FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Þjóðólfr Arnórsson

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 22:38 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Þjóðólfr Arnórsson

Þjóðólfr og hans broder Bölverkr stammede fra Svarfaðardalen, men deres herkomst kendes iøvrigt ikke undtagen for så vidt som vi ved, at deres fader hed Arnórr (1), der skal have været meget fattig, hvad der dog ikke udelukker, at han kan have været af god gammel familje. Þjóðólfr har meget tidlig vist digteranlæg, og dét er uden tvivl disse, der har bevæget ham til at rejse til Norge, for dér at gøre sin lykke; den udeblev heller ikke. Da han har digtet om den danske høvding Haraldr Þórkelsson, der var i Norge 1031-5, må Þjóðólfr antages at have været dér i ét af disse år; omkr. 1010 er han så rimeligvis født. Efter 1044 træffer vi ham igen i Norge, og efter kong Magnus' død har han for bestandig sluttet sig til Harald hårdråde, der satte meget stor pris på ham og hans kunst og kaldte ham for en hovedskjald, Omkr. 1053 har han vistnok for sidste gang besøgt Island, hvorfra han medbragte en hest, som han vilde forære kongen, men Sneglu-Halle gav hesten en sådan anbefaling, at kongen ikke modtog den. Þjóðólfr deltog i Haralds Englandstog (år 1066), og da han efter slaget ved Stanfordbridge aldrig nævnes og heiler ikke anføres blandt Olaf kyrres skjalde, må han antages at være falden i slaget og dette siges udtrykkelig i Hemingsþáttr (2).

Þjóðólfr er en af de skjalde, som udelukkende har følt sig som hirdskjald og intet andet. Han har opfattet sin virksomhed som en ganske særlig livsstilling, hvortil han var kaldet. Herved forklares hans kolde fornemhed overfor æmner, han fandt for ringe til at digte om, og overfor mænd, som spasmageren Sneglu-Halle, hvem han åbenbart betragtede som et slags lavere væsen, og som også var en fuldstændig modsætning til Þjóðólfr, en modsætning som mellem en hofskjald og en hofnar. Heraf forklares også digterens misundelse overfor andre skjalde, som besøgte kongen (3). Vi kan sige, at vi hos Þjóðólfr mærker en særlig respekt for poesien som åndehg kunst og magt, samt en ideal stræben efter at hæve den over det rent dagligdags mål.

Ellers giver hans digte os meget få oplysninger om hans egne meninger; hans personlighed fremtræder i meget ringe grad. Kun kan vi se, at han har været en modig mand og en drabelig kriger.

Om Þjóðólfs forhold til det religiøse vides så godt som intet, idet han kun på et eneste sted, i hans næst sidste vers, lader en ytring falde, som går i den retning: »Det går som gud vil«. Sine egne anskuelser om en konges magt og den rette måde, hvorpå denne er at udfolde, har han aldrig udtalt, undtagen for så vidt som han et steds roser kong Harald for at »straffe og herske med kraft«. Således er Þjóðólfr en modsætning til Sigvatr; et digt som Bersöglisvísur kunde han aldrig have digtet. Þjóðólfr er i en særlig forstand den rent objektive, historiske digter. Hans digte er følgende (4):

Sorptrogsvísur eller Sóptrogsvísur ([feje]skarnsversene) (5) skal have været et ungdomsdigt. Dette digt skal han på foranledning af Sneglu-Halle have været tvungen til at fremsige for kong Harald, samtidig med at Halle fremsagde sine Kolluvísur. Kongen bemærkede, at bægge digte var ringe, men Þjóðólfs dog det ringeste. Det hele var noget, som Þjóðólfr ikke syntes om. Intet af digtet er bevaret. Efter navnet at dømme og fremstillingen i Sneglu-Hallaþ. har det handlet om Þjóðólfs og hans søskendes hjemmearbejder som at bære asken ud og lign. - »Þjóðólfr kunde jo ikke bruges til andet«, bemærkede Halle ondskabsfuldt.

