Erik den Rødes Saga CCR/FM

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Indgangen til Erik den Rødes
gård i Haukadal (Foto: clm)

Islændingesagaer

Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker

Erik den Rødes Saga
(Fortællingen om Erik den Røde og Fortællingen om Grønlænderne)

Paa dansk ved C. C. Rafn og Finnur Magnusson

Indledning

DEN næst følgende Fortælling om Erik den Røde, Grønlands første og ypperste Landnamsmand, kunde vistnok af forskjellige, nu tildeels ikke fuldkommen bekjendte Grunde, kaldes en Þáttr d. e. egentligst Fletning, Tot eller Traad af et Toug, men ellers almindelig en Afdeling, Brudstykke eller Uddrag af et større historisk Værk, i Nordens Oldsprog kaldet Saga, - samt undertiden ogsaa (men uegentlig) en kort Levnetsbeskrivelse af en vis Mand, eller en lille Fortælling om eens eller fleres enkelte Begivenheder eller Foretagender. Formodentlig er denne Benævnelse opstaaet lignelsesviis, da et saadant for sig selv bestaaende Brudstykke i en stor Deel af sit Hovedindhold afviger, i selve de Begivenheder som. omhandles, fra den større Historie, hvori det indrykkes, endskjønt Fortællingens Traad saa at sige gaaer jævnsides med den, og endelig fastknyttes til den. Denne Fortælling kan nemlig, forsaavidt den angaaer Erik den Røde, hans Samtidige og Efterkommere, tildeels ansees som indbefattende: a) et oprindeligt Brudstykke af Landnama, først affattet ved Are Frode, som levede i det Bygdelag samt tæt ved de Steder, hvor Erik den Røde sidst opholdt sig i Island, samt hvorfra han, flere Gange uddrog til Grønland, efter til sidst at have hvervet Colonister til Landets Beboelse i de selvsamme Egne. Dog gjelder denne Bemærkning kun om de vigtigste heri indeholdte Beretninger, som angaae Grønlands Opdagelse og Landnam, eller første Besættelse med Landnamsmænd eller Nybyggere; b) som en Þáttr - eller Brudstykke, senere tilføiet Olaf Tryggvesøns store Saga, forfattet af Munken Gunløg Leifsøn til Thingøre Kloster, skjønt den i sig selv, som andre slige Þættir, blot er bleven henført eller lagt til den større Saga, for at oplyse eller fuldstændiggjøre dens Beretninger. Formedelst den Andeel, som Norges nysnævnte Konge havde i Christendommens Udbredelse i Grønland ved at bevæge Leif, Eriks Søn, til at antage den, samt forsyne ham med Præster og Lærere, har man lykkeligviis knyttet disse Beretninger til Kongens Saga; dog er Brudstykket der ikke længere end det i Landnama, og er i Hovedsagen identisk dermed. Endelig kan den betragtes: c) som et Brudstykke, der paa samme Maade er blevet tilføiet den større Saga om Erik den Røde, der udtrykkelig nævnes her, og hvilken vi ansee for længst at være tabt, thi en anden, som er bekjendt under et sligt Navn, handler mest leilighedsviis om Grønlands Opdager, men egentligst om den af sine Grønlands- og Viinlandsreiser bekjendte Thorfinn Karlsefne, hvorom Læserne ved dens Meddelelse ville overbevises. Dog ville de tillige erfare, at der i denne vor Fortælling indeholdes meget mere end det, som Landnams og Olafs-Saga paa sin Viis, efter det ovenanførte, meddele.

Textens saavidt mueligt fuldstændig kritiske Bearbejdelse er allerede skeet ved een af os (Rafn) ved dens Udgave i et særegent Værk, der indeholder alle oldnordiske Beretninger om Amerikas Opdagelse af Islændere og Grønlændere, med dansk og latinsk Oversættelse, og tilhørende Anmærkninger og Undersøgelser. Derved ere alle Varianter, efter de da brugte Codices og andre Hjelpemidler, paa det nøiagtigste anmærkede, men her indføre vi kun dem deraf, som ere nogenlunde vigtige for Sprogets, Indholdets eller Sammenhængens Skyld, skjønt ogsaa enkelte flere her ere tilføiede, især med Hensyn til alt det, som mest angaaer Grønlands egen Historie og Beskrivelse. De dertil benyttede Kilder, som nøiere beskrives i hint Værk, ere:

1) Den berømte flatøiske Codex, almindeligst bekjendt under Navn af Flateyjarbók eller Flatøbogen, eet af de største oldnordiske Haandskrifter, nu indbundet i to store Foliobind, indeholdende mange Sagaer, Brudstykker og Digte, som vedkomme Nordens gamle Historie. Denne store Samling er begyndt at skrives 1387 og fuldført 1395. Dens hele Indholdsliste m. m. angives nøiagtig i P. E. Müllers Saga-Bibliothek III, 437-439. Ved den lærde Biskop Brynjulf Svendsens Omsorg blev den erhvervet for Kong Frederik den Tredie fra en Bonde paa Flatø (Flatey) i Bredefjorden, og forvares nu i det store Kongelige Bibliotheks ældre Haandskrift-Samling.

2) Et Papirs-Haandskrift i den Arnæ-Magnæanske Samling, 770c, 4, som synes at være skrevet tidlig i det 17de Aarhundrede og at høre til Bjørn Johnsens (fra Skardsaa) Samlinger til det gamle Grønlands Historie og Beskrivelse; det indeholder overhoved adskillige korte Brudstykker og Uddrag af gamle Sagaer m. m., interpolerede med Excerpentens egne Bemærkninger. Det betegnes her i Varianterne med Bogstavet X.

3) Peringskölds Udgave af Snorre Sturlasøns Heimskringla eller Norges Kongers Historie, Stokholm 1697. Fol. Af de tre dertil benyttede nyere Afskrifter, synes een at være tagen af Flatøbogen, forsaavidt den indeholder en betydelig Deel af de nu følgende grønlandske og viinlandske Fortællinger, som ikke høre til Snorres Værk. Dog er denne Episode optagen fra Peringsköld, ved Gerhard Schöning, i Heimskringlas store og ellers vist af ægte Kilder udsprungne Udgave, hvor den findes i 2det Bind S. 304-26 eller Olaf Tryggvesøns Saga Cap. 105-112 ⁽¹⁾. De fra den Peringsköldske Udgave tagne Varianter betegnes med Bogstavet P, og de fra den Schöningske med S.

4) Fremdeles ere nogle afvigende Læsemaader tagne saavel af Landnama, efter den overfor S.172-182 meddeelte Text og sammes mærkeligste Varianter, som af den Skalholtske Udgave af Olaf Tryggvesøns store Saga (betegnede med Sk), her optagne forsaavidt disse Værker indeholde en Deel af nærværende Fortælling.

5) Endelig jevnførtes med Cap. 1 og 2 af Þáttr Eriks rauða de trende Membraner af Olaf Tryggvesøns større Saga, Cap. 220-221 (see Fornmanna-Søgur II, 213-216), Nr. 61, 54 og 53 Fol. (nøiere omtalte og beskrevne i Fortalen til samme Værks 1ste Bind S. 13 og 14), samt ligeledes et ikke umærkeligt Membran-Fragment i Nr.325 i (9) i 4to, som hidtil ikke har været benyttet.

Hidindtil havdes næsten intet udførligt paa Dansk om Erik Røde og hans Opdagelse af Grønland, naar vi undtage Schønings Uddrag af de gamle Beretninger derom i hans Norske Histories 3die Deel. Om hans Levnet har dog vor, meget for tidlig tabte, Børge Thorlacius skrevet paa Latin et academisk Program: de Erico Rufo, 1811, indført i hans Prolusiones et Opuscula Academica II, 117-152. Han viser deri, blandt andet, Sandsynligheden deraf, at Erik var født (i Norge) omtrent i Aaret 950. Vi mene, med Hensyn til Eriks høie Alder, da han vilde ledsage sin Søn Leif paa dennes Viinlands-Reise, at han maa være født før (som henved 940 eller endog 930). Det er maaskee en blot Unøiagtighed i Udtrykket hos de gamle Forfattere af Landnama og Þáttr Eiriks rauða at foregive, at Erik var født i Norge. Are Frode omtaler ham ikke (i sine Schedæ) som født Nordmand, men som en fuldkommen Islænder. Dog kan det vel være, at han er kommen til Island med sin Fader i sin spæde Barndom, men at han, som voxen, har gjort en Reise til Norge, hvor han en kort Tid opholdt sig ved Jarlen Hakon Sigurdsøns (den Mægtiges) Hof. Derfra har han taget tilbage til sin Faders Gaard paa Hornstrandene paa Island. Hans første Opdagelsesreise fra Island til Grønland antages af Thorlacius at være foretagen 982 og at være tilendebragt 985, saa at Eriks tre Landflygtigheds-aar til den vare blevne vel anvendte, — samt at Grønlands første Beboelse ved ham blev begyndt i Aaret 986. Dette sidste stemmer ganske overcens med Are Frodes dobbelte, samt nærværende Fortællings, saavelsom ogsaa Thorfinn Karlsefnes Sagas Beretninger i de bedste Haandskrifter, samt ligeledes med de vigtigste gamle Annalers Tidsbestemmelse. Ogsaa har Thorlacius i dette Program gjort Læserne opmærksomme paa de forskjellige Træk i Eriks Charakteer, som ere opbevarede for os af Sagaerne, og som synes at vise, at den bestod af en synderlig Blanding af Godt og Ondt. Til det første Slags henhøre den Iver og Standhaftighed, hvormed han foretog og udførte sine, til manges Nytte, sigtende, men farlige og besværlige Opdagelsesreiser, samt den Velvillie og Gjæstfrihed, som han viste mod de fleste ham i Grønland besøgende og hans Hjelp ønskende Fremmede og Nybyggere m. m.; til det andet Slags derimod den Ufredelighed, som i hans yngre Aar indviklede ham i saa mange Drabssager, men hvori hans Opdragelse og Tidens Tænkemaade, vel ogsaa andres virkelige Forurettelser, have havt den meste Skyld. Efter at han havde anlagt sin grønlandske Colonie, hvis øverste Styrer han var til sin i høi Alder indtrufne Død, findes intet optegnet om voldsomme eller tyranniske Handlinger af ham, med Undtagelse af hans Forhold mod hans fordums Ven Thorgils Orrabeinsfostre, saaledes som det beskrives i den sidstnævnte berømmende og saaledes muelig for ham partiske Floamanna-Saga. Som Thorlacius bemærker, er det blevet foraarsaget af' Eriks, maaskee ikke fuldkommen ugrundede, Frygt for at denne udmærkede Helt, som i sit Fødeland, Island, havde været en rig og anseet Høvding; ved sit længere Ophold i Grønland deels kunde fordunkle Eriks Berømmelse, deels blive farlig for hans vel erhvervede og tillige vel anvendte Herredømme der i Landet. Herom kunne vi ellers henvise til den Afdeling af nærværende Værk, som kommer til at indeholde Thorgils's egen Levnetsbeskrivelse og hans i Grønland udførte Bedrifter. Tillige kan det her bemærkes, at man i Grønland, for de utilbørlige eller ilde anseete Handlinger, hvilke Erik der meentes at have begaaet, tillagde en vis Thorhall, hans Jæger og Forvalter, Skylden, men denne Mand var forhadt blandt sine christne Landsmænd for hans Tilbøielighed til Hedenskabet, til hvilket Erik selv i nogle gamle Beretninger siges lige til sin Død at have bekjendt sig, endskjønt hans Hustru Thjodhilde, hvilken han oprigtig elskede, havde antaget Christendommen, og derfor forladt sin i Religionssager anderledes tænkende Ægtemand, efter de Tiders Vedtægter blandt de Christne, som forbøde dem alt personligt Samkvem med Hedninger.

AngaaendeBeskaffenheden af den Egn paa Island, hvor Eriks første Opholdssted laae, og hvortil han, uden Tvivl i spæd Barndom, siges at være kommen med sin Fader, kunne vi henvise til vore Anmærkninger til Landnama her ovenfor S. 190-193, hvor vi tillige have viist Sandsynligheden deraf, at det sydlige Grønlands Egne maatte have noget tiltrækkende for Erik, ved den Lighed, som de i visse Maader havde med Islands Hornstrande, hans Opholdssted i Ungdommen, som saa tit for Menneskets Erindringer er det kjæreste og behageligste.

Fortælling om Erik den Røde.

1. THORVALD hed en Mand, en Søn af Osvald, en Søn af Ulf Øxne-Thorers Søn. Thorvald og hans Søn Erik den Røde droge fra Jæderen⁽²⁾ til Island formedelst Drab; da var Island vidt omkring bebygget.

De boede først paa Drange paa Hornstrandene; der døde Thorvald. Erik ægtede da Thorhilde⁽³⁾, en Datter af Jørund og Thorbjørg Knarrarbringa, som da var gift med Thorbjørn den Høkdalske. Erik begav sig da der nordfra, og boede paa Eriksstade ved Vatshorn. Eriks og Thorhildes Søn hed Leif. Men efter Eyulf Sørs og Holmgange-Rafns Drab blev Erik forviist fra Høkedalen; han drog da vesterpaa til Bredefjord, og boede paa Øxnø paa Eriksstade⁽⁴⁾. Han laante Thorgest sine Høisædessøiler⁽⁵⁾, og kunde ikke faae dem igjen; han krævede dem da; deraf opstode Tvistigheder og Kampe imellem ham og Thorgest, som det fortælles i Eriks Saga⁽⁶⁾. Styr Thorgrimsøn⁽⁷⁾, Eyulf fra Svinø, Brands Sønner fra Alptefjord og Thorbjørn Vifilsøn⁽⁸⁾ ydede Erik Bistand i Sagen; men Thord Gellers Sønner og Thorgeir fra Hitardal⁽⁹⁾ stode Thorgestingerne bi. Erik blev paa Thorsnes Thing erklæret fredløs, og han gjorde da i Eriksvaag⁽¹⁰⁾ sit Skib i Stand; da han var færdig, fulgte Styr og de andre ham ud forbi Øerne. Erik sagde dem, at han agtede at opsøge det Land, som Gunbjørn⁽¹¹⁾, Ulf Krages Søn, saae, da han drev vester ud i Havet, den Gang han fandt Gunbjørns Skjær; han sagde at han vilde komme tilbage til sine Venner, hvis han fandt Landet. Erik seilede ud fra Sneefjelds Jøkel⁽¹²⁾; han fandt Landet, og kom fra Havet ind til det Sted, som han kaldte Midjøkel; den hedder nu Blaaserk. Han drog da derfra sønder med Landet, for at undersøge, om det, naar man kom videre, var bebyggeligt. Den første Vinter var han paa Eriksø næsten i Midten af den østligere Bygd; Vaaren efter drog han til Eriksfjord, og tog sig der Bopæl. Han drog den Sommer til den vestre Ubygd, og gav mange Steder Navn. Den anden Vinter var han paa Holme ved Rafnsgnipa, men den tredie Sommer foer han til Island, og kom med sit Skib i Bredefjord. Han kaldte Landet, som han havde fundet, Grønland, thi han sagde, at det, at Landet havde et godt Navn, vilde trække Folk did. Erik var paa Island om Vinteren, men om Sommeren efter drog han over for at bebygge Landet; han boede paa Brattelid⁽¹³⁾ i Eriksfjord.⁽¹⁴⁾ Saa sige kyndige Folk, at samme Sommer, da Erik Røde drog at bebygge Grønland, fore 35 Skibe fra Bredefjord og Borgefjord⁽¹⁵⁾, men kun 14 naaede derud ⁽¹⁶⁾; nogle dreve tilbage, og andre forliste. Det var 15 Vintre, før Christendommen blev ved Lov antagen paa Island; samme Sommer droge Biskop Fredrik og Thorvald Kodransøn bort fra Island. Følgende Mænd, som da droge ud med Erik, toge Land og Bosæde paa Grønland: Herjulf tog Herjulfsfjord, han boede paa Herjulfsnæs; Ketil Ketilsfjord, Rafn Rafnsfjord, Sølve Sølvedal, Helge Thorbrandsøn Alptefjord, Thorbjørn Glora Siglefjord, Einar Einarsfjord, Hafgrim Hafgrimsfjord og Vatnehverfe, Arnløg Arnløgsfjord;⁽¹⁷⁾ men nogle droge til Vesterbygden.

