Didrik af Bern - Velent

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. jan. 2017 kl. 14:27 av August (diskusjon | bidrag)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Tredie Fortælling

Velent


18. Kong Vilkinus i Vilkineland var mægtig Konge og en stor Krigsmand. Han var engang dragen med sin Hær ud i Österveg,[1] og som nu hans Krigsskibe laae ved Land, hændtes det engang, at Kongen selv gik op i Landet til en Skov, ganske ene, saa at ingen af hans Mænd fulgte ham. Da traf han en Kvinde, som var overordentlig deilig; thi fattede Kongen Kjærlighed til hende og gik hen og favnede hende. Men denne Kvinde var ikke andet, end hvad man kalder en Havfrue. Disse have hjemme i Havet som Uhyrer, men see ud som Kvinder, naar de ere komne i Land. De Mænd, som skulde fölge Kongen, tabte ham af Sigte og ledte efter ham vidt omkring i Skoven. Endelig kom han igjen til sine Mænd og Skibe, og, saasnart da Medbör fyldte Seilene, stak de i Söen. Men da de kom langt ud fra Land, kom en Kvinde op ved Löftningen paa Kongens Skib, tog fat i Skibsstavnen, og holdt saa fast, at Skibet stod stille. Da blev Kongen vaer, at det var den samme Kvinde, som han havde truffet paa i Skoven ved Stranden. „Lader os fare vor Vei,“ sagde Kongen til hende, „og om du har Noget med mig at tale, kom da til mit Land, der vil jeg modtage dig vel, og der skal du nyde gode Dage hos mig.“ Da slap hun Skibet, men Kongen foer sin Vei til sit Rige. Da han nu havde været et Halvaar hjemme, kom der en Kvinde og sagde, at hun var frugtsommelig ved ham. Kongen kjendte hende, og lod hende före til en Gaard i Nærheden. Da hun havde været der en kort Tid, födte hun et Drengebarn. Denne Dreng blev kaldet Vade. Da vilde hun ikke blive der længer, men forsvandt, og intet Menneske vidste, hvor hun siden blev af. Men da Drengen Vade voxte op, blev han en Rise af Væxt, og slægtede i visse Henseender sin Moder paa, og var ikke som andre Menneskens Börn. Han var ond at komme til Rette med, hvorfor han blev forhadt, og mistede endog sin Faders Kjærlighed. Kong Vilkinus havde en anden Sön, som hed Nordian; han var skjön af Udseende og en rask Mand, og havde sin Faders fulde Kjærlighed. Til denne Sön efterlod Kongen Rige og Kongedom, men gav sin anden Sön Vade tolv[2] Gaarde i Sjælland.[3] Kong Nordian var en mægtig Hövding, för Kong Hernit af Rusland kom til ham, og herjede i hans Rige, som siden skal fortælles. Hans Sönner vare de fire Riser, som ogsaa skulle omtales længere hen: Vidolf med Stangen, Aspelian Rise, Aventrod og Edgeir. Disse vare alle Mænd af sjælden Styrke og Tapperhed, og udmærkede sig ogsaa ved deres Vaaben, der vare langt fortrinligere end de fleste Andres.


19. Vade Rise havde en haabefuld Sön, som hed Velent. Da denne var tolv Vintre gammel, vilde Faderen, at han skulde bestemme sig til en eller anden Idræt, og da Vade havde spurgt om en Smed i Huneland, som hed Mimer, der i Konstarbeider langt overgik alle andre, drog han did med Sönnen, og overgav ham i Mimers Hænder, at denne skulde lære ham at smede Jern. Siden drog Vade hjem til sine Gaarde. Paa denne Tid var Sigurd Svend hos Mimer og tilföiede de andre Svende meget Ondt. Da nu Vade Rise spurgte, hvorlunde hans Sön blev slaaet og ofte slet medhandlet af Sigurd Svend, drog han anden Gang til Huneland efter sin Sön Velent og förte ham tilbage med sig til Sjælland, Da havde Velent været i Huneland tre Vintre og var nu femten Vintre gammel, og dvælede nu hjemme hos sin Fader tolv Maaneder og behagede hver Mand vel. Han overgik nu alle sin Tidsalders Mennesker i Konstfærdighed.


