Vis kilden til Egil og Årmod Skæg

{| class="toccolours" border="1" width="100%" cellpadding="4" style="border-collapse:collapse"
|- style="background-color:#e9e9e9"  
!align="center" valign="top" width="40%" | '''Velg språk''' !!align="center" valign="top" width="10%" | Norrønt !!align="center" valign="top" width="10%"| Islandsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Norsk !!align="center" valign="top" width="10%"| Dansk !!align="center" valign="top" width="10%"| Svensk !!align="center" valign="top" width="10%"| Færøysk
|-
! Denne teksten finnes på følgende språk ► !! [[Fil:Original.gif|32px|link=Egils saga Skalla-Grímssonar]] !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Egils Saga]] !! [[Fil:Svensk.gif|32px|link=Egil Skalle-Grimssons Saga]] !! 
|-
! !! !!  !!  !! [[Fil:Dansk.gif|32px|link=Egil og Årmod Skæg]] !! !! 
|-
|}


<center>[[Islændingesagaer]]


<big><big>'''Egil og Årmod Skæg'''</big></big> <ref>Året er 951. Egil Skallagrimsson har indvilget i at drage til Värmland for at opkræve skatter på vegne af den norske kong Håkon Adelstensfostre. Men kongens mænd er ude på at få Egil dræbt undervejs og sender ham til Årmod Skægs gård.</ref>

fra ''Egils saga Skalla-Grímssonar'' <ref>Egils saga findes overleveret i en række middelalderhåndskrifter, bl.a. [https://handrit.is/manuscript/view/is/AM02-0132/127#page/62v/mode/2up Möðruvallabók] fra 1330-70</ref>


oversat af [[Bruker:Jesper|Jesper Lauridsen]]

Heimskringla.no

&#169; 2025</center>


----
<center>''Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson:'' [[Íslendinga sögur]], ''Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947''</center>
----


[[Fil:Möðruvallabók.jpg|thumb|300px|right|<center>'''Möðruvallabók''' (1330-70)</center>]]— — Egil og hans følgesvende red om aftenen over åsen. Og de kom — for at sige det ligeud — straks på afveje. Der lå megen sne. Hestene sank i igen og igen, så de måtte trækkes fri. Der var stejle skråninger og kratskov, og hvor der ikke var krat og stejlt, var det ganske besværligt at færdes. Hestene forsinkede dem meget, og det var nok så ufremkommeligt. De blev svært udmattede, men de kom dog ned fra åsen, hvor de så en stor gård ligge, og de søgte derhen. Og da de kom hen til gårdspladsen, så de nogle folk stå udenfor. Det var Årmod og hans mænd. De hilste hinanden og spurgte om nyt. Og da Årmod forstod, at de var kongens udsendinge, tilbød han dem husly. Det tog de imod. Årmods huskarle tog sig af deres heste og udstyr, og bonden bad Egil gå ind i stuen, og det gjorde de. Årmod gav Egil plads på højsædets nederste bænk, og hans følgesvende fik pladser derfra og udefter. De talte meget om, hvor anstrengende deres færd havde været den aften, og folkene på stedet fandt, at det var et stort under, at de var kommet frem, og de fortalte, at der ikke var nogen, der færdedes ad den vej, heller ikke når der ingen sne var. Da sagde Årmod: »Synes I ikke, det vil være mest gæstfrit, at vi stiller borde og aftensmad frem til jer? Så kan I siden lægge jer til at sove.« »Det passer os ganske godt,« sagde Egil. Årmod lod derpå borde stille frem til dem, og derefter kom der store skåle, som var fulde af tykmælk. Årmod sagde, at det var skade, at han ikke havde noget hjemmebrygget øl at give dem. Egil og de andre var blevet meget tørstige af anstrengelserne. De greb skålene og drak ivrigt af tykmælken, men allermest dog Egil. Der blev ikke stillet anden forplejning frem. Der var mange tjenestefolk. Husfruen sad på tværbænken sammen med nogle kvinder. Bondens datter — 10 eller 11 år gammel — stod på gulvet. Husfruen kaldte hende hen til sig og hviskede hende noget i øret. Derefter gik pigen hen til bordet, hvor Egil sad. Hun kvad: 


::Det bud bad min moder
::bringe til dig, Egil,
::at I folk nu farer
::frem med mere lempe.
::Og hornets Hild sagde:
::»Hold nu! Fyld ej maven —
::snart skal gårdens gæster
::gives bedre føde.«


