FJ-Litteraturhist.Bd.1 - Hrafn Önundarson

Fra heimskringla.no
Revisjon per 25. des. 2013 kl. 23:26 av JJ.Sandal (diskusjon | bidrag)
(diff) ← Eldre revisjon | Nåværende revisjon (diff) | Nyere revisjon → (diff)
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Første Bind


af Finnur Jónsson


Anden udgave
G. E. C. Gads Forlag
København 1920


Første tidsrum

2. afsnit: SKJALDEKVAD


§ 7 Islandske skjalde


C. Fyrsteskjalde.


Hrafn Önundarson

Hrafn Önundarson kendes så godt som udelukkende fra sagaen om Gunnlaugr. Han var en søn af Önundr på Mosfell og nær beslægtet med lovsigemanden Skapte Þoroddsson (se ovf. s. 542). Hrafn siges at have været »stor og stærk, meget anselig at se til og en god skjald [hvoraf tilnavnet Skáld-Hrafn (1)]; han begyndte meget tidlig at rejse mellem lande« (2). At han var en energisk og uforfærdet mand, ses ikke alene af hans optræden overfor Gunnlaugr ormstunge, men også af den sag, han havde med Hallfreðr vandræðaskald. En af Hrafns huskarle havde en halv mark til gode hos Hallfreðr, som denne ikke vilde betale. Hrafn tvang ham da til at betale og det ovenikøbet en hel mark (3) (omkr. 1005). Forfatteren til Gunnlaugss. har ikke villet være partisk mod Hrafn. Han mente, at han var bleven fornærmet af Gunnlaugr - hvad han også var; men at en fornærmelse måtte hævnes, var en fordring, som Hrafn delte med sin samtid. Han hævned sig da også således, at han ramte Gunnlaugs ømmeste sted. Forholdet imellem dem er således væsenlig et andet end mellem Björn og Þórðr. Der er noget storladent i, at Hrafn kommer mandstærk hjem til Gunnlaugr, tager ham på sængen - der var ingen hjemme på gården - , men da det ikke er Hrafns mening at overfalde Gunnlaugr eller benytte sig af den gunstige lejlighed, opfordrer han kun sin modstander til en tvekamp udenfor landet, Gunnlaugs svar - tilbud om at blive og modtage al mulig gæstfrihed - er ikke mindre karakteristisk for denne. »Ilde sveg du mig nu og lidet mandig har du opført dig,« sagde Gunnlaugr, da Hrafn huggede ham i hovedet, idet Gunnlaugr rakte ham vand i sin hjælm. Hrafn indrømmede bebrejdelsens berettigelse, men han tilføjede som undskyldning - »jeg undte dig ikke Helga den fagres favntag.« Hans mægtige kærlighed var skylden, og den forklarer, om end ikke helt undskylder, hans adfærd.

Ligesom Hrafn træffende synes at have særtegnet Gunnlaugr som skjald, således lader sagaforfatteren Gunnlaugr karakterisere Hrafn på følgende måde : »Dette (digtet om kong Olaf) er et smukt digt, som Hrafn er selv at se på, men temmelig udtryksløst« (4). Denne doms rigtighed kan vi desværre ikke bedømme, da vi ikke af Hrafns digte, hverken hans flokkr om Olaf den svenske eller det i Skáldatal antydede digt om Erik jarl, har en linje tilbage. Derimod har Gunnlaugssaga opbevaret 3 løse vers (5), digtede i anledning af forholdet til Helga og Gunnlaugr (i det første fortæller han en blodig drøm). Der er intet som helst, der tyder på, at disse vers er uægte (6). På den anden side er der intet videre ejendommeligt ved dem, undtagen at de er let og flydende digtede.




Noter

1) Gunnl. s. 33; Ldn. 298; Flat. I, 535.
2) Gunnl. s. 12.
3) Sst. 37; Forns. 113; Flat. I, 535.
4) Gunnl. s. 32.
5) Skj. digtn. B I, 188-89.
6) Hallarsteins linje: sannfróðr trúu góða Rekst. 9.6 ser ud til at kunne være en reminiscens af Hrafns: sannfróðr konur góðar; hvis så er, er det et kriterium for ægtheden af Hrafns vers.