20. Vade Rise spurgte nu fra Huneland, hvor der boede to Dverge i et Bjerg, som hed Kallova [4]. Disse Dverge forstode bedre at smede Jern end enhver Anden, han være sig Dverg eller Menneske; af Jern smedede de baade Sværde og Hjelme, men af Guld og Sölv alskens Klenodier, hvad de vilde. Da tog Vade sin Sön Velent og drog bort med ham lige til Grönsund.[5] Da der intet Skib var for Haanden, biede han en Tid, og da der imidlertid ikke kom noget, tog han Sönnen paa Skuldrene og vadede med ham over Sundet, som var ni Alen dybt. Derpaa kom han til Kallova og traf Dvergene, og sagde til dem, at han kom med sin Sön Velent, og önskede, at de skulde tage imod ham tolv Maaneder og lære ham alskens Smedearbeide, og derfor vilde han give dem saameget Guld, som de kunde komme overeens om. De forlangte een Mark Guld, og fastsatte nu en Dag efter tolv Maaneders Forlöb, da han skulde komme at afhente Sönnen. Efterat have antaget disse Betingelser drog Vade hjem til Sjælland; men Velent var saa oplagt til Smedearbeide og tjente Dvergene saa vel, at, da Vade kom efter ham, vilde de ikke lade ham drage bort, men bade, at Svenden skulde blive der, og hellere vilde de give Guldmarken tilbage, end give slip paa Velent. Dette modtog Vade paa det Vilkaar, at han skulde være der endnu tolv Maaneder, og de aftalte nu indbyrdes en anden Stevnedag. Midlertid fortröd det Dvergene, at de skulde kjöbe hans Tjeneste i saa dyre Domme, og de lagde derfor den Betingelse til: „Om du ikke kommer efter din Sön til den fastsatte Dag, da skulle vi have Lov til at hugge Hovedet af ham.“ Vade kaldte nu Velent til en Enetale, og de gik bort af Bjerget. Nu tog Vade et Sværd, og stak det ned i Jorden under en Busk, saa at det ikke kunde sees, og talte saalunde til Velent: „Om jeg ikke möder den aftalte Dag, og Dvergene ville have Livet af dig, tag da dette Sværd og værg dig paa det mandigste!“ Dermed skiltes de, og Vade drog hjem til sine Gaarde. Men Velent erhvervede sig nu Hælften mere Duelighed end han tilforn besad; og det varede ei længe, forinden han besad ligesaa megen Konstfærdighed som selve Dvergene. Dog tjente han dem vel, og de tyktes godt om hans Tjeneste; men ikke desto mindre vare de meget misundelige paa ham, at han var bleven saa stor en Konstner, men de tröstede sig dog ved, at han ikke skulde have Nytte af sin Konstfærdighed, eftersom de havde hans Liv til Pant. Da nu de tolv Maaneder vare ledne, vilde Vade drage efter Sönnen, og han foer Veien fort ligetil det Sted, hvor Mödet var berammet imellem dem, men fordi Veien var lang, og han ikke vilde komme efter den fastsatte Tid, indfandt han sig saa betids, at han kom tre Dage för den bestemte. Bjerget var da lukket, og da han aldeles ingen Mulighed saae til at komme derind, lagde han sig ned under Fjeldsiden, og vilde der oppebie, til Bjerget blev lukket op. Men efterdi han havde gaaet en umaadelig lang Vei, var han mödig, faldt i Sövn og sov haardt. Der blev i det samme en stærk Regn og et Jordskjælv, saa at der skete et Jordskred paa Bjerget, og Vand og Jord væltede med megen Voldsomhed ned og styrtede over Vade Rise. Men da Stevnedagen kom, lukkede Dvergene Bjerget op, ginge ud og saae efter, om Vade Rise skulde være kommen. Nu gik ogsaa Velent ud af Fjeldet, og saae, hvor et Fjeldskred var gaaet, og tænkte det, som Skeet var, at dette Skred havde dræbt hans Fader. Derpaa sögte han efter Sværdet, men Skredet havde oprykket og medtaget Budskadsen. Han sögte da langs med Skredet, til han endelig fandt, hvor Hjaltet stak frem. Derpaa vendte han sig om, rakte Hænderne tilbage, og oprykkede Sværdet, og gik hen, hvor Dvergene stode. Disse toge sig ikke i Agt for, hvad Velent havde syslet, og han nedhug nu först den, som stod ham nærmest, siden den anden. Efter dette gik han ind i Bjerget, tog alt Værktöiet og alt det Guld og Sölv, som han kunde overkomme, ledte derpaa en Hest frem, som Dvergene havde eiet, og læssede disse Sager paa den. Desuden tog han ogsaa selv saa meget som han kunde bære[6] og drog med dette til en Aa, som hed Viseraa[7], hvor der var en Stor Skov. Der gjorde han sine Sager i Stand. Han gik til Aabakken, hvor der stod et meget stort Træ; dette fældte han, hug Grenene bort, og udhulede det. I den Överste og snævreste Ende lagde han sit Værktöi og Kostbarheder, men i den nederste rummeligere Ende lagde han sin Mad og Drikke, og deri foer han selv, og tillukkede saaledes Bullen, at hverken Sö eller Veir kunde trænge derind. For de Glugge, som han havde skaaret paa Træet, satte han Glar, saa konstigt gjort, at han kunde tage det fra, naar han vilde; men naar Glaret var for, kom der ikke mere Vand ind, end om Træet havde været heelt. Han dreiede sig derpaa, til Bullen faldt ud i Aaen, hvorfra den löb til Söen og dernæst i Havet, og saaledes gik det i atten Dage. Da kom Bullen omsider i Land.


