Didrik af Bern - Om Kong Samson i Salerne

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Her begynder Sagaen om
Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Förste Fortælling

Om Kong Samson i Salerne


Fortællingen begynder her med en Ridder, som var födt i Staden Salerne. Der regjerede paa den Tid en mægtig Jarl, som hed Rodgeir; hans Broder hed Brunsteen. Jarlen havde en Datter ved Navn Hildesvid, den deiligste Mö, man kunde see for sine Öine og meget færdig i alle de Sysler, der hædre Kjönnet. Hun havde sin Faders fulde Kjærlighed. Hendes Skjönhed og Anstand, Blidhed og beskedne Væsen, som og hendes Færdighed i konstige Sysler vandt hende Alles Hjerter. Ridderen hed Samson, den tappreste og fortrinligste af sine Jævnlige. Sort som Beg var hans Haar og Skjæg, og begge hang ned i side Lokker; i sin Væxt lignede han aldeles en Rise, naar det undtages, at hans Lægge og Lemmer ei vare saa slet formede, men i Förhed og Kræfter stod han ikke tilbage for den stærkeste Rise; han havde et langt bredt Ansigt, et mörkt og barskt Aasyn; et heelt Spand var imellem hans Öine, og over dem hvælvede sig, lig tvende sorte Krager, de tykke mörke Bryn. Mörkladen var han, dog den anseligste Kæmpe; för var hans Hals, brede og tykke hans Skuldre, Armene före og saa haarde at föle paa som Stokke og Steen; hans Haand var smuk, Fingrene smidige og vel dannede. Uagtet sin stærke Bygning besad han dog baade Færdighed i at ride Hest og udföre alskens Lege, saavel de, der fordre Hurtighed, som de, hvor Styrken gjör Udslaget, saa at i Legemsfuldkommenheder var han sin Tids Ypperste. Han havde noget Skarpt i sit Öie, dog var han blid og nedladende mod Alle, saavel Rige som Fattige, saa at den ringeste Mand svarede ham med en glad Mine, og Enhver, han maatte være nok saa fattig, havde ligefuldt Adgang til hans Agtelse. Han var viis og skarpsindig, derhos forsigtig; ligeledes velvillig og gavmild, saa at han mod sine Venner hverken sparede sine Eiendomme eller sin Bistand, om de end vare stædte i saa stor Nöd og Livsfare, at enhver Anden havde ladet sig afskrække. Ofte holdt han Træfninger og Enekampe, ene mod Mange, men aldrig gik han bort af Striden uden som Seierherre. Alle hans Löfter maatte staae fuldt og fast, hvad enten han havde lovet det Onde eller Gode; og havde han engang taget en Beslutning, da aflod han ikke, för den var fuldbyrdet, enten det saa holdt let eller vanskeligt; og saa urokkelig var han heri, at han, hellere end bryde sit Löfte, gik i Döden. Ved alt dette blev han navnkundig, og naaede sine Venners og Bekjendteres fulde Hengivenhed; hans Fjender derimod skjælvede, saasnart de blot hörte hans Navn. Aldrig roste han sig af nogen Stordaad, men naar Andre priste hans vældige Bedrifter, saa hörte han vel derpaa, men talde ingensinde selv derom. Han tjente Rodgeir Jarl vel, og blev igjen hædret af ham efter Fortjeneste. Samson fattede en heftig Kjærlighed til Jarlens Datter Hildesvid, og saavidt kom det omsider, at han besluttede at vinde hendes Kjærlighed, hvad enten det skete med det Gode eller Onde.


