Ellefolks dands

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

8. Ellefolks dands


86. Når moserne damper stærkt, siger man, at ellepigerne dandser.

F. L. Grundtvig.


87. I Vester-Assels er en stor höj, hvorpå ellepigerne dandser om aftenen. Man har også hørt hammerslag der inde, og en kone har set smeden kjøre ind i höjen på en glødende vogn. Gamle folk har tit fortalt om den smed.

P. K. M.


88. En gammel kone, som var født i Ølsted på Fyen, fortalte for sin datter, at da hun var barn, så hendes moder ellefolk, aldeles hule i ryggen, og da børnene bad moderen om lov til også at få dem at se, krøb de op på en grøftevold og så ellefolkene dandse i ellekrattet der inden for. Fortalt af konens datter, smed Rasmus Kristensens enke på Lørup mark.

Lars Frederiksen.


89. Ellekjællingerne dandsede i Bagtyk syd for Tårup. Der var et helgenbillede i Avning kirketårn, og det sagde man var en ellekjælling, for hun var hul i ryggen.

Tårup.


90. Min fader gik en gang til Hvanstrup og skulde gjøre hove. Så kom han forbi Gjøtrupbjærg, og der vilde han vente efter en anden, som også skulde komme, og så satte han sig ved bjærget. Da hører han knap efter noget, der rasler, og så ser han to jomfruer, der dandser. Så mente han, de begjærede, at han skulde dandse med dem, men da fik han at se, at de var hule i ryggen, og så listede han af. Da han kom til Hvanstrup, fortalte han jo, hvad der var hændet ham, men de overbegrinte ham.

Poul Snedker, Farsø.


91. På Alken mark i Skanderborg-egnen ligger Dakbjærg, der måler omtrent tyve fod fra grundfladen til toppen. Her boede for nogle år siden en del ellefolk. Hver aften, når solen var gået ned, blev höjen lettet og sat på store sten, og så dandsede de. Folk, som kom forbi, kunde godt se dem, men de fik dem kun at se forfra, hvor de så meget kjønne ud. En hyrdedreng fra Alken, som havde været ude at sætte kvæget til nat, kom på hjemvejen der forbi. Han blev stående for at se på dandsen. Lidt efter kom en ellepige hen og bød ham op til dands og han gik med hende uden at tænke på noget, Næste morgen gik nogle folk forbi höjen, og de fandt hans lig, han var dandset ihjel af ellepigen.

K. P. Dalin.


92. Kohule er et stort dalstrøg mellem Haraldslund og Tåstrup marker. Her boede ellefolk, som kom frem i skumringen og dandsede. Folk, som sent på dagen færdedes i denne dal, skulde sørge for at komme derfra inden solens nedgang, da elletøjet ellers let kunde føre dem med sig ned i sumpen. Hvis man fik nogen af ellefolket at se, skulde man kaste en sten eller en kjæp over hovedet på dem, så forsvandt de.

Lærer Jensen, Lading.


93. Min bedstemoders søster har fortalt, at hun har set ellepiger dandse i Tebstrup skov. Det havde regnet så stærkt, og ovenpå var det blevet så dejligt solskin. Så kom de ud af et tæt krat på en åben plads på engen og morede sig fortræffelig, både mandfolk og kvindeskikkelser. Hun var fra en gård tæt ved skoven, sad og syede og skulde se efter køerne.

Jens Andersen, Tebstrup.


94. En mand, der boede ved en af de strandmoser, der fra Jægerspris skove strækker sig ud imod Roskilde fjord, var en dag med sin halvoksne datter ude at rive hø i engene, i middagsstunden lagde de sig til hvile ved en hov tæt ved en ellemose, der var i skovkanten. Da de var ved at sove, hørte de en nydelig musik fra mosen, og som de hørte på det, kom en smuk jomfru dandsende efter musikken ud af mosen og hen imod dem. Datteren rejste sig og vilde dandse hende i møde, men den gamle holdt på hende og tvang hende til at lægge sig næsegrus ned i hoven og ikke se på elsen (ellekvinden). «Lad os se,» sagde den gamle, «om du ser ud bag, som du ser ud for.» Da vendte elsen sig om, og så kom der sådan en storm, at høet fra hoven hvirvlede höjt op om dem, men i steden for elsen så de kun en elletrunte. «Men hvad er dog det? » råbte datteren. «Å, når hun først har f.. .t af,» svarede den gamle, «så går det nok over.» Og med det samme hørte musik og storm op, og elletrunten forsvandt.