21. En Konge hed Nidung, og raadede over Thjode[8] i Jylland. Hans Mænd roede en Dag ud paa Söen med et Vod, for at skaffe friske Fiske til Kongens Bord; men nu blev Vodet saa tungt, at de med Nöd og neppe kunde trække det op. De saae da, at der var kommen en forfærdelig stor Træbul deri. Denne Bul slæbte de i Land, og tænkte over, hvad det vel monne være; de fandt, at Træet var underlig tilhugget, og derfor troede de, at der maatte være Noget inden i det, og sendte nu en Mand til Kongen og bad ham undersöge, om det ikke skulde være nogen Skat. Da nu Kongen saae Træet, böd han dem hugge det itu og see efter, hvad der var i det. Da Velent mærkede, hvad de gjorde, raabte han og sagde, at der var en Mand i Træet. Men da de hörte hans Röst, bleve de forskrækkede, löb bort, og fortalte Kongen, at Fanden selv var i Træet. Da lukkede Velent Bullen op, gik for Kongen, og sagde, at han var et Menneske men ingen Fanden. Han hilsede paa Kongen, bad ham om Fred, og tilböd, at han vilde tjene ham. Da nu Kongen saae, at det var en udenlandsk Mand, saa vilde han, skjöndt denne var kommen paa en underlig Maade i hans Rige, ikke bryde Fred og Lov mod ham, men modtog ham vel. Velent tog nu sit Værktöi og skjulte det vel i Jorden. Men da han var i Færd dermed, blev en af Kongens Mænd, ved Navn Reigin, ham vaer. Velent opholdt sig nu hos Kong Nidung i gode Kaar og blev hans Kammertjener[9]. Hans Tjeneste bestod i, at han skulde passe tre Knive, som skulde ligge paa Kongens Bord, og hvormed Kongen spiste. Da Velent nu havde dvælet der tolv Maaneder, traf det sig engang, da han gik til Söen at tvætte og polere Knivene, at den bedste Kniv faldt ham af Haanden ned i Söen, der paa det Sted var saa dyb, at man ikke kunde have nogen Forhaabning om, at den vilde findes mere. Han gik derpaa hjem, og tænkte over, at Kongen vilde tykkes ilde om, at Kniven var borte, saa meget mere som han ikkun havde denne ubetydelige Tjeneste. Han gik derfor hen, hvor der boede en Smed, som hed Amilias. Denne var netop gaaet hen at spise tilligemed alle Svendene. Da satte Velent sig ned paa hans Værksted og smedede en Kniv saa lig mueligt den, han havde tabt. För han gik ud af Smedien slog han tillige et Söm med tre Hoveder[10] og lod det ligge tilbage paa Ambolten. Han var færdig med hele Smedningen, för Kongen gik til Bords. Siden kom Amilias tilbage til Smedien tilligemed sine Svende, og fandt det trehovede Söm, og spurgte, hvo af dem der havde slaaet det, men ingen af dem kunde vedgaae det, og de havde heller aldrig seet et Söm smedet paa den Maade, hverken för eller siden. Da nu Kongen sad over Bordet, bragte Velent ham Knivene, og hans Skatmester tog den ene Kniv og skar en Simle itu imod Bordet, men Kniven gjennemskar baade Simle og Bord. Da nu Kongen blev vaer, hvor skarp denne Kniv var, tyktes det ham underligt, og han spurgte, hvad der var Aarsag hertil, og hvo der havde gjort denne Kniv. „Hvo har vel gjort denne Kniv,“ svarede Velent, „uden han, som har gjort alle eders Knive.“ „Herre!“ tog Amilias, [som hörte paa Samtalen], til Orde, „jeg har gjort denne Kniv, som alle dine övrige Knive, og du har jo ingen anden Smed havt til dit Smedearbeide.“ Da svarede Kongen: „Aldrig saae jeg saa hvast Jern komme fra din Haand, og i hvo der end har gjort den, saa er det dog vist, at du gjorde aldrig dens Lige;“ hvorpaa han spurgte Velent, om han havde gjort den. Denne svarede, at det var som Amilias havde sagt. „Amilias,“ svarede Kongen, „har ikke gjort Kniven, men hvis du nu lyver for mig, og vil ikke komme frem med Sandheden, saa skal du derfor have min Vrede.“ Da fortalte Velent Kongen, at han havde tabt en af de Knive, der vare i hans Værge, og hvorlunde det for Resten var gaaet til. „Ja!“ sagde Kongen, „det er, som jeg formodede, at Amilias ikke mægtede at gjöre saa god en Kniv, thi aldrig för saae jeg saa godt Jern, og det troer jeg, at din Lige i Duelighed ikke vil findes.“ „Lad nu end være,“ sagde Amilias, „at Velent har gjort denne Kniv, som er saa god, som du siger, saa kan det dog hænde sig, at jeg kan giöre et andet Jern, som ikke giver den noget efter, om jeg vil gjöre mig Umage derfor; og aldrig vil jeg taale at höre, at hans Arbeide er bedre end mit. Lader os derfor pröve vor Duelighed, saa at Enhver smeder saa godt han kan, og jeg vover til Veddemaal at sætte min Konstfærdighed, den jeg vil miste, om du skal kaldes min Mester.“ „Kun lidet formaaer jeg at gjöre,“ svarede Velent, „men med den Kundskab jeg har lært, skal jeg smede et Stykke; du smede da et andet, og tredie Mand dömme os imellem, hvis Stykke er bedst. Men til at vedde med dig eier jeg ikke mange Penge; dog skal det komme an paa dig.“ „Da skal du,“ svarede Amilias, „eftersom du ikke har Penge til Veddemaalet, sætte dit Hoved derpaa, hvorimod jeg sætter mit Liv, og skal da den, som seirer i Konsten, afhugge den Andens Hals.“ „Hvad vil du da smede,“ spurgte Velent fremdeles, „og hvorledes skulle vi aflægge den Pröve som du tilbyder?“ „Du skal,“ svarede Amilias, „gjöre et Sværd, saa godt som du kan, men jeg en Hjelm og en Brynje og Brynhoser, og hvis dit Sværd bider mine Vaaben, saa at du kan saare mig, da kan du afhugge mit Hoved; hvis derimod dit Sværd ikke bider mine Vaaben, da skal jeg raade for dit Liv; og Pröven skal aflægges om tolv Maaneder.“ „Ja, ja!“ sagde Velent, „læg du saa meget til at vedde om, som du vil, og tag ei dit Ord tilbage; jeg er beredt.“ Amilias spurgte nu, hvo der vilde borge for ham, og dertil vare strax to af Kongens Riddere, som kjendte hans Konstfærdighed, beredte. „Hvo borger for dig,“ spurgte Amilias Velent. „Ei veed jeg,“ svarede denne, „hvo der vil borge, for mig, da Ingen her kjender, hvad jeg kan udrette.“ Men nu mindedes Kongen, hvorlunde Træbullen kom til Land, og hvor underligt denne Mand hidtil havde udrettet Alt, og sagde derfor: „Hvis Ingen vil borge for Velent, da vil jeg;“ og saaledes blev deres Veddemaal bestemt sluttet. Samme Dag foer Amilias til sin Smedie med alle sine Svende og begyndte at smede, og dermed blev han ved den ene Dag efter den anden i alle tolv Maaneder; men Velent tjente ved Kongens Bord som tilforn, og lod som han Intet havde aftalt, og saaledes gik det ene Halvaar hen.


22. Engang spurgte nu Kongen Velent, hvorlunde han vilde opfylde det indgangne Veddemaal, og naar han vilde begynde paa denne Smedning. „Herre!“ svarede Velent, „saasom I raader mig dertil, saa vil jeg nu begynde, men du maa skaffe mig en Mand, som kan bygge mig et Huus, hvori jeg kan smede.“ Dertil var Kongen strax villig, og der bleve Mænd satte til at bygge ham en Smedie. Da den var heelt færdig, gik han derhen, hvor hans Værktöi var nedgravet. Der fandt han vel Bullen, men Værktöiet var borte. Dette gjorde ham ilde tilmode, og det kom ham nu i Hu, at en Mand havde seet paa, at han skjulte sine Redskaber, hvoraf han sluttede, at denne Mand maatte have taget dem; men ikke kjendte han Mandens Navn. Han gik derfor til Kongen, og fortalte ham dette. Kongen sagde, at det var ilde, og at der skulde skee Undersögelse om, hvo denne Mand maatte være, og spurgte, om han kunde kjende ham, da han ikke vidste hans Navn. Velent sagde, at han godt kunde kjende ham. Derpaa lod Kongen stevne til Thinge over hele sit Land, og böd at Enhver skulde komme did, som var i hans Rige, men Ingen vidste, hvad det skulde betyde. Da nu alt Folket [fra hele Jylland] var kommet til Thinge saa talrigt som man kunde vente, ledte Velent, om han kunde finde Manden, men han fandt ham ikke. Da blev Kongen vred og sagde til ham: „Det synes mig dog, som her er kommen hver Mand, der er i mit Rige, thi maa den Mand ogsaa være her, som har dit Værktöi! men du kjender ham ikke, og du er ikke saa klögtig, som jeg troede, og det var urigtigt, at jeg gik i Borgen for dig, og du var værd, at en tung Stok blev spændt paa dine Födder, da du har holdt mig for Nar.“ Nu blev Velent meget bedrövet, at han havde mistet sit Værktöi og oven i Kjöbet faaet Kongens Vrede. Velent gjorde nu engang et Arbeide, uden at noget Menneske blev det vaer. Det var nemlig et Billede, som han malede i fuld Paaklædning, i alle Maader som der stod en Mand. [Dette Billede satte han i en Krog i Hallen.] Det hændte sig nu engang, at Kongen gik ud i Forstuen og Velent gik foran ham med en Kerte; da lod Kongen Öiet falde til venstre Side, og sagde: „Vær velkommen, min gode Ven Reigin! hvorlunde er det gaaet dig og dit Ærende?“ men Manden, som stod der, svarede ikke et Ord. Da tog Velent til Orde: „Herre! ei kan denne Mand svare eder, thi det er et Billede, som er mine Hænders Gjerning; og om du tykkes at kjende hans Ansigt, da maa du vide, at denne Mand, hvis Billede dette er, har taget mit Smede-Værktöi.“ Nu lo Kongen og sagde: „Vist er du konstfærdig, thi nöie kjender jeg, efter hvem dette er gjort, thi det er min Ridder Reigin. Ham har jeg sendt til Sverrig i mit Ærende; og bör det mig nu at gjengjælde, hvad haarde Ord jeg för talte til dig.“ Nu vidste da Kongen, hvorledes det havde sig med Velents Værktöi; og anden Dagen derefter sendte han Bud til Reigin og böd ham komme til sig. Det varede ei længe, för Reigin indfandt sig. Da spurgte Kongen ham, om han havde taget Velents Redskaber. Reigin svarede, at han rigtig nok havde taget Værktöiet for Löiers Skyld. Kongen böd ham at tilbagegive Velent det, hvilket han strax gjorde. Siden stod nu Velent hver Dag ved Kongens Bord, og lod som ingen Ting var, og saaledes led fire Maaneder frem.


23. Da nu denne Tid var forlöben, spurgte Kongen Velent, hvi han ikke kvilde til at gjöre Sværdet. Velent sagde, at han var heelt færdig til at gjöre det, saasnart det var Kongens Raad. Velent gik nu til Smedien. Fjerde Dagen derefter kom Kongen til ham, og da var han allerede færdig med et Sværd, hvis Lige i Skarphed og Skjönhed Kongen tyktes aldrig at have seet. De gik nu til en Aa, og Velent tog en Filtpude, en Tværfod tyk, kastede den i Aaen, og lod den drive med Strömmen ned paa Sværdets Eg. Sværdet tog Puden sönder i to Stykker, saa at hvert Stykke drev sin Vei. Da sagde Kongen, at han aldrig havde seet bedre Sværd; een Ting havde han kun at udsætte paa det: at det var saa stort og tungt, at han ikke kunde före det. Velent derimod sagde, at dette Sværd ikke var godt, men at det skulde blive meget bedre. Kongen gik nu fornöiet hjem, men Velent satte sig ned i sin Smedie og filede Sværdet ganske smaat, tog dernæst Filspaanen, blandede den i [Melk og] Meel, rörte det sammen, og bar det hen, hvor der vare Gjæs og Höns, som han havde ladet sulte to Dage i Forveien, og lod Fuglene æde det op altsammen. Siden tog han Fugledrækket, brændte det i Ilden, og gjorde deraf et andet Sværd. Efter fjorten Dages Forlöb kom Kongen igjen, og da var det andet Sværd færdigt, i hvilket Kongen fandt stor Behag. Nu tog Velent en Filtpude, to Tværfod tyk, og gik til Aaen; men dette Sværd skar den sönder. Kongen blev nu ganske indtaget i det, og sagde, at man aldrig fik dets Mage; men skjöndt det var mindre end det forrige, var det dog temmelig stort. Velent sagde, at dette Sværd vel var godt, men at han dog, för han holdt op, skulde gjöre et Sværd, der endnu var en halv Gang bedre. Kongen gik nu tilbage til sin Hal, men Velent til Smedien og filede ogsaa dette Sværd heelt sönder, og bar sig ad dermed paa samme Viis som för, og efter tre Ugers Forlöb var et andet Sværd færdigt, der var poleret og indlagt med Guld, og havde et skjönt Fæste. Da nu Kongen kom til Velent og saae Arbeidet, tyktes det ham, at det var det allerbedste af de Sværd, som han havde seet, og det var tillige meget passende for ham. De gik derpaa til Aaen, og Velent havde en Filtpude med sig, som var tre Tværfod tyk og baade bred og lang. Denne kastede han i Aaen, og holdt Sværdet stille for, og da Puden drev med Strömmen, tog Sværdet den sönder ligesaa let som Strömmen selv. Da udbröd Kongen: „Om man end vilde lede al Verden rundt, skulde Ingen finde et Vaaben, der kunde sættes ved Siden af dette; og dette samme Sværd skal jeg före i min Haand, hver Gang jeg herefter gaaer i Kamp.“ „Herre!“ sagde Velent, „jeg vil nu gjöre Balg, Gjorder og Spænder til Sværdet, og da först overgive dig det, naar det er heelt færdigt.“ Dette fandt Kongens Bifald. Kongen gik derpaa meget vel tilfreds tilbage til sin Hal. Men Velent gik til sin Smedie og gjorde et andet Sværd saa ligt det förste, at man ikke kunde kjende det ene fra det andet. Efterat dette var færdigt, stod Velent igjen, og vartede op ved Kongens Bord lige til Stevnedagen. Samme Dag tog Amilias sine Brynhoser, spændte dem paa sig, og gik hen paa Torvet og morede sig. Men hvert Menneske, som mödte ham, sagde, at han aldrig havde seet bedre Arbeide end dette, og alt var ganske nyt og af dobbelt Jern. Henimod Davretid iförte han sig sin Brynje, der baade var sid og heelt igjennem dobbelt, hvorpaa han gik til Kongens Bord; og det sagde hver Mand, som saae ham, at de aldrig havde seet bedre Vaaben end denne Brynje. Amilias var meget glad, og roste sig af sine Vaaben. Saasnart der nu var taget af Kongens Bord, stod han op, tog en Hjelm, og satte den paa sit Hoved. Den var baade godt poleret, meget tyk og i det Hele vel smedet. Han gik derpaa hen til en Plads, hvor der stod en Stol, paa hvilken han satte sig. Siden gik Kongen ud med alle sine Mænd og med ham Velent. Da sagde Amilias, at han var færdig til den aftalte Pröve, hvorpaa Velent gik til sin Smedie, og da han kom tilbage derfra, havde han et draget Sværd i sin Haand. Han gik nu bag til den Stol, hvorpaa Amilias sad, og satte Sværdseggen til hans Hjelm, og spurgte, om han mærkede det. „Hug til af alle Kræfter!“ svarede Amilias, „eller stik om du vil, og venter jeg, at du skal lægge haardt til, om det skal bide.“ Velent trykte nu med Sværdet saa haardt, at det gik igjennem Hjelmen, og da det naaede Hjerneskallen, spurgte Velent, om han mærkede det. Men Amilias svarede, at det var for ham ligesom der blev heldt Vand paa ham. Da drog Velent Sværdet fast, og bad ham ryste sig; men da han agtede at gjöre det, löb Sværdet ned til Beltestedet og han faldt i to Stykker ned af Stolen. Da sagde Mange, at her saae man Beviis paa, at naar Een hovmoder sig allermest, er han snarest udsat for at falde. „Giv mig nu Sværdet!“ sagde Kongen til Velent, „og jeg vil bære det i min Haand bort herfra.“ „Herre!“ svarede Velent, „jeg vil först tage Gjorderne med alt hvad der hörer til og aftörre Sværdet, og siden give dig det,“ og dermed var Kongen tilfreds. Velent gik derpaa til Smedien, og skjöd Sværdet under Bælgen; men det andet Sværd stak han i Balgen og bragte det dernæst til Kongen, som troede, at det var det samme, hvormed Velent havde udfört den store Navnkundigheds Daad. Kongen holdt nu for, at han var bleven Eier af det bedste Klenodie, saa at der ikke fandtes dets Lige, om man end ledte al Verden rundt.