2. Det hændte sig nu en Dag, som Jarlen sad ved Bordet, og Ridder Samson var just tilstede, at han lagde nogle af de bedste Retter paa to forgyldte Sölvfade til sin Datter Hildesvid. Samson var strax ved Haanden, tog imod Fadene, og bar eet i hver Haand höit i Veiret, og gik saaledes, fulgt af sin Svend, til Hildesvid. „Gak og tag min Hest,“ sagde han til Svenden, „samt alle mine Vaaben og bedste Klenodier, og hold dette færdigt, til jeg gaaer ud af denne Gaard.“ Samson gik derpaa ind i Gaarden, og böd Portneren oplukke Kastellet. Saa skete, og han gik op i det höieste Taarn, hvor Jarlens Datter sad, omgivet af faa Kvinder, ved Maaltidet. Han gik lige til hende, böiede sig, og sagde: „Vær hilset Jomfrue og I alle tilsammen!“ De modtoge ham vel, og bade ham spise og drikke med sig. Han gjorde saa, og berettede med det samme Hildesvid sit Ærinde. Saasnart nu Bordet var taget bort, tog hun sine bedste Klenodier, og sagde derpaa grædende til sine Kvinder: „Her er nu Ridder Samson kommen, og vil bortföre mig uden min Faders og mine Frænders Villie. Men hvorlunde skulle vi forhindre ham det? thi om her end vare hundrede fuldtvæbnede Riddere, saa vil han dog kunne bortföre, hvad ham lyster; derfor tog jeg nu mine Klenodier og bedste Klæder til mig, hvorvel min Skam er paa det höieste, ved saaledes at fare bort med en Mand, og skilles fra Fader, Frænder og trofaste Venner, fra Hæder og Rige. Dog beder jeg eder, at I holde det skjult for min Fader, saalænge som muligt; thi jeg veed, at han forfölger os, saasnart han underrettes herom, og skulde de da træffes, da er Ridder Samson saa dygtig en Krigsmand og vældig en Kæmpe, at, för han lader sit Liv, vilde jeg faae at see mangen Mand sönderhugget, mange brudte Skjolde og blodige Brynjer og mange Frænder og kjære Venner hovedlöse at styrte til Jorden.“


3. Ridder Samson satte nu Jarlens Datter paa sin Arm, og bar hende ud af Kastellet, men alle Kvinderne bleve grædende tilbage. Udenfor Gaarden holdt Svenden med to Heste, den ene sadlet, den anden belæsset med deres Kostbarheder. Samson væbnede sig og sprang paa Hesten, tog derpaa sin Frue, satte hende paa sit Knæ, og red saaledes lang Vei bort fra Borgen, og standsede ikke, för han havde naaet en stor og ubeboet Skov. Der byggede han et Huus, som i lang Tid tjente dem til Bolig. Först mange Dage efter spurgte Rodgeir Jarl, at hans Datter var bortfört, hvo der havde gjort det, og hvorlunde det var tilgaaet. Han græmmede sig til sit Inderste, og saae ingen Udveie til at faae sin Harme hevnet. Midlertid lod han Ridder Samsons Gaard brænde, tilkjendte sig alle hans Kvæg og Eiendomme, gjorde ham selv landflygtig fra hele sit Rige, og böd alle sine Mænd dræbe ham, om de det formaaede. Saasnart Samson spurgte, at han var gjort landflygtig og fredlös, red han strax bort fra Skoven ligetil Jarlens Gaarde, brændte dem, og dræbte baade Folk og Fæ, men alle de, som kunde komme afsted dermed, toge Flugten. Som han nu vendte om igjen, kom Rodgeir Jarl imod ham med tredsindstyve[1] Mand, men saasnart han blev dette vaer, dreiede han sin Hest, gav den af Sporerne og red djærvelig igjennem deres Rækker, spændte saa sin Hjelm og Brynje fast, satte sit Skjold og Spyd frem, og borede i det förste Stöd sit Spyd i Brystet paa en af Jarlens Riddere, saa at det trængte gjennem Brynjen og ud igjen mellem Skuldrene, og Ridderen styrtede död langt bort paa Valen. I det samme trak han sit Sværd ud af Skeden; det var baade haardt og bredt og et fortrinligt Vaaben. Med det förste Hug ramde han Jarlens Bannerförer i den venstre Axel, saa at Sværdet gik tvært igjennem Brynje og Bug, og hvert Stykke af Kroppen faldt til sin Side til Jorden; ogsaa Bannerstangen huggedes sönder, saa Banneret faldt. Dernæst hug han til höire Side en Ridder i Ryggen ovenfor Sadelbuen; Manden med samt Brynjen klövedes midt over, saa han faldt i to Stykker til Jorden. Endelig hug han selve Jarlen i Halsen, saa Brynjen gik sönder, og Hestens Hoved i samme Hug gik af, og Alt faldt paa eengang dödt til Jorden, saavel Jarl som Hest. Det varede saaledes kun föie Stund, inden han havde dræbt femten Riddere, og da var vel hans Hjelmskygge, Vaabenkjole og silke Sadelklæde afhuggede, men heel var endnu baade hans Hjelm og Brynje, og Hesten var heller ikke saaret. Da flyede alle Ridderne, og holdt den sig for heldigst, som var den förste paa Flugten. Ridder Samson red derpaa til Skoven, hvor han traf sin Frue, og dvælede der en Stund. Men da Ridderne kom tilbage til Salerne, fortalte de, hvorlunde Jarlen og med ham femten Riddere vare dræbte, og hvo der havde udfört dette Værk. Nu var altsaa Salernisborg[2] uden Hövding.


