Elgjagten (Kalevala)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Lemminkäinens elgjagt
Maleri af Väinö Hämäläinen

Læs også F. Ohrts kommentarer til denne tekst i Kalevala II

Kalevala
Ferdinand Ohrt

Elgjagten

Mæled muntre Lemminkäinen    XIII. 1

nu til Pohjahjemmets Frue:

»Giv mig nu, gamle Viv, en Pige,

bring mig nu een af dine Døtre,

kom med det bedste Barn i Flokken,

slankeste Mø af Pigeskaren!« 

Det var Pohjahjemmets Frue,

taled hun det Ord og sagde:

»Ikke giver jeg dig en Pige,

ingen af mine Døtre faar du,    10

bedste Barn saa lidet som ringest,

slankeste Barn saa lidt som kortest:

Forud du har dig en Hustru,

ejer en Ægteviv derhjemmel« 

Mæled muntre Lemminkäinen:

»Kylli binder jeg i Bygden

til en andens Husdørtrappe,

til et fremmed Ledhuls Stolpe;

herfra faar jeg bedre Hustru:

Bring du mig nu hid din Datter,    20

skønnest mellem Jomfruskare,

vænest blandt de lokkefavre!« 

Sagde Pohjahjemmets Frue:

»Ikke giver jeg min Pige

til en uforstandig Husbond,

til en Mand som intet evner;

da først tør du kræve de Døtre,

mine Børn med Blomster i Haaret,

naar du har hentet Hiisi-Elgen,

bragt den herhid fra Hiisis Marker.«    30

Og den muntre Lemminkäinen

bandt sig Kogger fast paa Ryggen,    91

bandt paa Hærd den nye Bue,

og sin Stav han holdt i Haanden,

frem han skred paa sine Skier,

stødte fra med skiklædt højre,

tog til Orde selv og sagde:

»I Guds hele vide Verden,

under dette Himmeldække

springer næppelig i Skove

saadant Dyr paa fire Fødder    100

som ej naaes paa disse Skier,

som ej sagtens kunde jages

her med Kalevasønnens Skier,

Lemminkäinens glatte Gænger.« 

Hiisi-Hoben hørte Talen,

Judas-Skaren lytted efter;

Hiisi nu til Elgen taled,    119

raaded Renen sin og sagde:

»Spring min Elg, hos Hiisi baaren,

flyt din Fod, du gæve Ganger,

op til Reners Kælvepladser,

op til Lappefolkets Lande!

Jag, saa svedig bli'r en Skytte,

først og fremmest Lemminkäinen!« 

Længst den muntre Lemminkäinen    141

skred paa Skier efter Elgen,

jog i Moser, jog i Marker,

jog ad aabne Svedjelande —

der stod Ild af Skyttens Skier,

Røg fra Spidsen paa hans Skistav —

ikke saae han end sit Elsdyr,

saae det ikke, hørte det ikke.

Gled han over Li og Lavning,

gennem Lande bagved Havet,    150

over Hiisis Ødemarker,

over alle Kalmas Heder;

frem til Dødens Gab han glider,

ud for Kalmas Gaard han iler,

Døden alt sit Gab oplukker,

Kalma luder med sit Hoved

for at gribe fat i Helten,

for at sluge Lemminkäinen,

men den mægter ej at naa ham,

vinder ikke Tid til at slaa ham.    160

End ett Stykke Land var ham levnet,

ubesøgt var een Vraa i Skoven;

gik han nu op at gæste denne,    165

søge den fjærne Vraa i Skoven.

Da han var kommen til Stedet,

hørte han et ordentligt Bulder

her fra Pohjolas lange Vidder,

oppe fra Lappefolkets Lande:    170

Hunde som glammer i Gaarde,

Lappernes Børn i Graad og Jammer,

Lappekonernes Latter smælder,

atter andre Lapper, de skælder.

Vunden did han tog til Orde,    179

fritted, da han frem var kommen:

»Hvorfor lo de Lappekvinder,

lo de Kvinder, græd de spæde?