24. Kong Nidung opholdt sig nu i sit Rige, og hos ham var Velent, hin fortræffelige Smed, som Væringerne kaldte Völund[11]. Han smedede Kongen alskens Klenodier af Guld og Sölv og ellers af alle andre Ting, som lode sig forarbeide. Velent blev nu navnkundig over hele Verdens nordre Deel, og det blev et almindeligt Ordsprog, naar man vilde rose noget Smedearbeide som bedre end sædvanligt, at man da sagde, at Mesteren var en Völund i sin Konst. [Velent nöd nu gode Dage og megen Hæder hos Kong Nidung.]


25. [Som Kong Nidung en Dag sad over Bordet, kom der nogle Mænd og berettede ham, at en stor Fjendehær var falden ind i hans Rige, og havde gjort megen Skade.] Da samlede Kong Nidung en Hær over hele sit Rige til Kamp imod denne Konge. Saasnart den var udrustet, red han ud af sit Rige og havde fuldt tredive tusinde Riddere. Begge Hærene vare nu komne hinanden saa nær, at der kun var en Dagreise imellem dem, og man altsaa kunde vente, at det næste Dag vilde komme til Slag. [Mod Aften, da Kongen havde opslaaet sit Telt], faldt det ham ind, at han havde glemt sin Seiersteen hjemme. Denne Steen var gaaet i Arv fra Fader til Sön i hans Slægt, og der fulgte den Egenskab med den, at hvo der bar den i Kampen, tabte aldrig. Men da nu Kong Nidung havde mindre Mandskab, frygtede han for, at han skulde tabe, om han ikke fik sin Seiersteen. Han kaldte derfor alle de fortrinligste Mænd sammen, om nogen af dem skulde mægte, at bringe ham hans Seiersteen, för Striden næste Dag skulde gaae for sig. Han lagde til, at om Nogen var i Stand til at udföre dette, da vilde han give ham sin Datter og Trediedelen af Riget. Han gjorde dette Tilbud til mange af sine Venner, som han i saa Henseende satte meest Haab til, og omsider til Velent Smed. Velent svarede, at han vilde fare, om Kongen vilde tilstaae det Belovede, og Kongen bekræftede paa sin Tro, at det skulde være en fast Aftale imellem dem. Derpaa tog Velent en Hest, som var den bedste af alle Heste, saa vidt man veed. Den hed Skemming; han havde faaet den sönden fra af det gode Stod, som Studas hin Gamle havde eiet. Denne Hest var snar som en flyvende Fugl, tillige var den stor og faver. Velent red nu om Dagen og Natten derpaa, naaede ved Midnat Kong Nidungs Borg, og tog hans Seiersteen. Det var saa lang en Vei, at Faa kunde tilbagelægge den i tre Dage. Derpaa red han Veien tilbage, og da Solen var ved at staae op, var han ikke langt fra Kongens Telte. Da vare Vagtmændene, som holdt Hestvagt om Natten, beredte til at ride hjem, det var nemlig Kongens Mundskjænk [12] og med ham sex Riddere. De rede nu mod Velent, og spurgte, hvorlunde det var gaaet ham. „Vel,“ svarede Velent. „Vist nok,“ sagde da Skjænkeren, „er du en beundringsværdig Mand, da du kan udföre ligesaa meget som du vil. Giv mig nu Stenen, saa vil jeg bringe den til Kongen og sige, at jeg har hentet den; [men dig vil jeg give saa meget Guld og Sölv derfor, som du forlanger, og desuden mit Venskab.“] „Nei!“ svarede Velent, „ei har jeg derfor hentet Stenen, men fordi jeg har hentet den, vil jeg og bringe Kongen den.“ „Om du end bringer Kongen den,“ svarede Mundskjænken, faaer du aldrig derfor hans Dotter.“ „Om jeg end ikke faaer Kong Nidungs Dotter,“ svarede Velent, „saa vil det dog spörges om alle Lande, at Velent har hentet hans Seiersteen.“ „Ja!“ svarede Mundskjænken, „om du ei vil overlade mig Seierstenen for gode Ord og Betaling, da skal du give slip paa den med din egen Skam, og oven i Kjöbet lade Livet;“ hvorpaa Mundskjænken og alle de medfulgte Riddere med dragne Sværd rede mod ham. Men saasnart Velent saae dette, var han ikke seen med at trække sit Sværd, som han kaldte Mimung, og han hug nu til Mundskjænken, klövede hans Hjelm med samt Hovedet, Bugen og Brynjen, saa at Sværdet först standsede i Sadelbuen. Dernæst hug han en anden Ridder paa Halsen, saa at baade hans og Hestens Hoved flöi af, og ligesaa hurtigt afhug han den tredie Ridders Hoved. [Da toge de övrige Flugten.] Derpaa red Velent til Teltene og overgav Kongen hans Seiersteen, og fortalte ham, hvorlunde Mundskjænken var kommen imod ham, og hvad Udfald Sagen havde faaet, og lagde til, at han nödig havde gjort dette. „Velent!“ svarede Kongen, „du har dræbt min gode Ven og desuden to Riddere; drag du bort, du onde Hund! fra mine Öine, snarere havde du endnu fortjent, at du blev dræbt.“ Men Kong Nidung holdt den Dag et Slag og fik Seier, hvorefter han drog hjem til sit Rige, og sad der i Fred og Ro.


