FJ-Litteraturhist.Bd.1-Hyndluljóð
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Første Bind
Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920
Første tidsrum
1. afsnit: EDDAKVAD
§ 4 De enkelte Eddakvad.
A. Mytiske digte.
f. Andre med de mytiske kvad beslægtede digte.
2. Hyndluljóð. Dette digt findes desværre kun i et meget ungt håndskrift, den store Flatøbog fra det 14. århundreds sidste fjærdedel. Digtets tekst er i meget høj grad forvansket. Ikke blot er et større brudstykke af et helt forskelligt digt indsat deri (se følgende digt) ɔ: v. 29-44; også interpolationer af andet slags, udeladeiser og omsætninger af vers lider den os overleverede tekst af. (1)
Freyja forudsættes i digtets begyndelse at være kommen til jættekvinden Hyndlas bolig, en bjærghule. Freyja siger særdeles venlig og indsmigrende:
Vågn op, mø,
veninde, vågn,
søster Hyndla,
som i hulen bor.
Nu er det nat,
lad os ride afsted
til Valhal hen,
det hellige sted.
Jeg beder Hærfader
huld at være.
Han plejer at give
guld til alle.
Han gav Hermod
hjælm og brynje
og Sigmund bød
et sværd modtage.
Hun siger fremdeles, at Odin giver sejr til nogle, til andre gods, veltalenhed og mandevid osv. »Tor vil jeg bede om at være dig huld — tag nu én (2) af dine ulve [disse var jættekvinders heste] af stalden og lad den løbe af sted sammen med min galt«. Hyndla svarer Freyja med at bebrejde hende hendes falskhed: »Falsk er du, Freyja, du vil prøve mig; sådan ser dine øjne på mig, du som har din mand [ɔ: boler] Óttarr Innsteinssön blandt einherjerne« [ɔ: hjemme i Valhal]. Freyja nægter dette og siger, at Hyndla tager fejl, hendes »mand« [ɔ: ægtemand, Óðr] er ikke blandt einherjrene (3). [Han var stadig på rejse og kom ikke hjem, hvorover Freyja græd sine modige guldtårer]. Nu fortæller Freyja Hyndla den rette sammenhæng, Óttars væddemål med en vis Angantyr, hvor det gjaldt Óttars fædrenearv (4), hendes lyst til at hjælpe Óttarr er ikke — hvad Hyndla havde sigtet til — begrundet i sanselig elskov, men, som Freyja siger, i hans religiøsitet og ofringer, især til hende (v. 10). »Opregn nu slægtregistre, hvem er høldbårne, hvem er hersbårne, hvem er de fornemste under Midgård« (v. 11). Nu begynder Hyndla og henvender sig direkte til Óttarr; hun opregner forskellige oldkonger og oldtidshelte som hans forfædre (v. 12 — 15, 17 — 28; v. 16 er en interpolation). Efter at Hyndla har sluttet sin opregning af slægtregistret, bringer Freyja (efter hds: befaler Freyja Hyndla at bringe) Óttarr en huskedrik, for at han »på den tredje morgen« kan huske alt, hvad der er blevet sagt (v. 45). Så siger Hyndla (efter digtets nuværende overlevering) til Freyja: »Drag bort herfra, jeg vil have fred til at sove, du får lidet godt af mig, du Ods hustru, der løber ude om natten som en ged mellem bukke« (v. 46, 47). Herpå svarer Freyja: »Jeg slår ild omkring dig, jættekvinde, så at du ikke skal komme ubrændt (5) herfra« (v. 48). Hyndlas svar herpå lyder: »Jeg ser ild brænde og jorden stå i flammer; de fleste må finde sig i at løse deres liv. Bring du Óttarr giftblandet mjød i en ulykkesstund« (v. 49). »Dit ønske«, siger Freyja, »skal intet frugte, skønt du, jættebrud, truer med ulykker. Han skal drikke den herlige drik. Jeg beder alle guder om at stå ham bi« (v. 50). Hermed slutter digtet.
