Elgjagten (Kalevala II)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
.jpg)
som Folkedigtning og National-Epos
IV. De enkelte Sanges Historie
(XIII 1— XIV 394).
Medens Kyllikki-episoden hører til de senest indvundne Stykker i Kalevala, var de nu følgende Optrin kendte for Lönnrot lige siden hans aller første Samlerfærd i 1828. Paa denne Rejse fik han hos Kainulainen i Kesälahti, finsk Karelen (S. 36), et Kvad (V. K. eep. ain. No. 50) om Lemminkäinen som trods Moderens Advarsel drager til sin Svoger i Lapland og bejler til Husets Datter; der paalægges ham Prøver, af hvilke han klarer de to første: Indfangning af Hiisis Elge og af den store Vallak[1] fra Hiisis Enge; men da Helten skal skyde en Svane fra Floden, finder han sin Død, hvorefter Moderen »bygger« sin Søn sammen paany. Denne Variant er med Pohjola for Lapland som Rejsens Maal — bleven Ramme for Fremstillingen i Kalevala.
Der er ingen Tvivl om at denne helt enestaaende Optræden af Lemminkäinen som Bejler der paatager sig vanskelige Prøver, er en tilfældig Variant af det Bejlerkvad som sædvanlig har Ilmarinen til Hovedperson (Kal. XVIII fl.). Den mærkelige Svane stammer paaviselig fra en Sang om »Løn for Moders Møje« (Kanteletar 4. Udg. S. 318), hvor Sønnen blandt det meget han vil gøre for sin Moder, nævner: at skyde en Svane fra Floden og bringe hende den; et Par helt uvedkommende Vers af denne Sang har Kainulainen tankeløst overført sammen med Svanen til sit Kvad og derved røbet sin Kilde. — Elgen endelig hører fra først af hjemme i en ganske særlig frisk og livlig Folkesang, hvilken Lönnrot, XIII fra Vs 31, har indsat i dens Helhed og fulgt meget tro; hos Kainulainen udmales selve Jagten slet ikke.
Jagten paa Hiisis Elg maa paa Grund af Forfatterens Kendskab til Lapperne være digtet Nord for Finske Bugt, dog i Egne hvor Ahorn og Eg (Vs 219, 222) har været kendte af Navn og Gavn, rimeligvis i finsk Karelen. Sydligere synges Sangen heller ikke; (dog er det ikke umuligt at den har optaget nogle Træk fra en oprindelig estisk Legevise om en Hest, der bryder ind i en Gildesgaard og gør Ulykker dær; Kallas' Wiederholungslieder S. 356). I Elgjagtens folkelige Form hedder Jægeren Lyylikki, Rimord til lyly. Ski; i een Variant, som Lönnrot forresten ikke kendte 1835, er det dog Lemminkäinen; i Ny Kalevala har Lönnrot fordelt Rollerne, saa Lyylikki laver Skierne til Jagten (Stykket ikke oversat), og Lemminkäinen bruger dem. — Til Jægerens Pral har oprindelig hørt en Opfordring til Lappekvinderne om at have Kedlen parat til at koge Elgen; des pudsigere virker det da, naar Dyret i sin vilde Fart gør Ravage paa selve Kogestedet[2]. Folkesangen ender sædvanlig med, at den indfangede Elg, forbitret over at Fangeren udmaler sig hvorledes han vil bruge Skindet (Vs 225 fl.), river sig løs, og da Lyylikki atter jager efter den, gaar hans Skier i Stykker. Men for at Bejlerprøven kunde lykkes — som hos Kainulainen, — har Lönnrot, XIV 1 fl., derefter lagt sin Helt en Række Tryllekvad, de stærke Maneord til Skovaanderne, i Munden og tilsidst, med Træk fra en lyrisk Vise, ladet ham fange Vildtet i en Lasso.
