Elleskudte 2

Fra heimskringla.no
Revisjon per 24. sep. 2017 kl. 19:31 av Carsten (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Maren Jensdatter (f. 1812) var en af Evald Tang Kristensens mange fortællere fra den jyske hede.
Danske sagn
som de har lydt i folkemunde


af Evald Tang Kristensen
1893


Bind II

A. Ellefolk

7. Elleskudte


69. En dreng i Smørumovre, der i efterhøsten skulde finde noget kvæg om aftenen, kom til ellefruen, og hun gjorde hans hoved forvirret. Ellepigerne dandser ellers st.-Hansnat.

V. Boye.


70. En karl fra Termestrup pløjede en dag i marken uden for byen. Kjøresvenden bemærkede, at han af og til lo. Da der var gået en times tid, løb han væk og kom tilbage igjen efter nok en times forløb, helt mismodig og bleg. Han havde nu været i selskab med ellekvinderne.

B. H. K.


71. «Mallemusse-grete» hedder et spøgelse, som huserer i Maglemose ved Hallerup skov; men jeg tror ellers nok, at hun ikke er så slem nu, som hun før har været, for nu er mosen opdyrket. Den gang, da den lå hen som ellemose, skulde man helst tage sig i agt for at komme der ved aftenstide, ellers blev man elleskudt. Kræmrekaren, da hun tjente til Grigges, hun blev da elleskudt, og det var bare, fordi hun kom ud og malke så meget silde en aften i høsten. Hun blev syg på stedet og lå syg længe, var helt tosset og forvildret i hovedet, men hun kom sig dog til sidst. Hun så en skikkelse, siger hendes moder, og den havde fat i hende og rystede hende.

Karen Toxværd, Sillestrup.


72. I Lindeskoven ligger en temmelig stor sten med en hulning i overfladen som af et sæde; det er mærke af, at skovfruen eller ellefruen, hvad hun nu er, plejer at sidde der. I Hallerup skov er en lignende sten, der har «Mallemusse-grete» sit sæde; ja, lige i de sidste år, har en gammel kone fra Tjæreby set hende sidde der, når det blev lidt silde om aftenen, før konen gik hjem med sit bundt brænde på ryggen. «Mallemusse-grete» driver sit spil i Maglemose, som strækker sig ind igjennem Hallerup og et stykke på hver side. Hun har på tider været slem nok. Sådan var der en karl i Sønder-Vedby, han lever for resten endnu som en gammel mand, han var en aften silde ude med hestene i Maglemose, og der ser han lidt henne sådan en pæn pige. Nu, han fik lyst til at snakke med pigen og gik hen efter hende, men hun gik fra ham; så løb han for at nå hende, men hun løb også, og sådan gik det i nogen tid, indtil han var hende ganske nær, så var det en gammel hul pil, som stod der og var halvt udgået. Men så blev karlen helt vild og tosset og var syg i lang tid efter.

Karen Toxværd, Sillestrup.


73. Det er endnu en vedtægt, at de unge karle, når de i visse egne afmejer høet på engene, ej lægger deres leer af hænderne, førend de har strøget dem. Hvis dette bliver forsømt, skal ellekonerne kunne lægge leerne, og da er slættekarlene grebne af kjærlighed til dem.

Hansen, Borbjærg.


74. En pige har fortalt, at da hun var fuldvoksen, lå hun og sov i en ellemose. Men da hun rejste sig, var hun forstyrret i hovedet og blev siden rent tosset. Da hun var tyve år, blev hun døbt i kirken og blev straks bedre.

N. J.


75. I en af de midterste gårde i Trunderup, kaldet Stærbogården, tjente en pige, som traf på en ellemand i marken, en gang hun var ude at malke, og snakkede med ham. Da hun var kommen hjem og havde fået mælken siet og ordnet, var hun som helt forstyrret og vilde ud til ellemanden igjen. Det var med nød og næppe, at man fik hende forhindret deri.

P. Jensen, Kværndrup.


76. I skoven på Bogø gik beboernes kvæg løst i fællig og når nu pigerne, som fulgtes ad ud at malke, havde malket hver sine køer, kaldte de på hverandre for at følges ad hjem, men en dag, som de skulde til at gå hjem, manglede den ene pige, som slet ikke vilde svare, hvor meget de end kaldte. Til sidst gik de omkring for at lede hende op og traf hende da enlig siddende i en ellemose ganske forvirret i hovedet. De fik hende med nød og næppe hjem med, og her fortalte hun, at der ved ellemosen var kommen en sådan dejlig mand til hende og havde spurgt hende, om hun vilde være hans kiæreste, og ved sin tale bedåret hende, så at hun ikke kunde komme væk fra ham; han havde også lokket hende til, at hun ikke skulde svare, når de andre piger kaldte på hende. Siden skulde hun hver gang ned til ellemosen, men en gang gav nogen hende det råd, at når ellekongen kom igjen, skulde hun tre gange sige til ham: «Vend dig, at jeg kan se, om du er bag som for.» Dette gjorde hun næste gang, da hun nu så, at han var hul bagtil, råbte hun : «Nei fy, du er jo så hul som et dejtrug!» hvorpå han forlod hende, og siden den tid havde hun fred for ham.