Der er meget, der er særdeles påfaldende i den overleverede sammenhæng, særlig i digtets sidste del. Efter at Hyndla har opholdt sig i Valhal (6) og allerede her meddelt Óttarr hans slægtregister, siger hun til Freyja: »Gå bort herfra, jeg har lyst at sove« og bryder så ud i skældsord mod Freyja ligesom i digtets indledling. Disse ord af Hyndla i forbindelse med Freyjas svar: »Jeg slår ild omkring dig, så at du ej kommer ubrændt herfra«, samt med Hyndlas bemærkning: »For at beholde livet, må man finde sig i alt«, altså indholdet af v. 46 — 49,1-4, er aldeles uforklarlige, navnlig når der ses hen til, at Hyndla, ifølge tekstens nuværende ordning, i begyndelsen af digtet viser sig forholdsvis medgørlig idet hun ved v. 11 forudsættes at være ankommen til Valhal. Hvad skal ilden og indebrændingen til, efterat Hyndla har sagt alt? Hvorfor truer Freyja hende, efterat hun og Óttarr har fået alt, hvad han ønskede, at vide?
Sagen er den, at de nævnte vers, 46 — 49,1-4, er indkomne på et forkert sted; disse vers bør netop stå foran v. 11 (7). Sammenhængen i digtets første del bliver da følgende: Freyja begiver sig om natten til den hule, hvor jættekvinden Hyndla, der som alle jætter måtte vide meget om fortiden, bode. Freyja opfordrer hende meget venlig til at ride med sig hjem til Valhal (v. 1) [og dér fortælle Óttarr om hans forfædre (8)]. Hun lover at stemme Odin og Tor venlig overfor hende, jættekvinden (v. 2 — 3, 4,1-4, 5,1-4). Hyndla tror ikke på Freyjas ord og er uvillig til at efterkomme hendes opfordring, samt skælder hende ud for ukysk lævned (v. 6). Freyja nægter, at hendes lævned er således som Hyndla siger, og fortæller nu hele sagens sande sammenhæng, Óttarrs væddestrid med Angantyr, og om det rene tillids- og venskabsforhold, der består mellem hende og ham (v. 7,1-4, 8,1-4, 9 — 10). Hyndla tror hende endnu ikke og byder hende i en vred tone at begive sig bort, hun vil sove i fred, i modsætning til Freyja, som løber ude om natten (v. 46); hun fortsætter med sine beskyldninger (v. 47). Nu ser Freyja, at hendes venlighed og nedværdigende ydmyghed intet formår overfor den trodsige jættekvinde, og siger derfor i en ganske anden og, nu, stærkt truende tone: »Hvis du ikke gør, som jeg vil, tænder jeg et flammebål omkring dig, jættekvinde [her en betegnende modsætning til mær meyja og vina i v. 1], så at du aldrig mer kommer ubrændt ud af din hule« (v. 48). Da svarer Hyndla, forskrækket ved den truende fare og med den lyst til at leve, som enhver har: »Jeg ser [ɔ: i ånden] bålet brænde og jorden (omkring mig) stå i flammer: De fleste vælger dog at løse deres liv« [v. 49,1-4. Den sidste sætning er en forklaring af det gamle ordsprog: fé er fjörvi firra ɔ: livet fremfor alt]. Med disse ord giver Hyndla endelig efter og rider bort med Freyja hjem til Valhal, hvor Freyja opfordrer hende til i Óttars nærværelse og påhør at opregne hans slægt (v. 11). Hyndla begynder osv. (v. 12 osv.). Efter at Hyndla er færdig, bringer Freyja Óttar huskedrikken (v. 45) (9), men Hyndla har ikke glemt, hvorledes Freyja med magt og trusler har tvunget hende, og nu vil hun hævne sig; hun ønsker derfor, idet hun begiver sig bort, at drikken må være giftblandet og til liden nytte for Óttarr (10) (v. 49,5-8). Freyja har imidlertid magt og midler til at modvirke jættekvindens forbandelser og siger, at drikken skal bekomme ham vel, og at hun vil bede alle guder om at hjælpe ham; mod dem vil Hyndla intet formå (v. 50).
