Efterskrift (Grágás)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
Islændernes Lovbog i Fristatens Tid
Udgivet efter det kongelige Bibliotheks Haandskrift
og oversat af Vilhjálmur Finsen
Det nordiske Literatur-Samfund
Kjøbenhavn
1870
De os fra Fortiden levnede Optegnelser af de Love eller Retsregler, der vare gjældende i Island i Tidsrummet fra Landets Bebyggelse i det 9. Aarhundrede e. Chr. — eller fra c. 930, da Ulfljot skal have stiftet Althinget og indført de første for hele Landet gjældende Love — indtil Fristatens Undergang 1262–1264, da Islænderne underkastede sig den norske Konge, indskrænke sig fornemmelig til Indholdet af to gamle og fortrinlige Pergamentshaandskrifter, nemlig Skindbogen paa det Kjøbenhavnske store kongelige Bibliothek, hvorefter nærværende Udgave er besørget, gl. kgl. Saml. 1157 fol. (codex regius, konungsbók, i nærværende Efterskrift betegnet K.), og Skindbogen 334 fol. i den arnamagnæanske Samling paa Universitetsbiblioteket i Kjøbenhavn (codex arnamagnæanus, Staðarhólsbók, her betegnet St,), hvortil for den geistlige Rets Vedkommende (Kristenretten og Tiendeloven), der efter Fristatens Undergang endnu i længere Tid bevarede sin Gyldighed og derfor oftere blev afskreven, kommer Skindbøgerne i den arnam. Saml. 346 fol., 351 fol., 347 fol., 135 4°, 158 B 4°, 50 8°, jfr. 148 4° og 173 C 4°. Enkelte mindre Dele af den verdslige Ret findes derhos i det ovennævnte Haandskrift A. M. 347 fol., og i A. M. 279 A 4°, samt i Brudstykkerne A. M. 315 A–D fol., jfr. ogsaa A. M. 136 4° og 624 4°. Endelig haves der endel Papirshaandskrifter fra en meget nyere Tid, der dog alle maae antages at være Afskrifter enten af K. eller af St.
Disse vore to Haandskrifter ere hvad Texten angaaer, temmelig forskjellige. Vi lægge ikke i saa Henseende særdeles Vægt paa den Omstændighed, at K. indeholder enkelte Afsnit, som savnes i St. (deriblandt Thingsordningen, Afsnittene om Lovsigemanden og Lovretten); dette kunde f. Ex. være grundet paa den Tilfældighed, at Eieren af St. allerede havde disse Stykker i et andet Haandskrift. Men ogsaa Anordningen af de øvrige Afsnit, disses Inddeling og Rækkefølge er forskjellig; indenfor de Hovedmaterier, som begge Skindbøger omhandle, indeholder St. mange større og mindre Stykker, hvortil K. ikke har noget tilsvarende, og de Stykker, der ere fælles for begge Skindbøger, findes jevnlig i en meget forskjellig Orden og i en afvigende Affattelsesform, idet da navnlig St. ofte giver den udførligere Redaction.
Vi kunne ikke i nærværende Efterskrift gaae ind paa en udførligere Drøftelse af de forskjellige indviklede Spørgsmaal, der frembyde sig med Hensyn til den islandske Rets Udvikling og Beskaffenheden af de forskjellige Recensioner og disses indbyrdes Forhold (1). Som Momenter, der kunne bidrage til at forklare den omtalte Uoverensstemmelse mellem Hovedhaandskrifterne — en Uoverensstemmelse, der tildels paa lignende Maade viser sig i Forholdet mellem disse og det øvrige haandskriftlige Materiale — skulle vi alene kortelig henvise dels til Bestemmelsen i Lovsigemandsafsnittet, nærv. Udg. c. 116, I., S. 209 (Overs. III., S. 208) om Lovsigemandens Forpligtelse til paa det aarlige Althing for den forsamlede Mængde nøiagtigen at foredrage den gjældende Lovgivning, dels til Lovrettesafsnittet c. 217, I., S. 213 (Overs. III., S. 212), der omtaler den saakaldte Haflides Lovbog eller Lovsamling (Hafliðaskrá) — ɔ: den efter Althingets Beslutning paa Haflide Márssons Bopæl i 1117–1118 nedskrevne Samling af Landets Love, som derefter af Althinget i 1118 vedtoges (2) — og hvor det sees, at der ved Siden af denne Haflides Lovsamling existerede forskjellige andre Lovhaandskrifter, der vare uoverensstemmende saavel indbyrdes som med Hafliðaskrá. Ligesom nu Lovsigemanden i Tidsrummet før hin første Nedskrivning af Lovene i 1117–1118 (for Kristenrettens Vedkommende 1123–1133) maatte efter Hukommelsen samle og ordne Lovene for at kunne holde sit Lovforedrag, saaledes maatte han i den følgende Tid indordne de efterhaanden givne nye Love paa de passende Steder, og medens Opgaven var at foredrage Lovene saa ordret stemmende som muligt med den Affattelse, hvori de af Lovretten, den lovgivende Forsamling paa Althinget, vare vedtagne, maa der iøvrigt med Hensyn til Formen og Ordningen, ligesom