordölge, at han var Didriks Mand, og at ingen Slags Nöd eller Fare skulde bringe ham til at skjule deres Venskab.


155. Heimer hin Stormodige havde alle sine Vaaben mærkede paa den Maade: hans Skjold var blaat, og paa det var med lyseguul Farve mærket en Hest, og samme Mærke havde hele hans Harnisk; og blaa Farve tyder hen til et ondt Bryst og et grumt Hjerte, men Hesten er Mærke paa hans og hans Ætmænds Syssel[7] og betegner, at han var en fortrinlig Ridder.


156. Vidga Velentssön var saaledes af Udseende: hans Haar var hvidt som den Blomst, der hedder Lillie; det var tykt, og deelte sig i store og side Lokker, han havde et lyst Ansigt, og hele hans Legeme var hvidt som Snee; hans Öine vare saa skarpe, at man neppe kunde udholde hans Öiekast, naar han var vred; hans Ansigt var fyldigt, dog var det vel dannet, favert og barskt, men naar han var vred, var det rödt som Blod og bistert at see til. Af alle Mænd, som ikke bleve kaldte Riser, var han den Höieste; han var baade tyk og bred om Skuldre, smækker om Midje, særdeles vel dannet, rank voxen og i det Hele var hans Væxt saaledes, at Alle vare enige i, at de aldrig havde seet en Mand i alle Henseender saa rask og fortrinlig eller med mere Anstand og Værdighed; tilmed var han af et godt Sind, stille og maadeholden. Naar han sad hos sine Stalbrödre, og der vare Faa tilstede, var han glad og oprömt, men i talrig Forsamling oftest ordknap, dog talte han vel og viseligt, naar han kom paa Thinge; han var kjærlig mod sine Venner, men naar han kom i Krigshæren, og var ifört sine Vaaben, da blev han strax saa grum, at aldrig i nogen Leding hans Hjerte bevægedes til Medynk. Han var meget stærk og en Overmaade tapper Mand, og i alle Færdigheder overgik han de Fleste, som have været til. Af hvid Farve var hele hans Harnisk, Skjold, Sadel, Vaabenkjole, Banner og Hjelmhat. Med röd Farve stod Hammer og Tang mærket i hans Skjold, der desuden var prydet med tre Karfunkelstene. Hammer og Tang tydede til hans Faders Idræt som Smed, men de tre Ædelstene tydede til hans Mödreneæt. Paa hans Hjelmhat var mærket den Orm, som kaldes Slange, der udspyede Edder; og dette Mærke bar han over sit Hoved, paa det hver den, som saae ham, skulde vide, hvor stor han var i Tapperhed og hvor frygtelig hans Vrede for dem, som vovede sig imod ham. Paa hans Sadle og Banner, Skjold og Vaabenkjole var dette samme Mærke anbragt med saadan Glands, at man langt fra kunde see og kjende hvor han red.


157. Hornboge Jarl i Vindland var lysladen og den deiligste og bedst byggede Mand, saavel i Ansigt som i hele sin Væxt; rask og fyrig var han i hele sit Væsen, höit bar han sit Hoved, men han syntes dog kun middelmaadig af Væxt, da han oftest var blandt saadanne Kæmper, der, i Forhold til andre Folk, næsten vare Riser. Han var en meget stærk Mand, og ved hans Overlegenhed i Kamp saae man, hvor modig han var, og hvor færdig i at bruge Skjold og Sværd og Spyd; og ingen af alle de nu nævnte Mænd var saa god Bueskytte eller Spydkaster som han. Han var saa stor en Helt og Ridder, at han aldrig i Slag eller Enekamp med Vanære forlod sin Hest; han var som oftest noget tungsindig og tavs, men paa Thinge og i Möder var han frimodig og veltalende. Han var stor i Mod og Forstand, hurtig i at fatte en Beslutning, og i alle Ting djærv og stærk, som det egner sig en Helt. Hans Skjold og hele hans Harnisk var af bruun Farve; paa hans Vaaben var med Guld mærket en Hög, som forfulgte to Fugle; samme Mærke havde ogsaa hans Sön Ömlung, hvilket tydede hen til deres fælleds Ridderskab; thi som Högen forfölger alskens Fugle, saa var Hornboge Jarl snar i at sætte efter sine Fjender; og med sin iilsomme og hurtige Færd paa sin raske Hest kunde han med Ingen lignes bedre end med Högen. Hans Vaabens brune Farve bemærkede hans Klögt og Belevenhed. Hornboge Jarl var nemlig mægtig og vennesæl, saa at om ham gaae Sagn vide om Land; han eiede Vindland og mange Borge og mange raske Riddere og mange rörlige Eiendomme.


