Ellefolk gjör fortræd

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

14. Ellefolk gjör fortræd


136. Farer nogen vild i skoven, er det ellefolkene, der lader én gå vild. Man skal da vende et klædningsstykke avet.

A. L.


137. Min bedstefader var fra Støvring. Der græssede de forhen deres bæster på de åbne pletter inde i Støvringgårds skov, den gang var den ikke så fuldkommen, som den er nu, og der var mange ellebuske. En aften, han red hjem, kom ellekjællingerne efter ham. Hestene blev så gale og piskede med halerne, og det hvide skum drap af dem, inden han kom til byen, og det er endda ikke så forfærdelig langt. Han så også tit ellekjællingerne sidde og spinde der ude, og de var hule æbag.

Lavrs Jensen, Marie-Malene.


138. Ved Fjelkinge by nær hos en mands gård, der står tre höje stene, hvilke kaldes Rodis. Der siges at være ondt hos samme stene, og folk haver ofte set spøgelse der. Og endnu denne dag om aftenen silde, når nogne går frem om samme sten og vil råbe: Rodis, da vederfares de visselig ondt.

Rodis : Rådys, af rå: Huldre og dyss: dysse.

Villands herred. Præsteberetning til Ole Worm.


139. Dasvad er i skjellet mellem Helstrup, Grensten og Østervelling. Der løb nogle ellekjællinger og løb langs med vejen efter Ulstrup, indtil de kom til skjellet mellem Langå og Østervelling, og så tilbage igjen til broen. Når én kom ridende ad den vej ved nattetid og kom i møde med dem, gjaldt det om, hvem der kunde først komme over broen. Kom de først, lagde de dem på broen, og så kunde den ridende ikke komme over, inden han sagde: «Er du et menneske, så tal, er du en djævel, så vig!»

Kristen Andersen, Vore.


140. Ved Nørdige oppe i skoven på Gjøl var der ellefolk, og i de vesterste steder i byen dværge. De havde klæder (linned) og ét og andet ude. Det var før 1802 ved Nørdige, da der kom beboere dertil, og de fordrev dem derfra, men de fik andet at vide, folk eller fæ kunde ikke være nogen steder. Men så siden har der ikke været noget i vejen og er heller ikke den dag i dag.

Nik. Christensen.


141. Vesten for Rovenborg i Vejrum ved Struer lå en höj, som i den senere tid er bleven sløjfet, og der boede ellefolk. De havde tillige deres gang i en lavning, hvor der løb en bæk og stod nogle gamle piletræer. Under et af disse var der et hul, og det var nedgangen til deres bolig. Folkene i Rovenborg levede i god forståelse med ellefolket, og hver juleaften satte de grød ud til dem, hvorfor alt trivedes vel i gården. Men nu skete det en gang, at de havde en karl, der var en rigtig drillepig, og han var da kommen de her ellefolk for nær på en måde, det var noget med deres grød, kort, de var blevne vrede på ham og vilde have hævn. Så en hellig juleaften, da karlen havde været ude at fodre hestene og lige vilde gå ind, stødte han pludselig mod et træ, hvilket han blev meget forundret over, da der ingen træer var i gården; han vender sig til den anden side, men der stod også et træ, og snart opdager han, at han pludselig var flyttet ind i en skov, og således var det. Han vankede længe om, men kunde ikke finde sig til rette, da han ikke kunde se noget for det tætte mørke, og først da han hen på morgenen hørte, hanen gol på Kvistrup, hittede han der til og fandt så uden videre hændelser hjem.

M. Møller, Sir.


142. Der var ellefolk i Kristen Skyttes have i Gassum, og de kom tit ind i kjøkkenet og sad og varmede sig ved ilden, når det var koldt. En aften, det var snevejr, sagde de til manden: «De hytterer, å de pytterer, bitte fåer.» Der kom de ellers godt ud af det med folkene, som lod dem gå i fred. I Mads Randrups gård i Over-Randrup derimod, hvor de også tit kom ind og varmede sig ved ildstedet, var der en kåd dreng, der grinede og gjorde nar ad dem. Til straf derfor hængte de ham en nat over brøndens bolværk på en stang, og en anden nat hængte de ham op ved benene med hovedet ned ad i den østre port. Så kunde han mærke, at han ikke kunde være der længere, og rejste da langvejs bort. Nogle år efter kom han tilbage og vilde have besøgt sin gamle husbond, men kunde ikke komme til gården, han kunde ikke nå længere end til Kåtbæk, der begynder i gadedammen her i byen, nemlig imellem Gassum og Randrup marker, der kom ellefolkene og mødte for ham, og så måtte han rejse sønder på igjen den samme vej, han var kommen.

Lærer Dystrup, Gassum.


143. I Hjemstok skal der for en snes år tilbage have været mange ellefolk. De var meget ondskabsfulde. Når folk tidlig eller silde kom igjennem skoven, blev de al tid forfulgte af ellefolkene, der vilde stikke dem med deres skarpe pigkjæppe. Folk kunde som oftest rende fra dem, for ellefolkene var gjærne gamle folk.

K. P. Dalin.


144. En dreng kom forbi et ellekjær og gik derned og satte sig for at lyske i hans bukser. Da kom der en ellekjælling, hun var hul i ryggen som et dejtrug, og så blev han bange og rendte, men hun rendte efter ham og råbte: «Pelinki, Pelanki, tag dine bukser med dig!» Men han turde ikke vende om efter dem og fik dem heller aldrig mere.

Mads Hansens enke, Sterregård.


145. De lå og brændte mile der i nærheden af Engedalen. I véd jo nok, at en mile bliver tårret (torvet), det vil sige: belagt med trekantede tørv, så at den ene spids griber ned i den anden; og så stikker de ild i toppen af milen, så kan det brænde ned ad. Lige med et råber den ene mand til den anden: «Kom her ned med din spade!» Han svarede dertil: «A har nok at gjøre med min egen mile.» For da slog det tørvene af milerne, og det brændte, lige til det lormede. De gravede såend og kastede på for at dæmpe, men det kunde jo ikke forslå med det sand, når ilden skulde dæmpes i sådan fart. Den gang der var gået en lille tid, så var alting ganske rolig, så kunde de tårre deres mile og stå i god forretning som forhen. Det havde de også mening om var ellefolkene, der fartes (færdedes), og at det stod i forbindelse med Spindehuset, hvor de søgte til.

Søren Hansen, Hårup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.