4. Samme Dag lod Rodgeir Jarls Broder Brunsteen stevne til Thinge og udnævne sig selv til Konge over hele det Rige, Jarlen havde eiet. Han red dernæst i mange Dage omkring med stort Fölge, at lede efter Ridder Samson, men denne red flere Gange uforfærdet til Kongens Gaard, opbrændte en Stor Deel af hans Gods, og dræbte mange Mennesker. Allerede havde denne Ufred varet ved i to Aar; da red Kongen engang, i Fölge af hundrede Riddere, ud for at opsöge Samson. Om Aftenen kom han til et ved en Skov beliggende Kastel, hvor han agtede at overnatte. Did kom Ridder Samson ganske ene ved Midnatstide, og traf Kastellet lukket og Vagten i Sövn, Han udtænkte nu sin Plan, steg af Hesten og bandt den. Tæt ved Kastellet laa der just en lille Torp, hvor der boede fattige Folk; der gik han hen, skaffede sig Ild, og gik ind i et Huus, hvori han siden stak Ild; han tog derpaa en luende Brand og skjöd den op i Kastellet. Nu stod hvert Huus i lys Lue, hvorved Vagtmændene vaagnede, sprang ilsomt op og blæste i Lurerne til Tegn paa, at der var Ufred for Haanden. Enhver, som vaagnede, greb sine Klæder og Vaaben, og den Ene skyndte nu den Anden til at tage Flugten. Krigsrygtet kom ogsaa strax indfor Kongen, som paa det hurtigste iförte sig sine Klæder og Vaaben, sprang paa Hesten, og ilte, ledsaget af sex[3] Riddere ud af Kastellet. Med dette Fölge skyndte han sig ad Skoven til, og Alle troede, at det havde været en heel Krigshær, der havde brændt Kastellet, eftersom der var megen Ludurgang og Vaabenbrag at höre hele Natten, skjöndt det dog egentlig var dem selv, der indbyrdes skrækkede hinanden. Ogsaa alle de Övrige flyede, somme til Hest, somme til Fods, somme i Vaaben, somme derimod vaabenlöse, ja næsten uden Klæder; saa at Ridder Samson i den Nat gjorde mangen Mand Skam og Skade, og, för Dagen bröd frem, vare Mange faldne for hans Haand. Kong Brunsteen red længe om i Skoven, indtil han endelig traf paa et Huus. Der var en Kvinde, som Kongen strax kjendte at være hans Frænke Hildesvid. Han spurgte, hvi hun var der, og hvor hendes Elsker var, og om hun vilde fare med dem? „Herre!“ svarede hun, „dette lille Huus er mit Herberge, men Ridder Samson red bort ved Nattens Frembrud, og om I ikke er bleven ham vaer, da veed jeg ikke, hvad Vei han har taget. Men hvorlunde er det tilgaaet, at I er kommen hid saa dybt ind i denne mörke Skov, uden at kjende Veien; hvorfor rider I om Natten, og hvor er eders Natteherberge; og det undrer mig meget, at I kommer her saa tidlig; Solen staaer nu först op i dette Öieblik, men Ridder Samson har sagt mig, at man behöver en halv Dag til at ride Skoven igjennem.“ „Du siger sandt, Frue!“ svarede Kongen, „det er vist nok en underlig lang Vei; vi have nu redet i denne Skov hele den forgangne Nat; igaaraftes toge vi Herberge i et Kastel, men en frygtelig Raaben og Ludurgang fra alle Kanter vækkede os snart, og da bleve vi vaer, at hvert Huus stod i lys Lue. Da vi lagde os, vare vi hundrede Riddere, men da jeg red hid til denne Skov, havde jeg ikke flere end disse sex[4] tilbage; og dog vide vi ikke, hveden Ufreden kom.“ „Dersom det er saa, som mig aner,“ svarede Fru Hildesvid, „da har Ridder Samson ene udfört alt dette, ligesom han jævnlig tilforn har tilföiet eder Skade.“ „Nei, du er en Taabe,“ gjentog Kongen, „og kun slet underrettet, om du vil paastaae, at Ridder Samson ene har kunnet brænde vort Kastel og gjöre al den Storm, som der var; heller ikke kunde han paa eengang tude i tredive Lurer. Tag nu hurtig dine Klæder og far med os! Altforlænge har du været her til Skam for dig og dine Frænder.“ „Nei,“ svarede hun, „jeg vil ikke fare med eder dennesinde, thi jeg seer, at I snart vil faae noget at bestille; dreier eders Heste, og svarer den, som nu kommer at tale med eder.“ Da blev Kongen vaer, at Samson red mod dem, og dreiede sin Hest. De styrtede nu begge lös paa hinanden og blottede Sværdene; men Ridder Samson hug til Kong Brunsteen, og klövede Hjelmen og Hovedet, saa at Hugget gik ned i Axlerne, og Kongen styrtede död af Hesten. Det andet Slag gav han den næste Ridder over Axlen, og klövede hans brynjeklædte Bug, saa at Sværdet sad fast i Sadlen. Den tredie Ridder stak han tvært igjennem. Da flyede de, som vare tilbage, men Ridder Samson satte efter dem, og lod ei af, för han havde dræbt dem alle paa een nær, som undkom haardt saaret. Denne kom til Borgen, og havde da vigtige Tidender at fortælle om Ridder Samsons og Kong Brunsteens Möde, og hvad Ende deres Ufred havde taget. Da förstod Alle, at ingen Mand kunde maale sig med Ridder Samson.