med Hensyn til Samlingen af Stoffet, saavel efter 1118 som før den Tid antages at have tilkommet Lovsigemanden en vis Frihed, navnlig ogsaa ligeoverfor hin første, i Løbet af kun een Vinter og maaskee derfor ufuldkomment nedskrevne Haflideske Lovsamling. Den enkelte Samlers Individualitet maatte da let give sig et Præg i Textens Anordning saavelsom i Udtryk og Farve, og med de vexlende Lovsigemænd og ved de af disse og andre private Samlere foretagne Compilationer maatte der da opstaae indbyrdes forskjellige Recensioner. Det er formentlig saadanne Recensioner, vi have for os i vore ovennævnte Haandskrifter. Naar nu disse Recensioner betegnes med det i det 16. Aarh. opstaaede Navn Grágás — en Benævnelse, der forøvrigt beroer paa en Forvexling med en af Magnus den gode udgivet norsk Lovbog af dette Navn, og som rimeligvis har sigtet til, at det paagjældende Haandskrift har været indbundet i Gaaseskind, — da er vel en saadan fælles Benævnelse forsaavidt uegentlig, som den omfatter Texter, der ingenlunde ere identiske, men tvertimod i Orden og Omfang meget forskjellige, men det forekommer os dog, at hin fælles Betegnelse lader sig forsvare. Tiltrods for alle Forskjelligheder findes der nemlig ikke blot i de enkelte Hovedmaterier en fælles Kjærne: et Indbegreb af fælles, ofte ordret enslydende Bestemmelser, men der er ogsaa i det hele en stor og væsentlig, man kunde sige systematisk Overensstemmelse i Indholdet, der medfører, at Haandskrifterne, eller navnlig vore to Hovedrecensioner, tilsammentagne maae ansees at give en fuld og harmonisk Fremstilling af det hele oldislandske Lovomraade, ligesom de overhovedet i Aand og Tone kunne siges at danne en Enhed. K. antages at være nedskreven c. 1250 og St. c. 1271–1280, men begge ere vistnok Afskrifter af ældre Haandskrifter. At dog ingen af Recensionerne kan antages at være identisk med den i 1118 vedtagne Hafliðaskrá fremgaaer allerede af, at K., der i det hele viser sig at give en noget ældre Text end St., i det ovenanførte Sted c. 217 selv omtaler Haflides Samling; c. 18, hvor Biskop Magnus Gissursson (1216–1236) omtales, viser endog, at K. ikke kan være afsluttet tidligere end 1216. Naar bortsees fra de enkelte Love fra en senere Tid, der ere indordnede i Texten, og paa den anden Side fra de Uoverensstemmelser, der ere en Følge af, at ældre ophævede Love ere blevne staaende, medens de nye istedetfor dem traadte ligeledes ere anførte, ere vi tilbøielige til at antage, at vor Text i dens væsentlige Indhold giver os en Fremstilling af den islandske Lovgivning, saaledes som den har været omtrent 1150–1200.
Som allerede antydet, betragte vi de foreliggende Recensioner af Graagaasen som ved privat Flid tilveiebragte Samlinger af de ved den offentlige Myndighed, den lovgivende Forsamling paa Althinget, vedtagne Love, og vi kunne ikke slutte os til den Anskuelse, at Indholdet af vore Texter, foruden af egentlige Love, tillige tildels skulde bestaae af Optegnelser over Sædvaneretten eller af private juridiske Udarbejdelser (Afhandlinger eller Glosser). Det er i Modsætning til en saadan Opfattelse — hvorefter Graagaasen tildels vilde være at betragte som en Retsbog — at vi paa Titelbladet have betegnet den som Lovbog, en Benævnelse, der forsaavidt efter den moderne (3) Anvendelse af Ordet er uegentlig, som Graagaasen ikke er nogen af den lovgivende Myndighed affattet eller vedtagen Codification, men som turde finde sin Retfærdiggørelse i vor ovenanførte Hovedanskuelse, hvorefter Lovsamlerne maae antages at have bestræbt sig for at gjengive Lovene ordret i den Affattelse, hvori de vare vedtagne, hvortil kommer, at Lovforedraget paa en Maade fik en Sanction ved at holdes paa Althinget under Lovrettens Control, jvfr. c. 117, I., S. 216 (Overs. III., S. 215). Iøvrigt bemærkes, at ligesom Fremstillingen undertiden — f. Ex. ved den brugte Taleform i første Person (»jeg«), I.,23, 61, o. s. v. — bærer Præg af, at det er Lovsigemanden, der foredrager Lovene, saaledes findes der ganske vist enkelte Stykker, der ved Compilatorernes overdrevne Iver for at samle saa meget som muligt ere blevne optagne, uden at være af legislativt Udspring; hertil henføre vi c. 247 og 248, der maae antages affattede i Norge, Formularerne i c. 114 og 115, og den historiske Notits i c. 245.