Hvis dette er rigtigt, er digtet meget snildt anlagt og dygtig udført. Det viser den samme ævne, som andre kvad, til fortræffelig at skildre modsatte karakterer (Freyjas og Hyndlas) og til at skabe og vedligeholde en dramatisk spænding — til trods for, at hele midterpartiet består af slægtregistre og navne.
Vi har hidtil undladt at tage denne del i nærmere øjesyn, og dog er det sikkert den, som for oldtiden selv har haft den største betydning, langt større end den den omsluttende myteramme. For os er den også af betydelig sagnhistorisk værd ved siden af og til sammenligning med andre gamle sagnkilder (11).
Denne del lider af mange og svære fejl i overleveringen, foruden at den henimod slutningen sikkert er meget mangelfuld. I det tabtes sted er brudstykket af Völuspá hin skamma indsat (12). Bugge har heldig rettet mange af fejlene (13).
Hyndla nævner først Óttars forfædre i lige linje : Óttarr-lnnsteinn — Alfr enn gamli — Ulfr — Sæfari — Svanr enn rauði (v. 12). Innsteins moder var Hlédís, en datter af den Fróði og en Fríund (hds.: Friaut) — »hele den slægt regnedes til de fornemste« (v. 13) (14) Dernæst nævnes Ále og Halfdan den gamle, men denne Áli falder aldeles udenfor sammenhængen. Sagen er den, at Ále vist er en fejl for Auði, som var en af Halfdan den gamles 18 sønner (15). Ved at indsætte Auði bliver rækken rigtig, og nu først vinder vi den rigtige forståelse af udtrykkene áðr og fyrr (l. 1, 3) om det ældre slægtled. I en kilde (16) læser vi følgende slægtrække :
i sangen har vi
Halfdan den gamle var gift med Almveig (v. 14), en datter af Eymundr og Hildigunnr, der igen var en datter af »Sváfa« og »søkongen« (v. 17). Hermed er et afsnit og dermed en slægtrække færdig, afsluttet med omkvædsordene: »Det er alt din slægt, Óttarr heimske«, som oprindelig vistnok har afsluttet enhver slægtrække. (17)
Nu nævnes Dagr, der også var en søn af Halfdan den gamle, Döglingernes stamfader (18); flere af hans sønner nævnes; andet kan meningen neppe være; deriblandt nævnes Alfr den gamle, som må være forskellig fra Óttars bedstefader af samme navn.
Om Ketill Klyppssön (v. 19) vides intet, men Ketils bedstefader var sikkert Kári og hans fader var Fróði. Navnene Ketill, Klyppr og Kári betegner ætten som den bekendte Hörðakåres mægtige slægt på Hörðaland. Således Bugge i hans anf. afhdl.
Hildr Halfs moder og Nanna Nökkvesdatter, samt Skúrhildr og hendes sønner (v. 20 — 1) står så isolerede, at deres forbindelse med Óttars slægt ikke kan bestemmes. Der mangler her store stykker i teksten. Det skal dog tilføjes, at Skekkill, Skúrhilds fader, muligvis er identisk med Skekkill, en søn af Lofðe, Halfdan den gamles søn" (19).
Arngrímssønnerne (v. 22) (20) står også isolerede uden tilknytning til Óttars familje; men Hversu Noregr bygðiz, som synes at have benyttet vort digt (21) nævner Arngrímr som en søn af Dagr, Halfdans søn; dette strider ganske vist mod Hervararsagas fremstilling af Arngríms forfædre (22), men der kan godt have været flere fremstillinger deraf end én.
Derpå følger navnene på forskellige mænd i Hrolf den gamles (ɔ: Hrolfr Gautreksson's) hird (23), som Þórir járnskjöldr osv., men ingen af disse synes at have kunnet høre til slægten, og rimeligvis foreligger der her en interpolation.
Tre vers handler derpå om Gjukungernes og Völsungernes forbindelse med Óttarr, men begyndelsen af dette afsnit mangler. Den samme sagndannelse som den, vi kender fra eddakvadene, ɔ: Jörmunrekkssagnet forbundet med Gjukungesagnet, forudsættes. Med hensyn hertil kan det atter bemærkes, at Hversu Noregr bygðiz (l. c.) lader Sigurðr fáfnisbani i lige linje stamme fra Skyle, en broder til Skekkill, Lofðes søn (se ovf.) (24).