Hvorfor jamred gamle Gubber,

hvorfor halsed Bygdens Hunde?« 

»Hiisis Elg sprang her forbi os,    189

strog afsted med glatte Klove,

sparked Tønden om i Teltet,

kørte Kedlen ned af Ilden,

spildte Grødmad ud af Gryden,

vælted Vælling ned paa Arnen.« 

Raske Skælm med røde Kinder,

muntre Lemminkäinen derpaa

skubbed Skien hen ad Sneen

som en Huggorm under Græsset,

skød sin Fyrreskinne fremad

som en Snog, der flink sig sniger,    200

rap han iler, rask han iler,    211

støt han iler, strakt han iler;

første Gang han Foden flytter

intet Øje mer ham øjner,

andet Tag han fremad rykker

intet Øre mer ham hører,

og ved tredje Tag han trænger

lige frem til Elgens Lænder.

Kløver han sig en Vaand af Ahorn,

griber en Birkegren i Lunden,    220

og med denne binder han Elgen,

binder den bag et Egegærde:

»Staa nu stille, du Elg fra Hiisi,

rømte Rensdyr, her skal du trippe!« 

Og han klapper den paa Ryggen,

stryger Elgen hen ad Skindet:

»Her paa Skindet gad jeg hvile,

her var sødt for mig at sove

ved den unge Jomfrus Side,

hos den spæde lille Høne!«    230

Heraf hidses Hiisi-Elgen,

Renen tager til at sparke,

selv den taler, saa den siger:

»Pokker skulde komme til dig,

for at du kan bo hos Piger,

lægge dig hos unge Døtre!« 

Rap da rev den, rask da rev den.

Birkegrenen søndersled den,

trak itu sin Ahornklave,

brød igennem Egegærdet,    240

derpaa tog den til at springe,

bort fra Stedet iled Elgen

mod de Moser, mod de Marker,

mod de kratbedækte Bakker.

Raske Skælm med røde Kinder    247

gribes nu af Nag og græmmes,

gribes grumt af Harm og Vrede,

efter sit Elsdyrs Spor han jager;    250

men ved det første Skridt han farer

brækker han straks en Ski ved Remmen,

Spydet brydes ovenfor Odden,    255

Staven brister over sin Dupsko —

selve Hiisis Elg, den springer,

intet Øje øjner den længer.

_________________________________

Det var muntre Lemminkäinen,    XIV. 1

overlægger, overvejer,

om han Hiisis Elg skal slippe, 5

selv ad Hjemmet til sig vende,

eller end en Gang forsøge,

færdes langsomt frem i Lunden,

søge Gunst hos Skovens Frue,

stemme Lundens Døtre blide;    10

førte derpaa denne Tale,

disse Ord han dernæst ytred:

»Ukko, Herren i det høje.

Fader som i Himlen hersker,

gør mig et Par gode Skier,

lette Skier, skindbetrukne,

hvormed rap jeg fremad farer,

hen igennem Pohjas Heder,    20

did hvor Hiisi-Elgen tramper,

rømte Ren i Jorden stamper!

Ene Skytte gaar jeg til Skoven,

ene Helt paa min Færd jeg farer,

træder ad Tapiolas Veje,

gaar igennem Tapios Gaarde;

hil dig du Bjærg og hil dig Bakke,

hil jer Fyrreskove, som suse,

hil jer Elmelunde, saa lyse,

hil og den som hilser paa eder!    30

Lund og Vang, vær blid og venlig,

Tapio, giv din Gunst, du gyldne,

led til Holmen Jægersmanden,

bring ham venligt op paa Bakken,

hvor det søgte Vildt ham venter,

hvor han Jægerbyttet henterl« 

Det var muntre Lemminkäinen,    79

endnu stadig uden Bytte

foer ad Marker, foer ad Moser,

foer ad mørke Ødemarker,

over svedne Gudebakke,

over kulbrændt Hiisihede.

Een Dag løber han og tvende,

saa tilsidst paa Tredjedagen,

kom han til en vældig Bakke,

op paa vældig Sten da steg han,

vendte nu sit Blik mod Vester,

op mod Nord, langs Mosegrunden:    90

Tapios Gaarde dær han skued,

deres gyldne Døre lued

ned fra Nord paa Mosegrunden,

under Lien, gennem Lunden.

Det var muntre Lemminkäinen,

gik paa Stand derhen til Stedet,

nær til Gaarden han sig nærmed.

under Vindvet hen han vandred,

bøjed sig saa ned at kigge

ind igennem sjette Vindu:    100

Bagved boed Gavefolket —

og dær laa de Lundens Mødre

klædt i slidte Hverdagsklæder,

lurvetgamle Pjalteklæder.

Mæled muntre Lemminkäinen:

»Sig hvorfor, o Skovens Frue,

vandrer du i Hverdagsklæder,

gaar i lurvet Arbejdskjole?

