Et sammendrag af sagaerne om de norske konger

Fra heimskringla.no
Revisjon per 30. des. 2014 kl. 17:07 av Jesper (diskusjon | bidrag) (Ágrip, kap. 1-6)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Kongesagaer


Et uddrag af sagaerne om de norske konger

Ágrip af Nóregs konunga sögum


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2015



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Gustav Indrebø: Ågrip (Norrøn tekst), Det norske samlaget, Oslo 1936 (Norrøne bokverk nr. 32)


Siden er under udarbejdelse.jpg


1.

— —[1] hvorpå han blev taget til enekonge. Han blev dengang kaldt Harald Pjuskehår, for manden var ikke hårfager. Hans navn blev siden ændret, og han blev kaldt Harald Hårfager, for han var en prægtig mand med det skønneste hår.

Men her passer det sig at belyse spørgsmålet, som kristne folk stiller, om hvad hedenske folk kunne kende til julen, når nu vores jul hænger sammen med vor herres fødsel. Hedenske folk holdt sammenkomster til ære for Odin, og Odin har mange navne. Han kaldes Vidrir, og han kaldes Høj og Tredje og Jolnir — og efter Jolnir kaldte man det jul.

Men således foregik det på Halvdans dødsdag: Han var til gæstebud i Hadeland, men da han drog derfra i slæde, druknede han i Randsfjorden ved Røkensvik, hvor man brugte våger i isen til vanding af kreaturerne, og han blev siden ført til Stein i Ringerike og højlagt dér.


2.

Efter Halvdan overtog Harald det rige, som hans far havde haft, og han skaffede sig yderligere magt ved — som en mand, der i en ung alder blev virksom og stor af vækst — at kæmpe mod de nærmeste konger og besejre dem alle, og som tyveårig kunne han som den første underlægge sig Norge som enekonge. Den sidste kamp stod i Hafrsvig ved Jæren og var mod den konge, der hed Skeidar-Brand, og Brand flygtede til Danmark og faldt i kamp i Vendland, som det med disse ord fortælles i det kvad, der kaldes Oddmjor, som blev digtet om kongerækken:


Skjoldklædt drev den skjoldung
Skeidar-Brand[2] fra landet;
snart den snilde konge
samled᾿ hele Norge.


Men han stred i 10 år, før han blev eneherskende konge i Norge og indførte gode skikke og fred i sit land. Han fik 20 sønner med mange kvinder, men kun to opnåede dog kongenavn: Erik Blodøkse og Håkon den Gode. Erik Blodøkse var den ældste af hans sønner, mens Håkon — som den engelske kong Adalsteinn antog i søns sted — var den yngste. Den tredje var Olav Digerben; den fjerde Bjørn købmand — som nogle kalder Buna; den femte Guttorm; den sjette Halvdan den Sorte; den syvende Dag; den ottende Ring; den niende Gudrød Ko; den tiende Ragnvald; den ellevte Sigtryg; den tolvte Frode; den trettende Rørek; den fjortende Tryggve; den femtende Gunrød; den sekstende Øistein; den syttende Sigurd Ris; den attende Gudrød Glans; den nittende Halvdan Hvidben — som nogle kaldte Højben; den tyvende Ragnvald Ryk — som nogle kalder Ragnar — der var søn af en finnekvinde, som hed Snefrid og var datter af finnekongen Svase, og Ragnvald slægtede sin mor på, da han blev anset for at være sejdmand — det er en spåmand — og han boede i Hadeland, hvor han sejdede og fik tilnavnet Troldkarl.


3.

Juleaften, da Harald sad ved maden, kom Svase til døren og sendte bud til kongen, at denne skulle komme ud til ham, men kongen blev vred over den besked, og den samme mand, der havde båret beskeden ind, bar nu kongens vrede ud. Svase bad ham ikke desto mindre gå ind for anden gang og gav ham et bæverskind og sagde, at han var den finne, som kongen havde givet lov til at sætte sin gamme på den anden side af bakken ved Tofte — det var dér kongen opholdt sig. Kongen gik ud og samtykkede i at gå med over til gammen, og nogle af hans folk tilskyndede ham dertil, mens andre frarådede det. Dér rejste Snefrid sig — hun var Svases datter og en meget smuk kvinde — og skænkede kongen et krusfuld mjød. Han greb samtidig hendes hånd, og i det samme var det som om, en brændende hede bredte sig i hans krop, og han ville straks have samleje med hende denne nat, men Svase sagde, at det ikke skulle ske med hans tilladelse, medmindre kongen fæstede hende og fik hende efter loven.

Så han fæstede og fik, og han elskede hende med et sådant vanvid, at han tilsidesatte sit rige og alt, hvad hans værdighed indebar, og han sad så at sige hos hende dag og nat, så længe de begge levede og i tre år efter hendes død. Hans sørgede over hendes død, men folk i hele landet sørgede over hans vanvid.


4.