Leif den Heldige døbtes.

2. Da fjorten Vintre vare forløbne, fra den Tid Erik Røde drog over for at bebygge Grønland, da reiste Eriks Søn Leif fra Grønland til Norge; han kom til Trondhjem den Høst, da Kong Olaf Tryggvesøn var kommen nordenfra Halogeland.⁽¹⁸⁾ Leif lagde med sit Skib ind i Nidaros⁽¹⁹⁾, og drog strax til Kong Olaf. Kongen forkyndte Troen for Leif som for andre Hedninger, der kom til ham; det var Kongen let at bevæge Leif; han blev da døbt og alle hans Skibsfolk; Leif var hos Kongen om Vinteren, og blev vel behandlet.⁽²⁰⁾

Bjarne opsøgte Grønland.

3. Herjulf var en Søn af Bard Herjulfsøn; han var Landnamsmanden Ingolfs Frænde. Ingolf gav Herjulf Land imellem Vaag og Reykenæs. Herjulf boede først paa Drepstok⁽²¹⁾ ; hans Kone hed Thorgerde, og deres Søn Bjarne, en meget haabefuld Mand. Han fik allerede som ung Lyst til at reise udenlands, og forhvervede sig snart baade Gods og Anseelse; og han var hver anden Vinter udenlands, hver anden hjemme hos sin Fader. Snart eiede Bjarne sit eget Fartøi. Den sidste Vinter han var i Norge, lavede Herjulf sig til at reise til Grønland med Erik. Paa Skibet hos Herjulf var en christen syderøisk Mand;⁽²²⁾ han digtede Hafgerdinga Drapa (Havbrændingskvadet),⁽²³⁾ hvori dette er Omkvædet:

Mine Reiser jeg den milde
Munkes Prøver beder styre,
Haanden holde Himmelborgens
Herre over mig bestandig!⁽²⁴⁾

Herjulf boede paa Herjulfsnæs⁽²⁵⁾ ; han var en meget anseelig Mand. Erik Røde boede paa Brattelid; han var der den mest anseete, og alle rettede sig efter ham. Disse vare Eriks Børn: Leif, Thorvald og Thorstein og en Datter, som hed Freydis, der var gift med en Mand, ved Navn Thorvard; de boede i Garde,⁽²⁶⁾ hvor nu Bispestolen er; hun var meget stormodig, men Thorvard var indskrænket, og hun var mest givet ham for hans Rigdoms Skyld. Den Tid var Folket paa Grønland hedensk. Bjarne kom med sit Skib til Øre⁽²⁷⁾ samme Sommer, som hans Fader var seilet bort om Vaaren. Denne Tidende syntes Bjarne vigtig, og han vilde nu ikke udlosse sit Skib. Da spurgte hans Skibsfolk, hvad han havde i Sinde; han svarede at han agtede at holde sin Skik og have sit Vinterophold hos sin Fader: “og jeg vil,” sagde han “holde med Skibet til Grønland, hvis I ville tilstaae mig eders Følge.” De sagde alle, at de vilde følge hans Bud. Da sagde Bjarne: “Uforstandig vil vor Reise tykkes, eftersom ingen af os har været i Grønlands Hav.” Men dog begave de sig paa Søen, saasnart de vare færdige, og seilede i tre Dage, indtil Landet tabte sig af Syne under Vandet; men da lagde Børen sig, og der opkom Nordenvinde⁽²⁸⁾ og Taager, og de vidste ikke, hvor de fore, og saaledes gik det i mange Dage. Derefter saae de igjen Solen, og de kunde da skjelne Himmelegemerne; de hejste nu Seil, og seilede denne Dag, for de saae Land, og talte da imellem sig om, hvad Land dette kunde være, og Bjarne sagde, at han troede, at det ikke kunde være Grønland. De spurgte, om han vilde seile til dette Land, eller ikke. “Det er mit Raad”, sagde han, “at seile nær ved Landet;” og de gjorde saa, og saae snart, at Landet var uden Fjelde, og bevoxet med Skov, og havde smaae Høie. De lode da Landet paa deres venstre Side, og lode Seilets Skjød vende mod Land. Siden seilede de to Dage, før de saae et andet Land. De spurgte, om Bjarne troede, at dette var Grønland, men han sagde, at han ligesaa lidt troede, at dette var Grønland som det forrige: “thi paa Grønland siges der at være meget store Isbjerge.” De nærmede sig snart til dette Land, og saae, at det var et fladt Land, bevoxet med Skov. Da lagde Børen sig for dem, og Skibsfolkene talte da om, at det syntes dem raadeligst, at lande der; men Bjarne vilde det ikke. De foregave, at de baade trængte til Brændsel og Vand. “Paa ingen af disse Dele have I Mangel,” sagde Bjarne; men dog fik han derfor nogen Bebreidelse af sine Skibsfolk. Han bad dem heise Seil, og de gjorde saa; de vendte Forstavnen fra Land, og seilede ud i rum Sø med Sydvestvind i tre Dage, saae da det tredie Land, og dette Land var høit, og bedækket med Fjelde og Isbjerge. De spurgte da, om Bjarne vilde lægge der til Land, men han sagde, at han ikke vilde det: “thi dette Land forekommer mig ikke at være noget tjenligt Opholdsted.” De dæmpede da ikke deres Seil, men holdt frem langs med Landet, og saae at det var en Ø; de vendte igjen Bagstavnen imod dette Land, og seilede ud paa Havet med samme Bør; men Blæsten tiltog, og Bjarne bød da at sætte paa Sejlene, og ikke sejle stærkere, end deres Skib og Skibsredskaber kunde udholde. De seilede nu i fire Dage; da saae de det fjerne Land; de spurgte da Bjarne, om han troede, at dette var Grønland, eller ikke. Bjarne svarede: „Dette er ligest Grønland, efter hvad man har fortalt mig om samme, og her ville vi styre til Land.” De gjorde saa, og landede om Aftenen under et Næs, hvor der var en Baad. Paa dette Næs boede Bjarnes Fader Herjulf; af ham har Næsset faaet Navn, og er siden kaldt Herjulfsnæs. Bjarne drog nu til sin Fader, opgav Søfarten, og blev hos sin Fader, saalænge denne levede; siden boede han der efter Faderen. ⁽²⁹⁾

Her begynder fortællingen om grønlænderne.

1. DERNÆST er nu at fortælle, at Bjarne Herjulfsøn kom ude fra Grønland, og besøgte Erik Jarl⁽³⁰⁾, og Jarlen tog vel imod ham. Bjarne fortalte om sine Reiser, at han havde seet ubekjendte Lande; Folk syntes at han ikke havde været videbegjerlig, da han intet havde at berette om disse Lande, og dette blev lagt ham noget til Last. Bjarne blev Jarlens Hofsinde, og drog ud til Grønland den følgende Sommer. Der taltes nu meget om Opdagelsesreiser. Leif, Erik Rødes Søn fra Brattelid, drog til Bjarne Herjulfsøn, og kjøbte Skibet af ham, og hvervede Folk dertil, saa at de vare i alt 35 Mand. Leif bad sin Fader Erik, at han vilde være Anfører paa Reisen; men Erik undskyldte sig, og gav til Grund, at han nu var temmelig til Alders, og kunde ikke som tilforn udholde alle Rejsens Besværligheder. Leif sagde at han endnu vilde være den af Frænderne, hvem Lykken snarest vilde følge; Erik gav da efter for Leifs Bøn, og red hjemmefra, saasnart de vare færdige. Da der kun var en kort Vei til Skibet, snublede Hesten, som Erik red paa; han faldt af, og fik Foden forslaaet. Da sagde Erik: “Ei er det mig bestemt, at opdage flere Lande, end dette som vi nu beboe⁽³¹⁾, og vi skulle nu ikke følges ad længere alle.” Erik drog hjem til Brattelid, men Leif begav sig til Skibet med sine Stalbrødre, 35 Mand. Paa Reisen var ogsaa en tydsk Mand⁽³²⁾, ved Navn Tyrker⁽³³⁾, med. De beredte nu deres Skib, og seilede ud i Søen, da de vare færdige, og fandt da først det Land, som Bjarne fandt sidst. De seilede der til Land, og kastede Ankere, skøde Baaden ud, og gik i Land; og saae der intet Græs; store Jøkler vare overalt oppe i Landet, men fra Søen til Jøklerne var det som een Helle eller Steenflade, og dette Land forekom dem ingen Herligheder at have. Da sagde Leif: “Nu er det ikke gaaet os med dette Land, som det gik Bjarne, at vi ikke have været paa det; jeg vil da give Landet Navn og kalde det Helleland⁽³⁴⁾. “ De begave sig siden om Bord. Derefter seilede de ud paa Søen, og fandt et andet Land; de seilede igjen til Landet, og kastede Ankere, skøde siden Baaden ud, og gik i Land. Dette Land var fladt, og bevoxet med Skov, og vidt omkring, hvor de gik, vare der hvide Sandstrækninger, og Strandbredden var uden Bratheder. Da sagde Leif: “Dette Land skal man give Navn af dets Beskaffenhed, og kalde det Markland (fladt Skovland).⁽³⁵⁾ De droge siden paa det snareste igjen ned til Skibet. Nu seilede de derfra i rum Sø med Nordøstvind, og vare i Søen to Dage, inden de saae Land; de sejlede did, og kom til en Ø, som laae nordenfor Landet; der gik de op, og saae sig om i godt Veir, og mærkede at der var Dug paa Græsset; det traf sig da saa, at de toge med Hænderne i Duggen, og stak Fingrene i Munden; de syntes ikke at have smagt noget saa sødt, som det var.⁽³⁶⁾ Siden droge de til Skibet, seilede ind i det Sund, som laae imellem Øen og et Næs, der gik nordud af Landet, og styrede vesterind Næsset forbi. Der var meget grundt i Ebbetiden, og deres Skib stod derfor oppe, saa der var langt at see fra Skibet til Søen. Men deres Lyst til at komme til Land var saa stor, at de ikke gave sig Tid til at vente, indtil Vandet igjen steg op under deres Skib, men løb strax i Land paa et Sted, hvor en Flod faldt ud af en Indsø; men saasnart Vandet steg op under Skibet, toge de Baaden, og roede til Skibet, og førte det op i Floden, og derfra i Indsøen, hvor de kastede Ankere, bare deres Koier⁽³⁷⁾ op fra Skibet, og gjorde sig der Boder eller Brædehytter; siden fattede de den Beslutning, at berede sig til at forblive der denne Vinter, og de byggede da store Huse. Der fattedes ikke Lax hverken i Floden eller i Indsøen, og det var størte Lax, end de før havde seet. ⁽³⁸⁾ Landets Beskaffenhed var der, eftersom dem syntes, saa god, at intet Kvæg kunde der behøve Foring om Vinteren, thi da kom der ingen Frost, og Græsset visnede kun lidt.⁽³⁹⁾ Dag og Nat vare der mere lige lange end paa Grønland eller Island, thi paa den korteste Dag var Solen der over Horizonten fra Klokken otte om Formiddagen til Klokken fire om Eftermiddagen.⁽⁴⁰⁾ Men da de vare færdige med Huusbygningen, sagde Leif til sit Følge: “Nu vil jeg skifte vore Folk i to Dele og lade Landet undersøge, og skal Hælvten af Mandskabet være hjemme ved Huset, men den anden Hælvte skal undersøge Landet, men dog ikke drage længere, end at de kunne komme hjem om Aftenen, og de skulle ikke skilles ad.” De gjorde nu saa en Tid, og Leif afvexlede, saa at han den ene Dag drog med dem, men var den anden hjemme ved Huset. Leif var en stor og stærk Mand, myndig og anseelig, derhos forstandig og maadeholden i alle Ting.

Leif den Heldige fandt Folk paa et Skjær i Havet.

