FJ-Litteraturhist.Bd.1-Völuspå

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 21:59 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

1. afsnit: EDDAKVAD


§ 4 De enkelte Eddakvad.

A. Mytiske digte.

a. Völuspå.


Dette digt findes i cod. reg. og i Hauksbok; desuden anfører Snorre mange vers deraf i Gylfaginning tilligemed en parafrase. Versene er ordnede på en forskellig måde i de to håndskrifter, dog således, at i cod. reg. er versenes rækkefølge, på én undtagelse nær, rigtig, medens den i Hauksbok i flere henseender er forstyrret. I Gylfaginning findes en hel række vers af digtets sidste del, men ellers findes der her kun enkelte vers, hvoraf intet lader sig slutte med hensyn til den skikkelse, digtet i det hele har haft i Snorres eksemplar(1).

På grund af sit indhold indtager digtet en ejendommelig stilling blandt alle eddadigte. Det handler ikke om et enkelt optrin af gudelivet, det indeholder ikke en fremstilling af oldtidens sædelære. Det er tværtimod hverken mer eller mindre end hele verdens, guders og menneskers livshistorie ifølge Nordmændenes trosopfattelse, fremstillet således, at kun de allervigtigste og største begivenheder i udviklingen nævnes eller antydes; den måde, hvorpå dette er gjort, vidner om forfatterens geniale sikkerhed med hensyn til netop at træffe og fremhæve det centrale. Herved er digtet blevet til det mærkværdigste og berømteste i den nordiske, ja i hele den germanske oldlitteratur. Hertil kommer fremdeles, at digtets sprog er smukt og kraftigt, dets rytmer elegante og lette. Kort sagt, fra hvilken side man end betragter Völuspå er den et mesterværk.(2)

Ifølge indholdets beskaffenhed falder Völuspå hovedsagelig i 2 afsnit; det første behandler fortiden, det andet fremtiden.

Det første hovedafsnit går til v. 43. Digtet indledes på en i sandhed storslået måde. Den talende, en vølve (spåkvinde), beder alle hellige slægter, d. e. guderne, og alle Heimdals sønner, store og små, d. e. menneskene, om lyd. Vølven tænker sig, at hun er på en tingsforsamling, hvor de alle er samlede.

For nu at skaffe sig tiltro hos tilhørerne meddeler hun dem, at hun er meget gammel og at hun følgelig husker meget, hvorpå verdens ophav beskrives lige så kort som smukt:

I dagenes ophav
der intet var
ej sand ej sø
eller svale bølger;
jord fandtes ej,
eller himmel der oppe
kun gabende tomhed;
græs ej voksed (3).

Før end Bors sønner
jorden hæved,
de som Midgård
den herlige skabte,
Sol skinned sydfra
på stenet grund,
Da grode på jord
grønne urter.

Borssønnerne (Odin, Vile, Vé; disse navne kendes ikke) samledes på Idasletten. De opførte her boliger til sig; de førte et sorgløst liv; alt hvad de ejede var af guld. Herved betegnes den fredelige guldalder uden synd og skyld, det er verdens uskyldige barndomstid, der beskrives. Den afsluttes brat ved tre jættemøers ankomst; hvem disse er vides ikke, næppe er det nornerne, snarere onde kvinder, jætterne udsender for at ødelægge guderne Det er den første hævnakt fra deres side for drabet på Ymer. Herefter mangler der uden tvivl nogle vers i digtet.

Ved siden af aserne var der en anden (gude)slægt, vanerne. Det var vindskibelige væsner, der rådede for handel og alslags velstand; det var rige folk, som satte guldet i omløb. Guldet kan virke på flere måder. Det kan blandt andet vække begærlighed og volde ulykker, ja borgerkrig. Gollveig (guldkraft, det personificerede guld) begynder i en sejdkvindes(4) skikkelse sin uheldsvangre virksomhed i verden.

Dette hendes uvæsen kunde aserne ikke finde sig i. De tog Guldveig og brændte hende tre gange, men stadig levede hun op på ny. Vanerne vilde ikke lade dette gå uhævnet hen, men erklærede aserne krig. Det går aserne ilde, deres træborg brydes, de nødes til at slutte fred. Gudernes borg var bleven brudt. [De må, for at kunne stå sig imod deres fjender, jætterne, som nu træder frem, skaffe sig en ny. Da tilbyder en bygmester at ville opføre en sådan på den betingelse, at han får sol og måne og Freyja til løn — Bygmesteren var en jætte; dette slag imod gudernes og verdens eksistens var det andet velberegnede jætteanslag. — Enhver kan tænke sig, hvordan det vilde se ud i verden uden kærlighed, lys og varme, og dog gik guderne ind på planen, efter Lokes råd, men på den betingelse, at bygmesteren skulde være færdig inden en vis tid og ingen hjælp have undtagen af sin egen hest. Da kun et par dage var tilbage af den bestemte tid, og det så ud til, at bygmesteren vilde blive færdig, fik aserne hans arbejde forstyrret, ved at Loke blev tvungen til at hjælpe dem og ved at Tor blev kaldt hjem.(5)

Tor ene der vog,
opfyldt af vrede;
han sjælden sidder,
når sligt han hører.
Eder blev brudte,
aftale, løfter,
kraftig aftale,
som truffen var.