26. Velent Smed overlagde nu sin Sag, og var ilde tilfreds med at han havde mistet Kongens Venskab og tilmed hans Datter og det Rige, som var ham lovet. Han forandrede nu sit Udseende, saa at Ingen kunde kjende ham, drog derpaa lönligen til Kong Nidungs Gaard, gik ind i Kjökkenet, og gav sig i Tjeneste hos Kokken og lavede Mad til Kongens Bord; og Kokken syntes aldrig at have havt saa god en Svend. Kong Nidungs Datter havde en Kniv, som Dvergene havde gjort, der havde den mærkelige Egenskab, at, naar der blev skaaret med den, hvad der paa nogen Viis var ureent, da sang det höit i den, saa at man derved kunde vide, om nogen Slags Svig var i Maden. Men da Velent fik at vide, hvilken Natur der fulgte denne Kniv, brugte han alle sine Konster og tog Kniven bort. Han gjorde nu en anden Kniv saa lig denne, at Ingen kunde kjende dem fra hinanden, om man end holdt dem begge sammen. Denne Kniv lagde han paa det Sted, hvor han havde taget den förste. Dernæst lavede han en lækker Ret, som skulde sættes paa Kongens Bord for Kongedatteren. Denne Mad besad den Egenskab, at, naar hun aad deraf, da skulde hun ikke kunne leve, uden hun fik Velent Smed til Mand. Da nu denne lækkre Ret stod paa Bordet for Kongens Datter, og hun vilde til at spise af den, bares det hende for, som om der maatte være gjort nogen Svig ved Maden, og hun skar derfor i den med sin Kniv, men Kniven vilde ikke synge, som den pleiede. Det fandt hun underligt, og da hun troede fuldt og fast, at der var Svig under, böd hun bringes sig noget raat Kjöd. Dette blev bragt, og hun skar deri, [hvor det var mest blodigt], men Kniven vilde ikke synge. Hun fortalte nu sin Fader det: „Herre!“ sagde hun, „nu er jeg sveget, thi min Kniv er nu borte, og den, som jeg holder i min Haand, er gjort efter den, og der er ogsaa Svig i Maden, i hvo der end har gjort det. Kongen saae nu hendes Kniv, og sagde: „Ingen mægtede at gjöre denne Kniv uden Velent.“ Det samme sagde ogsaa alle de Tilstedeværende. Da lod Kongen lede efter ham, og han fandtes i Kjökkenet og blev fört for Kongen. Da sagde Kongen: „Du, Velent! vilde nu svige mig og min Dotter, det skal du undgjælde!“ Han kaldte nu sine Trælle til, og böd dem, at sönderskjære Senerne paa begge hans Födder, baade for og bag, hvilket de gjorde. Derpaa lod Kongen det læge, saa at begge Födderne bleve uskikkede til at gaae med saa længe som han levede. Kongen vilde nu, at Velent skulde smede for ham hele sin Levetid. Velent lod engang Kongen bede at komme til ham; han havde nemlig noget at tale med ham om. Da nu Kongen kom, spurgte Velent, af hvad Aarsag han havde tilföiet ham denne saa store Beskæmmelse. „Ei lod jeg dette gjöre,“ svarede Kongen, „af anden Aarsag, end at jeg önskede, at du aldrig drog bort af mit Rige, saalænge som du levede; og nu skal du smede Alt hvad du formaaer, men du skal faae saa meget Guld og Sölv, som du önsker, til Fyldestgjörelse for hvad skeet er.“ „Herre!“ gjenmælte Velent, „jeg seer nu, at du har tilföiet mig dette, fordi du yndede mig saa meget, at du ikke vilde, at jeg drog bort, og det skal jeg vel gjengjælde.“ Derpaa gik Velent til sin Smedie, og smedede alskens Klenodier, og var nu langt muntrere og venligere mod Enhver end tilforn.