5. Ridder Samson kom nu tilbage til sin Frue, og tiltalte hende saalunde: „Altfor lang Tid har jeg været i denne Skov, og jeg vil ikke længer holde mig her skjult for mine Uvenner. Tag nu dine Klæder og alle dine Kostbarheder, og gjör dig færdig!“ Saa gjorde hun. Derpaa tog han tre Heste, læssede dem med Guld, Sölv og alskens gode Klenodier; den fjerde gav han Hildesvid at ride paa, og den femte beholdt han for sig selv. Saaledes begave de sig nu paa Veien, og fortsatte den igjennem Skoven. Da de næsten havde naaet Udkanten, kom tolv Mænd ridende imod dem, som havde store Heste, brede Skjolde, blanke Hjelme, og tykke Spydskafter; selv vare de store og rede haardt frem. „Hvo mon det være,“ sagde Ridder Samson til sin Frue. „Herre“ svarede hun, „hvo det er, veed jeg ikke, men det er vist, at de ride djærvt til; skulde I ikke kjende dem?“ „Nei! dem selv kjender jeg ikke,“ svarede han, „men det kan være, at jeg kjender deres Vaaben: den förste Mand har et rödt Skjold, hvori der staaer en forgyldt Löve; dette Mærke havde min Fader og hans Broder Ditmar[5], og det samme bærer ogsaa jeg i mit Skjold, hvoraf jeg veed, at det er mine Ætmænd.“ Og nu vare de komne til hinanden. Da spurgte Ridder Samson, hvo de vare, hveden de kom og hvorhen de agtede sig? „Lang Vei,“ svarede deres Hövding, „have vi faret, men dog venter jeg, at vi nu kunne vende om herfra, thi nu have vi udfört vort Ærende, eftersom vi have fundet eder. Vi have for lang Tid siden spurgt, hvilken Ufred der var tilföiet dig, hvilke mægtige Fjender du har havt at kæmpe imod, og hvorlunde du blev afsat fra din Værdighed og havde ikkun faa Venner, som kunde staae dig bi.“ „Om jeg seer ret,“ svarede Ridder Samson, „da er du min Farbroder.“ „Ja,“ svarede hin, „jeg er din Farbroder Ditmar; mine to Sönner ere ogsaa hermed, og alle disse ere dine Frænder. Vi have nu reist lang Vei for at opsöge dig, da vi vilde yde dig Hjælp, i Hvad du agter at tage dig for.“ Da omfavnede Ridder Samson sin Farbroder, og takkede ham meget for hans gode Villie.