Årmod slog pigen og bad hende tie stille. »Du siger altid det, der gavner mindst.« Pigen gik sin vej, mens Egil satte skålen, som næsten var tom, fra sig. Så blev skålene fjernet. Da indtog også gårdens folk deres pladser, og der blev stillet borde frem med forplejning i hele stuen. Og der blev i det samme båret mad ind, og der blev serveret for Egil såvel som for de andre mænd. Så blev der båret øl ind, og det var den stærkeste bryg. Der blev snart drukket på énmandsvis. Hver mand skulle da tømme sit horn. Man var særligt flittige med at sørge for, at Egil og hans mænd fik så meget som muligt at drikke. Den første lange tid drak Egil vedholdende. Og da hans følgesvende blev fulde, drak han det for dem, som de ikke formåede. Sådan gik det, indtil bordene blev taget ud. Da var alle derinde også blevet meget berusede, og for hver skænk, Årmod drak, sagde han: »Jeg drikker dig til, Egil.« Og huskarlene drak Egils følgesvende til og brugte det samme udtryk. En mand var sat til at skænke for Egil og hans mænd, og han ansporede dem meget til at drikke hurtigt. Egil sagde til sine følgesvende, at de ikke skulle drikke mere, og han drak det for dem, som de ikke kunne slippe for på anden vis. Egil syntes ikke, at det kunne blive ved sådan. Han rejste sig og gik tværs over gulvet og hen, hvor Årmod sad. Han greb ham i skuldrene og pressede ham op imod væggen. Derefter brækkede Egil sig i en vældig stråle, så det sprøjtede ud over ansigtet på Årmod og ind i hans øjne og næse og mund, og det flød ned ad brystet på ham. Og Årmod gispede efter luft, og da han endelig fik vejret, stod opkastet ud af munden på ham. Alle Årmods huskarle, der var derinde, sagde, at Egil var en slem usling og den værste mand, når han gjorde sådan og ikke gik ud, når han skulle kaste op, i stedet for at være en plage inde i drikkestuen. Egil siger: »Dette skal man ikke klandre mig for, for jeg gør som bonden; han brækker sig alt, hvad han kan, og ikke mindre end mig.« Derefter gik Egil hen på sin plads og satte sig og bad om at få mere at drikke. Da kvad Egil højt:


::Lad mig — bonde! — bære
::bud om dette værtskab;
::om en farlig færd vidner
::fuldgodt min kind-væske.
::Gæster yder ofte
::(øllets bærme —) værten
::mer’ for husly (— hænger
::her i Årmods skæghår).


Årmod sprang op og løb ud, mens Egil bad om at få mere at drikke. Da sagde husfruen til den mand, der havde skænket for dem den aften, at han skulle forsyne dem med drikkevarer, så der ikke manglede noget, så længe de ville drikke. Han tog da et stort horn og fyldte det og gav det til Egil. Egil tømte det i ét drag. Så kvad han:


::Fra hver en skænk, Skekkils
::skimmels rytter bringer,
::skal hornets hav svælges
::helt af digtets Uller.
::Om natten lang Laufes
::legs fremmer i hornet
::af maltets elv øser
::— intet bliver levnet!


Egil drak en tid og tømte hvert et horn, han fik, men der var ingen glæde i stuen, selv om nogle folk fortsat drak. Derpå rejser Egil og hans følgesvende sig, og de tager deres våben ned fra væggen, hvor de havde hængt dem. De går derefter hen i den kornlade, hvor deres heste stod. Dér lagde de sig ned i halmen og sov om natten.

Egil stod op om morgenen, straks da det blev lyst. Han og hans følgesvende gjorde sig klar, og så snart de var færdige, gik de tilbage til gården for at finde Årmod. Og da de kom hen til det værelse, hvor Årmod og hans kone og hans datter sov, rev Egil døren op og gik hen til Årmods seng. Han trak da sværdet, og med den anden hånd greb han fat i Årmods skæg og halede ham hen til sengestokken, mens Årmods kone og datter sprang op og bad Egil om ikke at dræbe Årmod. Egil siger, at det vil han undlade at gøre for deres skyld, »— for det er rimeligt nok. Men han havde fortjent, at jeg dræbte ham.« Da kvad Egil:


::Kvindfolks klynken gavner
::kampens usle fremmer;
::skjalden nærer næppe
::nogen frygt for manden.
::Øllet skænked’ armens 
::orms deler os tvunget
::(en lang vej mig venter) —
::vist for slet betaling.


Derpå skar Egil skægget af ham ved hagen, og han krogede da fingeren ind i øjet på ham, så det faldt ud på kinden. Efter dette gik Egil tilbage til sine følgesvende. De red da deres vej og kom ved morgenmadstid frem til Torfinns gård. — —


----


'''Noter:'''

<references />

[[Kategori:Alfabetisk indeks]]
[[Kategori:Islandske sagaer på dansk]]
[[Kategori:Jesper Lauridsen]]
[[Kategori:Egill Skallagrímsson]]