De sidste vers om Hake, Hvednas søn, og Haraldr hildetands slægt står så isolerede, at vi intet kan sige om tilknytningen mellem dem og Óttarr. Hvedna den ældre nævnes i Sörla þáttr som en dansk konge Halfdans hustru; deres sønner var Högne og Hakon (fejl for: Haki (25)). Hele dette afsnit er yderst mangelfuldt og andre kilder lader os her i stikken. Dog siges Haraldr hildetand i Hvers . Nor. bygð. (kap. 3) at nedstamme fra Alf den gamle (se ovf.).
Naturligvis har alle afsnittene, forudsat de ikke er interpolationer, stået i en klar genealogisk forbindelse med hinanden, som vi nu til nød kan skimte, men ikke nærmere bestemme.
Til grund for digtet ligger der uden tvivl et gammelt familjesagn fra Hördaland. Følgelig må digtet antages snarest at være blevet til dér (26) Således også A. Olrik, der har virkningsfuldt påvist dette. Dets fremstilling og stil gør det indlysende nok, det ikke kan høre til de ældste digte. Herfor taler også det trin i myteudviklingen, som kommer til syne deri, at digteren tænker sig, at et levende menneske kan — ganske vist for en kort tid — opholde sig i Valhal, og at en jættekvinde hæntes derhen. På den anden side bunder digtet så dybt i hedenskabet, at der ikke kan være tale om, at det er yngre end fra det 10. årh.s sidste halvdel. Dette stemmer på det bedste med den irreligiøsitetens baggrund, som så tydelig åbenbarer sig i Freyjas rosende ord om Óttarr: »stadig troede han [i modsætning til andre, der ikke gjorde det] på gudinderne«.
Hvis vi her kunde gøre en kronologisk beregning gældende, vilde den føre til følgende resultat.
Den islandske landnamsmand Geirmundr heljarskinn, der kom til Island henimod slutningen af det 9. årh., var en sønnesøn af kong Hálfr (hvorom Hálfssaga handler); denne har altså levet før og efter 800. Hos ham var Innsteinn, fader til Óttarr. Hermed er dennes levetid omtrentlig bestemt, nemlig midten af 9. årh. Før end o. 100 år efter hans død kan familjesagnet om ham ikke antages at være bleven omformet til sang. Tiden omkring 975 kunde således antages at være digtets tilblivelsestid.
Noter
1): Ang. digtet kan henvises til S. Bugge: Arkiv f. nord. fil. I, 249 ff.. Symons: Einl. s. CCLXVIII, R. Boer: Arkiv f. nord. fil. XXII, A. Heusler: Archiv f. das stud. d. neu. spr. u. lit. CXVI s. 264, G. Neckel: Beiträge s. 265 ff.. H. Gering: Zs. f. deut. Phil. XLIII s. 136—37, A. Olrik (Norsk) Hist. tidsskr. 3. række III s. 168 f. (1895).
2): Dette ord er betonet; det har Neckel helt misforstået.
3): Den sidste del af v. 7, 6 linjer, er sikkert en interpolation. For det første vilde de gøre verset 2 linjer for langt, da der intet linjepar er, som kan udskydes. For det andet hænger de dårligt nok syntaktisk sammen med det foregående. Men den almindelige opfattelse, at de går ud fra den forudsætning, at Freyjas galt er selve den forvandlede Óttarr, er næppe rigtig. Den tanke, at Freyja skulde have omskabt sin yndling for at bruge ham som ridehest (sål. Rosenberg i Nordboernes Aandsliv I, 204, A. Edzardi i Germania XXVIII. 17, 18 og fl.) er efter min opfattelse i og for sig så umulig, at den ikke kan komme i betragtning. Kun da vilde den være berettiget, hvis det var meningen, at Freyja skulde lokke Óttars slægtregister ud af Hyndla, uden at hun skulde vide noget af, at Óttarr selv var tilstede, og at han ved hjælp af en sådan list skulde lære sit slægtregister, for senere at kunne benytte det. Men herom kan der slet ikke være tale; det ses af flere steder i digtet. Og hvorfor skulde så Hyndla til Valhal? Boers anm. i hans afhdl. s. 221 beror på en fuldstændig misforståelse. Hyndla selv har ingen trylledrik og laver heller ingen.