Torleif den Kloge kom til hjælp for at stille dette vanvid, og han dæmpede vanviddet med forstand og ved at tale efter munden på denne måde: »Der er ikke noget at sige til — konge! — at du mindes en så smuk og fornem kvinde og ærer hende på dun og gudvæv, som hun bad dig om. Men det er dog til mindre hæder for dig og hende, end sømmeligt er, at hun skal ligge alt for længe i de samme klæder. Det ville være meget bedre, hvis hun blev flyttet.« Men så snart de flyttede hende, kom der en rådden dunst og alskens fæl stank fra liget. Man lavede i en fart et bål og brændte hende, men inden blånede liget ganske, og slanger og øgler, frøer og padder og ækle kryb af alle slags strømmede ud af det.

Således sank hun i aske, men kongen rejste sig til forstand og overvandt galskaben, og han styrede siden sit rige og blev stærkere. Han havde glæde af sit folk og folket af ham og riget af dem begge. Og han sad derefter som enevældig konge i Norge i 60 år, og inden havde han på 10 år vundet hele Norge. Han døde siden i Rogaland og blev højlagt ved Hauge oven for Hasløsund.


Riksmonumentet Haraldshaugen i Haugesund, Rogaland. Foto: Jóhann Þröstur Pálmason © 2010


5.

Men efter Harald overtog Erik Blodøkse magten, mens Håkon — hans bror — var vestpå i England hos kong Adalsteinn, til hvem hans far inden sin død havde sendt ham til opfostring. Erik Blodøkse så godt ud; han var stor og meget værdig. Han var gift med Gunhild — en datter af Øssur Hængeskæg. Deres sønner var: Gamle og Guttorm, Harald Gråfeld, Erling og Sigurd Savl. Flere nævnes desuden: Gudrød Glans og Ragnfrød, Halvdan og Ejvind og Gorm. Tilsammen styrede han Norge i fem år med de to år, hvor han blev hilst som konge i landet, mens Harald levede, og tre år siden.

Gunhild — Eriks kone — var den smukkeste kvinde. Hun gav indtryk af at være en lille kvinde, men hun rådede stort; hun var så ond i sine tiltag, og han så tilbøjelig til grusomhed og alskens underkuelse af folket, at det var tungt at bære. Han gjorde det af med Olav Digerben — sin bror — og Bjørn og flere af sine brødre. Han blev kaldt Blodøkse, fordi han var en hensynsløs og voldelig mand — særligt på hendes foranledning.

Da kaldte forstandige mænd to år efter Harald Hårfagers død i hemmelighed Håkon tilbage til landet, og han kom med to skibe vestfra og sad således vinteren over, at han ikke havde kongenavn. Håkon var en meget smuk mand, stor og kløgtig og så stærk, at ingen var hans lige. Han var et helt hoved højere end andre, og hans hovedhår var som gult silke. Han overgik alle i ridderlighed og belevenhed. Han var nær 20 år gammel, da han kom til landet, og han fik snart så mange støtter, at Erik ikke kunne gøre modstand, så han og hans kone flygtede — i første omgang til Danmark.

Håkon sad da som enekonge i Norge, og det gik så godt i Norge under hans styre, at man ikke kunne mindes bedre — bortset fra at landet ikke var kristent. Håkon var kristen, men havde en hedensk kone, og han afveg meget fra kristendommen for hendes skyld og efter ønske fra folket, som gik imod kristendommen, men han holdt dog søndagen hellig og fastede om fredagen.

Håkon tog sydpå til Danmark med to skibe og kom i kamp dér og ryddede 10 skibe med to skibe. På denne færd underlagde han sig Sjælland og Skåne og Västergötland, hvorpå han tog tilbage til Norge.

I hans dage omvendtes mange folk til kristendommen, fordi han var så afholdt, og nogle indstillede ofringerne, selv om de ikke blev kristne. Han rejste nogle kirker i Norge og indsatte lærde mænd, men folk brændte hans kirker og dræbte præsterne, så han ikke kunne fortsætte med dette på grund af deres forbrydelser. Og derpå gik trønderne imod ham på Mæren og bad ham ofre som andre konger i Norge, »— ellers styrter vi dig fra magten, medmindre du gør noget, som vi ønsker det.« Og fordi han så deres heftighed imod ham efter høvdingenes råd, sørgede han for ikke at nægte noget, for at give det udseende af venskab imod dem. Det siges, at han bed i en hestelever, men således at han svøbte et klæde om den og ikke bed i selve leveren. Han ofrede ikke på anden vis, men det siges, at alt siden gik tungere for ham end før.