Heller ikke er der noget bevaret af det i Skáldatal antydede digt om den danske jarl Haraldr Þorkelsson fra tiden før 1035. Magnúsflokkr (6), et digt om Magnus den gode fra omkring 1045-6. Det er fremført for Magnus selv, da han tiltales deri. Af digtet er vistnok den største del tilbage; digteren fortæller heri om kong Magnus' rejse til Norge og Sven Alfivassons flugt 1035, Magnus' tog til Danmark og de dertil knyttede begivenheder 1042, kamp mod Venderne 1043 på Lyrskogshede, kamp med Sven Ulfsson ved Århus 1044, forfølgelsen af de flygtende, samt andre begivenheder i Danmark, kampen ved Helgenæs året efter. Der anføres flere vers af Þjóðólfr om kong Magnus' kampe, særlig om slaget ved Helgenæs, men de synes snarest at være at opfatte som løse vers, skønt digtet er en flokkr. Muligvis er også nogle af de her antydede vers løse vers, men bestemmelsen heraf er overordenlig vanskelig og det så meget mere, som kilderne her fuldstændig lader os i stikken.

Et digt i runhent versemål om Harald hårdråde, digtet mellem 1050 og 1060 efter Olaf kyrres fødsel. Heraf haves nogle få lævninger, der handler om Haralds kampe i Rusland efter 1030 og om hans personlige dygtighed; i det sidste vers omtales kong Magnus' død.

Sexstefja, en drape om kong Harald (7), digtet i året 1065, rimeligvis kaldt således, fordi den har haft 6 forskellige slags stefvers. Allerede denne usædvanlige omstændighed tyder på, at dette digt skulde være noget særlig fremragende, hvad form og indretning angik. Det er sikkert, at digtet har nydt stor anseelse, og der er deraf bevaret forholdsvis meget. Disse vers indeholder en beretning om kong Haralds deltagelse i slaget ved Stiklestad, hans kampe og bedrifter i syden, Afrika, Sicilien, Italien, mishandling af kejseren (8), hans rejse hjem og forlig med Magnus 1045, hans stærke regering og magt. Derpå behandler digteren Nizåslaget 1062 og hvad dermed sammenhænger; i 5 vers omtales begivenheder i Norge i årene 1063-5 (striden med Oplændingerne). En del vers er med hensyn til deres plads i digtet ubestemmelige; de handler dels om kongens egenskaber, dels om de forskellige kampe og bedrifter; særlig fremhæver digteren hans gavmildhed mod ham selv i et par vers. Det er rimeligt, at der i nogle af dem sigtes til de begivenheder, som ligger imellem 1045 og Nizåslaget 1062, da der ellers findes et meget stort gab i disse brudstykker, og da digtet har haft et meget stort omfang. Med hensyn til et par vers må det bemærkes, at det overhovedet er usikkert, hvorvidt de hører til Sexstefja eller ikke. Som man ser, er digtet rigt på faktiske begivenheder; det er et ægte fyrstedigt, et fuldstændig objektivt episk kvad.

Af løse vers haves o. 27. De stammer naturligvis fra forskellige tider; v. 1 fra Århuskampen; 2 - 3 handler om Magnus' tog til Fyn i samme år; v. 4 - 8 om Helgenæsslaget; v. 9 om forholdet mellem kongerne Magnus og Harald fra 1046; v. 10 om kong Magnus' død og sorgen derover; v. 11 er digtet i anledning af Haralds tog til Danmark 1048. Af vers 12 er den 1. linje af Harald selv, digtet på toget til Götaelven 1050, hvor han skulde holde et forligsmøde med kong Sven. V. 13 stammer fra kong Harald hårdrådes møde med fiskeren. Þjóðólfr digtede det på befaling, men begik den rimfejl at lade en linje begynde med en kort betonet stavelse (uden opløsning). Kongen gjorde nar ad ham derfor, men Þjóðólfr blev fornærmet og nægtede at digte mere ved den lejlighed. »Det forholder sig så, ytrede kongen, både at du digter godt Þjóðólfr, og at du er meget ømtålig med hensyn til din digtning«. V. 14-15 er af særlig interesse, da de både viser os, hvorledes digtningens inderste væsen var og hvorledes omskrivningerne opfattedes. Det hedder sig, at engang kom kongen og Þjóðólfr forbi en smedje, hvor en garver og en grovsmed skældte hinanden ud og derpå sloges. »Nu skal du digte om deres strid«, sagde kongen. »Det er unødvendigt, herre«, svarede digteren. »Gør, som jeg beder dig, men jeg stiller opgaven vanskeligere end du tror«. Kongen lod Þjóðólfr først digte et vers, hvori den ene skulde være Tor og den anden jætten Geirrøðr, og derpå et andet, hvori de skulde forestille Sigurðr og Fáfnir (jfr. ovf. s. 355). Bægge vers er mesterlig digtede. Det sidste lyder: »Hammerens Sigurðr [smeden] æggede hudernes snog [garveren], men skindenes garvende drage krøb over læstehede (»sokkens [læste = sok] hede« = gulvet, jfr. Gnitaheiðr) . Frygtelig var ormen med fodtøjet, før end tangens konge med den lange næse dræbte oksehudsnogen«. »God skjald er du, Þjóðólfr, udbrød kongen beundrende og gav ham en fingerring. V. 16-17 er digtede om Halle, V. 18-24 om toget til Danmark før Nizåslaget 1062 måske de bedste af Þjóðólfs vers, v. 25 om striden med Hakon jarl Ívarsson 1064, og endelig stammer de to sidste fra slaget ved Stanfordbridge (år 1066); det ene handler om Haralds håbefulde sønner, det andet om Haralds fald og om den håbløse stilling, hvori hæren befandt sig.