4): Jeg forstår sammenhængen med væddemålet ikke så, at Angantyr — på grund af slægtskab — har gjort krav på Óttars fædrenearv, men de har indgået væddemål om, hvem der kunde opregne de fleste og bedste aner, hvem der var bedst ”ættet”. Indsatsen — på Óttars side ialfald — er hans fædrenearv, hans odel. For at vinde væddemålet — altså også for at beholde sin arv — er det, at han har søgt Freyjas bistand. Noget slægtskab mellem de to er der således ikke tale om, og behøver ikke — efter digtet — at forudsættes. Således bliver Neckels bemærkninger s. 266 rodløse; mod dem har også Gering gjort de passende indvendinger.
5): óbrend Bugges rettelse for ábravt Arkiv I, 265.
6): Se v. 1, 4, hvoraf det tydeligt fremgår, at det er i Valhal, Hyndla skal opregne Óttars slægt.
7): Edzardis forsøg at rette sammenhængen (Germania XXVIII, 19) er sikkert urigtigt.
8): Dette eller noget lignende må antages at have stået i et tabt vers.
9): At det er Freyja, der giver Óttar huskedrikken er så øjensynligt, netop ved Hyndlas replik i v. 49, at derom skulde man egenlig ikke kunne tvistes; Ber pu i v. 45 i hds. er påvirket af Ber þu i vers 49.
10): Dette minder stærkt om de forbandelser, som dværge, efter at de nødtvungne har smedet og afleveret en kostbarhed, lader følge med den, i den hensigt på den måde at hævne sig for den vold, de har måttet lide.
11): Sv. Grundtvigs dom om digtet (Den heroiske digtn. s. 13— 4) er ikke ganske rigtig.
12): Jfr. E. Jessen: Zeitschr. f. deut. Phil. III, 62.
13): Både i sin udgave og i afhandl, i Arkiv I.
14): Hvis man med Sievers (Beitr. VI, 340) turde læse: Móður áttir (f. móður átti faðir þinn), vilde det hele blive simplere. Men rettelsen er vel stærk.
15): Snorra-Edda I, 520: „Auði, fra hvem Audlingerne stammer"; Hversu Noregr bygðiz kap. 2.
16): Hversu Nor. Bygð. I. c. Jfr. Snorra-Edda I, 522.
17): Boer har antaget, at disse ord kun har stået éngang, allersidst; dette er dog ret tvivlsomt.
18): Snorra Edda I, 522.
19): Hversu Noregr bygðiz kap. 2.
20): Boer anser resten af det egenlige slægtregister (foruden Völuspá in sk.-versene), ɔ: v. 22—28 + 32 for senere tilføjelser; det er mulig rigtigt.
21): Jfr. Bugge : Arkiv I, 257—8.
22): Norröne sagaer etc. s. 204.
23): Bugge: Arkiv I, 255.
24): Jfr. Snorra-Edda I, 522, hvor Völsunger og Gjúkunger og Sigurðr fáfnisbani alle sættes i forbindelse med Halfdan den gamle og hans sønner.
25): Bugge: Arkiv I, s. 258.
26): Når det er blevet hævdet (af Symons, Heusler, Mogk, Neckel), at det er fra 12. årh., og digtet på Island (bærer vidne om den lærde tid), så bestrider jeg berettigelsen hertil. Især vilde det være højst vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at give en gyldig forklaring på, hvorfor et sådant digt overhovedet var blevet til på Island i den tid — med denne ramme og dette hedenskab i baggrunden. Det vilde også være vanskeligt at forklare, hvorledes digtet, hvis det var fra 12. årh., kunde være blevet så uhyre stærkt forvansket, da det så fra begyndelsen af måtte være optegnet eller ialfald ikke længe efter dets tilblivelse. Fejlene i overleveringen forklares langt bedre ved en lang mundtlig end skriftlig overlevering. Det er klart.