Lærer Hansen.


77. Oppe i den vestlige udkant af Nordskoven i Horns herred har der før været en mose ved navn Smedemose; nu ligger den udenfor skoven og er pløjeland. Om den var det et almindeligt sagn, at det ikke var rigtig fat i den. En gang red en mand igjennem skoven på en hingst, og da han kom forbi Smedemose, hørte han en dejlig musik af horn og andre blæsende instrumenter ligesom regimentsmusik. Han standsede sin hest for at høre derpå, men på øjeblikket blev hesten løbsk, snøftede og fnøs, så at han ikke kunde styre den, men tog i fuld fart vejen hjemad og løb lige imod en smal låge, hvor der ikke var plads for rytteren til at komme ind uden at blive rendt fordærvet. I sidste øjeblik fik han dog tid til at lade sig glide ned af hesten, så at han slap godt derfra. Han troede fuldt og fast, at hesten måtte have set ting, som han ikke kunde se.

En anden gang havde folkene fra en nærliggende gård været til høslæt i mosen. Om aftenen savnede de en halvvoksen, lidt tåbelig knøs, der hed Niels. De troede da, at han var gået forud hjem, men da de heller ikke fandt ham på gården, gik de på ny ud i mosen, søgte efter ham og kaldte på ham. Da hørte de, at der med en spæd røst råbtes «Niels, Niels!» snart hist og snart her, og Niels's stemme, der svarede: «Ja, her er jeg!» De gik efter stemmen, men når de kom derhen, hvorfra den lød, var Niels der ikke, og da lød stemmen et andet sted, så at de til sidst var nær ved at blive vildfarende. Endelig så de Niels komme løbende i fuld fart mellem tuerne. Han løb lige forbi dem uden at se dem, og da de så fik ham opløbet, var han helt vild. «Hører I ikke, hvor de kalder på mig?» råbte han og vilde på ny rive sig løs. Han fortalte dem, at en kvinde; som stod inde i mosen og kaldte ham ved navn, var løbet foran ham og stadig ved sin kalden havde lokket ham dybere ind i mosen. Man antog, at det var en els, som man på den egn kalder ellekvinderne. Fra den tid var drengen endnu mere tosset i hovedet end før.

Anna Stolpe, Kjøbenhavn.


78. Der ligger en gård syd for Egeskov, men ikke langt derfra, som hedder Skjærningegården. Der tjente en dreng for et halvt hundred år siden. Om ham fortælles der, at han en gang var bleven noget sær og vilde al tid ned i Kalsvådet, en stor eng, som ligger syd for gården, om aftenen. Folkene kunde da aldrig vide, hvad der var ved det, men så skete det en dag, de kom ned i engen, hvor drengen lå og sov, at de fik at se, der løb flere små grønne drenge eller ellefolk omkring ham. Heraf sluttede folkene da, at det var disse grønne drenge, der havde haft deres spil med drengen og gjort ham ellevild. Folkene fik dog lykkeligvis drengen snakket fra at komme der mere, end han nødtes til, og det gik også helt over med ham igjen.

Sødinge skole.


79. Ellekvinderne var i elle og moradser. De var så slemme efter karlfolkene, og når de kom til at gå til dem, så var der ingen mulig råd for, at de kunde lade det være. Så gik de og tærtes hen. De kvinder var kjønne fortil, men bagtil hule som et drøftetrug.

Niels Simonsen, Vejrum.


80. Der var en karl, som var så stolt, at han sagde, hver gang han dandsede: «Her kommer Gudfader og Gud den Helligånd.» Samme karl slog en gang hø, og da ønskede han, at han havde sin kjæreste hos sig. Da kom der en ellepige fra Ellebjærg og sov hos ham, og hun kom til ham hver nat derefter. Så blev karlen tåbelig, og han gik til præsten for at søge råd, men han åbenbarede ham ikke sandheden. Da hørte de i det samme, at ellepigen råbte: «Du har lovet at ægte mig!» men de kunde ikke se hende. Han vilde nu rejse fra hende og sejlede over et stort vand, men hun fulgte lige godt med og græmmede ham til døde.