Hvi er dit Ansigt sort at skue,

hvi er dit Aasyn ondt og skummelt?    110

O du Lundens ømme Frue,    135

Skovhjems honningmilde Moder,

sæt til Side dine Høsko,

ryst af Fod de ringe Barksko,

kast dog hen din Arbejdskjole,

aflæg dine Hverdagsklæder!    140

Drag saa Lykkedragten paa dig,

klæd dig kønt i Gaveklæder

disse Dage, for en Skytte,

for en Mand der søger Bytte!

Ond er Kvælden uden Glæde,    151

drøj er Dagen uden Vinding.

Skovens Gubbe, gamle Graaskæg,

Løv-om-Hatten, Lav-om-Pelsen,

klæd nu Skov og Lund i Linned,

grønne Løvsal kønt i Lærred,

Elmelund i lyse Vadmel,

Ellekrat i Elskovsklæder;

klæd i Sølv de slanke Fyrre,

klæd i Guld de grønne Graner,    160

bred paa Birke gyldne Blomster,    163

strø paa Stubbe gyldne Bjælder!

Gør det som i gamle Tider,

som i dine bedre Dage:

Granens Gren som Maanen lyste,

ret som Solen Fyrrens Kviste;

Skoven dufted sødt af Honning

og som Mjød den grønne Løvsal,    170

mildt som Malt de Svedjelande,

frisk som Smør de Moserande.

Skovens Mø, du Jomfru milde,

Tuulikki, du Tapios Datter,

driv dit Kvæg til grønne Skrænter,

før det over aabne Svedjer!

Er det dovent til at løbe

eller trevent til at rende,

tag et Ris fra Skovens Sale,

Birkeris fra Lundens Dale,    180

kild saa Kvæget lidt i Lysken,

prik det med din Vaand i Flanken,

lad det springe hid i Skynding,

lad det løbe let og lystigt

frem til denne Mand som søger,

tæt til ufortrødne Jæger.

Kommer Kvæget saa paa Stien,

driv det stedse frem paa Stien,

begge Hænder bør du brede

som et Hegn ved Vejens Rande,    190

at ej Kvæget bort sig sniger,

over Vejens Kanter viger;

dersom Kvæget bort sig sniger,

over Vejens Kanter viger,

led det saa ind paa Vej ved Øret,

træk det ind paa Stien ved Hornet!

Ligger en Stamme tværs for Stien,

maa du skubbe Stammen til Side;

ligger der Træer midt i Vejen,

kløve du dem i tvende Stykker!«    200

Saadan muntre Lemminkäinen    231

længe langsomt fremad glider,

vinder Gunst hos Skovens Frue    235

samt hos Skovens Drot tillige

og fortryller alle Piger,

bøjer Tapios Møer til Mildhed.

Lod de da stryge, lod de da springe

Hiisis Elg fra det skjulte Gæmme,    240

frem bag Tapiofjældets Side,

hid over Hiisibakkens Skrænter,

fremad til Manden, Vildtets Søger,

tæt til tryllekyndige Jæger.

Selve den muntre Lemminkäinen

snildelig slynged sin Snare

ned over Hiisi-Elgens Hoved,

ned over Halsen paa Kamelen,

at den ikke skal arrigt sparke,

naar han stryger den henad Ryggen.    250

Frem til Pohjola nu gik han,    265

kommen did han tog til Orde:

»Nu har Hiisis Elg jeg hentet,

bragt den hid fra Hiisis Marker;

giv mig nu, gamle Viv, din Datter,

ung og vakker Brud du mig bringe!«    270

Louhi, Pohjahjemmets Frue,    373

hun til Orde tog og sagde:

»Da først giver jeg min Datter

og den unge Brud dig bringer,

naar du skyder Elvens Svane,

fælder den favre Fugl i Floden,

Dødninglandets Flod, den sorte,

Helligstrømmens vilde Hvirvel.«    380

Muntre Lemminkäinen derpaa,    383

skønne Kaukomieli vandred,

mod den Plads hvor Svanen plasked,

gik at finde Langhalsfuglen;

frem med lette Skridt han stiger,     389

hastig hen ad Vejen higer

did til Dødninglandets Flodløb,

Helligstrømmens vilde Hvirvel,

med en Bue skøn paa sin Skulder,

Pilekoggeret bag paa Ryggen.