Drilleri mod nissen 2
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
som de har lydt i folkemunde
af
Evald Tang Kristensen
1893
10. Drilleri mod nissen
135. Der var en mand, som hed Jens Frajterup, han fortalte så meget om gårdbonisse. Han var 101 år, da kong Frederik den sjette var her. Der var en jomfru, der gik igjen dér i Bjørnsholm, og så havde han al tid sådan en tummel med denher gårdbonisse. Hun gik i nødset, for der havde hun taget livet af et barn. Så vilde Jens Frajterup se hende, men han kunde ikke træffe hende nogen tider, og da lagde han sig på et lad for at se, når hun kom i grevningen. Så kommer nis og vil også have hende at se. Da hun så kom, vilde nis række sig ud for at se noget bedre, og der skubbede Jens Frajterup til ham, så han faldt ned i hovedet af jomfruen. Siden blev Jens og nis aldrig gode venner.
Peder Jensen Smed, Strandby.
136. Der var en nis i Svegård. Da karlen en klar frostnat var ved at smøre vognen, fordi hans husbond og madmoder vilde kjøre til Tisted og af sted før dag, stod nissen hos og så til, men gjorde nogle fæle grimasser med munden. Endelig sagde han til karlen: «Har du set så grim en kjæbe før?» I det samme havde karlen dyppet smørepinden i tjærekanden, og nu jog han den i gabet på nis med det spørgsmål: «Har du set sådan en kjæbefuld tjære for?» Men denne streg blev hævnet, ti da karlen næste nat lå og sov, tog nis ham og bar ham ud på den tilfrosne sø, og der vågnede han omsider i en kold drøm.
Johan Nielsen.
137. Min bedstefader tjente på Viumgård som fårehyrde, da han var 8, 9 år. Han kom der tidlig om foråret, før fårene kom ad heden. Så skulde han hjælpe røgteren at vælte hø ned af hjålden. Det var nemlig en gammel mand. Så siger han en dag: «Mynderne går op på hjålden og lægger dem, a vil gå op og øde deres leje.» — «Det skal du ikke gjøre, lille Lars,» siger røgteren. Men nok er det, Lars gjør det alligevel. Nu sad folkene længe oppe om aftenen og holdt sladder der i borgestuen, og Lars blev jo søvnig og vilde nok ad hans seng. De skulde over gården for at komme ad røgterkammeret, og der turde han ikke selv gå over, men så fulgte den gamle røgter med ham til døren. Han gik selv ind, og nu havde han for skik, at det sidste han trak at var bukserne, dem kunde han lige smide af og så springe i sengen. Da han nu slog dynen op, springer der en mynde ud af sengen, og Lars tager flugten med bukserne under armen og løber så ind. Han var så fuldkommen vis på, at det var nissen. Så siger røgteren: «Ja, a sagde dig det nok, du skulde ikke have ødt myndernes leje pa hjålden, så havde de vel heller ikke kommet i dit leje.»
Ole Sig, Rærup.
138. Et sted vilde de drille nissen og satte hans grød på kjelderammen, så han faldt ned i kjelden, da han åd dem.
E. T. K.
139. På Sevedø ved Skjelskjør boede en kone, Ane Dorte, som havde en nisse, hendes mand hed ellers Per Rasmussen, men hun var mand i huset. Hun havde en gang en karl, som tog et par gamle bukser, der hængte på loftet, og smed dem ud i stranden, men da han kom hjem, hængte de igjen på loftet. Han druknede dem anden og tredje gang, men hver gang kom de igjen. Nu kunde han ingen steder gå, uden at han så en stor nisse med mange små omkring ved sig, og måtte da til sidst rejse.
Chr. R.
140. Søren arbejdede hos en brændevinsmand, Holm i Frederiksborg. Der var en nisse, som gik bestandig og puslede. Han vanrørte maltet og tittede ind under kjedelen mellem karlene. De kunde fornemme noget trænge sig ind imellem dem, men de så intet. Holm havde en broder, der var garver og boede i gården. Der kom nissen ofte slæbende fra søen med hele bundter huder over hovedet og bar op på loftet. En nat, da Søren og en anden karl brændte, vilde denne prøve at drille nissen, han tog en salmebog og satte sig på et kar for ved ildstedet, men ligesom han sad, blev han løftet lige op til loftet og sat med sådan en kraft ned i karret, at han i flere dage ikke kunde røre sig.
C. Brockdorff.
141. Pigen på Vorgård driller gårdbukken. En dag, da de bagede, og brødet var taget ud af ovnen, kom gårdbukken efter hende. Hun krøb da ind i ovnen, slog kors for munden og vendte sit forklæde, så mente hun at være sikker. Men han sagde: «Ja, kors for munden, men bitte Niels kan gå ind ad tuden. » Nu krøb Niels ind ad tuden og krystede pigen ihjel. Det havde pigen ikke troet, at han kunde krybe igjennem så lille en åbning.
Nik. Christensen.
142. Lumby-nissen. Lillepigen kom en gang noget andet i fadet, da hun selv havde spist grøden, for den var bedre end den, folkene fik, og så satte hun det ud med de ord:
- «P . . i potte, sk . . i fad, det kan lille nisse ha' .»
Det blev lille Niels naturligvis smækvred over og hævnede sig. Men han kunde ikke gjøre noget ved hende, før hun blev lige så lang som den anden, og trak hende da snart i den ene, snart i den anden ende til dag. Om morgenen sagde pigen, at hun vilde hjem, for hun kunde ikke have det sådan. Hun gik. Manden kaldte på nissen og sagde noget til ham, fordi pigen var gået. «Er hun gjynget til Kjøng,» sagde den lille og lo, «så skal hun komme til at gjynge tilbage igjen.» Om natten hentede han hende i Kjøng, mens hun sov, og bar hende de mange mil til Lumby, hvor hun først vågnede om morgenen.
D. J.
143. En gang havde Kristen Madsen i Vejlby (Middelfart) givet en stodder natteleje på høslyden. Der blev sat sødgrød ud til nis, men da han kom og vilde spise dem, havde stoddermanden taget dem og lagt «noget andet» i potten. Herover blev nis vred og endevendte hele slyden for at finde og få fingre i stodderen. Da folk kom og gik til kirke, kunde de næsten ikke komme ned ad gaden for hø, hvorfor de knurrede lidt, men da de kom tilbage, var ikke et strå at se der, så rent havde nissebuk igjen fejet gaden.
P. K. M.