2. Det hændte sig en Aften, at der savnedes en Mand af deres Følge, det var den tydske Mand Tyrker. Dette tog Leif sig meget nær, thi Tyrker havde længe været hos hans Fader og ham, og elsket Leif meget i hans Barndom. Leif satte nu sine Folk haardt i Rette, og beredte sig med 12 Mand til at søge efter ham. Men da de vare komne et kort Stykke fra Huset, gik Tyrker dem imøde, og blev med Glæde imodtagen. Leif mærkede strax, at hans Fosterfader ikke ret var ved sin Samling. Tyrker havde en høi Pande og flygtige Øine, var fregnet i Ansigtet,⁽⁴¹⁾ liden og ussel af Væxt, men fortrinlig i alskens Kunstfærdighed. Da sagde Leif til ham: “Hvi var du saa seen, min Fosterfader, og skiltes fra Følget?” Han talte da først længe paa Tydsk,⁽⁴²⁾ og dreiede Øinene til forskjellige Sider, og vrængede Munden, da de ikke forstode, hvad han sagde. Efter nogen Tids Forløb talte han paa Nordisk:⁽⁴³⁾ Jeg var ikke gaaet meget længer frem, men dog har jeg nogen ny Opdagelse at fortælle; jeg fandt Viinranker og Viindruer.” “Mon det er sandt, min Fosterfader?” sagde Leif. “Tilvisse er det sandt,” sagde han, “thi jeg var født i en Egn, hvor der hverken fattedes Viinranker eller Viindruer.” De sov nu den Nat, men om Morgenen efter sagde Leif til sine Skibsfolk: “Nu Ville vi tage os to Ting for, saa at vi den ene Dag samle Viindruer, og den anden hugge Viinranker, og fælde Træer, saa at deraf kan blive Ladning til mit Skib;” og de toge da denne Beslutning. Det er fortalt, at deres Storbaad var fyldt med Viindruer.⁽⁴⁴⁾ Der blev nu hugget Ladning til Skibet, og da det vaaredes, beredte de sig, og seilede derfra, og Leif gav Landet Navn efter dets Herligheder, og kaldte det Viinland.⁽⁴⁵⁾ De sejlede siden ud i rum Sø, og havde god Bør, indtil de saae Grønland og Fjeldene nedenfor Jøklerne. Da tog en Mand til Orde, og sagde til Leif: “Hvi styrer du Skibet saa meget imod Vinden?” Leif svarede: “Jeg giver Agt paa min Forretning at styre, men dog nu ogsaa paa noget mere, og kunne I ikke see noget nyt ?” De svarede at de intet usædvanligt kunde mærke. “Jeg veed ikke,” sagde Leif, „om jeg seer et skib eller et Skjær.” De saae nu derhen, og sagde at det var et Skjær. Men han havde endnu saa meget skarpere Syn end de, at han saae Folk paa Skjæret. “Nu vil jeg,” sagde Leif; “at vi holde imod Vinden, for at vi kunne komme til dem, om de skulde behøve vor Bistand, og Nødvendigheden kræver at vi komme dem til Hjelp; hvis de ikke skulde være fredelige til Sinds, da staaer det i vor Magt, hvad vi ville gjøre, men ikke i deres, hvad de ville.” De seilede nu op under Skjæret, og droge deres Seil ind, kastede Anker, og skøde ud paa Søen en anden lille Baad, som de havde ført med sig. Da spurgte Tyrker, hvo der var deres Anfører. Denne nævnte sig Thorer, og sagde at han var en Nordmand; “men hvad er dit Navn?” spurgte han. Leif nævnte sit Navn. “Er du en Søn af Erik den Røde fra Brattelid?” spurgte hin. Leif sagde at det var saa. “Nu vil jeg,” sagde Leif; “tage eder alle om Bord paa mit Skib, tilligemed det Gods som Skibet kan rumme.” De toge imod dette Tilbud, og seilede derpaa med denne Ladning til Eriksfjord og lige til Brattelid; der udlossede de Skibet. Siden tilbød Leif Thorer og hans Kone Gudrid og tre andre at opholde sig hos ham, og skaffede de andre Skibsfolk, saavel Thorers som sine egne Folk, Herberge andensteds. Leif bjergede 15 Mennesker fra Skibet; han blev siden kaldt Leif den Heldige. Leif havde saaledes baade erhvervet sig Gods og Anseelse. Samme Vinter kom der en svær Sygdom iblandt Thorers Folk, som bortrev saavel Thorer selv, som en stor Deel af hans Folk. Denne Vinter döde ogsaa Erik den Röde. Nu taltes der meget om Leifs Viinlandsreise, og hans Broder Thorvald syntes, at Landet var blevet undersøgt i en altfor liden Strækning. Da sagde Leif til Thorvald: “Du kan, min Broder, om du vil, drage med mit Skib til Viinland; men dog vil jeg først lade Skibet gaae at hente det Tømmer, som Thorer havde paa Skjæret;” og dette gjorde de.

Thorvald drog til Viinland

3. Nu beredte Thorvald sig til denne Reise med 30 Mand, og raadførte sig derom med sin Broder Leif. De gjorde siden deres Skib færdigt, og seilede ud i rum Sø; og der fortælles intet om deres Reise, førend de kom til Viinland til Leifsboder.⁽⁴⁶⁾ Der bragte de deres Skib i Forvaring, og opholdt sig rolig den Vinter, og fangede Fiske til deres Føde. Men om Vaaren sagde Thorvald, at de skulde berede deres Skib, og nogle Mænd skulde med Skibets Storbaad seile langs med den vestlige Kyst af Landet, og foretage Undersøgelser der om Sommeren. De fandt Landet fagert og skovrigt, og kun kort imellem Skov og Sø og hvide Sandstrækninger; der vare mange Øer og meget grundt. De fandt ingensteds enten Menneskeboliger eller Dyreleier, uden paa en Ø, som laae vestlig, hvor de traf paa et Kornskuur⁽⁴⁷⁾ af Træ, men flere Menneskeværker fandt de ikke; og de droge dernæst tilbage, og kom til Leifsboder om Høsten: Men den anden Sommer drog Thorvald østerud med Fartøiet og mod Norden langs med Landet. Da overfaldt dem en stærk Storm udenfor et Forbjerg, saa at de sloges derop, og Kjølen stødtes løs fra skibet; de opholdt sig der længe, og istandsatte deres Skib. Da sagde Thorvald til sine Medfølgere: “Nu vil jeg at vi skulle opreise Kjølen her paa Næsset, og kalde det Kjalarnæs;⁽⁴⁸⁾ og de gjorde saa. Siden seilede de bort derfra østen om Landet ind i de Fjorde-Mundinger, som laae nærmest derved, og til et Forbjerg som strakte sig der frem, eg var overalt bevoxet med Skov. Der lægge de deres Skib i Leje, og skyde Bryggen paa Land, og Thorvald gaaer der op i Land med alle sine Medfølgere; han sagde da: “Her er fagert, og her ønskede jeg at reise min Bopæl.” Siden gik de til Skibet, og saae da paa Sandet indenfor Forbjerget 3 Høie; de droge did, og saae der 3 Skindbaade⁽⁴⁹⁾ og 3 Mennesker under hver. Da deelte de deres Folk, og grebe dem alle paa een nær, som kom bort med sin Skindbaad.⁽⁵⁰⁾ De andre 8 dræbte de, gik siden tilbage til Forbjerget, og saae sig der om; de saae da nogle Høie inde i Fjorden, og formodede at det maatte være Boliger. Der overfaldt dem en saa stor Søvnighed, at de ikke kunde vaage, men faldt alle i Søvn. Da kom der et Raab over dem, saa at de vaagnede alle; Raabet lød saa: “Vaagn op, Thorvald, med hele dit Følge, om du vil beholde Livet; gak om Bord paa dit Skib med alle dine Mænd; og drager bort fra Land som snarest!”⁽⁵¹⁾ Dernæst kom en utallig Mængde Skindbaade fra den inderste Deel af Fjorden ud efter, og lagde til dem. Da sagde Thorvald: “Vi ville fire Stridsskjerme⁽⁵²⁾ ud paa Skibsbordene, og værge os saa godt som mueligt, men ikke gaae angrebsviis tilværks.” De gjorde saa, men Skrælingerne skøde en Stund paa dem, og flyede siden bort, enhver saa hurtig som han kunde. Da spurgte Thorvald sine Mænd, om de havde faaet noget Saar; de sagde at de ikke vare saarede. “Jeg har faaet et Saar under Armen,” sagde han, “thi en Piil fløi imellem Skibsbordet og Skjoldet ind under min Arm; her er Pilen, og det vil blive mit Banesaar. Nu giver jeg eder det Raad, at I berede eder som snarest til at drage tilbage; men I skulle føre mig hen paa det Forbjerg, som syntes mig bedst til at boe paa; det kan hændes at det var et sandt Ord, der faldt mig i Munden, at jeg skulde boe der en Stund; der skulle I begrave mig og opreise tvende Kors, ved Hovedet og ved Fødderne af mig, og kalde det Krossenæs⁽⁵³⁾ bestandig herefter.” Grønland var da christnet, men dog døde Erik Røde før Christendommens Indførelse. Nu døde Thorvald, men de gjorde alt, eftersom ban havde sagt; og droge siden til deres Stalbrødre, og de fortalte nu hverandre de Tidender som de vidste, og boede der den Vinter, og samlede Viindruer og Viinranker til Skibsladning. Men om Vaaren beredte de sig, og seilede derfra tilbage til Grønland; de kom med deres Skib til Eriksfjord, og kunde nu fortælle Leif store Tidender.

Thorstein Eriksøn døde i Vesterbygden.

4. Det havde imidlertid hændet sig paa Grønland, at Thorstein i Eriksfjord havde giftet sig og ægtet Gudrid Thorbjørnsdatter, der tilforn havde været gift med Thorer Østmand⁽⁵⁴⁾ som før er berettet.⁽⁵⁵⁾ Thorstein Eriksøn fik Lyst til at fare til Viinland efter sin Broder Thorvalds Lig; og han beredte derfor det samme Skib; han valgte store og stærke Folk til Besætning, og havde med sig 25 Mand, og tillige sin Kone Gudrid. De sejlede af, saasnart de vare færdige, og ud i rum Sø, Landet af Sigte. De dreve om paa Søen hele Sommeren, og vidste ikke, hvor de fore; da Vinterens første Uge var forløbens,⁽⁵⁶⁾ landede de i Lysefjord⁽⁵⁷⁾ paa Grønland i den vestre Bygd. Thorstein søgte om Herberge for dem, og fik Herberge for alle sine Skibsfolk, men han selv og hans Kone vare uden Herberge; de bleve derfor ene to tilbage paa Skibet nogle Nætter. Da var Christendommen endnu ny paa Grønland. Det hændte sig en Dag, at nogle Folk kom tidlig om Morgenen til deres Telt; Formanden for dem spurgte, hvad for Folk der vare i Teltet. ”Her ere to,” svarede Thorstein, “men hvo spørger derom?” “Thorstein hedder jeg,” sagde hin, “og kaldes Thorstein Svarte; men det er mit Ærende hid, at jeg vil byde eder begge, dig og din Hustru, til Herberge hos mig.” Thorstein sagde at han vilde raadspørge sin Kone derom, men hun bad ham raade, og han tog da imod Tilbudet. “Da vil jeg komme efter eder i Morgen med Heste, thi jeg fattes intet til at herbergere eder begge; men, det er meget kjedsomt at være hos mig, thi vi ere der ene to, jeg og min Hustru, eftersom jeg er meget særsindet; jeg har ogsaa en anden Tro,⁽⁵⁸⁾ end I have, men dog holder jeg den for bedre som I have.” Nu kom han efter dem om Morgenen med Hestene,⁽⁵⁹⁾ og de droge til Herberge hos Thorstein Svarte, som viste dem al Gjæstfrihed. Gudrid var en myndig og anseelig Kone, derhos var hun forstandig, og vidste vel at skikke sig blandt Fremmede. Tidlig om Vinteren kom der Sygdom blandt Thorstein Eriksøns Mandskab, og der døde mange af hans Folk. Thorstein lod da gjøre Kister til Ligene af dem, som døde, og lod dem føre ud paa Skibet og der forvares: “thi jeg vil,” sagde han, “til Sommer lade alle Ligene føre til Eriksfjord.” Det varede nu ikke længe, inden der ogsaa kom Sygdom i Thorsteins Huus, og hans Kone, som hed Grimhilde, blev først angreben af den; hun var overmaade stor, og stærk som en Karl, men dog fik Sygdommen Bugt med hende. Kort efter angreb Sygdommen ogsaa Thorstein Eriksøn, og de laae begge paa een Gang; Grimhilde, Thorstein Svartes Kone, døde; men da hun var død, gik Thorstein ud af Stuen efter en Fjæl at lægge Liget paa. Gudrid sagde da: “Bliv ikke længe borte, min Thorstein!” sagde hun; han sagde, at saa skulde skee. Da sagde Thorstein Eriksøn: “Underlig teer vor Huusmoder sig nu, thi hun skyder sig op paa Albuerne, og strækker Fødderne ud over Sengestokken, og føler efter sine Sko;” og i det samme kom Huusbonden Thorstein ind, og Grimhilde lagde sig da ned, og det bragede da i hver Stolpe i Stuen.⁽⁶⁰⁾ Nu gjorde Thorstein en Kiste til Grimhildes Lig, førte det bort, og begrov det; men skjønt han var baade stor og stærk, behøvede han dog alle sine Kræfter, førend han fik hende bragt bort af Gaarden. Nu tiltog Thorstein Eriksøns Sygdom, og han døde, hvilket hans Kone Gudrid tog sig meget nær. De vare da alle i Stuen. Gudrid havde siddet paa en Stol foran den Bænk, hvorpaa hendes Mand Thorstein havde ligget. Da tog Huusbonden Thorstein Gudrid fra Stolen paa sit Skjød, og satte sig med hende paa en anden Bænk lige overfor Thorsteins Lig; han søgte at opmuntre hende paa mange Maader, og trøstede hende, samt lovede at følge hende til Eriksfiord med hendes Mands og hans Medfølgeres Lig: “ogsaa skal jeg,” sagde han, “faae flere Huusfolk hertil, dig til Trøst og Underholdning.” Hun takkede ham. Da satte Thorstein Eriksøn sig op paa Bænken, og sagde: “Hvor er Gudrid ?” Tre Gange mælte han dette, men hun taug. Derpaa sagde hun til Huusbonden Thorstein: “Skal jeg svare paa hans Spørgsmaal eller ikke?” Han raadede hende ikke at svare. Derefter gik Huusbonden Thorstein over Gulvet, og satte sig paa Stolen, men Gudrid sad paa hans Skjød; og da tog Huusbonden Thorstein Ordet: “Hvad vil du, Navne?” sagde han. Han svarede efter en Stunds Forløb: “Jeg ønsker gjerne at sige Gudrid hendes skjæbne, for at hun des bedre kan finde sig i min Død; thi jeg er nu kommen til gode Hvilesteder;⁽⁶¹⁾ men det kan jeg sige dig, Gudrid, at du vil blive gift med en Islænder, og I skulle leve længe sammen, og efterlade eder en talrig Afkom, kraftig, skinnende og herlig, sød og vellugtende; I skulle drage fra Grønland til Norge, og derfra til Island, og slaae eders Bopæl op paa Island; der skulle I boe længe, og du skal overleve ham. Du vil da drage udenlands, og reise til Rom;⁽⁶²⁾ og komme du tilbage til Island til din Gaard, og da vil der være bygget en Kirke, og vil du der opholde dig og lade dig vie til Nonne, og der vil du døe.” Efterat have udtalt dette, segnede Thorstein tilbage, og hans Lig blev lagt til Lave og ført til Skibet. Huusbonden Thorstein holdt vel alt, hvad han havde lovet Gudrid. Han solgte om Vaaren sin Gaard og sit Kvæg, og drog til Skibet, med alt hvad han eiede, tilligemed Gudrid; han beredte Skibet, og skaffede sig Skibsfolk, og seilede siden til Eriksfjord. Ligene bleve nu jordede ved Kirken. Gudrid drog til Leif i Brattelid, men Thorstein Svarte gjorde sig en Bopæl i Eriksfjord,⁽⁶³⁾ og boede der, saa længe han levede, og holdtes for at være en meget duelig Mand.