6. De rede nu Alle i Forening ud af Skoven hen til en Borg, som Kong Brunsteen eiede. Borgbeboerne bleve det ikke vaer, för de allerede vare komne ind i Staden. Da mærkede de, at det var Ridder Samson, som var kommen der, han som havde dræbt Rodgeir Jarl og Kong Brunsteen og mange andre mægtige Hövdinger. De tænkte nu paa, hvilke Storværker han havde udfört, og hvor drabelig en Mand han i alle Henseender var, samt at de selv nu vare uden Hövding. De viseste Mænd traadte derpaa sammen, og saa faldt deres Beslutning ud, at de vilde indgaae Forlig med Ridder Samson. Ifölge denne Beslutning gik de til han med megen Ærbödighed under talrigt Optog, og traf ham og hans Mænd i en Hal, hvor han var tagen ind. Ridderne ginge nu for Samson, faldt paa Knæ for ham, og tilböde, at give sig i hans Vold, og blive hans Undergivne: „Borgen vilde de overgive ham; han skulde være deres Hövding.“ Dette Tilbud modtog Samson, og böd dem staae op. Der blev nu stevnet til Thinge, og paa dette Thing toge Borgens Beboere ham til deres Hertug.


7. Kort efter red Hertug Samson ud af Borgen og med ham fem hundrede[6] Riddere. Han red nu hen til en anden Borg, som baade i Rigdom og Folkemængde overgik de fleste andre. Han afsendte Mænd til Borgen med det Forlangende, at Indbyggerne enten maatte overgive Borgen, eller i andet Fald værge deres Gods og Liv. Men da de hörte dette, holdt först Hövedsmændene Stevne, og Sagen blev dernæst foredraget i et almindeligt Möde; men för man sluttede dette Möde, talte en Hövding længe og snildelig. Han begyndte Talen om Ridder Samson fra hans Barndom, dernæst talte han om, hvor mange store Gjerninger han udförte i sine unge Aar og siden da han blev Ridder, at han vandt Borg og Rige, holdt Enekampe og Slag, samt hvorlunde han var mild og rask, kjærlig mod sine Venner men grum mod sine Uvenner, hvor standhaftig han var i sine Beslutninger og hvor ilde han havde gjengjældet Rodgeir Jarl og Kong Brunsteen deres Ufred. Ja det kunde de vente, at de ei vilde kunne holde deres Borg for hans Hær, da saa store Hövdinger ikke kunde holde deres Liv for ham alene. „Og er det nu mit Raad,“ saa sluttede han, „at vi modtage ham paa det bedste.“ Da nu Hertug Samson kom til Borgen, vare alle Borgportene oplukkede for ham, og han red ind i Staden med hele sin Hær. Dernæst blev der stevnet til et almindeligt Thing, paa hvilket Folket overgav ham Staden og alle, Herreder og Kasteller, som hörte til den, ja, de tilböde endog at give ham Kongenavn. Herpaa svarede han dog saalunde, at han ikke vilde hedde Konge, heller ei bære höiere Navn, end det han forud havde, förend han reiste sin Bannerstang midt i Salerne. I denne Borg dvælede han nu fem Dage.


8. Da nu Hertug Samson red ud af denne Borg, havde han to tusinde Riddere og desuden en stor Mængde andre Folk. Denne Hær satte han i Bevægelse ad den Vei, som gik til Salerne, og der var nu ingen Borg paa hans Vei, som jo overgav sig til ham. Da sendte han Bud til Salerne, og lod sige sin Beslutning, at han vilde bemægtige sig Borgen, hvad enten det vilde blive ham let eller vanskeligt, saa at han heller vilde döe med hele sin Hær end ikke blive Borgens Eier. Ved denne Tidende bleve alle Indbyggerne bedrövede, og holdt indbyrdes Möder med vise Mænd og Hövdinger; og der raadsloges mange Dage om denne Sag, för der blev taget fast Beslutning i den. Man spurgte imidlertid, at Hertugen var nær, hvorpaa hele Folket red ud af Borgen med Vaaben og vaiende Bannere i pragtfuldt Optog med alle Slags Spil, baade Harper og Feiler, Giger og Trommer og alskens Lystighed, som man kunde finde paa. Da Borgmændene nu traf Hertugen og hans Hær, stege de af Hestene, först de Fornemste, siden alle Ridderne, hvorpaa de afgave den Erklæring: at de vilde overgive Staden og sig selv i hans Vold. Hertugen takkede dem for deres Velvillighed, hvorpaa de fulgte ham ind i Borgen, og gave ham samme Dag Kongenavn, og overdroge ham baade hele Kastellet og Skatkammeret, som Kong Brunsteen havde eiet. Han sendte nu Bud over hele det Rige, som forhen havde staaet under Kong Brunsteen, at alt Folket skulde tjene ham og vise ham Lydighed. Derefter styrede Kong Samson sit Rige en Stund.