27. I denne Tid kom Velents Broder Egil til Kong Nidungs Gaard. Han var den skjönneste Mand, man kunde see for sine Öine, og der var især een Ting, hvori han overgik enhver Anden, at han nemlig skjöd med fortrinlig Færdighed baade med Laasbue og Haandbue. Kong Nidung tog vel imod ham, men vidste dog ikke nöie, hvo han var. Kongen lod paa mange Maader sætte Forsög paa, hvor vel Egil kunde skyde; og da han nu en gang havde forsögt alt det, som randt ham i Hu, lod han et Æble lægge paa Hovedet af Egils Sön. „Derfra, hvor du nu staaer,“ sagde Kongen, „skal du skyde Æblet af din Söns Hoved, og om du ikke gjör det, da har du forbrudt dit Liv.“ Da tog Egil en Piil ut af sit Pilekogger, saae paa Eggen og strög Bladet, og satte den ned hos sig. Han tog derpaa endnu en Piil og strög Bladet og Fjedren, satte den paa Strengen, og skjöd midt i Æblet, saa at baade Piil og Æble faldt paa eengang til Jorden; og denne Daad har længe siden været berömmet, og man kaldte ham Ölrunar-Egil [eller Egil den Træffende. Kong Nidung spurgte Egil, hvi han tog to Pile, da dog een var tilstrækkelig til at skyde med. „Herre!“ svarede Egil, „ei vil jeg lyve for eder: om jeg havde skudt Drengen med den ene Piil, da havde jeg tiltænkt eder den anden.“ Kongen optog dog dette vel, og det tyktes Alle, at han talte djærvelig.]


28. Kong Nidung havde to Sönner og een Datter, som hed Heren[13], den favreste af alle Kvinder og vennesæl og meget elsket af Kongen. Det traf sig nu engang, da Kongens Datter legede ude i sin Have med sine Hofmöer, at hun sönderbröd sin bedste Guldring, saa at den blev ubrugbar. Dette torde hun hverken lade sin Fader eller Moder vide og spurgte desaarsag een af sine Möer, hvorlunde de skulde bære sig ad i dette ubehagelige Tilfælde. Möen sagde, at denne lille Skade vilde Velent let kunne rette, om Ringen blev bragt ham. Dette Raad syntes hun godt om, og Möen gik nu til Velents Smedie og sagde, at hendes Jomfrue sendte hende med sin Guldring, at han skulde gjöre den ved. Velent svarede, at han ikke torde smede Noget, det være hvad det saa var, uden Kongens Forlov. „Ved denne Leilighed vil du vel neppe være saa stræng,“ sagde Möen, „Kongen vil vist ikke optage det ilde, at der bliver gjort, hvad hans Dotter önsker, og vel kan du for hendes Skyld gjöre dette; thi hun vil ikke vise sin Fader den sönderbrudte Ring, at han ikke skal blive vred paa hende.“ „Ja!“ sagde Velent, „hvis hun giver mig sit Löfte, saa at jeg hörer derpaa, at jeg ikke skal undgjælde dette for Kongen, saa vil jeg gjöre det.“ Möen fortalte nu sin Jomfrue, hvad Svar Velent havde givet. Denne vilde for ingen Deel lade sin Fader vide, at Ringen var brudt, og gik derfor til Velents Smedie. Men aldrig saasnart var hun kommen ind i Smedien, för Velent slog Dören haardt i Laas. Derpaa tog han og krænkede hende, og för han dernest lod hende gaae bort igjen, havde han istandgjort hendes Ring, saa at den var meget bedre end tilforn. Men begge holdt paa det omhyggeligste skjult, hvad der var skeet dem imellem, thi ingen af dem önskede, at det blev kundbart.


29. Det hændte sig engang, at Kong Nidungs tvende yngste Sönner kom til Velent med deres Laasbuer, og bade ham gjöre dem Pile. Men Velent sagde, at han ikke for Kongen torde smede nogen Ting, uden hvad denne selv sendte ham; „men om I ville,“ tilföiede han, „at jeg skal smede for eder, da skulle I opfylde mig en liden Bön: I skulle gaae baglænds fra Hallen til Smidien og komme för solens Opgang, men om I ei gjöre saa, da smeder jeg ikke for eder.“ Dette Vilkaar indgik Drengene med Glæde, og bekymrede sig ikkke om at gaae baglænds til Smedien. Det var just om Vinteren, og der var nylig falden Snee. Om Morgenen för Solens Opgang kom nu begge Kongesönnerne til Velent, og havde gaaet paa den Maade, som Velent havde budet dem. Men saasnart de kom i Smedien, slog han Dörene i Laas, dræbte begge Drengene, og kastede dem i en Grav under sin Smedebælg. Op paa Dagen savnedes de. Man formodede, at de enten vare dragne ud i Skoven for at more sig med at skyde Dyr og Fugle, eller ned til Strandbredden at fange Fiske. Da man skulde til Bords, blev der ledet efter dem, men de fandtes ingensteds. Man kom nu ogsaa til Velent, og spurgte, om de havde været der. Han svarede, at de kom der, og han saae dem paa Veien til Kongens Hal. „Jeg gjorde dem Pile,“ tilföiede han, „og formoder jeg, at de ere dragne ud i Skoven at more sig, thi de havde smaae Buer med sig.“ Og da Kongens Mænd gik hjem, saae de deres Spor i Sneen vende hjem til Hallen. Kongen lod nu lede mange Dage efter dem; men de fandtes ikke, hvorfor han tænkte, at de maaskee vare dræbte ude i Skoven af de vilde Dyr, eller havde faret uvarlig ved Strandbredden, og saaledes fundet deres Grav i Bölgerne. Velent fremtog imidlertid deres Kroppe; og skravede alt Kjödet af Benene. Siden tog han Hjerneskallerne, indfattede dem i Guld og Sölv, og gjorde deraf to Bordkar[14]. Deres Been forarbeidede han ogsaa og indlagde dem med Guld og Sölv: af nogle gjorde han Knivskafter, af andre Flöiter, af andre igjen Lysestager, af Skulderbladene gjorde han smaae Ölbægere og ligesaa af Hofteskaalerne; og af ethvert Been gjorde han et Redskab, som skulde staae paa Kongens Bord. Af deres Knokler dannede han Brikker og Nögler: alt dette til Kongens Beskæmmelse. Men intet Menneske anede, at han havde dræbt Kongesönnerne. Velent sendte nu Kongen alle disse kostelige Sager, og naar denne havde indbudet de fornemste Mænd til Gjestebud hos sig, blev alt dette Bordtöi brugt, og det var i Sandhed store Kostbarheder, havde der ikke været Svig derunder.