Kristenretten (med Tiendeloven) er tidligere udgivet 1776 af G. J. Thorkelin efter St. med afvigende Læsemaader efter nogle andre af de ovenanførte Haandskrifler, og de øvrige Dele af Graagaasen ere i 1829 udgivne af den arnamagnæanske Commission ved Th. Sveinbjørnsson, for hvilken Udgave St. ligeledes er lagt til Grund, idet de Afvigelser, der findes i K., ere anførte notevis og de Afsnit, K. alene indeholder, ere meddelte efter dette Haandskrift. I Modsætning til denne Udgivelsesmaade, der paa Grund af Recensionernes Forskjellighed og navnlig den forskjellige Orden, hvori de enkelte Bestemmelser ofte findes i disse, har vist sig aldeles ufyldestgørende, have vi valgt alene at udgive Skindbogen K., uden noget Forsøg paa tillige anmærkningsvis at paapege de Afvigelser fra samme, der findes i det øvrige haandskriftlige Materiale. Denne vor Skindbog (4), der i 1656 fra den islandske Biskop Brynjolf Sveinsson blev nedsendt til Kjøbenhavn, bestaaer af 93 Blade i stor Folio, hvert med to Spalter paa Siden, og er skrevet med to forskjellige Haandskrifter, begge meget smukke og tydelige, hvoraf den første ender med det 13. Blad, uden at der er Grund til at antage, at den sidste Del af Haandskriftet skulde hidrøre fra en væsentlig senere Tid end den første. Efter det 37. Blad findes en Lacune, formentlig af 2 Blade, og af den øverste Del af første Blad er et Stykke bortrevet eller bortslidt, hvorhos den første Side tildels er vanskelig at læse; herved kommer imidlertid til Nytte en Papirsafskrift af første og af endel af anden Side, der findes indbunden foran Texten. Af begge Skindbogens Haandskrifter findes i Udgaven af 1829 gode Facsimiler. Ved Udgivelsen have vi bestræbt os for at give et saa nøiagtigt Aftryk af dette i alle Henseender fortrinlige Pergamentshaandskrift, som det ved Anvendelsen af de almindelige Skrifttegn lod sig gjøre. Ikkun aabenbare Afskriverfeil ere blevne rettede, i hvilken Henseende vi have vist megen Varsomhed; om enhver saadan, endog nok saa ringe Rettelse eller Udeladelse eller Tilføining er altid i Noter under Texten gjort Bemærkning, Forøvrigt er Texten trykt ganske som den findes i Skindbogen, navnlig ogsaa med den der brugte Skrivemaade; Forkortelserne, ved hvis Opløsning vi have fulgt den af hver af Afskriverne i det hele fulgte Retskrivning, ere antydede med Cursivskrift. Vi have aftrykt det hele Haandskrift, idet vi navnlig finde det utvivlsomt, at saavel Kristenretten, hvormed det begynder, som Tiendeafsnittet (med nogle dertil knyttede Capitler, henhørende til Kristenretten), hvormed det ender, bør henregnes til Graagaasen. Skindbogens med en nyere Haand tilføiede Sidetal have vi anført i Klammer, idet hver Sides første og anden Spalte er betegnet med a og b; da Sidetallet imidlertid først begynder med anden Side, ere det første Blads fire Spalter betegnede med S. 1 a, b, c, d. Angaaende de Tilskrivninger, der hist og her findes i Skindbogen med en aabenbart meget nyere Haandskrift, have vi i Almindelighed ikke fundet Anledning til at gjøre Bemærkning i Noterne. Capitel- eller Paragraphinddelingen er tilføiet, hvorved der, forsaavidt Skindbogen ikke indeholder Overskrifter, som betegne en saadan Inddeling, er taget Hensyn til Initialernes Størrelse. Hvor der i Skindbogen findes Initialer, der ere mindre end de sædvanlige Capitelinitialer, men større end de almindelige Begyndelsesbogstaver, ere de i Udgaven betegnede med federe Typer. Endel af Balkerne eller Afsnittene have i Skindbogen Overskrifter, der i saa Fald ere anførte i Udgaven uden Bemærkning, men hvor Overskrifter ikke findes, har det maattet beroe paa et Skjøn — navnlig tildels efter Initialernes Størrelse — hvor et nyt Afsnit skulde antages at begynde. Paa nogle Steder ere Overskrifter tilføiede, hvorom da Bemærkning er gjort i Noterne. Hvor der i Skindbogen paa nogle faa enkelte Steder findes betegnet, at Bestemmelsen er en ny Lov (nýmæli, i Skindbogen staaer i Almindelighed nym.), er dette altid anført i Udgaven; hvor Ordet nym. findes i Margen i Skindbogen, er det i Udgaven trykt paa samme Maade. Af enkelte Bestemmelser findes i Skindbogen ikkun Begyndelsen, eller Begyndelsen og Slutningen, forbundne ved et »usque« eller usque in finem — hvilket tildels kan forklares ved at man allerede har havt disse Bestemmelser i et andet Haandskrift og derfor har fundet det ufornødent at optage dem fuldstændigt. Hvor i saadanne Tilfælde Stedet findes i St., have vi udfyldt det efter denne sidstnævnte Skindbog og ved Klammer betegnet, hvad der er tilføiet, idet vi da i det saaledes optagne Stykke have fulgt Retskrivningen i St., hvorimod vi ikke have fundet tilstrækkelig Grund til ogsaa at betegne de opløste Forkortelser med Cursivskrift. I Anmærkninger under Texten er der henvist til de ovennævnte tidligere Udgaver, ligesom der ogsaa, forsaavidt angaaer de Dele, der ikke have noget tilsvarende i St., herom er gjort Bemærkning; imidlertid er en saadan Anmærkning glemt ved Thingsordningsafsnittet, der som anført ikke findes i St.
I et Tillæg have vi givet et Aftryk af det ovennævnte Brudstykke A. M. 315 D, bestaaende af to Pergamentblade, hvis Linieinddeling vi tillige have betegnet med Streger. Dette mærkelige Brudstykke er sandsynligvis en Levning af et fuldstændigt Lovhaandskrift og dets Text er forskjellig fra begge vore to Hovedrecensioner; det hører til de allerældste islandske Haandskrifter, formentlig fra Midten af eller ialfald den sidste Halvdel af det 12. Aarh. Endvidere er aftrykt A. M. 315 B, bestaaende af et Pergamentblad, formentlig fra det 14. Aarh., hvilket Brudstykke synes at afgive Exempel paa et Supplement til et ældre Haandskrift, samt 315 C, der bestaaer af afskaarne Stykker af et formentlig fra den første Del af det 13. Aarh. hidrørende Haandskrift; endelig have vi optaget nogle Capitler af A. M. 347 fol. (Belgsdalsbók, formentlig fra det 14. Aarh.), som der ere knyttede til Kristenretten (5), Ved disse i Tillæget optagne Stykker have vi notevis gjort Henvisninger til de tilsvarende Steder i K. samt til Sveinbjørnssons og Tborkelins Udgaver. Brudstykket 315 A, der antages at være skrevet i det 14. Aarh. og indeholder endel af Vígslóði, (I. S. 1716 til S. 17822 i nærværende Udgave), have vi ikke optaget, da det i det hele er stemmende med K. (6), og til at optage de mindre Stykker i A. M. 136 4° (nærv. Udg. c. 247 og 248) og A. M. 624 4° (c. 245) kunde der ikke være Anledning, da disse Stykker som ovenanført ikke kunne ansees henhørende til den egentlige Graagaas. Først efterat den islandske Text var fuldstændig trykt, ere vi blevne opmærksom paa Skindbogen A. M. 279 A 4° (Þingeyrabók), hvori findes Forstrandsretten (c. 209 ff.) i en Recension, der er meget lig St.
I Oversættelsen have vi søgt at bevare Originalens Aand og Tone og med Klarhed og Tydelighed at gjengive dens Mening, i hvilket Øiemed vi undertiden have gjort Tilføininger, der ere satte i Klammer; ikke sjeldent have vi i Oversættelsen nedlagt Resultatet af mere omfattende Undersøgelser, uden at der dog, efter den lagte Plan, herfor kunde gjøres Rede enten i Anmærkning eller paa anden Maade. Enkelte af Originalens techniske Udtryk have vi troet at kunne bibeholde, f. Ex. Gode = Herredsforstander, Kvid = Nævninger (Jury), Hrep = Commune.