9. Kongen havde, fortælles der, ved sin Kone Hildesvid en Sön, der hed Ermenrik. Han blev ved sin Opvæxt baade skjön og stærk, og havde sin Faders fulde Kjærlighed. Kong Samson udvidede nu sit Rige paa mange Maader, foer vidt og bredt omkring, og underlagde sig mange Lande vester ud og flere Steder. Han fik dernæst[7] en anden Sön, som efter Farbroderen blev kaldt Ditmar. Denne Sön blev, da han voxte til, stor og stærk og mandhaftig som sin Fader, haardför, forstandig og en djærv Mand, der slægtede sin Fader paa i Sindelag. Som nu Kong Samson var temmelig til Aarene, men hans Sön Ermenrik allerede var voxen, Ditmar derimod tolv[8] Vintre gammel, hændte det sig en Dag, at Kongen sad i sit Höisæde og Ermenrik traadte frem for ham. Da talte Kongen saalunde til ham: „Ei vil jeg, at du tjener mig eller anden Mand længer; jeg vil nu give dig Kongevælde over de tolv störste Borge i Spanien, som jeg har tilvundet mig med mit eget Sværd; og da kan du selv foröge dit Rige, thi, skjöndt jeg hverken fik Rige til Gave eller Arv, har jeg nu ikke Mangel derpaa.“ Men da hans yngste Sön Ditmar hörte dette, gik han for Faderen og talte: „Nu har du givet din Sön Ermenrik Kongevælde og et stort Rige, men lige til i Dag har jeg faret med dine Riddersvende, og havt samme Anseelse som han. Men nu har du ikke gjort et ligeligt Skifte imellem os, og det kan du alene gjöre godt igjen, om du vil give mig nogen Vælde eller Navnbod[9], efterdi du har gjort ham til saa stor en Mand.“ Kongen hörte paa denne Tale, svarede Intet, men kastede et vredt Öie paa ham. Da han altsaa intet Svar fik gik han igjen tilbage.


10. Kong Samson sad nu i Höisædet i sin fornemste Hal. En Kreds af anselige Hövdinger omringede ham. Salen var betrukken med kostelige Tæpper, og alle Borde vare besatte med prægtige Fade; Bordtöiet var af purt Guld, og frisk Viin perlede baade röd og hvid i store Pokaler af rödt Guld, heelt besatte med funklende Ædelstene; trende Mundskjænke bare Vinen frem for Kongen. Det var nu Middag; Solen skinnede gjennem alle Hallens Vinduer og udbredte en klar Glands over hele Salen, og man morede sig med alskens Lege; da rakte Kong Samson sin Haand frem over Bordet, og talte saalunde: „Nu har jeg siddet i dette Höisæde i samfulde tyve Vintre, og alle mine Mænd have havt Fred, og vel har jeg i den Tid ikke foröget mit Rige, [men dog seer her nu heelt anderledes ud end den Gang]; thi nu er her i denne Hal megen Glands og Pryd af anselige Hövdinger og raske Kæmper; ogsaa er hele Hallens Indretning derefter pragtfuld og alskens Leger anstilles; og meget er forandret siden den Tid, da mit Haar og Skjæg, der nu er hvidt som en Due, bar Ravnens sorte Farve, og da min Arm, der nu er hvid, var röd og blaa; dog hvad voldte det, uden min Brynje, da den i fulde tre Maaneder ikke kom af min Arm. Mine Riddere vare i samme Kaar; da vare vore Sværde rödfarvede af Blod og skaarede af Vaaben; nu derimod ere de röde af Rust, ogsaa vore Brynjer ere rustne og Skjoldene söndersprukne. Hvor ere nu vore Heste, der baade vare stærke og storfodede, og kunde löbe i brændende Ild, om man der lystede at ride? Nu derimod vil enhver Ridder ride en Ganger, og han holder for, at den ikke er blöd nok, saafremt mindste Fjeder skakkes paa hans Hjelm, naar den render i fuldt Fiirspring. Men paa hvad andet tyder vel dette hvide og skinnende Haar, end at jeg, skjöndt jeg sidder her i mit Höisæde, og kommer ikke ud af Salerne, dog omsider maa fare den samme Vei, som alle andre Jarler: og naar jeg saa er död, da er ogsaa at den Hæder, som er bleven mig tildeelt her i Livet, gaaet til Grunde; men eftersom Storværker og Kampe ere stedse i friskt Minde,[10] vil jeg nu ikke oppebie denne Dag her i Salerne; thi skulle mine Mænd nu udföre det Budskab over hele mit Rige til Konger og Hertuger og alle Landets Beboere, at der i hver Stad ikke skal gjöres andet i de næste tre Maaneder end at ride Heste, tilberede Sadler, gjöre Skjolde, Brynjer og Spyd og polere Sværde; men naar denne Tid er forlöben, da skulle alle Hövdinger komme til mig med deres Mænd.