Til at redde verden og det i sidste øjeblik behøvedes der altså et edsbrud fra gudernes side, og det var dog disse, som ellers skulle våge over eders overholdelse. Så vidt var det kommet. Dette var det andet hovedskridt på ulykkens og undergangens bane.

Dette vidste Odin tilfulde, og han indså, at noget måtte der gøres til hjælp i fremtiden. Han, verdens forsyn, universets bekymringsfulde tanke, træffer 3 foranstaltninger. Han lader det så vigtige Gjallarhorn, Heimdals lur, hvis lyd gennemtrænger alle verdner, gemme, for at det kunde være tilstede ved ragnarøkskampen og da hidkalde og samle alle guder og mennesker. Dernæst begiver Odin sig til Mimers brønd for dér at rådspørge den gamle Mimer, vandets personifikation, og få visdom af ham. Men dette koster ham hans ene øje. Odin må bøde med det allernødvendigste, — et offer, som er lige så tragisk-storslået som det er selvfornægtende-ophøjet. Betydningen heraf fremhæves ved det i digtet nu for første gang forekommende omkvæd: Ved i nu eller hvad? I det øjeblik Odin kommer fra Mimers brønd ser han en vølve siddende ude (se herom ovfr. s. 32), øvende sin natlige virksomhed. Hun har set, hvad Odin har gjort, og med det samme har hun tillige indset dettes betydning, ligesom hun også får hele fremtiden og dens tildragelser med det samme at vide. Odin kommer hen til hende og opfordrer hende — dette siges ikke ligefrem her, men i digtets begyndelse — til at meddele menneskeheden alt hvad hun ved — og dette er det foreliggende kvad, »vølvens spådom «(6).

V. 30 til v. 45 behandler den tid, der må tænkes gået lige forud for nutiden. Vølven har set valkyrjer, kampes og ufreds budbringersker, komme ridende. Og værre bliver det. Hun har set Baldr falde(7) — »Ved i nu eller hvad?« lyder det her dæmpet og dobbelt uhyggeligt. Uskyldigheden er for bestandig borte. En trøst er det dog, at ophavsmanden til »den største ulykke, der kunde ramme guder og mennesker«, bliver straffet og bunden, al det onde og ondskabsfulde, giftige og avindsyge får sin straf. Hertil knytter vølven en beskrivelse af forskellige uhyggelige ting; særlig dvæler hun ved de ondes, forbrydernes, pinsler efter døden:

En sol så hun stå
fra solen fjernt,
på Dødningstrand,
vender dør mod nord.
Edderdråber falder
ind gennem lyren;
den sal er vævet
af slangerygge.

Der så hun vade
tunge strømme
mensvorne mænd
og mordere,
dem, som en andens
brud forfører...

Det er ikke lystige billeder, som vølven opruller for den forfærdede tilhørerkres; de fortsættes i meddelelsen om de fjendtlige magter, som rejser sig mod guderne: Lokes jætteyngel, ulven, solslugeren. Jættehyrden, som munter slår sin harpe af glæde over gudernes nærforestående undergang, de 3 haners varslende galen forhøjer det uhyggelig-dæmoniske indtryk, den foregående skildring har gjort, idet den tillige bebuder den sidste times nærmelse. Efterhånden er vølven i sin skildring nået til det

2. hovedafsnit, beskrivelsen af de forfærdelige ting, som sker lige før den sidste kamp, samt skildringen af denne selv og af verdensfornyelsen. Alle sædelige bånd — samfundets grundpiller — brydes:

Brødre vil slås
og hinanden fælde,
sonner af søstre
slægtskab ej agter,
det er hårdt i verden
ægteskab brydes —
ingen vil den anden skåne.

Hele naturen kommer i oprør, Yggdrasils ask ryster, Heimdal blæser i Gjallarhornet, som nu er taget frem af dets skjul, Odin rådspørger atter Mimer.(8)

De fjendtlige magter, altsammen jætter, rykker frem, ragnarøk begynder.(9) Jætterne kommer fra østen under Hryms (den affældige, navnet er symbolsk) anførsel — midgårdsormen pisker bølgerne og styrter op på landet — ørnen kror sig — Muspels folk kommer sejlende med Loke i spidsen også øst fra (således håndskr.) og forener sig med jætterne. Surt med sit flammesværd kommer sydfra — klipperne brager, jættekvinder styrter, mændene falder, himlen rævner. Enkelte guders kampe beskrives, særlig Odins med fenrisulven og Tors med midgårdslangen. Odin sluges af ulven; Tor står ganske vist som sejrherre, 9 skridt går han bort fra ormen — og han segner død om, dræbt af dens fortærende gift. Hermed er kampens udfald givet:

Sol formørkes,
jord synker i hav,
fra himlen forsvinder
de tindrende stjærner.
Ild og damp
hæftig raser.
Højt spiller flammen
mod himlen selv.