Nik. Christensen.

Ellebjærg ligger i Tisted sogn i Hobro-egnen.


81. Lars Jensen, der boede i Stubberup, tjente i sin ungdom i Mosegården i Dalby, og på dens mark er tvende småskove, af hvilke den ene for en del består af sumpet ellekrat. Det var i forsommeren, og de havde haft slågilde. Lars Jensen var en vild krabat til at dandse, og det var næsten dag, før gildet var forbi. Så siger han til lille-drengen: «Du må gjærne gå hen og lægge dig, så skal jeg nok flytte bæsterne.» Han går ud til dem, de stod i eller tæt ved elleskoven. Efter flytningen lagde han sig ned i græsset, for han var træt og tung i hovedet og faldt i søvn, men vågnede, lige i det solen stod op, og så et ungt, smukt fruentimmer, klædt som bondepige, stå over ham og pille i hans knapper. Han troede, det var én af pigerne fra gildet, og sagde: «Hvi kan du ikke lade mig sove i ro?» Men han gjorde sig nu nøjere kjendt med hende, end han vel turde, og først bag efter mærkede han, at det var galt fat. Ti fra den tid måtte han besøge hende i skoven hver nat og kunde aldrig have ro til at blive i sin seng. Gik han ikke en vis tid hver aften, så kom hun selv og hentede ham. Til sidst gik det så vidt, at hun kom efter ham midt på dagen, og folkene i gården så hende ofte uden for vinduet, og når hun kom der, måtte han af sted. Dog fik hun ikke så megen magt over ham, at hun kunde beholde ham. Hun var tit i færd med ham om, at han skude følge med hende hjem, der skulde han få mange herligheder at se; men det vilde han ikke, han var bange for, at deres mandfolk skulde gjøre ham fortræd. Nej, det havde ingen nød, sagde hun, bare han vilde følge med, så skulde han få det godt, og var han ikke tilfreds med hende, så kunde han få hendes søster, der var meget kjønnere end hun, og hvad hun nu kunde sige. Men hun fik ikke bugt med ham. Det blev således ved til hen på efteråret; han blev mere og mere afkræftet og frygtede for, at han ikke kunde stå hende imod længer. Han søgte da til præsten, som kom og lod ham lægge sig i sengen, gav ham sakramentet og bredte messehagelen over ham. Nu vidste de nok, hun vilde komme, og hun kom også og vilde have ham med sig, men kunde ikke. Præsten sagde til hende, at nu måtte hun tage ham, hvis hun kunde, og hvis ikke, så fik hun ikke noget at gjøre med ham tiere. Så måtte hun gå med uforrettet sag, og fra den tid blev Lars Jensen fri for hende, men det var nok også på det yderste med ham. Det har nok været en ellepige, men hul i ryggen var hun ikke, som dog folk vil sige, den slags skal være.

A.C. P.


82. Mens min moder tjente hos Jens Hansen i Tågeby, tjente der en pige hos sognefogden, som hed Maren. I den tid gik alt kvæget løst på de fælles byjorder om efteråret, og når det var koldt, vilde de jo gjærne gå hen i skoven, som der er meget af der omkring. Nu skulde pigen en aften ud at malke, og da hun kom derud, var kvæget henne i en mose, som kaldtes Rævemosen, i Tågeby Kohave. Den var meget berygtet for ellefolk, og ingen holdt af at gå forbi den om aftenen. Lige uden for skoven ligger en höj, Træhöj, der for resten bliver brugt endnu som sømærke. Da hun havde malket og skulde hjemad og så kom lige ud for Træhöj, kommer der en fin jomfru ud fra höjen, og en lille hund, som pigen havde med sig, foer lige ind mod jomfruen. Pigen gik hen imod hende, der så meget rar ud, og kaldte ad hunden. Jomfruen indbød hende til at komme hen i Rævemosen, for der skulde være bal om natten. Pigen vilde grumme gjærne have været med straks, men hun skulde først hjem med mælken, og rendte så, hvad hun kunde, alt imens hun spildte dygtig af den. Hun løb ind i stegerset og satte spanden, så mælken fløj over alle bredder. Hun vilde nu straks til at af sted igjen, men konen, som stod der ude, blev vred og skjældte ud, for det hun sådan spildte mælken. Ja, hun skulde skynde sig, sagde hun, for hun skulde til bal. «Nej, du skal værsågod at blive her og hjælpe mig at si mælken.» Der var ingen andre hjemme end en husmand, der stod og tarsk, og da nu pigen løb, sprang konen bag efter og fik fat i hendes skjørt. Hun slog efter konen, der så fik kaldt på husmanden, og han kom og hjalp hende med at få pigen i seng, og så fik de støbt bly over hende. Det hjalp dog ikke lige straks, men til sidst blev hun så dygtig, at hun blev gift. Hun kom sig dog aldrig rigtig.