Om Thorfins og hans Stalbrødres Viinlandsreiser.

5. Den samme Sommer kom et Skib fra Norge til Grønland. Den Mand, som førte dette Skib, hed Thorfinn Karlsefne;⁽⁶⁴⁾ han var en Søn af Thord Hesthøfde, en Søn at Snorre Thordersøn fra Høfde”.⁽⁶⁵⁾ Thorfinn Karlsefne var en overmaade rig Mand. Han var om Vinteren i Brattelid hos Leif Eriksøn. Snart fattede han Godhed for Gudrid, og beilede til hende, men hun henskød Sagen til Leif, at han skulde svare for hende. Siden blev hun ham lovet, og deres Bryllup holdtes samme Vinter. Der taltes endnu, ligesom før, meget om en Viinlandsreise, og baade Gudrid og andre opmuntrede Karlsefne meget til denne Reise. Hans Reise derhen blev nu bestemt, og han hvervede sig til Skibets Besætning 60 Karle og 5 Kvinder. Karlsefne og hans Skibsfolk indgik den Overeenskomst, at de skulde have lige Andeel i alt, hvad de forhvervede sig af Landets Herligheder. De havde alskens Kvæg med sig, thi de agtede at bebygge Landet, om det blev dem mueligt. Karlsefne bad Leif om hans Huse i Viinland, men han svarede at han vilde laane, men ikke give ham Husene. Siden seilede de ud i rum Sø med Skibet, og kom i god Behold til Leifsboder, og bare der deres Køier op. De fik snart en stor og god Fangst: thi der var opdreven en Hval,⁽⁶⁶⁾ som baade var stor og god; de droge til, og skare Hvalen i Stykker, og fattedes da ikke Føde. Deres Kvæg gik der oppe paa Land, men snart blev Hankjønnet uregjerligt, og tog grumt afsted. De havde ført en Tyr med sig.⁽⁶⁷⁾ Karlsefne lod fælde Træer, og hugge Tømmer deraf til Skibsladning, og lagde Træet til Tørre paa en Klippe. De betjente sig af alle de Herligheder, som vare der, baade af Viindruer og alskens Fangst og andre kostelige Ting. Efter den første Vinter kom nu Sommeren; da bleve de Skrælinger⁽⁶⁸⁾ vaer, og der drog en stor Flok Mennesker frem af Skoven; deres Hornkvæg gik nær derved, og Tyren begyndte at brumme og brøle meget høit; dette forskrækkede Skrælingerne⁽⁶⁹⁾, og de løb derfra med deres Bylter, hvori der var Graaværk, Sobelskind og alskens Skindvarer⁽⁷⁰⁾, og de toge Veien til Karlsefnes Gaard, og vilde der ind i Husene, men Karlsefne lod Dørrene forsvare. Ingen af Parterne forstod den andens Sprog. Da toge Skrælingerne deres Bylter ned, løste dem op, og falbøde deres Varer, og vilde helst have Vaaben for dem, men Karlsefne forbød sine Folk at sælge Vaabnene; og han fandt nu paa det Raad, at han lod Kvinderne udbære Melkemad til dem; og saasnart de saae den, da vilde de kjøbe den og intet andet. Skrælingernes Kjøbmandskab blev da saaledes, at de bare deres kjøbte Varer bort i deres Maver, men Karlsefne og hans Stalbrødre beholdt deres Bylter og Skindvarer; med saa forrettet Sag droge de bort. Nu er at fortælle, at Karlsefne lod gjøre en stærk Skigaard⁽⁷¹⁾ om sin Gaard, og gjorde der alt i Stand til Forsvar. I den Tid fødte Karlsefnes Kone Gudrid et Drengebarn, og denne Dreng fik Navnet Snorre.⁽⁷²⁾ I Begyndelsen af den følgende Vinter kom Skrælingerne igjen til dem, og vare da meget talrigere end forrige Gang, og havde igjen samme Slags Varer som før. Da sagde Karlsefne til Kvinderne: “Nu skulle I udbære den samme Slags Mad, som gik bedst af forrige Gang, og intet andet.” Og da de saae det, kastede de deres Bylter ind over Skigaarden. Gudrid sad inde i Døren med sin Søn Snorres Vugge. Da kom der en Skygge for Døren, og der gik en Kone ind, i en sort Kjortel,⁽⁷³⁾ hun var meget lav af Væxt, og havde et Baand om Hovedet, var lysebruun af Haar og bleg af Ansigt og meget storøiet, saa at man ikke havde seet saa store Øine i noget Menneskes Hoved. Hun gik derhen, hvor Gudrid sad, og sagde: “Hvad hedder du ?” spurgte hun. “Jeg hedder Gudrid, men hvad er dit Navn?” “Jeg hedder Gudrid,” sagde hun. Da rakte Huusmoderen Gudrid hende sin Haand, at hun skulde sidde hos hende; men i det samme skete det paa een Gang, at Gudrid hørte et stort Brag, og Konen forsvandt,⁽⁷⁴⁾ og i det samme blev een af Skrælingerne dræbt af een af Karlsefnes Huuskarle, thi Skrælingen havde villet tage deres Vaaben; og de droge nu bort som snarest, men deres Klæder og Varer laae der tilbage; intet Menneske havde seet denne Kone uden Gudrid ene. “Nu vil det blive fornødent at tage et godt Raad,” sagde Karlsefne, “thi jeg troer at de ville besøge os tredie Gang med Ufred, og det mandstærke. Nu skulle vi tage det Raad, at 10 Mænd skulle gaae frem paa dette Næs, og vise sig der, men vort øvrige Mandskab skal drage hen i Skoven, og hugge Aabninger for vort Hornkvæg, naar Hæren kommer frem af Skoven. Vi skulle ogsaa tage vor Tyr, og lade den gaae foran os.” Men det Sted, hvor de skulde mødes, var saa beskaffent, at der var en Indsø paa den ene Side, og Skoven paa den anden. Det Raad som Karlsefne gav, blev nu efterfulgt. Skrælingerne kom til det Sted, som Karlsefne havde udseet til Striden; der blev nu en haard Kamp, og der faldt mange af Skrælingernes Hær. Der var en stor og anseelig Mand i Skrælingernes Hær, hvilken Karlsefne holdt for deres Anfører. Een af Skrælingerne havde taget en Øxe op, og saae paa den en Tid, og hævede den siden imod een af sine Stalbrødre, og hug til ham; han faldt strax død om; da greb den store Mand Øxen, og saae paa den en Stund, og kastede den siden ud paa Søen, saa langt som han kunde; men siden flyede de i Skoven, enhver saa hurtig som han kunde, og dermed endtes nu deres Strid. Karlsefne og hans Folk vare der denne hele Vinter; men om Vaaren bekjendtgjorde Karlsefne, at han ikke vilde være der længer, men vilde igjen drage til Grønland. De beredte sig nu til Reisen, og førte derfra mange kostelige Sager af Viinranker, Druer⁽⁷⁵⁾ og Skindvarer. De sejlede nu ud paa Havet, og kom i god Behold med deres Skib til Eriksfjord, og vare der om Vinteren.

Freydis lod Brødrene dræbe.

6. Nu begyndte man paa ny at tale om Viinlandsreise, thi Reisen derhen syntes baade indbringende og ærefuld. Samme Sommer som Karlsefne korn fra Viinland, kom der ogsaa et Skib fra Norge til Grønland; dette Skib styrede to Brødre Helge og Finboge, og de opholdt sig denne Vinter paa Grønland. Disse Brødre vare Islændere af Herkomst og fra Østfjordene. Det er nu at fortælle, at Freydis Eriksdatter drog hjemme fra Garde hen til Brødrene Helge og Finboge, og bad dem, at de skulde drage med til Viinland med deres Fartøi, og dele halvt med hende alt det Udbytte, som denne Reise vilde give. Dette tilstode de. Derfra drog hun til sin Broder Leif, og bad ham give hende de Huse, som han havde ladet gjøre paa Viinland; men han svarede det samme som forhen, at han vilde laane, men ikke give hende Husene. Brødrene og Freydis gjorde den Aftale imellem sig, at hver af dem skulde have 30 stridbare Mænd paa sit Skib foruden Kvinder; men Freydis overtraadte strax dette, og havde fem Mænd flere, og skjulte dem, saa at Brødrene ikke bleve dem vaer, førend de kom til Viinland. De sejlede nu af, og havde forud aftalt, at de skulde følges ad, om det saa vilde lykkes. Forskjellen blev ogsaa kun ringe, men dog kom Brødrene noget før, og havde opbaaret deres Tøi til Leifs Huse. Men da Freydis kom til Land, gjorde de ogsaa deres Skib ryddeligt, og bare deres Sager op til Huset. Da sagde Freydis: “Hvi bare I eders Sager herind?” “Fordi vi troede,” svarede de, “at hele Aftalen imellem os skulde holdes.” “Mig laante Leif Husene,” sagde hun, “men ikke eder.” Da sagde Helge: “I Ondskab ville vi Brødre lettelig overgaaes af dig.” De bare nu deres Tøi ud, og gjorde sig en særskilt Bygning længere borte fra Stranden paa Bredden af en Indsø, og gjorde der alting vel tilrette. Freydis lod fælde Træer til sit Skibs Ladning. Nu begyndte Vinteren at indfinde sig, og Brødrene foresloge da, at der skulde anstilles Lege til at forslaae Tiden med. ⁽⁷⁶⁾ Saa skete ogsaa en Tid, indtil de ved udspredt ond Omtale bleve uenige, og da holdt de op med Legene, og ingen kom da fra det ene Huus til det andet; og saaledes gik det længe om Vinteren. Det skete en Morgen tidlig, at Freydis stod op af sin Seng, og klædte sig paa, men tog ingen Sko eller Strømper paa. Veiret var saa, at der var falden stærk Dug. Hun tog sin Mands Kappe over sig, og gik derpaa til Brødrene Huus, og til Døren; men kort tilforn var en Mand gaaet ud, og havde ladet Døren staae halv aaben. Hun lukkede da Døren op, og stod i Aabningen en Tid, og taug; men Finboge laae inderst i Stuen, og var vaagen; han sagde: “Hvad vil du her, Freydis?” Hun svarede: “Jeg ønsker at du skal staae op og gaae ud med mig, thi jeg vil tale med dig.” Han gjorde saa, og de gik hen til en Træbul, som laae tæt ved Siden af Bygningen, og satte sig der ned. “Hvorledes er du tilfreds her?” sagde hun; han svarede: “Jeg synes godt om Landets Frugtbarhed, men ilde synes jeg om den Tvedragt, som er opkommen imellem os, thi jeg mener, at der ingen Aarsag er given til den.” “Det er, som du siger,” sagde hun; “saa tykkes ogsaa mig; men det er mit Ærende hid til dig, at jeg ønsker at bytte Skib med eder Brødre; thi I have et større Skib end jeg, og jeg ønsker at reise bort herfra.” “Det vil jeg tilstaae dig,” sagde han, “om du saa er fornøiet.” Dermed skiltes de nu; hun gik hjem, og Finboge til sit Leie. Da hun steg op i Sengen med kolde Fødder, vaagnede Thorvard derved, og spurgte, hvoraf hun var saa kold og vaad. Hun svarede med megen Heftighed: “Jeg var,” sagde hun, “gaaet hen til Brødrene, for at gjøre dem et Bud paa deres Skib, thi jeg ønskede at kjøbe det større Skib; men de optoge det saa ilde, at de sloge mig og tilredte mig meget ynkelig; men du, usle Mand, vil vist hverken hævne min eller din egen Skam, og det faaer jeg nu at mærke, at jeg ikke længer er i Grønland, og jeg vil skilles fra dig, hvis du ikke hævner dette.” Og nu kunde han ikke længer udholde hendes Bebrejdelser, og bød sine Mænd staae op saa hurtig som mueligt og tage deres Vaaben. De gjorde saa, droge strax til Brødrenes Bopæl, gik ind, og overfaldt dem sovende, grebe og bandt dem, og førte saa den ene efter den anden bunden ud; men Freydis lod enhver af dem dræbe, saasnart han kom ud. Nu vare alle Mændene der dræbte, og kun Kvinderne vare tilbage, og dem vilde ingen dræbe. Da sagde Freydis: “Ræk mig en øxe !” Saa skete, og derpaa dræbte hun de 5 Kvinder, der vare, og holdt ikke op, førend de alle vare døde.⁽⁷⁷⁾ Nu gik de tilbage til deres Huus efter denne onde Gjerning, og man kunde ikke mærke andet paa Freydis, end at hun syntes at have handlet meget vel, og hun talte da til sine Folk saaledes: “Dersom vi komme igjen til Grønland,” sagde hun, “da skal jeg lade den Mand tage af Dage, som fortæller denne Tildragelse; men vi skulle sige, at de bleve her tilbage, da vi droge bort.” De gjorde nu om Vaaren det Skib færdigt, som havde tilhørt Brødrene, og ladede det med alle de bedste Sager, som de kunde faae, og Skibet kunde bære. Derpaa sejlede de af, og havde en hurtig Reise, og kom til Eriksfjord med deres Skib tidlig om Sommeren. Der var da Karlsefne, og havde sit Skib ganske færdigt til Afreise, og ventede paa Bør; og det er et almindeligt Ord, at der ikke er gaaet noget rigere Skib bort fra Grønland, end det som han førte.

Om Freydis.