Verdens undergang er fuldbyrdet, men vølven er ikke færdig endnu. Har hun haft skrækkelige ting og tidender at melde, har hun til slutning glædelige ting at varsle — verdens genfødelse:

Op ser hun komme
for anden gang
fagergron jord
af havets dyb.
Floder strømmer,
ørn flyver derover,
som fanger fisk
på fjeldet højt.

Guderne, eller som det synes, de af dem, der har levet uberørte af verdens kampliv, samles nu — ligesom Bors sønnerne og aserne i fordums tid — på Idasletten, hvor de finder de gamle guldbrikker, og, hvad der er af størst betydning, Baldr kommer igen.(10) Guldalderen og med den uskyldigheden, den fuldkomne skyldfrihed er vendt tilbage, et nyt liv begynder, fuldt af fred og lykke, et liv, som aldrig vil afbrydes af synd og kamp, en evig guldalder. Der er ingen jætter mere. Ingen fare for en ny forstyrrelse. Herskeren i dette nye rige må antages at være Balder.

Til slutning betoner vølven endnu engang det godes sejr, ved at omtale dragen Nidhug; hun ser den synke i dybet, hvorfra den aldrig vil komme.(11) Dragen er slethedens symbol. Således Indeholder dette digt en oversigt over kampen og ufreden mellem jætter og guder, over guders og menneskers levnedsløb gennem skyld og død til det genfødte uskyldsliv.

Det første spørsmål, der her melder sig, er:

Er nu dette hedenske digt et fuldgyldigt udtryk for den gamle hedenske trosopfattelse?

Man har for længe siden ment at kunne se kristelige forestillinger især i digtets slutning, hvor den »mægtige, som kommer ovenfra til en hoveddom«, omtales (kun i Hauksbók). I den nyeste tid er det med stor styrke blevet fremhævet, at Völuspá er stærkt påvirket af kristelige forestillinger. Således har A, C. Bang, som bekendt, ved en sammenligning mellem digtet og Sibyllinerne ment at kunne påvise en uimodsigelig lighed i ord og indhold (12). Hertil har S. Bugge sluttet sig i sine Studier osv. (13). Imod dem har V. Rydberg (14) og ikke med mindst styrke K. Müllenhoff (15) udtalt sig. Den sidste har punkt for punkt påvist denne læres uholdbarhed og ved sin fuldstændige forklaring af digtet selv godtgjort, at det må betragtes som et sandt udtryk for den gamle hedenske tro. Det vilde føre for vidt her at give en oversigt over Bangs hypotese og Müllenhoffs gendrivelse deraf; det resultat, som han kommer til, er: »die Völuspa ist, soweit wir sehen und ermessen können, ganz aus dem nordischen oder specieller norwegischen heidentum hervorgegangen und der letzte, reine abschluss einer weltansicht deren wesentliche grundzüge wir auch in dem gemeinsamen germanischen altertum erkennen« (16).

Her skal man, idet der henvises til de nævnte værker og afhandlinger, dog ikke undlade at søge at påvise, hvorledes Völuspá's indhold i det hele taget fuldstændig stemmer overens med den livs- og verdensanskuelse, som Nordboerne, særlig Nordmændene, nødvendig måtte komme til.

Nordmændene har fra først af måttet stride hårdt for deres udkomme, daglig udholde strabadser og udsætte sig for farer.

Krige har de idelig ført både med hinanden og med de nærmest omboende folkeslag. Deres liv var længe før vikingetogenes begyndelse blevet et uafbrudt kamp- og krigerliv. At dette hårdføre krigerliv har haft en gennemgribende indflydelse på deres hele livsanskuelse, er en selvfølge.

For det første må vi erindre om den ældgamle forestilling, at den legemlige død ikke uden videre medførte en fuldstændig afslutning af livet; der var et liv efter den. Det kunde umulig være gudernes eller verdensstyrelsens mening, at der ikke skulde være løn for alt det man havde døjet i livet. Den simple retfærdighed måtte medføre, at lønnen kunde væntes efter døden, ti her i livet vidste man den ikke kom. Denne anskuelse finder vi klart udtalt af Snorre i hans Gylfaginning. Gylfe-Ganglere spørger, om man drikker vand i Valhal. Da svarer Hárr: »Det var da et sælsomt spørsmål. Tror du, at Alfader indbyder konger og jarler og andre mægtige mænd til sig for at give dem vand at drikke. Da vilde min tro mangen en komme til Valhal, som mente, at da var en slurk vand temmelig dyrekøbt, når han i forvejen havde måttet døje dødelige sår og svie, hvis man ikke dér kunde vænte noget bedre« (17). Der er ingen grund til at antage, at Snorre ikke her skulde have gengivet en gammel nordisk grundtanke.