Anna Stolpe, Kjøbenhavn.


95. I Alling var der en pige, der gik og passede en ko, og så kom der nogle ellefolk til hende og dandste med hende, og hun kunde ikke blive skilt ved dem. Hun var snart helt fra sandsen, da de kom til hende.

Jens Pedersen, Jævngyde.


96. En ung karl, Jens Bovens, der var hjorde ude i skoven, kom om ved et sted, de kalder de døde eller. Så kom han ikke hjem om middagen med køerne, og de skulde ud og lede om ham, og da de fandt ham, var han helt vanvittig. Ellefolkene havde dandst med ham, og siden den tid vokste han ikke. Han blev ikke større end en lille dreng nogen sinde.

Jens Pedersen, Jævngyde.


97. De har også snakket om ellefolk på den her bymark her ude ved skoven. Det er i noget, de kalder de døjer eller, og har al tid kaldt dem sådan. De skal have været efter en hjordedreng og vilde have ham med dem, og havde en grumme tummel med ham. Men så kom moderen og fik ham reddet.

Ole Povlsen, Jævngyde.


98. Nede ved Skjødstrup var der en höj, der var så mange elle ved siden af, og der var mange ellefolk. De dandste så gjævt oppe ved höjen. Så var der en dreng, der gik og gandede (ɔ: vogtede) kreaturerne, han havde sådan plaser af at se på dem. Til sidst omkredsede de drengen, og han kunde ikke komme ud nogen steder. Deres karl han plovede knap derved, og så red han ind i kredsen og snappede drengen og red hjem med ham. Men drengen han var så sær alle tider siden. Det var al tid hans mundheld, han vilde ud til ellefolkene.

Margrete Jensdatter, Mejlby.


99. En snedker i Nielstrup gik ned i skoven om middagen og dandste med ellekjællingerne, ilav han skulde have sovet middagssøvn. Men han blev så mager af det og kom til at se så ringe ud.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


100. Det var i Balle, deres flyttehjorde blev henne en gang og var væk i otte dage. De mente, at han var gået i et hul og druknet. Men så en dag, de gik og mejede, da fik de at se, at der kom en hel flok pæne jomfruer ud af et hurl elle og gik og dandsede, og der imellem var jo drengen. Karlen smed nu hjøllen og sprang lige ind imellem dem og snappede drengen. Jomfruerne sagde ingen ting, men stod og så på ham en lidt, og så vendte de dem omkring og rejste ind i ellene igjen. Drengen kunde ingen ting fortælle, andt end han havde været imellem de pæne damer, og han var siden ikke rigtig i hovedet.

Kirsten Marie Pedersdatter, Hornslet.


101. En karl og en dreng fra Niels Lets gård i Kvotrup var nede i Ris skov en dag, og da fik drengen at se, hvordan ellekjællingerne dandsede. Da de så var komne hjem, og karlen stod inde i loen og skar hakkelse, var drengen bleven henne. Han sprang så tilbage til skoven og fik fat i drengen og fik ham hjem. Han havde jo fået lyst til at løbe derned igjen.

Kristiane Pedersdatter, Kvotrup.