11. Kong Samson lod nu udfærdige et Brev, og sendte det bort med sex vel udrustede Riddere. Men i dette Brev stod, at Kong Samson sendte Bud til Elsung Jarl hin rige og stormodige [og skjægside] saalunde: „I have længe undslaaet eder for at vise os Hæder ved Skattegaver og venskabelige Sendefærd; thi skulle I nu sende os i Skat eders Dotter, som min yngste Sön skal have til Frille, og hende skal fölge tredsinstyve hæderlige og vel udstyrede Möer, derhos tredsinstyve Riddere, fuldt udrustede; hver Ridder skal have to Heste og een Svend; og endnu skal du sende mig tredsinstyve gode og vel afrettede Höge og tredsindstyve Jagthunde; og paa den bedste Hund skal Halsbindet være af Guld og Baandet flettet af dit eget Skjæg; og da veed du, om nogen Mand i Verden er mægtigere end du. Vil du ei saa gjöre, da bered dig vel i tre Maaneder, og udrust alle dine Borge og dine Mænd, at de paa det bedste kunne værne dig og dit Rige.“ Ridderne droge nu afsted, og fortsatte Reisen uafbrudt til de kom til den Borg som hed Bern[11] til Elsung Jarl hin Gamle. Ved deres Ankomst sad Jarlen ved Spisebordet. De fremkom med Kong Samsons Brev og Indsegl, og lagde det paa Bordet for Jarlen. Han tog Brevet, og læste det selv, men da han havde læst det til Ende, farvedes hans Ansigt rödt som Blod, og med megen Vrede talte han saalunde til sine Mænd: „Os har hin store Konning Samson skikket sit Budskab; at jeg skal sende ham Skat. Han gjör mig nu, da jeg er stædt i den krafteslöse Alderdom, saadanne Fordringer, som han ingenlunde skulde have fremkommet med i mine yngre Aar, nemlig: at jeg skal tjene ham med Skam og desuden have hans Uvenskab. Men för dette skal skee, som han her fordrer, skal hver Borg i mit Rige vorde jævnet med Jorden, og mangen Ridder gjort hovedlös; og langt heller skal jeg döe, end taale en saadan Vanære.“ Han böd nu at sætte Ridderne fast, og den som frembar Ærendet, lod han hænge höit foran Borgen, de fire lod han halshugge og af den sjette lod han hugge den höire Haand, og sendte ham i saadan Forfatning hjem. Siden lod han alle sine Borge og Kasteller omgive med Steenmure og grave Diger om dem og sætte Valslynger ved hver Borgport; ogsaa Ridderne bleve paa det bedste udrustede, og der var nu stor Raadslagning i Riget, hvorlunde man skulde værne Landet mod Kong Samson. Ridderen kom imidlertid tilbage til Salerne, og fortalte Kong Samson Udfaldet af Reisen, og hvor haardt de bleve modtagne af Elsung Jarl. Da Kongen hörte dette, lod han, som Intet var; han gav ikke Svar og lod sig ikke forlyde med, enten han tyktes vel eller ilde herom.