Dette liv efter døden kunde man ikke tænke sig, hvad dets hovedbeskæftigelse angik, anderledes, end det jordiske liv. Det måtte blive et spejlbillede heraf — dog kun hvad dets mandige og gode side angik. Ligeså eftertragtet som det var her i livet, at blive en høvdings mand og leve hos ham i fryd og gammen — nyde sommerens kamp- og rejse-glæder og vinterens muntre drikkelag — ligeså tiltalende måtte det håb være, efter døden at føre et lignende liv hos kampguderne (sigtívar, valtívar), hvis fyrste var Odin (Herjann, Sigföðr osv.), et lignende muntert selskabsliv og et lignende kampliv. Kun var heltenes kampe nu af en anden og mere uskyldig art, en ren leg, i dette ords egenligste betydning:

Alle einherjer
i Odins gårde
kæmper hver eneste dag,
val de vælger
og rider fra kampen
og sidder så enige sammen,

som det hedder i Vaftruðnismål, v. 41.

Guderne selv var imidlertid, som ovenfor (s. 30) bemærket, kun ophøjede mennesker med disses fejl og fortrin. Deres liv var det samme som meneskenes, et uafbrudt kampliv. En gennemført logisk tænkning måtte fordre, at dette kampliv fik samme afslutning som menneskenes (18). Hvad den enkelte kamp var for den enkelte mands endeligt, det var den sidste kamp, den store ragnarokskamp, for gudernes og dermed verdens undergang. Og ligesom man tænkte sig, at det enkelte menneske blev ved med at leve efter døden, således måtte man komme til at tænke sig et andet liv efter den almindelige undergang. Det ene førte aldeles logisk til det andet.

At tænke sig en fuldstændig gentagelse af det syndefulde liv, vilde derimod ikke have været logisk; det nye liv måtte blive idealet af et liv, netop det som man savnede og så brændende higede efter og som man tænkte sig, at det oprindelig havde været. Den, som aldrig har fred og altid føler trykket af livets tunge byrde, må længes, stærkere end nogen anden, efter den uforstyrrede fred og ro (19). Det nye liv måtte blive evigt, men for at det kunde være det, måtte det leves af skyldfrie slægter. Herefter kunde der ingen sigtívar, kampguder, tænkes, ingen stormende krigsgud, ingen faldnes hal.

Til en sådan mytologisk anskuelse eller til en sådan tro kunde en klar og konsekvent, på livet beroende og dermed overensstemmende tænkning hos Nordmændene føre, uden nogen som helst ydre påvirkning. De lighedspunkter mellem denne og den kristelige tro, særlig hvad opfattelsen af evigheden angår, beror ikke på en indflydelse eller påvirkning fra dennes side. Uligheden i selve ligheden og, ikke mindst, med hensyn til dens forudsætninger er iøjnefaldende nok (20).

Men nu er det så, at netop Völuspá ses udelukkende at bero på en sådan tro; det er netop denne tros kærne, som digtets forfatter med sikkert blik og gennemtrængende tankestyrke giver os. Digtet er i virkeligheden et fuldgyldigt udtryk for og en tro afspejling af den gamle hedenske trosopfattelse, i det mindste som denne måtte være i Norge (21). Herpå beror da atter digtets store, ja enestående betydning og værd.

Det indhold, som digtet frembyder, fører også i samme retning. Meget eller det meste deraf findes i andre kilder. Digtet forudsætter det samme gudeliv, som der findes i andre gudekvad. Men der findes endel som ikke andre gamle digte indeholder noget om. Således Borssønnernes virksomhed (selv kendes de andre steder fra), læren om gudernes guldalder på Idasletten og de dertil svarende forestillinger om livet efter Ragnarøk — alt dette og noget mere findes udelukkende i Völuspá (22). Det er dog højst tvivlsomt, om alt sådant er forfatterens egne digteriske påfund. Jeg mener, at de ikke er det — bortset fra iklædningen, vølvens optræden og hvad der i digtet hænger sammen dermed, alt det er hans eget —, men at han også i den almindelige folketro har forefundet det meste ialfald af, hvad der — tilfældigvis — ikke er afhjemlet ved andre digte. Men det er muligt, at det er digteren, der først har gennemført et sådant hele, en sådan mytisk historie, og det vidner da højt om hans digteriske ævne. Jeg tror, at digterens virksomhed består hovedsagelig i den skønne og træffende ordning af æmnet, samt i den fine etiske benyttelse og den tendens, han har haft med sit digt.

De her gjorte betragtninger gør det højst sandsynligt, at digtet er norsk og ikke islandsk, og dette vil i det følgende så omtrent blive hævet til vished. Når Müllenhoff fremfører forskellige grunde for, at Völuspá er norsk og ikke islandsk (23), f. ex. det, at ørnen omtales flyvende på bjærgene og der fangende laks, at forskellige απαξ λεγομενα forekommer, at tungl bruges i betydningen 'himmellegeme', kan der ikke tillægges disse ting nogen betydning. Alt dette kunde lige så godt være islandsk som norsk. Heller ikke har ordet hveralundr, hvad man har tillagt stor betydning, noget at betyde. Det er aldeles ikke sagt, at ordet hverr her betyder 'en varm kilde' ; 'kedellunden' er blot en betegnelse for en vild bjærgegn med mange huler. Enkelte ords betydning synes dog at tale for, at digtet ikke er islandsk ; således afráð i betydningen 'afgift'(24); derimod ikke eimi = 'røg', som Müllenhoff fejlagtig mente.