158. Hornboge Jarls Sön Ömlung var i Udseende og Haarfarve sin Fader lig, og gav ham i Störrelse og Styrke intet efter, men var en fortræffelig Ridder. I Kamp var han djærv og forvoven, stundum uforsigtig, han vilde kun eet af to, enten vinde Navnkundighed eller være Döden vis; thi han var en meget heftig Mand, begjerlig efter Ære og Berömmelse, hvorefter han stræbte paa alle Maader, baade ved at udstaae Livsfare, og ved at være nedladende og gavmild. Han udstod saaledes mange Slags Nöd for at erhverve sig et berömmeligt Navn.


159. Sintram fra Venedig var deilig af Udseende og lysladen; han havde vel ikke noget fyldigt Ansigt, men det var dog favert og vel voxet; han havde deilige Öine; hans Haar var lyst, og kröllede sig noget; han havde en lang Hals, og var hvid paa hele sit Legeme; desuden var han höi og smækker; hans Hænder og Födder vare saa favre, at ingen Mand havde smukkere Lemmer; han var behændig og meget stærk, vel övet i Færdigheder, og den fineste Mand i hele sit Væsen; han elskede meget Leg og Lystighed, kunde godt drikke, var snild i Tale, rask sindet, snarraadig og overmaade tapper i Kamp, mild og nedladende og ufortröden. Sintram havde sine Vaaben mærkede paa den Maade, at hans Skjold og hele Harnisk var grönt som Græs, og derpaa stod malet en Drage, bruun foroven men röd forneden. Dette Mærke betegnede, i hvor stor Fare han havde været stædt for en Drage, og hvormegen Ære og Tak han, saa længe han levede, burde yde Kong Didrik, fordi han udfriede ham af Dragens Mund[8]. Hans grönne Vaabenfarve tjente til at betegne, at hans fortræffelige Sværd var af Farve grönt som Græs[9].


160. Fasold og Ekka vare hinanden saa lige, at man neppe kunde kjende den ene fra den anden; samme Udseende og Vægt, samme gule og kröllede Haar, samme blege og brede Ansigt, samme röde og noget krusede Skjæg traf man hos dem begge; de havde deilige Öine og före men ei lange Halse, store og stærke Skuldre; de vare höie og frygtelig stærke, havde faste Hænder og stærke Födder. De vare gode Riddere og besade megen Færdighed i at före Sværd og Skjold; de vare stolte, djærve, barske, ordknappe, [dog veltalende], meget pyntelige i Vaaben og Hærklæder, vennehulde og standhaftige, heftige og stivsindede, ærgjerrige og i Tapperhed og hver Manddoms Pröve fortrinlige. Fasold hin Stolte havde Skjold og hele Harnisk af gylden Farve; hvorpaa stod med Rödt samme Mærke som paa Kong Didriks, undtagen at Löven vendte tvært paa Skjoldet og var uden Krone. Samme Mærke havde hans Broder Ekka, thi de vilde ei flye nogen Fare i Kamp og deres röde Vaabenfarve betegnede deres Lyst til Strid og Ufred.