Han indførte Gulatingsloven efter rådførelse med Torleif den Kloge — —

Men da han i 15 år havde styret Norge i vellidthed og med fred, søgte Erik Blodøkses sønner til Norge. Det var Gamle Gunhildson, der var den fremmeste og raskeste af brødrene, og Guttorm og Harald Gråfeld og alle de brødre, og de gik i kamp mod Håkon ved Avaldsnes på Karmøy. Dér faldt Guttorm, Halvdan og Ejvind, mens de andre flygtede væk. Kort efter kæmpede de igen mod Håkon ved Frei, og igen vandt Håkon. Alle brødrene flygtede ud af landet, men ikke Gamle; han flygtede i land og over land gennem Surnadal til Trondheim. Håkons mænd søgte med støtte fra befolkningen imod ham, og han faldt i Gauldalen på det sted, som nu hedder Gamleleret benævnt efter ham.


6.

Men dernæst — 9 år efter at brødrene havde søgt til Norge med strid — vendte de brødre, der var igen, tilbage til landet. I følge med sin mor — Gunhild — kom Harald Gråfeld, som ved Gamles fald var blevet den mest fremtrædende.

Og de kom i kamp mod Håkon ved Biskopssten på Fitjar i Stord. Håkons mænd var i undertal fire mod én. I deres flok fandt man den mand, der hed Ejvind Skreja. Han var en vældig kæmpe, større end andre mænd, og jern bed knapt på ham. Han gik sådan frem den dag, at intet kunne modstå ham, for ingen kunne stille noget op over for ham. Han fór skrigende og skrålende frem og ryddede foran sig ved at hugge til begge sider, mens han spurgte, hvor nordmændenes konge befandt sig, »— hvorfor gemmer han sig nu?« »Hold du bare lige frem, hvis du vil møde ham,« sagde kongen, mens den anden derved blev endnu mere rasende og huggede til begge sider med en stor, bred økse, så den gik ned i jorden. Da sagde Toralf den Stærke — en islandsk mand, nitten år gammel — som var på kongens side, og regnedes for lige så stærk som kongen: »Ønsker du — herre!« sagde han, »— at jeg går imod ham?« »Nej,« svarede kongen, »— det er mig, han leder efter, og så er det også mig, han skal finde.« Og han smed den overtrækshætte, som Ejvind Skjaldefordærver havde trukket over den forgyldte hjelm, kongen bar på hovedet, for at skjule ham, så han ikke var så genkendelig som før, for han var let at kende på grund af sin højde og sit udseende. Derefter gik kongen frem under bannerne imod kæmpen; han bar silkeskjorte og hjelm på hovedet, havde skjold for sig og det sværd i hånden, som hed Kværnbider, og alle fandt, at han således udrustet udstrålede tapperhed. Da stormede kæmpen frem imod ham — hjelm- og brynjeklædt, med begge hænder på øksen — og huggede efter kongen, men kongen undveg og kæmpen ramte ved siden af og huggede ned i jorden og mistede derved fodfæstet lidt. Men med sit sværd huggede kongen ham midt over i brynjelivet, så de to dele faldt hver sin vej.

Efter kæmpens fald, gik kampen brødrene imod, og blandt dem faldt Gorm og Erling med en mængde folk, mens alle deres brødre flygtede til skibene og derpå ud af landet, så godt som de kunne. Kong Håkon forfulgte de flygtende med sin hær. Da fløj en pil imod kongen — og ingen vidste, hvem der skød — og den ramte under brynjeærmet i musklen i overarmen. Det fortælles, at ved Gunhilds trolddomskunst havde en madsvend vendt sig om med et skudvåben og råbt: »Gør plads for kongens bane!« Og han lod pilen stryge ind i flokken, der kom imod dem, og sårede kongen, som det lige blev fortalt.

Da kongen indså, at såret var dødeligt, for han kunne ikke standse blødningen, bad han dem føre sig til Alreksstad, og på vejen dertil kom de forbi den helle, som nu kaldes Håkonshellen. Dér var han blevet født af den trælkvinde, der hed Tora Mosterstang — hun stammede fra og var født på Moster, og derfor kaldte man hende sådan. Da kongen mærkede, at det var ude med ham, angrede han sine gerninger mod Gud meget. Hans venner tilbød ham at føre hans lig vestpå til England og begrave det ved en kirke. »Det er jeg ikke værd,« sagde han, »— jeg levede på mange måder som en hedning, og derfor skal jeg også begraves som en hedning. Jeg håber således, at Gud selv vil vise mig større nåde, end jeg fortjener.« Og han døde på Håkonshellen, men blev højlagt på Sæheim i Nordhordaland. Både hans venner og hans uvenner sørgede over ham. Han fik ikke flere værdier med i højen end sit sværd — Kværnbider — og sine hærklæder. Han blev lagt i højen i en stenkiste.


Håkonshaugen på Seim, Hordaland. Foto: Jon Julius Sandal © 2014


Siden er under udarbejdelse.jpg




Noter:

  1. Ágrip er overleveret i håndskriftet AM 325 II 4º, som desværre ikke er fuldstændigt, bl.a. mangler begyndelsen — derfor denne lidt bratte indledning.
  2. Skeidar-Brand er egentlig en kenning for krigsskibe, men sagaens forfatter har fejlagtigt opfattet det som et mandsnavn.