At bestemme digtets tilblivelsestid ved hjælp af det selv er ikke så let (25). Müllenhoff antog" (26), at det kunde høre det 9. århundrede til. Herimod har J. Hoffory udtalt sig (27); han mener, at man ved hjælp af den oldnordiske metrik kan bestemme digtets alder, og han mener da, at Völuspá »frühestens um die Mitte des 10. Jahrhunderts gedichtet sein kann« (28). Ved denne bestemmelse går Hoffory ud fra det vers i fornyrðislag, som findes på Rökstenen. Berettigelsen af denne fremgangsmåde kan imidlertid ikke fuldt indrømmes. En ikke-norsk indskrift, tilmed af den slags, som Rökstenens vitterlig er, tør ikke udelukkende lægges til grund for den sproglige bedømmelse af et norsk (eller islandsk) digt. Sproget behøvede ikke at udvikle sig ens på alle steder i Norden i det 10. århundrede og har faktisk heller ikke gjort det (29). Når således et til stammen hørende i og u optræder i Rökindskriften (sitir, garuR; det er forresten ikke sikkert, at der skal læses gar-uR), har man derfor ingen ret til at forudsætte dettes tilværelse i norsk- islandsk, og at indsætte det i oldkvadene (eddakvad eller skjaldekvad) vilde være vilkårlighed. Der er ganske andre ting at tage i betragtning ved bedømmelsen af et kvads alder, end dets metrik, uden at jeg dog helt vil nægte dens betydning.

På grund af de i det hele yderst simple omskrivninger (kennigar), som Völuspå fremviser (30), kunde man føle sig fristet til at sætte digtet langt tilbage i tiden, ja til det 9. årh. Men på den anden side må det indrømmes, at de lige så godt kan stamme fra det 10. årh.; et par (som moldþinurr og sviga læ) viser dog, hvad deres karakter angår, et temmelig fremskredet standpunkt. Det elegante sprog og de lige så elegante rytmer taler heller ikke for, at digtet skulde være samtidigt f. ex. med de ældste skjaldekvad.

I de forskellige digte er man berettiget til at se, eller i det mindste at søge noget, som kunde være fremkaldt ved virkelige forhold eller begivenheder, en større eller ringere afspejling af tidsånd eller tilstande, hvor der på grund af vedkommende digts indre beskaffenhed kunde være tale om en sådan. En forfatter eller digter er jo som oftest et udtryk for sin tid og påvirket af den.

Vil man nu i digtet søge, hvad man kunde kalde en historisk baggrund, tror jeg, at særlig dettes 2. hovedafsnit giver os et ganske godt og tilforladeligt vink, særlig, som det også var at vænte, i det afsnit, hvor 'nutiden' beskrives. En sådan baggrund har Hoffory også antaget, idet han, efter at have bestemt digtets formentlige alder, udtaler følgende: »Sie [Die Völuspá] ist also in den letzten Jahrzehnten vor dem Eindringen des Christenthums entstanden, in der wilden Gährungszeit, wo das Alte in voller Auflösung begriffen, das Neue noch nicht zum Durchbruch gekommen war« (31). Hertil skal kun bemærkes, at tidens gæring og troens opløsning var i Norge lige så stor i den 2. som i den 3. fjærdedel af det 10. årh. og at digtet af den grund lige så godt kan stamme fra o. 925 som fra o. 950.

Når det nu i v. 45 hedder: »Brødre vil slås og blive hinandens banemænd«, kunde det ligge nær at opfatte dette som fremkaldt ved virkelige tildragelser. Der er et tidspunkt i Norges historie i 10. årh., hvorpå dette synes at passe, men også kun ét. Det er den tid, da kong Harald hårfagres sønner kæmpede om magten og fældede hinanden (32). Særlig var det dog Erik blodøkse, som dræbte flere af sine brødre. Han indebrændte således Rögnvald tilligemed 80 sejdmænd; han dræbte sin broder Björn i et åbent slag, hvilket fandt en almindelig misbilligelse. År 934 fældede han endnu 2 af sine brødre, Óláfr og Sigrøðr. En eller to døde pludselig, og Erik (eller Gunnhildr) blev mistænkt for at have forgivet dem. Dette, at kongen selv ikke brød sig om de helligste slægtskabsbånd, måtte gøre et uudsletteligt indtryk på samtiden, og langt stærkere, end om en eller anden person af underordnet rang og betydning havde dræbt sin broder. Dette fremgår ikke alene af Snorres levende skildring, men også af et vers, som er forfattet omtrent samtidig med disse begivenheder (934) ganske vist af Eriks bitre fjende, men den almindelige stemning, som der kommer til orde, er ikke til at tage fejl af. Det er Egill Skallagrimsson, som i et vers kalder Erik bræðra søkkvir (32), som om han, i en særlig grad, var en brodermorder. Det indtryk, som disse blodige broderfejder har gjort på samtiden, viser også det tilnavn, som Erik fik: blodøksen.

