Ellekonen i Asgaardsklint
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Ellekonen i Asgaardsklint
i dansk oversættelse ved
Carl Andersen
1862
I Hvamsbygd i Dalesyssel ligger en Gaard, der hedder Asgaard. Den ligger nærved Søen under en fager Fjeldskrænt. Langs med Søen løber en jevn og smuk Græsslette, ovenfor hvilken der findes en stor Mose, som naaer lige op til Bygningerne paa Asgaard, og midt paa den staaer en stor Klint, som kaldes Asgaardsklint. Gamle Folk fortalte, at der boede Ellefolk i denne. Klint, og det var ikke saa sjeldent, at man troede at spore deres Nærværelse.
Paa Asgaard boede en ung og driftig Bonde, der havde en ung, snarraadig og fager Hustru. En Juleaften stod hun engang alene ude i Fadeburet, beskjæftiget med at skjære Hængekjød i Skiver, som skulde uddeles til Gaardens Folk, saaledes som det endnu er almindeligt paa Landet paa den Tid af Aaret. Medens hun syslede hermed, kom en ukjendt Mand derind, tog hende i Haanden og førte hende ud, og gik med hende heelt ned til Asgaardsklint. Klinten stod aaben og de gik ind. Der laa en Barselkone i tunge Smerter. Til hendes Seng førte den Fremmede hende og sagde: »Dette er min Hustru og hun ligger i Fødselsveer; see nu til, hvis Du kan, at hjelpe hende.« Konen gav hende en Haandsrækning og lidt derpaa fødte hun Barnet. Da det var født, vaskede Konen det og svøbte det derpaa. Huldrekonen gav hende da en sort Steen, hvormed hun bad hende at stryge Barnets Øine. Hun gjorde saa, men gned med det samme sit ene Øie med den, uden at Nogen mærkede det. Da syntes hende, som der foregik en selsom Forandring med hende, thi nu kunde hun med dette Øie see alle de Ting, der fandtes over og under Jorden, og see Aander saavel som Mennesker. Derefter tog Ellemanden hende ved Haanden og førte hende igjen op til Hjemmemarken ved Asgaard. Før de skiltes, takkede han hende med mange fagre Ord for hendes hjelp, bad hende, om han oftere maatte søge den hos hende, hvis han havde den nødig og sagde til hende, at hun skulde staae tidligt op den næste Morgen, da vilde hun finde en lille Kiste staaende ved Døren, hvori der vilde ligge en Kvindedragt, der skulde tilhøre hende, og den skulde hun tage paa Juledag eller Nytaarsdag, hvilken af de to Dage der blev holdt Gudstjeneste paa Asgaard. Efter at have sagt dette, forlod han hende.
Konen kom hjem og lod sig ikke mærke med Noget. Før nogen Anden paa Gaarden vaagnede den næste Morgen, stod hun op af sin Seng; da stod der en lille Kiste ved Væggen, i hvilken der laa en saa prægtig Kvindedragt, at him aldrig havde seet dens Mage før. Den Dag blev der holdt Gudstjeneste i Asgaard, og Alle gjorde store Øine ved at see den stadselige Klædning, hun havde paa.
I samfulde 10 Aar efter denne Begivenhed forsvandt hun eengang om Aaret, omtrent i en fjerde Deel af et Døgn ad Gangen, ja stundom endog i et halvt Døgn, og Ingen vidste, hvad der blev af hende. Ofte trængte Bonden ind paa hende, for at hun skulde sige, hvor hun gik hen; men hun var ikke at formaae dertil, det fortalte hun ikke til Nogen, sagde hun.
Da traf det sig en Nat, at Asgaardsbondens Tjenestekarl ikke kunde sove. Han hørte da, at der kom Nogen til Vinduet ovenover Ægtefolkenes Seng og kaldte paa Konen og bad hende om at skynde sig med at komme; thi nu var hans Hustru kommen i Barselseng og han havde tunge Anelser denne Gang. Konen stod øieblikkelig op, klædte sig paa i Stilhed og gik ud af Badstuen. Bonden savnede hende om Morgenen og blev ængstelig tilmode derved. Alle klædte sig paa i stor Skynding, men da de kom udenfor, saae de hende komme nede fra Mosen, og da hun kom hjem, var hun meget forgrædt. Hun fortalte da Alt fra Begyndelsen til Enden, at hun hvert Aar var bleven hentet til Konen i Klinten, men at denne nu var død i Barselseng.
Nogle Aar senere skete det, at Bondekonen befandt sig i Stykkesholm paa Vesterlandet, hvor der just var et talrigt Kjøbestevne. Der kjendte hun iblandt Andre Ellemanden fra Asgaardsklint. Hun kunde af Utaalmodighed ikke bare sig, og sagde: »Du er da her.« Han gik taus hen imod hende og stødte sin Finger ind i det Øie, der var synsk og hvormed hun kunde see Alt, og fra den Dag af var hun blind paa det; men hun fortrød siden meget sin Uforsigtighed. Forøvrigt blev hun ved at være en lykkelig Kone i alle sine Dage.
