Eddakvad (FJ 1907)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Den islandske litteraturs historie
Heimskringla Reprint
tilligemed den oldnorske
af
Finnur Jónsson
1907
Andet tidsrum, 1100–1300
Som för bemærket, findes omkring 1100 et ret betydeligt kendskab til Eddadigtene; og det fremtræder bl. a. klart hos en forfatter omkr. 1200 (Gunnlaugr). Der er, som også tidligere omtalt, ingen tvivl om at man på Island har mere eller mindre beskæftiget sig med dem, samlet dem, læst dem og studeret dem. Disse gamle kvad har ægget til efterlignelse, på enkelte punkter til supplering, hvor man mente at kunne göre det. Således blev en efterklassisk digtning til — måske hånd i hånd med de ældste af de digte, som findes i Fornaldarsagaerne —, hvoraf der endnu haves et par stykker; der har været flere, selv om ikke Heusler havde ret i opfattelsen af nogle vers af de digte, der efter hans mening har stået i lakunen i cod. reg. De herhen hørende kvad er væsenlig to.
Völuspá en skamma, det korte völvedigt; et brudstykke deraf findes indsat i og sammenblandet med Hyndluljóð (i Flatøbogen); men Snorre anfører et vers deraf og kalder digtet med den anførte titel. Det bevarede brudstykke giver kun i en ringe grad forestilling om kvadet i dets helhed. Det kan dog sikkert siges, at det især har handlet om guderne, deres indbyrdes slægtskab og afstamning (dette har været grunden til, at det sammenblandedes med det genealogiske Hyndl.). Gudernes antal angives at have været 11 efter Balders død (denne forestilling om 12 guder er sikkert ung og »lærd«); Balder, Freyr og Skade omtales; sejdmænds, völvers og jætters ophav angives i et vers; nogle vers handler om Heimdals herkomst, et par om Loke og hans afkom. Endelig er der tre vers, der åbenbart handler om ragnaröks forløbere og to meget mægtige personer, der omtales noget mystisk. Alt dette er temlig usammenhængende stykker, og det er vanskeligt at hitte rede i dem. At digtet er forfattet som et sidestykke til og som efterligning af det gamle Völuspá, synes givet. Der er ikke spor af poetisk flugt i dette digt, fremstillingen er tör og stilen prosaiisk. Digtet er sikkert ikke ældre end fra 12. årh.
Blandt heltedigtene i cod. reg. hører Gripisspá hertil. Dette digt stilles i spidsen for de egenlige Sigurdsdigte, sikkert fordi det er et biografisk oversigtskvad over Sigurds liv i spå-form. I spidsen for dem svarede det på en måde til Völuspá i spidsen for gudekvadene. Men det er let at se, at digtet ikke fra først af har hørt til samlingen, men er indsat senere deri, hvorved det oprindelig sammenhængende prosastykke för og efter er blevet revet itu. Den i Eddadigtene ellers ukendte Gripir, Sigurds morbroder, er digtets ene hovedperson, Sigurd selv den anden. Denne besøger sin vise slægtning for af ham at få sin fremtidsskæbne at vide. Sigurd kommer til Gripirs hal, der på det nærmeste minder om en bondegård, og træffer udenfor den Gripirs dörvagt, Geitir, der har en betænkelig lighed med en almindelig tjænestekarl; denne mælder Sigurds ankomst og sörger for hans hest — ganske på islandsk vis. Der udspinder sig så en samtale mellem Sigurd og Gripir; denne vil nødig ud med sproget og tyr til udflugter for ikke at behøve at åbenbare Sigurd de kommende ulykker og hans vanskæbne, men intet hjælper, Sigurd vil få alt at vide; det får han, men med den trøst, at aldrig vil der fødes en bedre mand end han. Digtet, der er i korrekt fornyrðislag, forudsætter kendskab til så at sige alle de andre digte; dets forfatter har vistnok haft den hele samling, endogså i optegnet tilstand; mange er de verbale lån, han har gjort rundt omkring, og det endogså fra de mytiske digte. Kvadet er meget ungt, næppe ældre end fra tiden omkr. 1200. I én henseende er det vigtigt; det giver fingerpeg om indholdet af de digte, der har stået i lakunen. Digtet er overmåde prosaisk-tört og hæver sig sjælden eller aldrig til nogen flugt, hverken i forestillinger eller stil. Mærkeligt nok findes blandt danske folkeviser en, hvis personer svarer til digtets; det er Sivard Snarensvend.