På grund heraf måtte Völuspás tilblivelsestid sættes til årene 930—40 eller ikke ret meget senere. Dette kan bestyrkes ved endnu en betragtning.

En hensigt må forfatteren have haft med sit digt, men hvilken er denne? På grund af digtets hele karakter ligger det nærmest at antage, at forfatterens hensigt var for samtiden at fremstille den hedenske lære ren og uforfalsket og særlig at fremhæve den sidste tid, genfødelsen og det dermed forbundne liv for at vise, at den hedenske lære i så henseende ingenlunde stod tilbage for den nye bebudede lære, den kristne tro, som nu var begyndt at trænge sig frem. Digtet er efter min opfattelse fremkaldt ved kristendommens indtrængen eller ved forsøg på at indføre den, og er forfattet for at modarbejde denne, og har altså for så vidt, men også kun for så vidt ,et forhold til kristendommen.

Dette passer nu fortræffelig til den antagne tilblivelsestid. Efter at Erik blodøkse havde forladt Norge (935) blev Hakon Adelstensfostre taget til konge. Om ham var det bekendt, at han var opdraget i den kristne tro i England. Det måtte hos de norske 'rettroende' hedninger vække alvorlige bekymringer at have udsigt til at få en konge, der havde en anden tro, end hans forfædre, og som måske vilde gøre et forsøg på med magt at indføre sin tro og omstyrte den gamle, noget som Hakon jo også i virkeligheden forsøgte. Hvor ivrige blotmænd Nordmændene, særlig Trønderne, dengang var, viser fortællingen om deres forhold til Hakon i anledning af den nye lære (34).

Jeg må således antage, at Völuspá i virkeligheden er forfattet o. 935 (935—50), dette er ikke langt fra at stemme med Hofforys ovenfor nævnte antagelse.

Digtets overleveringsform er, særlig i Hauksbók, ikke god; her er versene kastede om mellem hinanden på en meget forstyrrende måde (se noten s. 124), hvorimod rækkefølgen i codex regius i det hele er rigtig. Men i bægge håndskrifter er digtet i lige stærk grad interpoleret. Müllenhoff mente (35), at digtet (ɔ: bortset fra indskudene) var fuldstændigt på enkelte versstumper nær. Han har tillige ment at kunne påvise et vist symmetrisk talsystem indenfor digtets enkelte partier, hvilken antagelse er meget usandsynlig, når man ser hen til eddadigtenes overleveringsform i det hele. Endogså Hoffory har indrømmet, at en sådan antagelse for Hávamálssamlingens enkelte stykker er forfeilet (36).

De mange og store spring i fortællingen, som findes navnlig i digtets første del, forklarer jeg simpelthen ved at antage, at flere vers er udfaldne; for delvis i det mindste at erstatte disse er vers af andre digte indsatte. Jfr. ovenfor s. 114. Også andre fejl i overleveringen er mulige, f. ex. vekslingen af ek og hon, jfr. A. Heuslers ord. (37)

Anm. De interpolerede vers.
a, Vi har da først 2 vers (B 5-6) af et kosmogonisk digt; de handler om solens omflakken, om månens betydningsløshed, for end universet blev ordnet, samt om hvorledes guderne gav de forskellige tider deres navne. Det sidste vers er vistnok et brudstykke af 2 vers. Ved siden af og efter v. 4, hvor solens regelmæssige gang og virksomhed forudsættes, er disse vers ulogiske og umulige, således som J. Hoffory træffende har påvist (38). Versene er imidlertid gamle og vigtige.
b, Dernæst 2 vers (B 9. 10) om dværgenes skabelse. Det passer aldeles ikke til vølvens kortfattede tale at behandle så ganske underordnede væsner som dværgene i den grad vidtløftig. Af samme grund er de følgende 3 vers (B 11—13), indeholdende dværgenavne, også uægte; fremdeles 3 vers (B 14—16) om en særlig dværgeslægt. Heraf er de førstnævnte vers den ældste interpolation, hvortil man så på grund af indholdets større eller mindre lighed efterhånden har føjet de andre brudstykker. Men de 2 første er indkomne, fordi de begyndte på samme måde som et ægte vers (B 23).
c, 2 vers (B 17. 18), der handler om menneskets skabelse. Det første vers begynder på lignende måde som B 8.5 og er oprindelig indsat som en direkte fortsættelse af dette vers. Derpå blev B 9. 10 indsatte og så fremdeles.
d, 2 vers (B 19. 20) af et kosmologisk indhold om Yggdrasilsasken og Urds brønd, hvorfra de 3 norner kom; vers 20 er atter sammensat af 4 + 8, disse sidste udgørende et helt vers (nornernes navne).
e, B 30 er sammensat af et halvvers (ægte) og et helt vers, bestående af valkyrjenavne.
f, I B 32—33 er et helt vers fra Baldrs draumar i en lidt forandret skikkelse optaget. V. 32,1—4 + 33,5-8 er det oprindelige Völuspå-vers.
g, B 37 handler om 2 sale, dværgeslægten på Niðavellir og jætteslægtens på Ókólnir. Dette vers har intet som helst at gøre med Völuspå og forstyrrer sammenhængen, hvor det findes. Det er blevet indsat på grund af sin formelle lighed med det følgende vers, der handler om. Nåstrand og 'salen' dér.
h, I analogi hermed er 4 linjer indsatte i B 45.
i, B 48 er et interpoleret vers, der kun indeholder en udtværet og omstændelig beskrivelse af det oprør, som hele verden kom i før ragnarok, det foregående vers (v. 47) har imidlertid, ganske vist meget kort, men særdeles betegnende beskrevet dette oprør. Det er uantageligt, at bægge vers skulde stamme fra samme forfatter.
k, B 55 handler om, hvorledes Víðarr hævner Óðinn; men sådanne enkeltheder ligger udenfor vølvens hensigt, som ofte kun antyder vigtige begivenheder, som Freys fald (39).
l, B 65, halvverset om “den mægtige”, hvorom ovenfor.