7. Freydis drog nu til sin Gaard, som imidlertid havde staaet uskadt. Hun gav alle sine Medfølgere store Foræringer, for at de skulde fortie hendes Ugjerninger; hun fortsatte nu sin Gaards Drift. Dog vare ikke alle saa ordholdne i at tie med deres Ugjerninger og Ondskab, at det jo kom op omsider. Det kom endelig hendes Broder Leif for Øre, og han syntes meget ilde om dette Sagn. Da tog Leif 3 Mænd af Freydis's Følge, og pinte dem til at bekjende den hele Tildragelse, og deres Udsagn kom alle overeens. “Ei gider jeg,” sagde da Leif; “behandlet min Søster Freydis saaledes, som hun har fortjent, men det vil jeg spaae dem, at deres Afkom vil aldrig trives.” Heraf var det en Følge, at ingen fra den Tid syntes uden ondt om dem. Nu maa der igjen begyndes fra det, at Karlsefne beredte sit Skib, og sejlede bort derfra; han havde en heldig Rejse, og kom i god Behold til Norge, hvor han forblev om Vinteren, og solgte sine Varer; og baade han og hans Kone bleve holdte i stor Ære af de anseeligste Mænd i Norge. Men den følgende Vaar gjorde han sit Skib i Stand, for at gaae til Island; og da han var ganske færdig, og hans Skib laae foran Bryggen, og ventede paa Bør, da kom der en tydsk Mand til ham, som var fra Bremen i Saxland; han forlangte til Kjøbs af Karlsefne hans Huuspryder.⁽⁷⁸⁾ “Jeg vil ikke sælge den,” sagde denne. “Jeg vil give dig en halv Mark Guld for den,” sagde den tydske Mand. Karlsefne fandt, at det var et godt Bud, og de sluttede derpaa Handelen. Den tydske Mand drog bort med Huuspryderen, men Karlsefne vidste ikke, hvad det var for Træ, men det var Masurr⁽⁷⁹⁾, kommet fra Viinland. Nu seilede Karlsefne bort og kom med sit Skib nord paa Island i Skagefjord, og der blev hans Skib opsat om Vintereren. Men om Vaaren kjøbte han Glømbøland⁽⁸⁰⁾, hvor han opslog sin Bopæl, og boede, saalænge han levede, og var en særdeles anseet Mand. Fra ham og hans Kone Gudrid nedstammer en talrig og ypperlig Slægt.⁽⁸¹⁾ Og da Karlsefne var død, antog Gudrid Boets Bestyrelse tillige med sin Søn Snorre, som var født paa Viinland. Men da Snorre var bleven gift, drog Gudrid udenlands, og reiste sønder til Rom; og kom igjen tilbage til sin Søn Snorres Gaard, og han havde da ladet bygge en Kirke i Glømbø. Siden blev Gudrid Nonne og Eneboerske⁽⁸²⁾, og var der, saalænge hun levede. Snorre havde en Søn, som hed Thorgeir; han var Fader til Ingvelde, Biskop Brands Moder⁽⁸³⁾ ; Snorre Karlsefnessøns Datter hed Hallfrid, hun var Moder til Runolf, Biskop Thorlaks Fader.⁽⁸⁴⁾ Karlsefne og Gudrid havde en anden Søn, som hed Bjørn, han var Fader til Thorun, Biskop Bjørns Moder. Fra Karslefne nedstammer en talrig Slægt og en ypperlig Afkom; og har Karlsefne nøiagtigst af alle berettet Tildragelserne med alle disse Reiser, hvorom her noget er fortalt”.

---

Anmærkninger og noter:

• 1) Mange nyere Forfattere ere herved blevne vildledte, i det de foregive, at disse Beretninger ere skrevne af Snorre selv, hvilke de her kjendte Codices af Heimskringla ikke give nogen Anledning til at antage.
• 2) Landstrækningen Jaðar laae sønden for Rógaland, og udgjorde i de ældste Tider, snart en Deel af dette Rige, snart af Agde, og havde vel endog undertiden sine egne Herskere. Endnu kaldes den Jædder eller Jædderen; der ligger den gamle Stad Stavanger, som i de katholske Tider var et berømt Bispesæde. Nu hører Jædderen til Christiansands Stift.
• 3) Eriks Hustru, som her kaldes Thorhilde (Þórhildr) nævnes i de fleste Exemplarer af Landnama og Hauksbog paa et Sted Thjodhilde (Þjóðhildr), i enkelte andre derimod Thorhilde, ligesom sandsynligviis den store Gaard Þjóðhildarstaðir i Østerbygden paa Grønland bar hendes Navn paa første eller anden Haand. I Torfæi Grönlandia, Havn. 1706, 8, S. 11 skrives hendes Navn forskjellig med slemme Trykfeil, som Thorkilde (Thorhilde) aliis Throdkilde (Thjodhilde). I Björn Johnsens Afskrift af Thorfinn Karlsefnes Saga, som Torfæus har fulgt (i sin Vinlandia) kaldes hun stedse Þórhildr (Thorhilde), hvorimod andre, skrevne efter den samme Bjørn Johnsens Omskrivning af samme Saga, kun kalde hende Þjódhilðr (Thjodhilde). Da hun antog Christendommen, og viste sig at være den meget hengiven, er det vel mueligt, ja endog sandsynligt, at Navnet Þórhildr, som begynder med Guden Thor, efter hendes eget eller Præstens Ønske er blevet saaledes forandret.
• 4) Öxney eller Yxney ligger egentlig i en fra Bredefjordens Bugter ind i Landet gaaende mindre Fjord, og hører til Distriktet Skogarstranden (Skógarströnd) i Sneefjeldsnes Syssel inden Islands Vesteramt, som udgjør et Præstekald, bestaaende af Bredebolstads og Narfeyres, Sogne. Pastor John Hjaltalin, bekjendt som islandsk Digter, har den 5te August 1817, som Stedets Sognepræst, indgivet en interessant Indberetning til den Kongl. Commission for Oldsagers Opbevaring i Kjøbenhavn, hvoraf det erfares, at Erikstade paa Yxnø forlængst er bleven nedlagt og øde. Om dets og flere Erik vedkommende endnu synlige Levninger skriver han saaledes: “Endnu seer man Rudera (a) af den Gaard paa Yxney, som først beboedes af Grønlands Opdager, Erik den Røde. Den har staaet paa en Høi, som har en overordentlig vid Udsigt. Man kan skjelne Tomterne af fire Bygninger, hvoraf den største har været af 12 Alens Længde, men 7 Alens Brede. De andre ere lidet mindre. (b) Af 3 Tomter ved Eriks Skibsboder eller Fiskerhuse, ved Eriksvaag (Eiríksvog). (c) Af hans Smede paa Dröngum (á Draungum), hvor der endnu er en Kratskov. Den har været af 9 Alens Længde og 5 Alens Brede. Endnu finder man Senner eller Skovre der i Nærheden.” De Brudstykker af Eriks Levnet, som vi have tilbage, ommelde baade dette Sted og tillige en anden Gaard af samme Navn (Drángar) paa Hornstrandene, i det nuværende Isefjords Syssel, som Eriks første Bopæl paa Island. Det bliver da sandsynligt, at Erik har opkaldt Drángar paa Skogarstranden efter det Sted, hvor han før havde opholdt sig.
• 5) Setstokkar (i Enkeltt. setstokkr). Dette Ord kan modtage forskjellige Forklaringer, nemlig (a) Bænkestokke, saadanne Stokke, som de fordum brugelige Thing-Stokke, paa hvilke Stokkemændene, som deraf have faaet deres Navn i Danske Lov, pleiede at sidde. - Saaledes er Ordet blevet oversat a) af John Olafsen fra Søvnøerne i Glossariet til Landnama ved sedile, trabs ex qua scamnum confectum est, og af Thorkelin i Eyrbyggja-Saga S. 109 ved suffixæ sedilibus sublicæ. Jvf. endvidere Haldorsens og Rasks Ordbog. b) Høisædes-Søiler eller Piller (columnæ sedis i.e. primariæ, tricliniares) ved Biskop Hans Finsen (Landnama l.c. S.101), Birger Thorlacius i Programmet de Erico Rufo (Prolus. II, 123) og paa samme Maade er det oversat i denne Fortællings større Udgave S.9 (jfr. Noten a) samt herovenfor S.174, 186. Disse Søiler vare tvende, een ved hver Side af Høisædet (öndvegi), hvorfor de almindeligst kaldes öndvegis-súlur eller Høisædes-Søiler. Mere om dem vil forekomme i andre Afdelinger af nærværende Værk.
• 6) Denne Eriks-Saga er nu ganske tabt med Undtagelse af dette, samt Landnamas, Olaf Tryggvesøns og Thorfinn Karlsefnes Sagaers tildeels ovenanførte Udtog.
• 7) Denne Styr Thorgrimsøn hed egentlig Arngrim og var en Søn af Thorgrim Kjallaksøn i Bjarnarhöfn i Helgafellssveit; formedelst hans urolige Sindelag og idelige Trætter blev han kaldt Styr (Strid, Kamp d. e. den stridbare, trættekjære), og dette Tilnavn anføres siden som hans Egennavn, stundum med nok et Tillæg: Viga-Styr (den stridbare Drabsmand). En vidtløftig Saga havdes før om ham paa Island, men alle Afskrifter af den vare tabte henved Aaret 1700 paa en Membran nær (fra henved 1360), som kom til Sverrig. Eieren laante da dette unike Haandskrift til Prof. Arne Magnussen, som lod det afskrive, men baade Original og Afskrift fortæredes strax derefter med de 2/3 af hans i sit Slags mageløse Manuskriptsamling i Kjøbenhavns store Ildebrand 1728. Afskriveren, John Olafsen fra Grunnevig, havde dog til sin egen Efterretning, optegnet adskillige sjeldne Ord og Talemaadcr deraf, samt opskrev senere hele Sagaens Indhold, for saavidt han kunde huske det. Dette Udtog er nu udgivet af det Kgl. Nordiske Oldskrift-Selskab (bearbeidet ved Gudmundsen og Helgason) i de førommeldte Islendinga-Sögur 1ste Bind. Styrs Deeltagelse i Eriks Trætte med Thorgest er højst sandsynlig bleven ommeldt i denne, ellers nu tabte Saga, skjønt Afskriveren ikke har kunnet erindre noget derom.
• 8) Ejulf Æsa’s Søn af Svinø er ellers kun lidet bekjendt. Om Thorbrands Sønner, især Snorre, som tilsidst drog til Grønland, vil meget forekomme i det følgende, ligesom og om Thorbjørn Vifilsøn, samt hans Datter Gudrid, der ligeledes kom til Grønland, men hun end senere til Viinland i Amerika, hvor hun blev Stam-Moder til en udbredt islandsk Slægt.
• 9) Denne Thord Geller, Søn af Olaf Feilan, var i sin Tid en ypperlig Høvding i Borgarfjorden, om hvem man og har havt en egen Saga, som citeres i Landnama, hvis Forfatter, Are Frode, som nedstammede fra ham, rimeligviis har havt nogen Andeel i dens Affattelse, men den er dog nu forlængst aldeles tabt. Thorgest Steinsøn paa Bredebolstad paa Skogarstrand var gift med hans Datter Arnora; saaledes vare hendes Brødre, af hvilke Stein siden blev Laugmand, Svogre til Thorgest, hvem de og vare med at hjelpe i denne Feide. Thorgeir fra Hitardal var en Søn af Thorhadd, Thorgests Broder.
• 10) I Eriksvaag viser man endnu Ruiner af Erik Rødes Skibsboder eller Fiskerhuse. See ovenfor Anm. 4.
• 11) Om ham og hans Opdagelse af Gunbjørns Skjær have vi alt handlet ovenfor, i 2den Afdeling S. 71 o. f.
• 12) Et berømt Isbjerg, omgivet af mindre Bjerge af sædvanlig Art, paa det saakaldte Snæfellsnes (hvoraf det paa Dansk benævnte Sneefjeldsnæs Syssel, Isl. Snæfellssýsla i Vester-Amtet, har sit Navn) mellem de to store Bugter, Bredefjord og Faxefjord. Om Eriks første Ophold og Opdagelser i Grønland, jævnfør ovenfor S. 163, 176 o. f. For ret nøie at kunne adskille og bedømme de gamle grønlandske Stedsnavne, ansee vi det for tjenligt at undersøge og bevise deres Etymologie, forsaavidt de ikke ere sammensatte af bekjendte skandinaviske Egennavne for Personer. Saaledes indbefatte Benævnelserne for Eirikshólmar og Eiriksey to af' de ældste nordiske Benævnelser for mindre og større Øer. Hólmr, ogsaa hólmi, betegner nemlig en lille Ø (samt en til Tvekamp indhegnet eller begrændset Plads) ligesom endnu det Danske, Svenske, Tydske og Engelske samt ogsaa Angelsaxiske Holm; Ey derimod det Danske og Svenske Ø, Angelsaxisk ege, æge, Galisk eileau. En stor Ø kaldes paa Islandsk eyland (Øland,) og saaledes udtales endnu det Engelske island, skjønt det skrives paa en ganske anden Maade; Egennavnet Island skrive Britterne derimod Iceland.
• 13) Brattahlið betyder: den steile Fjeldside eller Skrænte; brattr er det Danske brat, steil (nedhængende, hovedkulds) Svensk og Nord-engelsk brant. Hlið er ligeledes det Olddanske Lid (hvoraf Kæmpevisernes under Lide), Svensk lid, lia, Norsk Li, Lie, Skotsk lithe, Vælsk eller Kymrisk llethr, fordum Angelsaxisk hliðe, Mæsogothisk hlijans. Dog er nu dette Stedsnavn mestendeels uforstaaeligt i samtlige nordiske Bogsprog, det Islandske undtaget. Det modsatte er Tilfældet med Landets Navn Grænland eller Grønland, som endnu lige klart forstaaes i Dansk, Tydsk, Svensk, Hollandsk og Engelsk. Dog ere begge Ordene meget gamle, da grøn f. Ex. paa Angelsaxisk hedder grene, paa Lappisk ruonas (hvori Begyndelsesbogstavet g dog er bortkastet). Land forekommer baade i Angelsaxisk og Mæsogothisk; i Persisk betyder Lan det samme, ligesom det og skal være Tilfældet i visse amerikanske Dialekter.
• 14) Dette Stedsnavns sidste Deel, fjörðr, (som forekommer i saa mange andre Islandske og Gammel-Grønlandske) er det Danske, Norske og Svenske Fjord (ogsaa i Svensk Fjärd), Skotske firth. Beslægtede ere det Engelske ford, Tydske Fuhrt, Furt o. fl.
• 15) Ved Bredefjorden forstaaes den store Bugt paa Islands Vesterland, der endnu bærer dette Navn, og ved Borgarfjorden ligeleges den Fjord, hvori den store Elv Hvidaa (Hvítá) udløber paa Landets sydlige Kant. Nu adskiller den og Elven Borgarfjords og Myre Sysseler, af hvilket sidstnævnte dog fordum den største Deel regnedes til Borgarfjorden, benævnt som et Herred eller Landskab. Med det her opgivne Antal af Skibene jævnfør Varianterne ovenfor S. 178-179.
• 16) Dette sidste Tal stemmer ganske overeens med de i Landnamas fleste og bedste Afskrifter opgivne. Den strax herefter; ommeldte Biskop Frederik var en Tydsker eller saxisk Missionair, som med stor Iver søgte at omvende Islænderne, hvori een af dem, Thorvald Kodransøn (hvis hæderlige Minde Oehlenschlæger saa herlig har fornyet i Sørgespillet Palnatoke) gik ham til Haande. Om dem handler ellers Kristni-Saga (udgivet af den Arnæmagn. Commission 1773) samt Olaf Tryggvesøns Saga, udg. af det Kgl. Nord. Oldskrift-Selskab, med latinsk og dansk Oversættelse, i dens 1ste Deel. De rejste fra Island i Aaret 985.
• 17) Alle de her forekommende Mands- og Steds-Navne ere af ægte skandinavisk Oprindelse. Fjörðr er før forklaret. Dalr (Dal) er almindeligt for alle Nordisk-Tydske Sprogarter (Dansk, Svensk, Hollandsk, Angelsaxisk, Mæsogothisk og Alemannisk, samt endnu i Schwaben Dal, Vælsk dol, dæl; — nogle ville og at dol i Phænicisk skal have havt den samme Betydning). Álptafjörðr d. e. Svanefjorden, opkaldt efter en islandsk Fjord og Gaard ved dens grønlandske derfra udvandrede første Beboere (hvilket nærmere vil vises i Uddragene af Eyrbyggja-Saga) kommer af det Oldnordiske og Islandske álpt, álft, en Svane (for det meste uddødt i de beslægtede Sprog, skjønt et Slags Samklang dermed synes at findes i det gamle Tydske Elbis, Alpiz, Kymriske alarch, Latinske olor). Siglufjörðr d. e. Mastfjorden, af sigla, en Mast, hvoraf endnu de Færøiske, og tillige Oldnordiske siglubekkur og siglurúm, de Masten nærmeste Bænke og Rum. Ordet er beslægtet med det Danske og Finske Seil, Svensk og Tydsk Segel, Engelsk sail, Angelsaxisk segl, segel, Barbarisk Latin sigla, samt Gjerningsordet sigla, seile o. fl. Jvf. det Vælske sigl, Bevægelse, siglo, bevæge, bevæges m. fl. Vatnahverfi betegner en beboet Egn, liggende ved ferske Vande eller Indsøer, af Ordet Vatn, der i det Oldnordiske, ligesom endnu i Islandsk, Norsk og Færøisk, ikke allene betegner Vand, (i hvilken Betydning saa mange egne Dialekter besidde det tilfælles), men ogsaa Indsø — og af det mindre bekjendte hverfi, en Kreds eller Klynge af Byer eller Boliger, (af Gjerningsordet hverfa, omringe, omgive), som med ringe Forandringer gjenfindes i Mæsogothisk, Angelsaxisk, Tydsk og flere Sprog. Ellers ere adskillige af disse Navne forplantede til de Hollandske Søkort paa en neppe kjendelig Maade. Saaledes er Ketilsfjord der bleven til Keder-Fioerd, Rafnsfjord til Rompnes-Fioerd, Einarsfjord til Eymesnest-Fioerd, Wantsdals K. (Kirke) henhører maaskee til Vatnahverfi.
• 18) Hálogaland eller Hölgaland kaldes nu Helgeland, og udgjør en betydelig Deel af de norske Nordlande. Olaf Tryggvesøn var, som bekjendt, den første Konge, der udbredte Christendommen almindelig i Norge og dets Colonier.
• 19) Niðaros (Elven Nids Munding), Lat. Nidrosia, var det gamle Navn for den Stad, der nu kaldes Trondhjem, hvilket sidste Navn hele Provindsen (Þrándheimr) fordum bar.
• 20) Leif Eriksøn er formodentlig bleven døbt (i Norge) i Aaret 999.
• 21) See ovenfor S. 178-79, 194. Ingen Gaard, kaldet Drepstok, ligger nu i Guldbringe Syssel, hvorimod en af dette Navn skal ligge ved Ørebak (Eyrarbakki) i Arnæs Syssel i Nærheden af Selvog. Bjarne Herjulfsøn kaldes bestandig urigtigen Bjørn af Schøning i hans Norske Historie III, 415 o. fl.
• 22) Suðreyjar eller Syderøerne kaldte Skandinaverne fordum de vesten og norden for Skotland liggende Hebridiske og Hebudiske Øer, nu i Almindelighed kaldte The western islands. Med deres christne Beboere havde de hedenske Skandinaver længe megen Omgang, og mange af dem antoge der Christendommen.
• 23) Ordet hafgerðing, i Fleertallet hafgerðingar, er ellers kun sjeldent og derfor sjelden rigtig udtydet. Dets rette Mening forklares udførlig i det gamle norske Værk Kongespeilet eller Speculum Regale (en konúgliga skuggsjá) S. 171-72, ved en uhyre Havbrænding, som undertiden reiser sig i Havet ved Grønland, paa den Maade at tre colossalske Bølgerækker ganske indslutte en vis Søstrækning, saa at det Skib, som da befinder sig der, kommer i den største Fare. Stedet vil forekomme senere i dette Værk, blandt Kongespeilets øvrige Efterretninger om Grønland, hvorfor vi ikke indrykke det her. Hafgerðing maatte efter Ordet oversættes ved Havets Gjerde eller Indhegning; for større Tydeligheds Skyld have vi herovenfor gjengivet det ved Havbrænding.
• 24) Denne halve Strophe viser, at Kvadet har været digtet i den Verseart, som fordum kaldtes hrynjandi háttr, men nu paa Island Liljulag (efter et berømt aandeligt Digt Lilja fra det 14de Aarhundrede). Ordene kunne saaledes omsættes i sædvanlig prosaisk Orden. Ek biðr (usædvanlig for bið, som andre Afskrifter have) meinalausan múnka reyni at beina minar farar. Drottinn foldar hattar hallar haldi yfir meer heiðis stalli, d. e Jeg beder Munkes Prøver, som er uden al Lyde (eller: fri for alt Ondt - d. e. Gud eller Christus) at fremme min Reise. Den Herre, som raader for Himlens Hall, der hvælver sig over Jorden, holde sin Haand over mig!” Det dunkle Udtryk heiðis stallr (Falkens Sæde, af Subst. heiðir) betyder nemlig Haanden eller Armen. Dog maa man herved bemærke Varianterne til Landnama ovenfor S.180, efter hvilke man kan læse: heiðis hallar hárrar folder drottinn haldi yfir mér stalli. “Himmelhallens høie Riges Hersker holde sin Styrke (eller stærke Beskjermelse) over mig!” (see om denne Betydning af det sidstmeldte Ord Glossariet til den ældre Eddas store Udgave 1, 673). Endvidere kan man antage det for en Benævnelse paa Skjoldet (som hálfkenning), med hvis nøiere Udvikling vi dog ikke længer ville opholde Læseren. Jævnfør Uddragene af Landnama D (S. 194), hvor de to første Linier af denne samme Drapa findes indførte.
• 25) Denne Gaard, som sandsynligviis har været omgivet af et lille Bygdelag af samme Navn, er een af de mest berømte i det gamle Grønland, og forekommer saaledes meget tit i det følgende. Den havde sit Navn af det Næs eller Forbjerg, hvorpaa den laae, maaskee eet af de mærkeligste i Landet. I de Hollandske Søkort (som have optaget østerbygdens oldnordiske Navne, men som oftest forkvaklet dem) kaldes det Hernolesnes (aflagt efter Gisning). Det Islandske og Skotske nes er nemlig det Danske Næs, Svenske näs, Engelske ness, Angelsaxiske nese, næs. Det er øiensynlig beslægtet med nös (nasir), Næse, (fælles for alle gothisk-germaniske Sprog, ja selv i Latin nese, og i Sanscrit nasa). Saaledes betyder ogsaa det Finske nenæ baade Næse og Forbjerg.
• 26) Garðar (Gjerder, Mure, Gaarde, Boliger) Fleertallet af garðr, en Gaard, Stad. Adskillige Gaarde af dette Navn findes endnu i Island. Ordet garðr (i sine flere forskjellige Betydninger) er eet af de allerældste i de nordiske Sprog, da Sidestykker dertil og spores i Græsk, Latin, Persisk, de indiske og flere asiatiske Sprog. See den ældre Eddas Glossarium I, 512, II, 635-36, III, 222. Ved dette mest berømte Sted i det gamle Grønland var Landets almindelige Thingsted, længe førend Bispestolen der blev indrettet. Sandsynligviis har Erik ogsaa enten der, eller i Brattelid opført et hedensk Tempel, skjønt det ikke ommeldes i de faa Efterretninger, som vi nu have tilbage om hans Levnet og Bedrifter. Det er maaskee mærkeligt, at en stor Gaard i Nabolaget af den Egn, hvorfra Erik udvandrede, bar Navnet Garðar (eller Garde), og var fordum bekjendt under Navn af Hof-Garðar, uden Tvivl formedelst det der staaende hof eller Gudehuus (góðahus), som slige ogsaa undertiden kaldtes; dog især de mindre eller ikke almindelige, der saaledes tildeels svarede til de Christnes Annexkirker eller Capeller, ligesom Hofene til de større Kirker. Denne Gaard blev og først bygget af en Landnamsmand, Broder til en Gode paa Sida i det sydøstlige Island. Nu hører det til Stadarsveiten og Sneefjeldsnæs Syssel. I vore Dage har man der seet tydelige Spor til Agre, skjønt Agerdyrkningen for nogle Aarhundreder siden der er gaaet af Brug.