161. Ditlev Bitterulfssön var en modig Mand; hans Haar var rödbruunt, tykt og stridt, hans Ansigt bredt og fyldigt men dog veldannet, hans Næse höi, smal og lige, hans Öine livfulde, og i det Hele taget var hans Udseende anseligt og værdigt; hans Ansigtsfarve var ikke lys, men blev han vred, da blev han i sit Ansigt bleg som Aske. Han var den störste og stærkeste Mand, og af alle Didriks Kæmper den drabeligste. Af Sind var han meget munter, i Omgang venlig mod hvert Barn og rede til at dele hver Skjemt og Lystighed. Han var djærv i Tale til fornemme Mænd, om de end vare ham ubekjendte, ligesaa i Folkeforsamling, og dristig var han i alle Henseender; han var behændig i alle Lege, haard, grum og heftig mod sine Fjender, i Kampe og Holmgange stivsindet, i Arbeide utrættelig, og i Mildhed fandt han neppe sin Lige. Ditlevs Vaaben vare at mörke[blaa] Farve og paa dem var mærket med Guld det Dyr, som tydske Mænd kalde Alpendyr, men Væringerne Fil[10] eller Elefant. Dette Mærke förte han, fordi Sigurd Græker hin Gamle red paa en Elefant. Med dette havde Ditlev holdt Kampe vide om Land og stedse vundet Seier og Hæder; store Hug formaaede ei at bide Mærke i Skjoldet eller forandre dets Farve, saa stærkt havde han ladet det gjöre, for at det kunde holde Stand i hver Kamp. Paa Skjoldet var desuden Guldmærker til Tegn paa at hans Moder var ædelbaaren.


162. Vildifer havde et mörkt Haar, men et lyst, langt og veldannet Ansigt, en krum Næse, skarpe Öine, var höi og havde store Skuldre; hans Hænder vare hvide, hans Arme före og stærke; han var den behændigste blandt Mænd og besad fortrinlig Færdighed i Legemsövelser, og var sat i sit Væsen, raadsnild og bestemt, djærv, naar han skulde befale over Andre, men fiin og Höflig, naar han skulde adlyde; lidt listig var han dog, men kjæk og seiersæl i alle Kampe. Han mærkede sine Vaaben paa den Maade, at der paa hans Skjold var malet en Galt og en Björn med mörkeröd Farve; selve Skjoldet var forgyldt[11] med en mörkeröd Rand; samme Farve og Mærke var og paa hele hans Harnisk. Dette Rustningens Mærke tydede hen til en Vildgalt, som paa Tydsk kaldes Vildifer[12], og fik Vildifer dette Navn, fordi han aldrig opholdt sig hos sine Frænder eller i sit Fosterland, men hellere hos udenlandske Hövdinger. Vildgalten er af alle Dyr det tappreste og værste at komme i Kast med. Men han förte en Björn paa sine Vaaben til hæderligt Minde om, at han blev kaldt en Björn, da han frelste sin Stalbroder Vidga. Vildifer havde sit Harnisk forskjelligt fra andre Kæmpers, fordi han vilde, at Folk skulde kjende ham, hvor han red, saa langt fra som man kunde see ham.


163. Herbrand hin Vidtfarne havde rödbruunt og kruset Haar, var mörkladen og dog bleg, havde skarpe Ansigtstræk og en kroget Næse, bruunt Skjæg og et langt og bredt Ansigt med mange Fregner; hans Öine vare meget skarpe, hans Blik alvorligt og grumt; af Væxt var han höi og veldannet, stærk og meget færdig i Ridning. Han var en stor Viismand og Taler, brugte favre Ord og besad en eftertrykkelig Stemme, var djærv og forudseende, havde et sikkert Öie til at kjende Folk og en god Hukommelse, og skaanede sig i ingen Farer. Hans Skjold og hele hans Harnisk var rödt, og paa det var en Skudild[13] mærket med Guld. Men derfor blev Skudild mærket paa hans Vaaben, fordi den flyver hurtigere, end Öiet kan fölge den, og derfor gjorde man den Sammenligning, at, naar Herbrand red frem i Kampen og Mænd faldt for ham, da var det som der foer en Skudild. Ogsaa en anden Bemærkelse havde denne Vaabnenes Farve, at ligesom Skudilden flyver og er aldrig rolig, naar man bruger den i Kamp, saaledes var det og med Herbrand, at han aldrig var rolig, men havde faret fast hele Verden rundt.