30. Velent Smed havde nu noget hevnet sin haanlige Medfart, i det at han havde berövet Kong Nidung sine Sönner med den Beskæmmelse, at han selv skulde spise og drikke af deres Been. Dertil var Kong Nidungs Datter frugtsommelig, men hun holdt skjult ikke alene for sin Fader, men ogsaa for enhver Anden, hvem Barnefaderen var; men med alt dette vidste dog Velent, at det var hans Barn, som ogsaa, at Kongen vilde lade ham dræbe, om han fik det at vide. Han bad derfor sin Broder Egil, at han skulde skaffe ham smaae og store Fjedre. [Egil gik i Skoven; og skjöd alskens Fugle, og bragte Velent Fjedrene.] Deraf gjorde nu Velent en Flyveham, og da den var færdig, saae den ganske ud som Hammen af en Grib eller Gam eller af den Fugl som hedder Struds. Brödrene vare nu engang begge tilsammen i Smedien; da gav Velent Flyvehammen til Egil, og bad ham drage hen i en Fjeldklöft og der tage den paa sig, og pröve, om man kunde flyve med den. Egil spurgte nu, paa hvad Maade, han skulde fare i den, hvorlunde han skulde hæve sig fra Jorden og flyve og siden sætte sig ned igjen. „Du skal fare i den,“ sagde Velent, „der hvor den er aaben, og spænde den foran; du skal hæve dig op imod Vinden og flyve baade höit og langt og som den hurtigste Fugl og siden sætte dig med Vinden.“ Og da Egil, under Pröven vilde til at gaae ned, vendte han sig for Vinden, men da styrtede han ned og maatte tage sig i Agt for ikke at brække Halsen. Siden gik han til sin Broder Velent. Denne spurgte nu, hvor god Flyveham var bleven. „Var det ligesaa let,“ svarede Egil, „at sætte sig med din Fjederham, som det er at flyve med den, da havde jeg allerede været i et andet Land, og du havde aldrig faaet den siden.“ Da sagde Velent, at han skulde nok forbedre den Mangel, og bad dernæst Egil lönligen at kalde Kongens Datter til sig, hvilket Egil gjorde. Da hun nu kom i Smedien, taltes de mange Ting ved, og han fortalte hende hele sin Beslutning, og derhos at hun skulde föde et Drengebarn, „og hvis dette indtræffer efter mine Ord,“ tilföiede han, „da skal du omhyggelig opföde Drengen, og naar han kan bære Vaaben, skal du sige ham, at hans Fader har gjort Vaaben til ham, og at han skal söge sine Vaaben, hvor Vinden gaaer ud men Vandet ind.“ För de skiltes, svores de hinanden Ed, at han vilde ikke tage anden Kvinde end hende og hun ingen anden Mand end ham. Det fortælles nu, at Velent gik op paa sit Huus, tog Flyvehammen og gjorde sig færdig, og dernæst hævede han sig op. Men endnu sagde han til sin Broder: „Om du bliver nödt til at skyde efter mig, da har jeg bundet under min venstre Arm en Blære, og deri er Kong Nidungs Sönners Blod.“ Siden flöi Velent op, og fortalte nu sin Broder, at han havde givet ham urigtig Beskeed om, paa hvad Maade Flyvehammen skulde stilles, da han ikke troede ham. Velent flöi nu op paa det höieste Taarn, og raabte höit, at Kongen skulde komme at tale med ham. Men da Kongen hörte dette, gik han ud, og sagde: „Velent! er du nu bleven til en Fugl? vist giör du mange Underværker. Hvad vil du? vil du flyve noget omkring?“ „Herre!“ svarede Velent, „jeg er nu en Fugl, og dog tillige et Menneske, men fare skal jeg nu min Vei, og ei venter jeg, at du mere seer mig, saalænge du lever. Men jeg vil dog ikke stjæle mig fra dig og skal du nu höre vort Mellemværende: Först lod du skjære mine Skinnebeen sönder, saa at jeg ikke kan bruge mine Födder, men det gjaldt din Dotter, thi hun er nu frugtsommelig ved mig; og fordi jeg mistede mine Sener, saa mistede I eders to Sönner for min Haand, og til Vidne paa at jeg ikke lyver være eders Guldskaale og Sölvkar og mange Slags Bordtöi, thi inden i dem vil deres Been findes.“ Derpaa flöi Velent bort. Da sagde Kongen til Egil: „Tag din Bue, og skyd ham! aldrig skal han komme levende herfra, i andet Fald skal du lade dit Liv.“ Da tog Egil sin Bue, og skjöd under Velents venstre Arm, saa at Blodet faldt til Jorden. „Det gik godt,“ sagde Kongen, „Velent vil ikke kunne holde det længe ud.“ Men Velent flöi hjem til Sjælland, nedsatte sig der i en Skov, hvor han byggede sig et Herberge og opholdt sig en Stund.




Noter:

  1. Östersöen og dens östlige Kystlande.
  2. ni, B.
  3. Saxland, A; Sverrig, P.
  4. Man kunde tænke paa Kullen; men at det rettere er at söge mellem de nedersaxiske Bjerge, seer man deraf, at Veseren kun ligger tre Dagreiser derfra; jfr. Heldenbuch, hvor der hedder Glockensachsen. Ballova, A, B.
  5. eller Grönningesund mellem Sjælland, Möen og Falster.
  6. og vendte sig nu imod Nord til Danmark, P.
  7. Etisaa, A, Etillaa, B; „efter tre Dages Reise“ tilföier P.
  8. nu Thy.
  9. Kertilsvend.
  10. Kanter, P.
  11. ɔ: Kunstneren.
  12. Drost, P.
  13. I Kvadet om Völund i Edda er hendes Navn Bödvilde.
  14. eller Tallerkener.