• 27) Eyrar er her den samme Havn, som nu kaldes Eyrarbakki eller Ørebak, ikke langt fra Udløbet af den store Flod Ölvesá eller Hvitá i Arnæs Syssel, inden Islands Sønderamt. Jævnfør Anm. 21.
• 28) Dette mærkelige Ord, norræna, d. e. Nordlig Vind, viser aabenbare, at, naar det samme Ord bruges om Tungemaalet, betegner det ikke det Norske men Nordiske Sprog.
• 29) Anmærkning 29 mangler. (clm)
• 30) Erik Jarl, Søn af den berømte Hakon Sigurdsøn, der vel længe førte Titel af Danmarks Konges Jarl, men regjerede tilsidst som uindskrænket Enevoldsherre over Norge. Olaf Tryggvesøn, som nedstammede fra Harald Haarfager, havde før paaskudt sin Arveret, for at styrte Hakon Jarl, og saaledes komme i fuld Besiddelse af Riget. Kong Svend Tveskjæg af Danmark fornyede dog dettes ældre Fordringer, og det lykkedes ham, med den svenske Kong Olafs og den Norske Eriks Hjelp at fælde eller fordrive Olaf Tryggvesøn i det berømte Søslag ved Svølder. Erik kom nu til Regjeringen i den største Deel af Norge, men førte den kun (ligesom hans Fader i Begyndelsen) som den danske Konges Statholder. En anden Deel af Riget bestyrede hans Broder, Jarlen Svend Hakonsøn, paa samme Maade for den svenske Konge. Erik Jarl overtog Regjeringen i Norge i Aaret 1000 og døde, fordi hans Drøbel var bleven uheldig skaaret af en Læge, i Efteraaret 1013. Dog maae vi her vel lægge Mærke til, at Erik, allerede i sin Faders levende Live, havde hersket som Jarl i Norge paa forskjellige Maader, fra Aaret 982. Schøning antager saaledes (l. c. III, 417) at denne Bjarnes Reise til hans Hof skete i Aaret 988 eller 989.
• 31) Det er tydeligt, at Erik har anseet dette Fald som et Varsel om Uheld for ham, hvis han begav sig paa den foresatte lange og vanskelige Rejse. Et gammelt islandsk Ordsprog eller overtroisk Regel siger dog, i modsat Mening: Fall er farar heill, frá garði, en ekki að, d. e. Fald betegner en Reises Held, fra Hjemmet, men ikke dertil. Naar Faldet (som her var Tilfældet) medfører Skade, maa det naturligviis ansees for en Undtagelse fra Reglen.
• 32) Suðrmaðr (Sydmand eller Sydlænder ligesom i Modsætning til Normaðr, Nordmand) betegner vel i mest udstrakt Forstand en Mand fra Fastlandets sydlige Egne, hvor det egentlige nordiske Sprog ikke taltes, men nærmest betegner det som oftest (hvilket her og senere — om en Mand fra Bremen — sees at være Tilfældet) Tydsker, ligesom det og vil erfares i det følgende, at Tyrker helst talte Tydsk. Paa en lignende Maade fik ogsaa Ordet Norðmaðr (Normannus) i Sydlandene forskjellige Betydninger.
• 33) For en Tydsker er Navnet Tyrker vistnok usædvanligt, men det er vist at man nu kun kjender faa af de ældste tydske Navne uforfalskede. Fleerheden deraf (ligesom af de danske) er endog undergaaet eller afskaffet ved Indførelsen af fremmede Helgennavne. I de ældste nylig opdagede Diplomer kunne dog nogle hidtil ganske ubekjendte opsøges. Friser og Hollændere have beholdt mange gamle Egennavne, som endnu tildeels høres paa Øen Amager ved Kjøbenhavn, f. Ex. Dirk, forhen maaskee Dirker (af Tirgeir?), som let kunde forvandles til Tyrker eller Tirker. Jvf. Anm. 42.
• 34) Navnet Helluland betegner egentlig de flade Klippers eller Stenes Land af hella, en flad Klippe eller Steen, endnu i Norsk Helle, Svensk häll. Ordet synes at være dannet som kvindeligt af Hankjønnets hallr, en Steen, Klippe, hvoraf det yngre Danske og Norske Hald. Hallr er maaskee oprindelig det samme som Finnernes callio, Sanskrit kalla, en Klippe. Torfæus oversætter Navnet i Vinlandia S. 5 ved Klippelandet (terra petrosa). Schøning beretter at Forbisher (eller Frobisher) i det 16de Aarh, har fundet et Land, kaldet Helleland, fuldt af vilde Folk (Norges Historie III, 418 efter Th. Feygius). Herom komme vi til at handle nærmere i Undersøgelserne over de nyere Opdagelser.
• 35) Mörk, Maurk, betegner mest i det Oldnordiske fladt Skovland. Saaledes er Danmark, Danmörk, en særdeles passende Benævnelse for Dans eller de Danskes skovrige Sletter. Mörk er ellers det Danske, Svenske og Tydske Mark, Mæsogothisk marka. Om dette Navns Oprindelse udlader Torfæus Sig saaledes (l c.) ”Eam Leifus a planitie Marklandiam appellavit; inde patet, non at quibusdam placet, vocem mark regionem, sed planitiem vel planam regionem notare.”
• 36) Sandsynligviis har den søde Dug paa Græsset været den saakaldt Honningdug, som vel kan svare til den ovenanførte Beskrivelse.
• 37) Húðfat, d. e. Læder-Dækker, kaldte de gamle Nordboer deels de Køier (formodentlig Hængekøier), som de brugte til Skibs, deels Sække af Læder, hvori de forvarede deres Klæder eller Varer, for at de ikke skulde beskadiges af Regn eller Søvand.
• 38) Lax findes endnu i Mængde i Nordamerikas Floder.
• 39) Denne Beskrivelse kan kun passe paa et sydlig liggende Landstrøg.
• 40) Ved en Misforstaaelse blev her foran S. 219, nederste Linie, sat “otte” istedenfor “halv otte” og S. 221, øverste Linie, “fire” for “halv fem”. Det hedder ligefrem efter Ordene “Solen gik ned kl. 4½ og stod op Kl. 7½, saa at den korteste Dag altsaa var 9 Timer lang. Denne Fortolkning have flere af de i Islands Horologie mest bevandrede Lærde, fremsat og begrundet ved afgjørende Beviser; blandt dem ville vi nævne Paul Vidalin, i en endnu ikke udgiven Undersøgelse om Bestemmelserne af Dagens Timers Inddeling og Biskop Finn Johnsen i hans Historie eeclesiastica Islandiæ I D. S. 153-157. Af denne Observation lader Stedets geographiske Brede sig bestemme til 41° 24' 10", hvorved dog maa bemærkes, at Indretningerne til Tidens Maaling ikke kunne antages at have i hine Tider været saa fortrinlige, at man vil tænke paa at bestemme Stedets geographiske Brede paa Secunder nær; imidlertid have de Gamle vistnok været nøiagtige i saadanne Observationer, hvorfor Angivelsen af denne maa anees for et ufejlbarligt Mærke til at bestemme Stedets geographiske Brede.
• 41) De forskjellige Læsemaader tilbyde her tvende Ord, som begge ere lige sjeldne og vanskelige at forklare med Sikkerhed. Smáskitligr synes at kunne betyde fregnet, men er vel, - især da ei i islandske Oldbøger undertiden skreves som i, - det selvsamme som smáskeitligr, der forekommer i gamle Sagaer; Læsemaaden smáskilligr udtrykker det samme, og alle Ordene svare formodentlig til det endnu brugelige smáskorinn: een der har fine og ligesom kvindelige Ansigtstræk eller Lineamenter.
• 42) Om denne Oversættelses Rigtighed kan der ingen Tvivl være, skjønt Schøning (i Heimskringlas store Udgave I, 310 samt Norges Historie III, 420) fremsætter den Gisning (formedelst Egennavnet Tyrkir), at Tyrkisk eller Ungersk kunde menes derved som Mandens Modersmaal. Jvf. ovenfor Anm. 33. Þyrska eller Þyðska (forhen ogsaa Þjóðverska) var i Norge i det 14de Aarhundrede og er endnu i Island den almindelige Benævnelse for Tydsk.
• 43) Norræna d. e. Norsk eller Nordisk, det Nordiske Sprog, som fordum taltes (tildeels med nogen dialectisk Forskjel) i Danmark, Norge, Sverrig og tilhørende Öer, samt endnu paa Island. Det er alt beviist af Vidalin, Erichsen, John Olafsen, P. E. Müller, Rask o.fl., men først nylig er den Maade, hvorpaa Sproget i Fastlandets tre Riger omdannedes til de nærværende, nøjagtig oplyst i Registrator N. M. Petersens Værk: Det danske, norske og svenske Sprogs Historie.
• 44) Det er høist mærkeligt, og tillige bekræftende for denne ældgamle Beretnings Sandfærdighed, at Nordamerika, da det senere blev gjenopdaget af Europæerne, frembragde vilde Viinranker og Druer af forskjellige Slags. De fandtes saaledes ved Missisippi Floden, i Ny-England, især dog i Virginien, i stor Mængde (see Schøning N. H. III, 421). Selv i Canada har man vilde Viindruer; Linnée opregner følgende Arter af amerikanske Viindruer: Vitis labrusca, v. vulpina og v. arborea. Jfr. Forsters Gesch. der Entdeck. und Schiff. im Norden S. 112. I gamle Geographier, f. Ex. Hübners, dansk Udgave II, 793, hedder det om hine Egne: “Skovene ere fulde af Viintræer.” Først henved 1690 førte man forskjellige Arter af disse Viintræer fra Amerika til Europa, som forhen vare ubekjendte her, dog mere til Prydelse end Nytte; een af dem behøver, naar den engang er plantet, ingen videre Pleje. De beskrives udførlig i Zinckes Oekon. Lexicon II, 3171. Mere herom vil forekomme i vor særskilte Afhandling om Viinlands Beliggenhed. Mærkeligt er det ellers, at Spanierne i deres amerikanske Besiddelser forbøde al Viinavl, for at befordre Afsætningen af spanske Vine der.
• 45) Vinland har endnu i Dansk den gamle uforandrede Lyd og Betydning. Det Oldnordiske vin er nemlig eenstydigt med det Angelsaxiske og Alemanniske, samt nyere Danske og Svenske Ord, Mæsogothisk veins, Engelsk wine, Tydsk Wein, Hollandsk wyn, Kymrisk gwyn, Lithauisk winas, Polsk (og i flere Slaviske Sprog) wino, Finske vyna, Lappiske vynne, som alle menes at nedstamme fra det Latinske vinum. Dog er det maaskee tvivlsomt, om de bør udledes lige derfra, eller (maaskee snarere) fra det Kaukasisk-Inguschisk-Tuschiske vyn, Suanisk gwinei, Georgisk ghwyno, gvyno, hvortil endelig det Græske οίνος synes at slutte sig.
• 46) Saaledes sees Leif her at have kaldt sit og Medreisendes første Opholdssted i America. Ordet búð har vel først betegnet ligefrem en Bolig af Gjerningsordet búa (boe); senere har man allene brugt det om Huse eller Telthytter, der anvendtes til midlertidigt Brug, som Opholdssteder paa Thinge og ved store Forsamlinger, som Markeder, Havne, Fiskerpladse o. desl. Saadan Betydning har Ordet endnu paa Island. Ogsaa betegner det der (ligesom Bod i Dansk og Svensk, Bude i Tydsk, booth i Engelsk) faste Handelsboder. I den ældre Betydning (som Huus, fast Bolig) svarer det til det Engelske abode, Vælske bod, bwth o. s. v. Da det oldnordiske búa (være, boe) oprindelig er det samme som det Kaukasisk-Tschetschenziske bu, Persiske buden, kan búð vel og tænkes at være beslægtet med det i Persiske og Indiske Stedsnavne tit forekommende Slutningsord bad, ja vel endog med det semitiske beth.
• 47) Kornhjálmr kaldes ogsaa i Dansk Hjelm (for Korn), ligesom og dette Ord bruges i Øster-Götland i Sverrig (for Hø eller Løv). Hey-hjálmr forekommer ogsaa ellers i Heimskringla. Ordet er af selvsamme Oprindelse som det mere bekjendte hjálmr (Hjelm) for Hovedet, da det betyder et Skjul, Dække, formodentlig af Gjerningsordet hilma, skjule, bedække (fordum vel ogsaa beskytte), der atter kommer af et andet: hylja, som har den samme Bemærkelse. De nordamerikanske Vilde pleie endnu at forvare Maisen, deres eneste oprindelige Kornart, efter at den er indhøstet, enten i Luften, paa store Stænger, eller ogsaa i Træ-Skure; (Kutschers America I, 331). Ogsaa i de nyere Tider er Maisen bekjendt under Navn af Tyrkisk Hvede. Selv saa nordlig som ved Hudsons Bay skal et Slags vild Riis voxe i stor Mængde (Schøn. N.H. III, 421).
• 48) Kjalarnes (Kjølens Næs) kaldes og endnu et Forbjerg og Landstrækning i Kjose Syssel inden Islands Sønderamt. Ordet kjölr er eet af de nordiske Sprogs ældste og bedst vedligeholdte Ord; Dansk Kjøl, Svensk köl, Engelsk keel, Tydsk Kiel, Fransk quille, Angelsazisk ceol, ciol, cæle, Oldtydsk cheol, kil, Vælsk ceubol, Finsk keula, Græsk χελυς.
• 49) Húðkeipr, en Skindbaad, af det Slags, som de amerikanske Eskimoer, ligesaa vel som deres Stamforvandte Grønlænderne, endnu bruge. Ogsaa Caraiberne forfærdigede Baade af Huder (Kutscher, l. c. I, 402 o. fl.). Saavel Ordet keipr, keypr som det nærmere beslægtede keipull eller keipill, keypill (see.ovenfor S. 168, 170) kommer muelig af kópi, en Sælhund, og betegner følgelig en Baad, gjort af eller overtrukket med Sælhundeskind. Húð vilde da være et senere Tillæg, dog ikke overflødigt for dem, der ei kjende Ordets etymologiske Oprindelse.
• 50) Kutscher bemærker netop (l. c.) om de vilde Amerikaneres Skindbaade, at de formedelst deres store Lethed lade sig, naar Nøden udfordrer det, bekvemt bære.
• 51) Tidsalderens Hengivenhed til Overtro synes her at danne en overnaturlig Begivenhed af en saare naturlig, der dog kan forudsættes at være gaaet til paa een af to Maader, nemlig enten (a) derved, at een af Mandskabet har vaagnet førend de andre, mærket Uraad, og advaret saaledes sine Stalbrødre paa den ommeldte Maade, som da, i det de pludselig opvaagnede af en dyb Søvn, ikke ret kunde skjønne eller besinde sig paa, hvorfra det advarende Raab kom, især da den overhængende Fare maatte drage al deres Opmærksomhed til sig; — eller (b) Aabenbaringen er skeet i en Drøm, som strax fortaltes af den først Vaagnende.
• 52) Disse “Stridsskierme” eller, Stridsdækker” (vígflekar) omhandles tildeels af Halfdan Einarsen eller John Erichsen i Anm. til Kongespeilet S. 397-99, men de sammenblandes vel urigtig der med de saakaldte viggyrðlar. Fleki, flaki betegner en flad Sammensætning af Planker eller Bræder, anvendt i skraaløbende eller horizontal Retning, her som et Slags Tag eller Dække over Skibet. Víggyrðlar oprejstes derimod som et Slags stagende Plankeværk, for at beskjerme Skibets Sider, saavelsom Opgangen til Skibet, mod Fjendens Anfald.
• 53) Dette Navn (Krossanes) antages vel ei af alle at være af fuldkommen skandinavisk Oprindelse, da Ordet kross (Kors) i Almindelighed menes at være først blevet indført med Christendommen og at burde udledes fra det latinske crux. Dog tør vi ingenlunde paastaae dette bestemt, da der gives adskillige Steder i Island fra dets ældste Beboelsestid med lignende Navne, som virkelig synes eller siges at være tillagte dem af hedenske Folk. Gunnar Paulsen har udledt det Islandske kross af det Islandske og Oldnordiske krókr, i Genit. króks, (endnu i Dansk Krog, Svensk Krok, Engelsk crook) hvilket vistnok ikke er meget urimeligt, da et Kors virkelig danner forskjellige Kroge eller Hager. Skulde Ordet kross (og andre lignende) være oprindelig indkomne fra Latinen i de nordiske, finske og slaviskeSprog, vilde det være høist besynderligt, om de stedse før havde manglet Udtryk for Korsformer.
• 54) Ligesom vi forhen have viist om Ordet Suðrmaðr m. fl., var ogsaa Benævnelsen Austmaðr (Østmand eller østlænder) temmelig vaklende og relativ i det gamle Norden. De Norske kaldte undertiden de Svenske saaledes, hvorimod Islændere og Grønlændere især gave Nordmændene det samme Navn. Irlænderne synes at have kaldt baade Norske og Danske Ostmanner (ligesom de tilsammentagne i Frankrig nævntes Normanner).
• 55) Her synes Forfatteren tildeels at tale om Eriks tabte Saga, som Flatøbogens Afskriver har benyttet.
• 56) Vel have de hedenske Norboer ei stedse fulgt den samme Aarsudregning, som i forskjellige Tider og i forskjellige Lande har været adskillige Forandringer underkastet, — men vi vide med historisk Vished, at de hedenske Islændere, hvis Kalender Grønlænderne maae have fulgt, antoge at Vinteren, efter vor Tidsregning, begyndte den næste Løverdag efter den 20de October (altsaa fra den 21de til den 28de i forskjellige Aar). See Finn Magnusens Specimen Calendarii veterum Gothorum, Danorum aut Scandinavrum, ex Asia oriundi, bagved den 3die Tome af den ældre Eddas store Udgave S. 1118-19 samt Lexicon Mytholog. bor. S. 846-47.
• 57) Ordet lýsa betegner i Islandsk deels Lysning, Skin, Hvidhed, deels en vis Fisk af Torskeslægten. Een af Delene kan da have givet Anledning til Fjordens Benævnelse. I alle Tilfælde kommer Ordet lýsa af ljós (ældre Dansk Ljus, nyere Lys, Norsk Ljøs, Ljus, Svensk lius (i Almuedialecten ljos), Tydsk Licht, Engelsk light, Alemannisk luht, ældre Fransk luis, Lettisk luti, Skotsk-Gælisk leos, glus, Finsk loisto, Latin lux, hvormed Grækernes ϕλοξ uden Tvivl er nærbeslægtet, skjønt det nærmere udtrykker det Oldnordiske og Islandske log, logi, Lue, Flamme. Nyere Rejsende, som Thorhallesen og Wormskjold, have bemærket en vis Lysning eller Hvidhed ved den nu saakaldte Godthaabsfjord, og have derfor sluttet sig til, at den maa være de gamles lýsyfjörðr. Herom mere i vore historisk-geographishe Undersøgelser i Værkets tredie Bind.
• 58) Efter Ordet: en anden Sædvane, andre Sæder, d. e. religiøse Skikke, som Følger af forskjellig Tro.
• 59) Eykr betyder vel egentlig en Kjørehest (Vognhest, Slædehest) af Gjerningsordet aka (ek), age. Heraf det Danske Øg Norske Øik, Svenlse ök. Tager man intet Hensyn til ovenanførte Etymologie, har Ordet eykr, eikr en synderlig Lighed med det eensbetydende Latinske equus (ligesom ogsaa agere undertiden betyder det samme som vort age, i ældre saavelsom nyere Svensk aka).
• 60) Slige bevægelser af nylig afsjælede Lig kunne vel skee ved et Slags Krampetrækninger eller Convulsioner, — men altfor tit har man i Fortiden, og især i Grønland, antaget Skindød for virkelig Død, og i Følge deraf anseet de Mennesker, som saaledes atter kom til sig selv, for Gjengangere, enten i ond Forstand, eller og (blandt de Christne) i god Forstand, da man nemlig troede at Gud for en meget kort Tid undte dem at vende tilbage til det jordiske Liv, for at trøste de Efterlevende, forudsige tilkommende Ting, eller forkynde den Saligheds-Tilstand, hvori den Døendes Aand allerede havde begyndt at befinde sig. Et Exempel af det sidste Slags forekommer ogsaa strax efter dette i nærværende Fortælling.
• 61) Ved disse gode Hvilesteder menes Paradisets eller de himmelske Boligers Hvile efter de første nordiske Christnes Tanker. Om de derværende Salige hedder det i Solens Sang (Sólarljóð), den 72de Strophe:

Hullur Þeirra voru å himingeislum hafðar hagliga.

d. e. Hvilesteder dem vare pas Himmelstraaler zirligen satte.

     Edda Sæmundar hins fróða, I, 395 og Finn Magnusens danske Oversættelse af den ældre Edda III, 216; jvf. 190, 193.

• 62) Originalens Udtryk gánga suðr betyder egentlig at gaae mod Sønden eller til de sydlige Lande, det sædvanlige Udtryk for at gjøre en Pilegrimsreise til Rom.
• 63) d. e., ifølge den islandske Talebrug, i det Bygdelag, som omgav Eriksfjorden og bar dens Navn (ikke paa en Ø i selve Fjorden). Saaledes maae Fjordenavnene som oftest forklares.
• 64) Karlsefni betyder egentlig en haabefuld ung Mand (som tegner til at blive en brav Karl).
• 65) Snorres Fader Thord Bjørnsøn paa Høfde (almindeligst kaldt Höfða-Þórðr) nedstammede fra de danske Konger efter gamle Slægtregistre, see Landnama 3P. 19 Cap.
• 66) Her menes en Hvalfisk af den største og bedst spiselige Art, som beskrives i Kongespeilet S. 136 blandt andre som findes i Havet omkring Grønland (hvilken Beskrivelse vi i nærværende Værk pas sit Sted komme til at meddele). Endnu kaldes den paa Island reiðr eller steypi-reiðr.
• 67) Nyere Forfattere have ment at et Slags vildt Kvæg, som fra meget gamle Tider har streifet omkring i forskjellige Egne af Nord-Amerika, nedstammer fra det tamme, som de Grønlandsk-Islandske Colonister have overbragt til den nævnte Verdensdeel. Denne Mening bekræftes paa det nøieste af de her fortalte Kjendsgjerninger.
• 68) Her nævnes disse Folk (uden Tvivl amerikanske Eskimoer) først saaledes: de 8 før dræbte Mænd (see ovenfor S. 228) have dog sandsynligviis hørt til den samme Folkestamme. Ovenfor (S. 168-171) have vi indført Are Frodes Beretninger om tydelige Levninger efter samme Slags Folk, fundne i Grønland selv af de ældste islandske Nybyggere. Det ommeldes vel neppe nogensteds i Sagaerne udtrykkelig, at Skrælinger ere blevne seete af dem førend da i Viinland. Vel 100 Aar derefter nærmede de sig Grønland, fra Amerika af, ifølge andre gamle Beretninger, som senere hen i dette Værk ville blive meddeelte, ligesom ogsaa den Maade, hvorpaa de her ommeldes, forudsætter Europæernes ældre men dog utydelige Bekjendtskab med dette Folk og det dem her tillagte Navn (som uden Tvivl er af skandinavisk Oprindelse); see ovenfor S. 171.
• 69) De havde følgelig ikke før seet eller hørt Hornkvæg.
• 70) Foerværkshandelen fra de nordlige Egne af Amerika er, som almindelig bekjendt, endnu meget betydelig.
• 71) Skiðgarðr er et Slags Plankeværk eller Gjerde, endnu i Vermeland kaldet Skidgård, men i Norge Skigaard og der (efter Hallagers Beretning i hans norske Ordbog) “opført af Halvkløvninger.”
• 72) Ved ham nedstamme saaledes talrige islandske Slægter fra Amerika og Begyndelsen af' det 11te Aarhundrede. Thorfinn Karlsefne har rimeligviis opkaldt ham efter sin Farfader, Snorre Thordsøn, som ommeldes i Landnamas 3die Parts l0de Capitel, og hvis Fædreneslægt sammesteds udledes fra Danmarks berømte Konge Ragnar Lodbrog.
• 73) Jvf. Varianten 2 S. 242. Den sorte Ligkjortel kunde vel i al Fald have svaret til det gamle Nordens Jordefærdsskikke.
• 74) Hvorledes dette foregivne Syn, eller vel rettere Drøm, i hin Tid, af Gudrid og hendes Rejsefæller er bleven forklaret, er os ubekjendt. Formodentlig har man anseet hin underlige Kvindeskikkelse for en hedensk Dise d. e. Gudinde eller Nymphe, enten en Valkyrie (af dem som bebudede og forestode Krig og Kamp) eller en Alf-Kvinde af de til Viinland hørende Land-Vætter eller Skytsaander. Navnet Guðriðr, Góðriðr, hvilket hun tillagde sig, synes at betyde Gudernes Ridt eller Ridetog, af rlða, reið, maaskee ogsaa Stormbyge, heftigt anfald (af hrið, rið). Norske Almuesfolk kjende endnu en saadan mythisk Person i det af de Overtroiske frygtede natlige Optog af Aander, som i Norge endnu kaldes Aaskoreja (Ásgoðareið d. e. Afgudernes Ridt eller Ridetog) i Sverrig og flere Steder Odins Jagt, i Danmark Grøns Jagt, Volmers Jagt, i Tydskland den vilde Jagt, i England Arthurs Jagt m. m. Hun kaldes nemlig Guri, Guro eller Guru Rysserova (med Hestehalen), og er vel den samme som Skotternes Gyre (Carling d. e. Kærling). I Norge er ellers Egennavnet Gudrid nu forvandlet til Guri. Det stærke Brag eller Knald (brestr), som hørtes, i det hun forsvandt, blev vel antaget for at være den saakaldte vobrestr (vidunderligt Brag eller Knald), som meentes at høres i Luften, som et Varsel for store og farlige Begivenheder. Benævnelsen herbrestr (Hærknald eller Krigsknald) synes man i Norge at have tillagt de første Forsøg med Krudt-Sprængning, som vistes der af en Flamlænder Thrond, kaldet Fysilier (det Franske fusilier) i Aaret 1294, hvortil Ild, Svovel, Blaar og Pergament bleve benyttede; (Salpeteret er vel ved en Forglemmelse udeladt, eller fortiet, som en væsentlig Deel af Hemmeligheden). Dette berettes temmelig udførlig i den endnu uudgivne Saga om Biskop Laurentius til Holum.
• 75) Tørrede Viindruer eller Rosiner bleve længe i det gamle Grønland anseete for en særdeles kostelig Sjeldenhed. Dette erfares af et Brev fra en norsk Biskop til Biskoppen i Grønland, hvormed han 1308 oversendte et Fad Viindruer (vinber). Det vil blive indrykket fuldstændigt blandt de til dette Værk hørende Diplomer.
• 76) De gamle Nordboers Lege bestode mest i Legemsøvelser, som Brydning, Boldspil o. desl. See om dem Skule Thorlacius i Ant. bor. Obs. misc. IV, 211 o. f. og Engelstoft: om den Priis, som Skandinaverne satte paa Legemsøvelser.
• 77) Mueligt er det at Rygtet, eller det strax efter ommeldte, ved Pinsler aftvungne Udsagn, meget have overdrevet Freydis's Udaad, eller og at nogle af det ved hende overvundne Partie ere undslupne fra Nederlaget, men have siden manglet Leilighed til at komme bort, og senere ere blevne blandede med de Indfødte. Mere herom i det følgende.
• 78) Dette tvetydige eller nu ikke fuldkommen forstaaelige Ord oversætte vi efter Bogstaven. Den lærde Arngrim Johnsen har, først i det 16de Aarhundrede, ikke tiltroet sig at kunne fortolke det med Sikkerhed, i det han blot kalder den omhandlede Gjenstand et Stykke Træ, hvilket Thorfinn havde brugt i sine Huse, og siger herom i hans endnu ikke i Originalen udgivne Groenlandia: “Thorfinnus rogatus ab extraneo Bremensi, quod lignum quoddam, quo in domunculis suis usus fuerat, (húsasnotru sina) vendat.” Torfæus i sin Vinlandia S. 28 oversætter derimod Stedet saaledes: “Vir quidam Bremensis coronidem ejus (húsasnotra habetur) licitabat. Dog kan man ikke ret see, hvad coronis her skal betyde. Sandsynligst har Torfæus her tænkt sig en zirlig Fløistang eller Veirhane, anbragt øverst paa husets Top (som endnu almindelig sees blandt os, saavel i Stæder som Landsbyer, især Havne og Fiskerlejer, samt paa de fleste Kirketaarne). Saaledes oversætter Bjørn Haldorsen ogsaa húsasnotra ved coronis domus, endskjønt han og anfører Betydningen “Fejekost” samt endvidere den af en “Kat” (som tit snoer og dreier sig omkring i alle Husets Kroge). Jeg, Finn Magnusen, erindrer ikke rettere, end at en Top eller “Snurre” som med Fingrene kan bringes til at løbe og drejes rundt, ligesom af sig selv, og hvormed Børn tit more sig, kaldes paa Islandsk snotra, ligesom snorra i Svensk, fordi den saa tit snoes, “snorrer” (snurrer) omkring (af snúa, snoe) En lignende Etymologie kan være rimelig nok for Fløien eller Veirhanen, som stedse snuer sig omkring efter Vindens Gang; tillige pryder Fløistangen Huset, naar den er af smukt Træ, kunstig udskaaret, forgyldt eller malet, og kan saaledes tillige udlede sit Navn af Gjerningsordet snotra, pryde, smykke. Skjønt vi ansee denne Fortolkning for den rimeligste, følge vi i Textens Oversættelse selve Ordet ved at gjengive det ved Huuspryder eller Huuspryd.
• 79) Mösur, mavsur eller masur betegner vel her overhoved enhver skjøn og flammet Træ-Art, (her udmærket som Viinlandsk eller Amerikansk) — ligesom det endnu i Tydsk brugelige Maser; see derom Zinkes Oekonomisches Lexicon 2 Th., S 1793-94. — Derimod betegner Ordet masur endnu især i Svensk, men maser eller mazer i Skotsk (efter Jamiesons Dictionary) vel og fordum i Engelsk, det flammede Valbirk, som i Tydsk kaldes Masserle, Masseller og Massholder. — Arngrim Johnsen siger (l. c.) om det Viinlandske Træ: Erat autem lignum Mausur (fortasse acer) Maussholterbaum, vel ruscus Meusedorn (rettet fra Meussdore i den Arnæmagnæanske Samlings Afskrift) qui circumligatus arcet mures. Den sidstnævnte Væxt er en Torneart, ogsaa (efter visse Ordbøger) kaldet paa Dansk Musetorn, fordi den menes at fordrive Muus fra de Ting, hvorved den sættes eller ophænges. Dette Navn forekommer dog ikke i Hornemanns Danske Plantelære, men vist er det, at det ommeldte Tydske Navn undertiden tillægges hans Ilex aquifolium, som ellers i Dansk kaldes Christtorn, Maretorn, Mareved (begge Navne ere øinsynlig udsprungne fra religiøse eller overtroiske Ideer). Den kan opvoxe til et temmelig stort Træ, samt afgive smukt, varigt og massivt Ved til Møblers Indlægning o. dl. Var Karlsefnes húsasnotra, en Feiekost, og dens tydske Kjøber har tillagt den Kraft til at fordrive Muus, bliver dens høie Pris nogenlunde begribelig, — endskjønt Træartens Skjønhed og Sjeldenhed vistnok snarere har bidraget dertil. Torfæus bemærker at det saakaldte Mavsur (eller Masur-) Træ fordum her i Norden blev anseet for en stor Kostbarhed, da Norges Konge Harald Haardraade f. Ex. skjenkede Høvdingen Thorer af Steig, efter at han først havde givet ham Kongenavnet, en Masurbolle (eller Kop) med forgyldt Sølvbeslag. See Heimskringla III, 81. Om denne kostbare Træart vil mere forekomme i det følgende. Bægere af Valbirk have Britterne i nyere Tider brugt og kjendt under Navn af Mazer og Mazer-dish, hvilken Benævnelse man og finder i engelske Ordbøger for en Drikkeskaal.
• 80) Glaumbær er nu en Præstegaard, liggende i Skagefjords Syssel inden Islands Nordamt.
• 81) Dette vil blive nærmere oplyst i de Stamtavler, som skulle ledsage nærværende Værk.
• 82) Et egentligt Nonnekloster vides dog vistnok ikke at have været paa Glaumbæ, hvorimod et langt senere (1295) blev stiftet paa Reinir, nu Reinestad, ei meget langt fra den førnævnte Gaard. Finn Johnsen har i sit ellers ypperlige Værk: Historia ecclesiast. Islandiæ IV, 19 o. f. forbigaaet at ommelde vor Gudrid, blandt Landets første Nonner eller Eneboersker.
• 83) Her menes Brand Sæmundsøn, som blev Biskop til Holum i Aaret 1163.
• 84) Thorlak Runolfsøn blev Biskop til Skalholt Aar 1118.
• 85) Bjørn Gilssøn blev Biskop til Holum Aar 1147.
• 86) De i denne Fortælling indeholdte Beretninger om Skandinavernes egentlige Reiser og Opdagelser siges saaledes meget sandsynlig at være grundede paa Thorfinn Karlsefnes egne Beretninger. Dens mindre vigtige Episoder om hans Hustru Gudrids forskjellige vidunderlige Syner eller Drømme, og andre lignende Begivenheder, nedstamme vel derimod fra hendes egne Sagn, muelig tildeels meddeelte andre paa Island, i hendes høie Alderdom, da hendes Hukommelse var begyndt at feile, men hendes Tilbøielighed til religiøst Sværmerie at tiltage. At saavel det her meddeelte Brudstykke, som den følgende Saga om Thorfinn Karlsefnes amerikanske Tog tildeels endvidere grundes paa gamle Kvad eller islandske Folkesagn, troe vi at have Anledning til at antage, og ville i det følgende fremsætte denne vor Menings Grunde.