Noter

1): Rækkefølgen i de to håndskrifter er denne (tallet foran lighedstegnet betegner reg., R): 1-20 = 1—21; 21, 22 = 26; 23 = 27; 24 = 28; 25 = 29; 26 = 22; 27 = 23; 28 = 24; 29-34 mangler i H.; 35 = 30; 36 mgl. H. 37 = 34; 38 = 35; 39, 40 = 25; 41 = 32; 42 = 33; 43 = 31 jfr. 36; 44 = 37, 38; 45 = 39, 40,1-4 (5-8 mgl. R.); 46 jfr. 42; 47 = 43; 48 = 44; 49 = 41; 50 = 45; 51 = 46; 52 mgl. H; 53 = 48, 49; 54 = 50; 55 = 51; 56 = 52; 57 = 53; 58 = 54; 59 = 55; 60 = 56; 61 = 57 (58 (mgl. R); 62 = 59. I Sn.-Edda findes følgende vers: R 3: 5,5-10; 9; 10,5-8; 11; 12; 15,1-10; 18; 26; 27; 29,7-14; 37; 38,1-4, 7-8; 39; 40; 44; 45,5-12; 48—54; 61.
2): M. h. t. den righoldige litteratur angående digtet kan følgende nævnes: Keyser: Efterladte skr. I 194 og de literaturhistoriske værker i det hele; K. Müllenhoff: Deut. alt. V, 5 — hvis opfattelse har været grundlæggende — , Wilken: Zur ordnung der Völuspá Zs. f. deut. Phil. XXX. XXXIII, Fr. Niedner: Eddische fragen i Zs. f. deut. alt. XLI, 1896, samme i Bemerkungen, Zs. f. deut. alt. 36, Detter: Völuspá (1899), R. Boer: Kritik der Völuspá i Zs. f. deut. Phil. XXXVI, Niedner: Ragnarok i Zs. f. deut. alt. XLIX, mine afhandlinger i Skirnir 1907 og Völuspá 1911; B. M. Olsen: Um Völuspá i Skírnir 1912, E. Brate: Völuspá i Arkiv XXX (hvor særlig stevet behandles) osv. samt G. Neckel i Beit. z. Eddaforsch. (1908) s. 329 ff., med hvem jeg dog i det hele og store er ganske uenig (ikke mindst m. h. t. hans opfattelse af v. 1).
3): Hermed plejer man at sammenligne begyndelsen af den bekendte Wesso- brunnerbøn, som lyder således:

Dat gefregin ih mit firahim - firiuuizzo meista,


dat ero ni uuas - noh úfhímil,
noh paum - noh pereg ni uuas,
hi . . . nohheinig - noh sunna ni scein,
noh máno ni liuhta - noh der máreo séo.