164. Kong Gunnar havde blondt og kruset Haar, kort og lyst Skjæg, var bred af Ansigt, lysladen og skulderbred, höi og anselig af Bygning, kraftfuld og en god Ridder, stolt, naar han sad paa sin Ganger, kyndig i at bruge Skjold og Sværd og alskens Skudvaaben; han var uforfærdet, djærv og forsigtig, dog vennehuld, modig og grum, glad og gavmild, meget tjenstvillig mod sine Venner, heftig og haard mod sine Uvenner. Hele hans Harnisk var hvidt som Sölv; paa hans Skjold stod mærket en Örn med Krone, hvilket Mærke han bar paa alle sine Vaaben, fordi Örnen ansees for alle Fugles Konge, og Örnen havde en Krone paa, fordi Gunnar var Konge; hans Vaaben vare let kjendelige, og selv besad han tillige en saadan Belevenhed og Anstand, at om han endog var i den störste Forsamling, kunde man dog let kjende ham.


165. Kong Gunnars Broder Högne havde sort og sidt Haar, [langt Ansigt] og tyk Næse, et haardt og bistert Aasyn, var stor af Væxt, höi og för og barsk, havde kun eet [Öie][14], som dog var meget skarpt; han var kæmpemæssig og den stærkeste Mand, fortrinlig övet i at ride sin Hest og ikke mindre i at gaae i Holmgang og udmærket blandt det Slags Kæmper, [som öve denne Id]. Han var viis af Forstand og forsigtig, alvorlig og tavs, heftig og hurtig til alt det, han foretog sig, trodsig og bestemt, haard, gavmild og hjerteprud. Han havde sine Vaaben sirede paa samme Maade som Kong Gunnar, naar undtages, at Örnen ikke var kronet. Den Egenskab besad hans Skjold, at det, naar det bares i Solskin, lyste og glimrede saa stærkt, at man ikke kunde holde ud at see længe paa det. Det var, som man kunde vente af ham, et viseligt Paafund; men nu er det kommet af Brug efter tydske Mænds Sagn at bære i Holmgang sölvbeslaaet Skjold eller Bukler [15].


166. Sigurd Svends Haar var bruunt, favert og sidt, og deelte sig i store Lokker; hans Skjæg var kort og tykt, hans Næse höi, hans Ansigt bredt og med skarpe Træk; hans Öine vare saa skarpe, at kun Faa vare saa djærve, at de torde skue ham under Brynene; hele hans Hud var saa haard som Bruskhud[16], hans Skuldre vare saa tykke, som om de havde været tredobbelte; hans Legeme var i det Hele dannet i dette Forhold som det bedst passede sig, og det var Mærket paa hans Höide, at naar han, gjordet med Sværdet Gram, der var syv Spand langt, vandrede gjennem en fuldgroet Rugager, da naaede Dopskoen til Toppen af den standende Sæd; og dog var endnu hans Styrke större end hans Væxt. Godt forstod han at hugge med Sværd, at skyde med Spyd, at före Skjold, spænde Bue og ride Hest, foruden mange Slags Konster og Hofværk, som han i sine unge Aar havde lært; han var saa viis en Mand, at han vidste somme Ting, förend de skete; han forstod og Fuglenes Maal og Stemme, hvorfor faa Ting kom uforvarendes over ham; han var djærv og udförlig i Tale, og naar han havde begyndt en Forhandling, saa holdt han ikke op, för alle Tilhörerne syntes, at det slet ikke kunde være anderledes end just som han sagde; han gjorde sig en Fornöielse af at yde sine Venner Bistand, og han manglede aldrig Penge. Sigurd Svend havde sit Skjold saaledes mærket, at det var beslaaet med röden Guld, og paa det stod malet en Drage, mörkebruun forneden men röd foroven, og paa den Maade vare ogsaa alle hans andre Vaaben mærkede, for at Enhver, saasnart han saae ham, kunde vide, hvo der red. Han er bleven saa navnkundig, fordi han dræbte den store Drage, som Væringerne kalde Fafner[17]. Derfor vare alle hans Vaaben sirede med Guld til Tegn paa, at han var den fortrinligste Mand i alskens Hofværk af dem, som omtales i næsten alle gamle Sagaer, og naar alle de berömteste og störste og höimodigste Kæmper og Hövdinger omtales, da lyder hans Navn höit blandt dem i alle Nordens Tungemaal.