102. Kusk-Jakob'es son, Kusk-Mads, fik en ellevildelse, mens han som stor dreng var hjemme ved hans fader i Bjatrup. Når det kom på ham, rendte han ned i en tørvemose mellem Stilling og Bjatrup, de kalder Nørre-mose, og der var nogle kvindfolk, der tog imod ham og dandste med ham. Så vilde hans forældre have præsten i Blegind derover og følge med ham derned. Han kom også, og drengen førte dem nu hen til et hul og sagde, at der fik de små folk ham med ned. Det hul var ved en ellebusk. Da han siden kom på sessionen, vilde faderen have ham taget fri, og han fortalte, at når sønnen satte ned til ellekonen, kunde han rende så stærkt, at ingen hest kunde rende ham op. Ja, så sagde sessionsherrerne for plaser, at de vilde have ham til jæger, men de tog ham slet ikke, for han var for bitte.

Rytter-Niels, Hørning.


103. En småmand i Bramstrup var kommen i lag med ellekjællingerne, de understøttede ham og gav ham en god forplejning, men han skulde møde visse dage hver uge hos dem på et bestemt sted, og det var ovre i Hadbjærg hede, der havde de dands og lystighed, og så skulde han dandse med dem. Det samkvem blev han nu ved med i flere år, og de betalte ham godt for at komme der. Endelig bliver han lidt gammel og kan ikke stå ved det længere, og så blev han da hjemme. Der var jo mange forsamlede, og han skulde dandse med dem alle sammen. Så blev de fornærmede på ham, og en aften, han havde været til mølle i Alstrup mølle, så træffede de ham på vejen, og der klemte de ham ihjel.

Rasmus Kjær, Villendrup.


104. En pige, der var fra en gård inde i Galten by, skulde sætte fårene til ly ude på marken, for det var sådan et strængt vejr, og så satte hun dem nede ved purrerne i ellekjæret. Men der kommer hun til nogle voslinger, og dem var hun ved til langt ud på natten. Hun sagde siden, at der var nogle, der spillede, og de andre dandste, og hun dandste med dem. Der var både mandfolk og kvindfolk, og de var i røde bindærmer. Hun kom endelig hjem hen ad morgenen og søgte selv hendes seng. Så kaldte folkene på hende, at hun skulde ud at malke, og hun stod op, men hun kunde ikke snakke, ikke heller få hendes mund op, det var, ligesom den var helt vristet sammen. Da de kunde nu ikke orke et ord af hende, så blev de rædde og fik bud efter en klog mand, der boede ude i Låsby elleskov. Han sagde, at hun havde dandst med ellefolkene, og nu skulde de føre hende derud igjen; en mand skulde gå ved hver side af hende, og selv skulde hun ride på et limeskaft. Når de kom så vidt, at hun kunde se ellefolkene, så skulde de føre hende tilbage igjen. Han vristede så munden op på hende med en sølvske, og de kom af sted. Endelig kunde hun se dem, og så gav hun et skrig og sagde: «Der er de!» Med det samme vilde hun have løbet hen til dem, men mændene holdt i hende og trak hende med tilbage. Hun kom nu hjem og var frelst og fortalte hele redeligheden; men hun holdt aldrig siden af at tale om det, og var ellers noget sær siden den tid. A kan huske hende som gammel kone, hun var gift med Jens Snedker, og de kaldte hende Karen Snedkers.

Ane Margrete Sørensdatter, Skjørring.


105. Ellefolkene boer under elletrunterne og kommer kun frem om sommernætterne for at holde dands. Ved den tid er det farligt at komme ellemoserne nær, da ellefolkene vil drage folk til sig. Bliver man forgjort af dem, er der ikke andre råd end at støbe bly over dem. Så vidt jeg véd, bestod det i at smælte bly og hælde ud i en skål vand over den syges hoved. Så dannede der sig figurer i vandet af blyet, og de skulde forklare trolddommen. Det var også farligt at komme ned i ellemosen i middagsstunden. Om sommeren lå den tør, men om vinteren stod den under vand, og da ragede elletrunterne op som en mængde småøer. Forneden bortskyllede så vandet de løse dele, og derved dannedes dybe huller ind imellem rødderne. Når vi börn så om sommeren gik og plukkede hindbær, var vi næsten helt bange for at gå der, og fulde af angst keg vi stadig ind under elletrunterne.

H. P. Nielsen, Sejling.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.