De fleste af versene er altså digtede om og i anledning af kampe, og atter her viser Þjóðólfr sig som den særlige fyrsteskjald, hvis fornemste pligt det var at berette om kongens bedrifter i smukke og sande ord. Så vidt vi kan skønne - og her har vi med langt flere vers at gøre end som oftest ellers , - , træder disse bedrifter fuldstændig i forgrunden og det med en usædvanlig nøjagtighed, idet Þjóðólfr anfører flere stednavne end andre skjalde, og idet han endogså ofte angiver ugedagen for en begivenhed, samt andre talforhold. Derimod træder fyrstens personlige egenskaber - undtagen det krigerske mod - i baggrunden. Egne betragtninger over tildragelserne er sjældne; dog forekommer de f. ex. i Magnúsfl. v. 5 (»deres forlig skulde have varet længere«), ligesom digteren også en enkelt gang giver en sådan betragtning den aldeles usædvanlige spørgeform (Magn.fl. 6), jfr. skjaldens dom over Englandstoget (i den sidste lausavísa). Udpræget poetisk-lyrisk sving i tanken findes sjælden; et eksempel herpå er det i Þjóðólfs digtning næsten enestående halvvers (Magn.fl. 16). »bølgen, oprørt af stormen, tumler de faldnes hjærneskaller og ben på den sandede grund«.

Om Þjóðólfs egen livsanskuelse og etiske opfattelse giver digtene os besynderlig lidt. Hans digte er, som ovenfor bemærket, rent historisk-objektivt fortællende i langt højere grad end de fleste andres.

Hvor der er tale om digterens formelle side, der falder dommen ud til gunst for digteren. Ikke alene er hans omskrivninger, ordsammenstillinger og ordvalg korrekt og smagfuldt, uden at han dog, hvad lethed og elegance angår, når de bedste, men hans ævne til at forme vers er ganske betydelig og hans færdighed i at digte vers på stående fod, endogså om et bestemt opgivet æmne, beundringsværdig. Grundige kundskaber og indsigt i omskrivningernes væsen og dannelse har han naturligvis været i besiddelse af. Metrikken har han tiltrods for den af Harald hårdråde påpegede fejl i en lausavísa sikkert været fuldstændig herre over.

Med urette tillægges Þjóðólfr et vers af Þorleikr fagre (9) og (i Ups.-Edda) et halvvers af Þórðr Kolbeinsson. Med hensyn til en flokkr om kongernes rejse, se Halle stirðe.




Noter

1) I Flat. III, 421, Sex söguþ. 30 urigtig kaldt Þorljótr.
2) Hauksbók s. 345.
3) Mork. 93; Sex söguþ. 18; Fms. VI, 361; Flat. III, 415.
4) Skj. digtn. B I, 332-53.
5) Se Mork. 96; Sex söguþ. 28; Fms. VI, 366; Flat.s læsemåde (III, 420) er forvansket.
6) Navnet findes: Hkr. III, 1.
7) Navnet findes i Fms. V, 88; VI, 129.
8) Ved et af disse vers angives, at indholdet er taget „efter kongens egne ord«.
9) Mork. 57; Flat. III, 341.