167. Sifkas Haar var rödt som Blod eller den Blomst, som kaldes [Rose][18], og deelte sig heelt i Lokker, hans Ansigt var rödfregnet, hans Legeme lyst, dog overalt fuldt af Fregner, hans Skjæg rödt og meget sidt; af Aasyn var han faver, af Væxt middelmaadig, men dog stærk af Kræfter; han red sin Hest med Raskhed, og var ellers övet i mange Slags Færdigheder; han var viis og taalmodig, ihukom længe Fornærmelser, var en meget betænksom Mand, blidtalende og faver i sine Ord, grum og ond og viis, og hans Navn vil stedse omtales. Væringerne kaldte ham Brune[19].


168. Mester Hildebrand havde een Fuldkommenhed fremfor alle Kæmperne i Bern, at han kunde give saadant Slag med sit Sværd, at Ingen kunde bruge sit Skjold, med hvem han end kom i Kamp; derfor fik han som oftest Seier blot ved et eneste Hug, og derved er hans Navn blevet berömmet, hvorsomhelst det er blevet optegnet eller omtalt.


169. Heimer hin Stormodige var i megen Anseelse i Bern, fordi han baade var tapper og en stor Bærsærk, og talte saaeledes til Didrik efter deres Tvekamp[20], at Didrik i Styrke og Duelighed monne overgaae alle Mænd i Verden, og derhos var hans Sværd bedre end de fleste Andres Vaaben og hans Hjelm haardere end han för havde seet noget Slags Staal. „Men saa stor en Kæmpe du er,“ sagde Heimer, „hvi stred du paa en saa elendig Hest, som ikke kunde staae imod eet Vaabenhug.“ „Jeg veed en Hest,“ vedblev Heimer, „som er tre Vintre gammel, og om du kommer paa dens Ryg, da kan du uforfærdet stinge med dit Spyd, paa hvad som du vil, og jeg vil vedde mit Hoved paa, at för skal din stærke Arm svigte end den skal give efter.“ „Hvis du skaffer mig den Hest,“ sagde Didrik, „da skal jeg gjöre dig til den störste Mand, og min kjæreste Ven efter Hildebrand.“ Paa disse Ord red Heimer tilbage til sin Fader og tog af hans Stod[21] en tre Vintres Fole, der var guulblakket og större af Væxt, end Nogen för havde seet; den var vel tilreden til at löbe, og hed Falka. Derefter drog han tilbage til Bern med denne Hest og gav den til Didrik, og hvad Heimer havde sagt, erkjendte Didrik ved mange Leiligheder for sandt.




Noter:

  1. Kong Didrik af Berns, B, P.
  2. Gernis, B.
  3. Grimhild, B, P; hvilket Navn hun ogsaa förer længere hen i A, men til Slutningen faaer hun atter Navnet Gudrun.
  4. Med forandrede Navne findes her i P en Gjentagelse af Fortællingen i foregaaende Kapitel. Kong Irung i Niflungeland havde en Dronning ved Navn Oda, som med en Alf födte Högne. Desuden födte hun med Kongen en Datter Grimild og fire Sönner Gunnar, Gudzorm, Gernos og Gisler.
  5. Gudzorm, P.
  6. Villifer A, B.
  7. jfr. Kap. 17.
  8. jfr. Kap. 44.
  9. af god Farve, A.
  10. Elfendyr, P. Jfr. Kap. 95. Alpandyr betydede i det Gammeltydske snarere en Kamel and en Elefant.
  11. guult, P.
  12. nu Wild-Eber; det betegner hans Rustnings Mærke; thi Vildgalten er af dette Udseende, A.
  13. Skudild, hvilken Ild flyver hurtigere og ophörer mindre end nogen anden Ting, som man i Hærfærd bruger, B, P.
  14. jfr. Kap. 87.
  15. et lidet huulrundet buklet Skjold, bouclier.
  16. Vildgaltens Svær eller Horn, P.
  17. jfr. Kap. 146 og Volsunga Saga, Kap. 18.
  18. Rusalitter, A.
  19. Bikke; B; udelades i P; jfr. Volsunga Saga. S. 143.
  20. See Kap. 17.
  21. jfr. Kap. 17.