Nærværende Udgaves Text er trykt i 1852, og med det første Hefte af Texten, S, 1–60, fulgte i sin Tid tillige den tilsvarende Del af Oversættelsen. I det nævnte Aar blev jeg ansat i Island og medens jeg opholdt mig der, blev i Aarene 1853–1855 trykt S. 61–192 af Oversættelsen, hvorefter der indtraadte en længere Tids Standsning fra min Side, da Embedsforretninger og andre offentlige Hverv gjorde mig Sysselsættelsen med dette Arbeide umulig. I de senere Aar og navnlig siden 1864, efterat jeg under forandrede Embedsforhold havde optaget Arbeidet paany, skyldes Forsinkelsen ikke mig, men Literatursamfundets hensygnende Tilstand, der har medført, at Trykningen er skredet langsomt frem, indtil nu endelig i et Slutningshefte kan leveres den hele tilbagestaaende Del af Oversættelsen (tredie Del fra S. 193 og hele fjerde Del), tilligemed nærværende Efterskrift, der træder istedetfor den oprindelig paatænkte udførligere Fortale, og endelig nogle Rettelser til Texten. Det hele Værk udgjør saaledes fire smaa Dele, de to første indeholdende Texten, de to sidste, Oversættelsen.
Kjøbenhavn, i Mai 1870.
V. Finsen.
- Jvfr. Indledn. Til en Afhandl. af nærværende Udgiver om den islandske Familieret efter Grágás i Annaler for nord. Oldkyndighed 1849, S.136 ff., hvortil vi hvad Hovedspørgsmaalene angaaer i det væsentlige kunne henholde os. Iøvrigt henvises i det hele til Prof. K. Maurer’s lærde og udtømmende Afhandling i Ersch u. Grubers Encyclopädie, Artiklen Graagaas, hvis Opfattelse vi dog ikke i alle Punkter kunne tiltræde.
- Herom hedder det i Are frodes Íslendingabók, c. 10. (Islend. sögur 1943, I., 17): »Den første Sommer Bergthor [Rafnsson] var Lovsigemand [1117] blev den nye Lov vedtaget, at vore Love skulde skrives i en Bog paa Haflide Márssons Bopæl den følgende Vinter, efter Bergthors og andre dertil udnævnte vise Mænds Meddelelse [at sögu] og Raadslagninger. De skulde gjøre alle de Forandringer [nymæli, nye Love] i Lovene, som de fandt bedre end de gamle Love; derefter skulde Lovene foredrages den følgende Sommer i Lovretten, og alt det skulde da gjælde, som Flertallet ikke stemte imod. Det skete da ogsaa saaledes, at da blev skrevet Vígslóði [Drabsafsnittet] og mange andre Lovstykker, og oplæst i Lovretten af geistlige Mænd den følgende Sommer, og det fandt alles Bifald og ingen mælede derimod.«
- Med Hensyn til Graagaasens Sprogbrug, jfr. St. Arfaþ. c. 23, S. 228: þat er oc tekit er ritat var i fornum logbócum.
- En nærmere Beskrivelse af den findes i Jón Sigurðssons Diplomatarium Islandicum I., 73 ff.
- Med Hensyn til disse i Tillæget optagne Stykker jvfr. Maurer’s Graagaas, S. 8 og 15, hvor der bl. a. efter Guðbr. Vigfussons Meddelelse bemærkes, at 315 C formentlig ikke er skrevet paa Pergament, men paa fint papir, saakaldt chinesisk Papir. Hvad angaaer Aftrykket i nærværende Udg. af 315 D har Guðbr. Vigfusson, s. Maurer S. 15, medens han iøvrigt med Anerkjendelse har udtalt sig om min i det hele rigtige Læsning af dette Brudstykke ment, at der bør læses afstr, ofstorr, f. afftr, offtarr, kómr f. komr. S. 22115yr f. ör, S. 22116 gengo f. gengo, S. 2225 gingo f. gengo, S. 22222 varþvaistona f. varþveistona. Af 315 D findes et Facsimile i P. G. Thorsen: De danske Runemindesmærker, I., S. 312. Med hensyn til 347 fol., hvoraf et Facsimile findes i Thorkelins Udgave af Kristenretten, henvises til Dipl. Isl. I., 117 ff.
- Også Skrivfeilen S. 175 Not. 1 og Referentserne S. 174 Not. b, c og d, og S. 177 Not. b findes i dette Brudstykke paa samme Maade som i K.