FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Þulur

Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Den oldnorske og oldislandske litteraturs historie

Andet Bind


af Finnur Jónsson


G. E. C. Gads Forlag
København 1898


Andet tidsrum

1. afsnit: DIGTNING


§4. Islandsk digtning


F. Digte og vers uden forfatternavne

a. Þulur


Ordet þula betyder en metrisk og i det mindste tildels strofisk affattet remse, næsten altid i fornyrðislag; et drotkvædet vers med remsemæssigt indhold vides aldrig at være kaldt þula; denne ordets betydning går i det mindste tilbage til midten af det 11. årh., da Sneglu-Halle bruger ordet således. Særlig bruges ordet þula (flt. þulur) om de vers eller versgrupper, hvis væsenligste indhold er enkeltnavne uden nogen egenlig tekst i øvrigt. Blandt Eddadigtene er der nogle, som man har villet kalde remsemæssige, men ikke et af dem er en virkelig þula, ikke engang det, der bærer navnet Rigs»þula«, skønt dettes indhold er sådant, at navnet bliver forståeligt; men der findes rundt omkring i Eddadigtene interpolationer, som er temmelig remsemæssige og mulig også tilhører de yngre þulur (f. ex. v. 85—8 i Háv., forskellige vers i Grímnismál osv.).

Snorre har i sin poetik anført brudstykker af to þulur eller navneremser. Af den ene, Þorgrimsþula (1), anføres hestenavne, 3 vers i ljoðaháttr, og oksenavne, 1 vers. Det andet kaldes Kálfsvisa (2); deraf haves 3 vers (i fornyrðislag), alt sammen hestenavne tilligemed navnene på de mænd, hvem de tilhørte. Bægge disse digte synes at stamme fra to navngivne, ellers ubekendte digtere: Þorgrímr og Kálfr, der uden tvivl er Islændere. Det er ovf. s. 71 bemærket, at Laufásedda tillægger Einarr Skúlason 3 vers, hvori navne på øer opregnes; til disse slutter sig et om Ægirs døtre, bølgerne, samt to, der indeholder kvindenavne og endelig et med søkongenavne, alle drotkvædede. At en del af disse vers virkelig er af Einarr, er meget muligt. I ethvert tilfælde er de ældre end Snorre og Óláfr hvitaskald.

I litteraturhistorisk henseende er de nævnte remser og navnevers meget mærkelige. De er et led i Islændernes videnskabelige virksomhed i det 12. årh., særlig af deres vidtstrakte granskning og systematisering af digtning og digtersprog med verslære osv.


Forud for Snorres Edda er der gået en videnskabelig virksomhed, hvoraf hans værk er en fortsættelse og tildels afslutning. Man har dels af antikvarisk-mytologisk interesse samlet f. ex. de forskellige navne på Odin og andre mytiske væsner (jfr. Grimn.) og genstande, dels og ikke mindre har man af gamle digte uddraget enkeltbenævnelser og omskrivninger og anlagt samlinger deraf til brug for undervisning og selvstudium i poetikken; netop en sådan forudsættes i Snorres Edda (se I, 333—4) med klare ord, og det er en selvfølge, at det ikke er Snorre, der først har samlet de nævnte benævnelser og omskrivninger. For bedre at kunne huskes, har disse navne rimeligvis altid og fra først af været versificerede, og deres ældste form er måske netop at søge i de anførte digte. Men når man taler om »navneremser«, er det særlig de vidtløftige remser, der findes i håndskrifter af Snorres Edda, þulur, som de plejer at kaldes, som her kommer til at blive hovedæmnet for vor betragtning.

Disse þulur findes i håndskrifterne cod. regius, 1eβ, 748 og 757, hvoraf de to første danner én, de to sidste en anden gruppe (3). 767 er mangelfuldt og ender med linje 4 i fuglenavneremsen. — Den første gruppe består af navne på: søkonger, jætter, jættekvinder; Tor, Odins sønner, jætter (nummer to), aser, asynjer, valkyrjer; kvinder, mænd; kamp, sværd, sværddele, økse, spyd, pil, bue, skjold, hjælm, brynje; sø, floder, fisk, hvalfiske; skibe, skibsdele; jorden; okse, ko, vædder, buk, bjørn, hjort, galt, ulv: himle, sol. I den anden gruppe findes navne på konge og dværge indsatte i 748 efter søkonger; i 757 er kongenavnene komne allerførst; i bægge disse er de to jætteremser forenede til én; efter jættekvinder er Odinsnavne indsatte, og endelig er navnene på Tor stillede efter Odins sønner; dernæst findes efter jordens navne træers navne indsatte i 748—757. Efter solens navne tilføjer disse to hdskrr. endnu navnene på en række forskellige væsner og ting (måne, dag, himmel, vind, ild, orme, heste, høg, ravn, hane, ørn, fugle [heri afbrydes 757], kvinde, hjærte, ræv, hånddele, valkyrjer .... øer, fjorde, sæd). Man ser altså, at de to grupper er højst ulige, og spørsmålet bliver nu, hvorledes de forholder sig til hinanden. Bugge har bestemt udtalt (4), at alle remserne fra først af har hørt sammen og at de, »forsaavidt ikke bestemte Modgrunde ved enkelte Vers foreligge«, er af »én og samme Forfatter«; hvorpå enkelte modsigelser anføres (5). Men jeg kan ikke dele denne opfattelse. I reg. — 1eβ er der åbenbart to fra forskellige digtere stammende jættefortegnelser, hvoraf den sidste er ment som tillæg til den første, men den har, hvad samleren næppe har bemærket, et navn fælles med den første (Grímnir); der er altså her tale om to helt forskellige remser; men disse remser er i høj grad vigtige, idet de kaster lys over remserne i den anden gruppe, som ikke er til at tage fejl af. Her er nemlig bægge disse jætteremser slåede sammen på en aldeles mekanisk måde og med den redaktionelle ændring, at den første rækkes 3 sidste linjer er flyttede om og anbragte allersidst, medens den dobbelte forekomst af Grímnir ikke er bleven bemærket af redaktøren, ligesom også selve sammenføjningen er højst ubehændig. En anden ligeså åbenbar redaktionel ændring er den, at omstille Tors og Odins sønners navne og underordne Tor under de sidste. Fremdeles er det uforståeligt, hvorledes navnene på Odin kunde være udeladte i reg.— 1eβ , hvis de fra først af havde hørt med til hele gruppen; den redaktionelle virksomhed, der her viser sig, er i 757 gået et skridt videre, idet kongenavnene her er stillede i spidsen; »kongen bør stå først« har man tænkt og handlet derefter. Men er nu dette aldeles uomstødelig klart, at en redaktionel virksomhed har gjort sig gældende i 748—757 gruppen, er der allerede heraf kun én naturlig slutning at drage, den nemlig, at samlingen i reg. — 1eβ er den ældste. Dette bestyrkes ved en nærmere sammenligning mellem bægge grupper. I de remser, som 748—757 har flere end reg.— 1eβ , findes en mængde fremmede, mest latinske ord på forskellige ting (ord som plóma, laurús, lúna, dies, nox, emisperium, corvús, gallús osv.); intet lignende findes i reg. — 1eβ . Hertil kommer, at de enkelte vers er her meget regelmæssige i længde (4 el. 8 linjer), hvad de derimod ikke altid er i den anden gruppe; fremdeles den omstændighed, at der i 748 findes en remse med de navne på træer osv., der kan bruges i kvindeomskrivninger; sligt er ukendt i den anden gruppe. Der fremtræder således her en lærdom og stræng regelmæssighed, der er påfaldende, så meget mere som de anførte ord af latinsk oprindelse aldrig er blevne brugte i poesi og næppe kunde bruges deri. Vi ser således, at den, der lavede eller samlede disse remser, har mere stræbt efter at samle ensbetydende ord end ord, der kunde være brugelige for skjaldene, og således fjærnet sig fra det mål, som sikkert var det oprindelige. Disse tilføjelser, særlig den række, der begynder med måne, er desuden temmelig usystematisk. Ser vi på rækkefølgen i reg. — 1eβ, får vi der et nogenlunde godt system. Der begyndes med de navne på mytologiske væsner, som forekom så ofte og som skjaldene særlig havde brug for; denne række er brudt ved at andre (ikke-mytologiske) navne er indsatte; fordi søkonger nævnedes, måtte da også kongenavne anføres; dværgenavne passer bedre, og det må vistnok anses tilfældigt, når de mangler i reg.— 1eβ. Noget lignende gælder Odinsnavnene. Det første afsnit slutter med valkyrjerne; derefter kommer ganske naturlig menneskelige væsener (kvinde og mand), dernæst mandens vigtigste gærning, kamp, med tilbehør af alleslags våben. Herpå følger, som modsætning til alt det foregående, naturen med tilbehør (flod, sø med fisk, og hertil knyttes skib, segl osv., jord med dyrene og endelig himlen med solen; efter jord er træers navne indskudte i 748 — 757, hvilket kunde synes meget passende, men remsen hører dog sikkert ikke til den oprindelige grundstamme på grund af dens beskaffenhed). Der er således en meget god og systematisk orden i reg. — 1eβ. Helt anderledes er det med tillægget i den anden gruppe, hvad enten det betragtes for sig selv eller sammenlignes med alt det forudgående. Der får vi navne på kvinde, valkyrjer igen; vi får en så fuldkommen meningsløs rækkefølge som kvinde, hu, hjærte, ræv, dele af armen, valkyrjer, øer osv. At forklare dette som opstået ved en forvirring, går selvfølgelig ikke an. Det hele er en fuldkommen usystematisk, mekanisk samling, der danner den største modsætning til den orden, der hersker i reg. — 1eβ. Vi står her således uden al tvivl overfor to samlinger, hvoraf den ene, reg. — 1eβ, er den ældste og bedst ordnede, den anden, 748 — 757, består af hele den første række, men udvidet og interpoleret, og må på grund af sin beskaffenhed, der allerede er belyst, være betydelig yngre end hin.

Den sidste gruppes tillæg er ikke alle af en og samme forfatter, eftersom det samme navn i forskellige tilfælde findes på to steder (se min anf. afhandl.).

Heller ikke kan gruppen reg. — 1eβ være af en og samme forfatter. Det er allerede bemærket, at dér findes to jætte-remser, hvoraf den sidste afgjort er en interpolation, indsat på en meget kejtet måde, idet den adskiller Tor fra Aserne. I min anførte afhandling har jeg påvist mange eksempler på, at også her findes samme navn flere gange (f. ex. i mandsnavne, sværdsnavne, floders navne osv.), hvilket afgjort viser, at gruppen er sammensat af forskellige forfatteres vers. Men hvorledes de skal deles efter forfattere, eller hvor meget der hører til enhver, vil naturligvis altid blive en gåde. Mulig er den største del at henføre til én forfatter. Så meget synes at være sikkert, at der har været flere, der arbejdede på at anlægge samlinger af poetiske ord og benævnelser og at så én har foretaget sig at samle alle sådanne mindre samlinger, som han kunde få fat i, og stille dem sammen til et ordnet hele. At det måtte bero på tilfældet, hvor meget det hele kom til at indeholde, synes klart.

Hvad nu alderen af denne ældre gruppe angår, må der, som bemærket, være en betydelig aldersforskel på den og den anden gruppe; da denne ikke kan sættes senere end til den sidste halvdel af det 13. årh., er den første næppe yngre end fra omkring 1200. Bugge (6) og Müllenhoff (7) har antaget, at Snorre har benyttet disse remser (G. Vigfússon har flere steder udtalt, at de er fra det 12. årh.). Dette forekommer mig dog meget tvivlsomt, i hvert fald meget vanskeligt at bevise. Ifølge sagens natur kan Snorre kun have benyttet dem i den sidste del af sin skjaldskabslære, afsnittet om enkeltbenævnelser (ókend heiti, fornöfn). Her, i kap. 56, opregner Snorre himlens navne, uden, som han selv siger, at have fundet dem alle i gamle skjaldekvad. Bugge antager nu, at han har benyttet bægge remser med himlens navne; men dette gøres tvivlsomt, ikke just derved, at Snorre har to navne mere, men derved, at han mangler ét, der findes i bægge remser; Snorres rækkefølge stemmer heller ikke med remsernes. Heller ikke kan det ses, at han har benyttet sol-navneremsen, eller andre remser; hvor ligheden er størst (måneremsen), er der dog sådanne afvigelser, at antagelsen af en fælleskilde har langt større sandsynlighed for sig. Der lader sig i virkeligheden ikke påvise nogen indre sammenhæng mellem disse remser og Snorres værk i det hele (8). Da disse remser helt mangler i cod. upsaliensis og mulig aldrig har stået i cod. wormianus, er de sikkert et senere tillæg til hele værket, hvilket spørsmål imidlertid må behandles i en anden sammenhæng.

Hvad kilderne til disse navneremser angår, er der næppe nogen tvivl om, at de må søges i andre skjaldekvad og olddigte, og at deres forfattere har, ligesom Snorre sine kenninger m. m., samlet dem derfra; i nogle tilfælde kan de være tilvejebragte ved mundtlig undervisning. Men at ville påvise, hvorfra de enkelte navne hvert for sig er hæntede, er naturligvis fuldkommen ugørligt. Dog kunde man være fristet til at antage en sammenhæng mellem flodnavneremsen og flodnavnene i Grímnismál (v. 27—9); ligeledes minder det første vers af hestenavnene stærkt om hestenavne i Grímnismál (v. 30). Værdt at lægge mærke til er, at det undertiden kunde se ud som Alvissmál var benyttet; jfr. solens (Alv. 16), søens (Alv. 24) og ildens (Alv. 26) navne; men noget sikkert i så henseende tør næppe fastslås.

Spørsmålet om disse þulurs hjem er fra mit standpunkt betragtet yderst let at besvare. De er efter min mening udelukkende islandske og kan af mange forskellige grunde ikke være andet. Før end vi går videre, bør Bugges teori om, at de skulde være orknøske og muligvis forfattede af biskop Bjarne Kolbeinsson (9) tages i betragtning. Denne teori, som K. Müllenhoff har betegnet som »eine schöne« »einleuchtende entdeckung« (10), er, efter min mening, i alle henseender uholdbar (11). Den strider da for det første, litteraturhistorisk betragtet imod den hele udvikling af den gamle digtning og dens form, der, som for påvist udelukkende er islandsk efter omtrent 1000, og man har hverken af historiske eller litteraturhistoriske grunde nogen som helst berettigelse til at give Nordmændene eller de vestlige øers beboere andel deri. Men disse þulur forudsætter ikke alene et meget udstrakt kendskab til denne digtnings teori, men også tilstedeværelsen af hele samlinger af ældre digte, der er blevne benyttede af deres forfattere: sådanne digtsamlinger kendes, men kun fra Island. Desuden passer disse þulur så fortræffelig ind i det 12. årh.s islandske litterære virksomhed i det hele, særlig den sproglig-digteriske, at de ikke kan skilles derfra uden de mest tvingende grunde, ja, uden sådanne beviser, hvorpå der ikke hviler en skygge af tvivl. Bugges grunde er i det hele yderst svage. Han anfører da først og fremmest den omstændighed, at der rundt omkring i remserne findes navne på skotske elve, øer og fjorde, samt forskellige gæliske og engelske (angelsaksiske) ord, hvoraf dog flere er højst tvivlsomme; herefter skulde forfatteren have været Orknøing (12). Hvor svagt Bugges ræsonnement er, ses bedst af følgende bemærkning: efter opregningen af visse floders navne hedder det at trods uvisheden, »der end hersker ved Bestemmelsen af mange af de i Versene nævnte Elvenavne, saa synes vi dog, efter hvad jeg i det foregaaende har sammenstillet, ikke alene berettigede men endog nødte til at antage, at Forfatteren enten af egne Reiser eller af jævnlige Samtaler med Andre har været vel kjendt i Skotland, især i de Egne, hvor Nordmænd stadig færdedes, og i de af Nordboer, navnlig Daner, befolkede Dele af Nordengland. Snarest føres Tanken hen til en paa Katanes eller paa Orknøerne boende Nordmand« (13). Der er ingen som helst tvingende grund til den her fremsatte antagelse, at remsernes navne må bero på selvsyn og færden i de vestlige lande. Disse navne, som i det hele har været lige så vel kendte i Norge som på de vestlige øer og lige så kendte på Island som de nævnte steder, har forfatteren (eller forfatterne) meget godt kunnet få på Island dels ved mundtlige samtaler med søfarere, dels ved at finde dem i ældre skjaldekvad. Hele ræsonnementet bliver intetsigende, da man ellers vilde have lige så stor ret til at slutte, at forfatteren (eller -erne) måtte have bot i nærheden af Tiberen, Donau, Dwina, Wolga, Dnjepr, Eufrat, Nilen, Ganges, Jordan, Loire, Elben, da alle disse navne forekommer i remsen. I anledning af disse navne mener Bugge, at de »ialfald efter Korstogenes Tid tør forudsættes at have været almindelig kendte af dannede Nordmænd«. Men »dannede Nordmænd«, derunder selvfølgelig indbefattet Islændere, og en hel hob »udannede« med, havde i flere århundreder færdedes i de vestlige lande; disses rejser og midlertidige ophold var i sandhed tilstrækkelige til at erhværve og i hjemlandet at udbrede det minimum af geografiske kundskaber, som remserne vidner om. Vi kan opregne en masse Islændere og islandske skjalde, der i tidens løb har besøgt disse vestlige lande og som var nødt til at lære en hel del geografiske navne at kende, simpelt hen fordi de ikke kunde undgå det; da vi tillige ved, hvor stor en sans for geografi og geografiske forhold Nordmændene, specielt Islænderne, altid har lagt for dagen og som de islandske sagaer så at sige på hvert blad viser, endogså for de landes og egnes vedkommende, man mindst skulde vænte (14), svækkes det nævnte ræsonnement end yderligere. Hertil kommer, at f. ex. Orkneyingasaga, om hvis islandske oprindelse der ingen tvivl kan rejses, viser et så detaljeret kendskab til steder og stedsnavne rundt omkring i vesten, at det langt overgår den smule indsigt, som remserne forudsætter. Af lignende styrke er også andre af Bugges ræsonnementer f. ex. med hensyn til de øers navne, der opregnes. Bugge er her endogså nødt til at indrømme, at man i så henseende kunde tænke »paa en i Norge vel kjendt Islænding som Forfatter« — hvad dog elvenavnene skal hindre; vi har set, hvad de har at betyde for spørsmålet. Den omstændighed, at netop så mange af øerne udfor det nordlige Norge nævnes, vilde være et positivt bevis for, at det måtte være Islændere og ikke mænd fra Orknøerne, der havde digtet remsen, hvis det overhovedet var et bevis. At der ingen orknøske øers navne nævnes, er intet som helst bevis på, at remsen skulde være orknøsk, mere end islandsk; sagen var den, at det overhovedet kun var de korte, gamle norske ønavne, der var brugelige i skjaldskab; det var dem, der, ved fra først af at blive benyttede der, havde fået etslags hævd og poetisk glans, hvorimod de forholdsvis unge islandske og orknøske navne simpelt hen var ubrugelige, som oftest på grund af den måde, hvorpå de var dannede. De fjordnavne, der findes, er overhovedet norske og af en ringe betydning i det hele. Men når Bugge antager det som en mulighed, at forfatteren kender Godmarfjorden fra Sverres tog 1197, — da dette »er den eneste Leilighed, ved hvilken Navnet forekommer i Sagalitteraturen« (et argument, som snarest skulde tale for islandsk oprindelse), stiller sig herimod den omstændighed, at navnet findes i et vers af Tindr Hallkelsson og derfra kan remsens forfatter have taget det; dette ræsonnements berettigelse anerkender Bugge selv, når han siger, at »Forfatteren aabenbart har hørt en overraskende Mængde af gamle Fortællinger og Digte, og allerede af disse maatte han have lært at kjende« osv.; men disse ord tager jeg til indtægt for min opfattelse. Hvad så til slutning de enkelte ord af irsk eller engelsk oprindelse angår, forholder det sig på samme eller lignende måde med dem. De kan lige så godt være komne vestfra, enten umiddelbart eller middelbart over Norge gennem islandske skjalde, ja i enkelte tilfælde stamme fra landnamsmændene selv, og fra gammel tid have fået borgerret i islandsk sprog. Da nu tilmed enkelte af disse ord kan påvises i de endnu bevarede forholdsvis få lævninger af norsk-islandsk poesi ved år 1000, kan navnene for endel i hvert fald være hæntede fra selve de gamle vers.

Det er så langt fra, at Bugge har påvist þulur'nes orknøske oprindelse, at han i virkeligheden ikke har fremført en eneste holdbar grund, ikke en eneste holdbar endsige håndgribelig støtte for sin antagelse. Til trods for de par digtere, der kendes fra Orknøerne, er man ikke berettiget til her at forudsætte nogen synderlig videnskabelig sysselsættelse med poesien eller så udstrakte digtsamlinger, som þulur'ne beror på.

Den anden del af Bugges hypotese, at biskop Bjarne skulde være forfatteren, og som er endnu svagere begrundet, behøver vi da ikke at dvæle videre ved, så meget mindre, som det tør anses bevist, at þulur'ne har flere end én forfatter.

Disse remser er i det hele taget kun navne og intet mere. Dog forekommer det enkelte gange, at remsen indledes med enkelte bemærkninger som »Jeg vil fortælle jætters, jættekvinders navne«, »endnu skal jeg opregne asers navne«, »det er på tide at opregne mænd« osv.; ligeledes findes ofte slutningsbemærkninger, som oftest blot for at fylde verset, som: »jeg ser ikke flere søkonger«, »nu er opregnede stærke jætters navne«, »her er til slutning Loke«, osv. Når versene ikke begynder med nogen af de anførte bemærkninger, begynder hver gruppe i reglen med det mest brugte og almindelige prosanavn, der således er at betragte som etslags overskrift, som f. ex. Þórr heitir osv. »oddr osv., »vargr, úlfr, geri osv.; eller hvis det ikke står allerførst, står det i den første linje: »darr spjót osv. Enkelte bemærkninger af anden art findes hist og her og skal ligesom tjæne til at give verset et livligere præg. Ofte forbindes navnene, især de kortere, med ok (og). I reglen består grupperne af 8-linjede vers; hvor navnene er få, består remsen kun af 4, men der findes, navnlig i reg. — 1eβ-klassen, vers på 10, 11, 12 linjer. I klassen 748—757 mærkes, som bemærket, i det hele en stræben efter at gøre versene så normale som muligt (således er f. ex. den simple begyndelse på oksenavneremsen her omkalfatret blot for linjeantallets skyld).

Indenfor de større grupper mærkes der ofte en stræben efter en systematisk sammenstilling, der dog altid bliver temmelig mekanisk og afhængig af rimbogstaverne. Således finder vi, at navne, som begynder med samme bogstaver, samles i ét vers; fremdeles sammenstilles sådanne navne, som danner rim, helrim eller halvrim, med hinanden, eller sammensatte navne, hvor enten den første eller sidste del er den samme; alt dette er åbenbart beregnet på at lette hukommelsen så meget som muligt.

For skjaldepoesiens forståelse og fortolkning er disse remser af overordenlig betydning, da de i mange tilfælde giver os den rette forståelse af et eller andet ord, der måske kun forekommer én gang og da i en sådan forbindelse, at ordets betydning ikke klart fremgår deraf (15), og vi har al grund til at være disse remsers forfattere og samlere taknemmelige for deres virksomhed og skønne på deres interesser. Uagtet disse forfattere sikkert var udmærket godt bevandrede i det æmne, de behandler, er det dog ikke derfor nødvendigt at skænke dem en ubetinget tiltro; helt fuldstændige er remserne vel næppe; således mangler blandt skjoldnavnene netop det så ofte forekommende rönd. At man ikke havde sproglig indsigt nok til at kunne se, at to ord i grunden var ét og det samme og at de derfor opføres som to selvstændige ord (þríma — drima, [flodnavnene] dun — dyn, ísarn—járn, lýðr—ljóðr) er ikke påfaldende. En omhyggelig og indgående undersøgelse af þulur'nes sprogstof savnes; en sådan er højst nødvendig og vilde være særdeles interessant.



Noter
1) Sn.-E. I, 480. 484.
2) Sn.-E. I, 482. Navnet står i 748; Alsvinnsmál i cod. reg., worm, 1eβ. er sikkert urigtigt; bag efter anføres nemlig et vers af Alvíssmál, som her (i reg., 1eβ) urigtig nævnes Alsvinnsmál.
3) Jfr. min afhandling i festskriftet til K. Maurer.
4) Aarb. 1875 s. 215.
5) Jfr. Müllenhoff: Deut alt. V, 223 ff.; hans mening om þulurne er efter min mening grundforkert og hans behandling af dem aldeles utilfredsstillende. Kritikløst går han bl. a. ind på Bugges antagelse angående deres hjem og oprindelse, hvorom mere i det følgende.
6) Aarbb. 1875, s. 211—12
7) Deut. alt. V., 227—8.
8) I Gylfaginn. har han slet ikke benyttet dem; jfr. E. Mogk: Beiträge VI, 520 ff.
9) Se hans afhandling: »Biskop Bjarne Kolbeinsson og Snorres Edda«, Aarbøger f. nord. Oldk. 1875, s. 209-46.
10) Deut alt. V, 129. 201.
11) Det må da også erindres, at Bugge selv har betegnet sin teori kun som »en Formodning, hvortil mange Tvil hefte sig«, s. 211. Tiltrods for denne ærlige udtalelse har teorien vundet en større udbredelse, end den egenlig skulde, idet man er gået ud fra, at Bugge havde bevist sin antagelse.
12) Bugge anf. sted s. 229.
13) Sst. s. 224.
14) Jfr. G. Storm: Snorre St. Hist. skrivn. 62-3.
15) Jfr. Bugges smukke og rigtige udtalelse i den ofte anførte afhdl. s. 210.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.