12. Da nu tre Maaneder vare forlöbne, droges en uovervindelig Hær sammen, hvorefter Kong Samson red ud af Borgen og med ham tre Konger og mange Hertuger, og i alt havde han femten tusinde Riddere og utallige andre Mænd. Med denne Hær rykkede han ind i Elsung Jarls Land. Da han havde redet i to Dage om i Landet, kom Elsung Jarl med ti tusinde Riddere imod ham, og havde Jarlen desuden en stor Hær af andet Mandskab; thi vide fra Land var ham sendt Hjælpetropper, baade fra de Folk, som boede nord for Fjeldet[12] og fra Svaben og Ungarn.[13] Da de nu mödtes, kom det til et haardt Slag, og paa begge Sider blev der et stort Mandefald. Nu red Kong Samson og med ham hans Sönner Ermenrik og den unge Ditmar frem. Kong Samson nedhug baade Mænd og Heste, og fældte for Fode til begge Sider. Frem red han midt i sine Fjenders Hær, og blodig var hele hans Brynje og Hest, og nu tog han til sit Sværd, og Hjaltet gjaldede saa höit, at det hörtes over hele Hæren. Da sagde Kong Samson: „Om jeg end havde eensom redet til denne Kamp, da havde jeg, om det behövedes, kunnet dræbe med min ene Haand hver Mands Barn i Elsungs Hær,“ og hans Stemme var saa skrækkelig, at den bragte Alle til at skjælve. Men da Elsung Jarl saae, hvormegen Skade Kong Samson gjorde hans Mænd, og at Intet vilde hjælpe, raabte han höit: „Gjörer et haardt Anfald, mine Mænd! Seiren skal blive vor, men Banen deres, thi vore Fylkinger gaae endnu bedre end deres, og denne tykhalsede Orm, som længe har trængt sig frem i vor Hær, skal snart stödes död til Jorden, ellers skal jeg selv döe, og da vil Kampen være endt.“ Og med det samme gav han sin Hest af Sporerne, red ene djærveligen mod Kong Samson, og hug til överst i Kanten paa hans Skjold, og klövede det ned til Haandfanget; det andet Slag traf paa hans Axel, saa at det tog Brynjen sönder, og tilföiede ham et stort Saar. Men i det samme hug Kong Samson til Jarlen paa hans Hals, saa at Hugget tog Hovedet bort. Og nu tog Kong Samson Jarlens Hoved, og holdt det i Veiret, og spurgte, om Elsungs Mænd kjendte Hovedet. Og nu, da Jarlen var falden, standsedes Kampen, og alle Elsungs Mænd overgave sig i Kong Samsons og hans Sönners Vold. Derpaa red Kong Samson med hele sin Hær til Bern, og Ingen var i hele Elsungs Land, dristig nok til at værne Borg eller Kasteller imod ham. Da han altsaa kom til Bern, bleve alle Borgportene oplukkede for ham, og Borgbeboerne ginge imod ham med alskens Lege, viste ham alle deres Skatkammere, som Elsung Jarl havde eiet, og overgave det Alt i hans Vold.


13. Kong Samson lod nu gjöre et kosteligt Gilde, og i dette, giftede han Elsung Jarls Datter Odilia med sin Sön Ditmar, og gav ham Kongenavn og derhos Bern og hele det Rige, Elsung Jarl havde eiet. Og den Borg, som hedder Fritile, og Væringerne kalde Fridsæle[14], gav han sin Sön Ake med Tilnavn Örlungetröste. Ogsaa gav han ham Hertugnavn. Akes Moder var ikke af höi Byrd, men han blev dog en stor og mægtig Hövding. Derefter drog Ermenrik med sin Fader syd paa til Romaborg; og paa denne Færd döde Samson hin Mægtige. Da tog hans Sön Ermenrik Kongedom over alle de Riger, som hans Fader havde eiet, og foer dernæst til Romaborg, holdt mange Træfninger, og blev Herre over den bedste Deel af Romaborg og underlagde sig desuden mange andre store Borge ude i Apulien. Han tilegnede sig den störste Deel af Riget ude fra Grækelands Hav og nord til Fjeldet og en stor Deel af Grækelands Öer, og han blev en stor og vældig Konge. Han var vennesæl og fredsæl sin övrige Levetid.




Noter:

  1. tusinde, A.
  2. Borg ɔ: befæstet Stad.
  3. syv hundrede, A; tre, B.
  4. syv, B.
  5. Fader Ditmar, A.
  6. fem, B. P. Ordet Ridder brugtes i der gamle Sprog ogsaa at at beregne Rytter i Almindelighed.
  7. med sin Frille, B, P.
  8. femten B, P.
  9. Titel.
  10. endog efter tusinde Vintres Forlöb, B, P.
  11. d. e. Verona
  12. Alperne.
  13. sönden fra Ungarn, B, P.
  14. Formodentlig Breisach, ligesom i Heldenbuch; ellers er Fridsæla Vercelli.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.