H. P. Nielsen, Sejling.


83. I Mern sogn er der to gårde, som kaldes Skalsbygårdene. Den ene beboedes for en halvtredsindstyve år siden af Rasmus Bosens enke. Hun havde den i livsfæste og havde en søn, Peder Rasmussen, der bestyrede gården. Hver gang de skulde bage, skulde de ind i skoven og stjæle brænde til bagningen. På den tid tjente en pige i gården, som hed Bodil, og hun skulde hjælpe til med det. Skoven kaldtes Jens Boes Kohave. Sønnen og karlen skulde bjærge brændet. Den ene skulde skjære det ned, og den anden slæbe det ud, og imidlertid skulde pigen gå og se efter, at skovfogden ikke skulde komme. En gang var de atter ude på fangst, og de blev færdige med deres, men da de nu skulde se efter pigen, var hun forsvunden. Peder Rasmussen kaldte ad hende, men fik intet svar, og de var nu bange for, at hun var gået vild. Så råbte han igjen, og da måtte hun til at svare, men det var fra en helt anden kant af skoven. De fik hende så fundet, men da var hun helt forstyrret i hovedet. Hun vilde ikke med hjem og sagde, at hun skulde hen i Langemose til bal, så de måtte tage hende med magt og slæbe hende hjem. Hun kom i seng, og de kunde nok forstå, hvad der var ved det med hende, hvorfor de fik hentet en kone, der kunde støbe bly over hende, og så blev hun da rask igjen. Så længe hun levede, kunde hun godt huske, hvad hun havde set, og fortalte det. Da hun gik der inde og lyttede, syntes hun, at det på én gang blev så underlig lyst omkring hende, og så kom der to små drenge og tog fat i hver sin hånd af hende. De fortalte, at de boede der ude i Langemose, og den ene hed Svip, og den anden hed Gloøje. De bad hende så meget om at komme ud og dandse med dem, for ellefolkene skulde have bal der ude i ellemosen om natten. Hun fulgte så med dem fra Langemose op til en anden mose, der kaldes Karen Bondes mose, og var så svært glad ved at gå og tale med dem. Da var det, hun hørte, Peder Rasmussen kaldte ad hende. Første gang vilde hun ikke svare, da hun nødig vilde skilles fra drengene, men da han kaldte anden gang, syntes hun ikke, hun kunde lade det være, men aldrig så snart hun havde svaret, var drengene væk, og al ting var så bælmørkt om hende, at hun ikke kunde finde vej eller sti, men så kom karlene da og fandt hende.

H. P. Nielsen, Sejling.


84. Ude i Skjælby er der en mand, og han er bleven jordskudt. Det var en dag, han var ude at pløje, så lige med ét kom der lige som et puf op af jorden, og så trillede der lige som et sort nøgle hen ad furen foran ham. Han faldt naturligvis og blev helt syg og tosset i hovedet; kom sig gjorde han jo, men der er da dem, der mener, at han har en lille snært endnu.

Det var mens han var dreng, han blev jordskudt, men nu er han mellem 40 og 50 år.

Karen Toxværd, Sillestrup.


85. Karen Bødker fortæller: Den gang jeg var barn og var hjemme i Bruserup, så var jeg og mine brødre ude at forsyne kreaturerne. Drengene vandede kvæget, men så vilde de ikke flytte fårene, det skulde jeg. Jeg gik så også hen til dem og begyndte at flytte dem, men lige med et kom der et pust op af jorden lige ved det ene lam, så det faldt, og der stod en røg og porr, så det var rent forskrækkeligt. Det kan nok være, jeg blev kyst og gav mig til at skrige og løbe hjem. »Fa’er og mo’er!» råbte jeg, «skynd jer at komme, det røger op af jorden, og det ene lam er død.» Herregud, jeg vidste jo aldrig, hvordan det kunde være; men mine forældre vidste straks, at så var lammet jordskudt; og meget rigtig, da vi kom derhen, var lammet død og blev død, og der var kommen tre blå pletter under bugen på det. Vi skar straks halsen over, så blodet kunde løbe af, og brugte naturligvis sulet, det fejlede jo ingen ting.

K. Toxværd, Sillestrup.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.