FJ-Litteraturhist.Bd.1- A. De indvandrede skjalde

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 21:56 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


A. De indvandrede skjalde (870-900).


De indvandrede skjalde er i egenligste forstand kun to, nemlig Skallagrímr Kveldulfsson, der kom til Island i året 878. Af ham anføres 3 vers, (1) hvoraf et er digtet i runhent (de to sidste linjer uregelmæssige) om drabet på brødrene Hallvarðr og Sigurðr og en af kong Haralds sønner; en stærk hoverende tone går igennem verset. De andre vers er digtede på Island om hans smedearbejde og om en økse, som Erik blodøkse ved sønnen Þórólfr havde sendt digteren. Der er intet tom helst der taler imod, at disse vers er ægte. Det 1. vers er regelmæssigt i sin form, hvilket snarest tyder på, at verset er overordenlig gammelt (jfr. hvad der ovf. s. 407 er bemærket om dette versemåls optræden); i så fald tør man intet forandre i verset. De to andre vers er regelmæssig byggede, men bærer et i høj grad individuelt præg, hvortil kommer, at der i vers 2 findes et så gammelt ord som isarn (2) og at der i v. 3 findes rimet yngva: hingat. Der er således meget der taler for, at de er ægte (3). Skallagríms fader Kveldúlfr døde på rejsen til Island; af ham infører sagaen et regelret drotkvædet vers om sønnen Torolfs fald [877). Verset er ialfald meget gammelt og kunde vel være ægte (4).

Den anden mand, hvoraf vers haves, er Þórir snepill Ketilsson, der først tog »Koldekind« (Köldukinn) i besiddelse, men siden forlod den egn. Af ham haves et halvvers, (5), hvori han klager over egnen; det er digtet i et versemål, som nærmest svarer til meiri stúfr (6).

I Gullþóriss (7) nævnes en skjald Vaðe; men af ham haves intet. Endelig anføres vers af 2, nemlig Þorsteinn tjaldstæðingr, der som barn skulde have fremsagt et vers i anledning af, at han skulde udsættes. Det er rimfrit og gammelt (8). - Den anden er Önundr tréfótr, en vældig viking og oldefar til Grettir d. stærke. Grettiss. anfører 4 vers af ham (9). De er alle uægte måske med undtagelse af ét, det 3., da der heri findes et mandsnavn, Súgandi, der ikke forekommer i sagaen, men versene er ikke yngre end fra o. 1200.

Dette er ikke meget, men viser dog, at der blandt landnamsmændene fandtes sådanne, der kunde forme vers efter alle kunstens regler. Der har sikkert været flere.




Noter:

1) Skj. digtn. B I, 26-27. Om et af dem se B. M. Olsen: Arkiv XIX, 99 f.
2) Om dettes forekomst se Lex. poet.
3) Hermed rettes mine udtalelser i udg. fort. s. XXIX.
4) Skj. digtn. B I, 26.
5) Sst. 29.
6) Sn.-E. I, 662.
7) S. 7, jfr. s. 20.
8) Skj. digtn. B I, 29-30.
9) Sst. B II, 462-63, jfr. K. Gíslason: Helrim s. 20.