FJ-Litteraturhist.Bd.2 - Einarr Skúlason
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Andet Bind
G. E. C. Gads Forlag
København 1923
Andet tidsrum
1. afsnit: DIGTNING
§4. Islandsk digtning
A. Fyrsteskjalde og andre historiske kvads digtere.
Einarr Skúlason.
Denne digter tør betegnes som århundredets betydeligste og frodigste isl. skjald, skade kun, at hvad vi ved om hans liv er stumper og brudstykker1). Han kaldes ofte præst, og det er sikkert, at det er ham som menes i den isl. præstefortegnelse fra 11432), hvor en Einarr Skúlason regnes til præsterne på vestlandet og nævnes næst efter Ormr Koðránsson, der sikkert har bot på Gilsbakke i Borgarfjorden3). At Einarr også har været præst i den samme egn, ja måske bot på Borg, kan med rimelighed sluttes3). Sikkert hørte han også til Myramændenes slægt (Kveldulfsslægten)4) og Jón Sigurðsson har5) vistnok truffet det rette, når han gør ham til en direkte efterkommer af þorsteinn Egilsson og en broder til Snorre Sturlusons morfader. Han må være født omkring eller næppe senere end 1090, da vi allerede år 1114 træffer ham i Norge hos Sigurd Jorsalfar som en af dennes fortroligste venner6). En anden gang, flere år senere, frælste Einarr ved mod og snarrådighed en mand, som Sigurd i et af sine vanvidsøjeblikke vilde dræbe7), hvilket ses at være sket noget efter 1124; hvor Einarr har været i de mellemliggende år, vides ikke. Efter Sigurds død har Einarr opholdt sig, i det mindste nogen tid, hos de følgende konger, Harald gille, Magnus blinde og Haraldssønnerne, særlig dog Sigurd, ved år 1148. Ligeledes var han i Norge i Trondhjem 1153, i hvilket år han fremsagde sin Geisli i Kristkirken. Fra dette hans ophold stammer de begivenheder, der fortælles i en lille Þáttr om Einarr8). Kong Eystein siges at have æret ham højt og at have gjort ham til sin staller. Omtrent ved den samme anførte tid har han besøgt kong Sörkve Kolsson og Jón jarl i Sverrig, samt Sven grade i Danmark; denne konge gav skjalden ingen løn for kvadet, og Einarr undlod ikke at udtrykke sin harme derover i en vísa. Endnu engang, omkring 1159-60, træffer vi Einarr i Norge, hvor han bringer høvdingen Grégóriús Dagsson et digt. Alt dette tyder mulig på, at Einarr har haft fast ophold i Norge i sine sidste år (i medfør af sin stallerværdighed?). Men det viser ikke mindre, hvor stor en anseelse Einarr har nydt, han som var en ven af alle regerende fyrster i Norge i et halvt århundrede og det tiltrods for alle de stridigheder, der herskede mellem disse indbyrdes. Einarr må have været i besiddelse af ualmindelig vindende egenskaber og bedre end nogen anden forstået at bevæge sig mellem de stridende, uden at man har den fjærneste grund til at beskylde ham for falskhed. Han har næppe nogensinde givet sig af med politik eller blandet sig i de norske stridigheder. Han har udelukkende optrådt som skjald og ven, der havde upartiske lovord tilovers for enhver dygtighed og fremragende gærning. Hvilken anseelse Einarr som præst har nydt i sit fædreland, vides ikke; men at hans digterry har været stort, ses allerede deraf, at Snorre så mangfoldige gange anfører hans vers i sit værk. Einarr har sikkert nok været en ualmindelig begavet mand, munter af sind, jævn i sin opførsel, retsindig og human i al sin færd; alt dette fremgår tydelig af hans vers, f. ex. Geisli (forskellige steder, hvor han ytrer sig om synd og folks udyder); han har ligeledes været en religiøs mand, men ingen fanatiker, og mindst af alt en mand, der af trosiver ikke kunde tåle en uskyldig spøg; han er i så henseende en type på en Islænder, således som religiøsiteten må have udviklet sig på Island i det 11. og 12. årh. Hertil kom at han havde ualmindelig let ved at digte; raske improvisationer hørte hos ham, så at sige, til dagens orden. Nogle eksempler vil vise disse egenskaber. Engang da kong Eysteinn skulde til at spise, var Einarr, der jo var staller, ikke på sin plads; han var på et besøg i nonneklostret på Bakke. Da Einarr endelig viste sig, sagde kongen: »nu har du forsyndet dig mod vor hirdskik; du, kongeskjalden, kommer for sent. Vi er ikke gode venner mere, medmindre du har et vers færdigt, før jeg har tømt mit kar«. Einarr svarede straks i den muntreste tone: »Abbedissen lod mig sulte; jeg blev ikke indbudt til at spise hos nonnerne på Bakke; kvinden glædede ikke kongens ven« (såmeget mere trængte han til at få mad). Engang havde en gøgler stjålet et kid en fredag og spist dets kød, hvilket jo var brud på fasten. Kong Sigurd lod gøgleren gribe og piske. Ligesom piskningen var begyndt, kommer digteren til og udbryder: »ilde behandler I nu vor kammerat!«. »Det skal komme an på dig, svarede kongen; digt et vers, og kun sålænge du ikke er færdig dermed, skal han piskes«. »Da vilde den stakkels mand nok ønske, jeg var lidt hurtig i vendingen«. Kun 5 hug til og verset var færdigt; man huske, at det var en præst, der mere end nogen anden skulde våge over kirketugten, der tog sagen således. Verset handlede om selve tildragelsen. Flere eksempler kunde endnu anføres.
Einars digte er følgende:9) En drape om Sigurd Jorsalfar. Med sikkerhed kan hertil henføres 5 vers10), der alle handler om Jorsalsfærden (rejsen til England og Spanien, ankomsten til Akrsborg, badningen i Jordan og erobringen af Sidon. Når digtet er forfattet vides ikke; rimeligvis er det dog ikke et arvekvad.
Af Einars i Sktal antydede digte om kong Eysteinn Magnusson og Magnus d. blinde er der, såvidt ses kan, intet bevaret.
Derimod haves nogle brudstykker af to digte om Harald gille, det ene drotkvædet, det andet i tøglag. Til det første kan med sikkerhed kun henføres to halvvers om Haralds krigstog til Danmark (kampe på Hven og Læssø); det er rimeligvis digtet 1135. Til det sidste kan endel flere vers henføres, da versemålet her er vejledende. Digtet kaldes Haraldsdrápa11) og har tildels handlet om de samme begivenheder, som det første digt, f. ex. kampen ved Læssø, desuden om Haralds flugt til Danmark 1134, om kong Magnus' tilfangetagelse og Haralds magt. I modsætning til ældre i samme versemål affattede digte, er dette kvad, på en enkelt undtagelse nær, fuldstændig regelmæssig drotkvædet med hensyn til rim såvel i de ulige som i de lige linjer.
Dernæst har J. Sigurdsson ment at kunne antage12) et enkelt fællesdigt om Harald gilles 4 sønner, Magnus, Sigurd, Eystein og Inge, og han henfører hertil 1 vers og 3 halve. Det forekommer mig rimeligt, at denne antagelse er rigtig, da der er bevaret et vers, der nævner alle 4 brødre som konger i Norge, og som ikke just ser ud til at være en lausavísa. Hvad de andre halvvers angår, kan der kun være tale om med nogen rimelighed hertil at henføre ét, hvori »kongernes mænd« siges at forsvare landet; de øvrige er fuldstændig usikre. Digtet er forfattet efter 1142; først da kom Eystein til Norge.
J. Sigurðsson har fremdeles antaget13) et særligt digt om kong Sigurd, hvoraf ét vers skulde være bevaret og som skulde være digtet omkring 1148. Det synes rimeligere at henføre dette vers til det sidstnævnte kvad; det findes da også anført i et kapitel, hvor alle brødrene beskrives (med undtagelse af den tidlig afdøde og betydningsløse Magnus); dette kapitel kunde støtte sig til Einars digt, uagtet kun ét vers om en enkelt af dem anføres.
Af Einars i Sktal antydede digte om Sörkve Kolsson, Jón jarl Sörkvesson og om Sven grade, der alle må henføres til tiden omkring 1152, er, så vidt vides, intet bevaret. Det sidste digt omtales i Knýtlingasaga14): »Til denne tid kom Einarr præst Skúlason til Danmark. Han digtede et kvad om kong Sven, men fik ingen løn derfor; da kvad Einarr et vers« osv., hvor digteren klager over, at han intet har fået — »den danske konge sætter større pris på feler og fløjter«, og han beskylder Riber-Ulf for at »råde for kongens rigdom«.
Vi kommer nu til Einars vistnok største og vigtigste digt, helgenkvadet Geisli15), eller, som det også undertiden kaldes, Ólafsdrápa, hvilket sikkert er det ældste og egenligste navn16). Geisli, d. e. strålen, er hæntet fra et par steder i digtet, hvor kong Olaf kaldes »nådens sols [guds] stråle« (v. 1) og »guds hals [himlens] stråle« (v. 7)17). Navnet er således ikke ganske nøjagtigt eller absolut træffende. Om digtets tilblivelse får vi den oplysning18), at det er forfattet på kong Eysteins opfordring, hvilket bestyrkes ved digterens egne udtryk i det sidste vers; det siges at være fremsagt i selve Kristkirken i Trondhjem; derved skete det under, at kirken fyldtes med den herligste duft — et tegn på, at Olaf den hellige fandt behag i digtet. Man har tidligere ment, at digtet er forfattet i året 1152 og sat det i forbindelse med erkebispesædets oprettelse i Nidaros; den første norske erkebiskop, Joan Birgisson, blev da indsat af kardinalen Nikolaus (senere pave Adrian IV). Ved denne indvielse er digtet imidlertid ikke fremsagt, da kardinalen ikke nævnes, da Joan forudsættes i nogen tid at have været erkebisp (v. 65)19), og endelig da selve højtideligheden ikke antydes i digtet med et eneste ord. Digtet må med andre ord være forfattet efter sommeren 1152. Senere end 1155 (vinteren 1154-5) kan det på den anden side ikke være forfattet, da alle 3 brødre (Eystein, Sigurd, Inge) tiltales (v. 8) og forudsættes som enige, men Sigurd faldt for sin broder Inge i sommeren 1155. Da endvidere ufreden mellem brødrene i virkeligheden begyndte allerede 1154, kan der vistnok kun være tale om året 1153, senest vinteren 1153-4.
Digtet er opbevaret i Bergsbók (Nr. 1 fol. mbr. i Stockholm)20), 71 vers, og i Flatøbogen21), men her mangler en stefjabálkr (3 vers, V. 31-3), der af afskriveren er oversprungen ved spalteskifte; desuden findes enkelte vers og versdele hist og her i andre kilder. Hvad fuldstændigheden angår, bærer altså Bergsbók fortrinnet, men det er en fejltagelse at mene, at den også, hvad selve tekstens form og ordlyd angår, ubetinget er at foretrække for Flatøbogen; der er ganske vist mange fejl i dette hdskr., men dem er der også masser af i Bergsb.; her er tillige den fejl, at v. 13-14 er ombyttede, ligeledes v. 69 og 70; ordningen i Flat. er af indre grunde uden tvivl at foretrække. Man må, som i reglen altid ved skjaldekvad, ved tekstens fastsættelse tage lige meget hensyn til bægge (alle) håndskrifter.
Digtet består af en indledning på 17 vers, hvortil kommer det første stefvers; derpå følger 9 stefjabálkar på 3 vers (i alt 27 vers); slutningen er altså noget længere end indledningen (ɔ: 26 vers).
Digteren begynder, højtideligt nok, med at påkalde den treenige gud, »ti jeg vil byde den herlige Olaf et digt«. I v. 2-6 gives en kort og fyndig skildring af Jesu fødsel, død og opstandelse, samt den helligånds sendelse og stadige virksomhed for menneskehedens vel. Men en af Jesu bedste tjænere var »den guds hals herlige stråle, som hed Olaf«, »ham vil vi nu prise og hans jærtegn« (v. 7). Dernæst opfordres først de 3 konger, så erkebispen, forsamlingen, Trønderne, ja alle Nordmænd, til at høre kvadet, hvorpå det nærmere omtales, hvad digteren agter at behandle; det er ikke Olafs jordiske bedrifter, kampe og lign., overhovedet ikke hans jordiske liv, det har andre, f. ex. Sigvatr og Óttarr, gjort. Det er Olafs liv efter døden, der skal behandles; derfor dvæler digteren kun kort ved Olafs jordiske færd, martyrdøden på Stiklestad og den forudgående drøm. Stefets indhold (v. 18 osv.), Olafs velsignelsesrige virksomhed og hjælp mod alle mennesker, er digtets grundtone; »Olaf er en stråle, der udgår fra nådens sol; derfor formår han så meget, derfor vil han så meget godt« — det er dette, digteren vil belyse, det, hvorfor han vil prise hellig-Olaf, det, hvorved han vil vise, hvilken glans der må falde på hele det norske folk, særlig den norske kongeslægt. Efter at have omtalt »solformørkelsen« , der for længe siden var bleven fastslået som samtidig med Olafs dødsstund, og lyset, der brændte over kongens lig, omtales Olafs forskellige jærtegn både indenlands og udenlands (f. ex. blandt Væringerne i Miklegård, i Danmark og Venden); denne opregning slutter med den uskyldige præsts frygtelige lemlæstelse og vidunderlige helbredelse. Herpå berømmes Olafs kraft og hellighed i al almindelighed, hvis undergærninger ingen menneskelig tunge formår at opregne, hvem alle bør ære og tilbede. Endelig er der til slutning 3 vers af mere personligt indhold og art, idet digteren antyder, at guds velsignelse er ham løn nok, men hvis Sigurd den ældre (d. e. Jorsalfar) levede, vilde han give bevis på sin store gavmildhed; til allersidst kommer en personlig henvendelse til kong Eystein, og digtet slutter med den betydningsfulde opfordring: »Elsker alle guds pris og ære. Nu tier jeg«.
Der er ingen tvivl om, at dette digt af selve forfatteren og hans nærmeste sam- og eftertid er blevet betragtet som en bedrift af rang, som en digterisk forherligelse af Norges skytshelgen, der var denne så vel som forfatteren værdig. Så meget er vist, at i anlæg og indhold står digtet, fra digterens tid og standpunkt betragtet, meget højt og har været et mønster for den følgende tids helgenkvad, ligesom Lilja i sin tid skulde blive det. At det bærer vidne om digterens oprigtige tro på kong Olafs betydning og helgenkraft, er utvivlsomt. Der er egenlig ikke nogen svulst i digtet, ikke engang der, hvor Einarr smukt og fromt sammenligner Olaf med Kristus; der viser sig deri en inderlig naiv tro på undergærninger, som alle andre trode på og som digteren havde hørt fortælle22). Stiller vi os på samtidens standpunkt, er det således ikke vanskeligt at forstå den lykke, digtet gjorde. Anderledes stiller sagen sig fra vort standpunkt og vor tids helgenløse trosopfattelse. Vi stødes over de mange omskrivninger, for hvis skyld vi er tilbøjelige til at overse eller underkende den dybere religiøse understrømning, der bærer digtet og forskellige af dets udtryk og som på en måde skjuler sig under den rolige overflade, der viser en lidenskabsløs og harmonisk udviklet tros blikstille. Det er ikke langt fra, at det undertiden forekommer os, som om digteren stod temmelig kølig og følelsesløs overfor de undergærninger, han fortæller om, men det er kun tilsyneladende og vistnok bevirket ved formens stereotype karakter. I små indskudte sætninger udtaler digteren ofte sine egne af æmnet foranledigede betragtninger og meninger, men altid i samme beherskede form, og det er netop disse sætninger, der mindst af alt bør overses; de vidner om Einars dybe følelser og tro.
Forfatterens kilde har sikkert været den mundtlige norske tradition; således siger han selv: »jeg har spurgt« (15.1, 17.1-5, 38.1, 43.1, 50.1, 51.5), »man har fortalt mig« (35.1-3, jfr. 36.3); for meddelelsen om sværdet Hneitir anføres Eindriði unge (jfr. ovf. s. 33), der havde været i Konstantinopel, som hjemmelsmand (v. 45). Heraf forklares på det bedste de uoverensstemmelser, der findes mellem Einars fremstilling og andre kilders; der har været forskellige traditioner, hvad jo, når det gælder jærtegn og lign., ikke er påfaldende. Ikke engang findes der fuld overensstemmelse mellem digtet og den ældste jærtegnssamling, der haves23).
To digte om kong Eysteinn Haraldsson (1142—57), hvoraf det første er runhent (en drape), der rimeligvis er forfattet omtrent til samme tid som Geisli. Af dette digt haves 6 hele vers og nogle brudstykker, der handler om Eysteins hjemkomst til Norge, kampen med de oprørske Vikverjer omkring 1150, krigstoget til Orknøerne, Skotland og England 1153; disse vers består så godt som udelukkende af de sædvanlige kampskildringer. — Det andet digt er drotkvædet; heraf er kun 1½ vers bevaret; det er forfattet efter Eysteins død. Digtet synes tildels at have haft stof tilfælles med det første (Vesterhavstoget).
Af et digt om den norske stormand, den førnævnte Eindriðe d. unge (d. 1163), der er antydet i Sktal, er, så vidt vides, intet bevaret; digtet stammer fra årene 1150—60.
Af et digt om kong Inge Haraldsson haves godt og vel 3 vers; ifølge Morkinskinna og tildels Fagrskinna ser det ud, som om de 3 vers var løse vers, digtede som svar på kong Eysteins spørsmål, men dette beror vistnok på en fejltagelse. Et af versene handler om kampen ved Holmen-grå, 1139, de øvrige om kong Inges uskyldighed i kong Sigurds død. I versene fremtræder digterens egne uforbeholdne meninger.
Endelig haves et særligt digt, en flokkr, om høvdingen Grégóriús Dagsson og hans kamp i Götaelven 1159, Elfarvísur24); heraf er to vers bevarede.
Foruden disse her opregnede digte har Jón Sigurðsson ment25) at kunne fastslå et, i kilderne ganske vist aldrig omtalt, digt om en prægtig økse, der skulde have været en fyrstegave, en Öxarflokkr; der haves nemlig i Snorres Edda omtrent 5 hele og 5 halve vers26) under Einars navn, der alle handler om en økse og dens kostbarhed og prægtige udseende. Jeg er tilbøjelig til at give J. Sigurðsson ret heri. Versene er meget ensformige og indholdet er gennemgående: »kongen gav mig en økse, prydet med guld og sølv og forsiringer«.
I Snorres Edda anføres desuden en mængde halvvers af Einarr, der åbenbart hører til fyrstekvad, men de indeholder intet bestemt, hvorefter man kunde fordele dem på de forskellige digte; alle formodninger i så henseende er fuldstændig grebne ud af luften. De indeholder dels de almindelige lovord om en fyrste, dels beskrivelser af og hentydninger til kampe til lands og til vands, dels endelig handler de om sejlads, havets oprør osv. Flere af disse vers er meget smukke.
Af løse vers haves der i det hele ikke ret mange (6 foruden nogle brudstykker); to af dem stammer fra 1114 og 1124-30 og står i forbindelse med Sigurd Jorsalfar. Tre små brudstykker synes at være erotiske vers om to kvinder Jóreiðr og Sólborg; de angives at være af »Einarr«, der næppe kan være nogen anden end E. Skúlason. De øvrige stammer vistnok alle fra tiden omkring 1153; de handler om kong Svens påholdenhed (se ovf. s. 65), digterens ophold hos nonnerne (se ovf. s. 63-4) og gøglerens straf. Et handler om den fornemme Ragnhilds stolte sejlads, digtet på den betingelse, at »kongen« og 7 af hans mænd skulde hver huske en linje af verset, såsnart det var fremsagt; ellers skulde digteren have en ask honning af hver, som ikke huskede sin linje. Kun kongen huskede to linjer — »intet skib på jorden bærer en prægtigere ladning i løftingen«.
Usikkert er det, om Einarr er forfatter til et vers i den 4. gramm. afhandling27), der i et yngre papirshåndskrift tillægges »Einarr«, og jeg deler i det hele B. M. Ólsens mening derom28). Ligeledes er det noget usikkert, om Laufásedda har ret, når den tillægger Einarr nogle vers, hvori navne på øer og havet opregnes29), eftersom disse vers ikke findes anførte under hans navn i de ældste håndskrifter, men jeg er dog tilbøjelig til at mene, at de kan være af Einarr.
Hvad nu Einarr som digter i det hele angår, kan han med hensyn til sine fyrstedigte nærmest sammenstilles med þjóðólfr Arnórsson; de er lutter historie og historisk nøjagtige; af subjektive udtalelser og betragtninger er der så godt som intet. Kun i hans hoveddigt, Geisli, findes endel sådanne, og det er nærmest her, vi finder ham selv; her optræder han som den gejstlige ikke alene ved digtets hele indhold og fremstilling af Olafs jærtegn, men også ved sine klager over den almindelige syndsnød, der nedtynger menneskeheden (v. 27.3), dadler løgn og ugrundet mistænksomhed (v. 58ff.), dadler dem, der dræbte Olaf (v. 17), og er vis på, at ugærningen får sin straf (v. 61; jfr. Eyst. dr. 2, ); sammen med dette hænger digterens retfærdighedsfølelse og upartiskhed, som når han frikender kong Inge for svigefuld færd (se ovf. s. 69). I det hele mærker vi allevegne en stilfærdig jævnhed og ro i hans digte, ingen voldsomme udtryk eller udbrud, ingen højtravende svulst. Samme præg bærer hans skildringer af kamp, af sejlads og havets oprør; men derfor kan der godt være liv i disse skildringer (særlig f. ex. verset nr. 14 i gruppe 12). Djærve eller originale billeder hører til undtagelserne; en sådan er det, når han i et af sine økse-vers personificerer »kostbarheden« (øksen), gør den til Hnoss, Freyjas datter, og siger, at kongen har givet ham hende til ægte. Også sine erotiske følelser synes Einarr at have givet et stilfærdigt udtryk, hvis vi tør dømme derom af de højst ubetydelige lævninger af vers af ham om kvinder. — Som den besindige og opmærksomme mand har han set sig godt om i verden og grundig iagttaget forhold og personligheder; det viser bl. a. hans beskrivelse af de fire brødre. Jævnt munter og lidt bidende kunde han også være, men også her møder vi hans sindsligevægt og overlegne ro. — Man har bebrejdet Einarr pengebegærlighed, men, så vidt vi kan se, uden egenlig grund. Hans harme over Sven grades og Riber-Ulfs påholdenhed er det eneste, der i så henseende kan anføres; men en anden forklaring er nok så naturlig; for det første kunde det være ærgrelse over at se den af Nordmænd og Islændere så højt skattede digtekunst ringeagtet; dernæst betragtedes et digt som en af de mest hædrende gaver, og hele oldtidens opfattelse var nu engang den, som så kort udtrykkes et steds i Hávamál, at »gave er gengæld værd«. At vænte løn for et kvad, var fælles for alle nordiske skjalde.
Kan vi ikke stille Einarr jævnsides med de bedste og originaleste digtere fra det første tidsrum, er der dog et fortrin, hvori han ikke står tilbage for nogen, hans fremragende ævne til at forme vers, der i forbindelse med hans lyse begavelse og hurtige opfattelsesævne satte ham i stand til at digte vers på stående fod så let og hurtig, som overhovedet muligt, ligesom han også formåede med største lethed at benytte forskellige af de vanskeligste versemål. Denne ævne tillader ham at indflette og lejlighedsvis at benytte de mest indviklede rim og leg med ord. Herved står vi ved det, som er Einars stærkeste side, hans fuldkomne teknik og strænge systematik, der viser, at han har været inde i alle kunstens hemmeligheder, ja måske har været en af dem, der i det 12. årh. udviklede og systematiserede de enkelte versemål navnlig i retning af regelrethed og ensformighed i versets enkelte dele. Einarr har været i besiddelse af og kunnet en mængde ældre digte; nogle af dem har tjænt ham som forbilleder, som f. ex. de ældre tøgdraper, men hans digte adskiller sig fra dem, som før bemærket, ved større, tildels fuldkommen regelrethed. Der er en korrekt sirlighed ved Einars vers, der endogså overgår Háttalykill; en skødesløshed skal man længe lede efter, om en sådan overhovedet findes.
Efterligninger af ældre digte findes også, hvad man jo netop kunde vænte, men dette gælder dog mest, som anført, formen. Verbale lån findes der næppe synderlig mange af30), hvilket kommer af hans lethed i at danne sine vers. Einars omskrivninger kan i det hele og store siges at være ret heldig valgte og dannede; fri for mindre heldige omskrivninger er han dog ikke (jfr. s. 21), som når han for at betegne det simple »man« bruger en betegnelse som vallrjóðendr (»de, der rødfarver marken«, Geisli 10.6).
Alt i alt må Einarr betegnes som sin tids kundskabsrigeste skjald, der mer end de fleste besad herredømme over sprog og form og som grundig havde studeret sine »klassikere«. Skønt han ikke tør betegnes som en umiddelbar, original digternatur, er hans rettænkende humane og noble personlighed, således som vi af hans digte formår at forestille os den, umiddelbart sympati-vækkende.
Noter
1) Jfr. Skúli Thorlacius: Vita Einari 1783 i Heimskr. III.
2) Dipl. Isl. I, 185-6
3) Sst. I, 189
4) Ifg. det interpolerede stykke i 1. kap. af Gunnl. saga (udg. s. 2).
5) Sn. E. III, 418.
6) Jfr fortællingen i Fms. VII, 137. Mork. 181; Sigurd sad og havde en intim samtale med Sigrid Hranadóttir, hvis mand, Ivarr af Fljóðum, væntedes. Einarr blev sendt ud for at se, om Ivarr var kommen. Han kom tilbage og meddelte kongen i et vers, at han endnu kunde sidde nogen tid i ro, da den »fingersmalle« Ivarr endnu ikke var kommen.
7) Fms. VII, 165-7; Mork. 191-2.
8) Mork. 226-8; Fms. VII, 355—7.
9) Skj. digtn. B I, 423—57.
10) Jón Sigurðsson har ment (Sn. E. III, 354) at burde henføre her til endnu 6 halvvers fra Sn.-E., men da der intet bestemt holdepunkt derfor foreligger og da digteren i disse allevegne bruger præsens, er det meget usandsynligt, at noget af dem hører hertil. Noget lignende gælder også for flere af de øvrige digte med hensyn til J. Sigurðssons bestemmelse af de enkelte vers.
11) Hkr. III, 326; Frís. 314; Eirsp. 169; Fms. VII, 184
12) Sn. E. III, 356-7.
13) Sn. E. III, 357.
14) Fms. XI, 353.
15) Navnet: Geisli, overskriften til digtet i Flat. osv. — Óláfsdrápa Hkr. III, 308; ÓH (53) 248; Eirsp. 161; (jfr. Hkr. III, 429; ÓH (53) 232; Fms. V, 112; Flat. II, 378, 226); Fms. V, 149; Flat. II, 385; Fms. VI, 66, VII, 355; Mork. 227. Derimod beror navnet Váttardrápa, der ikke findes i hdskrr., på en fejllæsning.
16) Jfr. Cederschiölds udg. I, anm.
17) Jfr. Fms. V, 226; Flat III, 237.
18) Mork. 226-7; Fms. VII, 355.
19) Jfr. Cederschiöld: Geisli IV.
20) Udg. af Cederschiöld i Lunds Universitets årsskr. X 1873. Om digtet se Paasche: Krd. og Kv. 72 ff.
21) Udg. i Flat. I.
22) Kostelig naivt siger digteren (v. 37, 38), at han har set en mand, der var mælet berøvet, men at han har hørt, at han senere har fået det igen.
23) I jærtegnet om den blinde får denne sit syn ved det vand, hvori Olafs lig blev vasket, medens Einarr siger, at han fik det ved kongens eget blod. Korset, som Guthormr lod gøre, siges at have været af sølv, medens Einarr taler om sølv og guld; dette har mindre at sige; større er uoverensstemmelsen, hvad jærtegnet om de bekendte brød, der blev til sten, angår osv.
24) Navnet: Hkr. III, 414; Frís. 354; Eispr. 216; Fms. VII, 267.
25) Sn. E. III, 364-5.
26) Også 5 linjer i Óláfs málskrúðsfræði , der her findes uden navn, har J. Sigurðsson, vistnok med rette, henført til dette digt.
27) Sn. E. II, 242.
28) Den 3. og 4. grt. afhdl. lxxx-lxxxii.
29) Sn. E. (Svb. Eg.) 233.
30) Jeg har bemærket følgende: ok sás æztr gat ríki (1,2), ≠ æztr ok ætt gat bezta Sigv. Vík. 15; mágrennir feksk manna, máttigr tigir átta (8,1) ≠ nú’s mágrennir minna, mitt setr tigu vetra Víga-Gl. 9; gagls fyr strengjar hagli (9,3) ≠ valgagls »timis« hagli Tindr (1,3).