4): Her må det huskes, at sejden stammede fra vanerne og at Freyja, Njörds datter, kunde sejde, og hun græd guld.
5): Det indklamrede er suppleret fra Snorra-Edda, her er rimeligvis noget af digtet gået tabt.
6): R. Höckerts afhdl. Völuspá och vanakriget (festskr. til Norström 1916) er heltigennem forfejlet.
7): Her kan henvises til F. Niedner: Baldrs tod i Zs. f. deut. alt. XLI, 305 ff. (1897).
8): Om V. 46-47 se Much i Zs. f. deut. alt. N. F. XXV.
9): Om Ragnarøk er der skrevet en hel del foruden Fr. Niedners nævnte; først og fremmest A. Olriks to hovedafhandlinger i Aarb. f. nord. oldk. 1902 og i Danske st. 1913, jfr. R. Much i Zs. f. deut. alt. XLIX, Kahle: Archiv f. rel. wiss. VIII (1906
10): F. Niedner har (Edd. fragen) for v. 60—65 (o: 60— 62,1-4+62,5— 65) ment at kunne antage en dobbelt bearbejdelse, der her skulde være sammenblandet. Dette synes mig ganske unødvendigt, især når man ser hen til, at v. 65 absolut er en ung tildigtning (jfr. Heinzel-Detters kommentar). Dette mener også B. Kahle (Ragnarök), og Niedner har selv senere i sin afhdl. (Ragnarök) taget foranførte mening tilbage og skarpt og rigtigt begrundet uægtheden af v. 65. Niedner vender sig også med fynd og træffende imod Boers behandling af den senere del af digtet.
11): I hds. står, at det er vølven (”hun”), der synker; dette kan ikke være rigtigt. Vølven er et levende væsen og af en hel anden art end den i Baldrs draumar; hon må rettes til hann; således også f. ex. A. Heusler i „Der dialog" s. 242.
12): Vøluspaa og de Sibyllinske Orakler i Chria Vidensk. Selsk. Forhandl. 1879, Nr. 9.
13): Studier over de nordiske Gude- og Heltesagns Oprindelse s. 64.
14): Nordisk tidsskrift (Letterst.) 1881; Undersökningar i germ. mytol. II, 483-588.
15): Deutsche altertumskunde V, særlig s. 14—41. Der kan også henvises til Niedners udtalelser i Edd. fragen s. 41 f. Når Boer i sin afhdl. har ment at kunne påvise 2 digtere, hvoraf den ene var påvirket af kristendommen, har hele hans udvikling (og kritiske behandling i det hele) ingen overbevisende kraft for mig.
16): Deut. altert. V, 40.
17): Snorra-Edda I, 128.
18): Jfr. Simrock: Mythologi 2, s. 12.
19): En sådan opfattelse var umulig hos folk, som boede i varme, solrige, frugtbare egne, hvor mennesket allerede i dette liv kunde nyde alle glæder og goder. Et sådant folk var Grækerne; og hvor himmelvidt forskellige er ikke deres forestillinger om livet efter døden.
20): Om man, som Niedner vil, dog har at tænke sig menneskene i den nye verden som kraftige og ikke helt ukrigerske, er muligt, men om virkelig krig kan der ikke mere være tale. Det synes mig utvivlsomt.
21) B. M. Olsen har i sin afhdl. (i Skírnir) særlig søgt at hævde kristelig indflydelse; bortset fra v. 65, der kun findes i Hauksbók, hævder jeg, at der intet kristeligt er i hele digtet.
22) Om alle de herhen hørende enkeltheder henvises til min Völuspá, afsnit VII.
23) Deut altert. V, 10 ff. Når Boer i sin afhdl. s. 311 bemærker, at „det peger alt mod Island", er det ikke af vejen at påpege, at dette “alt” kun er Boers egen subjektive opfattelse og intet andet. Ganske urigtigt er hvad der findes i noten s. 339. Ikke bedre bevendt er det med Niedners grunde for, at digtet skulde være islandsk (fimbulvinteren; hvorledes skulde den være mere islandsk end norsk?) Hvad man i så henseende ellers har fremført, er fuldstændig illusorisk. Det gælder frk. M. A. Phillpotts opfattelse af Surt (Arkiv XXI, 1905) som islandsk åndsprodukt. Der er i digtet absolut intet, der kan siges at være særislandsk.
24): Derimod forekommer ordet i denne betydning i Norge langt ned i tiden; se Fritzners ordbog (2): afráð. Ordet afroð er blot en forvanskning af ordet.
25): Af nærliggende grunde kan jeg intet hensyn tage til Dietrichs afhandling i Zeitschr. f. deut. alt. VII. Han mener nemlig, at Völuspá hører det 8. årh. til.
26): Deut. altert. V, 12.
27): Gött. gel. Anzeigen 1885, s. 27 = Eddastudien I, 1889, s. 29.
28): Gött. gel. Anz. 1885, s. 34 = Eddastudien I, 40.
29): Jfr. A. Noreen: Arkiv III 28 not. B. Symons: Bijdrage etc. 17.
30): Disse er følgende: for menneskene: megir Heimdallar, for guderne: sigtívar, Freyja: Óds mær, for Odin: Yggjungr ása, Friggjar angan, for Tor: mögr hlöðynjar, burr fjörgynjar, miðgarðs véorr, Óðins sonr, for Balder: Óðins barn, Freyr: bani Belja, Víðarr: mogr Sigföður, Loki: bróðir Býleists, jætter: fiflmegir, midgårdsslangen: moldþinurr, ulve: fenris kindir, mögr hveðrungs, Skoll: tungls tjúgari, Gja11arhorn: hljóð Heimdallar, Mimers brønd: veð valföðrs, ild: sviga læ, aldrnari. Hertil kommer nogle enkeltnavne som: verr, firar, tívar, sigtívar, eyrarúna, burr, bjöð, baðmr, jörmungandr, jfr. lind = skjold, fjör = blod.
31): Gött. gel. Anz. 1885, s. 34 = Eddastudien I, s. 40.
32): Se f. ex. Heimskringla I,149 ff.
33): Egilssaga, 1886—8, s. 199, 385—6.
34): Se f. ex. Heimskringla I 185 ff.
35): Deut. altert. V, 97.
36): Eddastudien I, 42 not.
37): Der dialog s. 242.
38): Eddastudien I, 73 ff.
39): Angående disse forskellige interpolationer kan der i det hele henvises til K. Müllenhoffs Deutsche altertumskunde passim; særlig s. 234f; Boer: Kritik der Völuspá.