Ellefolk forlanger og yder hjælp 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 23. sep. 2017 kl. 18:53 av Carsten (diskusjon | bidrag) (Ellefolk forlanger og yder hjælp 2)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

12. Ellefolk forlanger og yder hjælp


122. Når Ellefolkene havde brugt folks sager, lagde de penge til dem som vederlag.

Ane Noer, Vilsted.


123. Ellekjællingerne dandsede og morede dem ude i Kalris. Der var en plads her neden for gården, der kaldtes Fruerstuen, og på den morede de dem især. Det var tit, én og anden kom i deres lag, men så kom de al tid syge hjem. Der ligger en lille höj, Kalrishöj, et stykke her henne, den ligger i Jens Baks Kalris, men er nu sløjfet, og der havde de især deres bopæl. Derfra gik de ind i den vestre gård i byen og lånte skydsel og rage.

Jens Andersen, Kalris.


124. Ude i Alstrup sogn, liggeren gård imellem nogle store bakker, og i de bakker boede der ellefolk. Ellepigerne sad der inde i deres dagligstue om natten og kartede og spandt. De kom en gang til den gård og vilde låne et kar øl. Så havde de også et karfuld, der stod, for de havde nylig brygget, og konen fulgtes så med dem ud vise dem det. Der lå to pinde overkors over karret, og dem forlangte ellepigen, at hun skulde tage væk. Det gjorde konen så, og pigen gik med karret. Hun leverede det også tilbage igjen, og det var udmærket godt øl.

Kristian Torp, Ullits.


125. Gamle Rasmus Rasmussen i Lyndelse har fortalt, at han en gang havde været i Lillevangen (Lyndelse skov) og taget nogle vidjevøgre til en kurv, som han begyndte på om aftenen og derfor lod ligge inde i stuen, da de gik i seng, men ud på natten kom der sådan et kjønt kvindfolk ind til dem, det så hans kone, og hun puffede ham i siderne, til han vågnede, og nu kom hun tæt hen til sengen og så på ham. Han formodede, at det måtte være en ellekvinde, som han kanske havde fornærmet, den gang han tog vøgrene, og derfor sagde han: «Gå kun, i morgen, så snart det bliver dag, skal jeg nok bære dem ned, hvor jeg tog dem.» Hun gik, og da de så hende bag på, lignede hun en gammel elletrunte. Næste morgen bar Rasmus alle vøgrene ned, hvor han havde taget dem.

D. J.


126. Der var en tid, da ellefolkene om aftenen ved solens nedgang kunde høres råbe til høstfolkene : «Hov, hov, skynd jer og kom hjem, det bliver höjt vejr i morgen!» Det skulde betyde, at det blev ondt vejr næste dag.

Ane Nielsen, Lisbjærg-Terp.


127. For mange år siden søgte en fiskerpige ind i skoven ved Kokkedal på Sjælland i et meget stærkt tordenvejr og faldt i søvn og drømte, at en troldkvinde sagde til hende: «Dersom du vil sørge for, at dette træ, du her sidder under, bliver stående, når den øvrige skov bliver hugget, skal du komme til at eje Kokkedal, ti jeg boer i dette træ.» Et par år efter giftede ejeren af Kokkedal sig med den fiskerpige, og da han lod skoven omhugge, sørgede hun for, at træet blev stående, derfor kaldes det endnu Frue-bøgen. Det er et dejligt træ, står ude på marken og er nu sømærke.

E. J. W.


128. Midt på Kokkedals marker, tre og en halv mil fra Kjøbenhavn, står en uhyre bøg, der tjener som sømærke for Sundet og kaldes Fruens bøg. Her har forhen stået en stor skov, og her gik en aften nogle piger, der kom hjem fra deres arbejde på marken, da der pludselig opstod et slemt uvejr med lyn og torden. De løb alle sammen for at nå hjemmet med undtagelse af én, der stillede sig under det store træ for at søge ly. Her viste sig en hvidklædt skikkelse for hende og åbenbarede hende, at hun en gang skulde blive huskvinde på Kokkedal, kun måtte hun love aldrig at give sit minde til, at dette træ blev fældet. Nogle år efter så herren på Kokkedal hende, syntes godt om hende og friede til hende. Da hun huskede spådommen, gav hun ham sit ja. Hele skoven er siden fældet, kun dette ene træ er ejerne forpligtede til at lade stå. F. Algreen Ussing.

Dette sagn findes stærkt udformet i en årgang af »Danmarks illustrerede Almanak» ved Cl. Rosenhoff.


129. Uden for Legeveds vang sønden til der ligger en höj, som kaldes Kalve kulle. På samme höj er en stor sten, i den sten er et stort hul, som en elveko haver født en kalv udi. Som nu denne kalv var fød, løb elvekoen straks frem til byen til en kilde og drak af hende. I det samme kom der en kvinde at hente sig en spand vand af samme kilde til at lade i sin kjærne. Og så meget vand, som hun lod i kjærnen, det blev til smør. Der kvinden dette fornam, hentede hun mer vand, men dette havde dog intet på sig.

Fjelkinge sogn, Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm.